<TI><P>Det første præjudicielle spørgsmål</P></TI>35.Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten, og navnlig artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 73/239, med senere ændringer, er til hinder for nationale bestemmelser som artikel L.123-1 og L.123-2 i code de la mutualité, der tillader, at forsikringsselskaber opretter et organ med status som selvstændig juridisk person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed.Den omstændighed, at de i denne sag omhandlede forsikringsselskaber har form af gensidige forsikringsselskaber, og at de organer, de opretter, skal varetage administrationen af et optikcenter, kan være relevant i andre henseender, men er åbenbart uden betydning for Domstolens besvarelse af spørgsmålet. Direktivet indeholder, for så vidt det er relevant i denne sag, ikke specifikke bestemmelser, som finder anvendelse afhængigt af virksomhedens retsform, og det foreskriver heller ingen særbehandling for anden virksomhed end forsikringsvirksomhed, der udøves af selskaberne, alt efter virksomhedens artEt aspekt, som måske kan kritiseres de lege ferenda i betragtning af de særtræk, der kendetegner gensidige forsikringsselskaber, som udøver social forsikringsvirksomhed (prévoyance), for så vidt som de kombinerer forsikringsvirksomhed, baseret på det for dem gældende princip om risikosolidaritet, med social virksomhed.
.
36.Ifølge ABBOI, der er sagsøger i hovedsagen, strider den franske lovgivning mod det i artikel 8, stk. 1, litra b), i direktivet fastsatte specialitetsprincip, for så vidt som den tillader gensidige forsikringsselskaber at oprette et organ som optikcentret, selv når dette organ har status af selvstændig juridisk person. Eftersom det i artikel L.123-2 i code de la mutualité foreskrives i stk. 2, at beslutninger, som lovligt træffes af sammenslutningens generalforsamling, er bindende for de tilsluttede gensidige selskaber (jf. punkt 7), kan det medføre en pligt for disse til at bære tab, der kan overstige deres oprindelige indskud og deres frie midler. På denne måde vil økonomiske vanskeligheder for et optikcenter, som drives af en sammenslutning af gensidige selskaber, eller blot nødvendigheden af at finansiere dets investeringer, kunne påvirke de tilsluttede gensidige forsikringsselskabers solvens. Optikcentrets konkurs og likvidation vil kunne resultere i en lignende situation.ABBOI udleder af ovenstående betragtninger, at den franske lovgivning i sin nuværende affattelse ikke sikrer fuldstændig retlig, regnskabsmæssig og finansiel adskillelse mellem de tilsluttede gensidige forsikringsselskaber og sammenslutningen, hvilket er i strid med direktivets artikel 8, stk. 1, litra b).
37.Adour og UPA har, som de organer, der driver de optikcentre, hvis regulativer er genstand for tvisten i hovedsagen, vedrørende det andet præjudicielle spørgsmål hævdet, at artikel 8, stk. 1, litra b), ikke har direkte virkning, for så vidt som medlemsstaterne råder over et skøn til at definere, hvad der skal forstås ved forsikringsvirksomhed og dermed direkte forbundne forretninger.Vedrørende det første spørgsmål har de gjort gældende, at direktiv 73/239 ikke finder anvendelse på en sammenslutning af gensidige selskaber, som ikke udøver forsikringsvirksomhed, og som har status af selvstændig juridisk person.
38.På linje med argumentationen i formalitetsspørgsmålet om realitetsbehandling mener den nederlandske regering ikke, at direktiv 73/239 faktisk kan finde anvendelse på en national social sikringsordning.39.Den franske regering har gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 73/239 ikke har direkte virkning på grund af den usikkerhed, der i denne bestemmelse gør sig gældende med hensyn til definitionen og rækkevidden af begrebet erhvervsmæssig virksomhed.40.Ifølge Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er direktiv 73/239 ikke til hinder for en national lovgivning, som tillader forsikringsselskaber at deltage i oprettelsen af et organ, som har status af selvstændig juridisk person og forfølger andre formål end forsikring, forudsat at de tilsluttede selskabers hæftelser begrænser sig til deres oprindelige indskud, ikke overstiger deres frie midler og ikke påvirker deres forsikringsmæssige hensættelser eller deres solvensmargen.41.Jeg deler fuldt og helt Kommissionens opfattelse.Jeg vil indledningsvis påpege, at den løsning, der følger heraf, ikke uden videre hverken forbyder eller tillader forsikringsselskaber at oprette organer som de i denne sag omhandlede optikcentre, men stiller det ene krav, at dette ikke påvirker andre midler end selskabernes frie midler. Efter min mening kan der ikke udledes andre principper af den gældende fællesskabsret. Det tilkommer den nationale domstol at afgøre, om det er muligt at give dette princip retskraft inden for et område som gensidige forsikringsselskaber, der er omfattet af code de la mutualité, som ikke er blevet tilpasset til alle bestemmelser i direktivet i dets ændrede affattelse. Ud over de vanskeligheder, som følger af gensidige forsikringsselskabers retsform, opererer de for dem gældende bestemmelser i deres nuværende affattelse formodentlig ikke med et parameter svarende til parameteret frie midler, eller det er ikke sammenfaldende med kriterierne i fællesskabslovgivningenHvis sikkerhedsregler stiller højere krav end de regler, der gælder for gensidige selskaber. Jf. i den forbindelse G. Jean-Charles og G. Lafargue: Les mutuelles face à l'Europe, Paris, 1994, s. 62.
.
42.Jeg vil indlede med at tilbagevise de indvendinger, der er fremsat mod denne opfattelse.43.Ifølge den nederlandske regering finder direktivets bestemmelser ikke anvendelse på en retssituation, som falder inden for rammerne af en social sikringsordning. Fællesskabsretten berører nemlig ikke medlemsstaternes kompetence til selv at organisere deres sociale sikringssystemJf. artikel 2, stk. 1, litra d), i direktiv 73/239 samt dom af 7.2.1984, sag 238/82, Duphar m.fl., Sml. s. 523, præmis 16, og af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, præmis 6.
.Som jeg tidligere har redegjort for (jf. punkt 32), giver intet anledning til at antage, at Adour og UPA — eller rettere sagt de gensidige forsikringsselskaber, som indgår i det sidstnævnte — er organer, der er ansvarlige for at administrere en lovbestemt social sikringsordning. Sagsakterne indeholder ingen oplysninger om arten af den virksomhed, der udøves af de gensidige forsikringsselskaber, som er tilsluttet UPA. For så vidt angår Adour er det ifølge ABBOI's indlæg (jf. punkt 25) et gensidigt forsikringsselskab, der stiller supplerende sygeforsikringsydelser til rådighed for sine medlemmer, hvilket tyder på, at det ikke virker inden for rammerne af den lovbestemte sociale beskyttelsesordning, altså inden for det sociale sikringsområde, men at det tilbyder et delvist alternativ til den lovbestemte ordnings sygeforsikring. Denne virksomhed henhører udtrykkeligt under direktivets anvendelsesområdeHvilket særlig fremgår af ordlyden af artikel 54 i direktiv 92/49.
. Endelig fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at både Adour og UPA er organer, der er omfattet af code de la mutualité og har en retsform, som er medtaget i direktivets artikel 8, stk. 1, litra a) (jf. punkt 16), hvoraf det kan sluttes, at de ikke er ansvarlige for administrationen af den lovbestemte sociale sikringsordningSelv om artikel L.111-2, sidste stykke, i code de la mutualité dog foreskriver, at gensidige forsikringsselskaber, som administrerer en lovbestemt social sikringsordning, uden at det i øvrigt berører deres egne forskrifter, er omfattet af loven. Det er desværre ikke lykkedes Adour's og UPA's repræsentanter under retsmødet at afklare usikkerheden om, hvorvidt de varetog en sådan administration eller ej for deres mandant.
.
Under disse omstændigheder er det nødvendigt at holde sig til det præjudicielle spørgsmåls ordlyd, som entydigt henviser til gensidige selskaber, der kun udøver forsikringsvirksomhed. Det er således tilstrækkeligt at begrænse svarets rækkevidde til denne forudsætning, hvis tilstedeværelse det tilkommer den nationale ret at efterprøveDet tilkommer ligeledes denne at fastslå, om en af de i direktivets artikel 2 og 3 anførte betingelser for ikke at anvende direktivet foreligger.
.
44.Ifølge Adour og UPA finder direktiv 73/239 ikke anvendelse på en sammenslutning af gensidige forsikringsselskaber, som ikke selv udøver forsikringsvirksomhed. Selv om denne indvending er fremført i tilknytning til det andet præjudicielle spørgsmål, er det af hensyn til fremstillingens klarhed hensigtsmæssigt at tilbagevise den på dette stadium i bedømmelsen. Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at selv om det er muligt, at en sammenslutning af gensidige forsikringsselskaber, som den i denne sag omhandlede, ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde og dermed ikke af det deri fastsatte udelukkelsesprincip, finder både direktivet og udelukkelsesprincippet anvendelse på hvert af de gensidige forsikringsselskaber, som er tilknyttet sammenslutningen, hvorfor det er relevant at undersøge, i hvilken udstrækning disse gensidige forsikringsselskaber må udøve anden erhvervsmæssig virksomhed end forsikringsvirksomhed, også når det sker ved en tredje juridisk persons mellemkomst.45.Adour og UPA har endvidere gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra b), ikke har direkte virkning, for så vidt som den nationale lovgiver ikke definerer begrebet forsikringsvirksomhed og dermed direkte forbundne forretninger. Den franske regering har fremført samme argument vedrørende begrebet erhvervsmæssig virksomhedDen franske regering har imidlertid ikke under retsmødet, på et spørgsmål fra Domstolen, nærmere betegnet på mit spørgsmål, kunnet forklare, hvilke præciseringer den franske lovgiver har foretaget med hensyn til de øvrige retsformer, som forsikringsselskaber kan antage, og som er blevet gennemført i fransk ret, dvs. de retsformer, der er omfattet af code des assurances (société anonyme, société d'assurance mutuelle) eller code de la sécurité sociale eller code rural {sociale forsikringsinstitutioner, institutions de prévoyance).
.46.Disse indvendinger er grundløse. Artikel 8, stk. 1, litra b), som er indføjet i direktiv 73/239 ved direktiv 92/49 (jf. punkt 15), fastsætter det såkaldte udelukkelsesprincip, hvorefter forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til de i direktivet foreskrevne former for virksomhed og dermed direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Direktivet definerer præcist sit anvendelsesområde, som generelt er begrænset til adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed inden for de i afsnit A i bilaget fastsatte klasserEfter ændring ved Rådets direktiv 84/641/E0F af 10.12.1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassisstance, af første direktiv (EFT L 339, s. 21).
(artikel 1). Artikel 2, 3 og 4 angiver betingelserne for, at direktivet ikke finder anvendelse på grund af virksomhedens art (livsforsikring og livsforsikringsselskabernes accessoriske forsikringer, livrente, forsikringer, der er omfattet af en lovbestemt social sikringsordning, kapitalisationsvirksomhed og virksomhed uden oprettelse af tekniske reserver) og på grund af forsikringsvirksomhedens form eller kendetegn (visse gensidige forsikringsselskaber og visse offentligretlige organer).I øvrigt tillader direktivet ikke tilpasninger eller fravigelser af dette principTil forskel fra hvad der f.eks. gælder for det såkaldte specialitetsprincip, hvorefter livsforsikringsvirksomhed og andre former for forsikringsvirksomhed skal adskilles.
.
47.Jeg mener således, at formuleringen af udelukkelsesprincippet i direktivet opfylder de krav til præcision og ubetingethed, der er en forudsætning for, at det kan påberåbes direkte.48.I den foreliggende sag kan der ikke herske tvivl om, at et optikcenters virksomhed, der efter alt at dømmeJf. notarialakten, der er vedlagt ABBOI's indlæg.
består i offentligt salg af produkter som eksempelvis solbriller og kontaktlinser, hverken er forsikringsvirksomhed eller kan siges at være direkte forbundet hermedGenerelt foreskriver fællesskabsbestemmelserne om forsikringer kun specifikke ydelser inden for turistassistancevirksomhed, som er omfattet af direktiv 84/641, jf. fodnote 22, men de er dog heller ikke forbudt af nogen bestemmelse.
og heller ikke er omfattet af de undtagelser, der er fastsat i direktivets artikel 2, 3 og 4. Det er derimod klart, at den udgør en erhvervsmæssig virksomhed. Det forhold, at forvaltningsorganet ikke driver virksomhed med gevinst for øje, har ingen betydning for dets karakter af erhvervsmæssig virksomhedHvilket under alle omstændigheder kun ville gælde for organet og ikke for den konkrete virksomhed bestående i salg af optiske produkter til offentligheden, som man vanskeligt kan forestille sig uden fortjenstmargen. Det er denne opfattelse, der lægges til grund af Cour d'appel de Douai, som i en dom af 6.4.1998 fastslår, at artikel L.111-1 i code de la mutualité (jf. punkt 3), indebærer et krav om, at et optikcenter, der drives inden for rammerne af et gensidigt forsikringsselskab, begrænser sine tjenesteydelser til medlemmerne af det gensidige selskab, som driver det (nævnt i M. Rocard's rapport: Mission mutualité et droit communautaire, 1999, s. 9).
. Til støtte for dette synspunkt kan der henvises til det kriterium, Domstolen har fastslået inden for konkurrenceretten, hvorefter begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansierings-mådeVedrørende begrebet virksomhed som omhandlet i EF- traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF) jf. dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Höfner og Eiser, Sml. I, s. 1979, præmis 21, Poucet og Pistre-dommen, nævnt i fodnote 17, præmis 17, af 19.1.1994, sag C-364/92, SAT Fluggesellschaft, Sml. I, s. 43, præmis 18, og af 16.11.1995, sag C-244/94, FFSA m.fl., Sml. I, s. 4013, præmis 14. Jf. især dom af 21.9.1999, forenede sager C-115/97 — C-117/97, Brentjens', Sml. I, s. 6025, præmis 71 ff., hvori Domstolen anså et organ, som uden gevinst for øje varetog forvaltningen af en lovbestemt supplerende pensionsordning, for at udgøre en virksomhed.
. Det må dog under alle omstændigheder foretrækkes at henholde sig til den omtvistede bestemmelses ratio legis. Domstolen har således udtalt, at forbuddet i artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 73/239 og 79/267, med senere ændringer, mod, at forsikringsselskaber driver anden erhvervsmæssig virksomhed end forsikringsvirksomhed, særlig tager sigte på at beskytte de forsikredes interesser mod de risici, som en sådan virksomhed kunne give anledning til med hensyn til forsikringsselskabernes solvensSkandia-dommen, jf. fodnote 3, præmis 47.
. Der er imidlertid ingen tvivl om, at administrationen af et optikcenter giver anledning til forpligtelser af økonomisk karakter, som kan medføre tab, der kan påvirke ejerselskabet. Herved indføres der en risikofaktor, som ikke er forbundet med forsikringsvirksomheden, og som der ikke er taget hensyn til ved forsigtighedsberegningerneSådan som begrebet anden erhvervsmæssig virksomhed end forsikring anvendes i Rocard-rapporten, jf. fodnote 26, s. 29.
.På baggrund af ovenstående betragtninger må denne anden indvending tilbagevises, og det må fastslås, at de i artikel 8 i direktivet omhandlede forsikringsvirksomheder ikke i deres formål må omfatte oprettelse og administration af et center for salg af optiske produkterSåledes synes den franske lovgiver at have opfattet det, da han på baggrund af direktiv 92/49 ændrede ordningen for andre institutions de prévoyance end de former, som er anført i direktivets artikel 8, stk. 1, litra a) (jf. punkt 16), således at de kunne udøve social virksomhed til fordel for deres deltagende medlemmer, der, når den har form af udførelse af kollektivt socialt arbejde, skal administreres af en eller flere juridiske personer, som er selvstændige i forhold til institutionen.
.
49.Denne konklusion indebærer imidlertid ikke et absolut forbud mod, at forsikringsselskaber, også indirekte, deltager i anden erhvervsmæssig virksomhed end forsikringsvirksomhed. Ikke enhver deltagelse påvirker formålet.50.I sagen, som var genstand for Skandiadommen, drejede det sig om at fastslå, om medlemsstaterne må indskrænke virksomhedernes frihed med hensyn til valget af disponible aktiver, som er fastsat i direktivets artikel 18, stk. 1, med senere ændringer (jf. punkt 21). Som jeg påpegede i mit forslag til afgørelse i den nævnte sagSml. 1999 I, s. 1881.
, er begrænsningen af forsikringsselskabers virksomhed til virksomhed i forsikringssektoren i direktiverne formuleret i et præcist ordvalg, der henviser til selskabernes formål. Et forsikringsselskabs formål skal være at drive forsikringsvirksomhed eller dermed direkte forbundne forretninger. Når denne begrænsning overholdes, er der intet til hinder for, at et forsikringsselskab investerer midler i andre foretagender uden for forsikringssektoren. Sådan forholder det sig, fordi indehavelse af en kapitalbesiddelse udgør en del af den fysiske eller juridiske persons samlede aktiver, men dette forudsætter ikke, og det medfører heller ikke nødvendigvis, at den pågældende udøver den erhvervsmæssige virksomhed, som det pågældende selskab driver.51.Jeg er derfor af den opfattelse, at hvis der ikke sker en forvanskning af forsikringsselskabets formål, kan investeringen af selskabets frie midler i et aktiv ikke betragtes som en for forsikringsselskaber forbudt anden erhvervsmæssig virksomhed. Først når et forsikringsselskab ved sine kapitalbesiddelser tager sigte på at omgå begrænsningen for, hvad selskabet kan have som formål ved hjælp af oprettelse af indskudte selskaber, der benyttes til udøvelse af anden virksomhed, kan de nationale tilsynsmyndigheder skride ind, i konkrete tilfælde, for at undgå forhold, der kan indebære en væsentlig ændring af forsikringsselskabets formål.52.I overensstemmelse hermed har Domstolen udtalt, at direktivets artikel 8, stk. 1, litra b), efter sin ordlyd ikke indebærer et forbud mod, at forsikringsselskaber, for så vidt angår deres frie midler, ejer aktier i et selskab, der driver anden virksomhed end forsikringsvirksomhedSkandia-dommen, jf. fodnote 3, præmis 46.
. Domstolen fastslog afslutningsvis, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at forsikringsselskaber ejer aktier i selskaber, som driver erhvervsmæssig virksomhed uden for forsikringsområdet, idet de økonomiske risici derved er begrænset til de sidstnævnte selskabers midlerSamme dom, præmis 47.
.53.Uden tvivl gælder det samme for enhver form for besiddelse af kapitalandele i en udenforstående virksomhed, forudsat at det er sikret, at det investerende selskabs hæftelse er begrænset til dets indskud.54.Den forelæggende rets første spørgsmål skal herefter besvares med, at direktivets artikel 8, stk. 1, litra b), ikke er til hinder for, at et forsikringsselskab ejer kapitalandele i andre organer, der udøver anden virksomhed end forsikringsvirksomhed, for så vidt som dets indskud ikke overstiger størrelsen af dets frie midler, og dets hæftelse er begrænset til indskuddet.