|
26.8.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 277/18 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1220
af 21. august 2020
om anmodningen om registrering af forslaget til det europæiske borgerinitiativ »Ret til behandling«
(meddelt under nummer C(2020) 5705)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kommissionen modtog den 4. juli 2020 en anmodning om registrering af et forslag til et europæisk borgerinitiativ med titlen »Ret til behandling«. |
|
(2) |
Målene for initiativforslaget er at: »[1] sikre, at intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter, ikke gør det vanskeligt at få adgang til fremtidige covid-19-vacciner eller -behandlinger, [2] sikre, at EU-lovgivning vedrørende data- og markedseneret ikke begrænser den umiddelbare effektivitet af de obligatoriske licenser, der udstedes af medlemsstaterne, [3] indføre retlige forpligtelser for modtagere af EU-midler til i forbindelse med covid-19 og i relation til sundhedsteknologi at dele viden, intellektuel ejendom og/eller data i en teknologi- eller patentpulje og [4] indføre retlige forpligtelser for modtagere af EU-midler for at sikre gennemsigtighed med hensyn offentlige bidrag og produktionsomkostninger samt bestemmelser om tilgængelighed og overkommelige priser kombineret med ikke-eksklusive licenser.« |
|
(3) |
I et bilag findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for det foreslåede europæiske borgerinitiativ. Gruppen af initiativtagere opfordrer navnlig Unionen til »at prioritere folkesundheden frem for privat profit [og] gøre vacciner og behandlinger mod pandemier til et globalt offentligt gode, der er frit tilgængeligt for alle«. |
|
(4) |
For så vidt angår initiativforslagets to første mål har Kommissionen i henhold til artikel 114 i traktaten beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. |
|
(5) |
Hvad angår initiativforslagets to sidste mål har Kommissionen beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne med henblik på beskyttelse og forbedring af folkesundheden i henhold til traktatens artikel 168, stk. 5, og forskningsforanstaltninger inden for rammerne af Unionens flerårige rammeprogram i henhold til traktatens artikel 182, sammenholdt med traktatens artikel 183. |
|
(6) |
Af disse grunde er det åbenbart, at ingen dele af initiativet falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne. |
|
(7) |
Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788 og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, første afsnit, i nævnte forordning. |
|
(8) |
Initiativforslaget er ikke utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. |
|
(9) |
Initiativforslaget »Ret til behandling« bør derfor registreres — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Forslaget til det europæiske borgerinitiativ »Ret til behandling« registreres.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen for det europæiske borgerinitiativ »Ret til behandling«, som repræsenteres ved Anne DELESPAUL og Sara Anna MURAWSKI, der fungerer som kontaktpersoner.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. august 2020.
På Kommissionens vegne
Věra JOUROVÁ
Næstformand