De omstændigheder, som ligger til grund for nærværende sag, er allerede Domstolen bekendt.
Selskabet Boehringer Mannheim, der var medlem af det internationale kininkartel, blev efter en administrativ procedure indledt i medfør af Rådets forordning nr. 17 pålagt en bøde på
Kort forinden var den pågældende virksomhed blevet retsforfulgt for overtrædelse af De forenede Staters antitrustlovgivning. I september 1968 var den blevet tiltalt af en Grand Jury ved Southern District Court of New York (en forbundsdomstol). Der var rejst anklage for fem forhold (counts): for det første ansås selskabet for mellem slutningen af 1958 og sommeren 1966 uberettiget og som samordnet overtrædelse at have begrænset De forenede Staters indenrigs- og udenrigshandel og for herved at have krænket bestemmelserne i Sherman Act, section I.
For det andet skulle selskabet i samme periode have begået samme overtrædelse med det formål at monopolisere De forenede Staters indenrigs- og udenrigshandel og således have krænket bestemmelserne i Sherman Act, section II.
Tiltalens øvrige forhold vedrørte navnlig en krænkelse af Wilson Tarif Act og svigagtig adfærd over for De forenede Stater ved, at selskabet for de amerikanske myndigheder havde skjult aftalen om køb af det amerikanske reservelager af kinin, hvilket udgjorde en overtrædelse af section 371 i afsnit 18 i De forenede Staters straffelov.
Selskabet Boehringer lod under anvendelse af en mulighed, som findes i amerikansk strafferetspleje, sin repræsentant erklære for Forbundsdomstolen, at det erkendte sig skyldig i tiltalens to første punkter, og ikke ville bestride dem (
Selskabet Boehringer gav den
Den
Ved Domstolens dom af
I så henseende afviste Domstolen nemlig sagsøgers krav med følgende begrundelse:
Disse sanktioner er idømt for begrænsninger i konkurrencen, som har fundet sted uden for Fællesskabet;
der skal følgelig ikke tages hensyn hertil i nærværende sag
Således undgik Domstolen at tage stilling til, om der egentlig gælder et princip om, at en økonomisk sanktion, som tidligere er pålagt af en retsinstans i en tredjestat, skal fradrages i den bøde, der er pålagt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.
Det har utvivlsomt været Domstolen mening, at det i første række tilkom Kommissionen ved en begrundet beslutning at udtale sig om det krav om fradrag, som den sagsøgende virksomhed havde forelagt den.
Kommissionen mente herefter, at den burde fortsætte undersøgelsen af det nævnte krav om fradrag, som i øvrigt udtrykkeligt blev bekræftet over for den af firma Boehringer den
Det er denne beslutning, som anfægtes i nærværende sag.
Sagsøger har nedlagt påstand om, at beslutningen ændres således, at den bøde på
Vi befinder os her på et område, hvor Domstolen har fuld prøvelsesret. Domstolen har nemlig uindskrænket beføjelse til at tage stilling til de faktiske omstændigheder og til at omgøre en fællesskabsbeslutning, navnlig ved at nedsætte den pålagte bøde. Sagsøgers påstande havde efter min mening været mere logiske, såfremt de havde bestået i et krav om i første række ophævelse af den anfægtede beslutning, som ifølge selskabet Boehringer både retligt og faktisk er urigtigt begrundet, og i anden række nedsættelse af den ved Domstolens dom af
Den således forelagte beslutning er begrundet med to typer overvejelser:
De første har generel betydning; de øvrige vedrører sagens faktiske forhold.
I første række gør Kommissionen gældende, at der hverken i traktaten om oprettelse af Det europæiske Fællesskab eller i dens forordninger til gennemførelse af konkurrencereglerne findes nogen udtrykkelig regel, der forpligter den til at trække de bøder, som er pålagt af statslige retsinstanser, fra de bøder, som pålægges i henhold til fællesskabsretten, lige så lidt som der er grundlag for en sådan pligt i et almindeligt princip, der er fælles for medlemsstaternes nationale ret; det siges videre, at selv om Domstolen med sin dom af
For det andet, og subsidiært, bemærker Kommissionen, at fradrag af en tidligere idømt sanktion kun er påkrævet, når de retsstiftende kendsgerninger for den overtrædelse af konkurrencereglerne, for hvilken der idømmes straf af en tredjestats ret og af Kommissionen, er identiske. Denne betingelse er ikke opfyldt i nærværende sag, da den amerikanske ret idømte straf for handlinger, der greb eller kunne gribe forstyrrende ind i konkurrencen i De forenede Stater, medens Kommissionen for sit vedkommende pålagde en bøde for handlinger, der havde til formål eller til følge at begrænse konkurrencen på fællesmarkedet.
Sagsøger har anfægtet begge grupper af begrundelser.
Den førstnævnte, som drejer sig om selve fradragsprincippet, må logisk undersøges først; det andet spørgsmål opstår kun, såfremt Domstolen anerkender muligheden af et sådant fradrag. Det kan derfor kun behandles efterfølgende.
Kommissionen indrømmer uden videre med sagsøger, at det ikke er afgørende, at der ikke i positiv fællesskabsret består nogen pligt til at tage hensyn til en bøde pålagt af en statslig retsinstans for samme forhold, som, for Kommissionens vedkommende, begrunder en økonomisk sanktion mod en virksomhed, hvis handlinger er fundet stridende mod Rom-traktatens artikel 85.
Det skal nemlig afgøres, om der i mangel af bestemmelser herom findes en almindelig retsgrundsætning, som bevirker, at der opstår en sådan pligt for fællesskabsmyndighederne.
Herudover er det imidlertid nødvendigt, at problemet formuleres klart, og at den juridiske ramme for dets løsning afgrænses nøjagtigt.
Med henblik herpå må der i første række sondres mellem to begreber:
Det første, som udtrykkes i maksimen
Det næste begreb, der er påberåbt af det sagsøgende selskab, er af en anden karakter; det hviler ikke på retskraftprincippet, eftersom det ikke hindrer idømmelse af en ny sanktion, selv om der tidligere er afsagt straffedom på grundlag af samme faktum eller samme strafbare adfærd; det kommer kun til udtryk ved, at der tages hensyn til den tidligere straf, som retten skal fradrage i den sanktion, den selv pålægger. Der er her tale om en billighedsbetragtning ved strafudmålingen.
I anden række må det bemærkes, at grundsætningen om
Imidlertid indebærer Fællesskabernes kartelretlige regler, hvis anvendelse påhviler Kommissionen, som bekendt pålæggelse af administrativt fastsatte bøder. Det må således undersøges, om de nævnte regler, som er af egentlig pønal karakter, kan og bør anvendes på dette særlige sanktionssystem.
Man må derfor undersøge anvendelsen af reglen om
Kan der, for det første, i en national retsorden ske sammenlægning af sanktioner eller endog strafferetlig forfølgning på grundlag af de samme faktiske omstændigheder?
Hvilken retsvirkning kan der, for det andet, i forholdet mellem to retsordener tillægges en tidligere straffedom afsagt af en udenlandsk ret over for forfølgning ved en national ret på grundlag af de samme faktiske omstændigheder?
Endelig: finder reglen
Det ses, at problemet er kompliceret. Dets undersøgelse nødvendiggør detaljerede forklaringer, som vil berøre medlemsstaternes retssystemer og De forenede Staters retssystemer samt fællesskabsretten og den internationale strafferet.
Af strafferetten i Fællesskabets medlemsstater har sagsøgeren ment at kunne udlede et fælles princip, hvoraf det skulle fremgå, at han har krav på, at den i De forenede Stater betalte bøde fradrages i Fællesskabets bøde, som er pålagt i medfør af traktaten og af forordning nr. 17 om karteller.
Der er ingen tvivl om, at princippet
Dette fremgår af artikel 6, stk. 1 i Frankrigs Code de procédure pénale, hvori det hedder:
I Forbundsrepublikken Tyskland er det grundloven, der beskytter individernes rettigheder, og hvori det i artikel 103, stk. 3 udtales, at
Vi har altså her at gøre med et fast princip, der kategorisk forbyder enhver ny påtale og ikke blot forpligter til at fradrage en tidligere pålagt straf.
Jeg mener, at denne løsning for Forbundsrepublikken Tyskland fremgår af en dom afsagt den
Reglen om
Den angår i øvrigt strafbare handlinger, hvis gerningsindhold er defineret i bestemmelser med strengt afgrænset anvendelsesområde, og kan derfor ikke uden videre overføres til andre, navnlig administrative sanktionssystemer.
Ganske vist antages det i almindelighed, at reglen i medfør af en analogi med strafferetten kan finde anvendelse på disciplinærordningen for tjenestemænd, og dette gælder navnlig i Frankrig og Tyskland; samme princip gælder for De europæiske Fællesskabers tjenestemænd. Domstolen har under henvisning til en præcis bestemmelse, tjenestemandsvedtægtens artikel 86, stk. 3, anvendt det i en dom af
Derimod kommer reglen
Således er sammenlægning af en administrativ sanktion med en strafferetlig sanktion altid mulig, medmindre en bestemmelse udtrykkeligt udelukker det (i denne retning Frankrigs Conseil d'Etat,
Dette må ses som en følge af, at de administrative sanktionssystemer er selvstændige i forhold til påtale ved domstolene. Sammenlægning af administrative sanktioner idømt for samme handling i henhold til forskellige lovgivninger er endvidere tilladt af samme grund (Frankrigs Conseil d'Etat,
De retskraftige afgørelser fra kriminalretterne binder i øvrigt ikke de administrative myndigheder, undtagen i det omfang det heri konstateres, at det strafbare gerningsindhold, der tillige kan være grundlag for en administrativ sanktion, ikke er realiseret.
Jeg skal nu se på, om og under hvilke betingelser reglen
I fire af Fællesskabets for nærværende seks medlemsstaters nationale retter anerkendes principielt den negative retskraft, på den måde at udenlandske sanktioner hindrer ny retsforfølgning. I tre af disse stater, Belgien, Frankrig og Luxembourg, gælder princippet imidlertid kim, såfremt lovovertrædelsen, eller i det mindste det væsentligste af den, udelukkende er begået i udlandet. Det betyder nemlig, at reglen
Det hedder således i artikel 692 i Frankrigs Code de procédure pénale:
Efter fast retspraksis tilkendes den udenlandske dom slet ingen virkning, dersom overtrædelsen også er sket i Frankrig. Den hindrer hverken påtale for franske retter eller ny domfældelse for de samme forhold (Cour de Cassation, afdelingen for kriminalsager, dom af
Den samme løsning gælder i belgisk strafferet; en domfældelse ved en udenlandsk ret, hindrer ikke ny retsforfølgning i Belgien, dersom de strafbare forhold også er blevet begået i kongeriget (Belgiens Cour de Cassation,
I samme retning går den luxembourgske lovgivning.
I Tyskland tilkendes udenlandske straffedomme ikke negativ retskraft, medmindre Forbundsrepublikken har indgået en bindende folkeretlig overenskomst (Maurach, Rapport til Colloque de l'Association internationale de droit pénal, Freiburg im Breisgau, 1963).
Domfældelse ved en udenlandsk ret er følgelig ikke til hinder for ny retsforfølgning ved en tysk domstol, dog forudsat at gerningsindholdet er strafbart ifølge den nationale straffelov.
I Italien gælder det samme i medfør af straffelovens artikler 7 ff.
Kun nederlandsk ret anerkender uden forbehold anvendelsen af reglen
På grundlag af disse konstateringer kan det hævdes, at den negative retskraft i ingen af de ovennævnte stater, bortset fra Nederlandene, anerkendes i den nationale retsorden som gældende for straffedomme afsagt af udenlandske retter, hvis det eller de påtalte forhold også er blevet begået på nationalt område.
Vi står her over for en ubestridelig virkning af straffelovenes territoriale begrænsning og af staternes suverænitet på et område, hvor denne suverænitet vanskeligst tåler indgreb, nemlig den af strafferetlige sanktioner beskyttede offentlige orden.
Reglen
Det må herved erindres, at det arbejde, der siden krigen er udført inden for rammerne af Institut de droit international eller af Association internationale de droit pénal vedrørende straffedommes internationale retsvirkninger, i det væsentlige har bragt de forskelle frem, der findes mellem de af staterne anvendte regler, og har afsløret de praktiske vanskeligheder ved forsøget på at undgå enhver sammenlægning af strafferetlige sanktioner og nå frem til en fælles opfattelse ved gennemførelsen af reglen
Ganske vist har man kunnet vedtage resolutioner, f.eks. på den IX. Congrès international de droit pénal i Haag i 1964 (resolution III A, 1, a, c), hvorefter
Det kan beklages, men det er umuligt at overse det. Problemet kan kun løses ved en eller flere internationale overenskomster (Spanjaard, rapport til Colloque de l'Association internationale de droit pénal, Revue international de droit pénal 1963, s. 156).
Hvad angår Europa selv må det erindres, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention i artikel 6 om retsplejegarantier ikke indeholder noget forbud mod dobbelt straf. Grundsætningen
dels kan de ikke gøres gældende over for de stater, på hvis område overtrædelsen er eller angives at være begået:
dels gælder de heller ikke, når statens offentlige interesser, i vid forstand, er blevet krænket ved overtrædelsen.
Stærkere kan det ikke fastslås, at reglen
Sagsøger har imidlertid gjort gældende, at retten til ikke at blive udsat for sammenlægning af sanktioner, hvis der ikke består noget forbud mod ny retsforfølgning, i det mindste må anses for sikret gennem fradrag af en tidligere sanktion idømt for de samme forhold.
For at denne opfattelse kan tiltrædes, må følgende betingelser være opfyldt:
Det er dette, jeg nu vil undersøge.
Ganske vist anerkendes den uden forbehold i Forbundsrepublikkens straffelov (§ 60, stk. 3) og i Italiens straffelov (artikel 138). Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe har endda anvendt reglen ved sammenstød mellem en frihedsberøvelse pålagt i medfør af militærets disciplinarreglement og en lignende sanktion pålagt for de samme forhold af en kriminalret. Det er imidlertid åbenbart, at denne løsning kun blev valgt, fordi de idømte straffe var af samme karakter, og fordi man ønskede at beskytte den personlige frihed (dom af
Der kan ikke anføres noget til støtte herfor: hverken henvisningen til forfatningens § 103, der som anført indeholder forbud mod ny retsforfølgning i den nationale retsorden, eller den støtte, som sagsøger mener at kunne hente i en afgørelse herom af
Men, tilføjer forbundsdomstolen, det er ikke nødvendigt at uddybe dette punkt i den foreliggende sag. Følgelig afgjorde den ikke spørgsmålet.
Lad mig tilføje, at man ikke — selv om de bemærkninger, som forbundsdomstolen fandt at måtte anføre vedrørende dette emne, afslører en tendens, måske endda en retsopfattelse — kan udlede heraf, at fradragspligten anses for en grundlæggende rettighed.
Endelig vil jeg bemærke, at det problem, der blev rejst ved den nævnte afgørelse, vedrørte muligheden for en sammenlægning af en af Fællesskabet idømt sanktion og en sanktion idømt af en ret i en af Fællesskabets medlemsstater.
Kammergericht (Kartellsenat) Berlin, der i Forbundsrepublikken Tyskland er den kompetente retsinstans i kartelsager, forelagde Domstolen en anmodning om præjudicielt at afgøre det spørgsmål, om det, når Kommissionen har indledt en procedure i medfør af artikel 14 i forordning nr. 17 om karteller, er foreneligt med traktaten, at de nationale myndigheder for de samme forhold anvender de sanktioner, som tysk ret hjemler på det pågældende område; Kammergericht, som i øvrigt anfører risikoen for en forskellig bedømmelse af de samme forhold samt muligheden for en forvridning af konkurrencen på fællesmarkedet til skade for dem, der er undergivet de tyske kartelregler, henviste herved til artikel 9 i forordning nr. 17, til artiklerne 85 og 5 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab samt endelig til almindelige fællesskabsretlige grundsætninger.
Det fremgår klart af selve dommens ordlyd, at artikel 9 i forordning nr. 17 kun omhandler kompetencen for de nationale myndigheder, for så vidt disse er beføjet til direkte at anvende traktatens artikel 85, så længe Kommissionen ikke har grebet ind; følgelig kommer artikel 9 ikke til anvendelse i tilfælde, hvor de nationale myndigheder udelukkende anvender national ret. Domstolen tilføjer nemlig, at fællesskabsretten og de nationale retsregler vedrørende karteller vurderer disse ud fra forskellige synsvinkler :
artikel 85 bedømmer dem ud fra de hindringer, de kan hidføre for handelen mellem medlemsstaterne, og indgrebene i konkurrencen på fællesmarkedets område ; de nationale lovgivninger betragter dem inden for rammerne af de overvejelser, hvorpå de hver især bygger.
Følgelig kan det samme kartel principielt være genstand for to parallelle sanktions-procedurer: den ene verserer for fællesskabsmyndighederne i medfør af traktaten, den anden for de nationale myndigheder i medfør af national ret.
Således har Domstolen antaget, at reglen
Efter at have fastslået disse principper måtte Domstolen afgøre et andet spørgsmål, hvormed Kammergericht henledte Domstolens opmærksomhed på risikoen for en dobbeltsanktion, den ene pålagt af Kommissionen, den anden af den nationale ret.
Domstolen antager, at en dobbeltsanktion er tilladelig under hensyn til det særlige system for kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, og lægger i dommens præmisser vægt på et almindeligt krav om billighed, således som det i øvrigt er kommet til udtryk i artikel 90, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Kul- og Stålfællesskabet, hvilket krav skulle have til følge, at der tages hensyn til enhver tidligere sanktion, når der eventuelt senere skal pålægges en ny.
Denne præmis, som jeg ikke vil anse for overflødig, men som i hvert fald ikke er nødvendig til støtte for konklusionen i Domstolens dom af
Grunden til Domstolens antagelse af, at der eventuelt kan gælde en fradragsregel, må søges i den snævre indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes nationale markeder og fællesmarkedet. Situationen er imidlertid klart nok en ganske anden, når man står over for en tidligere afgørelse truffet af en stat uden for Fællesskabet.
Det antages i amerikansk retspraksis, at der, hvor samme handling krænker reglerne i to forskellige retsordener: forbundets og en af enkeltstaternes, foreligger to af hinanden uafhængige overtrædelser. Følgelig skal der ikke lægges vægt på den betingelse om identitet mellem de faktiske omstændigheder, som forbudet mod dobbeltstraf indebærer. De forenede Staters højesteret har således statueret, at
Denne afgørelse vedrørte spørgsmålet, om en lov i en stat strider mod forfatningen, fordi yderligere straf med hjemmel i forbundsbestemmelserne ikke er udelukket.
I en anden sag, De forenede Stater mod Lanza, statuerede højesteret, at en domfældelse, der var retskraftig i medfør af lovgivningen i en stat, ikke var til hinder for ny påtale i medfør af forbundsretten eller udelukkede sammenlægning af sanktioner.
Højesteret antog samme løsning, hvor en retsinstans i en af enkeltstaterne havde idømt straf med hjemmel i sin egen lovgivning, skønt den pågældende allerede var straffet for samme handling i medfør af forbundslovgivningen.
På trods af
Jeg mener ligesom professor Mestmaecker (afhandling offentliggjort i Der Betriebsberater 1968, s. 1297), at det af denne opfattelse følger, at en domfældelse, der har opnået retskraft og er afsagt i medfør af en enkeltstats antitrustbestemmelser, på ingen måde hindrer en ny sanktion med hjemmel i forbundsretten og vice versa. Kun et stadigt samarbejde mellem enkeltstaternes myndigheder og forbundsmyndighederne gør det faktisk muligt at undgå dobbeltstraf. Det følger heraf, at reglen
Selv om der ikke er tvivl om, at medlemsstaterne til fællesskabsinstitutionerne har overdraget udøvelsen af visse af deres selvstændige beføjelser på det økonomiske område, er der lige så lidt tvivl om, at de ikke har villet give slip på deres kompetence i strafferetlig henseende. Artikel 15 i forordning nr. 17 udtaler i øvrigt, at de bøder, som idømmes for kartel overtrædelser, ikke er sanktioner i strafferetlig forstand.
Idet de — ganske vist efter en kontradiktorisk sagsbehandling, hvorunder retten til forsvar sikres — pålægges af Kommissionen, tilhører de gruppen af administrative sanktioner.
Denne kensgerning, der endda fremgår af Domstolens praksis (se dommene af
Selv om konkurrenceretsovertrædelserne er defineret i artikel 85 i særdeles generelle vendinger og angår et i høj grad teknisk område, der overlader et særligt vidt skøn til Kommissionen og Domstolen, er de reguleret af udtrykkelige bestemmelser; de indeholder også et subjektivt element, når det siges, at overtrædelserne skal være sket
Hvad angår de i forordning nr. 17 fastsatte sanktioner, er disse begrænset til et konstaterbart maksimum og minimum og således underlagt legalitetsprincippet.
På baggrund heraf har det været hævdet (Lambois, Droit pénal international, Dalloz, 1971), at de af Fællesskabet pålagte bøder, der formelt er administrative, materielt har karakter af sanktioner i strafferetlig forstand.
De har imidlertid visse særtræk og opfylder formål, der efter min opfattelse er af afgørende betydning for løsningen af nærværende tvist.
Først og fremmest rammer de udelukkende, ikke fysiske personers men virksomheders, juridiske personers formue. Ønsket om at beskytte individet mod dobbeltstraffe, navnlig når det drejer sig om straf i form af frihedsberøvelse, spiller altså ingen rolle på dette område.
Endvidere anvendes Fællesskabets kartelregler i praksis mest på multinationale virksomheder, hvis adfærd ikke blot udstrækker sig til flere nationale markeder på fællesmarkedet, men også til verdensmarkedet.
Selv om der mellem Fællesskabets medlemsstater og Fællesskabet selv findes en sådan indbyrdes afhængighed, at det kan antages at stride mod billighedsbetragtninger, at samme konkurrencestridige adfærd, der medfører parallel retsforfølgning, rammes af flere sanktioner, har denne overvejelse ikke længere den samme vægt, når de samme handlinger — hvad enten de kommer til udtryk i aftaler eller alene giver anledning til en praksis — på en gang berører på den ene side Fællesskabet og de stater eller visse af de stater, der er medlemmer heraf, og på den anden side stater uden for fællesmarkedet.
Hvordan skulle man effektivt kunne forsvare de i Rom-traktaten nedfældede målsætninger, hvis man antog, at enhver økonomisk sanktion, der pålægges af en ret i en tredjestat som følge af visse aftaler, skulle fradrages i den bøde, Kommissionen pålægger for det samme ulovlige kartel? Ville det ikke være ensbetydende med at begrænse fællesskabsmyndighedernes beføjelser under henvisning til et billighedsprincip, som med sikkerhed anerkendes gensidigt af de pågældende tredjestater? Kan man f. eks. antage, at en domstol i De forenede Stater, ved hvilken der for det samme kartel verserer en sag mod virksomheder, som Kommissionen tidligere har pålagt en bøde i medfør af forordning nr. 17, ville gå med til at fradrage denne bøde i den, som den selv foranlediges til at idømme?
Selv om man — i strid med hvad jeg anser for stemmende med den retlige virkelighed af i dag — antog, at fradragsreglen er en almindelig retsgrundsætning, ville jeg dog finde det nødvendigt at lade traktatens mål og effektiviteten i fællesskabsorganernes virskomhed få forrang. Det står fast, at fradragsreglen, hvor der er tale om forholdet til en tredjestat, kun ville kunne baseres på overenskomstmæssige bestemmelser.
For det andet følger den kompetence, Kommissionen har fået tildelt til at pålægge sådanne virksomheder, som har dannet karteller i strid med artikel 85, sanktioner, ganske utvivlsomt af nødvendigheden af at beskytte den offentlige økonomiske orden på Fællesskabets område.
De bøder, Kommissionen idømmer, sanktionerer de aftaler, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder eller former for praksis, der ifølge artikel 85
Denne betragtning er afgørende for afvisningen af reglen om fradrag af en sanktion, der tidligere er fastsat af en ret uden for Fællesskabet, thi den fører til den antagelse, at betingelsen om identiske omstændigheder ikke er opfyldt i den nævnte situation og bevirker, at der må anerkendes at foreligge to overtrædelser, som er uafhængige af hinanden og hver for sig umiddelbart strafbare, såvel i Fællesskabets som i tredjestatens retsorden.
Jeg skal her tilslutte mig Kommissionen, nar den antager, at begrebet identisk gerningsindhold på konkurrenceområdet ikke kan vurderes på samme grundlag som i den klassiske strafferet.
Strafbare forhold er nemlig i almindelighed — hvad enten der er tale om forbrydelser mod liv og legeme såsom manddrab og forskellige former for vold eller om formueforbrydelser: tyveri, bedrageri — af indholdsmæssigt enkel beskaffenhed; det drejer sig om handlinger begået af en eller flere bestemte gerningsmænd, på et ligeledes bestemt sted og tidspunkt; vanskeligheder ved bedømmelsen af faktum viser sig kun undtagelsesvis ved komplicerede overtrædelser, men den ret, der behandler sagen, har altid kompetence til at prøve alle de omstændigheder, den får forelagt, og kvalificere dem strafferetligt.
Uanset hvilket kriterium for faktisk identitet, der er afgørende i retspraksis, foretager retten følgelig en helhedsbedømmelse af de forelagte oplysninger.
Problemet opstår på en helt anden måde på området for internationale karteller på to punkter:
Den overtrædelse, der består i begrænsning af konkurrencen, realiseres gennem en flerhed af handlinger begået over en lang periode (flere måneder eller endog flere år) og på flere staters område; aftalerne mellem virksomheder fremtræder ofte forskelligt, dels på grund af forhandlingerne mellem kartelmedlemmer, der er hjemmehørende i forskellige stater, dels på grund af forhandlingernes genstand: priskarteller, territorital fordeling af markederne, eksportkvoter etc. Heraf følger i første række, at retten i en af de stater, i hvis retsorden kartellet er dannet, kun beskæftiger sig med visse af de indgåede aftaler eller kun skal pådømme visse af de handlinger, der er påtalt over for alle eller nogle af virksomhederne.
For det andet begrænser — i medfør af territorialitetsprincippet — lovreglerne om sanktion af konkurrencestridig adfærd deres anvendelsesområde til territoriet for den stat, hvor følgerne af den nævnte adfærd er indtrådt; det samme gælder for Fællesskabet: Rom-traktatens artikel 85, stk. 1 er begrænset til handlinger, der kan indskrænke konkurrencen på fællesmarkedet; uanset at den amerikanske antitrustlovgivning rammer indgreb såvel i udenrigs- som i indenrigshandelen, har den også sit begrænsede territoriale anvendelsesområde; den tager kun sigte på de konkurrenceindgreb, der har virkning for De forenede Staters erhvervsliv.
Når de samme virksomheder får deres sag behandlet samtidig ved en amerikansk forbunds-domstol og ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber med hensyn til de samme aftaler, er overtrædelsens gerningsinhold følgelig og nødvendigvis forskellige.
Retten i De forende Stater kan ikke uden at overtræde sin kompetence påkende andre forhold end dem, som er omfattet af forbundslovgivningen og påvirker forbundets interesser; modsat kan Kommissionen i Bruxelles ikke, uden at blive korrigeret af Domstolen, gribe ind over for andre handlinger end dem, der ved deres formål og virkning skader konkurrencen inden for fællesmarkedet. Den omstændighed, at der er tale om de samme aftaler, er ikke tilstrækkelig til at karakterisere de påtalte forhold som identiske.
Derfor finder jeg det omsonst i nationalstaternes retspraksis at søge et ensartet kriterium for begrebet identisk faktum. Man bliver heller ikke klogere i så henseende af at studere Domstolens dom af
Jeg kunne afslutte mit forslag til afgørelse her, eftersom jeg mener at have påvist, for det første at reglen om fradrag af en tidligere sanktion ikke er en almindelig retsgrundsætning, som Domstolen er forpligtet til at anvende i forbindelse med to økonomiske sanktioner i kartelsager, den ene pålagt af retten i en tredjestat, den anden af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber; for det andet at et kartels territoriale virkning er afgørende som led i gerningsinholdet af en overtrædelse af konkurrencereglerne, og at denne territoriale virkning nødvendigvis er delt, nå den vedrører De forenede Stater, et tredjeland på den ene side og fællesmarkedet på den anden.
For at yde sagsøger fuld retfærdighed skal jeg dog undersøge de elementer, der fremgår henholdsvis af afgørelsen af
Hvad er det for to afgørelser, vi står over for?
På den ene side foreligger der en forbundsdom afsagt efter fremgangsmåden
Selv om de omhandlede faktiske forhold ikke under disse omstændigheder kan anses for endeligt fastslåede kendsgerninger, som det ville være tilfældet efter en normal sagsbehandling, må det i det mindste antages, at det kun er de tiltalepunkter, der er formuleret som de to første i anklagemyndighedens påtale, der er lagt til grund, i modsætning til de forhold, der er genstand for anklagemyndighedens tre andre men senere opgivne tiltalepunkter.
På den anden side er det ikke den administrative afgørelse af
Hvilke faktiske omstændigheder lagde Domstolen til grund for sin afgørelse?
Domstolen henviste ikke til eksportoverenskomsten vedrørende samhandelen med tredjelandene, som var den første væsentlige aftale, der blev indgået mellem medlemmerne af det internationale kininkartel, herunder selskabet Boehringer, men til den
Efter at have analyseret dette dokument, hvis eksistens var erkendt af sagsøger, og efter at have anført, at parterne gensidigt havde erklæret at ville rette sig efter reglerne heri, statuerede Domstolen, at den pågældende
I så henseende konstaterede Domstolen, at den foreliggende
Vedrørende den fælles fastsættelse af salgspriserne på de ikke fordelte markeder, nemlig Belgien, Luxembourg og Italien, statuerede Domstolen, at denne adfærd kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne og ganske alvorligt begrænse konkurrencen i fællesmarkedet; i øvrigt måtte det erkendes, at det ikke var bevist, at sagsøgeren efter fælles aftale med de andre producenter anvendte ensartede priser for sit salg i disse lande efter maj 1964.
Domstolen forkastede endvidere klagepunktet om fastsættelse af salgskvoter i fællesmarkedet efter den
Endelig statuerede Domstolen, at det var ulovligt at forbyde kartellets franske medlemmer at fabrikere syntetisk kinidin.
Domstolens konklusion var, at den måtte kvalificere helheden af disse omstændigheder som et kartel, der var forbudt i medfør af traktatens artikel 85, fordi det havde til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen i fællesmarkedet; følgelig fastsattes bødens størrelse til
Henvisningen til disse retskraftige udtalelser er tilstrækkelig til at påvise, at Domstolen kun lagde de handlinger til grund, der havde eller kunne have indvirkning på konkurrencebetingelserne i fællesmarkedet.
De forhold, der lå til grund for den bøde, som Southern District Court of New York pålagde sagsøger med et beløb af
der er tale om fastsættelse af priserne for udtræk af Kina-bark på et kunstigt niveau på De forenede Staters hjemmemarked, om indgreb i konkurrencen mellem amerikanske importører og forhandlere samt om hindringer i konkurrencen mellem producenter på De forenede Staters hjemmemarked;
der er ligeledes tale om virkninger af den aftale, der kaldes
endelig foreligger der aftaler om fælles køb af Kina-bark (bark pool).
Det må præciseres, at de to sidstnævnte aftaler om kartellets opkøbspolitik ikke blev genstand for nogen påtale ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.
Som det vil ses, sigtes der kun til de virkninger, som sagsøgers adfærd havde på amerikansk område. Intet tillader følgelig den formodning, at den amerikanske forbundsdomstol ved at pålægge selskabet Boehringer en bøde havde til hensigt at sanktionere andre indgreb i konkurrencen.
Det udtaltes da også i dommen i sag 45/69, at denne sanktion blev idømt
Jeg skal tilføje, at sagsakterne ikke indeholder oplysning om, hvorvidt Kommissionen ved fastsættelsen af den bøde, som den pålagde sagsøger og de øvrige, ligeledes indklagede kartelmedlemmer, tog hensyn til de økonomiske fordele, som de pågældende virksomheder måtte have haft af deres aftaler alene på fællesmarkedet eller på verdensmarkedet. Under dem mundtlige forhandling har der ikke kunnet gives noget præcist svar vedrørende dette punkt; det står imidlertid fast, at der kun var indledt retsforfølgning vedrørende den adfærd, der havde indvirkning på fællesmarkedet og at de bøder, som blev pålagt de pågældende virksomheder, i øvrigt ligger langt under det i forordning nr. 17 fastsatte maksimum.
Jeg skal også minde om, at selskabet Boehringers repræsentanter i besvarelse af et i 1966 af Bundeskartellamt stillet spørgsmål havde udtalt, at det var dem umuligt at give nogen præcisering af eksporten af kinin til hvert enkelt af de vigtigste køberlande, fordi aftalerne kun forpligtede kartelmedlemmerne til at udveksle oplysninger vedrørende den samlede eksport; derfor var det sagsøgende selskab ikke i besiddelse af tal for det enkelte køberland.
Under disse omstændigheder foreslår jeg, at sagsøgte frifindes for selskabet Boehringers påstande i sag 7/72.