16.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 272/19


RÅDETS AFGØRELSE 2010/619/FUSP

af 15. oktober 2010

om ændring af fælles aktion 2008/124/FUSP om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (1), EULEX KOSOVO

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 43, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 4. februar 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/124/FUSP (2).

(2)

Den 9. juni 2009 vedtog Rådet fælles aktion 2009/445/FUSP (3), der ændrede fælles aktion 2008/124/FUSP ved at forhøje det finansielle referencebeløb for at dække udgifterne til Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (i det følgende benævnt »EULEX KOSOVO«) indtil udløbet af fælles aktion 2008/124/FUSP.

(3)

Den 8. juni 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/322/FUSP (4), der ændrede og forlængede fælles aktion 2008/124/FUSP for en periode på to år indtil den 14. juni 2012 og fastsatte det finansielle referencebeløb til 265 000 000 EUR indtil den 14. oktober 2010.

(4)

EULEX KOSOVO gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten.

(5)

Fælles aktion 2008/124/FUSP bør ændres for at fastsætte et nyt finansielt referencebeløb indtil den 14. oktober 2011 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 16, stk. 1, i fælles aktion 2008/124/FUSP affattes således:

»1.   Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne til EULEX KOSOVO indtil den 14. oktober 2010 fastsættes til 265 000 000 EUR.

Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne til EULEX KOSOVO indtil den 14. oktober 2011 fastsættes til 165 000 000 EUR.

Det finansielle referencebeløb for de efterfølgende perioder for EULEX KOSOVO fastsættes af Rådet.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2010.

På Rådets vegne

E. SCHOUPPE

Formand


(1)  I overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 (1999).

(2)   EUT L 42 af 16.2.2008, s. 92.

(3)   EUT L 148 af 11.6.2009, s. 33.

(4)   EUT L 145 af 11.6.2010, s. 13.