52001PC0481(01)

Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en rammeaftale mellem det Europæiske Fællesskab og Republikken Cypern om de generelle principper for Republikken Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer /* KOM/2001/0481 endelig udg. - AVC 2001/0193 */

EF-Tidende nr. 304 E af 30/10/2001 s. 0335 - 0337


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af en rammeaftale mellem det Europæiske Fællesskab og Republikken Cypern om de generelle principper for Republikken Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Indledning og resumé

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i Helsingfors i december 1999 den udvidelsesproces, der blev lanceret på dets møde i Luxembourg i december 1997. Den udvidede førtiltrædelsesstrategi, der blev fastlagt i 1997, blev også bekræftet i Helsingfors. Som et vigtigt led i denne strategi skal de 13 kandidatlande (herunder Cypern, Malta og Tyrkiet) kunne deltage i Fællesskabets programmer.

Udtrykket "Fællesskabets programmer" betyder her et integreret sæt af aktioner, der over en årrække er vedtaget af Fællesskabet med henblik på at fremme samarbejdet mellem dets medlemsstater på forskellige specifikke områder i forbindelse med Fællesskabets politikker. De er i princippet udelukkende beregnet for EU's medlemsstater på grundlag af en specifik bevilling fra Den Europæiske Unions almindelige budget. Definitionen omfatter derfor ikke programmer, hvis modtagere ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, men tredjelande (dvs. Phare-, Tacis- og Meda-programmerne).

Efter Det Europæiske Råds konklusioner i Luxembourg og Helsinki foreslog Kommissionen i sin meddelelse af 20. december 1999 om "Ansøgerlandenes deltagelse i Fællesskabets programmer, agenturer og udvalg" [KOM(1999) 710 endelig] ikke desto mindre Rådet at strømline de fællesskabsprocedurer, der er nødvendige for, at associeringsrådene kan vedtage disse afgørelser. Da retsgrundlaget for Cypern, Malta og Tyrkiet afviger fra de andre kandidatlandes på dette område, er den foreslåede metode til gennemførelsen af den nye fremgangsmåde for disse landes vedkommende også forskellig på enkelte punkter.

Med henblik på at gennemføre forslaget i KOM(1999) 710 endelig er Rådet ved afgørelse [../...] [1] nået til enighed om følgende:

[1] [Der er opnået politisk enighed, men afgørelsen er endnu ikke formelt vedtaget. Kommissionens forslag har nr. KOM(2000) 725 endelig.]

a) at vedtage en serie på ti afgørelser om Fællesskabets holdning i de respektive associeringsråd vedrørende de rammeafgørelser, som associeringsrådene skal træffe om de generelle vilkår og betingelser for de central- og østeuropæiske landes deltagelse i de fællesskabsprogrammer, som er åbne for dem;

b) at bemyndige Kommissionen til at føre forhandlinger med Cypern, Malta og Tyrkiet om tre bilaterale rammeaftaler om de generelle principper for disse kandidatlandes deltagelse i alle de fællesskabsprogrammer, som er åbne for de central- og østeuropæiske lande.

Kommissionen har nu afsluttet forhandlingerne om de i punkt b) nævnte rammeaftaler med Cypern, Malta og Tyrkiet i overensstemmelse med de vedtagne forhandlingsdirektiver. Betingelserne i disse rammeaftaler svarer til de betingelser, der er fastsat for de central- og østeuropæiske lande i de udkast til associeringsrådenes rammeafgørelser, som er blevet ændret og vedtaget af Rådet ved afgørelse [.../...].

Rådet opfordres derfor til at vedtage de tre vedlagte udkast til afgørelser om godkendelse af rammeaftalerne med henholdsvis Cypern, Malta og Tyrkiet.

2. Den aktuelle situation for Cypern, Malta og Tyrkiet

Siden Det Europæiske Råd i Luxembourg har Cypern, Malta og Tyrkiet i realiteten deltaget eller forberedt sig på deltagelse i visse programmer i forskellig udstrækning. Denne form for deltagelse var opnået i henhold til de tidligere procedurer. Cypern har deltaget i programmer vedrørende uddannelse, erhvervsuddannelser og unge (Socrates, Leonardo da Vinci og Ungdom for Europa) siden 1997 (og i den senere tid også i programmer vedrørende den audiovisuelle industri, videnskabelig forskning og i SMV-programmet). Malta er fra september 2000 begyndt at deltage i programmerne for uddannelse (Socrates) og erhvervsuddannelse (Leonardo da Vinci), fra den 1. januar 2001 i programmet for unge og for nylig i forskningsprogrammerne. Tyrkiet har endnu ikke deltaget fuldt ud i nogen fællesskabsprogrammer, men er ved at forberede sig på deltagelse i Socrates, Leonardo da Vinci og i programmet for unge. Det har også udtrykt interesse for at deltage i et antal andre programmer.

3. Den nye rammeprocedure

Erfaringerne med at give de ti central- og østeuropæiske lande tilladelse til at deltage i programmerne viste, at de pågældende associeringsråd var nødt til at træffe et stort antal afgørelser (f.eks. en afgørelse pr. land pr. program). Vedtagelsen af de pågældende afgørelser tog mellem seks og ni måneder. På baggrund af disse erfaringer besluttede Rådet i afgørelse [../..] at indføre en ny rammeprocedure for alle kandidatlandenes deltagelse i den nye generation af fællesskabsprogrammer i forbindelse med, at de fleste af disse programmer blev erstattet med nye enten ved udgangen af 1999 eller i løbet af 2000.

I henhold til den nye fremgangsmåde vedtages der rammeinstrumenter med kandidatlandene om de generelle principper for landenes deltagelse i fællesskabsprogrammerne. Vilkår og betingelser for landets deltagelse i de enkelte programmer vil derefter blive fastsat ved bilaterale forhandlinger mellem Kommissionen og det pågældende lands regering. I henhold til afgørelse [../..] og vedlagte udkast til afgørelser vil "et særligt udvalg, der er udpeget af Rådet", bistå Kommissionen i denne opgave.

4. Rammeproceduren for Cypern, Malta og Tyrkiet

I modsætning til, hvad der er tilfældet for de "Europaaftaler", der blev indgået for nylig med de central- og østeuropæiske lande på dette område, omfatter den juridiske rækkevidde af aftalerne med Cypern, Malta og Tyrkiet, der har været i kraft henholdsvis siden 1973, 1971 og 1964, ikke deltagelse i Fællesskabets programmer. Betingelserne for deltagelse kan derfor ikke vedtages af associeringsrådet som for de central- og østeuropæiske landes vedkommende, men må fastsættes ved specifikke bilaterale aftaler.

På grund af denne forskel i retsgrundlaget er der i stedet for rammeafgørelser truffet af associeringsrådene, som anvendes for de central- og østeuropæiske lande, blevet fastsat rammeaftaler ved bilaterale forhandlinger mellem Kommissionen og Cypern, Malta og Tyrkiet på grundlag af det forhandlingsmandat, som blev givet til Kommissionen ved afgørelse [../..].

Uden disse rammeaftaler ville der skulle vedtages et større antal internationale instrumenter for at formalisere landenes deltagelse. For Cypern, Malta og Tyrkiet ville problemet være særlig akut, da det ville være nødvendigt med en dobbelt kommissions- og rådsprocedure. Dette skyldes, at der for hvert enkelt program måtte træffes en individuel bilateral aftale og desuden opnås et særligt forhandlingsmandat fra Rådet for at indlede forhandlingerne. Desuden skulle Europa-Parlamentet høres om hvert af Kommissionens forslag til udkast til de enkelte aftaler. Denne fremgangsmåde ville overbelaste de sædvanlige interinstitutionelle forbindelser i EU og Kommissionens administrative opgaver. Det ville også øge den latente utilfredshed i Cypern, Malta og Tyrkiet over de langstrakte EU-procedurer for at opnå adgang til at deltage i programmerne.

I de tilfælde, hvor der kan ydes støtte til deltagelse via Fællesskabets finansielle førtiltrædelsesfaciliteter, må de finansielle betingelser fastsættes efterfølgende. For Cyperns og Maltas vedkommende kan der ydes finansiel støtte i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 555/2000 om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta. For Tyrkiets vedkommende er der mulighed for støtte såvel via MEDA-programmet som via to såkaldte Europa-forordninger om iværksættelse af foranstaltninger til udbygning af toldunionen EF-Tyrkiet og om iværksættelse af foranstaltninger til økonomisk og social udvikling i Tyrkiet. Ved et nyt forordningsudkast (KOM(2001) 230 endelig), der er til behandling i Rådet, vil alle former for finansiel førtiltrædelsesstøtte til Tyrkiet, herunder deltagelse i fællesskabsprogrammerne, imidlertid blive samlet i en enkelt budgetpost.

5. Rammeaftalernes indhold

Betingelserne i de foreslåede udkast til rammeaftaler for Cypern, Malta og Tyrkiet svarer til de betingelser, som er blevet vedtaget af Rådet i rammeinstrumenterne for de central- og østeuropæiske lande. Hovedpunkterne i aftalerne er:

a) de pågældende programmer er alle de programmer, som er åbne for de central- og østeuropæiske lande

b) kandidatlandene betaler hvert år et bidrag til programmerne, som fastsættes i fællesskab af Kommissionen og kandidatlandets regering. I henhold til vedlagte udkast til rådsafgørelser om godkendelse af rammeaftalerne bistås Kommissionen ved fastsættelsen af betingelserne for deltagelse i de enkelte programmer, herunder de finansielle bidrag, af et særligt udvalg udpeget af Rådet

c) bidraget refunderes ikke til kandidatlandet, hvis resultatet ved udgangen af året ikke står mål med det indbetalte bidrag

d) repræsentanter fra kandidatlandene vil blive indbudt til at deltage som observatører i programudvalgenes møder om de punkter, som vedrører dem

e) projekter og initiativer fra deltagere fra kandidatlandene skal opfylde de samme betingelser, regler og procedurer for de pågældende programmer, som gælder for medlemsstaterne, specielt hvad angår forelæggelse, vurdering og udvælgelse af ansøgninger og projekter

f) rammeaftalerne vil gælde i en ubegrænset periode med en almindelig opsigelsesklausul. Den specifikke varighed af landets deltagelse i programmerne vil blive angivet i de specifikke vilkår og betingelser, der aftales mellem Kommissionen og den pågældende regering.

På grundlag af ovenstående opfordres Rådet til at vedtage de tre vedlagte udkast til afgørelse om at godkende de vedlagte rammeaftaler med henholdsvis Cypern, Malta og Tyrkiet om de generelle principper for landenes deltagelse i Fællesskabets programmer.

2001/0193 (AVC)

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af en rammeaftale mellem det Europæiske Fællesskab og Republikken Cypern om de generelle principper for Republikken Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13, 61, 95, 129, 137, 149, stk. 3, 150, stk. 3, 151, stk. 3, 152, stk. 3, 153, 155, stk. 3, 157, 170, 174, stk. 4, og 308, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, andet punktum, artikel 300, stk. 3, andet afsnit, og artikel 300, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [2],

[2] EFT C [2001], [....], s. [.....]

under henvisning til samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet [3], og

[3] Udtalelse af [.... ], EFT C [2001], [....], s. [.....]

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd i Luxembourg i december 1997 fandt, at Cyperns tiltrædelse ville komme de to befolkningsgrupper til gode og bidrage til fred og forsoning mellem borgerne.

(2) Det Europæiske Råd i Luxembourg gjorde deltagelse i Fællesskabets programmer til et middel til at fremme den udvidede førtiltrædelsesstrategi for kandidatlandene, idet betingelserne for deltagelse skulle fastsættes i de enkelte tilfælde. Det Europæiske Råd i Luxembourg fastlagde ligeledes en særlig førtiltrædelsesstrategi for Cypern som omfattede deltagelse i Fællesskabets programmer og agenturer. Som følge af Det Europæiske Råds møde i Helsinki i december 1999 og specielt Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 skal betingelserne for deltagelse ikke længere fastsættes i de enkelte tilfælde, men der kan i stedet vedtages en mere generel fremgangsmåde, som skal omfatte de fleste af Fællesskabets programmer.

(3) I overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, der blev vedtaget af Rådet den 5. juni 2001, har Kommissionen på Fællesskabets vegne ført forhandlinger med Republikken Cypern om en rammeaftale om de generelle principper for landets deltagelse i Fællesskabets programmer.

(4) For visse af de programmer, der er omfattet af aftalen, indeholder traktaten ingen anden hjemmel end artikel 308.

(5) De specifikke betingelser og vilkår, herunder det finansielle bidrag, for Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer fastsættes af Kommissionen på Fællesskabets vegne. Kommissionen vil blive bistået i denne opgave af et særligt udvalg oprettet af Rådet.

(6) Republikken Cypern kan anmode om finansiel støtte til at deltage i Fællesskabets programmer i henhold til Rådets forordning (EF) 555/2000 af 13. marts 2000 om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta [4].

[4] EFT L 68 af 16.3.2000, s. 3.

(7) Kommissionen bør regelmæssigt tage aftalen op til revision.

(8) Aftalen bør godkendes -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Rammeaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Cypern om de generelle principper for Republikken Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer godkendes på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

1. Kommissionen bemyndiges til på Fællesskabets vegne at fastsætte de specifikke betingelser og vilkår, herunder det finansielle bidrag, for Republikken Cyperns deltagelse i hvert enkelt program. Kommissionen vil blive bistået i denne opgave af et særligt udvalg oprettet af Rådet.

2. Hvis Republikken Cypern anmoder om ekstern bistand, anvendes de procedurer, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 555/2000, eller som fastsættes i lignende fremtidige forordninger om ekstern bistand fra Fællesskabet til Republikken Cypern.

Artikel 3

Senest tre år efter datoen for aftalens ikrafttræden og hvert tredje år derefter vurderer Kommissionen gennemførelsen af aftalen og rapporterer herom til Rådet. Rapporten ledsages om nødvendigt af relevante forslag.

Artikel 4

Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen med bindende virkning for Fællesskabet.

Artikel 5

Formanden for Rådet fremsender på Fællesskabets vegne den meddelelse, der er omhandlet i artikel 9 i aftalen [5].

[5] Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende af Rådets Generalsekretariat.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...]

På Rådets vegne

Formand

[...]

UDKAST TIL RAMMEAFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Cypern om de generelle principper for Republikken Cyperns deltagelse i Fællesskabets programmer

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt "Fællesskabet",

på den ene side, og

REPUBLIKKEN CYPERN, i det følgende benævnt "Cypern",

på den anden side

HAR -

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd i Luxembourg i december 1997 gjorde deltagelse i Fællesskabets programmer til et middel til at fremme den udvidede førtiltrædelsesstrategi for kandidatlandene, idet de nærmere betingelser for deltagelse skulle fastsættes i de enkelte tilfælde. Det Europæiske Råd i Luxembourg fastlagde ligeledes en særlig førtiltrædelsesstrategi for Cypern, som omfattede deltagelse i visse af Fællesskabets programmer og agenturer. Som følge af Det Europæiske Råds møde i Helsinki i december 1999 og specielt Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 skal betingelserne for deltagelse ikke længere fastsættes i de enkelte tilfælde, men der kan i stedet vedtages en mere generel fremgangsmåde, som skal omfatte de fleste af Fællesskabets programmer.

(2) Cypern har udtrykt ønske om at deltage i flere af Fællesskabets programmer.

(3) De specifikke vilkår og betingelser, herunder finansielle bidrag, for Cyperns deltagelse i hvert enkelt program bør fastsættes ved aftale mellem Europa-Kommissionen på Fællesskabets vegne og Cyperns kompetente myndigheder.

VEDTAGET AT INDGÅ DENNE AFTALE:

Artikel 1

Cypern kan deltage i alle fællesskabsprogrammer, som er åbne for deltagelse for de central- og østeuropæiske lande i medfør af bestemmelserne for oprettelsen af disse programmer.

Artikel 2

Cypern bidrager finansielt til Den Europæiske Unions budget svarende til de specifikke programmer, som Cypern deltager i.

Artikel 3

Repræsentanter for Cypern kan deltage som observatører i de forvaltningsudvalg, der er ansvarlige for overvågningen af de programmer, som Cypern bidrager til finansielt, og for de punkter, der vedrører Cypern.

Artikel 4

Projekter og initiativer, der forelægges af deltagere fra Cypern, skal så vidt muligt opfylde de samme betingelser, regler og procedurer for de pågældende programmer, som gælder for medlemsstaterne.

Artikel 5

De specifikke vilkår og betingelser, herunder finansielle bidrag, for Cyperns deltagelse i hvert enkelt program fastsættes ved aftale mellem Europa-Kommissionen på Fællesskabets vegne og Cyperns kompetente myndigheder.

Hvis Cypern anmoder om ekstern bistand fra Fællesskabet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 555/2000 af 13. marts 2000 om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta eller i henhold til andre lignende fremtidige forordninger om ekstern bistand fra Fællesskabet til Cypern, fastsættes betingelserne for Cyperns anvendelse af Fællesskabets bistand ved et finansieringsmemorandum.

Artikel 6

Denne aftale gælder i en ubegrænset periode. Den kan opsiges af begge parter med seks måneders skriftligt varsel.

Artikel 7

Senest tre år efter datoen for aftalens ikrafttræden og hvert tredje år derefter kan hver af de kontraherende parter vurdere gennemførelsen af aftalen på grundlag af Cyperns reelle deltagelse i et eller flere af Fællesskabets programmer.

Artikel 8

Aftalen gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i nævnte traktat, og på den anden side for Republikken Cyperns område.

Artikel 9

Aftalen træder i kraft på den dag, hvor de kontraherende parter meddeler hinanden, at deres respektive procedurer er afsluttet.

Artikel 10

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk og tysk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...]

For Det Europæiske Fællesskab

[...]

For Republikken Cypern

[...]