European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1890

19.9.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/1890

af 18. september 2025

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

1.1.   Tidligere undersøgelser og gældende foranstaltninger

(1)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 430/2013 (2) blev der indført en antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit, med undtagelse af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, for øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7307 19 10 (Taric-kode 7307 19 10 10) og ex 7307 19 90 (Taric-kode 7307 19 90 10) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Thailand (»den oprindelige undersøgelse«).

(2)

Tolden, der var baseret på afskaffelsen af dumpingniveauet, var på mellem 14,9 % og 57,8 %. Den undersøgelse, der førte til indførelsen af de oprindelige foranstaltninger, benævnes »den oprindelige undersøgelse«.

(3)

Den 12. juni 2013 indgav den kinesiske eksporterende producent Jinan Meide Castings Co., Ltd (»Jinan Meide«), en ansøgning til Den Europæiske Unions Ret om annullering af forordning (EU) nr. 430/2013, for så vidt som den finder anvendelse på virksomheden. Den 30. juni 2016 fastslog Retten i sin dom, at Jinan Meides ret til forsvar var overtrådt og annullerede den anfægtede forordning, for så vidt som den indførte en antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind fremstillet af Jinan Meide.

(4)

Efter ovenstående dom genoptog Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) ved meddelelse af 28. oktober 2016 (3) den antidumpingundersøgelse vedrørende rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, der var fremstillet af Jinan Meide.

(5)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1146 af 28. juni 2017 (4) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på 39,2 % på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina fremstillet af Jinan Meide.

(6)

Den 25. november 2015 indledte Kommissionen efter anmodning fra Metpro Limited en delvis interimsundersøgelse vedrørende visse typer rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina og Thailand for at fastslå, om de var omfattet af anvendelsesområdet for de gældende antidumpingforanstaltninger. Kommissionen afsluttede denne delvise interimsundersøgelse den 18. juli 2016 ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1176 (5), efter at ansøgeren havde trukket sin anmodning tilbage.

(7)

Den 23. maj 2017 indledte Kommissionen efter anmodning fra Hebei Yulong Casting Co., Ltd, en delvis interimsundersøgelse vedrørende visse typer rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina og Thailand for at fastslå, om de var omfattet af anvendelsesområdet for de gældende antidumpingforanstaltninger. Kommissionen afsluttede denne delvise interimsundersøgelse ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/52 af 11. januar 2018 (6), efter at ansøgeren havde trukket sin anmodning tilbage.

(8)

Den 12. juli 2018 besluttede Den Europæiske Unions Domstol (7), at fittings fremstillet af støbejern med kuglegrafit (også kendt som duktilt støbejern) ikke svarer til begrebet »deformerbart støbejern« som defineret i KN-underposition 7307 19 10 . Domstolen konkluderede, at fittings af støbejern med kuglegrafit skal tariferes i opsamlingsunderposition 7307 19 90 i KN (som andre varer af andet jern).

(9)

Den 14. februar 2019 offentliggjorde Kommissionen forordning (EU) 2019/262 (8) om ændring af henvisningerne til Taric-koderne med henblik på at tilpasse dem til domstolens konklusioner. Da antidumpingforanstaltninger indføres i henhold til varedefinitionen uden hensyn til tariferingen, havde denne ændring ingen virkning på varedækningen i forbindelse med de gældende foranstaltninger.

(10)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1259 (9) genindførte Europa-Kommissionen de endelige antidumpingforanstaltninger over for importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand efter en udløbsundersøgelse (»den tidligere udløbsundersøgelse«).

(11)

Jinan Meide anfægtede gennemførelsesforordning (EU) 2017/1146 ved Retten. Retten afsagde den 20. september 2019 dom i sag T-650/17 (10) vedrørende gennemførelsesforordning (EU) 2017/1146.

(12)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1210 (11) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på 36,0 % på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina, fremstillet af Jinan Meide.

(13)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/2202 (12) besluttede Kommissionen at udelukke følgende varer fra antidumpingforanstaltningernes anvendelsesområde:

—

samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind

—

runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern

—

t-formede samleled af duktilt støbejern med gummipakning med et afgangshul

—

endefittings af duktilt støbejern til brug på falsede stålrør med gevindskåret afgangshul

—

falsede reduktionsfittings af duktilt støbejern med gevindskåren ende

—

falsede t-formede reduktionsfittings af duktilt støbejern med et gevindskåret afgangshul og

—

rørklemmer af duktilt støbejern uden gevindskårne afgangshuller, der bruges til at forsegle et hul i et rør.

(14)

Den gældende antidumpingtold ligger på mellem 24,6 % og 57,8 % på import fra Kina og på mellem 14,9 % og 15,5 % på import fra Thailand.

1.2.   Anmodning om en udløbsundersøgelse

(15)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (13) modtog Kommissionen en anmodning om fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen.

(16)

Anmodningen om fornyet undersøgelse blev indgivet den 25. april 2024 af Ad Hoc Defence Committee of Malleable Cast Iron Pipe Fittings industry of the European Union (»ansøgeren«) på vegne af EU-erhvervsgrenen for rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4. Anmodningen om fornyet undersøgelse blev begrundet med, at foranstaltningernes udløb sandsynligvis vil medføre fortsat dumping og fortsat eller fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

1.3.   Indledning af en udløbsundersøgelse

(17)

Kommissionen fastslog efter høring af det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, at der forelå tilstrækkelig dokumentation til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og indledte den 24. juli 2024 en udløbsundersøgelse vedrørende importen til Unionen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Kina og Thailand (»de pågældende lande«) på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2. Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (14).

1.4.   Den nuværende undersøgelsesperiode og den betragtede periode

(18)

Undersøgelsen af fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra den 1. juli 2023 til den 30. juni 2024 (»den nuværende undersøgelsesperiode«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2021 frem til udgangen af den nuværende undersøgelsesperiode (»den betragtede periode«).

1.5.   Interesserede parter

(19)

I indledningsmeddelelsen blev interesserede parter opfordret til at kontakte Kommissionen for at deltage i undersøgelsen. Derudover underrettede Kommissionen specifikt ansøgerne, andre kendte EU-producenter, de kendte producenter i Kina og Thailand, myndighederne i Folkerepublikken Kina og Thailand, kendte importører samt brugere og forhandlere om indledningen af udløbsundersøgelsen, og opfordrede disse til at deltage.

(20)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af udløbsundersøgelsen og til at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. Ingen af de interesserede parter anmodede om en høring.

1.6.   Stikprøveudtagning

(21)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 17.

Stikprøveudtagning af EU-producenter

(22)

Kommissionen anførte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af et repræsentativt udsnit med hensyn til størrelsen på produktions- og salgsmængden af den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode.

(23)

Stikprøven bestod af to EU-producenter, der tegnede sig for omkring 70 % af den anslåede samlede produktions- og salgsmængde af samme vare i Unionen. Stikprøven sikrede også en god geografisk spredning.

(24)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, opfordrede Kommissionen de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger. Kommissionen konkluderede derfor, at stikprøven var repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

Stikprøveudtagning af importører

(25)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen.

(26)

Ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører afgav de ønskede oplysninger eller indvilligede i at indgå i stikprøven. I betragtning af ovenstående besluttede Kommissionen, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

Stikprøveudtagning af producenter i Kina

(27)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle producenter i Kina om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen anmodede endvidere Folkerepublikken Kinas faste repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(28)

Ingen producent i Kina afgav de ønskede oplysninger eller indvilligede i at indgå i stikprøven. Kommissionen fandt derfor, at ingen producenter i Kina samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

Stikprøveudtagning af producenter i Thailand

(29)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle producenter i Thailand om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen anmodede endvidere Thailands faste repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(30)

Ingen producent i Thailand afgav de ønskede oplysninger eller indvilligede i at indgå i stikprøven. Kommissionen fandt derfor, at ingen producenter i Thailand samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

1.7.   Spørgeskemabesvarelser

(31)

Kommissionen sendte et spørgeskema vedrørende forekomsten af væsentlige fordrejninger i Kina, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), til Folkerepublikken Kinas regering (»GOC«). Kommissionen modtog ingen besvarelse af spørgeskemaet. Der var derfor intet samarbejde fra GOC's side.

(32)

Kommissionen anmodede de stikprøveudtagne EU-producenter om at udfylde spørgeskemaerne, som blev gjort tilgængelige på dens websted på dagen for indledningen af undersøgelsen.

(33)

Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra de to stikprøveudtagne EU-producenter Berg Montana Fittings EAD og Georg Fischer Fittings GmbH.

1.8.   Kontrol

(34)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at kunne træffe afgørelse om sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping og skade samt om Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 16 hos følgende virksomheder:

 

EU-producenter:

—

Berg Montana Fittings, EAD, Bulgarien

—

Georg Fischer Fittings GmbH, Østrig.

1.9.   Efterfølgende procedure

(35)

Den 10. juli 2025 fremlagde Kommissionen de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at opretholde den gældende antidumpingtold. Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger.

(36)

Kommissionen modtog bemærkninger fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at virksomheden var enig i Kommissionens konklusioner. Der blev ikke modtaget andre bemærkninger eller anmodninger om høringer.

2.   DEN UNDERSØGTE VARE, DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

2.1.   Den undersøgte vare

(37)

Den undersøgte vare er den samme som i den oprindelige undersøgelse og den tidligere udløbsundersøgelse, nemlig rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7307 19 10 (Taric-kode 7307 19 10 10 og 7307 19 10 20) (»den undersøgte vare« eller »DRF«).

(38)

Følgende varer er udelukket: samlinger af kompressionsfittings i henhold til DIN 13 metrisk gevind, runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, t-formede samleled af duktilt støbejern med gummipakning med et afgangshul, endefittings af duktilt støbejern til brug på falsede stålrør med gevindskåret afgangshul, falsede reduktionsfittings af duktilt støbejern med gevindskåren ende, falsede t-formede reduktionsfittings af duktilt støbejern med et gevindskåret afgangshul og rørklemmer af duktilt støbejern uden gevindskårne afgangshuller, der bruges til at forsegle et hul i et rør.

(39)

De vigtigste råmaterialer er metalskrot, koks/elektricitet/gas, sand (til formning) og zink (til galvanisering). Det første trin i produktionsprocessen er smeltning af metalskrot. Derefter følger formningsprocessen og støbningen af forskellige former, som derefter adskilles i enkelte stykker. Varerne skal igennem en langvarig udglødningsproces for at sikre, at de er tilstrækkeligt deformerbare til anvendelser, hvor f.eks. stød- og vibrationsbestandighed er nødvendig, og for at kunne modstå hurtige temperaturudsving. Derefter kan fittings galvaniseres. Dernæst foretages der gevindskæring og anden maskinforarbejdning.

(40)

Den undersøgte vare anvendes til en lang række formål, f.eks. til at forbinde to eller flere rør, forbinde et rør til et apparat, ændre retning på en væskestrømning eller lukke et rør. Rørfittings med gevind af støbejern anvendes hovedsagelig i gas-, vand- og varmesystemer i huse og kontorbygninger. De anvendes også i rørsystemer på olieraffinaderier. Disse fittings findes i mange udformninger, og de mest almindelige er 90 graders albuer, t-formede fittings, samleled, krydsled og muffeled. De produceres både i sort (ikkegalvaniseret) og i galvaniseret form.

2.2.   Den pågældende vare

(41)

Den vare, der er omfattet af denne undersøgelse, er den undersøgte vare med oprindelse i Kina og Thailand.

2.3.   Samme vare

(42)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse og i den tidligere udløbsundersøgelse bekræftede denne udløbsundersøgelse, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

—

den undersøgte vare

—

den undersøgte vare, der produceres og sælges på hjemmemarkedet i Kina og Thailand

—

den undersøgte vare, der produceres og sælges af eksporterende producenter til resten af verden, og

—

den undersøgte vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen.

(43)

Disse varer anses derfor for at være samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

3.   DUMPING

3.1.   Kina

3.1.1.   Indledende bemærkninger

(44)

I den nuværende undersøgelsesperiode kom DRF-importen fra Kina fortsat ind på EU-markedet.

(45)

Ifølge Eurostat og oplysninger fra EU-erhvervsgrenen udgjorde DRF-importen fra Kina omkring 19 % af EU-markedet i den nuværende undersøgelsesperiode sammenlignet med en markedsandel på 47 % i den oprindelige undersøgelse og 21 % i den tidligere udløbsundersøgelse.

(46)

Som nævnt i betragtning 28 og 30 samarbejdede ingen af de eksporterende producenter fra Kina i forbindelse med undersøgelsen. Derfor underrettede Kommissionen myndighederne i Kina om, at den på grund af manglende samarbejde kunne anvende grundforordningens artikel 18 vedrørende undersøgelsesresultaterne med hensyn til Kina. Kommissionen modtog ingen bemærkninger eller anmodninger om høringskonsulentens mellemkomst i den henseende.

(47)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 blev konklusionerne vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping for så vidt angår Kina derfor baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, dvs. oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, de indsamlede statistikker og andre offentlige kilder, hvor det var relevant.

3.1.2.   Procedure for fastsættelse af den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, for importen af den undersøgte vare med oprindelse i Kina

(48)

Da der ved indledningen af undersøgelsen forelå tilstrækkelig dokumentation, som pegede på, at der med hensyn til Kina forekom væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), indledte Kommissionen undersøgelsen på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

(49)

Kommissionen fremsendte et spørgeskema til GOC for at indhente de oplysninger, som den anså for nødvendige til sin undersøgelse vedrørende de påståede væsentlige fordrejninger. Herudover opfordrede Kommissionen alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge yderligere dokumentation i forbindelse med anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(50)

Der blev ikke modtaget nogen spørgeskemabesvarelse fra GOC, og der blev ikke modtaget nogen bemærkninger til anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, inden for den fastsatte frist. Kommissionen underrettede efterfølgende GOC om, at den ville anvende de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, til at fastslå, om der forekommer væsentlige fordrejninger i Kina.

(51)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen også, at den på grundlag af den foreliggende dokumentation kunne blive nødt til at vælge et egnet repræsentativt land i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), med henblik på at fastsætte den normale værdi baseret på ikkefordrejede priser eller referenceværdier. Ansøgeren anvendte Brasilien som repræsentativt land i sin anmodning om en fornyet undersøgelse.

(52)

Kommissionen anførte endvidere, at den ville undersøge andre mulige egnede lande i overensstemmelse med kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, første led.

(53)

Den 10. februar 2025 offentliggjorde Kommissionen et notat med henblik på at underrette de interesserede parter om de relevante kilder, den havde til hensigt at anvende til at fastsætte den normale værdi.

(54)

I dette notat fremlagde Kommissionen en liste over alle produktionsfaktorer, som f.eks. råmaterialer, arbejdskraft og energi, der anvendes i produktionen af den undersøgte vare. Ud fra de kriterier, der ligger til grund for valget af ikkefordrejede priser eller referenceværdier, udpegede Kommissionen desuden Thailand som et egnet repræsentativt land.

(55)

Kommissionen underrettede også de interesserede parter om, at den ville fastsætte salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G-omkostninger«) samt fortjeneste på grundlag af tilgængelige data fra tre rentable thailandske virksomheder.

(56)

Kommissionen modtog bemærkninger til notatet fra ansøgeren, hvori den anførte, at den accepterede Thailand som et egnet repræsentativt land.

3.1.3.   Normal værdi

(57)

I grundforordningens artikel 2, stk. 1, anføres det, at den normale værdi normalt fastsættes på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.

(58)

Dog anføres det i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), at [s]åfremt det fastslås […], at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i dette land på grund af, at der foreligger væsentlige fordrejninger i den i litra b) anvendte betydning, beregnes den normale værdi udelukkende på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, og skal indbefatte et ikke-fordrejet og rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste (salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger betegnes i det følgende »SA&G-omkostninger«).

(59)

Som nærmere forklaret nedenfor konkluderede Kommissionen i denne undersøgelse, at det på grundlag af den foreliggende dokumentation og som følge af GOC's og de kinesiske producenters manglende samarbejdsvilje var hensigtsmæssigt at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

3.1.3.1.   Forekomsten af væsentlige fordrejninger

(60)

Kommissionen undersøgte dokumentationen i sagen for at afgøre, om der foreligger væsentlige fordrejninger i Kina, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), hvilket gør anvendelsen af hjemmemarkedspriser og -omkostninger i dette land uhensigtsmæssig. Denne analyse omfattede følgende beviser vedrørende de forskellige kriterier, der er relevante for at fastslå, at der foreligger væsentlige fordrejninger.

(61)

For det første omfattede dokumentationen i anmodningen følgende elementer, der tyder på, at der foreligger væsentlige fordrejninger.

(62)

Ansøgeren påstod, at det kinesiske marked for den undersøgte vare dækkes af virksomheder, der drives under ejerskab, kontrol, politisk tilsyn eller politisk vejledning fra de kinesiske myndigheders side. Ansøgeren bemærkede eksistensen af statsligt ejerskab i jern- og stålsektoren, navnlig gennem de tætte forbindelser mellem virksomhederne og CCP. Et sådant ejerskab er navnlig tydeligt i DRF-sektoren, hvor der gives vejledning i forbindelse med målene for den kinesiske jern- og stålsammenslutning (»CISA«) (15).

(63)

I henhold til artikel 3 i CISA's vedtægter skal sammenslutningen have til opgave at tjene virksomhederne, sektoren og regeringen (…) og bestræbe sig på at bygge bro mellem regeringen og de involverede virksomheder. Desuden indeholder artikel 24 bestemmelser om, at CISA skal gennemføre enhver anden opgave, som regeringen og den relevante forvaltning pålægger den, mens det i artikel 26 fastsættes, at CISA nøje følger partiets linje, retningslinjer, politikker og politiske styring.

(64)

Ansøgeren fastslog også, at den kinesiske stats tilstedeværelse hos DRF-producenter gør det muligt for staten at påvirke priser og omkostninger. Ansøgeren fremførte, at dette er tilfældet for både statsejede virksomheder og private virksomheder. Ansøgeren bemærkede faktisk den forfatningsmæssige forpligtelse i henhold til artikel 33 i Folkerepublikken Kinas forfatning til, at partiorganisationer på højt plan i ikke-offentlige enheder skal gennemføre partiets principper og politikker samt vejlede og føre tilsyn med deres virksomheders overholdelse af statslige love og forskrifter. I artikel 19 i Kinas selskabsret fremhæves virksomhedernes forpligtelse til at skabe de nødvendige betingelser for partiets aktiviteter og kravet om, at virksomheden udpeger en organisation under Kinas Kommunistiske Parti [...] til at udføre partiets aktiviteter.

(65)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse blev det bemærket, at staten i høj grad er til stede i stålsektoren både på nationalt og kommunalt plan. Ansøgeren nævnte den nylige antidumpingundersøgelse af importen af vulstfladjern af stål fra Kina (16), hvor Kommissionen henviste til 2022-handlingsplanen for jern og stål fra Hebei Tangshan kommune, i henhold til hvilken forskellige kommunale enheder får til opgave at søge og vejlede finansielle institutioner i at yde lavtforrentede lån til jern- og stålvirksomheder for at give dem mulighed for at skifte til nye industrier og samtidig [...] yde subsidier i form af rentenedsættelser. Ansøgeren bemærkede, at en sådan statslig tilstedeværelse i stålvirksomheder også afspejles i DRF-sektoren.

(66)

Ansøgeren anførte, at the kinesiske myndigheder opretholder politiske tiltag eller foranstaltninger, der særbehandler til fordel for leverandører eller på anden måde påvirker de frie markedskræfter. Ansøgeren bemærkede, at stålsektoren i Kina er underlagt en lang række nationale og kommunale planer, navnlig med hensyn til optimering og udvikling af stålindustrien og modernisering af forsyningskæden.

(67)

Ansøgeren understregede også den manglende, diskriminerende eller utilstrækkelige håndhævelse af konkurs-, selskabs- eller formueret. Ifølge ansøgeren fremgår dette klart af den kinesiske regerings (»GOC's«) indflydelse på insolvensbehandlingen. I betragtning af domstolenes underordning til GOC drager mange insolvente virksomheder fordel af omstruktureringsplaner, der stammer fra de facto-statsgarantier til statsejede virksomheder. Desuden henviste ansøgeren til den manglende gennemsigtighed i reglerne om tildeling og erhvervelse af jord.

(68)

Med hensyn til jern- og stålsektoren og specifikt DRF-producenterne fremhævede ansøgeren konklusionen i den tidligere udløbsundersøgelse, hvori det blev fastslået, at der foreligger fordrejninger, da der var tale om diskriminerende anvendelse eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs- og formueretten i jern- og stålsektoren, herunder med hensyn til den undersøgte vare.

(69)

Det blev i anmodningen understreget, at lønomkostningerne bliver fordrejede i Kina og specifikt i DRF-sektoren. I denne forbindelse nævnte ansøgeren, hvad der blev fastslået i den første udløbsundersøgelse (17): Sektoren for rørfittings af støbejern påvirkes således af fordrejningerne af lønomkostningerne både direkte (ved fremstilling af den undersøgte vare) og indirekte (ved adgang til kapital eller inputmaterialer fra virksomheder, der er omfattet af det samme arbejdsretlige system i Kina). Ifølge ansøgeren har situationen ikke ændret sig for så vidt angår fordrejninger af lønomkostningerne, hvilket bekræftede, at der stadig forekommer væsentlige fordrejninger af lønomkostningerne, både direkte og indirekte, i sektoren for rørfittings af støbejern.

(70)

For det andet konstaterede Kommissionen i nylige undersøgelser vedrørende jern- og stålsektoren i Kina (18), at der var tale om væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b). I undersøgelserne fandt Kommissionen, at der er en betydelig statslig indgriben i Kina, hvilket resulterer i en fordrejning af en virkningsfuld ressourceallokering, der er i overensstemmelse med markedsprincipperne (19).

(71)

Navnlig konkluderede Kommissionen, at der i jern- og stålsektoren ikke kun eksisterer en betydelig grad af ejerskab fra GOC's side, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), første led, (20) men at GOC også er i stand til at gribe ind i priser og omkostninger gennem statslig tilstedeværelse i virksomheder i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), andet led (21).

(72)

Kommissionen fandt endvidere, at statens tilstedeværelse og indgreb på de finansielle markeder og i forsyningen af råmaterialer og inputmaterialer yderligere forstærker den fordrejende virkning på markedet. Overordnet set resulterer planlægningssystemet i Kina i, at ressourcerne kanaliseres til sektorer, der er udpeget som strategiske eller på anden måde politisk vigtige af GOC, i stedet for at blive allokeret i overensstemmelse med markedskræfterne (22).

(73)

Kommissionen konkluderede, at den kinesiske konkurs- og formueret ikke fungerer ordentligt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), fjerde led, hvilket skaber fordrejninger, især når der derved opretholdes insolvente virksomheder, og når der tildeles brugsrettigheder til jord i Kina (23).

(74)

Kommissionen konstaterede, at der er fordrejninger af lønomkostningerne i jern- og stålsektoren, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), femte led (24), og fordrejninger på de finansielle markeder, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), sjette led, navnlig hvad angår adgang til kapital for virksomhedsaktører i Kina (25).

(75)

Kommissionen konkluderede i den seneste udløbsundersøgelse vedrørende den undersøgte vare (26), at der var tale om væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b). Kommissionen er ikke bekendt med nogen større strukturelle ændringer i Kina generelt og/eller i den relevante sektor i særdeleshed, der kan påvirke denne konklusion.

(76)

Yderligere dokumentation i rapporten om væsentlige fordrejninger i Kinas økonomi (»rapporten«) (27), som Kommissionen udarbejdede i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c), pegede på, at der også forekom væsentlige fordrejninger i den nuværende undersøgelsesperiode.

(77)

Hverken GOC eller producenterne har fremlagt dokumentation eller argumenter for det modsatte i løbet af denne undersøgelse.

(78)

I betragtning af ovenstående viste den tilgængelige dokumentation, at priserne på eller omkostningerne i forbindelse med den undersøgte vare, herunder omkostningerne ved råmaterialer, energi og arbejdskraft, ikke udspringer af frie markedskræfter, da de påvirkes af væsentlig statslig indgriben, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), hvilket fremgår af den faktiske eller mulige påvirkning fra et eller flere af de relevante forhold deri.

(79)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet til at fastsætte den normale værdi i dette tilfælde.

(80)

Kommissionen beregnede derfor den normale værdi udelukkende på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der var et resultat af ikkefordrejede priser eller referenceværdier, dvs. som i dette tilfælde var baseret på de tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et egnet repræsentativt land, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).

3.1.3.2.   Repræsentativt land

Generelle bemærkninger

(81)

Valget af det repræsentative land var baseret på følgende kriterier, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a:

—

Et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas Til dette formål anvendte Kommissionen lande med en bruttonationalindkomst pr. indbygger svarende til Kinas på grundlag af oplysninger fra Verdensbankens database (28)

—

Produktion af den undersøgte vare i nævnte land (29)

—

Tilgængeligheden af relevante offentlige data i det repræsentative land

—

Hvis der er mere end ét muligt repræsentativt land, gives der, når det er relevant, fortrinsret til det land, der har et passende niveau af social og miljømæssig beskyttelse.

(82)

Som forklaret i betragtning 53 udstedte Kommissionen den 10. februar 2025 et notat om kilderne til fastsættelse af den normale værdi. I dette notat underrettede Kommissionen de interesserede parter om, at den havde til hensigt at betragte Thailand som et egnet repræsentativt land i denne sag, hvis det blev bekræftet, at der foreligger væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

Et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas

(83)

I notatet om produktionsfaktorer udpegede Kommissionen Argentina, Brasilien, Tyrkiet og Thailand som lande med et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas ifølge Verdensbanken, dvs. at de alle på grundlag af bruttonationalindkomsten af Verdensbanken klassificeres som »mellemindkomstlande i den øverste halvdel«, hvor det var kendt, at der foregik produktion af den undersøgte vare.

Tilgængeligheden af relevante offentlige data i det repræsentative land

(84)

I notatet analyserede Kommissionen tilgængeligheden af relevante offentlige data i de fire mulige repræsentative lande som følger.

(85)

Med hensyn til Argentina var der ingen umiddelbart tilgængelige finansielle data for den eneste kendte DRF-producent, og Argentina importerede ikke stålskrot, som er det vigtigste råmateriale.

(86)

Med hensyn til Tyrkiet var den eneste kendte DRF-producent ikke rentabel i 2023.

(87)

Med hensyn til Thailand og Brasilien fandt Kommissionen data om producenter i begge lande, nemlig om tre virksomheder i Thailand og én i Brasilien. De thailandske virksomheder var imidlertid DRF-producenter, mens den brasilianske virksomhed var en stor koncern med konsoliderede finansielle oplysninger.

(88)

I lyset af ovenstående betragtninger underrettede Kommissionen de interesserede parter om, at den agtede at anvende Thailand som et egnet repræsentativt land og de tre thailandske producenter, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, med henblik på at tilvejebringe ikkefordrejede priser eller referenceværdier til beregningen af den normale værdi.

Niveau af social og miljømæssig beskyttelse

(89)

Da det blev fastslået, at Thailand var et egnet repræsentativt land på grundlag af alle ovenstående elementer, var der ikke behov for at foretage en vurdering af niveauet af social og miljømæssig beskyttelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, sidste punktum.

Konklusion

(90)

På baggrund af ovenstående analyse opfyldte Thailand de kriterier, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, for at kunne betragtes som et egnet repræsentativt land.

3.1.3.3.   Kilder anvendt til fastsættelse af ikkefordrejede omkostninger

(91)

I notatet anførte Kommissionen, at den med henblik på at beregne den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), ville anvende Global Trade Atlas (»GTA«) til at fastsætte ikkefordrejede omkostninger for de fleste produktionsfaktorer, herunder især råmaterialerne. Notatet indeholder også de kilder, som Kommissionen ville anvende for andre produktionsfaktorer, jf. nedenstående.

Ikkefordrejede omkostninger og referenceværdier

Produktionsfaktorer

(92)

Da de kinesiske producenter ikke samarbejdede, baserede Kommissionen sig på ansøgeren med henblik på at præcisere de produktionsfaktorer, der blev anvendt til DRF-produktionen.

(93)

I lyset af alle de oplysninger, der var baseret på anmodningen, er der identificeret følgende produktionsfaktorer og deres kilder med henblik på at beregne den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a):

Tabel 1

Produktionsfaktorer

Produktionsfaktor

Varekode

Kilde

Måleenhed

Udgift pr. enhed (EUR)

Råmaterialer

Stålskrot

7204 41 00 09

GTA

ton

227,68

Zink

7901 11

GTA

ton

2 416,61

Ferrosilicium

7202 21

GTA

ton

1 414,83

Ferromangan

7202 11

GTA

ton

887,52

Sand

2505 10

GTA

ton

121,61

Bentonit

2508 10

GTA

ton

159,00

Harpiks

3909 40

GTA

ton

3 593,49

Shot blaster-granulater (30)

7205 10

GTA

ton

2 045,53

Energi

Elektricitet

 

Thai Provincial Electricity Authority

kWh

0,23

Naturgas

 

Kontoret for energipolitik og -planlægning – Thailands energiministerium

m3

0,36

 

 

 

 

 

Arbejdskraft

Arbejdskraftomkostninger

 

Den thailandske nationalbank

time

2,35

(94)

Ansøgeren anførte, at det var andre råmaterialer, der blev anvendt til DRF-produktionen, sammenlignet med den tidligere udløbsundersøgelse. I betragtning 134-135 i den tidligere udløbsundersøgelse konstaterede Kommissionen, at den største kinesiske producent producerede DRF i en kupolovn, der bruger koks til smeltning af råmaterialerne. Ansøgeren fandt imidlertid oplysninger om, at de to største producenter i Kina i den nuværende undersøgelsesperiode anvendte elektriske ovne, som anvender andre råmaterialer i opvarmningsprocessen, til at fremstille den undersøgte vare.

Råmaterialer

(95)

Med henblik på at fastsætte ikkefordrejede priser på råmaterialer som leveret til en producents anlæg i et repræsentativt land anvendte Kommissionen som grundlag den vejede gennemsnitlige importpris til Thailand som angivet i GTA, hvortil der blev lagt importafgifter. En importpris til Thailand blev fastsat som et vejet gennemsnit af enhedspriserne ved import fra alle tredjelande, undtagen Kina og lande, der ikke er medlemmer af WTO, og som er opført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (31).

(96)

Kommissionen besluttede at udelukke importen fra Kina til Thailand, eftersom den konkluderede, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i Kina på grund af forekomsten af væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b).

(97)

Da der ikke foreligger dokumentation for, at de samme fordrejninger ikke ligeledes påvirker varer bestemt til eksport, antog Kommissionen, at de samme fordrejninger påvirkede eksportpriserne. Efter at have udelukket importen fra Kina til det repræsentative land var importmængden fra andre tredjelande fortsat repræsentativ.

(98)

Med hensyn til importafgifter noterede Kommissionen sig, at Thailand importerede relevante råmaterialer fra mange lande med en varierende grad af importafgiftssatser og betydelige forskelle i mængderne. Selv om det i en udløbsundersøgelse ikke er nødvendigt at beregne en nøjagtig dumpingmargen, men snarere at fastslå sandsynligheden for fortsat dumping, anvendte Kommissionen importtolden som udtrukket fra GTA for hvert oprindelsesland.

Arbejdskraft

(99)

Kommissionen anvendte de seneste offentligt tilgængelige data fra Bank of Thailand (32) for gennemsnitslønningerne i Thailand i den nuværende undersøgelsesperiode. Disse blev tilpasset, så de omfattede udgifter til social sikring (33). Endelig blev de samlede årlige arbejdskraftomkostninger divideret med antallet af timer i året (dvs. 8 timer pr. dag ganget med 5 arbejdsdage pr. uge og ganget med antallet af uger i et år).

Elektricitet

(100)

Kommissionen anvendte de industrielle elpriser i det tilsvarende forbrugsinterval i kWh offentliggjort af Thai Provincial Electricity Authority (34). Denne elpris har været uændret siden 2018 og ajourføres månedligt ved anvendelse af instrumentet Ft surcharge. De elpriser, der faktureres for hver måned, beregnes derfor som:

—

en grundtakst for elektricitet i henhold til de takster, der er beskrevet ovenfor, og som har været konstant i årenes løb, plus/minus

—

en energitilpasningstakst (Ft), som ajourføres periodisk af Thai Energy Regulatory Commission (35).

(101)

Ved beregningen af referenceværdien lagde Kommissionen den gennemsnitlige energijusterede takst til grundtaksten for elektricitet for den nuværende undersøgelsesperiode.

Naturgas

(102)

Til fastsættelse af referenceværdien for gas anvendte Kommissionen gaspriserne for virksomheder (industrielle brugere) i Thailand, som var offentliggjort af energiministeriets kontor for energipolitik og -planlægning (36). Priserne varierede efter forbrugsmængde. Kommissionen anvendte de tilsvarende priser fra tabel 7.2-4: Endeligt energiforbrug pr. indbygger. Kommissionen anvendte de seneste data vedrørende 2023 som referenceværdi.

Indirekte produktionsomkostninger, SA&G-omkostninger, fortjeneste og afskrivninger

(103)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), skal den beregnede normale værdi [...] indbefatte et ikkefordrejet og rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste. Desuden skal der fastsættes en værdi for de indirekte produktionsomkostninger til dækning af de omkostninger, som ikke indgår i de ovennævnte produktionsfaktorer.

(104)

Til fastsættelse af en ikkefordrejet værdi af de indirekte produktionsomkostninger og i betragtning af producenternes manglende samarbejdsvilje anvendte Kommissionen de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18. På grundlag af data fra ansøgeren fastsatte Kommissionen derfor forholdet mellem de indirekte produktionsomkostninger og de samlede produktions- og arbejdskraftomkostninger. Denne procentsats blev derefter anvendt på den ikkefordrejede værdi af produktionsomkostningerne med henblik på at opnå en ikkefordrejet værdi af de indirekte produktionsomkostninger, afhængig af den fremstillede vare.

3.1.3.4.   Beregning af den normale værdi

(105)

På grundlag af ovenstående beregnede Kommissionen en gennemsnitlig normal værdi på ab fabrik-niveau i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).

(106)

Først fastsatte Kommissionen de ikkefordrejede produktionsomkostninger. Eftersom de kinesiske producenter ikke samarbejdede, benyttede Kommissionen sig af oplysningerne fra ansøgeren i anmodningen om en fornyet undersøgelse vedrørende anvendelsen af hver faktor (materialer og arbejdskraft) til DRF-produktionen.

(107)

Efter at have fastsat de ikkefordrejede produktionsomkostninger tilføjede Kommissionen de indirekte produktionsomkostninger, se ovenfor, og derefter SA&G-omkostninger og fortjeneste. SA&G-omkostninger og fortjeneste blev fastsat på grundlag af regnskaberne for 2023 for tre thailandske DRF-producenter som anført i de pågældende virksomheders regnskaber:

—

Siam Fittings Co., Ltd.

—

BIS Pipe Fitting Industry Co., Ltd

—

Thai Malleable Iron and Steel Co., Ltd.

(108)

Kommissionen lagde følgende elementer til de ikkefordrejede produktionsomkostninger:

—

de indirekte produktionsomkostninger, der i alt udgjorde 11 % af de direkte produktionsomkostninger

—

SA&G-omkostninger og andre omkostninger, som udgjorde 19,1 % af omkostningerne ved solgte varer, og

—

fortjenesten, som udgjorde 32,4 % af omkostningerne ved solgte varer.

(109)

På det grundlag beregnede Kommissionen den normale værdi på ab fabrik-niveau i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a).

3.1.4.   Eksportpris

(110)

Da producenter fra Kina ikke udviste samarbejdsvilje, blev eksportprisen fastsat på grundlag af Eurostat-data justeret til ab fabrik-niveau. Den CIF-pris, Eurostat havde oplyst, blev reduceret med estimerede omkostninger ved søfragt og forsikringer og indenlandske transportomkostninger baseret på de oplysninger, ansøgeren havde angivet i anmodningen om en fornyet undersøgelse.

3.1.5.   Sammenligning

(111)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og eksportprisen på ab fabrik-niveau som fastsat ovenfor.

(112)

Da de kinesiske eksporterende producenter ikke samarbejdede, blev der ikke foretaget justeringer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10.

3.1.6.   Dumpingmargen

(113)

Dumpingmargenerne for importen fra Kina blev beregnet til 65 %.

3.2.   Thailand

3.2.1.   Indledende bemærkninger

(114)

I den nuværende undersøgelsesperiode kom DRF-importen fra Thailand fortsat ind på EU-markedet.

(115)

Ifølge Eurostat og oplysninger fra EU-erhvervsgrenen udgjorde DRF-importen fra Thailand omkring 4 % af EU-markedet i den nuværende undersøgelsesperiode sammenlignet med en markedsandel på 5,2 % i den oprindelige undersøgelse og 5 % i den tidligere udløbsundersøgelse.

(116)

Som nævnt i betragtning 28 og 30 samarbejdede ingen af producenterne fra Thailand i forbindelse med undersøgelsen. Derfor underrettede Kommissionen myndighederne i Thailand om, at den på grund af manglende samarbejde kunne anvende grundforordningens artikel 18 vedrørende undersøgelsesresultaterne med hensyn til Thailand. Kommissionen modtog ingen bemærkninger eller anmodninger om høringskonsulentens mellemkomst i den henseende.

(117)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 blev konklusionerne vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping for så vidt angår Thailand derfor baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, dvs. oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, de indsamlede statistikker og andre offentlige kilder, hvor det var relevant.

3.2.2.   Normal værdi

(118)

Ingen thailandske DRF-producenter samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, og den normale værdi blev derfor baseret på oplysninger om thailandske priser på hjemmemarkedet i anmodningen om en fornyet undersøgelse og ajourført af ansøgeren for at dække den nuværende undersøgelsesperiode.

(119)

Oplysninger fra ansøgeren viste, at dette hjemmemarkedssalg fandt sted i normal handel og blev derfor anvendt som kilde til den normale værdi.

3.2.3.   Eksportpris

(120)

Da producenter fra Thailand ikke udviste samarbejdsvilje, blev eksportprisen fastsat på grundlag af Eurostat-data justeret til ab fabrik-niveau. Den CIF-pris, Eurostat havde oplyst, blev reduceret med estimerede omkostninger ved søfragt og forsikringer og indenlandske transportomkostninger baseret på de oplysninger, ansøgeren havde angivet i anmodningen om en fornyet undersøgelse.

3.2.4.   Sammenligning

(121)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og eksportprisen på ab fabrik-niveau som fastsat ovenfor.

(122)

Da de thailandske producenter ikke samarbejdede, blev der ikke foretaget justeringer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10.

3.2.5.   Dumpingmargen

(123)

Dumpingmargenerne for importen fra Thailand blev beregnet til 70 %.

4.   SANDSYNLIGHED FOR FORNYET DUMPING

4.1.   Kina

(124)

I forlængelse af konstateringen af, at der fandt dumping sted i den nuværende undersøgelsesperiode, undersøgte Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, sandsynligheden for fortsat dumping fra Kina, hvis foranstaltningerne blev ophævet.

(125)

Følgende yderligere indikatorer blev analyseret:

—

produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i Kina

—

EU-markedets tiltrækningskraft og

—

forholdet mellem priserne i Unionen og i Kina.

(126)

Da producenterne fra Kina ikke samarbejdede blev denne undersøgelse baseret på de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, dvs. oplysninger i anmodningen om fornyet undersøgelse og oplysninger fra andre uafhængige tilgængelige kilder, såsom officielle importstatistikker og oplysninger indhentet i løbet af den oprindelige undersøgelse og den tidligere udløbsundersøgelse.

4.1.1.   Produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i Kina

(127)

Anmodningen indeholdt ikke oplysninger om den nøjagtige produktion af og uudnyttede kapacitet for den undersøgte vare i Kina (37). I den tidligere udløbsundersøgelse blev det konstateret, at det kinesiske marked er opsplittet med mange små producenter og en række store producenter. Anmodningen indeholdt imidlertid oplysninger baseret på offentligt tilgængelige oplysninger. Den anførte navnlig, at Jinan Meide Casting Co., Ltd. i 2022 øgede sin produktionskapacitet og producerer mere end 150 000 ton om året. Det fremgik endvidere af anmodningen, at Jianzhi Group, en af Kinas førende producenter, alene har en årlig DRF-produktionskapacitet på over 400 000 ton (38).

(128)

Anmodningen henviste også til en argentinsk antidumpingundersøgelse fra 2022 vedrørende importen af deformerbare rørfittings fra Kina og Brasilien, som angiveligt fastslog, at Kina har en årlig DRF-produktionskapacitet på 500 000 ton.

(129)

Ifølge anmodningen om en fornyet undersøgelse ligger forbruget på det kinesiske hjemmemarked langt under den kinesiske produktionskapacitet, hvilket blev bekræftet i den antidumpingundersøgelse, som Argentina gennemførte.

(130)

Den tidligere udløbsundersøgelse bekræftede, at der var betydelig overkapacitet i Kina. Der har ikke været noget tegn på en væsentlig stigning i forbruget på hjemmemarkedet og heller ikke på nogen tredjelandes markeder, der var i stand til at absorbere dette overskud, siden den tidligere udløbsundersøgelse. Der var heller ingen dokumentation for, at produktionskapaciteten i Kina er faldet.

(131)

Kommissionen konkluderede derfor på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, at der er uudnyttet kapacitet i Kina, som kan anvendes til at forsyne EU-markedet til dumpingpriser, hvis foranstaltningerne udløber.

4.1.2.   EU-markedets tiltrækningskraft

(132)

For at fastslå den mulige udvikling i importen ved foranstaltningernes eventuelle bortfald analyserede Kommissionen EU-markedets tiltrækningskraft, for så vidt angår priser.

(133)

På trods af den gældende antidumpingtold eksporterede Kina stadig til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode og havde en markedsandel på 19 %, hvilket viser, at Unionen fortsat var et attraktivt marked og en attraktiv eksportdestination.

(134)

I betragtning af konklusionen om dumping fra Kina, og at importen stadig kommer ind på EU-markedet, fandt Kommissionen, at EU-markedet fortsat var attraktivt for de kinesiske producenter, og at hvis foranstaltningerne udløb, ville dumpingimporten til Unionen stige.

4.1.3.   Forholdet mellem priserne i Unionen og i Kina

(135)

Som anført i betragtning 166 fandt Kommissionen, at importen fra Kina fortsat underbød EU-erhvervsgrenens priser, hvilket tydede på, at prisniveauet i Unionen var attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter, selv med de gældende antidumpingforanstaltninger.

4.1.4.   Konklusion

(136)

Undersøgelsen viste, at eksporten fra Kina fortsat kom ind på EU-markedet til dumpingpriser i den nuværende undersøgelsesperiode. Kommissionen konkluderede også, at hvis foranstaltningerne udløb, var det højst sandsynligt, at de kinesiske producenter ville eksportere betydelige mængder af den pågældende vare til Unionen til dumpingpriser. Kommissionen konkluderede derfor, at der var stor sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne udløb.

4.2.   Thailand

(137)

I forlængelse af konstateringen af, at der fandt dumping sted i den nuværende undersøgelsesperiode, undersøgte Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, sandsynligheden for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne blev ophævet.

(138)

Følgende yderligere indikatorer blev analyseret:

—

produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i Thailand

—

EU-markedets tiltrækningskraft og

—

forholdet mellem priserne i Unionen og i Thailand.

(139)

Da producenterne fra Thailand ikke samarbejdede blev denne undersøgelse baseret på de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, dvs. oplysninger i anmodningen om fornyet undersøgelse og oplysninger fra andre uafhængige tilgængelige kilder, såsom officielle importstatistikker og oplysninger indhentet i løbet af den oprindelige undersøgelse og den tidligere udløbsundersøgelse.

4.2.1.   Produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i Thailand

(140)

Anmodningen indeholdt ikke specifikke oplysninger om produktionen af og den uudnyttede kapacitet for den undersøgte vare i Thailand. Den indeholdt imidlertid bemærkninger om, at thailandske eksportører fortsat var stærkt afhængige af EU-markedet for eksport, og at deres markedsandel ved underbudspriser steg i den betragtede periode.

(141)

Den tidligere udløbsundersøgelse bekræftede, at der var betydelig overkapacitet i Thailand. Der har ikke været noget tegn på en væsentlig stigning i forbruget på hjemmemarkedet og heller ikke på nogen tredjelandes markeder, der var i stand til at absorbere dette overskud, siden den tidligere udløbsundersøgelse. Der var heller ingen dokumentation for, at produktionskapaciteten i Thailand er faldet.

(142)

Kommissionen konkluderede derfor, at der er uudnyttet kapacitet i Thailand, som kan anvendes til at forsyne EU-markedet til dumpingpriser, hvis foranstaltningerne udløber.

4.2.2.   EU-markedets tiltrækningskraft

(143)

For at fastslå den mulige udvikling i importen ved foranstaltningernes eventuelle bortfald analyserede Kommissionen EU-markedets tiltrækningskraft, for så vidt angår priser.

(144)

På trods af den gældende antidumpingtold eksporterede Thailand stadig til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode og havde en markedsandel på 4 %, hvilket viser, at Unionen fortsat var et attraktivt marked og en attraktiv eksportdestination.

(145)

I betragtning af konklusionen om dumping fra Thailand, og at importen stadig kommer ind på EU-markedet, fandt Kommissionen, at EU-markedet fortsat var attraktivt for de thailandske producenter, og at hvis foranstaltningerne udløb, ville den thailandske dumpingimport til Unionen stige.

4.2.3.   Forholdet mellem priserne i Unionen og i Thailand

(146)

Som anført i betragtning 166 fandt Kommissionen, at importen fra Thailand fortsat underbød EU-erhvervsgrenens priser, hvilket tydede på, at prisniveauet i Unionen var attraktivt for de thailandske eksporterende producenter, selv med de gældende antidumpingforanstaltninger.

4.2.4.   Konklusion

(147)

Undersøgelsen viste, at eksporten fra Thailand fortsat kom ind på EU-markedet til dumpingpriser i den nuværende undersøgelsesperiode. Kommissionen konkluderede også, at hvis foranstaltningerne udløb, var det højst sandsynligt, at de thailandske producenter ville eksportere betydelige mængder af den pågældende vare til Unionen til dumpingpriser. Kommissionen konkluderede derfor, at der var stor sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne udløb.

5.   SKADE

5.1.   Definition af EU-erhvervsgren og EU-produktion

(148)

Den samme vare blev fremstillet af fem EU-producenter i den betragtede periode. Det fremgik af anmodningen om en fornyet undersøgelse, at en af producenterne, Odlewnia Zawiercie S.A., udelukkende forarbejder importerede rørfittings uden gevind ved at gevindskære dem og derfor ikke bør betragtes som en del af EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(149)

Rørfittings uden gevind ikke er en del af den undersøgte vare og henhører under en anden Taric-kode, men Kommissionen anså gevindskæring af disse varer for at være et produktionstrin, der indgår i fremstillingen af den undersøgte vare, og Odlewnia Zawiercie S.A. var derfor en del af EU-erhvervsgrenen i forbindelse med den nuværende undersøgelse.

(150)

Kommissionen konkluderede således, at de fem virksomheder udgør »EU-erhvervsgrenen« som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(151)

Den samlede EU-produktion i den nuværende undersøgelsesperiode blev fastsat til omkring 20 774 ton. Kommissionen fastsatte tallet på grundlag af oplysningerne fra ansøgeren og de stikprøveudtagne EU-producenter. To EU-producenter blev udtaget til stikprøven, og det blev konstateret, at de tegnede sig for omkring 60 % af den efterprøvede samlede produktions og -salgsmængde i Unionen af samme vare.

(152)

Det skal bemærkes, at Kommissionen kontaktede Odlewnia Zawiercie S.A. for at fremlægge virksomhedens data vedrørende de makroøkonomiske indikatorer i afsnit 5.5.2, men at virksomheden besluttede ikke at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse. Dataene vedrørende denne virksomhed blev derfor baseret på skøn fra ansøgeren i makrospørgeskemaet.

5.2.   EU-forbruget

(153)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget ved at sammenlægge EU-erhvervsgrenens salgsmængde på EU-markedet og importen af den pågældende vare som oplyst af Eurostat. Informationskilden var ansøgerens besvarelse af makrospørgeskemaet og Eurostats officielle data.

(154)

EU-forbruget udviklede sig således:

Tabel 2

EU-forbruget (i ton)

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Samlet EU-forbrug

35 688

32 667

27 911

28 005

Indeks

100

92

78

78

Kilde:

Makrospørgeskemabesvarelse og Eurostat.

(155)

Det samlede EU-forbrug af den pågældende vare faldt mærkbart fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode. I 2022 blev EU-forbruget reduceret med 8 % i forhold til det foregående år. I 2023, hvor væksten i Unionens økonomi var langsommere end i 2022, faldt EU-forbruget yderligere med 14 procentpoint, mens der i den nuværende undersøgelsesperiode ikke var nogen væsentlig ændring.

5.3.   Import fra de pågældende lande

5.3.1.   Mængde og markedsandel for importen fra de pågældende lande

(156)

Kommissionen fastsatte importmængden på grundlag af data fra Eurostat. Markedsandelen for importen blev fastsat på grundlag af importmængden og det samlede EU-forbrug.

(157)

Importen til Unionen fra de pågældende lande udviklede sig således:

Tabel 3

Importmængde (ton) og markedsandel

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Importmængde fra Kina

6 397

7 261

5 335

5 420

Indeks

100

114

83

85

Markedsandel

18 %

22 %

19 %

19 %

Importmængde fra Thailand

1 127

1 406

1 118

1 239

Indeks

100

125

99

110

Markedsandel

3 %

4 %

4 %

4 %

Kilde:

Eurostat.

(158)

Importen fra Kina steg i 2022 med 14 % i forhold til 2021, selv om EU-forbruget faldt med 8 % i samme periode. Samme år steg Kinas markedsandel til 22 %, hvilket tyder på en betydelig yderligere indtrængen på EU-markedet. I 2023, hvor EU-forbruget faldt med 14 procentpoint, faldt importen fra Kina imidlertid med 26 procentpoint. Ikke desto mindre forblev Kinas markedsandel i 2023 forholdsvis høj, nemlig på 19 %. I den nuværende undersøgelsesperiode steg importen fra Kina en smule til 5 420 ton, hvilket er en marginal stigning fra 2023, mens markedsandelen forblev konstant på 19 %, hvilket tyder på stabilitet i Kinas relative tilstedeværelse på markedet.

(159)

Med hensyn til importen fra Thailand var der en betydelig stigning på 25 % i 2022 i forhold til det foregående år. Markedsandelen for importen fra Thailand steg også fra 3 % til 4 % i samme periode. I 2023 faldt den thailandske import i lighed med importen fra Kina med 26 procentpoint, hvilket var tæt på niveauet i 2021. Markedsandelen forblev uændret på 4 %, hvilket tyder på, at Thailands tilstedeværelse på markedet var modstandsdygtigt til trods for et fald i forbruget i den betragtede periode. I den nuværende undersøgelsesperiode steg importen fra Thailand med 11 procentpoint i forhold til 2023 med en markedsandel uændret på 4 %.

5.3.2.   Priser på importen fra de pågældende lande og prisunderbud

(160)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af data fra Eurostat. Prisunderbuddet for importen blev fastsat på grundlag af oplysninger fra spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne eksporterende producenter og stikprøveudtagne EU-producenter.

(161)

Den vejede gennemsnitlige importpris ved salg til Unionen fra de pågældende lande udviklede sig som følger:

Tabel 4

Importpriser (EUR/ton)

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Kina

2 488

3 200

2 796

2 912

Indeks

100

129

112

117

Thailand

2 512

2 698

2 540

2 485

Indeks

100

107

101

99

Kilde:

Eurostat.

(162)

Importpriserne fra Kina steg med 29 % fra 2021 til 2022, efterfulgt af et fald på 17 procentpoint i 2023 og en stigning på 5 procentpoint i den nuværende undersøgelsesperiode. Overordnet set udviser tendensen volatilitet med de højeste priser i 2022. I den betragtede periode steg importpriserne fra Kina med 17 %.

(163)

Derimod viste importpriserne fra Thailand en mere stabil tendens med en beskeden stigning i 2022 efterfulgt af fald i 2023 og i den nuværende undersøgelsesperiode. I den betragtede periode faldt priserne fra Thailand med 1 %.

(164)

Kommissionen fastsatte prisunderbuddet i den nuværende undersøgelsesperiode ved at sammenligne:

—

de vejede gennemsnitlige salgspriser, som de stikprøveudtagne EU-producenter forlangte af ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, justeret til et ab fabrik-niveau, med

—

de tilsvarende vejede gennemsnitlige priser på importen fra Kina og Thailand fastsat på CIF-basis (omkostninger, forsikring og fragt), inklusive antidumpingtolden, med passende justeringer for told og omkostninger efter importen.

(165)

Prissammenligningen blev foretaget ved at anvende data fra EU-erhvervsgrenen for samme handelsled — med passende justeringer, hvor det var nødvendigt — efter fratræk af rabatter og nedslag.

(166)

Resultatet af sammenligningen blev udtrykt som en procentdel af omsætningen for EU-producenterne i stikprøven i den nuværende undersøgelsesperiode. Det viste et betydeligt underbud af importen fra både Kina (på 26 %) og Thailand (på 48 %) på EU-markedet.

5.4.   Import fra andre lande end Kina og Thailand

(167)

DRF-importen fra andre lande end Kina og Thailand kom hovedsagelig fra Indonesien og Brasilien.

(168)

Importmængden til Unionen samt markedsandelen og prisudviklingen for DRF-importen fra andre tredjelande udviklede sig således:

Tabel 5

Import fra tredjelande

Land

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Indonesien

Mængde (ton)

1 391

2 233

1 451

2 012

 

Markedsandel

3,9 %

6,8 %

5,2 %

7,2 %

 

Gennemsnitspris (EUR/ton)

2 467

4 105

2 837

2 783

Brasilien

Mængde (ton)

525

431

405

523

 

Markedsandel

1,5 %

1,3 %

1,4 %

1,9 %

 

Gennemsnitspris (EUR/ton)

3 215

4 051

5 720

5 119

Andre lande (undtagen Kina og Thailand)

Mængde (ton)

515

679

692

835

 

Markedsandel

1,4 %

2,1 %

2,5 %

3 %

 

Gennemsnitspris (EUR/ton)

3 062

4 476

3 961

3 776

I alt for alle lande (undtagen Kina og Thailand)

Mængde (ton)

2 432

3 343

2 548

3 370

 

Markedsandel

6,8 %

10,2 %

9,1 %

12 %

 

Gennemsnitspris (EUR/ton)

2 755

4 173

3 600

3 391

Kilde:

Makrospørgeskemabesvarelse.

(169)

Hvad angår importen fra Indonesien, viste dataene en generelt svingende, men stigende tendens. Indonesiens importmængde steg betydeligt i 2022, fra 1 391 ton i 2021 til 2 233 ton i 2022, inden den faldt til 1 451 ton i 2023. På trods af disse udsving steg Indonesiens markedsandel konsekvent og nåede op på 7,2 % i den betragtede periode. Gennemsnitsprisen pr. ton import fra Indonesien udviste betydelige udsving med et højdepunkt på 4 105 EUR i 2022 efterfulgt af et fald til 2 837 EUR i 2023, inden den stabiliserede sig på 2 783 EUR i den nuværende undersøgelsesperiode.

(170)

Data for Brasilien viste et gradvist fald i importmængderne fra 525 ton i 2021 til 405 ton i 2023 med et lille opsving til 523 ton i den nuværende undersøgelsesperiode. På trods af faldet i importmængden var der en lille stigning i Brasiliens markedsandel, fra 1,5 % i 2021 til 1,9 % i den nuværende undersøgelsesperiode. En bemærkelsesværdig tendens for Brasilien er den betydelige stigning i gennemsnitsprisen pr. ton, som steg kraftigt til 5 720 EUR i 2023, før den faldt en smule til 5 119 EUR i den nuværende undersøgelsesperiode.

(171)

Importdataene for andre lande, undtagen Indonesien og Brasilien samt Kina og Thailand, viste en støt stigning i både importmængde og markedsandel i den betragtede periode. Importmængderne steg støt fra 515 ton i 2021 til 835 ton i den nuværende undersøgelsesperiode, hvilket resulterede i en stigning i markedsandelen fra 1,4 % til 3 %. Gennemsnitsprisen pr. ton faldt fra 4 476 EUR i 2022 til 3 776 EUR i den nuværende undersøgelsesperiode.

5.5.   EU-erhvervsgrenens økonomiske situation

5.5.1.   Generelle bemærkninger

(172)

Analysen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation omfattede en vurdering af alle de økonomiske indikatorer, der havde en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(173)

Som nævnt i betragtning 22 blev der anvendt stikprøveudtagning i forbindelse med vurderingen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(174)

Med henblik på vurderingen af skade skelnede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer ud fra efterprøvede data i besvarelsen af makrospørgeskemaet, som var blevet indsendt af ansøgeren.

(175)

Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer på grundlag af spørgeskemabesvarelserne fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Oplysningerne vedrørte alle stikprøveudtagne EU-producenter. Begge datasæt blev anset for at være repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(176)

De makroøkonomiske indikatorer er produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping.

(177)

De mikroøkonomiske indikatorer er gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

5.5.2.   Makroøkonomiske indikatorer

5.5.2.1.   Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(178)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Produktionsmængde (ton)

29 432

25 166

22 151

20 774

Indeks

100

86

75

71

Produktionskapacitet (ton)

61 500

61 500

61 500

61 500

Indeks

100

100

100

100

Kapacitetsudnyttelse (%)

48 %

41 %

36 %

34 %

Kilde: Makrospørgeskemabesvarelse.

(179)

Hvad angår EU-producenternes produktionsmængde, viste dataene et konstant fald fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode. Produktionen faldt fra 29 432 ton i 2021 til 25 166 ton i 2022, dvs. et fald på 14 %. Denne nedadgående tendens fortsatte i 2023, hvor produktionen faldt yderligere til 22 151 ton (dvs. et fald på 9 procentpoint fra 2022) og derefter til 20 774 ton i den nuværende undersøgelsesperiode, hvilket svarer til et samlet fald på 29 % i forhold til 2021-niveauet.

(180)

I hele denne periode forblev produktionskapaciteten konstant på 61 500 ton. Kapacitetsudnyttelsen faldt derfor også i årenes løb. Den startede med 48 % i 2021, faldt til 41 % i 2022, faldt yderligere til 36 % i 2023 og nåede op på 34 % i den nuværende undersøgelsesperiode. Faldet i kapacitetsudnyttelsen afspejlede nedgangen i produktionsmængderne i forhold til den uændrede produktionskapacitet.

5.5.2.2.   Salgsmængde og markedsandel

(181)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig som følger i den betragtede periode:

Tabel 7

Salgsmængde og markedsandel

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Samlet salgsmængde på EU-markedet

25 804

20 723

18 963

18 036

Indeks

100

80

73

70

Markedsandel

72 %

63 %

68 %

64 %

Kilde: Makrospørgeskemabesvarelse.

(182)

Med hensyn til EU-erhvervsgrenens salgsmængde viste dataene, at der var et konstant fald fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode, med et samlet fald på 30 % i den betragtede periode. Dette fald foregik betydeligt hurtigere end faldet i EU-forbruget, som faldt med 22 % i den samme periode. På samme tid faldt EU-erhvervsgrenens markedsandel fra 72 % i 2021 til 64 % i den nuværende undersøgelsesperiode, dvs. et fald på 8 procentpoint.

5.5.2.3.   Vækst

(183)

I en situation med faldende forbrug mistede EU-erhvervsgrenen ikke blot salgsmængder i Unionen, men også markedsandele, hvorimod markedsandelen for den kinesiske og thailandske import i Unionen steg i den betragtede periode.

5.5.2.4.   Beskæftigelse og produktivitet

(184)

Beskæftigelsen og produktiviteten udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 8

Beskæftigelse og produktivitet

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Antal ansatte

1 226

1 217

1 133

1 039

Indeks

100

99

92

85

Produktivitet (ton/ansat)

24

21

20

20

Indeks

100

86

81

83

Kilde:

Spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(185)

Med hensyn til beskæftigelsen er der en klar faldende tendens i beskæftigelsen fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode med et samlet fald på ca. 15 % i forhold til 2021. Arbejdsstyrken blev reduceret fra 1 226 ansatte i 2021 til 1 039 ansatte i den nuværende undersøgelsesperiode.

(186)

Desuden viste dataene et mærkbart fald i produktiviteten målt i ton pr. ansat i den betragtede periode; der var samlet set et fald på 17 %. Navnlig faldt produktiviteten fra 24 ton pr. ansat i 2021 til 20 ton pr. ansat i den nuværende undersøgelsesperiode.

5.5.2.5.   Dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping

(187)

Både de kinesiske og thailandske dumpingmargener lå væsentligt over minimalniveauet. Virkningen af de faktiske dumpingmargeners størrelse på EU-erhvervsgrenen var betydelig i betragtning af mængden af og priserne på importen fra Kina og Thailand.

(188)

Vedvarende urimelig priskonkurrence fra Kina og Thailand gjorde det også umuligt for EU-erhvervsgrenen at genrejse sig efter tidligere dumping.

5.5.3.   Mikroøkonomiske indikatorer

5.5.3.1.   Priser og faktorer, som påvirker priserne

(189)

De stikprøveudtagne EU-producenters vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig i den betragtede periode således:

Tabel 9

Salgspriser og produktionsomkostninger i Unionen (EUR/ton)

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Gennemsnitlig enhedssalgspris i Unionen på hele markedet

[4 100 – 4 300 ]

[5 100 – 5 300 ]

[5 600 – 5 800 ]

[5 600 – 5 800 ]

Indeks

100

122

135

136

Enhedsproduktionsomkostninger

[4 300 – 4 500 ]

[5 500 – 5 700 ]

[5 750 – 5 950 ]

[5 800 – 6 000 ]

Indeks

100

128

134

135

Kilde:

Spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(190)

Udviklingen i de gennemsnitlige enhedssalgspriser i Unionen fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode viste en klar opadgående tendens. Priserne steg betydeligt fra [4 100 EUR – 4 300 EUR] i 2021 til [5 100 EUR – 5 300 EUR] i 2022 og fortsatte med at stige i 2023 til [5 600 EUR – 5 800 EUR], med endnu en lille stigning i den nuværende undersøgelsesperiode. De gennemsnitlige enhedssalgspriser steg samlet set med 36 % i den betragtede periode.

(191)

I overensstemmelse med tendensen i EU-salgspriserne undergik enhedsproduktionsomkostningerne også en betydelig stigning i samme periode. Omkostningerne steg med 28 % i 2022, med yderligere 6 procentpoint i 2023 og marginalt endnu mere i den nuværende undersøgelsesperiode. Overordnet set steg produktionsomkostningerne med 35 % i den betragtede periode.

5.5.3.2.   Arbejdskraftomkostninger

(192)

De stikprøveudtagne EU-producenters gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger udviklede sig i den betragtede periode således:

Tabel 10

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (EUR)

[36 000 – 37 000 ]

[38 000 – 39 000 ]

[43 000 – 44 000 ]

[47 000 – 48 000 ]

Indeks

100

106

119

131

Kilde:

Spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(193)

Med hensyn til arbejdskraftomkostningerne viste dataene en konsekvent opadgående tendens i de gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat i perioden fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode. Omkostningerne steg fra [36 000 EUR – 37 000 EUR] i 2021 med 6 % i 2022, efterfulgt af en betydelig stigning på 13 procentpoint i 2023, og de nåede til sidst op på [47 000 EUR – 48 000 EUR] i den betragtede periode. I den betragtede periode steg arbejdskraftomkostningerne med 31 %.

5.5.3.3.   Lagerbeholdninger

(194)

De stikprøveudtagne EU-producenters lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode således:

Tabel 11

Lagre

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Slutlagre (ton)

[2 500 – 2 800 ]

[3 300 – 3 600 ]

[3 000 – 3 300 ]

[3 100 – 3 400 ]

Indeks

100

130

119

123

Kilde:

Efterprøvede spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(195)

Med hensyn til slutlagre viste dataene en svingende tendens i perioden fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode. I 2022 steg slutlagrene med 30 % i forhold til 2021. I 2023 blev der imidlertid konstateret et fald på 11 procentpoint og i den nuværende undersøgelsesperiode en stigning på 4 procentpoint.

5.5.3.4.   Rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital

(196)

De stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig i den betragtede periode således:

Tabel 12

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

 

2021

2022

2023

Den nuværende undersøgelsesperiode

Rentabilitet ved salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af omsætningen)

[-1 % –1 %]

[-4 % – -2 %]

[-4 % – -2 %]

[-3 % – -1 %]

Indeks

100

-3 313

-3 525

-3 088

Likviditet (EUR)

[4 700 000 – 5 000 000 ]

[-4 350 000 – -4 050 000 ]

[6 600 000 – 6 900 000 ]

[5 000 000 – 5 300 000 ]

Indeks

100

-87

139

106

Investeringer (EUR)

[3 750 000 – 3 850 000 ]

[3 750 000 – 3 850 000 ]

[3 700 000 – 3 800 000 ]

[4 100 000 – 4 200 000 ]

Indeks

100

100

98

109

Investeringsafkast

[14 % –18 %]

[14 % –18 %]

[-4 % – -2 %]

[-3 % –1 %]

Indeks

100

99

-13

-4

Kilde:

Efterprøvede spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(197)

Kommissionen beregnede de stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet som nettofortjenesten før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg.

(198)

Dataene viser udfordrende tendenser med hensyn til rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast fra 2021 til slutningen på den nuværende undersøgelsesperiode. Rentabiliteten begyndte omkring break-even i 2021, men forværredes i 2022 til [-4 % – -2 %] og forblev på samme niveau i 2023, inden den forbedredes en smule i den nuværende undersøgelsesperiode til et stadig tabsgivende niveau på [-3 % – -1 %]. De negative indekser, der er forbundet med rentabiliteten, tyder på forringede resultater i forhold til 2021.

(199)

Nettolikviditeten er et udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Tendensen for nettolikviditeten svingede betydeligt i den betragtede periode: den faldt til et negativt beløb på [-4 350 000 EUR – -4 050 000 EUR] i 2022, hvilket afspejler betydelige udgående pengestrømme i forhold til 2021. I 2023 steg nettolikviditeten imidlertid betydeligt til [6 600 000 EUR – 6 900 000 EUR], inden den stabiliserede sig i den nuværende undersøgelsesperiode på [5 000 000 EUR – 5 300 000 EUR].

(200)

Investeringsbeløbene forblev forholdsvis stabile i årenes løb, på [3 750 000 EUR – 3 850 000 EUR] i 2021 og med små udsving, som endte med en stigning til [4 100 000 EUR – 4 200 000 EUR] i den nuværende undersøgelsesperiode, dvs. det tydede på en moderat stigning på 9 % i investeringsaktiviteterne i den betragtede periode. Det kunne konstateres, at disse investeringer hovedsagelig vedrørte overholdelse af arbejds- og miljølovgivningen.

(201)

Investeringsafkastet er fortjenesten udtrykt i procent af den bogførte nettoværdi af investeringerne. Det var positivt i 2021, hvor det lå på [14 % – 18 %], forblev stabilt i 2022, faldt dramatisk i 2023 til [-4 % – -2 %] og stabiliserede sig i den nuværende undersøgelsesperiode på [-3 % – 1 %], hvilket afspejler et stærkt reduceret investeringsafkast på trods af konsekvente investeringsniveauer. Samlet set pegede dataene på finansiel ustabilitet med lange perioder med manglende rentabilitet, svingende likviditet, stabile investeringer og faldende investeringsafkast, hvilket tyder på, at EU-producenterne stod over for betydelige operationelle udfordringer i hele den betragtede periode.

5.6.   Konklusion vedrørende skade

(202)

De fleste skadesindikatorer udviste en negativ tendens i den betragtede periode.

(203)

EU-erhvervsgrenens produktion faldt i den betragtede periode. Dette fald skyldtes et fald i salget på EU-markedet. Samlet set faldt produktionen med 29 %, mens salget faldt med 30 % i den betragtede periode. Faldet blev afspejlet i et tab af markedsandel, som faldt fra 72 % i 2021 til 64 % i den nuværende undersøgelsesperiode, hvilket udgjorde et samlet fald på 8 procentpoint. Dette tab af markedsandel begunstigede importen fra Kina og Thailand i den betragtede periode.

(204)

EU-erhvervsgrenen var ikke i stand til at kompensere for de tabte salgsmængder på EU-markedet gennem øget eksport, idet eksporten faldt med 20 % i den betragtede periode.

(205)

EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet forblev stabil i den betragtede periode. Kapacitetsudnyttelsen faldt med 29 % i den betragtede periode i takt med et tilsvarende fald i produktionen.

(206)

Beskæftigelsen faldt med 15 % i den betragtede periode. Produktiviteten udviklede sig i takt med ændringer i produktion og beskæftigelse, dvs. at den faldt med 17 % i den betragtede periode.

(207)

De gennemsnitlige produktionsomkostninger steg betydeligt i 2022 (med 28 % fra 2021) og toppede i den nuværende undersøgelsesperiode (med 35 % fra 2021).

(208)

EU-producenternes gennemsnitspris steg med 36 % i den betragtede periode for at matche stigningen i produktionsomkostningerne.

(209)

EU-erhvervsgrenens rentabilitet faldt i den betragtede periode; faldet var betydeligt i 2022 og 2023, men rentabiliteten steg en smule i den nuværende undersøgelsesperiode, med negative indekser, der tyder på faldende resultater i forhold til 2021.

(210)

På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, i den nuværende undersøgelsesperiode på trods af de gældende antidumpingforanstaltninger.

6.   ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(211)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 6, undersøgte Kommissionen, om dumpingimporten fra de pågældende lande forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 7, undersøgte Kommissionen tillige, om andre kendte faktorer samtidig kunne have forvoldt EU-erhvervsgrenen skade. Kommissionen sikrede sig, at eventuel skade forvoldt af andre faktorer end dumpingimporten fra de pågældende lande ikke blev tilskrevet dumpingimporten. Der er tale om følgende faktorer: importen fra andre lande end Kina og Thailand, EU-erhvervsgrenens eksportresultater, faldende forbrug og omkostningsstigninger.

6.1.   Dumpingimportens virkninger

(212)

Kommissionen undersøgte, om der var en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. I den betragtede periode steg markedsandelen for importen af samme vare til dumpingpriser fra Kina og Thailand. Kinas markedsandel var på 19 % i den nuværende undersøgelsesperiode sammenlignet med 18 % i 2021, mens Thailands markedsandel var på 4 % i den nuværende undersøgelsesperiode sammenlignet med 3 % i 2021. Denne stigning fandt sted på trods af de gældende antidumpingforanstaltninger og det væsentligt lavere forbrug i Unionen på 22 %.

(213)

Den absolutte mængde af importen fra Kina blev reduceret med 15 %, dvs. med en mindre procentsats end det faldende EU-forbrug. Den absolutte mængde af den thailandske import steg med 10 %. Samtidig blev EU-producenternes salgsmængde reduceret med 30 % på trods af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(214)

Importpriserne fra Kina steg med 17 % i den betragtede periode, mens importpriserne fra Thailand faldt med 1 % i samme periode. Derimod steg EU-erhvervsgrenens salgspriser med 36 % i den betragtede periode.

6.2.   Virkningerne af andre faktorer

(215)

Skadesanalysen viste, at markedsandelen for importen fra Kina og Thailand til Unionen steg på trods af de gældende antidumpingforanstaltninger og det faldende EU-forbrug. Dette faldt tidsmæssigt sammen med forværringen af EU-erhvervsgrenens finansielle resultatindikatorer, såsom et fald i rentabiliteten, hvilket resulterede i betydelige tab i den betragtede periode. Stigningen i markedsandelen for importen fra Kina og Thailand skete på bekostning af EU-erhvervsgrenen, som mistede salgsmængde og markedsandel.

(216)

Kommissionen skelnede mellem og adskilte virkningerne af alle kendte faktorer på EU-erhvervsgrenens situation fra den skadevoldende virkning af dumpingimporten.

(217)

EU-markedet faldt med 22 % i den betragtede periode, hvilket skyldtes langsommere økonomisk vækst og høje energipriser. EU-producenternes markedsandel faldt imidlertid uforholdsmæssigt sammenlignet med kinesisk, thailandsk og anden import.

(218)

Desuden oplevede EU-producenterne en betydelig stigning i produktionsomkostningerne på 35 %. Selv om det lykkedes dem at hæve deres salgspriser forholdsmæssigt, var de ikke i stand til at dække omkostningerne i det meste af den betragtede periode.

(219)

Ud over den øgede import fra Kina og Thailand skyldtes dette hovedsagelig importen fra andre tredjelande, navnlig Indonesien, som steg betydeligt i den betragtede periode (fra 3,9 % til 7,2 % af markedsandelen) til underbudspriser.

(220)

Desuden viste EU-producenternes eksportresultater et fald på 20 % i den betragtede periode. Da eksportsalget kun tegnede sig for 9 % af det samlede salg, var der en negativ, men begrænset indvirkning på erhvervsgrenens skade som følge af den reducerede eksport.

(221)

Derfor konkluderede Kommissionen, at dumpingimporten fra Kina og Thailand bidrog til den væsentlige skade for EU-erhvervsgrenen i den nuværende undersøgelsesperiode; andre faktorer, navnlig importen fra Indonesien og EU-erhvervsgrenens forværrede eksportresultater, kan imidlertid også have haft en indvirkning på den skadevoldende situation for EU-erhvervsgrenen. Kommissionen besluttede derfor at foretage en yderligere vurdering af, om der var sandsynlighed for fortsat skade forårsaget af dumpingimporten fra Kina og Thailand, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe.

7.   SANDSYNLIGHED FOR FORTSAT SKADE°

(222)

Kommissionen konkluderede i betragtning 210, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade i den nuværende undersøgelsesperiode. Derfor undersøgte Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, om der var sandsynlighed for fortsat eller fornyet skade, som var forårsaget af dumpingimporten fra Kina og Thailand, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe.

(223)

I den forbindelse blev følgende elementer undersøgt af Kommissionen:

—

produktionskapaciteten og den uudnyttede kapacitet i Kina og Thailand og

—

og EU-markedets tiltrækningskraft.

7.1.   Produktionskapacitet og uudnyttet kapacitet i Kina og Thailand

(224)

Som det fremgår af afsnit 4.1.1 og 4.2.1, baserede Kommissionen sig på oplysninger fra anmodningen og den tidligere udløbsundersøgelse og fandt, at både Kina og Thailand havde en betydelig produktionskapacitet, der kunne dirigeres til EU-markedet i endnu større mængder til dumpingpriser, hvis antidumpingforanstaltningerne udløb.

7.2.   EU-markedets tiltrækningskraft

(225)

Som det fremgår af afsnit 4.1.2 og 4.2.2, konkluderede Kommissionen, at EU-markedet fortsat er attraktivt for producenter fra Kina og Thailand på grund af den vedvarende tilstedeværelse af dumpingimport fra Kina og Thailand og deres øgede markedsandel på EU-markedet i den betragtede periode.

7.3.   Underbud

(226)

De gennemsnitlige priser ved import til Unionen fra Kina og Thailand i den nuværende undersøgelsesperiode var betydeligt lavere end EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser. Som anført i betragtning 166 underbød de kinesiske og thailandske priser i den nuværende undersøgelsesperiode EU-erhvervsgrenens priser med henholdsvis 26 % og 48 %, med betalt antidumpingtold.

(227)

Hvis foranstaltningerne får lov at udløbe, vil underbudsniveauet stige til 47 % for importen fra Kina og 55 % for importen fra Thailand.

7.4.   Konklusion

(228)

På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at en ophævelse af foranstaltningerne efter al sandsynlighed vil føre til en betydelig stigning i dumpingimporten fra Kina og Thailand til skadevoldende priser og dermed yderligere forværre den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. Som følge heraf vil EU-erhvervsgrenens levedygtighed være alvorligt truet.

8.   UNIONENS INTERESSER

(229)

I henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgte Kommissionen, om en opretholdelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville være i strid med Unionens interesser som helhed. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, herunder EU-erhvervsgrenens, importørernes og brugernes interesser.

8.1.   EU-erhvervsgrenens interesser

(230)

Undersøgelsen viste, at hvis foranstaltningerne udløber, vil dette sandsynligvis have en betydelig negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenen. EU-erhvervsgrenens situation ville hurtigt blive forværret i form af lavere salgsmængder og salgspriser, hvilket ville resultere i et kraftigt fald i rentabiliteten. En opretholdelse af foranstaltningerne ville gøre det muligt for EU-erhvervsgrenen at udnytte sit potentiale fuldt ud på EU-markedet, hvor der hersker lige konkurrencevilkår.

(231)

Det vil derfor være i EU-erhvervsgrenens interesse, at antidumpingforanstaltningerne opretholdes.

8.2.   Ikke forretningsmæssigt forbundne importørers interesser

(232)

Kommissionen kontaktede alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og opfordrede dem til at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse. Ingen importører samarbejdede.

(233)

I den oprindelige undersøgelse blev det konstateret, at eventuelle negative virkninger af indførelsen af foranstaltninger på importørerne ikke ville være uforholdsmæssige i betragtning af importørernes fortjeneste og forsyningskilder.

(234)

I den nuværende undersøgelse, som det var tilfældet i den tidligere udløbsundersøgelse, har Kommissionen ingen dokumentation i sagen, der tyder på det modsatte, og det kan derfor bekræftes, at de gældende foranstaltninger ikke havde nogen væsentlig negativ virkning på importørernes finansielle situation, og at en opretholdelse af foranstaltningerne ikke vil påvirke dem i urimelig grad.

8.3.   Brugernes interesser

(235)

Kommissionen kontaktede alle kendte brugere i forbindelse med denne undersøgelse og opfordrede disse til at samarbejde. Der var ingen brugere, der samarbejdede.

(236)

I den nuværende undersøgelse er der ingen dokumentation i sagen, der tyder på, at de gældende foranstaltninger påvirkede brugerne negativt på nogen måde. Den undersøgte vares andel af de samlede omkostninger til nye konstruktioner eller installationer er begrænset.

(237)

På dette grundlag bekræftes det, at de gældende foranstaltninger ikke havde nogen væsentlig negativ virkning på brugernes finansielle situation, og at en opretholdelse af foranstaltningerne ikke ville påvirke dem urimeligt.

8.4.   Konklusion vedrørende Unionens interesser

(238)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der ikke var tvingende årsager i henhold til grundforordningens artikel 21 til, at det ikke ville være i Unionens interesse at opretholde de gældende foranstaltninger over for importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Kina og Thailand.

9.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(239)

På grundlag af Kommissionens konklusioner om sandsynligheden for fortsat dumping, fortsat skade og Unionens interesser bør de antidumpingforanstaltninger, der gælder for importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Kina og Thailand, opretholdes.

(240)

For at minimere risikoen for omgåelse som følge af forskellen på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger, som kan sikre anvendelsen af den individuelle antidumpingtold og fritagelse fra udvidelse af foranstaltningerne efter antiomgåelsesundersøgelser.

(241)

Anvendelsen af individuel antidumpingtold eller fritagelser finder kun anvendelse ved fremlæggelse af en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal overholde kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3. Indtil en sådan faktura er fremlagt, bør importen være omfattet af den antidumpingtold, der gælder for »al anden import«.

(242)

Selv om det er nødvendigt at fremlægge denne faktura for toldmyndighederne i medlemsstaterne, således at de kan anvende de individuelle antidumpingtoldsatser og fritagelser ved import, er fakturaen ikke det eneste element, som toldmyndighederne skal tage i betragtning.

(243)

Selv hvis en sådan faktura opfylder alle kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3, skal medlemsstaternes toldmyndigheder foretage deres sædvanlige kontrol og kan i lighed med alle andre tilfælde kræve yderligere dokumenter (forsendelsesdokumenter mv.) for at efterprøve, at oplysningerne i erklæringen er korrekte, og sikre, at den efterfølgende anvendelse af den lavere toldsats er berettiget i henhold til toldlovgivningen.

(244)

Hvis der er en betydelig mængdemæssig stigning i eksporten fra en af de virksomheder, der er omfattet af lavere individuelle toldsatser, efter indførelsen af de pågældende foranstaltninger, kan en sådan mængdemæssig stigning i sig selv betragtes som en ændring af handelsmønstret som følge af indførelsen af foranstaltninger som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1. Under sådanne omstændigheder og forudsat, at betingelserne er opfyldt, kan der indledes en antiomgåelsesundersøgelse. Ved denne undersøgelse kan det overvejes, om det bliver nødvendigt at fjerne individuelle toldsatser og følgelig pålægge en landsdækkende told.

(245)

De individuelle antidumpingtoldsatser for de virksomheder, der er udtrykkeligt nævnt i denne forordning, gælder for importen af den undersøgte vare med oprindelse i Kina og Thailand, som er fremstillet af de nævnte specifikke retlige enheder. Importen af den undersøgte vare, produceret af andre virksomheder, som ikke er udtrykkeligt nævnt i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de udtrykkeligt nævnte enheder, bør være omfattet af den toldsats, der gælder for »al anden import«. De bør ikke være omfattet af nogen af de individuelle antidumpingtoldsatser.

(246)

En virksomhed kan anmode om, at disse individuelle antidumpingtoldsatser anvendes, hvis den efterfølgende ændrer navnet på sin enhed. Anmodningen skal rettes til Kommissionen (39). Anmodningen skal indeholde alle relevante oplysninger, som gør det muligt at dokumentere, at ændringen ikke påvirker virksomhedens ret til at benytte den toldsats, som finder anvendelse på den. Hvis ændringen af virksomhedens navn ikke påvirker dens ret til at benytte den toldsats, der finder anvendelse på den, vil der blive offentliggjort en forordning om navneændringen i Den Europæiske Unions Tidende.

(247)

Alle de interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale en opretholdelse af de gældende foranstaltninger. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af disse oplysninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(248)

En eksportør eller producent, der ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den periode, der blev anvendt til at fastsætte den told, der i øjeblikket gælder for eksportørens eller producentens eksport, kan anmode Kommissionen om at blive omfattet af antidumpingtoldsatsen for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgår i stikprøven. Kommissionen bør imødekomme en sådan anmodning, forudsat at tre betingelser er opfyldt. Den nye eksporterende producent skal påvise, i) at den ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den periode, der blev anvendt til at fastsætte toldsatsen for dens eksport, ii) at den ikke er forretningsmæssigt forbundet med en virksomhed, der foretog en sådan eksport, og derfor er omfattet af antidumpingtolden, og iii) at den derefter har eksporteret den pågældende vare eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at gøre dette i betydelige mængder.

(249)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 (40) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(250)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordningen (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit, for øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7307 19 10 (Taric-kode 7307 19 10 10 og 7307 19 10 20), og med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand. Følgende varer er udelukket: samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind, runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, t-formede samleled af duktilt støbejern med gummipakning med et afgangshul, endefittings af duktilt støbejern til brug på falsede stålrør med gevindskåret afgangshul, falsede reduktionsfittings af duktilt støbejern med gevindskåren ende, falsede t-formede reduktionsfittings af duktilt støbejern med et gevindskåret afgangshul og rørklemmer af duktilt støbejern uden gevindskårne afgangshuller, der bruges til at forsegle et hul i et rør.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for de i stk. 1 beskrevne varer fremstillet af følgende virksomheder:

Land

Virksomhed

Antidumpingtold

Taric-tillægskode

Kina

Hebei Jianzhi Casting Group Ltd

57,8 %

B335

 

Jinan Meide Casting Co., Ltd

36,0 %

B336

 

Qingdao Madison Industrial Co., Ltd

24,6 %

B337

 

Andre samarbejdsvillige virksomheder listeopført i bilaget

41,1 %

 

 

Al anden import med oprindelse i Kina

57,8 %

B999

Thailand

BIS Pipe Fitting Industry Co. Ltd

15,5 %

B347

 

Siam Fittings Co., Ltd

14,9 %

B348

 

Al anden import med oprindelse i Thailand

15,5 %

B999

3.   Anvendelsen af de individuelle toldsatser, der er anført for virksomhederne i stk. 2, er betinget af, at der fremlægges en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder; handelsfakturaen skal indeholde en erklæring, der er dateret og underskrevet af én af de ansatte i den enhed, der har udstedt handelsfakturaen, med angivelse af navn og funktion og med følgende ordlyd: Undertegnede bekræfter, at den (mængde) af (den undersøgte vare), der er solgt til eksport til Den Europæiske Union, og som er omfattet af denne faktura, blev fremstillet af (virksomhedens navn og adresse) (Taric-tillægskode) i (det pågældende land). Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte. Indtil en sådan faktura fremlægges, anvendes den toldsats, der gælder for alle andre virksomheder.

4.   Artikel 1, stk. 2, kan ændres for at tilføje nye eksporterende producenter og pålægge dem en passende vejet gennemsnitlig antidumpingtold for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgår i stikprøven. En ny eksporterende producent skal dokumentere:

a)

at virksomheden ikke eksporterede de varer, der er beskrevet i artikel 1, stk. 1, med oprindelse i Kina eller Thailand i perioden mellem den 1. januar og den 31. december 2011 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«),

b)

at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med en eksportør eller producent, der er omfattet af de foranstaltninger, som indføres ved denne forordning, og som har eller kunne have samarbejdet i forbindelse med den undersøgelse, der førte til indførelsen af tolden, og

c)

at virksomheden faktisk har eksporteret den undersøgte vare med oprindelse i Kina eller Thailand eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode.

5.   De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. september 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 430/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand og om afslutning af proceduren for Indonesien (EUT L 129 af 14.5.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/430/oj).

(3)   EUT C 398 af 28.10.2016, s. 57

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1146 af 28. juni 2017 om genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina, fremstillet af Jinan Meide Castings Co., Ltd. (EUT L 166 af 29.6.2017, s. 23, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/1146/oj).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1176 af 18. juli 2016 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende importen af visse rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand (EUT L 193 af 19.7.2016, s. 115, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2016/1176/oj).

(6)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/52 af 11. januar 2018 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende importen af visse rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand (EUT L 7 af 12.1.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/52/oj). .

(7)  Domstolens dom af 12. juli 2018, C-397/17 og C-398/17, Profit Europe NV mod den belgiske stat, EU:C:2018:564.

(8)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/262 af 14. februar 2019 om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 430/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand og om afslutning af proceduren for Indonesien (EUT L 44 af 15.2.2019, s. 6, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/262/oj).

(9)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1259 af 24. juli 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 197 af 25.7.2019, s. 2, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/1259/oj).

(10)  Rettens dom (Femte Afdeling) af 20. september 2019, Jinan Meide Casting Co., Ltd mod Europa-Kommissionen, T-650/17, ECLI:EU:T:2019:644.

(11)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1210 af 19. august 2020 om genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina, fremstillet af Jinan Meide Castings Co., Ltd som følge af Rettens dom i sag T-650/17 (EUT L 274 af 21.8.2020, s. 20, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/1210/oj).

(12)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/2202 af 16. oktober 2023 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1259 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand (EUT L, 2023/2202, 17.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/2202/oj).

(13)   EUT C, C/2023/387, 25.10.2023.

(14)   EUT C, C/2024/4656, 24.7.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4656/oj.

(15)  Se https://www.chinaisa.org.cn/gxportal/xfgl/portal/index.html.

(16)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444 af 11. juli 2023 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af vulstfladjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet (EUT L 177 af 12.7.2023, s. 63, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/1444/oj).

(17)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1259 af 24. juli 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036, betragtning 90.

(18)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666 af 6. juni 2024 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Marokko og Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i disse lande, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (https://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1666/oj), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444 af 11. juli 2023 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af vulstfladjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet (http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/1444/oj), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100 af 11. januar 2023 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af genpåfyldelige tønder af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/100/oj), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068 af 26. oktober 2022 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse koldvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/2068/oj), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191 af 16. februar 2022 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/191/oj).

(19)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 76. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 66; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 58, Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 80; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 208.

(20)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 60; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 45; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 38; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 64; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 192.

(21)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 66-68; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 58; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 40; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 66; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 193-194. Selv om de relevante statslige myndigheders ret til at udpege og fjerne nøglepersoner i ledelsen hos statsejede virksomheder i henhold til den kinesiske lovgivning kan anses for at afspejle de dermed forbundne ejendomsrettigheder, er CCP-cellerne i virksomheder, hvad enten det er statsejede eller private, en anden vigtig måde, hvorpå staten kan gribe ind i forretningsmæssige beslutninger. Ifølge Kinas selskabsret skal der oprettes en CCP-organisation i enhver virksomhed (med mindst tre CCP-medlemmer som specificeret i CCP's forfatning), og virksomheden skal skabe de nødvendige betingelser for partiorganisationens aktiviteter. Dette krav synes ikke altid tidligere at være blevet fulgt eller håndhævet strengt. CCP har imidlertid mindst siden 2016 styrket sine krav om at kontrollere forretningsbeslutninger truffet i statsejede virksomheder som et politisk princip. Det forlyder også, at CCP udøver pres på private virksomheder for at opprioritere »patriotisme« og følge partidisciplinen. I 2017 blev det oplyst, at der fandtes particeller i 70 % af omkring 1,86 millioner privatejede virksomheder, og at CCP-organisationerne i stigende grad pressede på for at få det sidste ord i forretningsmæssige beslutninger i deres respektive virksomheder. Disse regler finder generel anvendelse i hele den kinesiske økonomi, i alle sektorer, herunder også på producenterne af den undersøgte vare og leverandørerne af inputmaterialer hertil.

(22)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 61-65; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 59; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 43; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 68; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 195-201.

(23)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666 af 6. juni 2024, betragtning 54; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444 af 11. juli 2023, betragtning 62; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 52; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068 af 26. oktober 2022, betragtning 74; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 202.

(24)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 72. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 45; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 33; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 74; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 203.

(25)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1666, betragtning 73. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1444, betragtning 64; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/100, betragtning 54; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2068, betragtning 76; Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191, betragtning 204.

(26)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1259 af 24. juli 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind og af støbejern med kuglegrafit med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/1259/2023-01-20).

(27)  Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, »Significant Distortions in the Economy of the People's Republic of China for the Purposes of Trade Defence Investigations« af 10. april 2024 (SWD(2024) 91 final).

(28)  World Bank Open Data — Upper Middle Income, https://data.worldbank.org/income-level/upper-middle-income.

(29)  Hvis den undersøgte vare ikke produceres i et land med et tilsvarende udviklingsniveau, kan det overvejes i stedet at anvende en vare inden for samme generelle kategori og/eller sektor som den undersøgte vare.

(30)  Bruges i shot blaster-rensningsprocessen.

(31)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 af 29. april 2015 om fælles ordninger for indførsel fra visse tredjelande (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2015/755/oj). Grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsætter, at hjemmemarkedspriserne i disse lande ikke kan anvendes til at fastsætte den normale værdi.

(32)   https://app.bot.or.th/BTWS_STAT/statistics/BOTWEBSTAT.aspx?reportID=636&language=ENG, og navnlig den gennemsnitlige løn klassificeret efter industri (ISIC Rev.4) i fremstillingssektoren i undersøgelsesperioden. Dataene blev derefter tilpasset, så de omfattede 5,2 % til arbejdsgiverens udgifter til social sikring og yderligere 5 % til arbejdstagerens udgifter til social sikring (kilde: https://www.papayaglobal.com/countrypedia/country/thailand).

(33)   https://www.papayaglobal.com/countrypedia/country/thailand/.

(34)  Provincial Electricity Authority, data fra maj 2023, spændingsniveau under 22 kV https://www.pea.co.th/sites/default/files/documents/tariff/EN_Electricity_Tariffs_May_2023.pdf.

(35)   https://www.mea.or.th/en/our-services/tariff-calculation/latestft.

(36)  Energiministeriet — Kontoret for energipolitik og -planlægning (tabel 7.2-4) https://www.eppo.go.th/index.php/en/en-energystatistics/energy-economy-static.

(37)  Se punkt 5.1 i anmodningen.

(38)   https://www.jianzhipipefitting.com/about-us/ tilgået den 3. juni 2025.

(39)  European Commission, Directorate-General for Trade, Directorate G, Rue de la Loi 170, 1040 Brussels, Belgium.

(40)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af 23. september 2024 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L, 2024/2509, 26.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/2509/oj).


BILAG

Samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven

Virksomhedens navn

Taric-tillægskode

Hebei XinJia Casting Co., Ltd

B338

Shijiazhuang Donghuan Malleable Iron Castings Co., Ltd

B339

Linyi Oriental Pipe Fittings Co., Ltd

B340

China Shanxi Taigu County Jingu Cast Co., Ltd

B341

Yutian Yongli Casting Factory Co., Ltd

B342

Langfang Pannext Pipe Fitting Co., Ltd

B343

Tangshan Daocheng Casting Co., Ltd

B344

Tangshan Fangyuan Malleable Steel Co., Ltd

B345

Taigu Tongde Casting Co., Ltd

B346


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1890/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)