Sagsøgeren nedlægger påstand om, at Domstolen:

Sagsøgte nedlægger påstand om:

De søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender, som er fremsat af parterne under den skriftlige forhandling, kan sammenfattes således:

Den irske regering anfører først, at tiltrædelsesaktens artikel 65, stk. 2 vedrørende beregning af producentprisen udtrykkelig henviser til principperne i artikel 4, stk. 2 i forordning nr. 159/68/EØF. Sidstnævnte bestemmelse omtaler ikke anvendelsen af tilpasningskoefficienter. Disse blev fastsat i artikel 4, som blev tilføjet ved forordning nr. 2515/69 før afslutningen af tiltrædelsestraktaten. Imidlertid betyder den omstændighed, at artikel 65, stk. 2, der er blevet affattet efter forordning nr. 2515/69, klart begrænser sin henvisning alene til stk. 2 i artikel 4 i forordning nr. 159/66 og ikke udstrækker den til samme artikels stk. 4, at forfatterne til tiltrædelsesakten ikke har tilsigtet brug af tilpasningskoefficienter for fastsættelsen af udligningsbeløb for frugt og grønsager. Under disse omstændigheder medfører anvendelsen af en tilpasningskoefficient indførelsen af et nyt element, som ændrer de beregningsprincipper, som artikel 65, stk. 2 i tiltrædelsesakten ordret henviser til, og indebærer myndighedsmisbrug fra Rådets side såvel som en krænkelse af de bestemmelser, der er vedtaget med henblik på tiltrædelsestraktatens iværksættelse.

Den irske regering angriber begrundelsen for forordning nr. 1365/73 for så vidt angår det argument, at de af de pågældende nye medlemsstater meddelte priser refererer sig til drivhustomater med andre kendetegn end de varer, som blev lagt til grund ved fastsættelsen af basisprisen, hvilket var frilandstomater (sidste betragtning). Der eksisterer ifølge regeringen ingen forskel mellem handelsegenskaberne for drivhustomater og frilandstomater.

O øvrigt er ane ae tomater, som bliver avlet i Irland med afsætning for øje, drivhustomater. Før Irlands indtræden i Det europæiske Fællesskab var de irske tomatavlere beskyttet af forholdsregler, der midlertidigt forbød import eller belagde importen med toldafgifter. Imidlertid er det grundbeløb, som er fastlagt i forordning nr. 1365/73, lavere end disse afgifter, skønt dette beløb i henhold til artikel 4 i forordning nr. 228/73 skulle nedsættes med toldsatsen, og restbeløbet netop skulle være det udligningsbeløb, der skal finde anvendelse. Som følge af den ved Irlands indtræden i fællesmarkedet påkrævede ophævelse af importforbudene har de irske avlere således en betydelig ringere beskyttelse end tidligere, hvis udligningsbeløbet bliver beregnet i henhold til kriterierne i forordning nr. 1365/73, hvilket vil være i strid med Rom-traktaten og med tiltrædelsestraktaten, navnlig Rom-traktatens artikel 39 og de generelle principper for den fælles landbrugspolitik.

Rådet svarer, at det, siden man påbegyndte iværksættelsen af en fælles markedsordning for frugt og grønsager, i adskillige tilfælde ikke har været muligt at tage hensyn til en enkelt sort inden for disse produkter. I de tilfælde, hvor man konkret burde anvende en basispris, der er fastlagt for en enkelt sort, har det vist sig nødvendigt at fastsætte priser tilpasset flere sorter inden for det samme produkt, hvis egenskaber er forskellige.

Man har ønsket denne ordning, idet man anvender tilpasningskoefficienter inden for rammerne af adskillige forordninger. Det er netop et sådant system, som Fællesskabet har anvendt ved beregningen af udligningsbeløb, ikke blot for så vidt angår tomater men også for æbler, pærer og blomkål. Dette så meget mere, som Kommissionen allerede i løbet af udarbejdelsen af den fælles landbrugspolitik har anerkendt, at drivhustomaters og frilandstomaters egenskaber er forskellige.

Det bedste bevis på eksistensen af en sådan forskel er navnlig den konstaterede forskel mellem prisen på henholdsvis drivhustomater og frilandstomater. I henhold til de statistiske oplysninger, som er angivet i bilag IV til bilag 4 B i svarskriftet, og som eventuelt kan udvides med nærmere oplysninger efter Domstolens anmodning, var prisen på drivhustomater i 1970, 1971 og 1972 gennemsnitligt 1,8 gange højere end prisen på frilandstomater. Det vil ikke være nemt med sikkerhed at opstille begrundelser for en sådan forskel. Man må tage hensyn til forbrugernes subjektive smag, som afspejles i markedsmekanismen, og som man kun kan gisne om.

I øvrigt må man heller ikke glemme, at Rådet selv har anerkendt forskellen mellem drivhustomater og frilandstomater, når talen ikke er om udligningsbeløb, navnlig i forordningerne nr. 999/73 og 1624/73 vedrørende referencepriser og tilbagekøbspriser.

Imidlertid hviler det i tiltrædelsesaktens artikler 65 og 66 indførte system med udligningsbeløb på sammenligningen mellem to priser: producentprisen i de nye medlemsstater og basisprisen, som finder anvendelse i Fællesskabet i dets oprindelige udstrækning, dvs. fremstillingsprisen, allerede velkendt og nævnt i Fællesskabets lovgivning.

I et sådant system, der — trods oprindelige forskelle i de prisniveauer, som eksisterede i de nye medlemsstater før deres tiltrædelse — tilsigter at integrere frugtog grønsagsmarkederne i ét marked for alle medlemsstaterne, er det vigtigt, at sammenligningen af priserne bliver etableret med udgangspunkt i sammenlignelige produkter.

Hvis nemlig udligningsbeløbene var fastsat på et for højt niveau, fordi de var baserede på ikke-sammenlignelige priser, ville man opnå en fordrejning af markedet. Dels ville anvendelsen af for høje udligningsbeløb, som giver sig udslag i en overdreven toldmæssig beskyttelse, bringe de nye staters handel i ly for konkurrencen fra de andre medlemsstater, endog hvor denne konkurrence var lovlig. Dels ville den resultere i, at de nye medlemsstaters eksport ville få ret til en for høj støtte, som ville reducere deres priser til et mærkbart lavere niveau end niveauet for drivhustomater, avlet i Fællesskabet. Denne sidste virkning ville kunstigt stimulere produktionen af de omhandlede produkter i de nye medlemsstater i de første år i overgangsperioden.

Desuden ville man, hvis man fulgte den irske regerings opfattelse, løbe ind i modsigelser med hensyn til den måde, systemet fungerer på, som følge af, at man ved afsætningen af en fastlagt sort af produkter ville anvende et udligningsbeløb, som ville være uden forbindelse med prisen på denne sort.

Da beregningen af basisprisen for de i Fællesskabet avlede tomater i 1972, dvs. året før tiltrædelsesaktens ikrafttræden, har fundet sted udelukkende under hensyntagen til frilandstomater (Rådets forordning EØF nr. 1173/72 af 6. juni 1972, JO 1972, nr. L 130), har det herefter været nødvendigt, for at sammenligne denne pris med prisen på frilandstomater avlet i Irland, at anvende en tilpasnings-koefficient på den irske produktion.

Hvad endelig angår den opfattelse, hvorefter det omtvistede system ikke frembyder nogen yderligere beskyttelse for den irske tomatavler i sammenligning med den, som han havde haft tidligere, skal det bemærkes, at den nuværende situation er den uundgåelige konsekvens af tiltrædelsesakten, og at det eksisterende beskyttelsesniveau før aktens ikrafttræden kun må tages med i betragtning i det omfang, det er anerkendt af artiklerne 65 og 66.

I sit svar hertil fastholder den irske regering, at drivhustomater ikke i forhold til frilandstomater frembyder forskellige egenskaber, der kan berettige til at anvende en tilpasningskoefficient. Den ligestilling, som Rådet støtter på eksisterende forskelle mellem forskellige sorter inden for andre produkter (æbler, pærer, blomkål) er ikke relevant. For så vidt angår tomater refererer udtrykkene handelsegenskaber i forordningerne sig til egenskaber angående arter (runde, ribbede, aflange), angående kvalitetsklasse (I, II etc.), sortering efter størrelse og emballage. Til gengæld er det ikke almindeligt at sælge tomater under betegnelser som frilandstomater eller drivhustomater. Hverken sælgeren eller forbrugeren véd eller søger at få at vide, hvilken avlings-metode, der har fundet anvendelse, men tillægger udelukkende det endelige produkts kvalitet betydning, som nævnt ovenfor.

Ganske vist er gennemsnitspriserne for drivhustomater almindeligvis højere end priserne på frilandstomater, men de grunde, der motiverer denne forskel, udspringer ikke af en sondring mellem de to slags tomater, når de sælges. De skyldes produktions- og arbejdsomkostninger, som nødvendigvis er højere for drivhustomaterne, samt den omstændighed, at disse kan sælges i perioder, hvor efterspørgslen overstiger udbudet.

Den irske regering bestrider herefter det anbringende, at en imødekommelse af dens krav vil føre til en fordrejning af markedet. Dels vil det under hensyn til den procentuelt ringe irske tomatproduktion- og eksport i 1970 være urimeligt at antage, at ikke-anvendelsen af en tilpasningskoefficient kan fremkalde en mærkbar forøgelse af eksporten i løbet af den korte periode, hvori udligningsbeløbene finder anvendelse. Dels har den irske tomatavl, der finder sted udelukkende i drivhus, endnu ikke været i stand til at opfylde efterspørgslen på hjemmemarkedet for en periode, der overstiger 7 måneder om året.

Står det fast, at Kommissionens og Rådets seneste forordninger angående referencepriser og tilbagekøbspriser sondrer mellem drivhustomater og frilandstomater, står det også fast, at Rådets og Kommissionens kompetence på disse områder ikke har været undergivet begrænsningerne i de bestemmelser i tiltrædelsesakten, som finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Desuden undlader Rådet i sin fortolkning at tage i betragtning, at der er hjemlet en særlig tilladelse til at anvende tilpasningskoefficienter ved beregningen af udligningsbeløbet i andre af tiltrædelsesaktens artikler (artiklerne 74, 75, 77, 79 og 80) vedrørende andre produkter, mens en sådan tilladelse ikke findes i de omhandlede artikler. Disses tavshed i så henseende er det tydelige bevis på, at aktens koncipister netop ikke har haft til hensigt at tillade anvendelsen af sådanne koefficienter ved beregningen af udligningsbeløbene for frugt og grønsager.

Den irske regering bemærker desuden, at tilpasningskoefficienten, hvis man forudsatte, at det havde været tilladeligt at gøre brug af en sådan, ville have været anvendt fejlagtigt i det foreliggende tilfælde. For at skabe en korrekt forbindelse mellem de to priselementer, som indgår i beregningen af udligningsbeløbet, skulle tilpasningskoefficienter nemlig have været anvendt, ikke på producentprisen i Irland — således som Rådet gør det — men på den fælles basispris. I dette tilfælde ville udligningsbeløbet afgjort have været højere (13,4 RE) end det, som blev fastsat (7,3 RE).

Den irske regering gør endelig den indsigelse gældende, at der foreligger manglende begrundelse. Den anfører, at forordningen ikke opfylder formkravene i traktatens artikel 190, idet den ikke angiver begrundelserne for:

Rådet svarer i sin duplik, at indholdet og rækkevidden af de principper, som tiltrædelsesaktens artikel 65, stk. 2 henviser til, ikke i sig selv er så klare, at de ikke har behov for at blive fortolket af Domstolen. Selv om aktens artikler 65 og 66 i modsætning til artiklerne 74, 75, 77, 79 og 80 ikke udtaler sig om anvendelsen af tilpasningskoefficienter, indebærer denne tavshed for så vidt ikke, at de sidstnævnte artikler ikke hjemler anvendelsen af disse koefficienter i den omhandlede sektor. Den strukturforskel, som den fælles ordning af markederne for landbrugsvarer omhandlet i artiklerne 65 og 66 frembyder i forhold til de fælles ordninger, som der er tale om i andre bestemmelser, udelukker en sådan modsætningsslutning.

Henvisningen i artikel 65, stk. 2 til de omhandlede principper bør betragtes i forhold til de samlede regler, som er skabt af lovgiveren på dette område, uden at tabe det bånd af syne, som i den samme forordning nr. 159/66 findes mellem artikel 4, stk. 2 og artikel 7, stk. 4, der fastsætter anvendelsen af tilpasningskoefficienter. Ved at genoptage sidstnævnte bestemmelse i sin artikel 4, stk. 4 har forordning nr. 2515/69 stiltiende understreget den indbyrdes afhængighed, som findes mellem de forskellige faktorer i en prisordning med en fælles basispris, en opkøbspris, en interventionspris og tilpasningskoefficienter.

Efter at have gentaget, at den irske regerings påstand, hvis den blev accepteret, ville føre til en fordrejning af markedet, kommer Rådet tilbage til problemet om den handelsmæssige forskel mellem drivhustomater og frilandstomater, således som dette forstås i forordning nr. 159/66, artikel 4, stk. 2. Med henblik herpå gør Rådet opmærksom på, at sorten, arten osv, som er anført i ovennævnte artikel 4, ikke er en fuldstændig beskrivelse af det deri omhandlede begreb handelsegenskaber, idet det drejer sig om en ikke-udtømmende opremsning.

Udtrykket handelsegenskaber taget i sin normale og gængse betydning refererer sig til egenskaber, der er af betydning for markedet, og intet i den anfægtede ordning tillader at begrænse dets rækkevidde til bestemte egenskaber. I øvrigt er den forskel, som findes mellem prisen på drivhustomater og prisen på frilandstomater af en sådan art, at den ikke kan begrundes med produktionsomkostningen eller en forskel i den vurdering, som disse produkter rent handelsmæssigt er genstand for. Det vil heller ikke være korrekt at påstå, at det netop er som følge af en højere pris på drivhustomater, at produktionen heraf er mulig i det øjeblik, hvor efterspørgslen efter tomater overstiger udbudet og fører til at presse priserne i vejret. Bevisførelsen for Domstolen viser, at drivhustomater om sommeren bliver avlet og forbrugt i Fællesskabet på samme tid som frilandstomaterne. Rådet henviser slutteligt vedrørende dette problem til et responsum, som angiver de naturlige faktorer, som kan berettige den omstridte sondring mellem de to tomat-arter eller -sorter.

Rådet tager herefter stilling til sagsøgerens indsigelser mod den måde, hvorpå tilpasningskoefficienten har fundet anvendelse i den foreliggende sag, og svarer, at disse indsigelser såvel som de af den irske regering fremsatte forslag herom ikke finder støtte i ordlyden i aktens artikler 65 og 66. I øvrigt taler artikel 65, stk. 1, litra a om den basispris, der anvendes i Fællesskabet i dets oprindelige udstrækning, og hvis niveau er det, som er fastlagt i forordning nr. 1173/72. På den anden side foreskriver samme artikels stk. 2 anvendelsen af principperne i artikel 4, stk. 2 i forordning nr. 159/66 på den pågældende nye medlemsstats data. Det er fuldstændig berettiget og i overensstemmelse med tiltrædelsesaktens ordlyd at tillade, at tilpasningskoefficienten finder anvendelse på prisdata, som betragtes som fleksible, dvs. producentprisen og ikke den fælles basispris, der tværtimod vil være en fast faktor.

Rådet anfører endelig over for søgsmålsgrunden om manglende begrundelse, at forordning nr. 1365/73 opfylder de retlige betingelser, der kræves af fællesskabsretten på dette område, således som Domstolen nærmere har fastsat dem i sin retspraksis, og forsøger ved en detaljeret undersøgelse at bevise, at den anfægtede retsakt på de forskellige stridspunkter er tilstrækkeligt begrundet retligt såvel som faktisk.

Parterne har afgivet indlæg i retsmødet den 29. januar 1974;

under den mundtlige forhandling har den irske regering fremlagt de af Kommissionen udfærdigede skemaer, der er beregnet til indsamling af de nødvendige oplysninger til beregning af basisprisen for frugt og grønsager, herunder tomater, for perioden 1969-1971; disse skemaer har nøje angivet de handelsegenskaber, der skal angives for hvert produkt, men har i intet tilfælde blandt disse egenskaber nævnt sondringen mellem drivhusavling og frilandsavling;

Rådet har — foruden at bestride regelmæssigheden ved denne produktion, fordi den er langsom — bemærket, at det ikke var Rådet, men Kommissionen, der var forfatter til disse skemaer, og dels at manglen i disse dokumenter på en sondring mellem drivhusavling og frilandsavling kunne forklares ved den omstændighed, at en sådan sondring på daværende tidspunkt ikke havde forekommet nødvendig.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 19. februar 1974.