Reglerne om international godstransport ad landevej findes blandt andet i toldkonventionen om international godstransport, der blev afsluttet i Genève den 15. januar 1959 og indkorporeret i italiensk ret ved lov nr. 1517 af 12. august 1962. I konventionen betemmes det, at køretøjer forsynet med et særligt ledsagedokument (et såkaldt TIR-carnet), der i den stat, hvor transporten er påbegyndt, er udstedt af dertil autoriserede organisationer, som er tilsluttet IRU — International Road Transport Union, efter at være forseglet på afgangstoldstedet kan passere grænser i transit, uden at der herved skal betales eller stilles depositum for indførsels- eller udførselstold og -afgifter og uden kontrol. Betaling heraf sker ved de nationale organisationer, der har autorisation til at udstede TIR-carnet'er, og som er tilsluttet IRU.

De omtalte organisationer garanterer for betaling af skyldige forfaldne told- og afgiftsbeløb, renter og omkostninger samt af de pengestraffe, der kan blive tale om som følge af lovovertrædelser ved transportens gennemførelse i de lande, hvor beløbene påløber, også når cernet'et er udfærdiget af en organisation, der tillige er tilsluttet IRU, men som er hjemmehørende i et andet land.

For alle de omtalte organisationer garanterer dernæst en international forsikringssammenslutning i henhold til en aftale indgået i Genève mellem henholdsvis IRU på egne vegne samt på vegne af hver enkelt af de nationale organisationer og nævnte internationale forsikringssammenslutning, hvis medlemmer er syv banker og blandt andet Gerling Konzern Speziale Kredit-versicherungs-AG. Den i Italien autoriserede organisation, hvis garanti maksimalt kunne andrage tredive millioner lire pr. TIR-carnet, var, da de begivenheder, der har givet anledning til sagen, udspillede sig, Ente Autorasporti Merci (i det følgende benævnt EAM). Denne organisation blev senere opløst og trådte i likvidation og dens virksomhed ifølge lov fortsat af ministeriet for statskassen.

Det italienske toldvæsen har rejst krav om betaling af pengestraffe, afgifter, told og renter og andre omkostninger i anledning af og i sammenhæng med en række transporter, der har fundet sted efter TIR-ordningen, efter at der i Italien var konstateret forskellige overtrædelser, der medførte pligt til at erlægge de nævnte ydelser.

Ved stævning af 17. juli 1974 har ministeriet for statskassen som likvidator i boet efter EAM ved Tribunale di Roma anlagt sag mod den nævnte gruppe af forsikringsselskaber med påstand om betaling af i alt 812134310 lire, hvilket beløb udgør toldvæsenets fordring. De sagsøgte har givet møde for retten og har vedrørende formaliteten anført, at den italienske ret ikke har kompetence til at behandle sagen, hvorhos de subsidiært har fremført deres synspunkter vedrørende realiteten.

Under sagen har de i henhold til den italienske retsplejelovs artikel 41 indgivet begæring til Corte suprema di cassazione, forenede afdelinger for civilsager, med henblik på at opnå en afgørelse af en præliminær indsigelse vedrørende kompetencespørgsmålet.

Tvisten er opstået, fordi der i forsikringsaftalen af 1961 findes en værnetings-klausul, der er indsat af hensyn til de nationale organisationer (i den foreliggende sag EAM), der gjorde det muligt for disse at sagsøge forsikringsgiverne ved den kompetente ret i det land, hvor de havde deres hjemsted. I artikel 8 i aftalen af 1961 mellem forsikringsselskabernes pool og IRU hedder det således: I tilfælde af uenighed mellem forsikringsselskabernes pool og en af de nationale organisationer kan de sidstnævnte med henblik på anvendelse af hjemlandets ret kræve tvisten afgjort ved en kompetent ret i det land, hvor de har deres hjemsted.

Bruxelles-konventionen fra 1968 indeholder ganske vist intet om, at den ret, hvori en sagsøgende forsikret har sit hjemsted, er kompetent, men det kan ifølge konventionens artikler 12 og 17 gennem en aftale om kompetencen bestemmes, at dette skal være tilfældet.

Tvisten ved Corte suprema di cassazione har netop drejet sig om fortolkningen af artikel 17, idet forsikringsgiverne har bestridt, at den omhandlede klausul om retternes kompetence kan gøres gældende over for dem, idet de herved har anført, at klausulen ikke er blevet vedtaget af EAM (eller på denne organisations vegne af ministeriet for statskassen), og at der i Bruxelles-konventionens artikel 17 stilles krav om, at parterne skriftligt skal indgå en sådan aftale om retternes kompetence.

Corte suprema di cassazione har på baggrund heraf ved kendelse af 28. juli 1982 udsat sagen og anmodet Domstolen om en afgørelse af følgende præjudicielle spørgsmål :

Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den 6. august 1982.

I medfør af artikel 5 i protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 er der indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved Guido Berardis og Georges Kremlis fra Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Oreste Montako fra De europæiske Fællesskabers Kommissions juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg, samt af Den italienske Republiks regering, ved dennes rettergangsfuldmægtig, og med valgt adresse på den italienske ambassade i Luxembourg.

Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Den har endvidere i medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1 og stk. 2, besluttet at henvise sagen til tredje afdeling.

Kommissionen har indledningsvis anført, at det efter forelæggelseskendelsens indhold er muligt at drage den slutning, at den omhandlede forsikringsaftale ikke er blevet indgået af IRU på de deltagende nationale organisationers vegne, idet aftalen i så fald umiddelbart ville være retligt virksom i fuldt omfang for de repræsenterede, der ville være subjekt for samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen.

Kommissionen har anført, at der nærmest er tale om en forsikringsaftale afsluttet i eget navn på andres vegne. Ved forsikring af denne art er indehaveren af den forsikrede interesse nødvendigvis en anden person end forsikringstageren, og denne persons identitet bestemmes på tidspunktet for aftalens indgåelse eller kan bestemmes senere.

En sådan aftale kan siges at indeholde et tredjemandsløfte og indebærer, at parterne vil skabe en ret for en tredjemand, der dog ikke er part i aftalen.

Kommissionen har nærmere anført, at parterne i det foreliggende tilfælde er henholdsvis forsikringsselskabernes pool (som forsikringsgivere) og IRU (som forsikringstager). De forsikrede er de nationale organisationer (tredjemænd), og disse er indehavere af de af aftalen flydende rettigheder, herunder rettigheden ifølge værnetingsklausulen i aftalens artikel 8.

Spørgsmålet er herefter ifølge Kommissionen, om den forsikrede kan påberåbe sig nævnte klausul, selv om han ikke selv har underskrevet den, mens forsikringsgiver og forsikringstager for deres vedkommende har underskrevet.

Kommissionen er overbevist om, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende:

Kommissionen har endelig gjort gældende, at parterne vel ifølge konventionens artikel 17 har en almindelig mulighed for at indgå en aftale om værneting, men at en sådan aftale for at være gyldig i forsikringssager skal opfylde de særlige betingelser, der følger af artiklerne 12 og 15. Og de betingelser, der er omhandlet i artikel 12, har deres baggrund i ønsket om at yde den forsikrede beskvttelse.

Kommissionen har anført, at Domstolen tidligere har haft lejlighed til at besvare dette spørgsmål, bl.a. i dom af 22. oktober 1981 i sag 27/81, Rohr mod Ossberger, Sml., s. 2431. Domstolen fastslog i denne dom, at artikel 18 i konventionen gør det muligt for sagsøgte, samtidig med at bestride en domstols kompetence, at nedlægge subsidiær påstand vedrørende realiteten, uden af den grund at fortabe retten til at fremsætte kompetenceindsigelsen. På grundlag heraf foreslår Kommissionen, at det andet spørgsmål fra Corte suprema di cassazione besvares på følgende måde:

Artikel 18 i konventionen skal fortolkes således, at sagsøgte samtidig med at bestride en domstols kompetence kan nedlægge subsidiær påstand vedrørende realiteten, uden af den grund at fortabe retten til at fremsætte kompetenceindsigelsen.

Den italienske regering har gjort gældende, at aftalen utvivlsomt, for så vidt angår de nationale organisationer, indeholder et tredjemandsløfte, og at IRU ikke har truffet aftale som repræsentant for de nationale organisationer.

I en aftale, der er afsluttet til fordel for en tredjemand, erhverver jo den tredjemand, der ønsker at benytte sig af den til gunst for ham vedtagne bestemmelse, rettigheder, der følger af kontrakten uafhængigt af hans vilje, og alene som følge af det mellem parterne vedtagne.

Han kan anlægge sag for at få tilkendt de ham ifølge aftalen tilkommende rettigheder, og han kan også påberåbe sig klausulen, i kraft af hvilken han kan anlægge sag ved en nærmere betegnet ret, uden derfor nødvendigvis at have skullet underskrive eller skriftligt bekræfte omtalte klausul.

Den italienske regering har gjort gældende, at spørgsmålet vedrørende fortolkningen af artikel 18 i Bruxelleskonventionen allerede er afgjort af Domstolen i flere nyere domme, og har derfor foreslået, at besvarelsen af dette spørgsmål i nærværende sag følger denne praksis.