Sagsøger i hovedsagen, Walter Bozzone er italiensk statsborger. Fra 12. juli 1952 til 13. maj 1960 arbejdede han i det daværende Belgisk Congo, nu republikken Zaire.

I april 1960 rejste han af helbredsmæssige grunde fra Afrika tilbage til Italien. I mellemtiden havde hans arbejdsgiver meddelt ham, at hans arbejdskontrakt var ophævet og havde udbetalt ham en godtgørelse på 3 måneders løn. Den 20. april 1960 indgav Bozzone en begæring til den belgiske Fonds des invalidités (invalidefond) om invaliditetsydelse i henhold til décret colonial af 7. august 1952 om sygeog invalideforsikring for ansatte i kolonierne. Ved afgørelse af 18. august 1960 blev han tildelt denne ydelse indtil den 31. januar 1961. Men ved skrivelse af 29. december 1960 meddelte Fonds des invalidités ham, at da han ikke havde faktisk og sædvanlig bopæl i Belgien, ville ydelsen ikke blive tildelt ud over den 31. januar 1961. Fonds des invalidités henviste her til artikel 2, stk. 2 i décret colonial af 7. august 1952, der bestemmer, at ydelsesmodtageren skal have faktisk og sædvanlig bopæl i Belgien, i Belgisk Congo, i Ruanda-Urundi eller i et land, med hvilket der er indgået gensidighedsaftale, medmindre modtageren af fonden har fået tilladelse til midlertidigt at forlade sin bopæl af helbredsmæssige grunde. Den 7. februar 1967 indgav sagsøgeren gennem en faglig sammenslutning en fornyet anmodning om ydelser under henvisning til anordning (arreté royal) af 16. november 1966, der giver EØF-statsborgere visse af de rettigheder, der omhandles i lov af 17. juli 1963 om den oversøiske sociale sikring. Efter Tribunal du Travail (1.ste instans i arbejds- og socialret-lige sager) kunne der ikke tillægges denne ansøgning nogen betydning, idet sagsøgeren udelukkende var omfattet af den sociale sikring for kolonierne, da sagsøgers arbejdsperiode i Congo lå før den 30. juni 1960. Ikke desto mindre tilkendte sagsøgte i novedsagen, Office de Sécurité social d'outre-mer (den kompetente institution for den sociale sikring i oversøiske områder), den 21. marts 1967 sagsøger ydelser i medfør af dekreter om syge- og invalideforsikring for ansatte i Congo og Ruanda-Urundi, først i en begrænset periode fra den 8. februar 1967 til 31. juli 1967, dernæst for yderligere seks måneder ad gangen indtil den 31. december 1973. Den 28. december 1973 meddelte sagsøgte i hovedsagen Bozzone, at ydelserne ville blive inddraget fra 1. januar 1974, idet det ikke længere var muligt at antage, at hans bopæl i Italien havde den af lovgivningen krævede midlertidige karakter, idet han siden 1960 havde boet dér fast. Den 26. februar 1974 anlagde sagsøger sag ved Tribunal du Travail med henblik pa at få fastslået, at han havde ret til ydelser ved invaliditet.

Tribunal du Travail de Bruxelles antog, at sagen angik kravet om bopæl i Belgien, i Zaire, i Ruanda-Urundi eller i en stat, hvormed Belgien har indgået en gensidighedsaftale, og at décret colonial af 7. august 1952 således medførte, at de af dekretet omfattede personer blev diskrimineret på grund af deres bopæl.

Tribunal du Travail de Bruxelles har derfor anmodet De europæiske Fællesskabers Domstol om en afgørelse vedrørende følgende spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen er registereret på Domstolens justitskontor den 15. september 1976.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af parterne i hovedsagen, dvs. Bozzone og Office de sécurité sociale d'outre-mer (OSSOM) samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøger i hovedsagen Walter Bozzone har først gennemgået de faktiske omstændigheder og dernæst anført, at Office de Sécurité sociale d'outre-mer har inddraget hans ydelser efter pres fra den belgiske rigsrevision. Han har dernæst anført, at bopælskravet i en tidligere kolonial lovgivning må vige for arbejdskraftens frie bevægelighed og i særdeleshed for gennemførelsen af traktatens artikel 51. Desuden kan en sådan betingelse kun begrundes med nødvendigheden af at kunne kontrollere ydelsesmodtagerens helbred. Fællesskabslovgivningen må skulle anvendes uanset de økonomiske hensyn, den belgiske lovgiver i 1952 havde for øje, og uanset at det pågældende dekret er udstedt i en kolonial sammenhæng. Efter fællesskabslovgivningen må Bozzone betragtes som vandrende arbejdstager. Han er altså omfattet af artikel 10 i forordning nr. 1408 af 14. juni 1971, der forbyder, at en ydelsesmodtager behandles anderledes som følge af, at han har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende. Da denne institution i nærværende tilfælde er det belgiske Office de sécurité sociale d'outre-mer er det fællesskabsretten, der skal finde anvendelse uden hensyn til, at sagsøger har erhvervet sine rettigheder i Congo.

Endelig er Bozzone arbejdstager i den betydning, som Domstolen har tillagt dette ord, dvs. en person, der er omfattet af en social forsikringsordning, selv om vedkommende ikke længere arbejder.

Sagsøger i hovedsagen har foreslået Domstolen, at spørgsmålene fra Tribunal du Travail de Bruxelles besvares således:

Sagsøgte i hovedsagen, Office de sécurité sociale d'outre-mer har først beskrevet de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for retssagen, og har dernæst gennemgået parternes anbringender for Tribunal du Travail såvel som den af denne ret trufne afgørelse, og sagsøgte i hovedsagen har heraf udledet formålet med de stillede spørgsmål: det drejer sig om, hvorvidt en situation som i nærværende sag er omfattet af forordning nr. 1408/71, eller hvis dette ikke er tilfældet, da af traktatens artikel 135 og de overenskomster, der forudsættes dér. I øvrigt må der skaffes klarhed over, om den sociale lovgivning, der gælder for de tidligere belgiske oversøiske områder (outre-mer) skal betragtes som lovgivningen i en eller flere medlemsstater i den i artikel 2, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 anførte forstand.

Ved besvarelsen af spørgsmålet, om forordning nr. 1408/71 kan finde anvendelse på dem af medlemsstaternes arbejdstagere, der har haft deres beskæftigelse i et oversøisk land eller territorium har sagsøgte i hovedsagen henvist til tre af Domstolens domme (Nonnenmacher 92/63; Ciechelski 1/67; De Moor 2/67), der har defineret formålet med traktatens artikel 48-51 og således også gennemførelsesreglernes formål og omfang. Disse bestemmelsers formål er at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne men ikke i oversøiske lande eller territorier. Kriteriet for anvendelsen af Fællesskabets regler om vandrende arbejdstageres sociale siktring er nemlig ikke udelukkende stastborgerskabet, men det er endvidere nødvendigt, at den virksomhedsudøvelse, i forhold til hvilken traktaten ønsker at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed, er udøvet inden for Fællesskabet, således som det fremgår af overskriften til forordning nr. 1408/71.

Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 10, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse på den berettigede efter ydelser, der er erhvervet i medfør af en beskæftigelse, der udelukkende er udført på et associeret territorium, heller ikke selv om denne ydelsesmodtager er statsborger i en medlemsstat og har bopæl i en anden stat end den, som det påhviler at udrede de sociale sikringsydelser, der skyldes beskæftigelsen på det nævnte associerede territorium. Derfor er artikel 2, stk. 2 i décret colonial af 7. august 1952, som ændret ved dekret af 2. juli 1956 ikke i strid med forordning nr. 1408/71 i det omfang det indeholder krav om sædvanlig og faktisk bopæl i Belgien, i Belgisk Congo, i Ruanda-Urundi eller i en stat, som der er indgået en aftale om gensidighed med.

Hvad angår udtrykket lovgivningen i en eller flere medlemsstater ■ i artikel 2, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 har sagsøgte i hovedsagen anført, at den i sagen gældende lovgivning er et kolonialt de kret, udstedt af den belgiske konge, koloniens ordinære lovgiver, der er en del af intern ret i Zaire, medmindre det er blevet formelt ophævet den 1. juli 1960 af Zaires myndigheder.

Den belgiske lovgiver har begrænset sig til at garantere disse ydelser, der hidrører fra en lovgivning, der er blevet udenlandsk, men ellers er forblevet uændret. Det er herefter et spørgsmål, om det koloniale dekret af 7. august 1952 kan betegnes som lovgivningen i en eller flere medlemsstater, hvoraf en arbejdstager har været omfattet. Traktatens opbygning, hvorved der flere gange sondres mellem medlemsstaterne og de oversøiske lande og territorier (artikel 3, litra k), 131, 136, 227) gør det rimeligt at slutte, at når forordning nr. 1408/71 taler om lovgivningen i en eller flere medlemsstater forstås der herved lovgivningen i disse konkrete medlemsstater i modsætning til den lovgivning, der er gældende i et land eller et territorium, der har en særegen forbindelse til denne medlemsstat. Den garanti, som en medlemsstat tilbyder, skaber ikke i sig selv ret til ydelser, og en lov om denne garanti kan ikke betragtes som en lovgivning hvoraf arbejdstagere er eller har været omfattet.

Det fremgår derhos af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne, i særdeleshed af artikel 51, at det ikke er muligt at give forordning nr. 1408/71 et videre anvendelsesområde end dens hjemmelsbestemmelse.

Det andet spørgsmål bør følgelig besvares således:

EF's Kommission har indledningsvis henvist til affattelsen af de stillede spørgsmål og har herved foreslået, at deres rækkefølge ændres, idet det første spørgsmål ikke kan besvares, før det andet er løst. I øvrigt bør det første spørgsmål henvise til samtlige de fællesskabsregler, der eventuelt kan finde anvendelse og ikke blot til forordning nr. 1408/71. Kommissionen har derfor foreslået, at spørgsmålene stilles således:

Til besvarelse af den første del af det således omformulerede spørgsmål har Kom missionen anført, at dekretet af 7. august 1952 er en del af den belgiske koloniale lovgivning, der blev anvendt i Congo indtil 30. juni 1960, dvs. til et tidspunkt efter, at sagsøger i hovedsagen har forladt dette territorium. Da dekretet senere med tilbagevirkende gyldighed var blevet ophævet i Zaire havde den belgiske garanti-lov af 16. juni 1960 sikret ordningens fortsatte anvendelse, således som det fremgår af denne lovs artikel 9 og 7. Disse bestemmelser, der ubestrideligt finder anvendelse på sagsøger, kan betragtes som en lovgivning i en af medlemsstaterne i medfør af den i artikel 2, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 omhandlede personkreds og udtrykket lovgivning i artikel 1, litra j) i samme forordning. Artikel 4, der fastsætter forordningens saglige anvendelsesområde, opregner en række foranstaltninger, hvoriblandt ydelser ved invaliditet udtrykkeligt nævnes. Den meget brede definition af de ordninger, som forordningen omfatter, vil uden videre kunne dække et kolonialt dekret, der kan ligestilles med almindelig belgisk lovgivning, eller i hvert fald er inkorporeret heri ved garantiloven af 16. juni 1960. Hvad angår anbringendet om, at traktatens artikel 51 alene finder anvendelse på de tilfælde, der er omfattet af dem af medlemsstaternes retsregler, der gælder på Fællesskabets område og på områder, der udtrykkeligt ligestilles hermed, så må det understreges, at disse anbringender i høj grad kan anfægtes. Dette skyldes især følgende:

I Domstolens retspraksis (Merluzzi 80/71) er det blevet anerkendt, at Fællesskabets retsregler finder anvendelse på invandrere, der har været omfattet af en anden medlemsstats lovgivning for en tidligere koloni. Stedet, hvor eventuelle rettigheder til ydelser er erhvervet, betyder ikke, at den lovgivning, i medfør af hvilken denne erhvervelse er sket, forandrer sin karakter af national lovgivning. Svaret på det første spørgsmål bør altså være bekræftende.

Heraf følger efter Kommissionens opfattelse, at anden del af spørgsmålet, således som det er blevet omformuleret, ligeledes må besvares bekræftende. Det er tilstrækkeligt at henholde sig til den klare affattelse af artikel 10, stk. 1 forordning nr. 1408/71, når det først er antaget, at denne forordning finder anvendelse. Men selv om Domstolen skulle besvare det første spørgsmål benægtende, vil det andet spørgsmål stadig være at besvare bekræftende som følge af selve traktaten, idet dennes artikel 48-51 er til hinder for, at der indføres eller opretholdes bopælskrav som betingelse for betaling af ydelser, der er erhvervet i medfør af en beskæftigelse.

Som konklusion på samtlige de i dens indlæg fremførte betragtninger har Kommissionen foreslået følgende besvarelse af de stillede spørgsmål:

Det offentlige retsmøde fandt sted den 8. februar 1977.

Bozzone, repræsenteret af advokaterne Raymond Schueler og Robert Versteegh, Bruxelles, har udviklet de anbringender, der er gjort gældende under den skriftlige forhandling og har fastholdt, at efter hans opfattelse var det klart belgisk lovgivning, som han var omfattet af, eftersom der er tale om dekretet af 1952 eller loven af 17. juli 1963. Sagsøger anfører, at det netop er bevis herpå, at Tribunal du Travail har kunnet stille spørgsmål til Domstolen. I øvrigt vil den aftale om gensidighed, som udkræves af sagsøgte i hovedsagen under alle omstændigheder kunne udgøres af EØF-traktaten selv, der forbinder Italien og Belgien.

Office de Sécurité sociale d'outre-mer, repræsenteret af advokat, professor Michel Waelbroeck, Bruxelles, har fastholdt, at fællesskabsbestemmelsernes geografiske gyldighedsområde ikke kan fastsættes skønsmæssigt uden hensyn til reglernes formulering. Dommen i sagen Merluzzi vedrørte et andet sagsforhold, hvor en klar tekst kunne finde anvendelse. Sagsøgte i hovedsagen har endelig anført, at fællesskabsretten, der er harmoniseret ud fra de gældende europæiske lovgivninger og lokale forhold, ikke kan udstrækkes til at omfatte tilfælde, der er opstået i oversøiske områder, hvor forskellige, tidligere anvendte og endnu gældende lovgivninger stadig er i kraft.

Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske konsulent R. Baeyens som befuldmægtiget, bistået af medlem af den juridiske tjeneste fru D. Sorasio-Alle har særligt understreget, at den nævnte garantilov, i medfør af hvilken det påhviler Office de Sécurité sociale d'outre-mer nu at yde Bozzone pension, var en belgisk lov, og at sociale ydelser, som det påhviler en institution i en medlemsstat at udrede til en statsborger i Fællesskabet, efter klare retsregler og fast retspraksis ikke må gøres betinget af noget krav om bopæl.

Til besvarelse af spørgsmål fremsat af Domstolen har Office ae Sécurité sociale d'outre-mer anført:

Generaladovkaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. marts 1977.