61993J0391

1. Artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den kompetente institution skal tage stilling til en ansoegning om forlaengelse af det tidsrum, hvor den skal betale ydelser ved sygdom, der tilkommer en arbejdsloes, som har gjort brug af sin ret til at rejse til en anden medlemsstat end den kompetente stat for at soege beskaeftigelse dér, selv om en saadan ansoegning ikke er indgivet udtrykkeligt af den arbejdsloese, men kan udledes af en ansoegning om tildeling af kontantydelser ved sygdom, som kort foer udloebet af det i forordningens artikel 25, stk. 1, naevnte tidsrum er indgivet til sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst.

For det foerste kraeves det nemlig hverken i artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 eller i artikel 26, stk. 6, i forordning nr. 574/72, at der indgives en formel ansoegning af den arbejdsloese med henblik paa forlaengelse af det tidsrum, hvorunder der tildeles ydelser ved sygdom, og for det andet kan der blandt de sygdomstilfaelde, der vil kunne begrunde en forlaengelse af dette tidsrum, vaere nogle af en saadan art, at de forhindrer, at der indgives en formel ansoegning.

2. Begrebet force majeure, som anvendes i artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 med henblik paa at afgraense de tilfaelde, hvor der fortsat kan tildeles ydelser ved sygdom ud over det tidsrum, der er angivet i artikel 25, stk. 1, til en arbejdsloes, der er rejst til en anden medlemsstat end den kompetente stat for at soege beskaeftigelse dér, skal under hensyn til den arbejdsloeses helbredstilstand forstaas saaledes, at det omfatter helt usaedvanlige og uforudseelige omstaendigheder, som den arbejdsloese ikke har nogen indflydelse paa, og hvis virkninger kun kunne vaere undgaaet ved helt uforholdsmaessige opofrelser. For at fastslaa, om der foreligger et tilfaelde af force majeure, skal den kompetente institution derfor foretage en bedoemmelse af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde med henblik paa at afgoere, om det med rimelighed kan kraeves af den arbejdsloese, at han rejser tilbage til den kompetente stat, ikke alene under hensyn til de risici for en forvaerring af hans helbredstilstand og en forringelse af hans udsigter til helbredelse, som rejsen tilbage kan indebaere, men ogsaa til, hvor svaer en belastning han derved tvinges til at baere, hvorved bemaerkes, paa den ene side, at begrebet force majeure ikke kan begraenses til den situation, at det er absolut umuligt at rejse tilbage til den kompetente stat, og paa den anden side, at den omstaendighed, at den paagaeldende fysisk er i stand til at rejse, ikke i sig selv kan vaere til hinder for at fastslaa, at der foreligger et saadant tilfaelde af force majeure.

1 Ved kendelse af 15. juli 1993, indgaaet til Domstolen den 23. august 1993, har Bundessozialgericht i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 25, stk. 1 og 4, samt artikel 69, stk. 1, litra c), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter benaevnt "forordning nr. 1408/71").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst i forbindelse med en retssag mellem Umberto Perrotta og Allgemeine Ortskrankenkasse Muenchen (den almindelige sygekasse) vedroerende en ansoegning om tildeling af kontantydelser ved sygdom.

3 Foelgende bestemmes i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71: "En helt arbejdsloes arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at soege beskaeftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser" under foelgende betingelser: For det foerste skal arbejdstageren tilmelde sig som arbejdssoegende og stille sig til raadighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i principielt mindst fire uger, efter at han er blevet arbejdsloes [litra a)]; for det andet skal han tilmelde sig arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestaaende kontrol [litra b)]. Naar disse betingelser er opfyldt, bevarer han retten til ydelser i et tidsrum af hoejst tre maaneder, regnet fra det tidspunkt, da han er ophoert med at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog saaledes at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket han har ret til ydelser i medfoer af den naevnte stats lovgivning [litra c)].

4 Det bestemmes i artikel 69, stk. 2, at saafremt arbejdstageren vender tilbage til den kompetente stat inden udloebet af den ovennaevnte periode, er han fortsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; saafremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udloebet af naevnte periode, mister han enhver ret, bortset fra undtagelsestilfaelde, hvor det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan forlaenge denne frist.

5 Hvad dernaest angaar tildeling af ydelser ved sygdom, foreskriver artikel 25, stk. 1, i samme forordning foelgende:

"En arbejdsloes arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 69, stk. 1, ... og som opfylder betingelserne i den kompetente stats lovgivning for ret til natural- og kontantydelser, ... har i det i artikel 69, stk. 1, litra c), fastsatte tidsrum ret til:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af institutionen i den medlemsstat, hvor han soeger arbejde, efter en for den sidstnaevnte institution gaeldende lovgivning, som om han var forsikret dér

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution efter den for denne institution gaeldende lovgivning ..."

6 Artikel 25, stk. 4, indeholder foelgende bestemmelse:

"Det i stk. 1 omhandlede tidsrum kan i tilfaelde af force majeure forlaenges af den kompetente institution inden for de graenser, der er fastsat i den for denne institution gaeldende lovgivning. Denne bestemmelse beroerer ikke bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, hvorefter ydelser i anledning af sygdom kan udbetales for et laengere tidsrum."

7 Endelig fastsaetter artikel 26, stk. 6, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved den naevnte forordning nr. 2001/83, herved naermere:

"I de i forordningens artikel 25, stk. 4, naevnte tilfaelde skal sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst, meddele den kompetente sygeforsikringsinstitution samt den kompetente institution for arbejdsloeshedsforsikring, at institutionen anser betingelserne for fortsat udredelse af kontant- og naturalydelser for opfyldt med angivelse af begrundelsen herfor; meddelelsen til den kompetente sygeforsikringsinstitution skal ledsages af en udfoerlig erklaering fra den laege, der har foretaget kontrolundersoegelsen, om den syges tilstand med angivelse af, hvor laenge betingelserne for anvendelse af artikel 25, stk. 4, skoennes at vaere til stede. Afgoerelsen af, hvorvidt der fortsat kan udredes ydelser til den arbejdsloese i anledning af hans sygdom, traeffes af den kompetente sygeforsikringsinstitution."

8 Efter at have arbejdet i Tyskland som byggearbejder tilmeldte Perrotta, der er italiensk statsborger, sig den 8. januar 1985 Arbeitsamt Muenchen (herefter benaevnt "Arbeitsamt") som arbejdssoegende og modtog ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til den tyske lovgivning.

9 Senere fik han i medfoer af artikel 69 i forordning nr. 1408/71 tilladelse af Arbeitsamt til at rejse til Italien for at soege arbejde dér for en periode paa tre maaneder, der sluttede den 19. marts 1985. Under sit ophold i Italien modtog han fortsat ydelser ved arbejdsloeshed fra den tyske sikringsordning via opholdsstedets institution.

10 Den 15. marts 1985 blev Perrotta syg, og han var indlagt paa hospital i Italien fra den 25. april til den 9. maj 1985. Den 19. marts 1985, dvs. den sidste dag i den periode paa tre maaneder, hvorunder han havde faaet tilladelse til at opholde sig i Italien, indgav han gennem den italienske sygesikringsinstitution en ansoegning paa blanket E 115, der var vedlagt en laegeerklaering, om kontantydelser ved sygdom, som blev modtaget af den tyske sygekasse den 28. marts 1985. Den tyske sygekasse tildelte ydelser ved sygdom for de fem resterende dage af perioden paa tre maaneder, dvs. fra den 15. marts til den 19. marts 1985. I oevrigt afslog den ved afgoerelse af 29. april 1985 ansoegningen med den begrundelse, at den i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 omhandlede periode var udloebet den 19. marts 1985. Det er mellem parterne uomtvistet, at Perrotta' s sygdom fortsatte indtil den 19. juni 1985, og at han efter denne dato vendte tilbage til Tyskland.

11 I en klage, som Perrotta indbragte den 2. august 1985, gjorde han gaeldende, at han efter den 15. marts 1985 havde vaeret ude af stand til at arbejde og at rejse, han anmodede sygekassen om af denne grund at forlaenge perioden paa tre maaneder under anvendelse af sin skoensmaessige befoejelse, samt tildele ham ydelser ved sygdom for hele det tidsrum, hvor han havde vaeret uarbejdsdygtig.

12 Foer den traf afgoerelse, henvendte sygekassen sig til Arbeitsamt, for at dette kunne tage stilling til spoergsmaalet om en eventuel forlaengelse af fristen i henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71. Arbeitsamt afslog imidlertid at traeffe en saadan afgoerelse, da man fandt, at der i sagen forelaa en ansoegning i henhold til samme forordnings artikel 25, stk. 4, om en forlaengelse af det tidsrum, hvorunder der udbetales ydelser ved sygdom, som maatte henhoere under sygekassens kompetence. Ved afgoerelse af 29. april 1986 afviste denne klagen med den begrundelse, at retten til kontantydelser ved sygdom ophoerte ved udloebet af den periode, hvorunder der var givet tilladelse til ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og at en eventuel forlaengelse af fristen kun kunne vaere berettiget, saafremt der forelaa et "tilfaelde af force majeure" i artikel 25, stk. 4' s forstand i forordning nr. 1408/71; klagerens sygdom kunne ikke sidestilles hermed.

13 Perrotta anlagde sag ved Sozialgericht til proevelse af sygekassens afgoerelse. Han fik ikke medhold i sagen og ankede herefter til Landessozialgericht, som stadfaestede afgoerelsen med den begrundelse, at en sygdom eller en uarbejdsdygtighed som foelge af en sygdom ikke i sig selv udgoer et tilfaelde af force majeure, og at den sygdom, Perrotta led af ° som ifoelge den af retten konsulterede laegesagkyndige var en rheumatisk arthritis i haandrodsleddene, ledsaget af degenerative hvirvelsoejleaendringer ° ikke var saa alvorlig, at den kunne have hindret ham i at vende tilbage til Muenchen i rette tid ved hjaelp af de almindelige transportmidler inden udloebet af fristen paa tre maaneder.

14 Perrotta anfaegtede denne afgoerelse ved Bundessozialgericht, som har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) a) Skal den kompetente sygeforsikringsinstitution samtidig behandle en ansoegning om kontantydelser paa grund af uarbejdsdygtighed ° som er blevet indgivet den sidste dag i det i artikel 25, stk. 1, jf. artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fastsatte tidsrum til sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst ° som en rettidigt indgivet ansoegning om forlaengelse af tidsrummet i henhold til artikel 25, stk. 4, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, ogsaa naar der foerst udtrykkeligt ansoeges om forlaengelse efter, at der er givet afslag paa kontantydelserne?

b) Kan det naevnte tidsrum i benaegtende fald forlaenges paa grundlag af en ansoegning, der er indgivet efter fristens udloeb?

2) Forudsaetter den skoensmaessige afgoerelse, som den kompetente institution skal traeffe i henhold til artikel 25, stk. 4, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, at den arbejdsloese arbejdstager paa grund af force majeure var forhindret i inden for tremaanedersfristen i artikel 25, stk. 1, jf. artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning (EOEF) nr. 1408/71 at vende tilbage til den med hensyn til sygeforsikringsydelserne kompetente stat, eller skal der i forbindelse med den skoensmaessige afgoerelse ogsaa traeffes afgoerelse om, hvorvidt der foreligger force majeure?

3) Skal det laegges til grund, at der foreligger force majeure som omhandlet i artikel 25, stk. 4, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, naar den uarbejdsdygtige arbejdsloese arbejdstager paa grund af sygdom ikke er vendt tilbage til den kompetente stat inden udloebet af tremaanedersfristen, skoent han var i stand til at rejse?"

15 Der skal indledningsvis tages stilling til den af Perrotta fremfoerte opfattelse, hvorefter artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 alene udelukker sygesikringsdaekningen, naar sygdommen indtraeder efter udloebet af perioden paa tre maaneder, der omhandles i artikel 69, stk. 1, litra c). Derimod opretholdes daekningen ° for den kompetente stats regning ° for sygdomme, som er indtraadt foer udloebet af denne periode, men som vedvarer ud over den, uanset om den anvendelige lovgivning indeholder et krav om bopael paa det nationale territorium som betingelse for tildeling af ydelserne.

16 Perrotta finder herefter, at for saa vidt som den forelaeggende rets spoergsmaal bygger paa en forudsaetning om, at artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke i naervaerende sag tillaegger ham ret til fortsat at oppebaere ydelserne efter udloebet af perioden paa tre maaneder, hviler de paa en urigtig fortolkning af denne bestemmelse og er foelgelig uden betydning for afgoerelsen af sagen.

17 Denne fortolkning af artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 kan ikke tiltraedes. Det er i saa henseende tilstraekkeligt at fastslaa, at naevnte bestemmelse vedroerer tildeling af ydelser ved sygdom til en arbejdsloes arbejdstager, der har faaet tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for at soege arbejde dér "i det i artikel 69, stk. 1, litra c), fastsatte tidsrum". Netop fordi Perrotta har ansoegt om ud over denne periode at bevare retten til ydelser ved sygdom paa den stats territorium, som han er rejst til, finder artikel 25, stk. 4, som er genstand for de praejudicielle spoergsmaal, anvendelse i sagen.

Det foerste spoergsmaal

18 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den kompetente institution skal tage stilling til en ansoegning om forlaengelse af det tidsrum, hvor den skal betale ydelser ved sygdom, selv om en saadan ansoegning ikke er indgivet udtrykkeligt af den arbejdsloese, men kan udledes af en ansoegning om tildeling af kontantydelser ved sygdom, som kort foer udloebet af det i forordningens artikel 25, stk. 1, naevnte tidsrum er indgivet til sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst. I benaegtende fald rejser den forelaeggende ret det spoergsmaal, om den kompetente institution lovligt kan tage stilling til en udtrykkelig ansoegning om forlaengelse, der er indgivet efter udloebet af naevnte tidsrum.

19 Det skal i saa henseende bemaerkes, at hverken artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 eller artikel 26, stk. 6, i forordning nr. 574/72 kraever, at der indgives en formel ansoegning af den arbejdsloese med henblik paa forlaengelse af det tidsrum, hvorunder der tildeles ydelser ved sygdom. Hertil kommer, at blandt de sygdomstilfaelde, der vil kunne begrunde en forlaengelse af tidsrummet, kan nogle vaere af en saadan art, at de forhindrer, at der indgives en formel ansoegning.

20 I et tilfaelde som det, der foreligger i naervaerende sag, kan den kompetente institution med rimelighed laegge til grund, at en arbejdsloes, som kort foer udloebet af det tidsrum paa tre maaneder, for hvilket han har faaet tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat, gennem denne stats sygesikring indgiver en ansoegning om at faa tildelt kontantydelser ved sygdom, oensker fortsat at kunne oppebaere de naevnte ydelser under hele sygdommens varighed og foelgelig at opnaa en forlaengelse af den udbetalingsperiode, der omhandles i forordningens artikel 25, stk. 1.

21 Den foerste del af det foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den kompetente institution skal tage stilling til en ansoegning om forlaengelse af det tidsrum, hvor den skal betale ydelser ved sygdom, selv om en saadan ansoegning ikke er indgivet udtrykkeligt af den arbejdsloese, men kan udledes af en ansoegning om tildeling af kontantydelser ved sygdom, som kort foer udloebet af det i forordningens artikel 25, stk. 1, naevnte tidsrum er indgivet til sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst.

22 I betragtning af dette svar er det unoedvendigt at besvare den anden del af det foerste spoergsmaal.

Det andet og det tredje spoergsmaal

23 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om den kompetente institution i medfoer af artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 har et skoen med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et tilfaelde af force majeure. Med det tredje spoergsmaal oensker retten i det vaesentlige fastslaaet, hvorvidt der kan antages at foreligge et tilfaelde af force majeure i den samme bestemmelses forstand, saafremt den arbejdsloese, selv om han er uarbejdsdygtig paa grund af sygdom, er i stand til at rejse.

24 Disse spoergsmaal skal behandles sammen.

25 Efter fast retspraksis har begrebet force majeure ikke et ensartet indhold inden for de forskellige omraader af faellesskabsretten, hvor det anvendes. Begrebet skal saaledes fastlaegges i den juridiske sammenhaeng, hvor det faar betydning (jf. dom af 13.10.1993, sag C-124/92, An Bord Bainne Co-operative Ltd og Compagnie Inter-Agra, Sml. I, s. 5061, praemis 10).

26 I den foreliggende sag anvendes begrebet force majeure i forordningens artikel 25, stk. 4, med henblik paa at afgraense de tilfaelde, hvor der fortsat kan tildeles ydelser ved sygdom til en arbejdsloes, der er rejst til en anden medlemsstat end den kompetente stat, efter udloebet af det i artikel 25, stk. 1, naevnte tidsrum.

27 Det hensyn, der maa tages til den arbejdsloeses helbredstilstand, indebaerer, at begrebet force majeure i artikel 25, stk. 4, ikke maa begraenses til kun at omfatte det tilfaelde, hvor det er absolut umuligt at rejse tilbage til den kompetente stat. Dette begreb boer forstaas videre, saaledes at det omfatter helt usaedvanlige og uforudseelige omstaendigheder, som den arbejdsloese ikke har nogen indflydelse paa, og hvis virkninger trods al udvist agtpaagivenhed kun kunne vaere undgaaet ved helt uforholdsmaessige opofrelser.

28 Undersoegelsen af, om der foreligger et tilfaelde af force majeure i artikel 25, stk. 4' s forstand, indebaerer saaledes, at den kompetente institution foretager en bedoemmelse af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde, isaer med henblik paa at fastslaa, om rejsen tilbage til den kompetente stat kan foraarsage en forvaerring af den arbejdsloeses helbredstilstand, forringe hans udsigter til helbredelse eller paalaegge ham en belastning, som det ikke er rimeligt at lade ham baere.

29 Den omstaendighed i sig selv, at en person er i stand til at rejse, kan derfor ikke uden videre afskaere vedkommende fra at opnaa en forlaengelse i medfoer af artikel 25, stk. 4.

30 Perrotta har anfoert, at en arbejdsloes arbejdstager, der er ude af stand til at arbejde paa grund af sygdom, opfylder force majeure-betingelsen i artikel 25, stk. 4' s forstand, uden at det har betydning, om han er i stand til at rejse, forudsat at sygdommens indtraeden eller varighed ikke skyldes en grov uagtsomhed fra hans side.

31 Denne opfattelse kan ikke tiltraedes. Naar der i medfoer af artikel 25, stk. 1, tildeles kontantydelser ved sygdom til en arbejdstager, som rejser til en anden medlemsstat for at soege beskaeftigelse dér, kraever dette nemlig pr. definition, at der foreligger en uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom hos modtageren. Ved i tilfaelde af force majeure at give hjemmel for at fritage for forpligtelsen til at rejse tilbage til den kompetente stats territorium foer udloebet af det tidsrum, der naevnes i denne bestemmelse, som betingelse for, at den paagaeldende fortsat kan oppebaere ydelser ved sygdom for denne stats regning, har faellesskabslovgiver noedvendigvis villet give begrebet force majeure en anden betydning end blot sygdom eller uarbejdsdygtighed paa grund af sygdom. Betingelsen om force majeure ville ellers vaere overfloedig i forhold til den risiko, som, naar den indtraeder, er bestemmende for, at der ydes natural- eller kontantydelser ved sygdom.

32 Det foelger af det anfoerte, at det andet og det tredje spoergsmaal skal besvares med, at den kompetente institution for at fastslaa, om der foreligger et tilfaelde af force majeure i artikel 25, stk. 4' s forstand i forordning nr. 1408/71, skal foretage en bedoemmelse af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde med henblik paa at afgoere, om det med rimelighed kan kraeves af den arbejdsloese, at han rejser tilbage til den kompetente stat, ikke alene under hensyn til de risici for en forvaerring af hans helbredstilstand og en forringelse af hans udsigter til helbredelse, som rejsen tilbage kan indebaere, men ogsaa til, hvor svaer en belastning han derved tvinges til at baere, hvorved bemaerkes, paa den ene side, at begrebet force majeure ikke kan begraenses til den situation, at det er absolut umuligt at rejse tilbage til den kompetente stat, og, paa den anden side, at den omstaendighed, at den paagaeldende fysisk er i stand til at rejse, ikke i sig selv kan vaere til hinder for at fastslaa, at der foreligger et saadant tilfaelde af force majeure.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den italienske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundessozialgericht ved kendelse af 15. juli 1993, for ret:

1) Artikel 25, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at den kompetente institution skal tage stilling til en ansoegning om forlaengelse af det tidsrum, hvor den skal betale ydelser ved sygdom, selv om en saadan ansoegning ikke er indgivet udtrykkeligt af den arbejdsloese, men kan udledes af en ansoegning om tildeling af kontantydelser ved sygdom, som kort foer udloebet af det i forordningens artikel 25, stk. 1, naevnte tidsrum er indgivet til sygeforsikringsinstitutionen paa det sted, hvortil den arbejdsloese er rejst.

2) For at fastslaa, om der foreligger et tilfaelde af force majeure i artikel 25, stk. 4' s forstand i forordning (EOEF) nr. 1408/71, skal den kompetente institution foretage en bedoemmelse af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde med henblik paa at afgoere, om det med rimelighed kan kraeves af den arbejdsloese, at han rejser tilbage til den kompetente stat, ikke alene under hensyn til de risici for en forvaerring af hans helbredstilstand og en forringelse af hans udsigter til helbredelse, som rejsen tilbage kan indebaere, men ogsaa til, hvor svaer en belastning han derved tvinges til at baere, hvorved bemaerkes, paa den ene side, at begrebet force majeure ikke kan begraenses til den situation, at det er absolut umuligt at rejse tilbage til den kompetente stat, og, paa den anden side, at den omstaendighed, at den paagaeldende fysisk er i stand til at rejse, ikke i sig selv kan vaere til hinder for at fastslaa, at der foreligger et saadant tilfaelde af force majeure.