–

AS »Gaso« ved advokāti L. Liepa og J. Sarāns-Reneslācis,

–

AS »Conexus Baltic Grid« ved vandeadvokaat C. Ginter, advokāte K. Pļaviņa-Mika, valdes priekšsēdētājs U. Bariss, og valdes loceklis M. Gode,

–

Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija ved izpilddirektors J. Miķelsons, og padomes locekle A. Upena,

–

Europa-Kommissionen ved O. Beynet, L. Ozola og T. Scharf, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 41, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EFT 2009, L 211, s. 94), og artikel 13, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (EUT 2009, L 211, s. 36).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med to annullationssøgsmål anlagt af henholdsvis AS »Gaso« og AS »Conexus Baltic Grid« til prøvelse af lēmums Nr. 109 »par kapitāla atdeves likmi dabasgāzes pārvades sistēmas, dabasgāzes sadales sistēmas un dabasgāzes uzglabāšanas pakalpojumu tarifu projekta aprēķināšanai« (afgørelse om satsen for kapitalafkast med henblik på beregningen af udkastet til tariffer for naturgastransmissionssystemets og naturgasdistributionssystemets tjenester samt tjenester med oplagring af naturgas) af 20. august 2020 (herefter »den omtvistede afgørelse«) vedtaget af Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija (kommissionen for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester, Letland) (herefter »den nationale regulerende myndighed«).

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2009/73

3

23.-25., 30. og 32. betragtning til direktiv 2009/73 har følgende ordlyd:

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, bestemmer:

5

Nævnte direktivs artikel 2 er affattet således:

6

Samme direktivs artikel 39 med overskriften »Udpegning af regulerende myndigheder og disses uafhængighed« fastsætter:

7

Artikel 40 i direktiv 2009/73 med overskriften »Overordnede mål for den regulerende myndigheds virke« bestemmer følgende:

8

Dette direktivs artikel 41 med overskriften »Den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser« foreskriver:

Forordning nr. 715/2009

9

Følgende fremgår af syvende og ottende betragtning til forordning nr. 715/2009:

10

Denne forordnings artikel 1 bestemmer:

11

Nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, første og tredje afsnit, fastsætter:

Forordning (EU) 2017/460

12

Artikel 1 i Kommissionens forordning (EU) 2017/460 af 16. marts 2017 om fastsættelse af en netregel for harmoniserede transmissionstarifstrukturer for gas (EUT 2017, L 72, s. 29) bestemmer, at denne forordning fastsætter en netregel, som fastlægger reglerne for harmoniserede transmissionstarifstrukturer for gas, herunder regler for anvendelse af en referenceprismetode, den tilhørende høringsproces, krav om offentliggørelse og beregningen af mindstepriser for standardkapacitetsprodukter.

13

Nævnte forordnings artikel 30 med overskriften »Oplysninger, der skal offentliggøres før tarifperioden«, fastsætter i stk. 1:

Lettisk ret

Lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester

14

I henhold til artikel 7, stk. 2, i likums »Par sabiedrisko pakalpojumu regulatoriem« (lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester) af 19. oktober 2000 (Latvijas Vēstnesis, 2000, nr. 394) er den lettiske regulerende myndighed et offentligretligt organ, som er institutionelt og funktionelt uafhængigt og selvstændigt forvalter sit budget, som vedtages ved lov. En af denne myndigheds opgaver er at regulere leveringen af offentlige tjenester på området for naturgasforsyning.

15

Denne lovs artikel 9, stk. 1, nr. 2, bestemmer, at den lettiske regulerende myndighed fastlægger sin metode til beregning og fastsættelse af tariffer eller lofter over tariffer og de nærmere bestemmelser om anvendelsen af disse tariffer eller lofter over tariffer, for så vidt som der ikke ved en sektorspecifik lovgivning er fastsat andre tarifprincipper.

16

Nævnte lovs artikel 9, stk. 2, bestemmer:

17

Artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester har følgende ordlyd:

Afgørelsen om metoden

18

Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisijas padomes lēmums Nr. 1/23 kapitāla atdeves likmes aprēķināšanas metodika (den nationale regulerende myndigheds komités afgørelse nr. 1/23 om metoden for beregningen af satsen for kapitalafkast) af 13. august 2018 (herefter »afgørelsen om metoden«) fastsatte reglerne for beregningen og anvendelsen af satsen for kapitalafkast med henblik på udarbejdelsen af udkast til tariffer for regulerede tjenester, herunder naturgasdistributionssystemets tjenester. Denne afgørelse definerer navnlig formlen til beregning af den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalafkast i real værdi.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19

I medfør af afgørelsen om metoden vedtog rådet for den lettiske regulerende myndighed den omtvistede afgørelse, hvorved det fandt, at naturgastransmissionssystemoperatøren, naturgasdistributionssystemoperatøren og operatøren af naturgaslagerfaciliteten anvender den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalafkast i real værdi.

20

Under hensyntagen til satsen for afkast af egenkapital, satsen for afkast af lånt kapital beregnet i overensstemmelse med afgørelsen om metoden, satsen for selskabsskat og de årlige gennemsnitlige udsving i forbrugspriserne i de foregående fem kalenderår bestemte den lettiske regulerende myndighed, at satsen for kapitalafkast for en operatør, der ifølge oplysningerne i den seneste tilgængelige årsrapport henhører under kategorien af mellemstore eller store virksomheder, skulle fastsættes til 2,65%, mens denne sats for en operatør, der henhører under kategorien mikrovirksomheder eller små virksomheder, skulle fastsættes til 4,37%.

21

Det præciseres i den omtvistede afgørelse, at satsen for afkast på 2,65% er i overensstemmelse med situationen på finansmarkederne, og at denne sats er resultatet af en passende vurdering af de risici, der er forbundet med at rejse kapital, hvorved naturgastransmissionssystemoperatøren, naturgasdistributionssystemoperatøren og operatøren af naturgaslagerfaciliteten sikres mulighed for at finansiere lån, investere i fornyelse og udvikling af systemerne samt opnå et rimeligt afkast, samtidig med at brugerne sikres mulighed for at modtage vedvarende og sikre offentlige tjenester af god kvalitet, hvis tariffer (priser) svarer til de økonomisk begrundede omkostninger.

22

Gaso, som er naturgasdistributionssystemoperatør i Letland, og Conexus Baltic Grid, som er transmissionssystemoperatør og operatør af naturgaslagerfaciliteten i denne medlemsstat, har hver især anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse ved Administratīvā apgabaltiesa (regional domstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som er den forelæggende ret.

23

Til støtte for deres søgsmål har disse selskaber gjort gældende, at den lettiske regulerende myndighed har overskredet sine beføjelser, begået alvorlige proceduremæssige og materielle fejl ved fastlæggelsen af kriterierne og beregningen af satsen for kapitalafkast og tilsidesat sin begrundelsespligt, idet denne myndighed fastsatte denne sats til et unormalt lavt niveau. Den omtvistede afgørelse er navnlig i strid med direktiv 2009/73, som imidlertid pålægger den nationale regulerende myndigheder en pligt til bl.a. at fremme naturgasmarkedets udvikling og funktion ved at give investorerne tilstrækkelige incitamenter til at gennemføre de nødvendige investeringer i infrastrukturerne. Denne afgørelse er ligeledes i strid med forordning nr. 715/2009, som kræver, at disse myndigheder tager et rimeligt investeringsafkast i betragtning, når de fastsætter tarifferne.

24

For det første har den forelæggende ret i denne henseende konstateret, at artikel 40, litra f), og artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 samt artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 715/2009, sammenholdt med syvende og ottende betragtning til denne forordning, er relevante med henblik på afgørelsen af den tvist, der verserer for den.

25

For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at selv om det fremgår af de bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, at medlemsstaterne skal fastlægge et »rimeligt investeringsafkast«, når de fastsætter tarifferne for adgang til naturgastransmissions- og distributionssystemerne, indikerer disse bestemmelser ikke, hvad der forstås ved dette udtryk, hvilket udtryk Domstolen endvidere endnu ikke har haft lejlighed til at tage stilling til. Den forelæggende ret har derfor anført, at den ikke råder over klare retningslinjer med henblik på at vurdere, om den lettiske regulerende myndigheds metode til fastsættelse af den sats for kapitalafkast, som anvendes i den sag, der verserer for den forelæggende ret, er forenelig med EU-retten.

26

For det tredje har den forelæggende ret anført, at lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester fastsætter en lovgivningsmæssig ramme, som ikke indeholder bestemmelser, der svarer til de i dette direktivs artikel 40 og 41 indeholdte om henholdsvis det overordnede formål for de nationale regulerende myndigheder samt disse myndigheders opgaver og beføjelser. Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at denne lovs artikel 20, stk. 1, i henhold til hvilken den lettiske regulerende myndighed vedtog den omtvistede afgørelse, med al sandsynlighed ikke omfatter alle de formål, der er omhandlet i de bestemmelser i nævnte direktiv, som er omtalt i nærværende doms præmis 24, navnlig for så vidt angår retten for en leverandør af en lovreguleret offentlig tjeneste til at være begunstiget af passende incitamenter på både kort og lang sigt. Det skal derfor afklares, om direktivets bestemmelser er blevet gennemført korrekt i lettisk ret.

27

For det fjerde ønsker den forelæggende ret i lyset af bestemmelserne i direktiv 2009/73 og forordning nr. 715/2009 oplyst, om denne forordnings artikel 13, stk. 1, finder anvendelse på fastsættelsen af tariffen for adgang til naturgaslagerfaciliteten, hvis operatør i det foreliggende tilfælde er Conexus Baltic Grid. Den forelæggende ret har med støtte i den fakultative karakter af de procedurer, der er fastsat finder artikel 33, stk. 3 og 4, i direktiv 2009/73, lagt til grund, at nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, som fastsætter de betingelser, der skal opfyldes af de tariffer, som anvendes af transmissionssystemoperatørerne, og som de regulerende myndigheder har godkendt i overensstemmelse med artikel 41, stk. 6, i direktiv 2009/73, samt de tariffer, der bliver offentliggjort i henhold til dette direktivs artikel 32, stk. 1, alene finder anvendelse på tariffer for adgang til naturgastransmissionssystemets tjenester, og ikke omfatter fastsættelse af tariffer for adgang til lagerfaciliteter for denne gas.

28

På denne baggrund har Administratīvā apgabaltiesa (regional domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Om de præjudicielle spørgsmål

Formaliteten

29

Den lettiske regulerende myndighed har gjort gældende, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, skal afvises.

30

For det første har denne myndighed anført, at det første spørgsmål er hypotetisk og vedrører fortolkningen af national ret og ikke af EU-retten. Dette spørgsmål er baseret på den urigtige antagelse, at den nævnte myndighed er fritaget for pligten til at begrunde såvel metoden til beregning af satsen for kapitalafkast som selve disse satser. Det fremgår af national lovgivning, navnlig artikel 67, stk. 2, i Administratīvā procesa likums (lov om den administrative procedure), at denne myndighed skal begrunde sine afgørelser, og at den i dette tilfælde tog hensyn til de retsregler, der fandt anvendelse, nemlig bl.a. artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og forordning nr. 715/2009.

31

For det andet har den lettiske regulerende myndighed gjort gældende, at det andet til det sjette spørgsmål er affattet i for generelle vendinger og ikke vedrører fortolkningen af EU-retten, men anvendelsen heraf. Som følge af de i disse spørgsmål anvendte begreber og udtryks generelle karakter er det endvidere ikke muligt for Domstolen at besvare disse præcist. Endelig pålægger såvel artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 som artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 715/2009 alene de nationale regulerende myndigheder det mål, der skal nås, mens valget af midler eller metoder til at nå dette mål overlades til myndighederne selv. Valget af disse midler eller metoder – hvilket valg den forelæggende ret nærer tvivl om – vedrører ikke fortolkningen af EU-retten, som påhviler Domstolen, men anvendelsen heraf, som henhører under de nationale retsinstansers kompetence.

32

For det tredje har den lettiske regulerende myndighed gjort gældende, at det andet, det ottende og det niende spørgsmål ikke vedrører fortolkningen af EU-retten, men fortolkningen af national ret. Hvad navnlig angår det andet spørgsmål anvendes begrebet »rentabilitet« ikke i den relevante EU-ret, men i artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester.

33

For det fjerde har den lettiske regulerende myndighed gjort gældende, at det fjerde til det ottende spørgsmål savner enhver forbindelse med den faktiske og retlige situation, som kendetegner tvisten i hovedsagen og ikke er objektivt nødvendige for at behandle denne sag, for så vidt som artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 715/2009 hverken finder anvendelse på de naturgaslagerfaciliteter, hvis operatør i det foreliggende tilfælde er Conexus Baltic Grid, eller på det naturgasdistributionssystem, som i Letland er overdraget til Gaso.

34

I denne henseende følger det af fast retspraksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retsinstanser i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retsinstanser, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, og at Domstolen, når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, principielt er forpligtet til at træffe afgørelse. Domstolen kan dermed kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national retsinstans, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

35

Eftersom forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, er det i øvrigt nødvendigt, at den nationale retsinstans i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af artikel 94 i Domstolens procesreglement (dom af 12.12.2019, Slovenské elektrárne, C-376/18, EU:C:2019:1068, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde fremgår det indledningsvis af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at bestemmelserne i direktiv 2009/73 og forordning nr. 715/2009 har en tydelig forbindelse med tvisten i hovedsagen, som vedrører fastsættelsen af en sats for kapitalafkast, som den regulerende myndighed for naturgasmarkedet pålægger bl.a. naturgassystemoperatørerne i en medlemsstat, og som kan have indvirkning på de tariffer, som disse operatører anvender.

37

Hvad angår det i procesreglementets artikel 94, litra c), omtalte krav om grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen af direktiv 2009/73 og forordning nr. 715/2009, samt om sammenhængen mellem disse to EU-retsakter og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal det desuden fastslås, at den forelæggende ret har anført sin egen vurdering af den tvivl, som den nærer med hensyn til fortolkningen af nævnte retsakter, navnlig af artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 715/2009, samt den sammenhæng, som den har fastlagt mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, bl.a. hvad angår de krav, som den lettiske regulerende myndighed skal tage i betragtning ved fastsættelsen af tarifferne for transmission og distribution af naturgas.

38

Hvad endelig angår de præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af de to EU-retsakter, der er nævnt i den foregående præmis, og deres relevans for adgangen til de naturgasfaciliteter, som forvaltes af Conexus Baltic Grid, er det endelig tilstrækkeligt at bemærke, at når det ikke klart fremgår, at fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke har nogen forbindelse med de faktiske forhold eller genstanden for tvisten i hovedsagen, angår indsigelsen vedrørende denne bestemmelses uanvendelighed på hovedsagen ikke formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse, men realiteten vedrørende spørgsmålene (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Slovenské elektrárne, C-376/18, EU:C:2019:1068, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Indledende bemærkninger

40

Med de ti spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplysninger om tre retlige aspekter, hvoraf det første vedrører anvendelsesområdet for de tarifprincipper, der er fastsat i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 (det syvende, det niende og det tiende spørgsmål), det andet vedrører gennemførelsen i national ret af begrebet »passende incitamenter« som omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og den begrundelsespligt, som påhviler den nationale regulerende myndighed (det første og det andet spørgsmål), og det tredje aspekt vedrører den måde, hvorpå denne myndighed, når den beregner og fastsætter tarifferne, skal sikre naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne sådanne passende incitamenter og/eller et »rimeligt investeringsafkast« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 (det tredje til det niende spørgsmål).

41

Disse tre aspekter skal undersøges i ovennævnte rækkefølge.

Det syvende, det niende og det tiende spørgsmål om anvendelsesområdet for de tarifprincipper, der er fastsat i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009

42

Med det syvende, det niende og det tiende spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 skal fortolkes således, at de tarifprincipper, der er fastsat i disse bestemmelser, ikke alene finder anvendelse på naturgastransmissions- og distributionssystemoperatører, men også på naturgaslagerfaciliteter.

43

Dette spørgsmål udspringer af den omtvistede afgørelse, hvorved den lettiske regulerende myndighed fastsatte den samme sats for kapitalafkast for Gaso i dette selskabs egenskab af naturgassystemoperatør i Letland og for Conexus Baltic Grid som naturgastransmissionssystemoperatør og operatør af naturgaslagerfaciliteter i dette land. Det skal i denne henseende præciseres, at eftersom der alene sidst i det tiende spørgsmål omtales lagerfaciliteter til flydende naturgas, uden at der i anmodningen om præjudiciel afgørelse er anført grundene til, at sidstnævnte faciliteter er genstand for nævnte spørgsmål, skal Domstolens svar på det syvende, det niende og det tiende spørgsmål afgrænses til spørgsmålet om, hvorvidt de tarifregler, der er fastsat i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009, finder anvendelse på lagerfaciliteter til flydende naturgas.

44

Efter disse præciseringer skal det bemærkes, at direktiv 2009/73 forfølger gennemførelsen af formålet med et indre marked for naturgas, som fuldt og reelt er åbent og konkurrencebaseret, idet dette direktiv, som det fremgår af dets artikel 1, stk. 1, fastsætter fælles regler for transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, GRDF, C-236/18, EU:C:2019:1120, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

45

I denne henseende sondres i nævnte direktivs artikel 2, nr. 4), 6), 9) og 10), mellem henholdsvis »transmissionssystemoperatør«, »distributionssystemoperatør«, »lagerfacilitet« og »lagersystemoperatør« for naturgas.

46

Som det fremhæves i 23., 25. og 32. betragtning til nævnte direktiv, tilsigter direktivet i øvrigt at sikre en ikke-diskriminerende adgang til naturgastransmissions- og distributionssystemerne, idet de nationale regulerende myndigheder i henhold til samme direktivs artikel 41, stk. 1, litra a), navnlig tillægges opgaven med »at fastsætte eller godkende transmissions- eller distributionstariffer eller deres metoder i overensstemmelse med gennemsigtige kriterier«.

47

Artikel 41, stk. 6, litra a), i direktiv 2009/73 præciserer, at de nationale regulerende myndigheder har ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer.

48

Det følger endvidere af dette direktivs artikel 41, stk. 8, at »[n]år de regulerende myndigheder fastsætter eller godkender tarifferne eller metoderne [...], sørger de for, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne får passende incitamenter [...] til at øge effektiviteten, fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter«.

49

Det følger heraf, at de regler for fastsættelse af tariffer, som foreskrives i bl.a. artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, alene finder anvendelse på operatører af »systemer« til naturgastransmission og ‑distribution som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 4) og 6), og ikke på »lagerfaciliteter« til naturgas og operatørerne heraf som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, nr. 9) og 10).

50

Denne udelukkelse af lagerfaciliteter til naturgas fremgår ligeledes af bestemmelserne i forordning nr. 715/2009, som ifølge denne forordnings titel fastsætter »betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet«.

51

For det første er fastsættelsen af harmoniserede principper for tariffer eller beregningsmetoder for tariffer i medfør af denne forordnings artikel 1, stk. 2, kun omfattet af de formål, der forfølges med nævnte forordning, for så vidt angår adgangen til nettet og ikke adgangen til lagerfaciliteter. For det andet fremgår det af ordlyden af forordningens artikel 13, stk. 1, første afsnit, at alene naturgastransmissionssystemoperatører er underlagt de tarifforanstaltninger og de forpligtelser hvad angår bl.a. gennemsigtighed og forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i denne bestemmelse.

52

Den principielle forskel i lovgivningen om tariffer mellem de regler, der finder anvendelse på »net«, og dem, der finder anvendelse op naturgaslagerfaciliteter, kan, som Europa-Kommissionen med føje har fremhævet, forklares med den omstændighed, at disse faciliteter i modsætning til »net« generelt anses for at være naturlige monopoler og dermed ikke kan konkurrere med andre faciliteter. Det er grunden til, at direktiv 2009/73, som det forudsættes i 23. og 24. betragtning hertil, har indført en specifik ordning for naturgaslagerfaciliteter, som omfatter dette direktivs artikel 33, hvori foreskrives særlige regler for adgangen til disse faciliteter, enten inden for rammerne af en forhandling i henhold til denne artikels stk. 3 eller inden for en reguleret ramme i medfør af nævnte artikels stk. 4, men på visse betingelser.

53

Det forholder sig ikke desto mindre således, som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, at hverken dette direktiv eller forordning nr. 715/2009 forbyder de nationale regulerende myndigheder at udvide de tarifprincipper for »nettene« til naturgas, der er fastsat i henholdsvis nævnte direktivs artikel 41, stk. 8, og denne forordnings artikel 13, stk. 1, første afsnit, til også at gælde for nævnte faciliteter.

54

Som Kommissionen i det væsentlige har anført, kan det nemlig ikke udelukkes, at objektive grunde såsom specifikke tekniske kendetegn eller lagerfaciliteternes betydning for energiforsyningssikkerheden på en eller flere medlemsstaters område kan begrunde, at en national regulerende myndighed udvider de tarifprincipper, som den anvender på naturgastransmissions- og distributionssystemerne, til adgangen til disse lagerfaciliteter.

55

Henset til det ovenfor anførte skal det syvende, det niende og det tiende spørgsmål besvares med, at artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 skal fortolkes således, at de tarifprincipper, der er fastsat i disse bestemmelser, ikke finder anvendelse på naturgaslagerfaciliteter i en medlemsstat, uden at dette berører de regulerende myndigheders mulighed for af objektivt begrundede årsager at udvide disse tarifprincipper til adgangen til disse faciliteter.

Det første og det andet spørgsmål om gennemførelsen i national ret af begrebet »passende incitamenter« som omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og den begrundelsespligt, som påhviler den nationale regulerende myndighed

56

Med de to første spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter »passende incitamenter« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 8, sikres ved den omstændighed alene, at de tariffer, som brugerne betaler, dækker de økonomisk begrundede omkostninger ved den offentlige tjeneste og sikrer et minimum af rentabilitet, uden at den nationale regulerende myndighed pålægges en pligt til at begrunde den måde, hvorpå den bestemmer, at naturgastransmissions- og distributionssystemoperatører får »passende incitamenter«.

57

Det skal indledningsvis bemærkes, at disse spørgsmål udspringer af den generelle tvivl, som den forelæggende ret nærer med hensyn til, om artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 er korrekt gennemført i lettisk ret. Efter den forelæggende rets opfattelse er de formål, der foreskrives i denne bestemmelse vedrørende fastsættelse af tariffer, nemlig bredere end dem, der er fastsat i lettisk ret i bl.a. artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester, hvoraf følger, at den lettiske regulerende myndighed skal sikre, at tarifferne fastsættes således, at betalingen heraf dækker de økonomisk begrundede omkostninger ved den offentlige tjeneste og sikrer rentabilitet.

58

Hvad angår bestemmelserne i direktiv 2009/73 om de nationale regulerende myndigheders forpligtelser vedrørende naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørernes tariffer fremgår det af dette direktivs artikel 41, stk. 6, litra a), at disse myndigheder har ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgangen til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer. Det præciseres i denne bestemmelse, at disse tariffer skal være udformet således, at de nødvendige investeringer i nettene kan gennemføres på en sådan måde, at investeringerne sikrer nettenes levedygtighed.

59

Det skal endvidere bemærkes, at det følger af nævnte direktivs artikel 41, stk. 8, at de regulerende myndigheder ved fastsættelsen eller godkendelsen af tarifferne eller metoderne skal sørge for, at »transmissions- og distributionssystemoperatørerne får passende incitamenter på både kort og lang sigt til at øge effektiviteten, fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter«.

60

Det følger desuden af direktivets artikel 41, stk. 16, at de regulerende myndigheder fuldt ud skal begrunde deres afgørelser med henblik på domstolskontrol.

61

Artikel 41, stk. 6, litra a), og artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73, sammenholdt med 32. betydning hertil, pålægger således de nationale regulerende myndigheder enten på tidspunktet for vedtagelsen af metoden til beregning af tarifferne for naturgastransmission og ‑distribution eller ved den konkrete fastsættelse af disse tariffer ud over dækningen af de reelle omkostninger, som transmissions- og distributionssystemoperatørerne har afholdt for at sikre adgangen hertil, at sikre dels de nødvendige investeringer for nettenes levedygtighed, dels »passende incitamenter« både på kort og lang sigt, som giver disse operatører mulighed for at sikre forfølgelsen af de formål, der er opregnet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, og støtte til de i denne bestemmelse omhandlede aktiviteter, samtidig med at disse myndigheder forpligtes til fuldt ud at begrunde deres afgørelser med henblik på domstolskontrol.

62

Hvad angår gennemførelsen af dette direktivs artikel 41, stk. 8, i lettisk ret fremgår det ikke af sagsakterne for Domstolen, at lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester udtrykkeligt gengiver forpligtelsen for den lettiske regulerende myndighed til enten på tidspunktet for vedtagelsen af metoden til beregning af tarifferne for naturgastransmission eller ‑distribution eller ved den konkrete fastsættelse af disse tariffer at fastsætte »passende incitamenter« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 8. Som det er fremhævet i nærværende doms præmis 57, kræver artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester, der er den eneste relevante bestemmelse i denne lov, som den forelæggende ret har omtalt, alene, at den lettiske regulerende myndighed sikrer, at de tariffer, som brugerne betaler, fastsættes således, at betalingen heraf dækker de økonomisk begrundede omkostninger ved den offentlige tjeneste og sikrer rentabilitet.

63

I denne henseende synes begrebet »rentabilitet« i nævnte lov at henvise til idéen om, at naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne kan opnå en rimelig fortjenstmargen, uden at det imidlertid præciseres, hvortil denne fortjenstmargen helt eller i hvert fald delvist skal knyttes. Dette begreb ses således at have en mere generel rækkevidde og tage mindre sigte på gennemførelsen af de formål og aktiviteter, der vedrører funktionen af det indre marked for naturgas, end de »passende incitamenter«, som er omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73.

64

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det i henhold til Domstolens faste retspraksis påhviler de nationale retsinstanser ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af ordlyden af og formålet med det pågældende direktiv, for at det med direktivet tilsigtede resultat nås, og for dermed at overholde artikel 288, stk. 3, TEUF. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national lovgivning er nemlig uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet denne forpligtelse giver de nationale retsinstanser mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem (dom af 5.3.2020, OPR-Finance, C-679/18, EU:C:2020:167, præmis 41, og af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 85).

65

Princippet om overensstemmende fortolkning kræver, at de nationale retsinstanser gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af det pågældende direktiv og nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (dom af 5.3.2020, OPR-Finance, C-679/18, EU:C:2020:167, præmis 42, og af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 86).

66

Det tilkommer dermed den forelæggende ret at efterprøve, om den nationale ret, navnlig artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester, i videst muligt omfang kan fortolkes i overensstemmelse med artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, således at den rentabilitet, som naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne skal sikres, også indebærer, at disse operatører herved får »passende incitamenter« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 8. Sikkerheden for en bestemt rentabilitetssats kan nemlig udgøre et passende incitament med henblik på at tilskynde de pågældende systemoperatører til at forfølge formålene og støtte de aktiviteter, der er opregnet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73.

67

Såfremt den forelæggende ret måtte finde, at det er umuligt at foretage en sådan overensstemmende fortolkning, skal det imidlertid efterprøves, om forpligtelsen i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 er tilstrækkeligt præcis og ubetinget til, at den kan anses for at have direkte virkning, og til, at private som naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne kan påberåbe sig den i forhold til den lettiske regulerende myndigheds afgørelse, således at den forelæggende ret kan udelukke anvendelsen af artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester.

68

Det følger i denne henseende af Domstolens faste praksis, at private i alle tilfælde, hvor bestemmelserne i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale retsinstanser kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

69

Domstolen har præciseret, at en EU-retlig bestemmelse for det første er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, er gjort afhængig af, at EU-institutionerne eller institutioner i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende, og for det andet er tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret. Selv om et direktiv giver medlemsstaterne – når de vedtager de nærmere bestemmelser for direktivets gennemførelse – en vis skønsmargen, kan denne bestemmelse anses for at have en ubetinget og præcis karakter, når den utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, og når der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 18 og 19, og af 25.1.2024, Global NRG, C-277/22, EU:C:2024:78, præmis 28).

70

I det foreliggende tilfælde fremgår det, som det er fastslået i nærværende doms præmis 59, af artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, at de nationale regulerende myndigheder i forbindelse med den opgave med fastsættelse eller godkendelse af tarifferne for naturgastransmission og ‑distribution, som medlemsstaterne er forpligtet til pålægge disse myndigheder, ved en sådan fastsættelse eller godkendelse skal sørge for, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne får passende incitamenter på både kort og lang sigt til at øge effektiviteten, fremme integrationen af markederne og forsyningssikkerheden og støtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter.

71

Selv om artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 overlader de nationale regulerende myndigheder en vis skønsmargen ved gennemførelsen af denne bestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne artikel 41, stk. 8, ved at pålægge dem at vedtage sådanne passende incitamenter for at tilskynde disse systemoperatører til at forfølge de formål og støtte de aktiviteter, som er opregnet detaljeret og udtømmende heri, med en utvetydig ordlyd pålægger hver medlemsstat en tilstrækkeligt præcis forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser (jf. analogt dom af 6.10.2015, T-Mobile Czech Republic og Vodafone Czech Republic, C-508/14, EU:C:2015:657, præmis 53).

72

Artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 foreskriver således ubetinget og tilstrækkeligt præcist en forpligtelse til at sikre naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne, at de nationale regulerende myndigheder ved fastsættelsen eller godkendelsen af tarifferne for transmission eller distribution indfører de passende incitamenter, som er omhandlet i denne bestemmelse.

73

Det skal derfor anerkendes, at artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 har direkte virkning, således at den forelæggende ret skal undlade at anvende national ret, der er i strid med denne bestemmelse, såfremt denne ret ikke kan fortolkes i overensstemmelse med nævnte bestemmelse.

74

Hvad angår begrebet »passende incitamenter« uden for den sammenhæng, hvori disse incitamenter skal fastsættes af hver national regulerende myndighed, nemlig ved fastsættelsen eller godkendelsen af metoderne til bestemmelse af tarifferne for naturgastransmission og ‑distribution eller ved fastsættelsen af disse tariffer, og de formål og aktiviteter, som disse myndigheder skal sikre, definerer direktiv 2009/73 hverken dette begreb eller præciserer, hvordan de nationale regulerende myndigheder fastsætter disse. Dette direktiv indrømmer således nævnte myndigheder en skønsmargen med hensyn til, hvordan de skal vedtage disse incitamenter, men ligeledes med hensyn til vurderingen og afgørelsen af disses passende karakter under overholdelse af bl.a. formålene fastsat i nævnte direktivs artikel 40, hvorved enhver national regulerende myndighed er pålagt den begrundelsespligt, der er fastsat i direktivets artikel 41, stk. 16, og på grundlag af de særlige kendetegn ved naturgasmarkedet.

75

I denne forbindelse fremgår det, som generaladvokaten i det væsentlige konstaterede i punkt 53 i forslaget til afgørelse, ikke af direktiv 2009/73, at de passende incitamenter for naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne til at forfølge de formål og støtte de aktiviteter, som er omhandlet i dette direktivs artikel 41, stk. 8, skal vurderes og fastlægges alene på grundlag af en sats for kapitalafkast som den vægtede gennemsnitlige sats for kapitalafkast fastsat i den omtvistede afgørelse i overensstemmelse med afgørelsen om metoden.

76

Eftersom det står fast, at en sådan sats for kapitalafkast blot er et af de elementer, som tages i betragtning ved fastsættelsen af tariffernes størrelse, betyder den omstændighed, at det ikke ses, at der i den omtvistede afgørelse er anført en specifik begrundelse for, hvordan denne sats skal tilskynde de pågældende systemoperatører til at forfølge de formål og støtte de aktiviteter, der er opregnet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, henset til oplysningerne i sagsakterne for Domstolen, således ikke, at den lettiske regulerende myndighed, som denne myndighed har gjort gældende for Domstolen – ud over, hvad den er pålagt ved artikel 20, stk. 1, i lov om myndigheder for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester – mere generelt har sikret sig at tage hensyn til passende incitamenter som omhandlet i denne bestemmelse inden for rammerne af metoden til eller fastsættelsen af tariffer for naturgastransmission og ‑distribution i Letland.

77

Det fremgår imidlertid af artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73, at den nationale regulerende myndighed inden for rammerne af metoden til beregning af tarifferne for naturgastransmission og ‑distribution, dvs. senest ved fastsættelsen eller godkendelsen heraf, har pligt til klart, utvetydigt og tilstrækkeligt præcist at angive, hvordan den finder, at disse tariffer kan sikre, at operatørerne af disse systemer både på kort og lang sigt har incitament til at forfølge de formål og støtte de aktiviteter, som er opregnet i dette direktivs artikel 41, stk. 8, således at de berørte parter kan få kendskab til begrundelserne for dens beslutning, og der sikres en effektiv domstolsprøvelse.

78

Det tilkommer derfor den forelæggende ret at efterprøve, om den lettiske regulerende myndighed har opfyldt den i den foregående præmis omhandlede begrundelsespligt, herunder i givet fald uden for de snævre rammer for den omtvistede afgørelse.

79

Henset til ovenstående betragtning skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter »passende incitamenter« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 8, sikres ved den omstændighed alene, at de tariffer, som brugerne betaler, dækker de økonomisk begrundede omkostninger ved den offentlige tjeneste og sikrer et minimum af rentabilitet, uden at den nationale regulerende myndighed pålægges en pligt til at begrunde den måde, hvorpå den bestemmer, at naturgastransmissions- og distributionssystemoperatører får »passende incitamenter«, medmindre en sådan national lovgivning kan fortolkes i overensstemmelse med denne nævnte artikel 41, stk. 8 og 16.

Det tredje til det niende spørgsmål om den måde, hvorpå den nationale regulerende myndighed skal sikre naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne passende incitamenter og/eller et rimeligt investeringsafkast

80

Med det tredje til det niende spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 skal fortolkes således, at den ved disse bestemmelser pålagte forpligtelse for en national regulerende myndighed til henholdsvis at fastsætte »passende incitamenter« og et »rimeligt investeringsafkast« med henblik på fastsættelsen af de tariffer eller beregningsmetoder, som anvendes på naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne, kræver, at der anvendes specifikke beregningsmetoder såsom den i den finansielle sektor benyttede metode med WACC, at kapitalomkostningerne sammenlignes med de for ikke-regulerede virksomheder gældende, at der foretages tilpasninger for bl.a. at tage hensyn til inflationen og/eller selskabsbeskatningen, at hensyntagen til den pågældende systemoperatørs individuelle effektivt udelukkes, og at der i tilfælde af de interesserede enheders anfægtelse anvendes indgreb fra tredjemand.

81

Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om den skønsmargen, som de nationale regulerende myndigheder har med hensyn til valget af de metoder, der finder anvendelse på beregningen af satsen for kapitalafkast, og med hensyn til parametrene i denne beregning ved fastsættelsen af tariffer for naturgastransmission og ‑distribution, er afgrænset af eller endda begrænset til – og i givet fald på hvilke betingelser – disse myndigheders behov for at give naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne »passende incitamenter« som omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og/eller et »rimeligt investeringsafkast« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009.

82

For det første skal det i denne henseende bemærkes, at selv om artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73 giver de nationale regulerende myndigheder til opgave at foretage en begrundet fastsættelse eller godkendelse af tarifferne for naturgastransmission og ‑distribution under overholdelse af formålene om gennemsigtighed og forbud mod forskelsbehandling, præciserer denne bestemmelse ikke, efter hvilken metode disse tariffer fastsættes. Direktiv 2009/73 giver med henblik på fastsættelsen af disse tariffer så meget desto mindre nogen indikation af metoden til eller reglerne for beregningen af satsen for kapitalafkast.

83

For det andet forholder det sig på samme måde med hensyn til artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009, hvori det blot bestemmes, at de tariffer eller de metoder til beregning heraf, som transmissionssystemoperatører anvender, og som er godkendt af de regulerende myndigheder i medfør af artikel 41, stk. 6, i direktiv 2009/73, skal være gennemsigtige og afspejle de faktiske omkostninger, samtidig med at de giver et rimeligt investeringsafkast, og skal anvendes på en ikke-diskriminerende måde.

84

Forordning 2017/460, som Kommissionen vedtog på grundlag af forordning nr. 715/2009, og som denne institution har nævnt i sine skriftlige indlæg, bestemmer ganske vist i artikel 30, stk. 1, at med henblik på øget gennemsigtighed om opbygningen af naturgastransmissionssystemoperatørens tariffer skal en række oplysninger offentliggøres før hver tarifperiode, herunder navnlig »kapitalomkostninger og beregningsmetode herfor«, »incitamentsmekanismer og effektivitetsmål« samt »inflationsindekser«.

85

Forordning 2017/460 præciserer imidlertid ikke indholdet af disse begreber, herunder bl.a. efter hvilke metoder eller regler kapitalomkostninger skal eller kan beregnes.

86

Det følger heraf, at de nationale regulerende myndigheder for at tage hensyn til sådanne komplekse økonomiske og tekniske faktorer ligeledes alt efter de særlige betingelser for naturgasmarkedet og for de berørte operatører skal råde over en vid skønsmargen ved fastsættelsen af tariffer for naturgastransmissionen eller ‑distribution, i givet fald bl.a. med henblik på fastsættelsen af en sats for kapitalafkast for disse operatører. I denne henseende kan disse myndigheder med hensyn til behovet for at fastsætte »passende incitamenter« som omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og for så vidt angår et »rimeligt investeringsafkast« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 ikke have pligt til at vedtage en bestemt metode som den, der er støttet på WACC, eller sammenligne kapitalomkostningerne med de for ikke-regulerede virksomheder eller enheder gældende. I denne forbindelse skal nævnte myndigheder bemyndiges til at tilpasse metoden til fastsættelse af disse tariffer og beregningen heraf på grundlag af forskellige parametre, uden at der i øvrigt er en forpligtelse til at foretage beregningerne under hensyntagen til inflationen og/eller selskabsbeskatningen.

87

For så vidt som hensyntagen til satsen for kapitalafkast svarer til »passende incitamenter« som omhandlet i artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73, kan den lettiske regulerende myndigheds argument om, at en national lovgivning, som forbyder en national regulerende myndighed at tilpasse beregningen af satsen for kapitalafkast på grundlag af hver operatørs individuelle effektivitet, er forenelig med formålene med dette direktivs artikel 41, stk. 8, derimod ikke tages til følge.

88

Ud over at en sådan fortolkning er i strid med den vide skønsmargen, som de nationale regulerende myndigheder skal have ved undersøgelsen af komplekse økonomiske og tekniske faktorer, skal det nemlig fastslås, at »passende incitamenter« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 8, bl.a. skal gøre det muligt at forbedre naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørernes effektivitet og dermed kræver, at disse incitamenter kan tilpasses eller justeres på grundlag af disse operatørers tidligere effektivitet. En sådan tilpasning er ikke umiddelbart i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, når det kan begrundes med objektive hensyn eller med den manglende sammenlignelighed mellem situationerne for de forskellige systemoperatører, som netop skyldes objektivt dokumenterede forskelle i deres tidligere effektivitet.

89

Det skal tilføjes, at under hensyn til den forelæggende rets tvivl kan den vurdering af de forskellige parametre i beregningen af tarifferne, som den nationale regulerende myndighed foretager i medfør af artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009, ikke være underlagt indgreb fra tredjemand såsom et sagkyndigt firma, hvis erklæring alene er udarbejdet på anmodning fra enheder, som har indgivet en anfægtelse, og for hvilke disse tariffer finder anvendelse.

90

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at artikel 39, stk. 4, i direktiv 2009/73, sammenholdt med 30. betragtning til dette direktiv, fastsætter, at disse myndigheder skal udøve deres kompetence uafhængigt af enhver offentlig eller privat enhed og sikre, at de vedtager deres afgørelser selvstændigt og alene på grundlag af offentlighedens interesse, uden at de er underlagt eksterne instrukser fra andre private eller offentlige organer (jf. analogt dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tyskland (Gennemførelse af direktiv 2009/72 og 2009/73), C-718/18, EU:C:2021:662, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokaten har anført i punkt 70 i forslaget til afgørelse, berører respekten for den nationale regulerende myndigheds uafhængighed under udøvelsen af dens beføjelser imidlertid ikke de pågældende systemoperatørers mulighed for i givet fald at påberåbe sig tredjemands sagkyndige erklæringer til støtte for deres anmodninger indgivet til denne myndighed – eller for de kompetente nationale retsinstanser, såfremt de har anlagt søgsmål – for så vidt som dette er tilladt i henhold til national ret, bl.a. under overholdelse af kontradiktionsprincippet. Den nationale regulerende myndighed – eller den kompetente nationale retsinstans, hvis der er anlagt søgsmål – kan i øvrigt på samme måde frit udpege en eller flere uafhængige sagkyndige med henblik på, at disse bistår dem i deres opgaver.

91

Henset til ovenstående betragtning skal artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009 fortolkes således, at den ved disse bestemmelser pålagte forpligtelse for en national regulerende myndighed til henholdsvis at fastsætte »passende incitamenter« og et »rimeligt investeringsafkast« med henblik på fastsættelsen af de tariffer eller beregningsmetoder, som anvendes på naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørerne, ikke kræver, at der udelukkende anvendes specifikke beregningsmetoder såsom den i den finansielle sektor benyttede metode med WACC, at kapitalomkostningerne sammenlignes med de for ikke-regulerede virksomheder gældende, og at der foretages tilpasninger for bl.a. at tage hensyn til inflationen og/eller selskabsbeskatningen.

92

Artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 skal derimod fortolkes således, at den nationale regulerende myndighed ved fastsættelsen af »passende incitamenter« som omhandlet i denne bestemmelse har pligt til at tage hensyn de berørte naturgastransmissions- og distributionssystemoperatørers tidligere effektivitet.

93

Artikel 39, stk. 4, i direktiv 2009/73 skal desuden fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at den vurdering af de forskellige parametre i beregningen af tarifferne for de berørte naturgastransmissions- og distributionssystemoperatører, som den nationale regulerende myndighed foretager i medfør af dette direktivs artikel 41, stk. 8, i og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009, såfremt disse operatører anfægter denne, underlægges indgreb fra tredjemand, hvis erklæring alene er udarbejdet på anmodning fra nævnte operatører.

Sagsomkostninger

94

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

1)

Artikel 41, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005

2)

Artikel 41, stk. 8 og 16, i direktiv 2009/73

3)

Artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73 og artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 715/2009

4)

Artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73

5)

Artikel 39, stk. 4, i direktiv 2009/73