*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 29. juli 1986

om den ordning med loft over prisen paa dieselolie til fiskere, som den franske regering har indfoert

(Kun den franske udgave er autentisk)

(86/592/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 3796/81 af 29. december 1981 om den faelles markedsordning for fiskerivarer (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 28,

efter i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger (2),

under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Baggrund, beskrivelse af stoetten

Kommissionens tjenestegrene fik i april 1982 via pressen kendskab til, at den franske regering havde givet meddelelse om, at der indfoertes en ordning for regulering af prisen paa dieselolie til fiskere.

Paa anmodning af Kommissionen den 28. juni 1982 og igen den 11. august og den 2. december 1982 bekraeftede de franske myndigheder i skrivelse af 22. juli og 14. december 1982, at en saadan ordning eksisterede.

Da Kommissionen ikke fandt svaret fyldestgoerende, besluttede den den 8. februar 1983 at undersoege sagen med henblik paa eventuel anvendelse af traktatens artikel 169 paa grund af manglende overholdelse af traktatens artikel 5.

I forbindelse med denne procedure gav de franske myndigheder i skrivelse af 6. maj 1983 mere praecise oplysninger om ordningen som kaldes »justering af priserne paa braendstof til fiskere«.

Der er tale om en mekanisme, der er indfoert i naert samarbejde med oliedistributionsselskaberne, og som skal give mulighed for gradvis at justere dieselolieprisen i fiskerisektoren for at forhindre sociale og oekonomiske virkninger af en pludselig staerk prisstigning. Denne mekanisme traeder i kraft, naar der konstateres en betydelig forskel mellem stigningen i markedsprisen paa dieselolie og udsvinget i forbrugerprisindekset, der hver maaned udarbejdes af Institut National de la Statistique et des Études Économiques (INSEE). Dette indeks anvendes ved fastsaettelsen af et loft for prisen til fiskerne. Hvis loftet overskrides paa markedet for dieselolie, modtager distributionsselskaberne fra staten et beloeb svarende til forskellen mellem den pris, der betales af fiskerne, og markedsprisen som kompensation for deres tab. Hvis prisen paa dieselolie til fiskere senere naar markedsprisniveauet, og markedsprisudviklingen er lavere end udviklingen i leveomkostningerne, suspenderes mekanismen.

Efter at vaere blevet anvendt foerste gang i marts 1982 blev ordningen for justering af priserne paa braendstof til fiskere suspenderet i 1983.

I begyndelsen af 1985 fik Kommissionens tjenestegrene igen via pressen kendskab til, at mekanismen skulle vaere indfoert paa ny under samme betingelser.

En saadan ordning hoerer imidlertid under EOEF-traktatens artikel 92 til 94 i henhold til artikel 28 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3796/81.

Efter en foerste undersoegelse fandt Kommissionen, at den paagaeldende ordning tilsyneladende omfattede et stoetteelement til fiskere gennem godtgoerelse til distributionsselskaberne for deres indtaegtstab. Endvidere havde stoetten, der ydes uden modydelse fra modtagernes side, karakter af en driftsstoette, der af Kommissionen normalt betragtes som uforenelig med faellesmarkedet.

Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til denne ordning og gav i skrivelse af 28. juni 1985 den franske regering en frist til at fremsaette sine bemaerkninger og erindrede den samtidig om, at den var forpligtet til at give meddelelse om den paagaeldende foranstaltning i henhold til traktatens artikel 93, stk. 1.

II

Bemaerkninger

En medlemsstat og en producentorganisation fremsendte deres bemaerkninger til Kommissionen.

I svaret til Kommissionen af 9. september 1985 fremsatte de franske myndigheder foelgende bemaerkninger:

1. Der er tale om »en midlertidig ordning for udjaevning af priserne paa dieselolie til fiskere under saerlige omstaendigheder«, men ikke om tilskud til fiskere eller et loft over prisen paa dieselolie til fiskere. Den franske regering afviser, at ordningen skulle have karakter af national stoette i den i traktatens artikel 92 naevnte forstand, hvilket forklarer, at den naegtede at underrette Kommissionen som fastsat i traktatens artikel 93, stk. 3.

2. De specielt vanskelige oekonomiske og sociale konjunkturer som foelge af staerke prisstigninger, der skyldes en liberalisering af priserne paa dieselolie til fiskere efter Domstolens afgoerelse af 29. januar 1985 (1), goer det berettiget at anvende en ordning for justering af prisen paa dieselolie til fiskere. Den franske regering insisterer paa, at de paagaeldende foranstaltninger er konjunkturbestemte og midlertidige.

3. Denne begrundelse understreges yderligere af det faktum, at det er noedvendigt at kompensere for ophaevelsen af den stoette til bevarelse af beskaeftigelsen i kystomraaderne, der bestod af et fast beloeb paa 21 centimer pr. liter braendstof, der anvendes af fiskerne, idet Kommissionen havde fundet, at der var tale om et braendstoftilskud, og derfor med beslutning 83/313/EOEF forboed denne stoette (2), og Domstolen doemte Frankrig for ikke at have opfyldt sine forpligtelser (3).

III

Retlig vurdering

I ovennaevnte beslutning erindrer Kommissionen om, at braendstofstoette generelt har direkte indflydelse paa modtagernes produktionsomkostninger og giver dem en klar fordel over for andre fiskere i Faellesskabet.

Selv om der ikke er tale om et direkte braendstoftilskud til fiskerne, er der i naervaerende sag trods den franske regerings modargumenter ikke desto mindre tale om en ordning for midlertidig nedsaettelse af prisen paa dieselolie for en bestemt kategori af forbrugere, nemlig fiskere, hvilket har karakter af braendstofstoette.

1. Fiskerne betaler efter en saerlig praeferencetarif ved koeb af dieselolie, medens alle andre forbrugere betaler den fastsatte markedspris, som er hoejere, fordi dette er betingelsen for, at ordningen traeder i kraft.

De er altsaa priviligerede i forhold til andre forbrugere i andet, men ogsaa i forhold til andre fiskere i Faellesskabet, idet de andre medlemsstater ikke giver deres statsborgere samme vilkaar.

Som Kommissionen anfoerte i sin beslutning 83/313/EOEF om den franske stoette til bevarelse af beskaeftigelsen i fiskeriet, kan det forhold, at der eksisterer tilsvarende stoetteforanstaltninger, aldrig berettige til, at der ydes en national stoette, og modsaetningsvis maa det sluttes, at manglen paa tilsvarende foranstaltninger i andre medlemsstater bestyrker den paastand, at den paagaeldende nationale foranstaltning fordrejer konkurrencevilkaarene paa faellesmarkedet.

En saadan styrkelse af de franske fiskeres konkurrencedygtighed kan faa negative virkninger for producenterne i de andre medlemsstater, eftersom ca. halvdelen af det franske marked daekkes af franske landinger, en fjerdedel af import fra de andre medlemsstater og den resterende del af import fra tredjelande, og Frankrig i oevrigt eksporterer naesten en fjerdedel af sin produktion og heraf over halvdelen til de oevrige medlemsstater (oplysninger for 1984).

Som foelge af en meget skarp konkurrence paa faellesskabsmarkedet for fiskerivarer er handelen mellem medlemsstaterne beroert af en saadan stoette.

Det forhold, at de franske foranstaltninger er midlertidige om end tilbagevendende, anfaegter ikke disse bemaerkningers gyldighed.

2. Oliedistributionsselskaberne er kommercielle selskaber, der er underlagt markedskraefterne, og som a priori ikke har grund til at ville favorisere en bestemt sektor som fiskeriet i forhold til andre. For at faa dem til at indroemme fiskerne denne praeferencetarif har den franske stat maattet forpligte sig til at udbetale dem en finansiel godtgoerelse for deres indtaegtstab. Selv om de franske myndigheder ikke har givet oplysninger i den retning, er det klart, at dette udgoer et indirekte braendstoftilskud til fiskerne.

3. I en lignende sag (1) har Kommissionen allerede fastslaaet, at »en praeferencetarif falder ind under forbudet i traktatens artikel 92, stk. 1, naar foelgende tre betingelser er til stede:

- den er til fordel for visse virksomheder eller visse produktioner, der konkurrerer med virksomheder og produktioner i andre medlemsstater, naar de paagaeldende produkter er genstand for handel mellem medlemsstaterne,

- den er paalagt af de offentlige myndigheder,

- den giver anledning til statsgodtgoerelse til distributionsselskabet eller anledning til faerre statsindtaegter.«

Under disse omstaendigheder er det tydeligt, at en praeferencetarif ikke indgaar i en privat virksomheds normale drift, men naermere svarer til, at der tages hensyn til en stats specielle politiske og oekonomiske krav. Der er altsaa tale om en stoette, der direkte finansieres med statsmidler og opfylder betingelserne i traktatens artikel 92, stk. 1.

Det fremgaar af ovenstaaende, at den ordning om et loft over prisen paa dieselolie til fiskere, der er indfoert af den franske regering, er en statsstoette, der er uforenelig med traktatens artikel 92, stk. 1.

De undtagelser, der er omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 3, og som er de eneste relevante i den foreliggende sag, tager sigte paa at opfylde maalsaetninger, som er i Faellesskabets interesse, men som ikke tilgodeser saerlige sektorer i en national oekonomi.

Disse undtagelser skal fortolkes strengt ved undersoegelsen af alle regionale eller sektorbestemte stoetteprogrammer eller af alle enkelttilfaelde af anvendelse af generelle stoetteordninger. Der kan kun indroemmes undtagelse, saafremt Kommissionen kan fastlaa, at stoetten er noedvendig for gennemfoerelsen af et af de maal, der er omhandlet i disse bestemmelser.

Hvis disse undtagelser indroemmes for stoette, som ikke indebaerer en saadan modydelse, er det ensbetydende med, at der tillades paavirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordejning, som ikke er begrundet i hensynet til Faellesskabets interesser.

I det foreliggende tilfaelde er der ikke konstateret en saadan modydelse, og den franske regering har ikke kunnet give og Kommissionen ej heller kunnet udlede nogen begrundelse, hvorefter det kan fastslaas, at den paagaeldende stoette opfylder betingelserne for anvendelse af en af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3.

Med hensyn til undtagelserne vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse regioner er der grund til at anse, at de paagaeldende regioner ikke har en usaedvanlig lav levestandard eller en alvorlig underbeskaeftigelse efter artikel 92, stk. 3, litra a), og at den paagaeldende driftsstoette ikke er en stoette til fremme af den oekonomiske udvikling af disse regioner efter artikel 92, stk. 3, litra c).

Den paagaeldende stoetteforanstaltning er heller ikke et vigtigt projekt af faelleseuropaeisk interesse eller en foranstaltning, der kan afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den franske oekonomi efter artikel 92, stk. 3, litra b).

Med hensyn til undtagelserne vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene kan den paagaeldende stoette til nedsaettelse af visse driftsomkostninger ikke bevirke oekonomisk udvikling efter artikel 92, stk. 3, litra c). Omfanget af samhandelen mellem medlemsstaterne med franske fiskerivarer goer det endvidere ikke muligt at anlaegge den betragtning, at samhandelsvilkaarene ikke vil blive aendret i et omfang, der er i modstrid med den faelles interesse.

Den paagaeldende stoette opfylder derfor ikke betingelserne for at kunne henfoeres under en af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3.

En braendstofstoette er som stoetteforanstaltning, der ydes med henblik paa ogsaa midlertidigt at reducere omkostningerne ved visse produktionsmidler, en driftsstoette uden varig virkning paa modtagernes oekonomiske situation.

Kommissionen har generelt altid modsat sig saadanne former for stoette. I sin meddelelse til Raadet af 25. maj 1978 vedroerende Kommissionens politik med hensyn til sektorbestemte stoetteordninger angav Kommissionen tydeligt, at midlertidig stoette, der tager sigte paa at afboede de sociale foelger af en krisesituation, boer vaere forbundet med maalsaetninger om omstrukturering af den paagaeldende sektor og betinget af et program fra modtagernes side med henblik paa at goere det lettere at indpasse dem. Paa samme maade naevnte den i sine retningslinjer for

gennemgangen af national stoette til fiskerisektoren (1), at driftsstoette til virksomheder i princippet er uforenelig med faellessmarkedet, undtagen hvis den er direkte forbundet med en omstruktureringsplan, der skoennes at vaere forenelig med faellesmarkedet. Dette er ikke tilfaeldet med den paagaeldende stoetteforanstaltning.

Det fremgaar af ovenstaaende, at den paagaeldende stoette ikke opfylder de betingelser, der kraeves for at blive henfoert under en af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, og foelgelig straks boer ophaeves af den franske regering.

Da denne stoette er ydet ulovligt, er naervaerende beslutning ikke til hinder for de konsekvenser, som Kommissionen i givet fald maatte drage med hensyn til at inddrive de ydede beloeb i overensstemmelse med sin skrivelse til medlemsstaterne af 3. november 1983 om opkraevning af ulovligt udbetalt stoette (2).

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den stoette i form af justering af priserne paa braendstof til fiskere, der med mellemrum er blevet ydet i Frankrig fra 1982 til 1985, er uforenelig med faellesmarkedet i medfoer af EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1. Den skal derfor fuldstaendig ophaeves og kan ikke laengere ydes.

Artikel 2

Frankrig giver inden en maaned fra meddelelsen af denne beslutning Kommissionen underretning om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme bestemmelserne i artikel 1.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den franske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 29. juli 1986.

Paa Kommissionens vegne

António CARDOSO E CUNHA

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 379 af 31. 12. 1981, s. 1.

(2) EFT nr. C 227 af 7. 9. 1985, s. 3.

(1) Sag 213/83 (Leclerc).

(2) EFT nr. L 169 af 28. 6. 1983, s. 32.

(3) Domstolens dom af 13. marts 1985 i sag 93/84.

(1) Beslutning 82/73/EOEF, EFT nr. L 37 af 10. 2. 1982, s. 29;

Beslutning 85/215/EOEF, EFT nr. L 97 af 4. 4. 1985, s. 49.

(1) EFT nr. C 268 af 19. 10. 1985, s. 2.

(2) EFT nr. C 318 af 24. 11. 1983, s. 3.