Angående
Traktatbrud – manglende gennemførelse af artikel 8a i Rådets direktiv 89/622/EØF af 13. november 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om mærkning af tobaksvarer (EFT L 359, s.1), der blev indsat ved Rådets direktiv 92/41/EØF af 15. maj 1992 om ændring af nævnte direktiv (EFT L 158, s. 30), samt af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – erklæring fra Kommissionen (EFT L 194, s. 26) – forbud mod markedsføring af tobak, der indtages oralt, for så vidt angår Ålandsøerne og skibe, der er registreret i Finland.
Konklusion
1) Republikken Finland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten og direktiv 2001/37/EF, idet den ikke har sikret, at Ålandsøerne i sin retsorden har gennemført artikel 8a i Rådets direktiv 89/622/EØF af 13. november 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om mærkning af tobaksvarer, som ændret ved Rådets direktiv 92/41/EØF af 15. maj 1992, gentaget i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, og ikke har sikret, at det i ovennævnte fællesskabsbestemmelser indeholdte forbud mod markedsføring af tobak, som indtages oralt, overholdes på skibe, der er registreret i Finland.
2) Republikken Finland betaler sagens omkostninger.