31999D0507

1999/507/EF: Kommissionens beslutning af 26. juli 1999 om beskyttelsesforanstaltninger over for visse flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien (meddelt under nummer K(1999) 2467) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 194 af 27/07/1999 s. 0066 - 0067


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 26. juli 1999

om beskyttelsesforanstaltninger over for visse flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien

(meddelt under nummer K(1999) 2467)

(EØS-relevant tekst)

(1999/507/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF(1), senest ændret ved direktiv 96/43/EF(2), særlig artikel 18, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De vigtigste dyresundhedsmæssige betingelser, som medlemsstaterne skal overholde ved import fra tredjelande af hunde, katte og andre dyr, der er modtagelig for rabies, er fastsat i Rådets direktiv 92/65/EØF(3); imidlertid er sundhedscertifikatudstedelsen endnu ikke harmoniseret;

(2) i Australien og Malaysia er flere mennesker meldt døde af henholdsvis Hendra disease og Nipah disease;

(3) flyvende hunde af arten Pteropus anses for at være den naturlige vært for Hendra disease virus og anses for at være virus reservoir for Nipah disease; disse pattedyr viser imidlertid ingen kliniske tegn på sygdom, og neutraliserende antistoffer kan findes sammen med viruset;

(4) flyvende hunde indføres undertiden fra tredjelande; da EF endnu ikke har dyresundhedsbestemmelser for indførsel af flyvende hunde fra tredjelande, synes det nødvendigt at indføre visse beskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår Hendra disease og Nipah disease;

(5) Hendra disease kan overføres af katte, og hunde og katte kan få Nipah disease; udsættelse for de respektive vira fremmer serokonversion i dyr, der er syge eller rekonvalescenter, hvilket kan afsløres ved laboratorieanalyser;

(6) forekomsten af denne zoonotiske sygdom i ovennævnte lande udgør en fare for personer og modtagelige dyr i Fællesskabet;

(7) der bør vedtages EF-beskyttelsesforanstaltninger over for import af flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien;

(8) de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Indførsel af flyvende hunde af arten Pteropus fra halvøen Malaysia og Australien er forbudt.

2. Uanset stk. 1 kan flyvende hunde af arten Pteropus med forbehold af bestemmelserne i direktiv 92/65/EØF indføres på følgende betingelser:

- når dyrene stammer fra kolonier i fangenskab, og

- dyrene har været isoleret i karantænefaciliteter i mindst 60 dage, og

- dyrene har udvist negative resultater ved en serumneutralisering eller ved en godkendt ELISA-test for antistoffer mod Hendra og Nipah sygdomsvira, udført i et laboratorium, som de kompetente myndigheder har godkendt til disse tests, på blodprøver, der er taget ved to lejligheder med et interval på 21-30 dage, idet den anden prøve skal tages i løbet af de sidste ti dage inden eksporttidspunktet.

Artikel 2

1. Indførsel af hunde og katte fra halvøen Malaysia er forbudt.

2. Uanset stk. 1 kan hunde og katte indføres på følgende betingelser:

- når dyrene ikke har haft kontakt med grise i de sidste 60 dage inden eksporttidspunktet, og

- når dyrene ikke har befundet sig på bedrifter, hvor der i de sidste 60 dage er blevet bekræftet udbrud af Nipah disease, og

- dyrene har udvist negative resultater ved en ELISA-test til påvisning af IgM og IgG, udført i et laboratorium, som de kompetente veterinærmyndigheder har godkendt til tests for antistoffer mod Nipah sygdomsvira, på en blodprøve, der er taget i løbet af de sidste ti dage inden eksporttidspunktet.

Artikel 3

1. Indførsel af katte fra Australien er forbudt.

2. Uanset stk. 1 kan katte indføres på følgende betingelser:

- når dyrene ikke har befundet sig på bedrifter, hvor der i de sidste 60 dage er blevet bekræftet udbrud af Hendra disease, og

- dyrene har udvist negative resultater ved en ELISA-test til påvisning af IgM og IgG, udført i et laboratorium, som de kompetente veterinærmyndigheder har godkendt til tests for antistoffer mod Hendra sygdomsvira, på en blodprøve, der er taget i løbet af de sidste 10 dage inden eksporttidspunktet.

Artikel 4

Medlemsstaterne ændrer de foranstaltninger, de anvender over for halvøen Malaysia og Australien, for at bringe dem i overensstemmelse med denne beslutning.

De underretter Kommissionen herom.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. juli 1999.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56.

(2) EFT L 162 af 1.7.1996, s. 1.

(3) EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54.