Forslag til Rådets Beslutning om bemyndigelse af Forbundsrepublikken Tyskland til at indgå en aftale med Republikken Polen indeholdende foranstaltninger, der fraviger artikel 2 og 3 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter /* KOM/2001/0187 endelig udg. */
Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Forbundsrepublikken Tyskland til at indgå en aftale med Republikken Polen indeholdende foranstaltninger, der fraviger artikel 2 og 3 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE Forbundsrepublikken Tyskland anmodede ved skrivelse registreret af Kommissionens generalsekretariat den 16. oktober 2000 om bemyndigelse på grundlag af artikel 30 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [1], til at indgå en aftale med Republikken Polen indeholdende afgiftsbestemmelser, der fraviger artikel 2 og 3 i sjette direktiv. [1] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1, senest ændret ved direktiv 2001/4/EF (EFT L 22 af 24.01.2001, s. 17). I overensstemmelse med artikel 30 blev de øvrige medlemsstater ved skrivelse af 7. februar 2001 underrettet om Forbundsrepublikken Tysklands anmodning. Aftalen vedrører opførelse og vedligeholdelse af seks grænsebroer og vedligeholdelse af to andre grænsebroer, som alle ligger delvis på Forbundsrepublikken Tysklands område og delvis på Republikken Polens område. Broerne indgår som led i det offentlige vejnet langs grænsen mellem de to lande. I aftalen fastsættes det, at der skal opkræves tysk moms for leverancer i forbindelse med opførelsen og vedligeholdelsen af grænsebroerne, når de myndigheder, der har ansvaret for de pågældende leverancer, er etableret i Forbundsrepublikken Tyskland. Der skal dog opkræves polsk moms for leverancer i forbindelse med opførelsen og vedligeholdelsen af grænsebroerne, når de myndigheder, der har ansvaret for de pågældende leverancer, er etableret i Republikken Polen. Ifølge aftalen skal Forbundsrepublikken Tyskland være ansvarlig for opførelsen og vedligeholdelsen af tre grænsebroer og vedligeholdelsen af endnu en grænsebro. Tilsvarende skal Republikken Polen være ansvarlig for opførelsen og vedligeholdelsen af tre grænsebroer og vedligeholdelsen af endnu en grænsebro. Aftalen indeholder endvidere bestemmelser om, at der bortset fra told ikke opkræves importafgifter på varer, der indføres fra den ene kontraherende stats område i den anden kontraherende stats område, såfremt de pågældende varer anvendes til opførelse eller vedligeholdelse af de pågældende grænsebroer. Denne bestemmelse gælder dog ikke ved offentlige myndigheders indførsel af varer til samme formål. Ifølge territorialitetsprincippet i sjette direktiv skal der opkræves tysk moms af de broanlægs- og vedligeholdelsesarbejder, der udføres på tysk område. Derimod er de anlægsarbejder, der udføres på polsk område, ikke omfattet af sjette momsdirektiv. Hvis man fulgte reglerne i det sjette direktiv, ville det betyde, at man ville være nødt til at opdele alle leverancer, alt efter på hvilket område de fandt sted. Desuden ville der, hver gang der blev indført varer i Tyskland fra Republikken Polen til brug for opførelse eller vedligeholdelse af en grænsebro, skulle opkræves tysk moms. De kontraherende stater er af den opfattelse, at anvendelsen af disse regler vil rejse betydelige skattetekniske problemer for de virksomheder, der har ansvaret for det pågældende arbejde. De kontraherende parter finder derfor, at afgiftsbestemmelserne i aftaleudkastet er begrundede med henblik på at forenkle afgiftsforpligtelserne for disse virksomheder. Det skal endvidere bemærkes, at Rådet i medfør af artikel 30 i det sjette momsdirektiv allerede har bemyndiget Forbundsrepublikken Tyskland til at indgå en række aftaler [2] med Den Tjekkiske Republik og Republikken Polen om anlægsarbejder i grænseområder, som indeholder bestemmelser svarende til bestemmelserne i denne aftale. [2] Rådet godkendte disse foranstaltninger, som fraviger sjette direktiv, i medfør af artikel 30 ved beslutning 95/115/EF af 30. marts 1995 (EFT L 80 af 8. april 1995, s. 47), beslutning 96/402/EF af 25. juni 1996 (EFT L 165 af 4. juli 1996, s. 35), beslutning 95/435/EF af 23. oktober 1995 (EFT L 257 af 27. oktober 1995, s. 34), beslutning 97/188/EF af 17. marts 1997 (EFT L 80 af 21. marts 1997, s. 18) og beslutning 97/511/EF af 24. juli 1997 (EFT L 214 af 6. august 1997, s. 39). Kommissionen er enig i, at man vil opnå en betydelig afgiftsforenkling til gavn for de implicerede virksomheder, hvis man indfører en ensartet beskatning af anlægs-, istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejderne og giver afkald på at opkræve moms ved indførsel af varer til brug for disse arbejder i stedet for at følge de normalt gældende afgiftsregler. Kommissionen finder, at den pågældende aftale vil få enten en beskeden positiv eller en beskeden negativ indvirkning på De Europæiske Fællesskabers egne momsindtægter. På baggrund af de i aftalen indeholdte arrangementer med henblik på at skabe en generel balance og de tidligere lignende aftaler, hvor der er tilstræbt en generel kompensationsbalance, og i betragtning af de ubetydelige beløb, der er tale om, mener Kommissionen dog, at dette ikke må udgøre en hindring for, at Forbundsrepublikken Tyskland tilstås den bemyndigelse, der er anmodet om. Kommissionen finder derfor, at Forbundsrepublikken Tyskland bør have bemyndigelse til at indgå den foreslåede aftale. Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Forbundsrepublikken Tyskland til at indgå en aftale med Republikken Polen indeholdende foranstaltninger, der fraviger artikel 2 og 3 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og navnlig til Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [3], særlig artikel 30, [3] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1, senest ændret ved direktiv 2001/4/EF (EFT L 22 af 24.01.2001, s. 17). under henvisning til forslag fra Kommissionen [4], og [4] EFT C , , s. . ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til artikel 30 i sjette direktiv kan Rådet med enstemmighed efter forslag fra Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til med et tredjeland eller en international organisation at indgå aftaler, som kan indeholde afvigelser fra nævnte direktiv. (2) Den tyske regering anmodede ved skrivelse registreret af Kommissionens generalsekretariat den 16. oktober 2000 om bemyndigelse til at indgå en aftale med Republikken Polen om opførelse og vedligeholdelse af grænsebroer mellem de pågældende kontraherende parter. (3) Aftalen indeholder bestemmelser vedrørende merværdiafgift, der afviger fra bestemmelserne i artikel 2 og 3 i sjette momsdirektiv, dels med hensyn til leverancer af varer og tjenesteydelser i forbindelse med opførelse, istandsættelse og vedligeholdelse af grænsebroer, dels med hensyn til indførsel af varer til anlægsarbejdet eller vedligeholdelsen af disse broer. (4) De øvrige medlemsstater blev ved skrivelse af 7. februar 2001 underrettet om Tysklands anmodning (5) Uden de påtænkte undtagelsesbestemmelser ville der skulle opkræves tysk moms af de anlægs-, istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder, der udføres på tysk område, mens de arbejder, der udføres på polsk område, ikke ville være omfattet af sjette momsdirektiv; desuden skulle der opkræves tysk moms for alle varer, der indføres i Tyskland fra Republikken Polen til brug for opførelsen og vedligeholdelsen af grænsebroerne. (6) Formålet med disse undtagelsesbestemmelser er at forenkle afgiftsreglerne for de virksomheder, der skal udføre de pågældende arbejder. (7) De pågældende undtagelsesbestemmelser vil kun få ubetydelig indvirkning på De Europæiske Fællesskabers egne momsindtægter - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Forbundsrepublikken Tyskland bemyndiges hermed til at indgå en aftale med Republikken Polen indeholdende foranstaltninger, der fraviger Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977. Aftalen vedrører opførelse og efterfølgende vedligeholdelse af fem grænsebroer over Neiße og en grænsebro over Torfkanal samt løbende vedligeholdelse af to eksisterende grænsebroer over Neiße, som alle ligger delvis på Forbundsrepublikken Tysklands område og delvis på Republikken Polens område. De nærmere detaljer vedrørende de pågældende broer findes i bilag A til denne beslutning. De undtagelsesbestemmelser, der fastsættes, er anført i nedenstående artikel 2, 3 og 4. Artikel 2 I forbindelse med de tre broer, som Forbundsrepublikken Tyskland har ansvaret for at opføre og efterfølgende vedligeholde, og den bro, som Forbundsrepublikken Tyskland har ansvaret for løbende at vedligeholde, i det omfang disse broer strækker sig ind på Republikken Polens område, betragtes grænsebroerne og i de tilfælde, hvor det er relevant, anlægsområderne uanset artikel 3 i sjette direktiv som en del af Forbundsrepublikken Tysklands område hvad angår leverancer af varer og tjenesteydelser til opførelse og vedligeholdelse af broerne. Artikel 3 I forbindelse med de tre broer, som Republikken Polen har ansvaret for at opføre og efterfølgende vedligeholde, og den bro, som Republikken Polen har ansvaret for løbende at vedligeholde, i det omfang disse broer strækker sig ind på Forbundsrepublikken Tysklands område, betragtes grænsebroerne og i de tilfælde, hvor det er relevant, anlægsområderne uanset artikel 3 i sjette direktiv som en del af Republikken Polens område hvad angår leverancer af varer og tjenesteydelser til opførelse og vedligeholdelse af broerne. Artikel 4 Uanset artikel 2, stk. 2, i sjette direktiv opkræves der ikke moms af varer, der indføres i Tyskland fra Republikken Polen til brug ved opførelse og vedligeholdelse af de broer, der er omhandlet i artikel 1 i denne beslutning. Denne undtagelsesbestemmelse gælder dog ikke ved en offentlig myndigheds indførsel af varer til samme formål. Artikel 5 Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland. Udfærdiget i Bruxelles, den [...] På Rådets vegne Formand FINANSIERINGSOVERSIGT Forslaget til beslutning vil efter vedtagelsen kun få ubetydelig indvirkning på De Europæiske Fællesskabers egne momsindtægter. Bilag A De broer, der henvises til i artikel 1 i denne beslutning, er anført nedenfor: 1. Forbundsrepublikken Tyskland vil være ansvarlig for opførelsen af følgende grænsebroer: (a) broen over Neiße mellem Hagenwerder og Radomierzyce ved markering 167+230; (b) broen over Neiße mellem Görlitz og Zgorzelec ved markering 151+670; (c) broen over Torfkanal mellem Garz og Swinoujscie. 2. Republikken Polen vil være ansvarlig for opførelsen af følgende grænsebroer: (a) broen over Neiße mellem Forst og Zasieki ved markering 47+500; (b) broen over Neiße mellem Krauschwitz og Leknica ved markering 81+970; (c) broen over Neiße mellem Deschka og Piensk ved markering 134+930. 3. Forbundsrepublikken Tyskland vil være ansvarlig for vedligeholdelsen af følgende grænsebro: (a) broen over Neiße mellem Podrosche og Przewoz ved markering 100+850. 4. Republikken Polen vil være ansvarlig for vedligeholdelsen af følgende grænsebro: (a) broen over Neiße mellem Ostritz og Krzewina Zgorzelecka ved markering 176+090.