I.

Indledning

1.

Domstolen er blevet forelagt præjudicielle spørgsmål vedrørende retternes internationale kompetence til at behandle tvister om beskyttelse af mindretalsaktionærer, som ikke har stemt for afnotering af aktierne i et selskab, som de ejer aktier i. Den slovakiske lovgivning fastsætter nemlig, at når der træffes afgørelse om en sådan afnotering, skal der fremsættes et overtagelsestilbud, og frem til udløbet af tilbudsfristen har det selskab eller dets majoritetsaktionær, der har afgivet tilbuddet på selskabets vegne, ret til at anmode om indløsning af de resterende aktier. Omvendt kan mindretalsaktionærerne efter udløbet af samme frist kræve tilbagekøb af deres aktier.

2.

For at besvare disse spørgsmål skal Domstolen for det første fortolke artikel 7, nr. 1) og 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012  ( 2 ), som fastsætter særlige kompetenceregler med henblik på at afgøre, om et søgsmål med påstand om erstatning for majoritetsaktionærens accept af mindretalsaktionærernes påtænkte tilbagekøb af aktier henhører under sager om kontraktforhold eller sager om erstatning uden for kontrakt. I dette forslag til afgørelse vil jeg foreslå, at dette spørgsmål besvares med, at dette søgsmål henhører under sager om kontraktforhold som omhandlet i denne bestemmelse.

3.

For det andet skal Domstolen tage stilling til, om denne forordnings artikel 24, nr. 2), som fastsætter en enekompetence for retterne i den medlemsstat, hvor et selskab har sit hjemsted, når gyldigheden af beslutninger truffet af dets organer anfægtes, finder anvendelse på en påstand om, at en generalforsamlingsbeslutning, hvorved der er truffet afgørelse om overdragelse af minoritetsaktionærernes aktier som følge af majoritetsaktionærens udnyttelse af indløsningsretten, er ugyldig, når afgørelsen af denne påstand er en betingelse for disse mindretalsaktionærers søgsmålskompetence. Jeg vil foreslå Domstolen at besvare dette spørgsmål bekræftende, hvis den nationale lovgivning giver den nationale ret mulighed for at udtale sig om ugyldigheden af en generalforsamlingsbeslutning, når det pågældende selskab ikke har været til stede under den omhandlede retssag.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

4.

Følgende fremgår af 13. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012:

5.

I forordningens kapitel II, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser« har artikel 4, stk. 1, følgende ordlyd:

6.

Dette kapitels afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler« indeholder artikel 7, hvis nr. 1) og 2), bestemmer:

7.

Afdeling 6 i nævnte kapitel med overskriften »Enekompetence« består af artikel 24. Denne artikels nr. 2) fastsætter:

B.

National ret

8.

§ 118i, stk. 1, i zákon č. 566/2001 Z. z. o cenných papieroch a investičných službách a o zmene a doplnení niektorých zákonov (zákon o cenných papieroch) (lov nr. 566/2001 om værdipapirer og investeringsydelser samt om ændring og supplering af visse love (lov om værdipapirer)) af 9. november 2001 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »værdipapirloven«), bestemmer, at tilbudsgiveren bag et obligatorisk offentligt overtagelsestilbud, som ikke var et delvist eller betinget tilbud, har ret til at kræve, at aktierne fra alle øvrige aktionærer (herefter »de øvrige aktionærer«) i det pågældende selskab overgår til tilbudsgiver mod passende betaling (herefter »indløsningsret«), hvis denne tilbudsgiver er ejer af aktier, hvis samlede nominelle værdi udgør mindst 95% af selskabets aktiekapital, og som giver stemmeret og samtidig udgør mindst 95% af stemmerettighederne i selskabet. Tilbudsgiveren kan udnytte indløsningsretten senest tre måneder efter udløbet af tilbudsperioden for det i første punktum omhandlede offentlige overtagelsestilbud, ellers bortfalder denne ret.

9.

I henhold til værdipapirlovens § 118i, stk. 6, kræver beslutningen, som er truffet af generalforsamlingen om overdragelse af aktierne fra alle de øvrige aktionærer til tilbudsgiveren, godkendelse med mindst 95% af stemmerne fra alle selskabets aktionærer. Der udarbejdes en protokol fra generalforsamlingens forhandlinger i form af et notarielt dokument. Målselskabets bestyrelse skal senest 30 dage efter, at beslutningen om overdragelsen af aktierne er truffet i henhold til første punktum, indsende en ansøgning om, at beslutningen skal registreres i handelsregistret. Ansøgningen om registrering i handelsregistret skal også omfatte en beslutning om at opnå forhåndsgodkendelse fra Národná banka Slovenska (den slovakiske nationalbank) for at udøve indløsningsretten samt en bekræftelse af, at der deponeres midler til betaling af modydelse til de øvrige aktionærer. Indløsningsretten anses for udøvet, når generalforsamlingen har truffet beslutning om, at der skal ske en overdragelse af aktierne fra alle øvrige aktionærer til tilbudsgiveren.

10.

I henhold til § 118i, stk. 8, i værdipapirloven overføres aktierne i det pågældende selskab fra de øvrige aktionærer til tilbudsgiveren efter udløbet af en frist på 30 dage efter, at generalforsamlingens beslutning er registreret i handelsregistret, i overensstemmelse med denne § 118i, stk. 6. Overdragelsen af ejerskabet til aktierne i henhold til første punktum anses for at være en retlig handling og bliver opført i det lovpligtige værdipapirregister på datoen for overdragelsen efter anmodning om registrering af overdragelsen, som er indsendt af det pågældende selskab til Centrálny depozitár cenných papierov (det centrale værdipapirdepot i Slovakiet), som registrerer udstedelsen i udstederens register. Instruksen om registrering af overdragelsen i henhold til den obligatoriske indløsningsret ledsages af generalforsamlingens beslutning som omhandlet i denne lovs § 118i, stk. 6, den slovakiske nationalbanks forudgående samtykke til udøvelsen af den obligatoriske indløsningsret, der er omhandlet i denne paragrafs stk. 4, og udskriften fra handelsregistret vedrørende målselskabet efter registrering af generalforsamlingens beslutning som omhandlet i nævnte paragrafs stk. 6.

11.

Værdipapirlovens §118j bestemmer:

12.

Det følger af §119, stk. 1, i lov om værdipapirer, at hvis generalforsamlingen for aktionærerne i en udsteder af børsnoterede aktier beslutter, at de aktier, som denne udsteder har udstedt, skal afnoteres, skal denne udsteder fremsætte et obligatorisk offentligt overtagelsestilbud med henblik på køb af alle børsnoterede aktier tilhørende aktionærer, som på generalforsamlingen ikke har stemt for beslutningen om afnotering af disse aktier, eller som ikke har deltaget i denne generalforsamling. Det obligatoriske offentlige overtagelsestilbud angiver begrundelsen herfor, dvs. beslutningen fra selskabets generalforsamling om, at aktierne skal afnoteres.

13.

I henhold til værdipapirlovens §119, stk. 3, anses den i denne paragrafs stk. 1 omhandlede forpligtelse for opfyldt, hvis det obligatoriske offentlige overtagelsestilbud på alle aktier tilhørende aktionærer, som på generalforsamlingen ikke har stemt om beslutningen om at afnotere disse aktier, udstedes af en anden person end udstederen på dennes vegne.

14.

Ifølge værdipapirlovens §119, stk. 6, kan det obligatoriske offentlige overtagelsestilbud, der gennemføres i henhold til denne paragrafs stk. 1 og denne lovs §170, stk. 3, kun gå forud for udøvelsen af den obligatoriske indløsningsret som omhandlet i nævnte lovs § 118i, hvis initiativtageren til overtagelsestilbuddet er en person som omhandlet i samme lovs §119, stk. 3, og tilbuddet hverken var et delvist tilbud eller et betinget tilbud.

III.

Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15.

Den 18. december 2020 vedtog generalforsamlingen i VÚB a.s., der har hjemsted i Slovakiet, en beslutning om, at dette selskabs aktier ikke længere skulle være noteret på børsen.

16.

I henhold til slovakisk ret har majoritetsaktionæren i VÚB, selskabet Intesa Sanpaolo Holding International SA (herefter »Intesa«), der har hjemsted i Luxembourg, frivilligt påtaget sig den forpligtelse, der påhviler udstederen, dvs. VÚB, til at fremsætte et offentligt tilbud om køb af aktier tilhørende de aktionærer, der ikke havde stemt for beslutningen om afnotering af aktierne eller ikke havde deltaget i denne generalforsamling. Selskabet TERVE Production spol. s r. o. (herefter »TERVE«), der har hjemsted i Slovakiet, er en af disse øvrige aktionærer. Intesa præciserede i sit tilbud, at de aftaler om aktiekøb, der ville blive indgået på grundlag af Intesas tilbud, ville være underlagt slovakisk ret, og at de domstole, der havde kompetence til at påkende de heraf følgende tvister, ville være de almindelige domstole i Slovakiet. Den 19. april 2021 godkendte VÚB’s generalforsamling (herefter »den anden generalforsamling«) overdragelsen af samtlige aktier fra de øvrige aktionærer i VÚB til Intesa.

17.

Ved søgsmål af 18. august 2021 anlagde TERVE sag ved Okresný súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V, Slovakiet) med påstand om, at Intesas accept af selskabets anmodning om tilbagekøb af dets aktier efter det offentlige overtagelsestilbud skulle erstattes af en retsafgørelse. TERVE påberåbte sig artikel 7, nr. 1), og artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 som begrundelse for de slovakiske retters kompetence. Intesa gjorde gældende, at kredsdomstolen ikke havde den fornødne kompetence. Ved kendelse af 28. februar 2022 gav denne ret Intesa medhold, idet den erklærede, at den savnede kompetence til at træffe afgørelse i sagen, eftersom der hverken forelå en kontrakt eller en værnetingsaftale for denne ret mellem parterne.

18.

Ved kendelse af 26. oktober 2023 annullerede Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava, Slovakiet) den anfægtede afgørelse med henvisning til den tætte forbindelse mellem på den ene side tvisten og på den anden side slovakisk ret og de slovakiske domstole, eftersom Intesa er aktionær i et slovakisk selskab, der er oprettet i henhold til slovakisk lovgivning med hjemsted i Slovakiet, og hvor det centrale værdipapirdepot fører aktiejournalen. Den regionale domstol fastslog ligeledes, at det i mangel af et kontraktforhold mellem parterne ikke var artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, der fandt anvendelse, men denne forordnings artikel 7, nr. 2).

19.

Intesa har iværksat appel ved Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol), som er den forelæggende ret, med henblik på at anfægte de slovakiske retters kompetence. Intesa er af den opfattelse, at de luxembourgske retter er kompetente i henhold til princippet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, eftersom selskabets eget hjemsted er beliggende i Luxembourg. Intesa har tilføjet, at denne forordnings artikel 7, nr. 1), ikke kan finde anvendelse, eftersom der ikke foreligger et kontraktforhold mellem TERVE og selskabet. Den forelæggende ret har præciseret, at nævnte forordnings artikel 24, nr. 2) og 4), heller ikke kan danne grundlag for de slovakiske retters kompetence, eftersom proceduren ikke vedrører et af de emner, der er udtømmende opregnet i disse bestemmelser. Intesa er af den opfattelse, at det obligatoriske offentlige overtagelsestilbud ikke er relevant for fastlæggelsen af de kompetente domstole, da det ikke er blevet accepteret, og dets gyldighedsperiode er udløbet. Intesa har anfægtet det grundlag, som Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) har lagt til grund, samme forordnings artikel 7, nr. 2), idet det søgsmål, der er anlagt mod selskabet, ikke vedrører erstatningsansvar.

20.

Den forelæggende ret har konstateret, at Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af artikel 7 og 24 i forordning nr. 1215/2012 ikke gør det muligt at løse de to problemer, der opstår som følge af de særlige omstændigheder i sagen. For det første er formålet med sagen at opnå en afgørelse, der erstatter Intesas viljeserklæring inden for rammerne af TERVE’s obligatoriske aktietilbagekøbsret, efter at Intesa frivilligt har fremsat et offentligt overtagelsestilbud. For det andet har TERVE rejst spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen fra VÚB’s anden generalforsamling om godkendelse af overdragelsen af alle de resterende aktier er ugyldig eller ikkeeksisterende.

21.

Under disse omstændigheder har Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

IV.

Bedømmelse

A.

Indledende bemærkninger

1.

Indledende bemærkninger vedrørende forordning nr. 1215/2012

22.

Som bekendt har Domstolen allerede fastslået, at eftersom forordning nr. 1215/2012 har erstattet forordning (EF) nr. 44/2001  ( 3 ), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af denne forordning ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når bestemmelserne i disse EU-retlige instrumenter kan sidestilles med hinanden. Dette er bl.a. tilfældet for så vidt angår ikke alene artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 og artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012  ( 4 ), men ligeledes artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 og artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

23.

Forordning nr. 1215/2012 tilsigter at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede ved at fastsætte kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed og således tilsigter ud fra hensynet til retssikkerheden at styrke den retslige beskyttelse af personer bosat i Den Europæiske Union ved at gøre det let for en sagsøger at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, ved hvilken ret vedkommende kan sagsøges  ( 5 ).

24.

Forordningens artikel 4 opstiller således som princip, at retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, har kompetence. Domstolen har præciseret, at specielle kompetenceregler eller enekompetenceregler, som er undtagelser fra dette princip, skal fortolkes strengt og ikke må fortolkes videre, end deres formål kræver  ( 6 ).

2.

Indledende bemærkninger om obligatoriske tilbagetræknings- og tilbagekøbsrettigheder i henhold til slovakisk ret

25.

Det følger af værdipapirloven, at når en anden person end udstederen fremsætter et offentligt overtagelsestilbud, som hverken er et delvist eller et betinget tilbud på alle de børsnoterede aktier, i stedet for udstederen efter generalforsamlingens beslutning om, at aktierne ikke længere skal være noteret, har vedkommende ret til, hvis vedkommende råder over mindst 95% af de stemmeberettigede aktier og 95% af stemmerettighederne, at kræve, at alle de øvrige aktionærers resterende aktier overgår til vedkommende mod en passende modydelse.

26.

For at udøve denne indløsningsret skal denne aktionær inden for tre måneder efter udløbet af gyldighedsperioden for det offentlige overtagelsestilbud opnå mindst 95% af stemmerne på generalforsamlingen til fordel for dennes overtagelse af de øvrige aktionærers aktier. Senest 30 dage efter denne afstemning indgiver bestyrelsen en anmodning om optagelse i handelsregistret ledsaget af den slovakiske nationalbanks forudgående samtykke og dokumentation for, at de midler, der skal betale de resterende aktionærer en passende modydelse, er deponeret. Efter en ny frist på 30 dage fra registreringen i handelsregistret giver selskabet instruks om, at overdragelsen af de resterende aktier i tilbudsgiverens navn registreres i det centrale værdipapirdepot. Denne instruks ledsages af generalforsamlingens beslutning om overdragelsen, den slovakiske nationalbanks forudgående samtykke og udskriften fra handelsregistret.

27.

For at afhjælpe en eventuel mangel fra tilbudsgiverens side i forbindelse med det offentlige overtagelsestilbud bestemmer værdipapirloven, at de øvrige aktionærer inden for samme frist på tre måneder fra udløbet af fristen for overtagelsestilbuddet kan kræve at tilbagekøbe deres aktier af tilbudsgiveren mod en passende modydelse. Disse aktionærer skal fremsende et udkast til en aftale om tilbagekøb af aktier, der indeholder den relevante modydelse, godkendelsesfristen samt fristen og proceduren for gennemførelse af overdragelsen af aktierne. Hvis udkastet ikke er blevet accepteret inden for den fastsatte frist eller inden for fristen på ti arbejdsdage, kan aktionærerne bede domstolen om at erstatte godkendelsen med en retsafgørelse.

28.

Det var i denne lovgivningsmæssige sammenhæng, at Intesa frivilligt fremsatte et offentligt overtagelsestilbud i stedet for VÚB, og at selskabet ved udløbet af fristen på tre måneder udøvede sin indløsningsret, som udmøntede sig i overførslen af de resterende aktier til selskabets navn. Med henblik på at udøve sin tilbagekøbsret fremsendte TERVE samtidig et udkast vedrørende aktietilbagekøb til Intesa, som Intesa ikke accepterede. Intesa begrundede sit afslag med, at eftersom TERVE ikke havde accepteret Intesas eget udkast vedrørende indløsning inden for den bindende frist på tre måneder, var selskabets resterende aktier blevet overført til Intesa, og at TERVE derfor ikke længere havde søgsmålskompetence som aktionær og havde mistet muligheden for at acceptere tilbuddet om indløsning.

B.

Spørgsmål vedrørende specielle kompetenceregler i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1215/2012

29.

Med det første og det andet præjudicielle spørgsmål, som kan behandles samlet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en påstand om at erstatte accepten af udkast vedrørende en aftale om tilbagekøb, der er rettet mod den aktionær, der har fremsat det offentlige overtagelsestilbud, i udstederens sted efter beslutningen om, at udstederens aktier ikke længere skal noteres, med en retsafgørelse, skal betragtes som et søgsmål i sager om kontraktforhold som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 eller som et søgsmål i sager om erstatning uden for kontrakt som omhandlet i denne forordnings artikel 7, stk. 2.

30.

Domstolen har fastslået, at begreberne »sager om kontraktforhold« eller »sager om erstatning uden for kontrakt« skal fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra forordningens opbygning og formål, med henblik på at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne. Disse begreber kan derfor ikke forstås således, at der henvises til den kvalificering, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der foreligger i sagen for den nationale ret  ( 7 ).

31.

Domstolen tilføjede, at begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, der ikke er knyttet til »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), for så vidt som det ikke støttes på, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person  ( 8 ).

32.

Eftersom Domstolen anvender begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« som et standardbegreb i forhold til begrebet »sager om kontraktforhold«, vil jeg indlede min undersøgelse med sidstnævnte begreb.

33.

Det følger af fast retspraksis, at indgåelsen af en aftale ikke udgør en betingelse for anvendelsen af artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, men at den derimod forudsætter, at det fastslås, at en person frivilligt har indgået en retlig forpligtelse over for en anden person  ( 9 ).

34.

Domstolen tilføjede fire præciseringer, som efter min opfattelse er vigtige for besvarelsen af de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag.

35.

For det første har Domstolen anerkendt, at et selskabs vedtægter må betragtes som en aftale, der regulerer såvel forholdet mellem aktionærerne indbyrdes som forholdet mellem aktionærerne og det selskab, de opretter  ( 10 ). Domstolen udvidede ræsonnementet dels til at omfatte en situation med medlemmer af en forening med den begrundelse, at der ved indmeldelsen i en privat forening opstår en nær forbindelse mellem foreningens medlemmer af samme art som mellem parterne i en kontrakt  ( 11 ), dels situationen med medejerne med den begrundelse, at hver ejer, når vedkommende bliver medejer af en beboelsesejendom, indvilliger i at underkaste sig samtlige bestemmelser i den lov, der regulerer den omhandlede ejerforening, samt de beslutninger, der vedtages af generalforsamlingen i denne ejerforening i beboelsesejendommen  ( 12 ).

36.

For det andet har Domstolen anerkendt, at den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold, der er fastsat i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, hviler på årsagen til kravet og ikke på parternes identitet  ( 13 ). Domstolen udledte heraf, at et actio pauliana-søgsmål, når det er anlagt på grundlag af fordringer, der udspringer af forpligtelser, som en person har påtaget sig ved indgåelsen af en kontrakt, er omfattet af »sager om kontraktforhold«, og at kompetence for retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, derfor bør suppleres med det kompetencekriterium, der er hjemlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, idet en sådan kompetence – i lyset af den omstændighed, at forbindelserne mellem kreditor og skyldner finder deres oprindelse i en kontrakt – opfylder såvel kravet om retssikkerhed og forudsigelighed som hensynet til god retspleje  ( 14 ). I dom af 4. oktober 2018, Feniks  ( 15 ), fastslog Domstolen, at kreditor ved fastlæggelsen af den kompetente ret kan vælge stedet for fuldbyrdelsen af den forpligtelse, der ligger til grund for sagen  ( 16 ). På området for lufttransport af passagerer har Domstolen i øvrigt fastslået, at eftersom artikel 3, stk. 5, andet punktum, i forordning (EF) nr. 261/2004  ( 17 ) fastsætter, at når et transporterende luftfartsselskab, der ikke har kontrakt med passageren, opfylder forpligtelser under denne forordning, anses det for at handle på vegne af den person, der har kontrakt med den pågældende passager, og dette luftfartsselskab skal betragtes som opfyldende disse forpligtelser på vegne af den person, der har kontrakt med de pågældende passagerer. Disse forpligtelser udspringer af lufttransportkontrakten  ( 18 ). Domstolen udledte heraf, at begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse, omfatter flypassagerers søgsmål med påstand om kompensation for en lang forsinkelse på en direkte tilsluttet flyforbindelse, der er anlagt på grundlag af forordning nr. 261/2004 mod et transporterende luftfartsselskab, som ikke er den berørte passagers medkontrahent  ( 19 ).

37.

For det tredje har Domstolen anerkendt, at forpligtelsen i »sager om kontraktforhold« kan være fastlagt såvel ved lov som i kontraktforhold. Den fastslog således, at selv om medlemskab i en boligforening er påkrævet ved lov, gælder det imidlertid ikke desto mindre, at detaljerne med hensyn til administrationen af den omhandlede ejendoms fællesarealer efter omstændighederne fastsættes ved aftale, og at indtrædelse i ejerforeningen sker ved en frivillig erhvervelse af en ejerlejlighed sammen med en andel af ejerforeningens fællesarealer, således at en forpligtelse for ejerne i forhold til ejerforeningen, såsom den i hovedsagen omhandlede forpligtelse, skal anses for at være en frivilligt indgået retlig forpligtelse  ( 20 ).

38.

For det fjerde har Domstolen fastslået, at begrebet »sager om kontraktforhold« omfatter det tilfælde, hvor der er anlagt et søgsmål, der har til formål at afkræve den erhvervsdrivende udbetaling af den præmie, som tilsyneladende er vundet, og som den erhvervsdrivende nægter at udbetale, eftersom søgsmålet følgelig netop er baseret på det omtvistede gevinsttilsagn, og eftersom den person, der tilsyneladende har vundet præmien, påberåber sig den manglende opfyldelse af gevinsttilsagnet som begrundelse for sagsanlægget  ( 21 ).

39.

Denne henvisning til retspraksis bør efter min opfattelse gøre det muligt for Domstolen at kvalificere genstanden for TERVE’s søgsmål mod Intesa som et »kontraktforhold«.

40.

Disse to selskaber er nemlig aktionærer i det samme selskab, VÚB, og proceduren for offentlige overtagelsestilbud efterfulgt af en obligatorisk indløsningsret eller en obligatorisk tilbagekøbsret har til formål at beskytte mindretalsaktionærernes rettigheder i tilfælde af en beslutning om, at aktierne skal afnoteres. Dette er grunden til, at forpligtelsen til at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud i princippet påhviler udstederen af aktierne, som har et kontraktforhold med sine aktionærer.

41.

Det var endvidere frivilligt, at Intesa besluttede at fremsætte et sådant tilbud i stedet for udstederen, dvs. VÚB, hvis forhold til aktionærerne er af kontraktmæssig karakter. Det ville være inkonsekvent, hvis tvisten om mindretalsaktionærens ret til at kunne afhænde sine aktier i tilfælde af afnotering af aktierne i det foreliggende tilfælde henhørte under de slovakiske eller de luxembourgske domstole, alt efter om Intesa havde valgt at gribe ind og fremsætte et offentligt overtagelsestilbud eller ej. Det ville ligeledes være inkonsekvent, at tvisterne, hvis den obligatoriske indløsnings- og tilbagekøbsret blev udøvet inden for samme frist og blev anfægtet, ville henhøre under retter, der er etableret i forskellige medlemsstater, såfremt den aktionær, der har fremsat det offentlige overtagelsestilbud, havde hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor udstederen har sit hjemsted.

42.

Den omstændighed, at forpligtelsen til at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud, hvis aktierne skal afnoteres, efterfulgt af obligatoriske indløsnings- og tilbagekøbsrettigheder er indført ved lov, kan desuden ikke rejse tvivl om kvalificeringen som en forpligtelse, der henhører under sager om kontraktforhold. Som jeg har nævnt ovenfor  ( 22 ), kan en sådan forpligtelse nemlig have en kontraktmæssig og lovbestemt oprindelse. Det er imidlertid ikke kun, fordi der foreligger en forpligtelse af kontraktmæssig karakter, at den retlige forpligtelse indføres. I den foreliggende sag stemte VÚB’s aktionærer om afnoteringen af aktierne, hvilket indebar en retlig forpligtelse til at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud. Efterfølgende fremsatte Intesa som aktionær, der ejede mindst 95% af aktierne med stemmeret og 95% af stemmerne, frivilligt dette tilbud i stedet for VÚB, hvilket medførte en retlig forpligtelse for Intesa til at udøve indløsningsretten eller til at underkaste sig tilbagekøbsretten.

43.

Endelig betyder den omstændighed, at man nægter at overholde en retlig forpligtelse, ikke, at man ikke befinder sig i et kontraktforhold. Den omstændighed, at Intesa, som frivilligt har indvilliget i at fremsætte et offentligt overtagelsestilbud, nægter at efterkomme TERVE’s anmodning om obligatorisk tilbagekøb, betyder derfor ikke, at årsagen til dette selskabs krav ikke henhører under sager om kontraktforhold.

44.

Det følger af det ovenstående, at TERVE’s søgsmål mod Intesa henhører under sager om kontraktforhold og ikke om erstatning uden for kontrakt som omhandlet i forordning nr. 1215/2012.

45.

Den forelæggende rets spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et søgsmål, der har til formål at erstatte en mindretalsaktionærs godkendelse af udkastet vedrørende aftalen om tilbagekøb af aktier foretaget af en aktionær, der i stedet for udstederen har fremsat et offentligt overtagelsestilbud efter aktionærernes generalforsamlings beslutning om at afnotere aktierne, med en retsafgørelse henhører under sager om kontraktforhold.

C.

Spørgsmålet om enekompetence i henhold til artikel 24 i forordning nr. 1215/2012

46.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på en påstand om anfægtelse af gyldigheden af en generalforsamlingsbeslutning om godkendelse af overdragelsen af de resterende aktier til en majoritetsaktionær efter et offentligt overtagelsestilbud, som sidstnævnte frivilligt har fremsat i stedet for udstederen, når denne anmodning er fremsat forud for en påstand med krav om, at en majoritetsaktionærs godkendelse af et udkast vedrørende obligatorisk tilbagekøb af aktier skal erstattes af en retsafgørelse.

47.

Jeg er enig med Kommissionen i, at dette spørgsmål kun er relevant, hvis den ret, der skal tage stilling til en påstand om at erstatte en majoritetsaktionærs godkendelse af et udkast vedrørende en aftale om obligatorisk aktietilbagekøb med en retsafgørelse, i henhold til slovakisk ret kan tage stilling til gyldigheden af en generalforsamlings beslutning, uden at det selskab, hvis beslutning anfægtes, er part i tvisten.

48.

Hvis dette er tilfældet, foreslår jeg følgende analyse.

49.

Det skal erindres, at artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 fastsætter en enekompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område selskaberne eller de juridiske personer har deres hjemsted, »i sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber eller andre juridiske personer [...] eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer«.

50.

Den foreliggende sag drejer sig om begrebet »gyldighed af beslutninger truffet af disses organer«, et begreb, hvis rammer Domstolen allerede har skullet definere ved fortolkningen af artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, hvis bestemmelser er gentaget i artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012  ( 23 ).

51.

Med henblik herpå bemærkede Domstolen, at hovedformålet med artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 er at centralisere kompetencen for at undgå, at der afsiges modstridende afgørelser vedrørende gyldigheden af beslutninger truffet af deres organer  ( 24 ). Denne centralisering skal foregå ved retterne i den medlemsstat, hvor selskabet har sit hjemsted, eftersom det er disse retter, der er bedst egnede til at påkende sådanne tvister, bl.a. fordi formaliteterne i forbindelse med offentliggørelsen af selskabet og dets afgørelser finder sted i denne stat. Denne enekompetence indføres af hensyn til en god retspleje  ( 25 ).

52.

Der er derfor ingen tvivl om, at hvis TERVE havde nedlagt påstand om, at den anden generalforsamlings beslutning over for VÚB blev erklæret ugyldig, ville de slovakiske domstole være kompetente.

53.

Da denne enekompetence imidlertid er en undtagelse fra den almindelige kompetenceregel i artikel 4 i forordning nr. 1215/2012, skal den fortolkes strengt  ( 26 ).

54.

Denne strenge fortolkning fører til den antagelse, at artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udelukkende omfatter tvister, hvis hovedgenstand vedrører gyldigheden af beslutninger truffet af deres organer  ( 27 ).

55.

Det skal derfor undersøges, om det indledende spørgsmål om gyldigheden af generalforsamlingens beslutning om at overdrage de resterende aktier til tilbudsgiveren i forbindelse med indløsningsretten kan udgøre tvistens hovedgenstand i forbindelse med et søgsmål, der har til formål at erstatte godkendelsen af udkastet vedrørende aftalen om obligatorisk tilbagekøb af aktierne med en retsafgørelse.

56.

TERVE’s søgsmålskompetence afhænger nemlig direkte af gyldigheden af den anden generalforsamlings beslutning, eftersom overdragelsen af aktierne til Intesa anfægtes, og TERVE stadig er aktionær i VÚB, hvis denne beslutning erklæres for ugyldig. Hvis denne beslutning derimod er gyldig, har TERVE mistet sin status som aktionær og kan ikke længere udøve sin obligatoriske tilbagekøbsret.

57.

Jeg er derfor af den opfattelse, at gyldigheden af den anden generalforsamlings beslutning er den nødvendige forudsætning for TERVE’s søgsmål med henblik på at erstatte Intesas godkendelse af udkastet vedrørende selskabets tilbagekøb af de resterende aktier med en retsafgørelse  ( 28 ). Det er netop denne beslutning, der ligger til grund for den obligatoriske tilbagekøbsret for de øvrige aktionærer. Der er således ikke tale om en situation, hvor den påberåbte ugyldighed af selskabsorganernes beslutninger er accessorisk i forhold til sagens hovedgenstand  ( 29 ). De slovakiske retter har således kompetence på grundlag af den enekompetence, der er fastsat i artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

58.

Domstolen har ligeledes præciseret, at centraliseringen af kompetencen hos retterne på hjemstedet for det selskab, hvis organers beslutninger anfægtes, for at undgå, at der afsiges modstridende afgørelser  ( 30 ), gør det muligt at opfylde målene om en høj grad af forudsigelighed med hensyn til kompetence og retssikkerhed  ( 31 ).

59.

Der kan således tages hensyn til nationaliteten af det selskab, hvis organers beslutning anfægtes, den lovgivning, der finder anvendelse på handlinger og formaliteter vedrørende den anfægtede generalforsamling, det anvendte sprog  ( 32 ) samt den gældende materielle lovgivning  ( 33 ). I hovedsagen, hvor VÚB er slovakisk statsborger, er generalforsamlingen underlagt slovakisk ret for så vidt angår såvel formaliteterne som den materielle lovgivning. Dette kan skabe en nær tilknytning mellem tvisten og de slovakiske domstole, som kan være i overensstemmelse med princippet om god retspleje  ( 34 ).

60.

Med hensyn til foreneligheden med målene om forudsigelighed og retssikkerhed tog Domstolen i en tilsvarende sag om den modydelse, der blev tilbudt til gengæld for den obligatoriske overdragelse af minoritetsaktionærernes aktier i et selskab til hovedaktionæren i dette selskab, ligeledes hensyn til, at denne hovedaktionær måtte forvente, at den ret, hvor selskabet havde hjemsted, havde kompetence  ( 35 ). Det er min opfattelse, at den omstændighed, at Intesa i sit eget forslag om indløsning af aktier, som blev efterfulgt af beslutningen fra den anden generalforsamling om overdragelse af de resterende aktier, hvis gyldighed anfægtes, anførte, at de heraf følgende aftaler om aktiekøb ville være underlagt slovakisk ret og de slovakiske domstoles kompetence, kan bekræfte, at dette selskab kunne forvente at blive sagsøgt ved de slovakiske domstole.

61.

Til forskel fra de faktiske omstændigheder, der førte til dom af 12. maj 2011, BVG  ( 36 ), hvor enekompetencen i henhold til artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 blev påberåbt til støtte for, at et selskab, der gjorde gældende, at dets egne beslutninger var ugyldige, er der i den foreliggende sag nedlagt påstand om, at beslutninger truffet af selskabets organer er ugyldige.

62.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at artikel 24, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på en – selv indledende – påstand, der har til formål at anfægte gyldigheden af en generalforsamlingsbeslutning om godkendelse af overførslen af de resterende aktier til en majoritetsaktionær efter et offentligt overtagelsestilbud, som sidstnævnte frivilligt har fremsat i stedet for udstederen, hvis denne påstand er en nødvendig forudsætning for den principale påstand om at erstatte majoritetsaktionærens godkendelse af udkastet vedrørende obligatorisk tilbagekøb fremsat af mindretalsaktionæren med en retsafgørelse.

V.

Forslag til afgørelse

63.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) forelagte præjudicielle spørgsmål således: