24.b) For så vidt angår det forhold, at der i Spanien ikke findes en ordning om vurdering af kvalifikationer erhvervet i andre medlemsstater, har Kommissionen med rette henvist til, at de grundlæggende friheder i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59De i det folgende nævnte afgorelser vedrorer ganske vist kun artikel 48 og 52. Der er imidlertid ikke tvivl om, at de på det punkt udviklede principper også finder anvendelse i relation til artikel 59.
bl.a. omfatter følgende princip:... når der til en medlemsstat indgives ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer, skal medlemsstaten tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik på at kunne udøve dette erhverv i en anden medlemsstat, idet den skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler.Værtslandets myndigheder skal ved denne undersøgelse objektivt kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er, om ikke identiske med, så dog i det mindste på samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det i landet selv udstedte eksamensbevis. Ved denne vurdering af spørgsmålet om ligestilling af det udenlandske eksamensbevis skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et sådant eksamensbevis må formodes at have opnået, når henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført ...Dom af 7.5.1991 i sag C-340/89 (Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357, præmis 16 og 17) og af 7.5.1992 i sag C-104/91 (Aguirre Borrell, Sml. I, s. 3003, præmis 11 og 12).
.
35.For det første er jeg ikke enig med Kommissionen i, at både bestemmelserne om de grundlæggende friheder (artikel 48, 52 og 59) og traktatens artikel 5 skal påberåbes. I dommen i Geddo-sagenJf. dom af 12.7.1973 i sag 2/73 (Geddo mod Ente Nazionale Risi, Sml. s. 865, præmis 4); om forholdet mellem traktatens artikel 5 og 76, jf. også dom af 19.5.1992 i sag C-195/90 (Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3141, præmis 36, 37 og 38); med hensyn til forholdet mellem artikel 5 og artikel 189, stk. 3, se nu også dom af 13.10.1993 i sag C-378/92 (Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 5092, præmis 6).
fastslog Domstolen:Artikel 5 foreskriver, at medlemsstaterne træffer alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser, og at de afholder sig fra enhver foranstaltning, der tr egnet til at bringe virkeliggørelsen af traktatens målsætning i fare, og herved pålægger den medlemsstaterne en generel forpligtelse, hvis konkrete indhold i hvert enkelt tilfælde afhænger af traktatens bestemmelser eller af de principper, som kan udledes af dens generelle system.
42.For så vidt angår de græske bestemmelser fastslog Domstolen, at den sagsøgte medlemsstat... ikke har overholdt de forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktatens artikel 59, idet den kræver, at turistførere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udføre tjenesteydelser skal være i besiddelse af en tilladelse til at udøve denne virksomhed, som forudsætter, at de har gennemgået en bestemt uddannelse, der afsluttes med et bevis, når tjenesteydelsen består i rundvisning af disse turister på andre steder end de museer eller historiske bygningsværker, der kun kan besøges sammen med en særlig, faguddannet turistfører.