Selskabet SOPAC (société de produits alimentaires pour charcuteries), Furdenheim (i departementet Bas-Rhin), som René Kugelmann er generaldirektør for, leverede til selskabet Les Salaisons Mancelles, en industrivirksomhed, der producerer charcuterivarer, et tilsætningsstof, der går under betegnelsen cocktail gelée, og som anvendes til fremstilling af sky og indeholder sorbinsyre.

Da det i Frankrig er forbudt at bruge sorbinsyre i charcuterivarer og nedsaltet kød, blev der rejst tiltale mod Kugelmann for overtrædelse af de forbudet omhandlende lovbestemmelser, nemlig artiklerne 1 og 2 i dekret (bekendtgørelse) af 15. april 1912

Dekret af 15. april 1912 om straf for bedrageri i forbindelse med forhandling af varer og for forfalskning af levnedsmidler, navnlig kod, charcuterivarer, frugt, grønsager, fisk og konserves, udstedt i medfor af lov af 1. august 1905, ændret ved dekret nr. 73-138 af 12. februar 1973, artikel 15-I (Journal Officiel de la Republique Française af 15. februar 1973, s. 1728).

Ved dom af 16. februar 1979 kendte Tribunal correctionnel de Strasbourg tiltalte skyldig i overtrædelse af nævnte lovbestemmelser om bedrageri og fandt selskabet SOPAC ansvarligt for den af dets ansatte, Kugelmann, forvoldte skade.

Tiltalte har under ankesagen ved Cour d'appel i Colmar gjort gældende, at medlemsstaterne i henhold til Rådets direktiv 64/54 af 5. november 1963 om de konserveringsstoffer, som må anvendes i levnedsmidler, hverken må tillade andre konserveringsstoffer end de i bilaget til direktivet nævnte (herunder sorbinsyre) eller gennemføre lovgivning, der har til følge, at et eneste af de i bilaget anførte stoffer helt udelukkes fra anvendelse i levnedsmidler. Anvendelse af sorbinsyre som konserveringsmiddel kan derfor efter tiltaltes opfattelse ikke medføre strafferetlig forfølgning efter loven af 1905.

Artiklerne 1 og 2 i direktiv 64/54 (som ændret ved Rådets direktiv 67/427 af 27. juni 1967, EFT 1967, s. 154) har følgende ordlyd :

Cour d'appel de Colmar fandt det for sagens afgørelse nødvendigt at anmode om en fortolkning af direktiv 64/54 for at få afgjort, om medlemsstaterne har pligt til i deres nationale lovgivninger at tillade samtlige de konserveringsstoffer som direktivet opregner eller blot til at forbyde de stoffer som direktivet ikke nævner; retten udsatte derfor ved dom af 21. december 1979 sagen og anmodede Domstolen om en afgørelse af følgende spørgsmål:

Forelæggelsesdommen blev registreret på Domstolens justitskontor den 8. april 1980.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen har tiltalte i hovedsagen, Kugelmann, ved advokat Richard Huffschmitt, Strasbourg, regeringen for Den franske Republik og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved sin juridiske konsulent Jean Claude Séché, indgivet skriftlige indlæg.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Ved kendelse af 16. september 1980 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2 besluttet at henvise sagen til første afdeling.

Tiltalte i hovedsagen Kugelmann har henvist til de indsigelser, han har fremført for Cour d'appel de Colmar.

Regeringen for Den franske Republik har fremhævet, at direktiv 64/54 indeholder en udtømmende opregning af de konserveringsstoffer, hvis anvendelse medlemsstaterne kan tillade, men ikke af de konserveringsstoffer, hvis anvendelse skal tillades.

Endvidere, at det i artikel 2 i direktiv 64/54 præciseres, at direktivet ikke berører de nationale lovgivninger, hvori det bestemmes hvilke levnedsmidler, der må tilsættes de i bilaget anførte konserveringsstoffer, idet artiklen dog samtidig anfører, at denne lovgivning ikke må have til følge, at et eneste af de således anførte konserveringsstoffer dermed helt udelukkes fra anvendelse i levnedsmidler.

Den franske regering har herved henvist til Domstolens dom af 12. juni 1980 i sag 88/79, anklagemyndigheden mod Grunert (endnu utrykt).

Ganske vist er i det foreliggende tilfælde anvendelse af sorbinsyre i charcuterivarer ikke tilladt i Frankrig, men derimod er det tilladt at anvende stoffet i mange andre produkter, nemlig i en række sukkervarer, frugttilberedninger tilsat sukker til fermenterede mælkeprodukter, hydromel, svesker og kastanjer.

Alt dette må efter den franske regerings opfattelse medføre, at der skal svares nej til spørgsmålet fra Cour d'appel de Colmar.

Kommissionen har anført, at Rådet hvad konserveringsstofferne angår har benyttet den fremgangsmåde, der består i at opstille positivlister. Stoffer, der ikke figurerer i disse lister kan følgelig ikke tillades af medlemsstaterne til de formål direktivet nævner, hvorimod sorbinsyre kan tillades, eftersom stoffet står opført i bilaget til nævnte direktiv. Det var imidlertid opfattelsen i Rådet, at der i første omgang ikke kunne træffes afgørelse om en tilnærmelse af lovgivningerne med særskilt angivelse af de levnedsmidler, til hvilke de i bilaget til direktivet opregnede konserveringsstoffer kan tilsættes eller om de betingelser, hvorunder denne tilsætning kan finde sted (jf- sidste betragtning i direktiv 64/54). Det præciseres derfor i artikel 2, stk. 2, 1. sætning, i direktiv 64/54, at direktivet ikke berører nationale lovgivninger, hvori det bestemmes, hvilke levnedsmidler, til hvilke der må tilsættes de i bilaget anførte konserveringsstoffer, og under hvilke betingelser dette skal ske«.

Selv om forbrugerne i de forskellige medlemsstater i et vist omfang altså nyder samme beskyttelse som følge af forbudet mod de stoffer, direktivet ikke tillader, er denne beskyttelse således alligevel forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, idet den dels afhænger af det antal levnedsmidler, for hvilke den enkelte medlemsstat har givet tilladelse, og dels den rolle de pågældende levnedsmidler spiller i forbrugernes daglige ernæring.

Da de nationale lovgivninger også finder anvendelse på importerede produkter, indebærer nævnte forskel, at også importørerne er nødt til at overholde den for et bestemt levnedsmiddel gældende lovgivning. Det fremgår klart af denne fortolkning, at direktivet ikke har fjernet de tekniske handelshindringer for de varer, der bliver tale om. Det var nu heller ikke hovedsigtet. Som det fremgår af betragtningerne, var det i højere grad ønsket om at beskytte menneskers sundhed og forbrugerne samt konkurrencemæssige overvejelser, der lå til grund for direktivet.

Direktivet begrænser kun i én henseende medlemsstaternes frihed ved valg af de levnedsmidler, i hvilke de vil tillade tilsætning af sorbinsyre som konserveringsmiddel.

I artikel 2, stk. 2, 2. sætning i direktivet siges det nemlig, at de nationale lovgivninger, hvori det bestemmes, hvilke levnedsmidler, der må tilsættes de i bilaget anførte konserveringsstoffer og under hvilke betingelser dette skal ske, kan kun fuldstændig udelukke anvendelse af et af de i bilaget anførte konserveringsstoffer, når der ikke består nogen teknologisk nødvendighed for dets anvendelse i de på dens eget område fremstillede og fortærede levnedsmidler.

De franske bestemmelser opfylder, efter de oplysninger Kommissionen er i besiddelse af, dette krav.

Vedrørende forholdet mellem fællesskabsret og national ret har Kommissionen anført, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 64/54 ikke er forpligtet til at gå frem på en bestemt måde, men at de tværtimod frit kan forbyde eller tillade de i direktivets bilag angivne konserveringsstoffer i ethvert levnedsmiddel.

Kommissionen har derfor foreslået Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål således:

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved sin befuldmægtigede, juridisk konsulent Jean-Claude Séché har afgivet mundtligt indlæg i retsmødet den 20. november 1980.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 17. december 1980.