|
29.12.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 348/1 |
EUROPOLS STYRELSESRÅDS AFGØRELSE
af 4. juni 2009
om betingelser for databehandling på grundlag af Europol-afgørelsens artikel 10, stk. 4
(2009/1010/RIA)
STYRELSESRÅDET HAR —
under henvisning til Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol) (1) (i det følgende benævnt »Europol-afgørelsen«), særlig artikel 10, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Styrelsesrådet fastlægger efter forslag fra direktøren og efter høring af Den Fælles Kontrolinstans betingelserne for databehandling med henblik på at afgøre, hvorvidt sådanne data er relevante for Europols opgaver og kan indgå i et af organisationens informationsbehandlingssystemer, navnlig hvad angår adgang til og anvendelse af dataene samt tidsfrister for opbevaring og sletning af dataene. |
|
(2) |
I forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse tager Styrelsesrådet hensyn til principperne i Europarådets konvention om beskyttelse af individet i forbindelse med automatisk behandling af personlige data af 28. januar 1981 og til anbefaling R(87)15, vedtaget den 17. september 1987 af Europarådets ministerudvalg, om anvendelse af personoplysninger inden for politisektoren. |
|
(3) |
Styrelsesrådets afgørelse forelægges Rådet til godkendelse — |
VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Definitioner
I denne afgørelse forstås ved:
a) »personoplysninger«: alle oplysninger om en identificeret eller identificerbar person. Ved identificerbar person forstås en person, der direkte eller indirekte kan identificeres, bl.a. ved et identifikationsnummer eller et eller flere forhold, der er særlige for denne persons fysiske, fysiologiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet
b) »behandling af personoplysninger«: enhver operation eller række af operationer — med eller uden brug af elektronisk databehandling — som personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, udlæsning, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, sletning eller tilintetgørelse
c) »informationsbehandlingssystemer«: Europols informationssystem, analyseregistre og andre systemer til behandling af personoplysninger, jf. Europol-afgørelsens artikel 10, stk. 1
d) »Europols informationssystem«: det system, som beskrives i Europol-afgørelsens artikel 11, stk. 1
e) »analyseregister«: et register, der oprettes med henblik på analyse, jf. Europol-afgørelsens artikel 14
f) »EU-organer«: institutioner, organer, kontorer og agenturer, der er oprettet ved eller på grundlag af traktaten om Den Europæiske Union og traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, jf. Europol-afgørelsens artikel 22, stk. 1
g) »tredjeparter«: tredjelande og organisationer som nævnt i Europol-afgørelsens artikel 23, stk. 1
h) »behørigt bemyndigede medlemmer af Europols personale«: ansatte ved Europol, der udpeges af Europols direktør til at behandle personoplysninger opbevaret i overensstemmelse med denne afgørelse.
Artikel 2
Anvendelsesområde
Denne afgørelse finder anvendelse på personoplysninger, der er videregivet til Europol, med henblik på at fastslå, om oplysningerne er relevante for organisationens opgaver og kan indgå i organisationens informationsbehandlingssystemer, med undtagelse af:
|
a) |
personoplysninger, der er indlæst i Europols informationssystem i henhold til Europol-afgørelsens artikel 13, stk. 1 |
|
b) |
personoplysninger, der er stillet til rådighed af en medlemsstat, et EU-organ eller en tredjepart til indlæsning i et specifikt analyseregister samt personoplysninger indlæst i et analyseregister i medfør af Europol-afgørelsens artikel 14 |
|
c) |
personoplysninger, der er stillet til rådighed for Europol med henblik på indlæsning i et andet specifikt system til behandling af personoplysninger i medfør af Europol-afgørelsens artikel 10, stk. 1, sidste punktum. |
Artikel 3
Adgang og anvendelse
1. Adgang til personoplysninger, som Europol behandler i henhold til denne afgørelse, begrænses til behørigt bemyndigede medlemmer af Europols personale.
2. Uanset artikel 17 i Europol-afgørelsen skal personoplysninger, som Europol behandler i henhold til denne afgørelse, kun anvendes til at afgøre, hvorvidt sådanne oplysninger er relevante for Europols opgaver og kan indgå i organisationens informationsbehandlingssystemer.
3. Afgør Europol, at disse data er relevante for organisationens opgaver og kan indgå i Europols informationssystem, foreslår Europol, at den medlemsstat, der har stillet de pågældende data til rådighed, indlæser disse i Europols informationssystem, jf. Europol-afgørelsens artikel 13, stk. 1. Hvis medlemsstaten ikke følger Europols forslag, finder Europol-afgørelsens artikel 5 anvendelse.
Artikel 4
Regler for beskyttelse af personoplysninger og om datasikkerhed
1. Når Europol behandler personoplysninger i henhold til denne afgørelse, skal den overholde de regler om beskyttelse af personoplysninger og om datasikkerhed, der er fastlagt i Europol-afgørelsen, navnlig artikel 18, artikel 27 og artikel 35 samt gennemførelsesbestemmelserne hertil.
2. Såfremt Europol beslutter at indlæse sådanne oplysninger i informationsbehandlingssystemerne eller at slette eller tilintetgøre dem, meddeler Europol dette til den pågældende medlemsstat, EU-organ eller tredjepart.
Artikel 5
Tidsfrister for opbevaring af personoplysninger
1. En afgørelse om anvendelsen af personoplysninger i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, træffes snarest muligt og under alle omstændigheder senest seks måneder efter, at Europol har modtaget sådanne oplysninger.
2. Træffes der ikke en sådan afgørelse inden udløbet af denne seksmåneders periode, slettes eller tilintetgøres de pågældende personoplysninger, meddeles dette til den pågældende medlemsstat, EU-organ eller tredjepart.
Artikel 6
Ansvar
Europol er ansvarlig for at sikre iagttagelsen af artikel 3, 4 og 5 i denne afgørelse.
Artikel 7
Ikrafttrædelse
Denne afgørelse træder i kraft på samme dag som den, hvor Europol-afgørelsen tages i anvendelse.
Haag, den 4. juni 2009.
Godkendt af Rådet den 30. november 2009.
S. CLERTON
Formand