31999D0870

1999/870/EF: Rådets afgørelse af 17. december 1999 om bemyndigelse af vicegeneralsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union til at handle som repræsentant for visse medlemsstater med henblik på at indgå kontrakter om oprettelse og drift af kommunikationsinfrastrukturen i Schengen-sammenhæng, "SISNet", samt til at forvalte sådanne kontrakter

EF-Tidende nr. L 337 af 30/12/1999 s. 0041 - 0042


RÅDETS AFGØRELSE

af 17. december 1999

om bemyndigelse af vicegeneralsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union til at handle som repræsentant for visse medlemsstater med henblik på at indgå kontrakter om oprettelse og drift af kommunikationsinfrastrukturen i Schengen-sammenhæng, "SISNET", samt til at forvalte sådanne kontrakter

(1999/870/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

på grundlag af artikel 7 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union (i det følgende betegnet "Schengen-protokollen"), der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Generalsekretæren for Rådet har fået bemyndigelse til på de berørte medlemsstaters vegne at forvalte kontrakten om oprettelse og drift af Sirene-nettet, fase II(1);

(2) de berørte medlemsstater har besluttet ikke at forlænge kontrakten for Sirene-nettet, fase II, som udløber den 23. august 2001;

(3) der skal derfor indføres en ny kommunikationsinfrastruktur i Schengen-sammenhæng, kaldet "SISNET", inden den 23. august 2001, hvilket vil kræve, at der træffes forberedende foranstaltninger for indgåelsen af de relevante kontrakter, indgåelse af selve kontrakterne og forvaltning af disse kontrakter;

(4) de berørte medlemsstater har anmodet vicegeneralsekretæren for Rådet om at repræsentere dem i forbindelse med gennemførelsen af de nødvendige forberedende foranstaltninger samt indgåelsen og forvaltningen af de pågældende kontrakter;

(5) ved at lade Rådets vicegeneralsekretær udføre sådanne opgaver på visse medlemsstaters vegne, tillægges der ham opgaver, som adskiller sig fra de opgaver, han udfører i kraft af sine forpligtelser i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om Den Europæiske Union;

(6) disse opgaver bør derfor tillægges vicegeneralsekretæren i en rådsafgørelse herom -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Rådet bemyndiger herved vicegeneralsekretæren for Rådet til at handle som repræsentant for de berørte medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Finland og Sverige) i forbindelse med:

a) gennemførelse af udbudsproceduren for levering, oprettelse og forvaltning af SISNET og alle andre forberedende foranstaltninger, som måtte være nødvendige i denne forbindelse; og

b) indgåelse og forvaltning af kontrakterne om levering, oprettelse og forvaltning af SISNET, samt levering af tjenesteydelser i forbindelse med brugen heraf.

2. Den i stk. 1 omhandlede bemyndigelse gælder, så længe betalingerne i henhold til ovennævnte kontrakter ikke afholdes over Den Europæiske Unions almindelige budget, men fortsat afholdes af de berørte medlemsstater.

3. Vicegeneralsekretæren bemyndiges også til at handle som repræsentant for Irland og/eller Det Forenede Kongerige i de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1, i henhold til enhver fremtidig rådsafgørelse om en af disse medlemsstaters deltagelse i nogle eller alle bestemmelserne i Schengen-reglerne i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4 i Schengen-protokollen.

Artikel 2

Arbejdet med at forberede udbudsprocedurerne og forvalte de i artikel 1, stk. 1, omhandlede efterfølgende kontrakter for de berørte medlemsstater vil blive udført af Generalsekretariatet for Rådet som led i dets normale administrative opgaver.

Artikel 3

Alle spørgsmål vedrørende ansvar uden for kontraktforhold, der følger af handlinger eller forsømmelser begået af Generalsekretariatet for Rådet under uddøvelsen af dets administrative opgaver i henhold til denne afgørelse, afgøres i henhold til artikel 288, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Derfor finder traktatens artikel 235 anvendelse på tvister vedrørende eventuelle skadeserstatninger.

Artikel 4

1. Den særlige bankkonto i Rådets generalsekretærs navn, der er åbnet med henblik på forvaltningen af de kontrakter, der er nævnt i Rådets afgørelse 1999/322/EF, anvendes i forbindelse med budgettet for indgåelsen og forvaltningen af de i artikel 1, stk. 1, i denne afgørelse nævnte kontrakter.

2. Vicegeneralsekretæren bemyndiges til at anvende den i stk. 1 nævnte bankkonto til at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne afgørelse.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for dens vedtagelse.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 1999.

På Rådets vegne

K. HEMILÄ

Formand

(1) Rådets afgørelse 1999/322/EF af 3. maj 1999 (EFT L 123 af 13.5.1999, s. 49).