(1)

De detailprislofter for EU-intern kommunikation, der er fastsat ved artikel 5a, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2120, og som trådte i kraft i alle medlemsstater den 15. maj 2019, blev sat til et niveau, som gav udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester mulighed for at få dækket deres omkostninger, og sikrede således en forholdsmæssig intervention på markedet for både mobil- og fastnetkommunikation. Disse foranstaltninger, der skulle udløbe den 14. maj 2024 i henhold til artikel 10 i forordning (EU) 2015/2120 som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 (2) havde til formål at sikre, at forbrugerne ikke blev opkrævet urimelig høje priser for EU-intern kommunikation.

(2)

Artikel 10, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2120 forlænger anvendelsen af detailprislofterne for EU-intern kommunikation indtil den 30. juni 2032. I henhold til artikel 5a, stk. 9, i samme forordning skal Kommissionen gennemgå artikel 5a inden den 30. juni 2027, og hvis det er passende, beslutte at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag med henblik på at ændre den.

(3)

I henhold til artikel 5a, stk. 8, i forordning (EU) 2015/2120, er udbydere, der på frivillig basis vælger ikke at anvende forskellige detailpriser for forbrugere for indenlandsk og EU-intern kommunikation, undtaget fra forpligtelsen om at anvende de maksimale detailprislofter, der er fastsat for EU-intern kommunikation, med forbehold af en politik om rimeligt forbrug. I sådan et tilfælde skal disse udbydere undtages fra de regulerede priser for EU-intern kommunikation. En politik om rimeligt forbrug er en beskyttelsesforanstaltning, der bør gøre det muligt for udbyderne at afvige fra de konvergerede priser og anvende tillæg, hvis forbrugernes brug af EU-intern kommunikation overstiger de betingelser, som udbyderen har fastlagt for at definere, hvad der udgør det typiske forbrug af EU-intern kommunikation i en given EU-medlemsstat.

(4)

For det første bør de betingelser, der definerer det typiske forbrug, specificere mængder af EU-intern kommunikation, der gør det muligt for forbrugerne at bruge et antal enheder til EU-interne opkald og SMS-beskeder til den gældende indenlandske detailpris, og som stemmer overens med deres respektive tarifplaner og er tilstrækkelige til at dække en bred vifte af forbrugsmønstre, herunder særlig forbrugere med et relativt højt forbrug af EU-intern kommunikation om måneden, der fortsat er afhængige af traditionel kommunikation såsom telefonopkald eller SMS-beskeder. For det andet bør betingelser, der definerer det typiske forbrug, specificere deres anvendelsesperiode. Denne definerede anvendelsesperiode bør være lig med mindst én faktureringsperiode, men kan udvides til at omfatte adskillige faktureringsperioder, der er fastlagt af udbyderen. Udbydere kan fastlægge en begrænsning på forbrugsmængden, der gælder for et eller flere tidsrum inden for anvendelsesperioden. For det tredje bør de betingelser, der definerer det typiske forbrug, gælde for alle udbyderens tarifplaner i en medlemsstat.

(5)

Politikken om rimeligt forbrug bør både give forbrugerne en tilstrækkelig mængde EU-interne opkald og SMS-beskeder og samtidig gøre det muligt at tilpasse mængden i fremtiden ud fra markedsvilkårene og forbrugeradfærden. Det typiske forbrug af EU-interne opkald og SMS-beskeder kan variere, bl.a. afhængig af forbrugertypen, udbyderen eller medlemsstaten.

(6)

Betingelserne for typisk forbrug bør derfor give udbyderne tilstrækkelig fleksibilitet til at fastsætte en politik om rimeligt forbrug, som de anser for at være passende, og som er i overensstemmelse med denne gennemførelsesforordning og samtidig gør det muligt at tilpasse politikken i fremtiden ud fra markedsvilkårene og forbrugernes adfærd.

(7)

EU-intern kommunikation er grundlæggende forskellig fra roaming og deres tilsigtede anvendelse er forskellig. I modsætning til EU-intern kommunikation er reguleret roaming en grænseoverskridende tjeneste, der er beregnet til periodiske rejser og ikke til permanent brug. Der er derfor risiko for unormal anvendelse eller misbrug af roaming til andre formål end de påtænkte og risiko for, at EU-intern kommunikation bruges ud over det, der anses for typisk forbrug. Begrebet forbrug, der overskrider det typiske forbrug af EU-intern kommunikation, adskiller sig således fra begrebet »unormal anvendelse og misbrug« af detailroamingtjenester til indenlandske priser, som er omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/612 (3) og henviser til roamingkunders anvendelse af regulerede detailroamingtjenester i en anden medlemsstat end den, hvori kundernes indenlandske udbyder er beliggende, til andre formål end periodiske rejser, og for hvilket en politik om rimeligt forbrug kan anvendes.

(8)

Politikken om rimeligt forbrug bør ikke påvirke udbydernes ret til at gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af svig, hvis den frivillige beslutning om ikke at anvende forskellige detailpriser for forbrugerne for EU-intern kommunikation og indenlandsk kommunikation fører til svigagtig brug. Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden bør have mulighed for at opdage og forebygge, at tredjeparter udnytter politikken om rimeligt forbrug til at foretage prisarbitrage for at få en økonomisk fordel (f.eks. ved international revenue share fraud eller misbrug af simkort). Sådanne foranstaltninger bør være proportionelle og kan bl.a. omfatte overvågningen af trafikmønstre for at opdage uregelmæssigheder, der kan tyde på svigagtig brug eller misbrug, eller midlertidig suspension af tjenesten, indtil forbruget er verificeret.

(9)

Samtidig bør forbrugerne være beskyttet mod foranstaltninger, der på nogen måde påvirker deres mulighed for at bruge EU-intern kommunikation. I den forbindelse finder alle forbrugerrettigheder, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (4) om forbrugerrettigheder, anvendelse. I henhold til artikel 102 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (5) skal aftalevilkår, der indfører en politik om rimeligt forbrug, kommunikeres til forbrugerne på en tydelig måde, før de finder anvendelse.

(10)

Derudover bør udbyderne underrette forbrugerne, før deres forbrug af EU-intern kommunikation overstiger det typiske forbrug, i henhold til den måde, der på forhånd er præciseret i forbrugeraftalen. Under alle omstændigheder bør sådanne foranstaltninger mindske den administrative byrde for forbrugerne og begrænse antallet af unødvendige underretninger.

(11)

I denne forordning bør forbrugere forstås som defineret i artikel 2, nr. 15), i direktiv (EU) 2018/1972.

(12)

Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation er blevet hørt, jf. artikel 5a, stk. 8, i forordning (EU) 2015/2120.

(13)

Kommunikationsudvalget, der er nedsat ved artikel 118, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/1972, har ikke afgivet en udtalelse inden for den tidsfrist, der var fastsat af formanden.