I.

Indledning

1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), der er dateret den 15. august 2019 og blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. oktober 2019, omhandler fortolkningen af artikel 2, litra j), tredje led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse  ( 2 ), og artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Anmodningen medfører tillige ganske betydningsfulde problemstillinger vedrørende vurderingen af de konkrete datoer, der skal være afgørende for ansøgninger om familiesammenføring på grundlag af, at andre familiemedlemmer har fået tildelt international beskyttelse.

2.

Anmodningen er fremsat under en sag mellem SE og Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) i forbindelse med sidstnævntes afslag på at tildele SE subsidiær beskyttelsesstatus i dennes egenskab af forælder til en mindreårig ugift person, der har ret til subsidiær beskyttelse i den pågældende medlemsstat (SE’s søn).

3.

Det er bl.a. en forudsætning for at anse SE og dennes søn for »familiemedlemmer« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, at SE’s søn er mindreårig og ugift  ( 3 ). Forbundsrepublikken Tyskland har afslået at tildele SE subsidiær beskyttelse med den begrundelse, at SE, selv om han har indgivet en ansøgning om asyl i denne medlemsstat, mens hans søn var mindreårig, har indgivet en formel ansøgning om asyl i den pågældende medlemsstat dagen efter den dag, hvor hans søn ophørte med at være mindreårig.

4.

I den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen bl.a. om at tage stilling til, hvilket tidspunkt der i en situation som den foreliggende skal tages som udgangspunkt for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den beskyttelsesberettigede (i den foreliggende sag SE’s søn) er »mindreårig« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95.

5.

Inden disse spørgsmål undersøges, skal jeg imidlertid først redegøre for de retlige rammer og faktiske omstændigheder i hovedsagen.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

1.

Direktiv 2011/95

6.

Artikel 1 i direktiv 2011/95, der har overskriften »Formål«, bestemmer:

7.

Artikel 2 i direktiv 2011/95 med overskriften »Definitioner« foreskriver:

8.

Artikel 3 i direktiv 2011/95, der har overskriften »Gunstigere standarder«, fastsætter:

9.

Artikel 23 i direktiv 2011/95 med overskriften »Sikring af familiens enhed« foreskriver:

10.

Artikel 24 i direktiv 2011/95, der har overskriften »Opholdstilladelser«, bestemmer:

2.

Direktiv 2013/32/EU

11.

Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse  ( 4 ) med overskriften »Adgang til proceduren« har følgende ordlyd:

B.

Tysk ret

12.

Asylgesetz’ § 13  ( 5 ) (asylloven, herefter »AsylG«) bestemmer:

13.

AsylG’s § 14 foreskriver:

14.

AsylG’s § 26 fastsætter:

15.

AsylG’s § 77 fastsætter:

III.

De faktiske omstændigheder i hovedsagen og anmodningen om præjudiciel afgørelse

16.

SE har søgt om subsidiær beskyttelsesstatus på den baggrund, at han er far til en ugift mindreårig, der har denne status. SE er ifølge dennes egne oplysninger afghansk statsborger og far til en søn, der er født den 20. april 1998, og som rejste ind på Forbundsrepublikkens område i 2012, hvor han indgav en asylansøgning den 21. august 2012  ( 6 ).

17.

Ved endelig afgørelse truffet af Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundsstyrelsen for indvandrere og flygtninge, Tyskland, herefter »Bundesamt«) den 13. maj 2016 fik SE’s søn afslag på sin asylansøgning. Han blev dog tildelt subsidiær beskyttelsesstatus.

18.

SE rejste ifølge sine egne oplysninger ind på Forbundsrepublikkens område over land i januar 2016. Han anmodede om asyl i februar 2016 og indgav den 21. april 2016 en formel ansøgning om international beskyttelse.

19.

Bundesamt gav afslag på hans ansøgninger om anerkendelse som asylberettiget, om tildeling af flygtningestatus henholdsvis subsidiær beskyttelsesstatus samt om anerkendelse af, at der forelå forbud mod udsendelse i medfør af § 60, stk. 5, og § 60, stk. 7, første punktum, i Aufenthaltsgesetz (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område).

20.

Ved den appellerede dom pålagde Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol, Tyskland) Forbundsrepublikken Tyskland at tildele SE subsidiær beskyttelsesstatus på grundlag af AsylG’s § 26, stk. 5, sammenholdt med stk. 3, første punktum, heri, i dennes egenskab af forælder til en mindreårig ugift person, der er anerkendt som subsidiært beskyttelsesberettiget.

21.

Ifølge Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol) var SE’s søn på det i så henseende relevante tidspunkt, hvor SE indgav asylansøgningen, stadig mindreårig. I denne forbindelse skal en asylansøgning anses for indgivet, så snart den kompetente myndighed får kendskab til ansøgerens anmodning om asyl.

22.

Med sin direkte revisionsanke har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende, at AsylG’s § 26, stk. 3, første punktum, er blevet tilsidesat. Afgørende for bedømmelsen af de faktiske og retlige omstændigheder er i henhold til AsylG’s § 77, stk. 1, første punktum, principielt tidspunktet for det sidste retsmøde ved den ret, der træffer afgørelse om realiteten eller – i mangel af et sådant retsmøde – for den afgørelse fra en sådan ret, hvorved sagen afsluttes. AsylG’s § 26, stk. 3, indeholder i så henseende ingen udtrykkelig lovbestemt undtagelse. Lovens materielle betingelser og dens opbygning taler for, at det i al fald kun er en person, der stadig er mindreårig, når denne selv bliver indrømmet en status, som kan udlede en ret heraf. Forbundsrepublikken har anført, at bestemmelsen tager sigte på det særlige behov for at beskytte beskyttelsesberettigede mindreårige, der principielt kun foreligger, så længe disse er mindreårige.

23.

Forbundsrepublikken Tyskland har tillige gjort gældende, at hvis der imidlertid med henblik på en status som mindreårig skal tages udgangspunkt i tidspunktet for forælderens indgivelse af asylansøgning, er det afgørende ikke tidspunktet for den materielle anmodning om asyl (AsylG’s § 13), men tidspunktet for den formelle indgivelse af asylansøgningen (AsylG’s § 14). Med henblik på kravet om ansøgning i AsylG’s § 26, stk. 3, første punktum, er det ikke tilstrækkeligt, at den kompetente myndighed – her Bundesamt – blot har kendskab til anmodningen om asyl. Tildeling er betinget af en (formel) ansøgning, der kun kan indgives gyldigt til den kompetente myndighed.

24.

På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

IV.

Retsforhandlingerne for Domstolen

25.

Den tyske og den ungarske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den 26. maj 2020 blev den foreliggende sag udsat ved afgørelse truffet af Domstolens præsident i henhold til artikel 55, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement, indtil der blev truffet afgørelse i dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577). Den dom blev forkyndt for den forelæggende ret i nærværende sag med henblik på en afklaring af, hvorvidt retten ønskede at opretholde sin anmodning om en præjudiciel afgørelse. Ved kendelse af 19. august 2020, der blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. august 2020, har den forelæggende ret anført, at den ønsker at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse. Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 28. august 2020 blev udsættelsen af den foreliggende sag ophævet.

26.

Ved Domstolens afgørelse af 10. november 2020 blev den tyske regering anmodet om at uddybe forskellen i tysk ret – særligt vedrørende procedurer, tidsfrister og betingelser – mellem den uformelle asylansøgning som omhandlet i AsylG’s § 13, stk. 1, og den formelle asylansøgning som omhandlet i samme lovs § 14, stk. 1. Den tyske regering har besvaret anmodningen den 14. december 2020.

27.

Ved Domstolens afgørelse af 10. november 2020 er procesdeltagerne i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol blevet opfordret til at indgive deres bemærkninger med hensyn til eventuelle konsekvenser, der kan udledes af dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), særligt med henblik på besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål i nærværende sag. Den ungarske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i denne forbindelse.

V.

Domstolens kompetence

28.

Den tyske regering har fremsat tvivl vedrørende Domstolens kompetence med hensyn til de forelagte spørgsmål. Det er regeringens opfattelse, at de spørgsmål, der er forelagt med henblik på præjudiciel afgørelse, vedrører fortolkningen af en national bestemmelse, der ikke er fastsat ved EU-retten, og som i sin ordlyd udelukkende henviser til de definitioner, der er fastlagt i EU-retten ved artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95 for så vidt angår begreberne »en anden voksen« og »familie«.

29.

Det skal anføres, at den forelæggende ret med sine spørgsmål ønsker en fortolkning af artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 og af chartrets artikel 7. Der er ingen henvisning til national ret i spørgsmålene.

30.

Det fremgår dog af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at SE påberåber sig international beskyttelse som familiemedlem (forælder til et ugift mindreårigt barn) i henhold til AsylG’s § 26, stk. 5, sammenholdt med stk. 3, første punktum, heri, snarere end i henhold til EU-retten, navnlig direktiv 2011/95. Spørgsmålet om, hvorvidt SE’s søn på det relevante tidspunkt var en ugift mindreårig person og dermed, hvorvidt SE var et familiemedlem i medfør af artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, synes ikke desto mindre at være afgørende for vurderingen af SE’s status i henhold til national ret. Det følger af den henvisning til artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95, der er indeholdt i AsylG’s § 26, stk. 3  ( 7 ).

31.

I sin dom af 4. oktober 2018, Ahmedbekova (C-652/16, EU:C:2018:801, præmis 68-74), bemærkede Domstolen, at der i direktiv 2011/95 ikke er fastsat en sådan udvidelse af flygtningestatussen eller den subsidiære beskyttelsesstatus til familiemedlemmer til den person, som er blevet tildelt denne status. Det fremgår af dette direktivs artikel 23, at direktivet begrænser sig til at pålægge medlemsstaterne at udforme deres nationale lovgivning således, at de i direktivets artikel 2, litra j), omhandlede familiemedlemmer til en person med en sådan status har ret til at gøre krav på visse fordele, som bl.a. omfatter udstedelse af en opholdstilladelse, adgang til beskæftigelse eller adgang til uddannelse, og som har til formål at opretholde familiens enhed, såfremt de ikke individuelt opfylder betingelserne for tildeling af den samme status. Såfremt et medlem af en familie tildeles international beskyttelse, giver artikel 3 i direktiv 2011/95 dog en medlemsstat mulighed for at udvide denne beskyttelse til andre medlemmer af familien, forudsat at disse ikke er omfattet af en udelukkelsesgrund i samme direktivs artikel 12, og at deres situation har forbindelse med rationalet bag international beskyttelse på grund af behovet for at opretholde familiens enhed.

32.

Domstolen har tillige fastslået, at tildelingen af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus som en afledt ret med henblik på at opretholde den pågældende families enhed har forbindelse med rationalet bag international beskyttelse som følge af tildelingen af en sådan status  ( 8 ).

33.

Under forudsætning af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det af sagsakterne for Domstolen  ( 9 ), at Forbundsrepublikken Tyskland har benyttet sig af muligheden for i henhold til artikel 3 i direktiv 2011/95 at øge beskyttelsen af visse af de i artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95 omhandlede familiemedlemmer.

34.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at denne er kompetent til at træffe afgørelse om en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende EU-retlige bestemmelser i tilfælde, hvor de EU-retlige bestemmelser er blevet gjort anvendelige af national ret på grund af den heri foretagne renvoi til disse bestemmelsers indhold, også selv om de faktiske omstændigheder i hovedsagen ikke er direkte omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. I sådanne situationer har det afgjort interesse for Den Europæiske Union for at undgå senere fortolkningsuoverensstemmelser, at bestemmelser, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet. En af Domstolen anlagt fortolkning af EU-retlige bestemmelser i situationer, der ikke er omfattet af disse bestemmelsers anvendelsesområde, er således berettiget, såfremt disse bestemmelser af national ret er blevet gjort anvendelige i sådanne situationer på direkte og ubetinget vis med henblik på at sikre en ensartet behandling af disse situationer og af de situationer, der er omfattet af de nævnte bestemmelsers anvendelsesområde  ( 10 ).

35.

Da AsylG’s § 26, stk. 3, specifikt henviser til begrebet »familie« i henhold til artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95, og da der ikke er grund til at antage, at den sidstnævnte bestemmelse ikke skulle være umiddelbart og ubetinget anvendelig på situationer som i den foreliggende sag, er det tydeligvis i EU’s interesse, at Domstolen træffer afgørelse vedrørende den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

36.

Det er dermed min opfattelse, at Domstolen har kompetence til at besvare de forelagte præjudicielle spørgsmål.

VI.

Gennemgang af de forelagte spørgsmål

A.

Det første og det andet spørgsmål

1.

Indledende bemærkninger

37.

Med det første og det andet spørgsmål, der med fordel kan behandles samlet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilket tidspunkt der i en situation som den foreliggende, hvor en forælder (i den pågældende sag SE) i henhold til national ret ønsker at opnå ret til subsidiær beskyttelse på grundlag af et ugift mindreårigt barns subsidiære beskyttelsesstatus, skal tages som udgangspunkt for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den internationalt beskyttelsesberettigede – i dette tilfælde SE’s søn – er »mindreårig« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95  ( 11 ).

38.

Som Kommissionen har fremhævet i sit skriftlige indlæg, er der ud fra et EU-retligt synspunkt behov for, at spørgsmålet besvares, da det må afgøres, hvorvidt SE i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95 har ret til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i direktivets artikel 24-35  ( 12 ).

39.

Definitionen af »mindreårig« som omhandlet i artikel 2, litra k), i direktiv 2011/95, der henviser til »en tredjelandsstatsborger eller en statsløs under 18 år«, er ikke omtvistet i hovedsagen.

40.

Spørgsmålet er dog, hvilket tidspunkt der er det relevante ved bedømmelsen af en persons status som »mindreårig« med henblik på at afgøre, hvorvidt denne mindreårige person og en anden person er »familiemedlemmer« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95. I henhold til artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95 omfatter »familiemedlemmer«, for så vidt som familien allerede bestod i hjemlandet, faderen til en mindreårig og ugift person med international beskyttelse, når denne person befinder sig i den samme medlemsstat i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse.

41.

Den forelæggende ret har angivet fem mulige tidspunkter for Domstolen, nemlig:

–

den dato, hvor der blev truffet afgørelse om SE’s asylansøgning (hovedteksten i det første spørgsmål)

–

den dato, hvor SE’s søn blev tildelt subsidiær beskyttelse [det første spørgsmål, litra a)]

–

den dato, hvor SE ansøgte om asyl [det første spørgsmål, litra b)]

–

den dato, hvor SE rejste ind i Tyskland [det første spørgsmål, litra c)], eller

–

den dato, hvor SE’s søn indgav sin asylansøgning [det første spørgsmål, litra d)].

42.

Den tyske regering har anført, at det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger status som »mindreårig« i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, er den dato, hvor der blev truffet afgørelse om ansøgningen fra det familiemedlem, der ønsker at påberåbe sig en ret, der er afledt fra den beskyttelsesberettigedes ret.

43.

Det er den ungarske regerings opfattelse, at anvendelsen af nutid i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 taler imod en fortolkning med tilbagevirkende kraft af begrebet status som mindreårig. De faktiske og retlige forhold, som en afgørelse baseres på, skal dermed undersøges og vurderes med udgangspunkt i de omstændigheder, der foreligger, når afgørelsen træffes. En anden fortolkning i den foreliggende sag ville medføre, at myndighederne skulle støtte deres afgørelse på en forestilling om, at personen stadig er mindreårig, selv om det ikke længere er tilfældet. En sådan forestilling kan ikke udledes af teksten i eller formålene med direktiv 2011/95, og den ville være til skade for retssikkerheden. Det er denne regerings opfattelse, at det afgørende tidspunkt er den dato, hvor der træffes afgørelse vedrørende den ansøgning om international beskyttelse, som er indgivet af familiemedlemmet til den person, som er tildelt international beskyttelse.

44.

Det er derimod Kommissionens opfattelse, at artikel 2, litra j), tredje led, og artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, som var under 18 år ved indgivelsen af sin anmodning om international beskyttelse i medlemsstaten, men som under asylproceduren blev myndig og derefter blev tildelt subsidiær beskyttelsesstatus, skal anses for »mindreårig« i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, hvis hans far rejste ind på samme medlemsstats område, før den beskyttelsesberettigede blev myndig og indgav den ansøgning, der henvises til i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95, inden for rimelig tid efter den dag, hvor den beskyttelsesberettigede blev anerkendt som sådan.

2.

Dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248)

45.

Det fremgår klart af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de forskellige mulige tidspunkter, der er anført af den forelæggende ret, i hvert fald til en vis grad er inspireret af dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248)  ( 13 ). Jeg foretager derfor en forholdsvist detaljeret gennemgang af de faktiske omstændigheder og afgørelsen i denne sag med henblik på at skabe større forståelse for de forskellige mulige tidspunkter, der er anført af den forelæggende ret.

46.

Den sag, som gav anledning til dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), vedrørte rettighederne for en uledsaget mindreårig, der rejste ind i Nederlandene og indgav en ansøgning om asyl, mens hun var mindreårig, men som opnåede flygtningestatus og søgte om familiesammenføring med sine forældre, efter hun var blevet myndig.

47.

Domstolen blev anmodet om at oplyse, om artikel 2, litra f)  ( 14 ), i direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring  ( 15 ) skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, som var under 18 år på tidspunktet for sin ankomst til en medlemsstats område og ved indgivelsen af sin ansøgning om asyl i denne stat, men som under asylproceduren bliver myndig og derefter tildeles flygtningestatus med tilbagevirkende kraft fra datoen for indgivelsen af ansøgningen, skal kvalificeres som »mindreårig« som omhandlet i denne bestemmelse. Domstolen fastslog, at artikel 2, litra f), i direktiv 2003/86, sammenholdt med direktivets artikel 10, stk. 3, litra a)  ( 16 ), skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, som var under 18 år på tidspunktet for sin ankomst til en medlemsstats område og ved indgivelsen af sin ansøgning om asyl i denne stat, men som under asylproceduren bliver myndig og derefter tildeles flygtningestatus, skal kvalificeres som »mindreårig« som omhandlet i denne bestemmelse.

48.

Hvis retten til familiesammenføring i henhold til artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86 afhang af det tidspunkt, hvor den kompetente nationale myndighed formelt træffer afgørelse om anerkendelse af den relevante persons status som flygtning, kunne en sådan fortolkning ifølge Domstolen endvidere – idet den modvirker det formål, der forfølges både af direktiv 2013/32 og af direktiv 2003/86 og 2011/95, som i overensstemmelse med chartrets artikel 24, stk. 2, er at sikre, at barnets tarv reelt kommer i første række hos medlemsstaterne ved anvendelsen af disse direktiver – i stedet for at være et incitament for de nationale myndigheder til at prioritere behandling af ansøgninger om international beskyttelse fra uledsagede mindreårige, henset til deres særlige sårbarhed, have den modsatte virkning  ( 17 ).

49.

Det var dermed Domstolens vurdering, at såfremt datoen for indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse fastholdes som det relevante tidspunkt for vurderingen af en flygtnings alder med henblik på anvendelse af artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86, gøres det omvendt muligt at sikre en ensartet og forudsigelig behandling af alle ansøgere, som i kronologisk henseende befinder sig i samme situation, idet det sikres, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes, hovedsageligt afhænger af omstændigheder, som kan tilregnes ansøgeren og ikke myndighederne, såsom sagsbehandlingstiden for ansøgningen om international beskyttelse eller ansøgningen om familiesammenføring. Domstolen fastslog dog, at en flygtning, som havde status som uledsaget mindreårig på tidspunktet for sin ansøgning, men som er blevet myndig under proceduren, bør indgive sin ansøgning inden for en rimelig frist  ( 18 ). I denne forbindelse vurderede Domstolen, at ansøgningen skal indgives inden for en frist på tre måneder fra den dato, hvor den pågældende mindreårige opnåede flygtningestatus.

3.

Dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577)

50.

Det er tillige min opfattelse, at dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), der blev afsagt efter anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag, er af betydning.

51.

I den sag blev Domstolen bl.a. anmodet om at oplyse, om artikel 4, stk. 1, første afsnit, litra c), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den dato, som skal lægges til grund ved afgørelsen af, om en tredjelandsstatsborger eller en ugift statsløs er et »mindreårigt barn« som omhandlet i denne bestemmelse, er den dato, hvorpå ansøgningen om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring for mindreårige børn blev indgivet, eller den dato, hvorpå de kompetente myndigheder i denne medlemsstat træffer afgørelse om denne ansøgning, i givet fald efter et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en sådan ansøgning.

52.

Domstolen fastslog i utvetydige vendinger i denne doms præmis 36 og 37, at såfremt den dato, hvor den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat træffer afgørelse om ansøgningen om tilladelse til indrejse og ophold på denne medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, var den dato, der skal lægges til grund ved vurderingen af ansøgerens alder med henblik på anvendelsen af artikel 4, stk. 1, første afsnit, litra c), i direktiv 2003/86, ville dette hverken være foreneligt med de formål, der forfølges med dette direktiv, eller med de krav, der følger af chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, da de nationale myndigheder og retter ikke ville have noget incitament til at prioritere behandling af ansøgninger fra mindreårige med den hastighed, der er nødvendig for at tage hensyn til deres sårbarhed, og de ville således kunne handle på en måde, som ville bringe disse mindreåriges juridiske rettigheder i fare. Domstolen fastslog derfor, at artikel 4, stk. 1, første afsnit, litra c), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den dato, som skal lægges til grund ved afgørelsen af, om en tredjelandsstatsborger eller en ugift statsløs er et mindreårigt barn som omhandlet i denne bestemmelse, er den dato, hvorpå ansøgningen om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring for mindreårige børn blev indgivet, og ikke den dato, hvorpå de kompetente myndigheder i denne medlemsstat træffer afgørelse om denne ansøgning.

4.

Kortfattet analyse af de relevante domme

53.

Som jeg har anført, vedrørte dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), og af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), fortolkningen af direktiv 2003/86.

54.

Det skal indledningsvis påpeges, at direktiv 2003/86 blev vedtaget den 22. september 2003. Direktivet blev dermed vedtaget ca. seks måneder før vedtagelsen af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse  ( 19 ). I direktiv 2004/83, som senere blev erstattet af direktiv 2011/95, blev begrebet subsidiær beskyttelsesstatus for første gang introduceret i EU-retten. Denne kronologi har til formål at forklare, hvorfor direktiv 2003/86 alene henviser til flygtninge og ikke til tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer med subsidiær beskyttelsesstatus. Mens rettighederne for flygtninges familiemedlemmer i vid udstrækning reguleres af direktiv 2003/86 og direktiv 2011/95  ( 20 ), vedrører det tidligere direktiv ikke rettigheder for familiemedlemmer til de personer, der har subsidiær beskyttelsesstatus.

55.

Domstolen bekræftede da også i præmis 34 i dom af 13. marts 2019, E. (C-635/17, EU:C:2019:192), at direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som er familiemedlemmer til en person med subsidiær beskyttelsesstatus  ( 21 ).

56.

Jeg finder, at det valgte resultat i dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), vedrørende retten til familiesammenføring for en uledsaget mindreårig med flygtningestatus i henhold til artikel 2, litra f), og artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86 bidrager til afklaring af den foreliggende sag. Den bedømmelse, der foretages i sagen, kan dog som følge af visse væsentlige faktiske og retlige forskelle ikke fuldstændig overføres til nærværende sag. I den sag, der gav anledning til dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), var det navnlig det uledsagede mindreårige barn, der søgte familiesammenføring med henvisning til artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86, og ikke (som i det foreliggende tilfælde) en forælder, der ønsker at slutte sig til sit barn på grundlag af bl.a. artikel 23 ff. i direktiv 2011/95.

57.

Mens den foreliggende sag vedrører spørgsmålet om rettigheder for en forælder til en person, der er blevet tildelt subsidiær beskyttelsesstatus, var den sag, der gav anledning til dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), tillige i en vis grad anderledes, da den vedrørte fortolkningen af artikel 4, stk. 1, første afsnit, litra c), i direktiv 2003/86, hvorefter medlemsstaterne skal tillade en flygtnings mindreårige børn indrejse og ophold.

5.

Anvendelse af retspraksis i den foreliggende sag

58.

Det skal anføres, at artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 ikke præciserer, hvilket tidspunkt der skal lægges til grund. Selv om EU-lovgiver med fordel kunne have bragt klarhed over den problemstilling, medfører undladelsen dog ikke, at medlemsstaterne ensidigt kan fastlægge det tidspunkt, som medlemsstaten ønsker, med henblik på bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt visse personer er »familiemedlemmer« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95. Jeg er nået frem til denne konklusion af flere grunde.

59.

For det første henviser artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 ikke til national ret eller til medlemsstaterne, og for det andet er der intet i denne bestemmelse eller i nogen anden bestemmelse i direktiv 2011/95, der antyder, at EU-lovgiver havde til hensigt at overlade fastlæggelsen af det relevante afgørende tidspunkt til den enkelte medlemsstat.

60.

I sin dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 41), og af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 30), bemærkede Domstolen, at i henhold til såvel kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet skal en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Europæiske Union undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til navnlig bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning.

61.

Det er min opfattelse, at artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 skal sammenholdes med direktivets artikel 23, stk. 1, hvorved det meget klart og utvetydigt angives, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at familiens enhed kan opretholdes« (min fremhævelse). I 16. betragtning til direktiv 2011/95 anføres tillige, at direktivet respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i chartret, og søger at fremme anvendelsen af bl.a. chartrets artikel 7 og 24.

62.

Det fremgår af fast retspraksis, at chartrets artikel 7, som anerkender respekt for privatliv og familieliv, imidlertid skal sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, der er fastlagt i chartrets artikel 24, stk. 2, og til at respektere barnets behov for regelmæssigt at have personlig forbindelse med begge sine forældre, der fremgår af chartrets artikel 24, stk. 3  ( 22 ).

63.

Det følger af det ovenstående, at artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 skal fortolkes med særlig vægt på det berørte barns interesser og ud fra ønsket om at begunstige familielivet.

64.

Efter min opfattelse ville det under omstændigheder som i den foreliggende sag hverken være i det berørte barns interesse eller begunstige familielivet og for den sags skyld ej heller i overensstemmelse med begrundelsen i dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), og af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), hvis det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af spørgsmålet om status som mindreårig i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 var den dato, hvor der blev truffet afgørelse om SE’s asylansøgning  ( 23 ), eller den dato, hvor SE’s søn blev tildelt subsidiær beskyttelse  ( 24 ).

65.

Det fremgår klart af dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 55), og af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577), at Domstolen ikke forestillede sig, at en sagsøgers ret til familieliv skulle afhænge af hastigheden og varigheden af en national ansøgnings- og afgørelsesproces. Det princip, der understøtter disse to afgørelser, er, at retten til at indgive en ansøgning om familiesammenføring ikke kan være betinget af de datoer, hvorpå tredjemand tilfældigvis træffer afgørelser i relevante sager.

66.

Efter min opfattelse er dette tilfældet, uafhængigt af, om anerkendelsen af subsidiær beskyttelsesstatus i henhold til direktiv 2011/95 faktisk er deklaratorisk. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at 21. betragtning til 2011/95 anfører, at anerkendelsen af flygtningestatus er deklaratorisk. Der er dog ingen tilsvarende betragtning til direktiv 2011/95 vedrørende subsidiær beskyttelse  ( 25 ). Selv om dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), henviser til det forhold, at anerkendelse af flygtningestatus er deklaratorisk  ( 26 ), fremhævede Domstolen dog i dommen, at det at gøre retten til familiesammenføring i artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86 afhængig af det tidspunkt, hvor den kompetente nationale myndighed formelt træffer afgørelse om anerkendelse af den berørte persons flygtningestatus, og således af den større eller mindre hurtighed, hvormed ansøgningen om international beskyttelse behandles af denne myndighed, under disse omstændigheder vil bringe den effektive virkning af denne bestemmelse i fare. En sådan tilstand ville stride mod ikke bare formålet med dette direktiv, som er at fremme familiesammenføring og i denne henseende at yde beskyttelse til flygtninge, navnlig uledsagede mindreårige, men også mod ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet  ( 27 ).

67.

Domstolen indtog en lignende holdning i sin dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577). I sin begrundelse støttede Domstolen sig dog ikke på den deklaratoriske karakter af anerkendelsen af flygtningestatus, men fremhævede snarere de rettigheder, der er afledt af chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, og de berørte børns interesser. Domstolen bemærkede, at retten til familiesammenføring ikke skulle gøres afhængig af vilkårlige og uforudsigelige omstændigheder, som udelukkende kan tilskrives de kompetente myndigheder og nationale retter i de pågældende medlemsstater  ( 28 ).

68.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det af de nationale sagsakter, der er fremlagt for Domstolen i den foreliggende sag, at der foreligger en periode på næsten fire år fra det tidspunkt, hvor SE’s søn indgav en ansøgning om asyl (21.8.2012), til den dato, hvor han blev tildelt subsidiær beskyttelse (13.5.2016). Den forelæggende ret har ikke forklaret det betydelige tidsrum. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse kan man måske udlede, at det skyldes SE’s søn indsigelser mod Bundesamts afslag på asylansøgningen. Det er tilstrækkeligt at anføre, at SE’s asylansøgning har været under behandling siden 2016.

69.

Ud over risikoen for en indskrænkning af de rettigheder  ( 29 ), der garanteres gennem chartrets artikel 7 og 24, ville det efter min opfattelse tillige være i strid med chartrets artikel 47 og retten til effektive retsmidler, hvis det forhold, at en person, der ansøger om international beskyttelse, var nødt til at påberåbe sig retsmidlerne i henhold til artikel 46 i direktiv 2013/32, dermed kunne medføre en situation, hvor familiemedlemmer ville miste deres ret til opretholdelse af familiens enhed og alle øvrige rettigheder i medfør af bl.a. direktiv 2011/95 som følge af de tidsforløb, som en sådan retssag uvægerligt medfører, og som synes at have været uden for ansøgerens kontrol. En sådan situation kunne på urimelig måde være væsentligt til hinder for og medføre væsentlig modvilje mod at anvende retsmidler, der ellers ville være tilgængelige  ( 30 ).

70.

I denne sammenhæng finder jeg, at det forhold, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 kræver en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder ved den domstol eller det domstolslignende organ i en medlemsstat, ved hvilken der i første instans bliver anlagt en sag til prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse, som den tyske og den ungarske regering har henvist til  ( 31 ), er irrelevant bl.a. for bedømmelsen af, hvilket tidspunkt der skal tages som udgangspunkt for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den beskyttelsesberettigede (i den foreliggende sag SE’s søn) er »mindreårig« som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95. Formålet med artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 er at sikre, at den kompetente rets afgørelse om international beskyttelse er baseret på ajourførte faktiske og retlige forhold  ( 32 ). Bestemmelsen påvirker på ingen måde hverken familiemedlemmers ret til i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95 at påberåbe sig de i direktivets artikel 24-35 nævnte rettigheder eller det tidspunkt, der er afgørende for opnåelse af disse rettigheder.

71.

Med hensyn til det mulige tidspunkt, der er angivet i det første spørgsmål, litra c), nemlig den dato, hvor SE rejste ind i Forbundsrepublikken Tyskland, er det en klar betingelse i henhold til artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95, at de pågældende familiemedlemmer »befinder sig i den samme medlemsstat i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse«  ( 33 ). Det er dermed en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at SE var rejst ind i Forbundsrepublikken Tyskland, inden hans søn havde nået myndighedsalderen, og at SE’s søn havde anmodet om international beskyttelse, mens han var mindreårig, da SE ønsker at udlede rettigheder i den sammenhæng.

72.

Selv om tilstedeværelse i den relevante medlemsstat og den pågældende »mindreårige« persons ansøgning om international beskyttelse er nødvendige betingelser, er de dog ikke i sig selv tilstrækkelige til at aflede rettighederne i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95. Familiemedlemmer til personen med international beskyttelse, som ikke individuelt er berettiget til en sådan beskyttelse, skal i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95 faktisk »gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35 […]«  ( 34 ). Efter min opfattelse er det dette krav, der giver anledning til en vurdering af retten til de pågældende fordele, og det udgør dermed det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af spørgsmålet om status som mindreårig for en person med international beskyttelse, som angivet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95.

73.

Det er derfor min opfattelse, at en far, det ønsker at opnå de rettigheder, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95, på det grundlag, at han er »familiemedlem« til en »mindreårig« person med international beskyttelse, faktisk skal gøre rettighederne gældende eller påberåbe sig rettighederne, mens personen med international beskyttelse stadig er mindreårig. I en situation som den i hovedsagen omhandlede er det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af status som mindreårig i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 dermed principielt den dato, hvor asylansøgeren (SE) indgav sin asylansøgning [det første spørgsmål, litra b) – 2016]. I lyset af den klare ordlyd i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95 finder jeg således ikke, at den dato, hvor personen med international beskyttelse (SE’s søn) indgav sin asylansøgning  ( 35 ), i sig selv har betydning i relation til formålet om bedømmelse af status som mindreårig i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 [det første spørgsmål, litra d) – 2012].

74.

Det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af SE’s søns status som mindreårig i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 er dermed den dato, hvor SE indgav en ansøgning om asyl [det første spørgsmål, litra b) – 2016] under forudsætning af, at SE’s søn ansøgte om international beskyttelse, inden han nåede myndighedsalderen, og at begge de pågældende familiemedlemmer var til stede i samme medlemsstat, inden SE’s søn nåede myndighedsalderen.

75.

Da jeg anser det tidspunkt, hvor SE indgav sin asylansøgning, for afgørende, får den forelæggende rets andet spørgsmål tillige en vis betydning. Det vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det afgørende tidspunkt er det tidspunkt, hvor anmodningen om asyl blev indgivet, eller om det er den dato, hvor asylansøgningen formelt blev foretaget  ( 36 ).

76.

Dette spørgsmål forudsætter en fortolkning af artikel 6 i direktiv 2013/32. Det er min opfattelse, at svaret på det spørgsmål, som er stillet af den forelæggende ret, kan findes i præmis 92-94 i dom af 25. juni 2020, Ministerio Fiscal (Myndighed, der kan modtage en ansøgning om international beskyttelse) (C-36/20 PPU, EU:C:2020:495), hvor det i det væsentlige fremgår, at en tredjelandsstatsborger, i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2013/32, opnår status som ansøger om international beskyttelse som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 2013/32 fra det tidspunkt, hvor den pågældende »indgiver« en sådan ansøgning. Det at »indgive« en ansøgning om international beskyttelse er ikke forbundet med nogen administrative krav, idet de nævnte administrative krav skal overholdes i forbindelse med formelt at have »indgivet« ansøgningen. Opnåelsen af status som ansøger om international beskyttelse er dermed hverken betinget af registreringen eller den formelle indgivelse af ansøgningen, og den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger over for en »anden myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2013/32 har tilkendegivet, at vedkommende agter at ansøge om international beskyttelse, er tilstrækkelig til at give vedkommende status som ansøger om international beskyttelse. Indgivelsen af en sådan ansøgning er dermed tilstrækkelig til at udløse den frist på seks arbejdsdage, inden for hvilken den pågældende medlemsstat skal registrere nævnte ansøgning.

77.

Det synes derfor, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at fremgå, at det afgørende tidspunkt vedrørende SE’s asylansøgning var februar 2016 og ikke datoen den 21. april 2016, hvor han indgav sin formelle ansøgning om international beskyttelse. Da SE’s asylansøgning dermed blev indgivet, mens hans søn stadig var mindreårig, følger det samtidig, at SE var et familiemedlem som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95.

78.

Som svar på den forelæggende rets første og andet spørgsmål er jeg således af den opfattelse, at det relevante tidspunkt under omstændighederne i en situation som den i hovedsagen omhandlede for bedømmelsen af, om personen med international beskyttelse har status som mindreårig i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, er den dato, hvor dennes far indgiver en ansøgning om international beskyttelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2013/32, under forudsætning af, at personen med international beskyttelse har ansøgt om beskyttelsen, inden han eller hun når myndighedsalderen, og at begge de pågældende familiemedlemmer er til stede i samme medlemsstat, inden personen med international beskyttelse når myndighedsalderen.

B.

Det tredje spørgsmål

79.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret afklaring af, hvorvidt det er en betingelse i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, sammenholdt med direktivets artikel 23, stk. 1, at »familiemedlemmerne« genoptager familielivet som omhandlet i chartrets artikel 7, eller om det er tilstrækkeligt med henblik på at antage status som familiemedlem, at den beskyttelsesberettigede og dennes familiemedlemmer alene opholder sig i den pågældende medlemsstat på samme tid  ( 37 ).

80.

I henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 er begrebet »familiemedlemmer« i relation til en far til en person med international beskyttelse  ( 38 ) udelukkende afhængigt af tre betingelser, nemlig at familien allerede bestod i hjemlandet  ( 39 ), at familiemedlemmerne til personen med international beskyttelse befinder sig i den samme medlemsstat i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse, og at personen med international beskyttelse er mindreårig og ugift.

81.

Bestemmelsen og i særdeleshed betingelsen om ophold i samme medlemsstat er ikke undergivet krav om, at de pågældende familiemedlemmer genoptager familielivet som omhandlet i chartrets artikel 7. Chartrets artikel 7 foreskriver respekt for familielivet. Bestemmelsen fastsætter dog ingen konkrete krav vedrørende intensiteten af familiemedlemmernes familieforhold.

82.

I henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2011/95 sikrer medlemsstaterne, at familiens enhed kan opretholdes. I denne sammenhæng pålægger direktivets artikel 23, stk. 2, medlemsstaterne præcise positive forpligtelser, hvortil svarer klart definerede individuelle, subjektive rettigheder. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at »familiemedlemmer«, som defineret i artikel 2, litra j), i direktiv 2011/95, har ret til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35. De fordele skal principielt tildeles familiemedlemmer  ( 40 ). Medlemsstaterne er ikke overladt udøvelse af noget skøn i denne sammenhæng  ( 41 ).

83.

Som Kommissionen med rette har anført i sine indlæg, afhænger genoptagelsen af et familiemæssigt forhold ikke nødvendigvis alene af de pågældende familiemedlemmers ønsker, men snarere af forhold, der er uden for deres kontrol, såsom det sted, hvor de er indkvarteret. Da direktiv 2011/95 ikke indeholder nogen kriterier i denne sammenhæng, er det måske endnu vigtigere, at det ikke er klart, hvordan de kompetente nationale myndigheder skulle kontrollere og vurdere genoptagelse af et familiemæssigt forhold på retfærdig, objektiv og forholdsmæssig vis.

84.

Hvis en ugift mindreårig person, når denne når myndighedsalderen, derimod udtrykkeligt angiver skriftligt, at den pågældende ikke ønsker at opretholde familiens enhed, kan formålet med artikel 23 i direktiv 2011/95 ikke opfyldes, og den kompetente nationale myndighed er ikke forpligtet til at tildele familiemedlemmer de hermed forbundne rettigheder i henhold til direktivets artikel 24-35.

85.

Selv om SE’s søn fyldte 18 år og blev myndig den 20. april 2016, er der, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, intet i sagsakterne for Domstolen, der tyder på, at han på noget tidspunkt modsatte sig opretholdelse af familiens enhed eller en genforening med sin far.

C.

Det fjerde spørgsmål

86.

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt en asylansøgers status som familiemedlem (SE) som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 ophører, når den beskyttelsesberettigede (SE’s søn) bliver myndig eller gifter sig. Den forelæggende ret søger med spørgsmålet tillige en afklaring af, hvorvidt der, såfremt faren til den beskyttelsesberettigede principielt fortsat har status som familiemedlem som omhandlet i artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95, efter at barnet er blevet myndigt, er behov for en afklaring af, om denne status – bortset fra en situation, hvor farens ophold i værtsmedlemsstaten eller barnets ret til beskyttelse ophører – bortfalder på et bestemt tidspunkt, eller hvis en bestemt begivenhed indtræder  ( 42 ).

87.

Det er min opfattelse i overensstemmelse med artikel 2, litra j), tredje led, og artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95, at familiemedlemmers rettigheder ikke fortsætter med at bestå i et ubegrænset tidsrum.

88.

Det er min vurdering, at familiemedlemmers ret i henhold til artikel 2, litra j), tredje led, i direktiv 2011/95 til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35 i direktiv 2011/95, fortsætter med at bestå, efter at personen med subsidiær beskyttelse er blevet myndig, under opholdstilladelsens gyldighedsperiode i overensstemmelse med direktivets artikel 24, stk. 2.

89.

I denne sammenhæng foreskriver artikel 24, stk. 2, i direktiv 2011/95, at »medlemsstaterne til personer med subsidiær beskyttelsesstatus og deres familiemedlemmer [udsteder] en opholdstilladelse, som kan fornyes, som skal være gyldig i mindst ét år, og som, i tilfælde af fornyelse, skal være gyldig i mindst to år, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet«  ( 43 ).

VII.

Forslag til afgørelse

90.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) som følger: