I sag 230/81
Storhertugdømmet Luxembourg, ved Joseph Weiland, direktør for udenrigsministeriets kontor for udenrigsøkonomi, som befuldmægtiget, bistået af advokat André Elvinger, Luxembourg, Jean Boulouis, professor ved Université de droit, d'économie et de sciences sociales de Paris, og barrister Francis Jacobs, Middle Temple, og med valgt adresse hos advokat André Elvinger,
Europa-Parlamentet, ved Europa-Parlamentets generalsekretær Hans-Joachim Opitz, generaldirektør Francesco Pasetti-Bombardella og juridisk konsulent Roland Bieber, som befuldmægtigede, bistået af Allessandro Migliazza, professor ved universitetet i Milano, og med valgt adresse hos Europa-Parlamentets generalsekretariat, Kirchberg, Luxembourg,
angående en påstand om annullation af Europa-Parlamentets beslutning af
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene P. Pescatore, Α. O'Keeffe og U. Everling, dommerne Mackenzie Stuart, G. Bosco, O. Due, K. Bahlmann og Y. Galmot,
generaladvokat: G. F. Mancini
justitssekretær: P. Heim
afsagt følgende
De faktiske omstændigheder i sagen, retsforhandlingernes forløb og parternes påstande, anbringender og argumenter kan sammenfattes som følger:
Tilsvarende bestemmer EØF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 følgende:
Ifølge denne afgørelse blev EKSF's fælles forsamlings første møde såvel som de følgende møder holdt i Strasbourg, dog med undtagelse af et enkelt møde holdt i Bruxelles og et andet i Rom. Forsamlingens generalsekretariat valgte til at begynde med Luxembourg som arbejdssted, fordi Rådet holdt sine møder dér, og Den Høje Myndighed og dennes tjenestegrene samt Rådets sekretariat var placeret dér.
Spørgsmålet om institutionernes hjemsted eller arbejdssted var indtil Romtraktatens ikrafttræden ikke genstand for andre afgørelser eller erklæringer.
Udenrigsministrene har besluttet af holde et nyt møde inden den ... Forsamlingens udvalg indkaldes i mellemtiden til møde på deres respektive formænds initiativ. Under hensyn til den omstændighed, at der hverken er fastlagt et foreløbigt eller endeligt hjemsted, anbefaler regeringerne udvalgene at holde deres møder i Val Duchesse (Bruxelles) eller i Luxembourg afhængigt af praktiske hensyn og eksisterende faciliteter. De to Fællesskabers Ministerråd og Investeringsbankens bestyrelse indkaldes på deres respektive formænds foranledning. Forsamlingen holder sine møder i Strasbourg. ...
Som følge af denne afgørelse holdt Forsamlingen fortsat sine plenarmøder i Strasbourg, mens generalsekretariatets arbejdssted var Luxembourg. Med hensyn til Forsamlingens udvalg lagde man sig lidt efter lidt fast på den praksis som hovedregel at holde udvalgsmøderne i Bruxelles, hvor de to Fællesskabers Råd og Kommissioner samt institutionernes administration var placeret.
I de følgende år traf medlemsstaternes regeringer ikke andre afgørelser med hensyn til institutionernes hjemsted eller arbejdssted, og denne situation forblev uændret til trods for en række resolutioner fra Europa-Parlamentets side om nødvendigheden af at fastlægge hjemstedet.
I forbindelse med undertegnelsen af den ovenfor nævnte traktat traf medlemsstaternes regeringer den
Udover disse bestemmelser omhandler afgørelsen bl.a. Rådets møder, placering af Domstolen, de dømmende myndigheder og lignende myndigheder, Den europæiske Investeringsbanks placering, placering af Det europæiske Kul- og Stålfællesskabs afdelinger for finansieringssager under Den Høje Myndighed og af andre fællesskabsorganer og -afdelinger, overflytning af Kommissionens forskellige administrationsafdelinger for kul- og stålmarkedet, samt endelig overflytning til eller fortsat placering i Luxembourg af visse af Kommissionens afdelinger. Formålet med afgørelsen var at løse visse særlige problemer for storhertugdømmet Luxembourg som følge af oprettelsen af et fælles Råd og en fælles Kommission, uden dog herved at foregribe den endelige fastlæggelse af institutionernes hjemsted.
Senere er mødeperioder af kortere varighed af praktiske hensyn normalt blevet holdt i Luxembourg.
Den nye administrationsbygning, som de luxembourgske myndigheder i 1970 opførte til Parlamentets tjenester, kom efter Parlamentets anmodning til at rumme de nødvendige faciliteter til afholdelse af Parlamentets plenarmøder samt udvalgs og gruppers møder.
I skrivelse af
Den franske udenrigsminister henvendte sig på ny til Parlamentets generalsekretær i skrivelse af
I sit svar af
Den luxembourgske udenrigsminister tilsluttede sig i skrivelse af
Den franske udenrigsminister protesterede i skrivelse af
Under Parlamentets møde den
Den
Parlamentet besluttede den
I overensstemmelse med denne beslutning blev et forslag vedrørende mødekalender og mødested for Parlamentets mødeperiode for andet halvår af 1981 forelagt Parlamentet. Ifølge dette forslag skulle alle Parlamentets mødeperioder for andet halvår af 1981 holdes i Strasbourg. Parlamentet godkendte dette forslag i plenarforsamlingens møde den
På foranledning af en note fra den franske regering om de praktiske problemer i forbindelse med Parlamentets udøvelse af dets beføjelser ifølge traktaten, som følge af spredningen af Parlamentets arbejdssteder afholdt repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer senere en konference om hjemstedet for Fællesskabernes institutioner. På konferencen, som sluttede den
Vedrørende denne aftale fastslog Rådets formand den
at der i den forbindelse er grund til, i et så stort omfang som muligt, at anvende de mest moderne telekommunikationsmidler, både hvad angår de personlige kontakter og dokumentsforsendelserne, at anvende de mest udviklede former for teknik med henblik på at lette samarbejdet mellem institutionerne, mens landevejs-, jernbane- og flyveforbindelserne mellem de vigtigste centre for fællesskabs-aktiviteterne bør forbedres, at Parlamentets kompetente organer under formandens og det udvidede præsidiums overopsyn fastsætter bestemmelser for, hvilke foranstaltninger, der skal træffes, og anslår omkostningerne herved; at de inden årets udgang skal forelægge Parlamentet en rapport indeholdende de forslag, de finder nødvendige;
Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt. På storhertugdømmet Luxembourgs anmodning har Domstolens præsident på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at tilstå storhertugdømmet Luxembourg en ekstra frist til at besvare visse betragtninger fremført i Parlamentets duplik uden herved at foregribe spørgsmålet, om disse betragtninger udgør en ny indsigelse, jfr. procesreglementets artikel 42, stk. 2. Parlamentet har ikke fundet det nødvendigt at besvare den luxembourgske regerings supplerende indlæg.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har imidlertid forelagt Parlamentet et spørgsmål vedrørende Parlamentets faciliteter i henholdsvis Luxembourg, Strasbourg og Bruxelles samt vedrørende udviklingen i antallet af tjenestemænd, som gør tjeneste på disse steder. Parlamentet har besvaret dette spørgsmål skriftligt.
Den af De europæiske Fællesskabers Forsamling den Domstolen træffer afgørelse om sagsomkostningerne i medfør af reglerne i procesreglementet.
Sagen afvises; subsidiært frifindes sagsøgte; sagsøgeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
Hjemmelen til at ophæve Forsamlingens afgørelser i EKSF-traktatens artikel 38 genfindes ikke i EØF- og Euratom-traktaten, ligesom EØF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 146 ikke indeholder regler om prøvelse af Parlamentets retsakter. Domstolens beføjelse til at ophæve Parlamentets retsakter kan ikke analogisk udvides til også at gælde EØF- og Euratom-traktaten; en sådan udvidelse ville bl.a. indebære en anerkendelse af Parlamentets ret til selv at anlægge sag i medfør af disse bestemmelser.
Parlamentet har med den anfægtede beslutning, som hviler på Parlamentets kompetence til selv at fastsætte sin forretningsorden (EØF-traktatens artikel 142, Euratom-traktatens artikel 112 og EKSF-traktatens artikel 25), ved enslydende og fælles regler udøvet sine beføjelser i henhold til de tre traktater. Det må være udelukket at ophæve denne beslutning, som vedrører de tre Fællesskaber, for så vidt angår EKSF, og så fortsat tillægger den gyldighed for EØF-og Euratom-Fællesskabet. EKSF-traktatens artikel 38 finder følgelig ikke anvendelse.
Med hensyn til spørgsmålet om sagen kan antages til realitetsbehandling på grundlag af EØF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 146, bestrider den luxembourgske regering den opfattelse, hvorefter traktaternes fædre hermed klart har villet unddrage Parlamentet enhver legalitetskontrol, idet denne opfattelse ikke tager hensyn til de enslydende grundlæggende bestemmelser i EKSF-traktatens artikel 31, EØF-traktatens artikel 164 og Euratom-traktatens artikel 136, som tillægger Domstolen fuld prøvelsesret. Domstolens kompetence til at prøve Parlamentets retsakter kan hverken anses som nogen uforholdsmæssig eller usædvanlig forholdsregel. Flere nationale forfatninger inden for Fællesskabet indeholder således bestemmelser om domstoles eller lignende instansers kontrol med de nationale parlamenters retsakter. Forskellen mellem bestemmelserne i på den ene side EKSF-traktaten og på den anden side EØF- og Euratom-traktaten skyldes den omstændighed, at disse traktaters fædre gik ud fra, at en stor del af Forsamlingens retsakter ikke er bindende, idet Rådet og Kommissionen ifølge den oprindelige ordning i Rom-traktaterne var de eneste institutioner, som kunne udstede retsakter. Det vil være særdeles alvorligt at acceptere dannelsen af en magtfaktor, som er unddraget retlig kontrol, og herved sikre Parlamentet retlig immunitet. Det vil på nuværende udviklingstrin være uforeneligt med institutionssystemets opbygning, baggrund og at tillægge Forsamlingen en sådan suverænitet, også selv om Forsamlingen vælges ved direkte valg. Desuden er den opfattelse, hvorefter parlamentariske institutioners suverænitet udelukker kontrol med deres retsakters forfatningsmæssighed, i strid med de aktuelle tendenser i den liberale forfatningsret. Adgangen til retlig kontrol med Forsamlingen er et generelt princip, som er nødvendigt for at sikre overholdelsen af lov og ret.
Foranstaltninger vedrørende den interne organisation, som henhører under de tre traktater, kan derfor kun anfægtes direkte, hvis de forhold, som vedrører EKSF-traktaten, kan identificeres og udskilles. I modsat fald er en retlig prøvelse kun mulig i henhold til traktatens artikel 177. Dette resultat støttes af den omstændighed, at retlig kontrol med de nationale parlamenters retsakter i en lang række medlemsstaters forfatninger betragtes som værende i strid med magtfordelingsprincippet.
Den omstændighed, at Domstolen skal værne om lov og ret, berører ikke dette resultat. Domstolen kan kun udøve sin kontrol på grundlag af de retsmidler, som. udtrykkeligt er fastsat i traktaterne. Domstolen har altid anerkendt dette princip, idet den altid har præciseret, at der skulle være hjemmel i traktaten til at indbringe en bestemt sag. Berørte parter nyder også retsbeskyttelse over for Parlamentets retsakter, men denne retsbeskyttelse er sikret på anden vis. Parlamentet har herved omtalt erstatningssøgsmålet i medfør af EØF-traktatens artikel 215, stk. 2, som en sådan anden mulighed.
Begrebet
Under alle omstændigheder må der sondres skarpt mellem de af Parlamentets retsakter, som medfører retsvirkninger over for andre institutioner og eventuelt medlemsstaterne, og retsakter vedrørende Forsamlingens forretningsorden, idet traktaterne (EKSF-traktatens artikel 25) sikrer Parlamentets autonomi med hensyn til de sidstnævnte retsakter. En retsakt, som er omfattet af princippet om Parlamentets interne autonomi, kan ikke gøres til genstand for søgsmål.
Selv om det lægges til grund, at retsakter vedrørende forretningsordenen kan anfægtes, viser en sammenligning mellem ændringsforslagene til udkastet til den anfægtede beslutning og beslutningens endelige tekst, at denne ikke har retsvirkninger. Således blev ændringsforslag, som dels gik ud på, at Parlamentet skulle træffe en klar afgørelse om et bestemt hovedarbejdssted, dels opfordrede præsidiet til at opsige de gældende lejekontrakter med henblik på en omflytning af Parlamentets tjenester som helhed, afvist. Den endelige beslutning falder helt inden for rammerne af afgørelsen af
Man kan endelig rejse det spørgsmål, om ikke søgsmålet er prækluderet, idet den anfægtede beslutning kun bekræfter de tidligere afgørelser af henholdsvis
I det foreliggende tilfælde taler for beslutningens bindende karakter endvidere den omstændighed, at beslutningen på nuværende tidspunkt er blevet efterfulgt af en række konkrete gennemførelsesforanstaltninger. Den luxembourgske regering henviser herved til den oplysningsvirksomhed, som Parlamentets præsidium har pålagt Parlamentets vicegeneralsekretær Dankert at udøve, og under hvilken Parlamentets sekretariat og tekniske tjeneste samt personaleudvalget er blevet spurgt til råds og holdt underrettet om de første led i de planlagte foranstaltninger til overførsel af personale og fjernelse af en række installationer; den luxembourgske regering henviser videre til skrivelser fra personaleudvalget vedrørende samme emne. Denne virksomhed blev fulgt op af en redegørelse fra vicegeneralsekretær Zagari til Parlamentet på sit møde den
Det kan ikke antages, at den anfægtede beslutning er unddraget Domstolens kontrol, blot fordi den henhører under Parlamentets såkaldte interne autonomi. De afgørelser, som Parlamentet træffer vedrørende sin forretningsorden i henhold til EKSF-traktatens artikel 25, EØF-traktatens artikel 142 og Euratom-traktatens artikel 112, samt alle andre regler om Forsamlingens arbejdsgang er ligeledes underlagt legalitetsprincippet. Dette kan støttes på Domstolens praksis, bl.a. dom af
Parlamentet søger at bagatellisere rækkevidden af sin beslutning i en sådan grad, at denne herved helt mister sin betydning; dette stemmer dårligt overens med den omstændighed, at Parlamentet i første omgang havde rettet en egentlig opfordring til medlemsstaterne (om at fastlægge hjemstedet) og med beslutningens lovformelighed, dens overskrift og de talrige henvisninger til hjemstedet. Ligeledes fremgår det af den betragtning til beslutningen, hvori der rejses tvivl om regeringernes vilje til at løse spørgsmålet om hjemstedet, at det er hensigten med beslutningen at lade Parlamentet træffe afgørelsen i stedet for regeringerne. Beslutningen fastsætter selv den fremgangsmåde, der skal følges ved dens gennemførelse, og denne er allerede påbegyndt.
Det fremgår af indholdet af bestemmelserne i den anfægtede beslutning, at den er i strid med erklæringen fra Det europæiske Råds møde i Maastricht om at opretholde status quo, som blev gentaget den
Med hensyn til påstanden om, at der skulle være indtruffet præklusion som følge af den anfægtede beslutnings påståede bekræftende karakter, gør den luxembourgske regering gældende, at beslutningen af
Fastlæggelsen af mødestedet for plenarmøderne er inden for rammerne af regeringernes afgørelse fra 1965 overladt Forsamlingen. Da medlemsstaternes regeringer har angivet Strasbourg som mødested for Parlamentets plenarmøder, og da afholdelsen af sådanne møder i Luxembourg er sket efter Parlamentets interne beslutning, som det selv kan ændre på samme vis, har Parlamentet handlet inden for rammerne af regeringernes afgørelse af 1965. For så vidt angår arbejdsområdet for sekretariatet og den tekniske tjeneste, giver beslutningen blot Parlamentets udvidede præsidum og de kompetente organer fuldmagt til at behandle dette og udarbejde rapport. Beslutningen er derfor på dette punkt helt uden retsvirkninger. Parlamentet understreger, at kun institutionens officielle retsakter kan tages i betragtning i denne sammenhæng; Parlamentet modsætter sig, at den luxembourgske regering over for Domstolen påberåber sig uofficielle dokumenter, som f.eks. parlamentsmedlemmernes individuelle holdninger under debatterne eller institutionens tjenestemænds forskellige opfattelser.
Vedrørende spørgsmålet om præklusion som følge af den anfægtede beslutnings bekræftende karakter anfører Parlamentet endelig, at beslutningen, som er truffet i afventning af fastsættelsen af et enkelt mødested for Parlamentet, midlertidigt i forlængelse af afgørelsen af
Videre har Kommissionen, som skal værne om traktaterne, ikke rejst indvendinger mod beslutningen.
Til forskel fra EØF-traktatens artikel 170 indeholder hverken EKSF-traktatens artikel 38 eller EØF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 146 bestemmelser om, at en sag skal forelægges for Kommissionen, inden der anlægges annullationssøgsmål. Da det alene tilkommer medlemsstaterne at træffe afgørelse om hjemstedet, kan Kommissionen i øvrigt heller ikke skride ind på dette område.
Dette følger af beslutningens overskrift, hvorefter beslutningen handler
Indholdet af den anfægtede beslutning vedrører ligeledes spørgsmålet om hjemstedet. Kompetencen til at fastlægge institutionernes hjemsted er blandt andet det samme som kompetencen til at fastlægge arbejdsstederne. Ved at træffe en række foreløbige foranstaltninger og fastlægge forskellige arbejdssteder har regeringerne i mangel af en fælles aftale om ét enkelt hjemsted sørget for at fællesskabsinstitutionerne blev i stand til at udføre deres opgaver, og de har herved handlet inden for rammerne af deres kompetence ifølge traktaterne, således som stats- og regeringscheferne sidst har gjort opmærksom på den
I en række af den anfægtede beslutnings betragtninger gøres det med urette gældende, at medlemsstaternes regeringer har undladt at benytte sig af deres kompetence, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om Parlamentets hjemsted. Først må det imidlertid fastslås, at en inkompetent myndighed ikke bliver kompetent, fordi den kompetente myndighed har undladt at benytte sig af sin kompetence eller kun har benyttet denne delvis. Dernæst gælder det, at medlemsstaterne ikke har undladt at udøve deres kompetence. Gældende praksis går ud på at fastlægge et arbejdssted, og Parlamentet har altid anerkendt gyldigheden heraf. Regeringerne har gang på gang meddelt Parlamentet, at eventuelle ad hoc-ordninger skulle være i overensstemmelse med deres afgørelse om arbejdsstedet. Beslutningen blev truffet på et tidspunkt, hvor medlemsstaternes regeringer i to omgange på ny havde udøvet deres kompetence og herved bekræftet status quo. Beslutningen udgør derfor et ualmindeligt alvorligt indgreb i medlemsstaternes kompetence.
Den anfægtede beslutning har fastsat mødestedet for Parlamentets organer inden for rammerne af medlemsstaternes regeringers afgørelse af 1965, som bestemte, at Luxembourg, Bruxelles og Strasbourg skulle forblive foreløbige tjenestesteder for Fællesskabernes institutioner. Den anfægtede beslutning indeholder ingen anvisninger med hensyn til fastlæggelsen af
Parlamentets må som fællesskabsinstitution og som repræsenterende Fællesskabets borgere kræve, at medlemsstaterne overholder traktatens bestemmelser, og herved opfordre dem til straks at fastlægge hjemstedet for fællesskabsinstitutionerne. For så vidt angår fremgangsmåden tilkommer det Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at medlemsstaterne overholder traktatens bestemmelser vedrørende hjemstedet.
Den anfægtede beslutning er derudover i strid med de af regeringerne trufne afgørelser. Regeringerne har sidst den
Medlemsstaternes regeringers afgørelse gik ud på at opretholde status quo. Status quo bygger både på en retlig situation, som hviler på en række tidligere fortsat gældende afgørelser, og på de faktiske forhold, som følger af de implicerede parters erklæringer, holdninger og fortolkninger, men navnlig på den konkrete situation. Den kompetente myndigheds bekræftelse af de faktiske forhold giver disse retsgyldighed. Status quo's retlige aspekter hviler på afgøreisen af 1965 vedrørende institutionernes foreløbige arbejdssteder og placeringen af Forsamlingens generalsekretariat i Luxembourg samt på en række andre formelle faktorer, som f.eks. Rådets formands skrivelse af
Den anfægtede beslutning bestemmer på sin side, at Strasbourg og Bruxelles skal være Parlamentets mødesteder, og at sekretariatet skal reorganiseres i forbindelse med beslutningen om kun at benytte disse to mødesteder.
Således fastlagt er indholdet af henholdsvis status quo og den anfægtede beslutning uforeneligt. Med hensyn til mødesteder er der ikke som i de tidligere afgørelser og beslutninger tale om fastsættelse af en mødekalender og mødested for mødeperioderne, men om en beslutning, som definitivt udelukker Luxembourg som mødested. For så vidt angår sekretariatet og dets tjenester, skal gennemgangen af deres virksomhed ske under hensyn til afholdelsen af de forskellige mødeperioder, som uden undtagelse afholdes uden for det sted, hvorfra sekretariatet udøver sin virksomhed. Til trods for den forsigtige formulering og den tilsyneladende harmløse karakter af de i beslutningen nævnte foranstaltninger, er der allerede truffet en række gennemførelsesforanstaltninger, som bekræfter de tidligere gennemførte uofficielle overflytninger, som indebærer en gradvis omplacering af sekretariatet. Den luxembourgske regering henviser herved til de foranstaltninger, som er truffet af vicegeneralsekretærerne Dankert og Zagari, som regeringen allerede har redegjort for under sin argumentation vedrørende den anfægtede beslutnings retlige karakter.
Den anfægtede beslutning indeholder en bekræftelse af den måde, hvorpå Parlamentet tilrettelægger sin forretningsorden. Retten til at træffe nødvendige foranstaltninger med henblik på institutionens forretningsorden, som er tillagt Parlamentet i EØF-traktatens artikel 142 og i de tilsvarende bestemmelser i de andre traktater, og som er fastslået i Domstolens praksis, er den egentlige genstand for nærværende sag. Kun Parlamentets plenarmøder er direkte omfattet af traktaternes bestemmelser. Beslutningerne om at oprette en række udvalg og danne et sekretariat hører derimod alene under Parlamentets kompetence til at fastlægge sin forretningsorden.
Kun medlemsstaternes brug af deres prærogativer ifølge EKSF-traktatens artikel 77 kan binde Parlamentet. Samtlige erklæringer, som medlemsstaternes regeringer har afgivet vedrørende dette spørgsmål, har udtrykkeligt været foreløbige og er blevet afgivet
Parlamentet har altid rettet sig efter indholdet af de foreløbige afgørelser. Afgørelserne er suppleret med en række foranstaltninger, som institutionerne har truffet på eget initiativ på grundlag af et vist spillerum, som er overladt dem, jfr. f.eks. Parlamentets beslutning om at placerere sit generalsekretariat i Luxembourg.
For så vidt angår Parlamentets plenarmøder er der kun henvist hertil i de to erklæringer fra udenrigsministrene, som i øvrigt er af foreløbig karakter, og som angiver Strasbourg som Parlamentets mødested. Afholdelsen af et vist antal mødeperioder i Luxembourg skyldtes en afgørelse truffet af Parlamentet selv inden for rammerne af Parlamentets
Ingen af de afgørelser, regeringerne har truffet, omtaler udvalgenes møder i Bruxelles. Rådets formand tog i sin skrivelse af
For så vidt angår Parlamentets generalsekretariat, indebærer udtalelserne i den anfægtede beslutning ingen retlige forpligtelser. Parlamentet har anmodet om at få forelagt en redegørelse om forslag til forbedring af forretningsgangen. De tilpasninger, som må foretages som følge af afholdelsen af plenarmøder i Strasbourg og øvrige møder i Bruxelles, er endog nødvendige på baggrund af kravet om, at medlemsstaterne skal sikre en forsvarlig forvaltning (EØF-traktatens artikel 206 a, stk. 2). Parlamentet har længe opretholdt den nødvendige infrastruktur af hensyn til Parlamentets virksomhed i Bruxelles, uden at regeringerne har anset dette som værende i strid med traktaterne. Det forekommer utænkeligt, at Luxembourg skulle have til hensigt at tage aktiv del i en fællesskabsinstitutions interne forberedelse af rent administrative afgørelser og herved krænke de i EØF-traktatens artikel 5 nævnte forpligtelser. Parlamentet har aldrig uden forbehold bundet sig med hensyn til den infrastruktur, som har været stillet til Parlamentets rådighed, for herved at give udtryk for, at det står regeringerne frit at træffe afgørelse vedrørende hjemstedet, også selv om det indebærer ændringer i de nuværende arbejdssteder. Desuden ønsker Parlamentet at bevare sin fulde handlefrihed, for så vidt angår retten til selv at fastlægge de interne strukturer og forretningsordenen.
Storhertugdømmet Luxembourg, ved Jean Boulouis, advokat André Elvinger og advokat Francis Jacobs, og Europa-Parlamentet, ved Francesco Pasetti-Bombardella, Alessandro Migliazza og Roland Bieber, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
Afgørelsen bestemmer, at Rådet holder visse af sine møder i Luxembourg, og at visse fællesskabsinstitutioner, -organer og -tjenester placeres i Luxembourg. Om Parlamentet indeholder artikel 4 følgende bestemmelse :
Artikel 12 lyder således:
at der i den forbindelse er grund til, i et så stort omfang som muligt, at anvende de mest moderne telekommunikationsmidler, både hvad angår de personlige kontakter og dokumentsforsendelserne, at anvende de mest udviklede former for teknik med henblik på at lette samarbejdet mellem institutionerne, mens landevejs-, jernbane- og flyveforbindelserne mellem de vigtigste centre for fællesskabsaktiviteterne bør forbedres, at Parlamentets kompetente organer under formandens og det udvidede præsidiums overopsyn fastsætter bestemmelser for, hvilke foranstaltninger, der skal træffes, og anslår omkostningerne herved; at de inden årets udgang skal forelægge Parlamentet en rapport indeholdende de forslag, de finder nødvendige.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Mertens de Wilmars
Pescatore
O'Keeffe
Everling
Mackenzie Stuart
Bosco
Due
Bahlmann
Galmot
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
P. Heim
Justitssekretær
J. Mertens de Wilmars
Præsident