9.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/37


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 299/2009

af 8. april 2009

om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke fællesskabsforskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ved anvendelse af nævnte almindelige tariferingsbestemmelser skal de varer, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i den i kolonne 2 nævnte KN-kode i henhold til den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i den i kolonne 2 i skemaet nævnte KN-kode.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten fastsat i denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i et tidsrum på tre måneder.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. april 2009.

På Kommissionens vegne

László KOVÁCS

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)   EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Et sæt til detailsalg i en papæske, bestående af:

—

forskellige plastperler og similismykker beregnet til at blive trukket på snor

—

en rulle syntetisk snor

—

magnetterninger

—

vejledning og

—

en stofpose med snoretrækslukning.

Sættet er beregnet til børn, der laver bijouterivarer, som kan ændres ved hjælp af magnetterningerne.

Posen kan anvendes til at opbevare såvel de forskellige dele som bijouterivarerne.

9503 00 70

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 9503 00 og 9503 00 70 .

Den form, hvori produktet præsenteres, og værdien af de enkelte komponenter viser tydeligt, at sættet skal anvendes som legetøj (se også Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 9503 , næstsidste stykke).

Tarifering som bijouterivarer under pos. 7117 er udelukket, fordi det samlede produkt har et legetøjsudseende og karakteristika.

Sættet skal derfor tariferes som andet legetøj i sæt under KN-kode 9503 00 70 .