|
16.6.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 151/31 |
RÅDETS OG KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 18. maj 2009
om Fællesskabets holdning til en afgørelse truffet af Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Albanien om vedtagelse af dets forretningsorden samt forretningsordenen for Stabiliserings- og Associeringsudvalget
(2009/463/EF, Euratom)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION OG
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,
under henvisning til Rådets og Kommissionens afgørelse af 26. februar 2009 om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien, i det følgende benævnt »Albanien«, på den anden side (1), særlig artikel 2, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved artikel 116 i stabiliserings- og associeringsaftalen Mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (2) (i det følgende benævnt »aftalen«) er der oprettet et stabiliserings- og associeringsråd. |
|
(2) |
Ifølge aftalens artikel 117, stk. 2, fastsætter stabiliserings- og associeringsrådet selv sin forretningsorden. |
|
(3) |
Ifølge aftalens artikel 120, stk. 1, bistås stabiliserings- og associeringsrådet i udøvelsen af sine hverv af et stabiliserings- og associeringsudvalg. |
|
(4) |
Ifølge aftalens artikel 120, stk. 2 og 3, fastsætter stabiliserings- og associeringsrådet i sin forretningsorden, hvilke opgaver stabiliserings- og associeringsudvalget skal tillægges, og det kan delegere enhver af sine beføjelser til stabiliserings- og associeringsudvalget — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Eneste artikel
Den holdning, som Fællesskabet skal indtage i stabiliserings- og associeringsrådet, som er oprettet ved artikel 116 i stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side, med hensyn til stabiliserings- og associeringsrådets forretningsordenen og delegeringen af dets beføjelser til stabiliserings- og associeringsudvalget, jf. aftalens artikel 120, baseres på stabiliserings- og associeringsrådets udkast til afgørelse, som er knyttet som bilag til denne afgørelse. Mindre ændringer af dette udkast til afgørelse kan accepteres uden yderligere afgørelse truffet af Rådet og Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. maj 2009.
På Rådets vegne
J. KOHOUT
Formand
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
BILAG
AFGØRELSE Nr. 1 TRUFFET AF STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-ALBANIEN
af …
om vedtagelse af dets forretningsorden
STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET HAR —
under henvisning til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien (1), i det følgende benævnt »Albanien«, på den anden side, særlig artikel 116 og 117, og
ud fra følgende betragtning: Aftalen trådte i kraft den 1. april 2009 —
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Formandskab
Formandskabet for stabiliserings- og associeringsrådet udøves på skift for 12 måneder ad gangen af henholdsvis en repræsentant for Rådet for Den Europæiske Union på Fællesskabernes og deres medlemsstaters vegne og en repræsentant for Albaniens regering. Den første periode løber fra datoen for det første møde i stabiliserings- og associeringsrådet til den 31. december 2009.
Artikel 2
Møder
Stabiliserings- og associeringsrådet træder sammen på ministerplan en gang om året. Der kan afholdes særlige møder i stabiliserings- og associeringsrådet på anmodning af en af parterne, hvis parterne er enige herom. Medmindre parterne bliver enige om andet, holdes alle stabiliserings- og associeringsrådets møder på det sædvanlige sted for Rådet for Den Europæiske Unions samlinger på datoer, som aftales mellem parterne. Stabiliserings- og associeringsrådets sekretærer indkalder til møderne i stabiliserings- og associeringsrådet efter aftale med formanden.
Artikel 3
Repræsentation
Medlemmer af stabiliserings- og associeringsrådet, som ikke kan deltage i et møde, kan lade sig repræsentere. Hvis et medlem ønsker at lade sig repræsentere på et møde, meddeler han forud for det pågældende møde formanden navnet på den person, der vil repræsentere ham. Den, der repræsenterer et medlem af stabiliserings- og associeringsrådet, udøver alle dette medlems rettigheder.
Artikel 4
Delegationer
Medlemmerne af stabiliserings- og associeringsrådet kan ledsages af embedsmænd. Formanden underrettes forud for hvert møde om den planlagte sammensætning af parternes delegationer. En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank deltager i stabiliserings- og associeringsrådets møder som observatør, når der er spørgsmål på dagsordenen, som vedrører banken. Stabiliserings- og associeringsrådet kan indbyde ikke-medlemmer til at deltage i møderne for at give oplysninger om særlige spørgsmål.
Artikel 5
Sekretariat
En embedsmand i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og en embedsmand ved Albaniens mission i Bruxelles fungerer sammen som sekretærer for stabiliserings- og associeringsrådet.
Artikel 6
Korrespondance
Korrespondance til stabiliserings- og associeringsrådet stiles til formanden for stabiliserings- og associeringsrådet og sendes til adressen på Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.
De to sekretærer sørger for, at korrespondancen videresendes til stabiliserings- og associeringsrådets formand, og at den om nødvendigt rundsendes til de øvrige medlemmer af stabiliserings- og associeringsrådet. Rundsendt korrespondance sendes til Kommissionens Generalsekretariat, medlemsstaternes faste repræsentationer og Albaniens mission i Bruxelles.
Meddelelser fra stabiliserings- og associeringsrådets formand sendes af de to sekretærer til adressaterne og om nødvendigt til de øvrige medlemmer af stabiliserings- og associeringsrådet på de i stk. 2 omhandlede adresser.
Artikel 7
Offentlighed
Møderne i stabiliserings- og associeringsrådet er ikke offentlige, medmindre der træffes anden afgørelse.
Artikel 8
Dagsorden for møderne
1. Formanden udarbejder en foreløbig dagsorden for hvert møde. Den udsendes senest 15 dage for mødet af stabiliserings- og associeringsudvalgets sekretærer til de adressater, der er nævnt i artikel 6. Den foreløbige dagsorden omfatter de emner, som formanden senest 21 dage inden mødets begyndelse har modtaget anmodning om at få optaget på dagsordenen; dog optages emner ikke på den foreløbige dagsorden, hvis den fornødne dokumentation ikke er fremsendt til sekretærerne inden udsendelsen af dagsordenen. Dagsordenen vedtages af stabiliserings- og associeringsrådet ved hvert mødes begyndelse. Emner, som ikke er på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis begge parter er enige herom.
2. Formanden kan efter aftale med de to parter afkorte de i stk. 1 nævnte tidsfrister for at tage hensyn til særlige omstændigheder i en sag.
Artikel 9
Protokol
De to sekretærer udarbejder et udkast til protokol for hvert møde. For hvert emne på dagsordenen indeholder protokollen sædvanligvis oplysninger om:
|
— |
dokumenter, der er forelagt for stabiliserings- og associeringsrådet |
|
— |
erklæringer, som et medlem af stabiliserings- og associeringsrådet har anmodet om at få optaget i protokollen |
|
— |
de trufne afgørelser, de fremsatte henstillinger, de vedtagne erklæringer og de dragne konklusioner. |
Udkastet til protokol forelægges stabiliserings- og associeringsrådet til godkendelse. Den godkendte protokol undertegnes af formanden og de to sekretærer. Protokollen arkiveres hos Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, der fungerer som depositar for associeringens dokumenter. Der sendes en bekræftet genpart til hver af de i artikel 6 nævnte adressater.
Artikel 10
Afgørelser og henstillinger
1. Stabiliserings- og associeringsrådet træffer afgørelser og vedtager henstillinger ved fælles overenskomst mellem parterne. I perioden mellem møderne kan stabiliserings- og associeringsrådet træffe afgørelser eller vedtage henstillinger ved skriftlig procedure, hvis begge parter er enige herom.
2. Stabiliserings- og associeringsrådets afgørelser og henstillinger i henhold til aftalens artikel 118 benævnes henholdsvis »afgørelse« og »henstilling« efterfulgt af et løbenummer, datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet. Stabiliserings- og associeringsrådets afgørelser og henstillinger undertegnes af formanden og ægtheden bekræftes af de to sekretærer. Afgørelser og henstillinger sendes til hver af de i artikel 6 nævnte adressater. Hver part kan beslutte at offentliggøre stabiliserings- og associeringsrådets afgørelser og henstillinger i deres respektive officielle tidende.
Artikel 11
Sprog
Stabiliserings- og associeringsrådets officielle sprog er de to parters officielle sprog. Medmindre der træffes anden afgørelse, foregår stabiliserings- og associeringsrådets forhandlinger på grundlag af dokumenter på disse sprog.
Artikel 12
Udgifter
Fællesskaberne og Albanien afholder hver især de udgifter til personale, rejser og ophold, de har som følge af deres deltagelse i stabiliserings- og associeringsrådets møder, samt udgifter til postforsendelser og telekommunikation. Udgifter til tolkning ved møderne og til oversættelse og reproduktion af dokumenter afholdes af Fællesskaberne, bortset fra udgifter til tolkning eller oversættelse til eller fra albansk, som afholdes af Albanien. Andre udgifter i forbindelse med tilrettelæggelsen af møder afholdes af den part, der er vært for mødet.
Artikel 13
Stabiliserings- og associeringsudvalget
1. Der nedsættes herved et stabiliserings- og associeringsudvalg, som skal bistå stabiliserings- og associeringsrådet i udførelsen af dets opgaver. Udvalget består af repræsentanter for Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanter for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber på den ene side og af repræsentanter for Albaniens regering på den anden side, normalt på højtstående embedsmandsplan.
2. Stabiliserings- og associeringsudvalget forbereder stabiliserings- og associeringsrådets møder og forhandlinger, overvåger efter omstændighederne gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsrådets afgørelser og sørger i almindelighed for, at der er kontinuitet i associeringsforbindelserne, og at stabiliserings- og associeringsaftalen fungerer efter hensigten. Det behandler spørgsmål af enhver art, som forelægges for det af stabiliserings- og associeringsrådet, eller som opstår under den daglige gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. Det forelægger stabiliserings- og associeringsrådet forslag eller udkast til de afgørelser og henstillinger, der skal vedtages.
3. I de tilfælde, hvor der i stabiliserings- og associeringsaftalen henvises til en forpligtelse til eller mulighed for konsultation, kan en sådan konsultation finde sted i stabiliserings- og associeringsudvalget. Konsultationen kan fortsætte i stabiliserings- og associeringsrådet, hvis begge parter er enige herom.
4. Stabiliserings- og associeringsudvalgets forretningsorden er knyttet som bilag til denne afgørelse.
Udfærdiget i …
På stabiliserings- og associeringsrådets vegne
…
Formand
BILAG
Stabiliserings- og associeringsudvalgets forretningsorden
Artikel 1
Formandskab
Formandskabet for stabiliserings- og associeringsudvalget udøves på skift for 12 måneder ad gangen af henholdsvis en repræsentant for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber på Fællesskabernes og deres medlemsstaters vegne og en repræsentant for Albaniens regering. Den første periode løber fra datoen for det første møde i stabiliserings- og associeringsrådet til den 31. december 2009.
Artikel 2
Møder
Stabiliserings- og associeringsudvalget holder møde efter aftale mellem parterne, når omstændighederne kræver det. Parterne aftaler indbyrdes, hvor og hvornår de enkelte møder i stabiliserings- og associeringsudvalget skal afholdes. Det er formanden, der indkalder til møderne i stabiliserings- og associeringsudvalget.
Artikel 3
Delegationer
Formanden underrettes forud for hvert møde om den planlagte sammensætning af parternes delegationer.
Artikel 4
Sekretariat
En embedsmand i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og en embedsmand fra Albaniens regering fungerer sammen som sekretærer for stabiliserings- og associeringsudvalget. Alle meddelelser til og fra formanden for stabiliserings- og associeringsudvalget i henhold til denne afgørelse sendes til sekretærerne og formanden for stabiliserings- og associeringsudvalget og til sekretærerne og formanden for stabiliserings- og associeringsrådet.
Artikel 5
Offentlighed
Møderne i stabiliserings- og associeringsrådet er ikke offentlige, medmindre der træffes anden afgørelse.
Artikel 6
Dagsorden for møderne
1. Formanden udarbejder en foreløbig dagsorden for hvert møde. Den udsendes senest 15 dage for mødet af stabiliserings- og associeringsudvalgets sekretærer til de adressater, der er nævnt i artikel 4. Den foreløbige dagsorden skal indeholde de emner, som formanden senest 21 dage før mødet har modtaget anmodning om at få optaget på dagsordenen; dog optages emner ikke på den foreløbige dagsorden, hvis den fornødne dokumentation ikke er fremsendt til sekretærerne inden udsendelsen af dagsordenen. Stabiliserings- og associeringsudvalget kan anmode eksperter om at deltage i møderne for at give oplysninger om særlige spørgsmål. Dagsordenen vedtages af stabiliserings- og associeringsudvalget ved hvert mødes begyndelse. Emner som ikke er på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis begge parter er enige herom.
2. Formanden kan efter aftale med de to parter afkorte de i stk. 1 nævnte tidsfrister for at tage hensyn til særlige omstændigheder i en sag.
Artikel 7
Protokol
Der udarbejdes en protokol for hvert enkelt møde, som bygger på formandens sammendrag af de konklusioner, som stabiliserings- og associeringsudvalget er nået frem til. Når protokollen er godkendt af stabiliserings- og associeringsudvalget, undertegnes den af formanden og sekretærerne og arkiveres af begge parter. En genpart af protokollen sendes til hver af de i artikel 4 nævnte adressater.
Artikel 8
Afgørelser og henstillinger
I de særlige tilfælde, hvor stabiliserings- og associeringsrådet i henhold til artikel 120 i stabiliserings- og associeringsaftalen har givet stabiliserings- og associeringsudvalget bemyndigelse til at træffe afgørelser og vedtage henstillinger, benævnes disse retsakter henholdsvis »afgørelse« og »henstilling« efterfulgt af et løbenummer, datoen for vedtagelsen og en angivelse af emnet. Der træffes afgørelser og vedtages henstillinger ved fælles overenskomst mellem parterne. Stabiliserings- og associeringsudvalgets afgørelser og henstillinger undertegnes af formanden, ægtheden bekræftes af de to sekretærer, og de sendes til de adressater, der er nævnt i denne forretningsordens artikel 4. Hver part kan beslutte at offentliggøre stabiliserings- og associeringsudvalgets afgørelser og henstillinger i deres respektive officielle tidende.
Artikel 9
Udgifter
Fællesskaberne og Albanien afholder hver især de udgifter til personale, rejser og ophold, de har som følge af deres deltagelse i stabiliserings- og associeringsudvalgets møder, samt udgifter til postforsendelser og telekommunikation. Udgifter til tolkning ved møderne og til oversættelse og reproduktion af dokumenter afholdes af Fællesskaberne, bortset fra udgifter til tolkning eller oversættelse til eller fra albansk, som afholdes af Albanien. Andre udgifter i forbindelse med tilrettelæggelsen af møder afholdes af den part, der er vært for mødet.
Artikel 10
Underudvalg og særlige arbejdsgrupper
Stabiliserings- og associeringsudvalget kan nedsætte underudvalg eller særlige arbejdsgrupper, der arbejder under stabiliserings- og associeringsudvalget og aflægger rapport til dette udvalg efter hvert af deres møder. Stabiliserings- og associeringsudvalget kan beslutte at opløse de nedsatte underudvalg eller arbejdsgrupper, at fastsætte eller ændre de nærmere regler for disse eller at nedsætte yderligere underudvalg eller arbejdsgrupper til at bistå det i udførelsen af dets opgaver. Underudvalgene og arbejdsgrupperne har ikke beslutningsbeføjelser.