Rådets forordning nr. 3330/74 af 19. december 1974 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 359, s. 1) indeholder ligesom forordninger nr. 1009/67 af 18. december 1967 (EFT 1967, s. 281), som den afløser, en fælles ordning for handelen med tredjelande, omfattende forskellige foranstaltninger med det formål at udligne forskellen mellem de uden for og inden for Fællesskabet gældende priser, såfremt verdensmarkedspriserne ligger under Fællesskabets priser.

For så vidt angår eksporten fra Fællesskabet bestemmer artikel 12, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 3330/74, at der for al udførsel kræves fremlagt en eksportlicens, som af medlemsstaterne udstedes til enhver, der ansøger herom, uden hensyn til, hvor i Fællesskabet vedkommende er etableret.

Ifølge forordningens artikel 12, stk. 1, fjerde afsnit, er udstedelsen af licensen betinget af en sikkerhedsstillelse til garanti for opfyldelsen af forpligtelsen til at udføre inden for licensens gyldighedsperiode; den stillede sikkerhed fortabes helt eller delvis, såfremt forretningen ikke eller kun delvis har fundet sted inden for denne frist.

Ifølge forordningens artikel 19, stk. 1 og 2, kan forskellen ved eksport mellem de på verdensmarkedet gældende noteringer eller priser og Fællesskabets priser udlignes ved en eksportrestitution, som er ens for hele Fællesskabet, men som kan være forskellig alt efter destinationen.

Restitutionen kan forudfastsættes. I så fald anføres forudfastsættelsen på licensen, der tjener som dokumentation herfor (artikel 12, stk. 1, andet afsnit).

De almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner for sukker er fastsat i Rådets forordning nr. 766/68 af 18. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 147).

Ifølge forordningens artikel 4 kan restitutionen fastsættes på grundlag af en licitation, som har til formål at bestemme restitutionens størrelse.

Licitationen afholdes af medlemsstaternes myndigheder i overensstemmelse med en retsakt, der er bindende for alle medlemsstater, og som fastsætter licitationsbetingelserne. Disse betingelser skal sikre alle inden for Fællesskabet etablerede personer lige adgang til deltagelse.

Licitationsbetingelserne omfatter bl.a. en frist for indgivelse af bud. Inden for tre hverdage efter indgivelsesfristens udløb, fastsættes for den pågældende licitation et maksimumbeløb for restitutionen på grundlag af de fremkomne bud; ved beregning af maksimumbeløbet tages hensyn til forsynings- og prissituationen inden for Fællesskabet, priserne og afsætningsmulighederne på verdensmarkedet samt omkostningerne ved udførsel af sukker.

Ifølge artikel 9 i forordninger nr. 766/68 tages tilbud indgivet ved en licitation kun i betragtning, såfremt der er stillet sikkerhed, der fortabes helt eller delvis, såfremt de forpligtelser, der påhviler licitationsdeltagerne, ikke eller kun delvis opfyldes.

Artikel 10 bestemmer, at den på grundlag af licitationen fastsatte restitution gælder lige så længe som den udstedte eksportlicens.

I henhold til Rådets forordninger nr. 1048/71 af 25. maj 1971 om ændring af forordning nr. 766/68 (EFT 1966-1972, september 1974, s. 50) blev artikel 12 i sidstnævnte forordning affattet således:

Såfremt der i løbet af perioden mellem:

Rådets forodning nr. 974/71 af 12. maj 1971 om visse konjunkturpolitiske foranstaltninger, der skal træffes inden for landbrugssektoren som følge af den midlertidige udvidelse af grænserne for kursudsving i visse medlemsstaters valutaer (EFT 1971 I, s. 231) som ændret ved Rådets forordning nr. 509/73 af 22. februar 1973 (EFT L 50, s. 1) bestemmer, at såfremt en medlemsstat i handelsøjemed tillader en kurs for sin valuta, der enten opad eller nedad overskrider den grænse for udsving, som er tilladt ved den internationale ordning, der var gældende den 12. maj 1971, skal den medlemsstat, hvis valuta ved opskrivning overskrider grænsen for udsving, ved import og eksport af visse landbrugsvarer opkræve henholdsvis yde udligningsbeløb. Den medlemsstat, hvis valuta nedad overskrider grænsen for udsving skal ved eksport opkræve og ved import yde udligningsbeløb for samme landbrugsvarer.

I medfør af forordningens artikel 2 er udligningsbeløbene for de varer, for hvilke der er fastsat interventionsforanstaltninger, lig med de beløb, der fremkommer ved på priserne at anvende følgende :

Ordningen med monetære udligningsbeløb, der blev indført ved forordning nr. 974/71, var ikke helt stabil, bl.a. fordi udligningsbeløbene blev beregnet på grundlag af den forskel, der bestod mellem en valutas repræsentative kurs og dens faktiske kurs, og fordi den faktiske kurs for så vidt angår de medlemsstater, hvor der ikke er fastsat en centralkurs, er den, der regelmæssigt noteres på valutamarkedet, mens centralkursen for de andre medlemsstaters vedkommende anses for den faktiske kurs; af denne grund og under hensyntagen til beregningsprincipperne, der tager udviklingen af de flydende valutaer i forhold til Fællesskabets øvrige valutaer i betragtning, svarede det monetære udligningsbeløb ikke altid til de valutaforhold, som lå til grund for handelskontrakterne, især ved handel med tredjelande, således at de erhvervsdrivende ikke ved indgåelse af en kontrakt med sikkerhed kunne vide, under hvilke økonomiske forhold kontrakten ville blive opfyldt. Kommissionen indførte derfor ved forordning nr. 243/74 af 1. februar 1978 (EFT L 37, s. 5) en mulighed for, at de monetære udligningsbeløb kunne forudfastsættes.

Forordning nr. 243/78 bestemmer bl.a. i artiklerne 1 og 2, at i samhandelen med tredjelande forudfastsættes de monetære udligningsbeløb efter ansøgning, såfremt eksportrestitutionen er forudfastsat for den pågældende licens, hvilket er tilfældet for restitutioner fastsat ved licitation.

Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, anvendes det monetære udligningsbeløb, der var gældende på dagen for udløbet af fristen for indgivelse af bud, såfremt restitutionen er forudfastsat ved licitation.

Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 243/78 bestemmer, at forudfastsatte monetære udligningsbeløb justeres, såfremt en ny repræsentativ kurs, om hvilken der var truffet beslutning før indgivelsen af ansøgningen om forudfastsættelse, træder i kraft i løbet af licensens gyldighedsperiode.

Ifølge artikel 7, stk. 2, kan forudfastsatte monetære udligningsbeløb justeres, såfremt restitutionen justeres i løbet af licensens gyldighedsperiode som følge af en prisændring, eller såfremt en ny repræsentativ kurs træder i kraft.

Da en række retsakter vedrørende landbrugspolitikken bestemmer, at visse beløb udtrykkes i regningsenheder og omregnes til medlemsstaternes nationale valutaer ved anvendelse af den valutakurs, der svarer til valutaernes officielle paritet, har Rådet ved forordning nr. 653/68 af 30. maj 1968 om betingelserne for ændring af værdien af den for den fælles landbrugspolitik anvendte regningsenhed (EFT 1968 I, s. 115) med henblik på at undgå de ulemper, der måtte opstå som følge af den faste regningsenhedsværdi, fastsat automatiske eller fakultative ændringer af denne værdi.

Reglerne for anvendelse af forordning nr. 653/58 er fastsat i Rådets forordning nr. 1134/68 af 30. juli 1968 (EFT 1968 II, s. 391).

Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer, at i tilfælde af ændring af forholdet mellem en medlemsstats valutaparitet og regningsenhedens værdi, justerer den pågældende medlemsstat ved anvendelse af det nye forhold følgende i regningsenheder fastsatte beløb, såfremt de er anført i national valuta i de dokumenter, beviser eller certifikater, der er udstedt til gennemførelse af den fælles landbrugspolitik eller de særlige handelsordninger for varer, der er fremstillet ved forarbejdning af landbrugsprodukter:

Enhver, der har fået en forudfastsættelse for en bestemt forretning, kan dog få denne forudfastsættelse og det til bekræftelse heraf udstedte certifikat eller bevis annulleret på skriftlig anmodning, der skal være det kompetente organ i hænde inden 30 dage efter ikrafttrædelsesdagen for foranstaltningerne til fastsættelse af de justerede beløb.

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1134/68 betales der for forretninger, der gennemføres inden for rammerne af bestemmelserne vedrørende den fælles landbrugspolitik eller de særlige handelsordninger for varer, der er fremstillet ved forarbejdning af landbrugsprodukter, de beløb, som en medlemsstat eller et behørigt befuldmægtiget organ har krav på eller skylder, og som er udtrykt i national valuta og gengiver beløb, der i de nævnte bestemmelser er fastsat i regningsenheder, ved anvendelse af det forhold mellem regningsenheden og den nationale valuta, der var gældende på tidspunktet for forretningens eller en del af forretningens gennemførelse.

Ifølge artikel 6 i forordning nr. 1134/68 forstås ved tidspunktet for forretningens gennemføres den dato, hvor det forhold indtræder, der ligger til grund for stiftelsen af denne fordring, og som angår beløbet i forbindelse med denne forretning, således som dette forhold er fastlagt i fællesskabsbestemmelserne eller, i mangel heraf og indtil disses fastlæggelse, i den pågældende medlemsstats bestemmelser.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning nr. 878/77 af 26. april 1977 om de vekselkurser, der skal anvendes inden for landbrugssektoren (EFT L 106, s. 27) udvides bestemmelserne i forordning nr. 1134/68 om ændring af forholdet mellem pariteten af en medlemsstats valuta og regningsenhedens værdi til at omfatte en ændring af en national valutas repræsentative kurs.

Ifølge artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 878/77 består der fremover kun mulighed for annullation af forudfastsættelsen og licensen eller dokumentet til bekræftelse heraf, jfr. artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1134/68, såfremt den nye repræsentative kurs skader den berørte. Der kan før den nye sats' ikrafttrædelsesdato træffes bestemmelse om, at denne skade skal kompenseres ved en passende foranstaltning. I så tilfælde kan der ikke ske annullation af forudfastsættelsen og licensen eller dokumentet til bekræftelse heraf.

For så vidt angår især de monetære udligningsbeløb fastsættes betingelserne for den obligatoriske justering, jfr. artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 243/78, ved Kommissionens forordning nr. 651/78 af 31. marts 1978 (EFT L 86, s. 41), der ophæver og afløser Kommissionens forordning nr. 1516/78 af 30. juni 1978 om justering af forudfastsatte monetære udligningsbeløb (EFT L 178, s. 63).

Efter forordning nr. 1615/78 harmoniseres vilkårene for justering af de monetære udligningsbeløb og vilkårene for de justeringer, som eventuelt anvendes i forbindelse med forudfastsatte restitutioner, som de forudfastsatte monetære udligningsbeløb er knyttet til.

For så vidt angår de obligatoriske justeringer bestemmer artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1516/78, at de foretages i forhold til den repræsentative kurs,

Ifølge artikel 2, stk. 1, kan det besluttes, at forudfastsatte monetære udligningsbeløb justeres, såfremt der som følge af en ændring i prisniveauet udtrykt i regningsenheder sker justering af forudfastsatte restitutioner for produkter fra bl.a. sukkersektoren.

Ifølge artikel 3 i forordning nr. 1516/78 sker den eventuelle justering i forhold til den pris og den repræsentative kurs, som gælder ved toldformaliteternes afslutning. Den obligatoriske justering ændres, såfremt der foretages en fakultativ justering.

For så vidt angår bl.a. justeringen af de forudfastsatte monetære udligningsbeløb er forordning nr. 243/78 yderligere ændret ved Kommissionens forordning nr. 1544/78 af 4. juli 1978 (EFT L 182, s. 7). Artikel 6, stk. 2 første afsnit, er suppleret med en bestemmelse, hvorefter ansøgningen om forudfastsættelse af det monetære udligningsbeløb i forbindelse med anvendelsen af de i artikel 7 omhandlede justeringer betragtes som indgivet på dagen for udløbet af fristen for indgivelse af bud.

Forordning nr. 878/77 er ændret ved Rådets forordning nr. 976/78 af 12. maj 1978 for så vidt angår den vekselkurs, der skal anvendes for forskellige valutaer i landbrugssektoren, og om virkningerne af fastsættelsen af nye repræsentative kurser på eksisterende rettigheder og forpligtelser (EFT L 125, s. 32).

I medfør af denne forordning er der bl.a. foretaget en devaluering af den repræsentative kurs af den franske franc (grønne franc) med 3,60 % med virkning fra 1. juli 1979.

Da artiklerne 4 og 6 i forordning nr. 1134/68 i øvrigt var affattet med henblik på ændring af en valutas partitet, og ikke med henblik på ændring af de repræsentative kurser, og da de derfor ikke i alle tillfælde virkede fuldt tilfredsstillende, gav forordning nr. 976/78 ved at supplere artikel 4 i forordning nr. 878/77 mulighed for ved en forenklet procedure at udstede bestemmelser, der fraveg den bestående ordning.

Kommissionen udnyttede muligheden efter artikel 4 i forordning nr. 878/77, som ændret ved forordning nr. 976/78, og besluttede at fravige reglen i artikel 6 i forordning nr. 1134/68, da den fandt, at det for at sikre en effektiv forvaltning af markedet for sukker var nødvendigt for hver forretning inden for denne sektor at præcisere, hvorledes den omregningskurs, der skal benyttes, fastsættes. Kommissionen bestemte ifølge artikel 1 sammenholdt med bestemmelserne i nr. X, litra a), i bilaget til forordning nr. 3016/78 af 20. december 1978 om fastsættelse af visse regler for anvendelse af omregningskurser inden for sukker- og isoglucosesektoren (EFT L 359, s. 11), at den vekselkurs, der skal anvendes på eksportrestitutionerne med forudfastsættelse af de monetære udligningsbeløb, var den repræsentative kurs, der gjaldt på den dag, der nævnes i artikel 6 i forordning nr. 243/78 om ændret ved forordning nr. 1544/78, dvs. på dagen for udløbet af fristen for indgivelse af bud.

Den repræsentative kurs af den franske franc, der allerede var devalueret med 3,60 % med virkning fra 1. juli 1979, jfr. forordning nr. 976/78, blev yderligere devalueret med virkning fra 1. juli 1979, således at de nye devalueringer trådte i stedet for de tidligere, nemlig med 5,12 °/o ifølge Rådets forordning nr. 643/79 af 29. marts 1979 (EFT L 83, s. 1), og dernæst med 7 % ifølge Rådets forordning nr. 1266/79 af 25. juni 1979 (EFT L 161, s. 4). Francen blev endu engang devalueret, nemlig med 1,046 % med virkning fra 1. oktober 1979 ifølge Rådets forordning nr. 2139/79 af 28. september 1979 (EFT L 246, s. 76).

Ved Rådets forordning nr. 1288/79 af 25. juni 1979 om fastsættelse, for sukkerproduktionsåret 1979/1980, af priserne for sukker (EFT L 162, s. 1) blev interventionsprisen for produktionsåret 1978/1979 forhøjet fra 40,49 ECU til 41,09 ECU for 100 kg.

På grund af forhøjelsen af interventionsprisen og devalueringerne af den repræsentative kurs for franske francs ansøgte selskabet Jean Lion et Cie, henholdsvis selskabet Loiret & Haentjens og otte andre sukkergrossister Fonds d'intervention et de régularisation du marché du sucre (FIRS-sukkermarkedets interventions- og reguleringsfond) om en justering af eksportrestitutionerne for eksport af sukker, for selskabet Lion's vedkommende efter 1. juli 1979 og for de øvrige selskabers vedkommende efter 1. oktober 1979. Herudover ansøgte selskabet Lion om en justering af de monetære udligningsbeløb.

Da selskabernes ansøgninger ikke blev imødekommet, anlagde de sag ved Tribunal administratif de Paris med påstand om annullation af FIRS's stiltiende afvisning af ansøgningerne samt om betaling af de beløb, de mener at have krav på.

Heroverfor påberåbte FIRS sig sin forpligtelse til at anvende forordning nr. 3016/78 og de af Kommissionen fastsatte justeringskoefficienter.

Ved dom af 10. november 1981 i den af selskabet Lion anlagte sag gav Tribunal administratif ikke sagsøgeren medhold i påstanden vedrørende konsekvensen af ændringen af interventionsprisen for sukker for justeringen af restitutionerne; retten udtalte, at ændringen af den repræsentative kurs for den franske franc med virkning fra 1. juli 1979 fuldt berettiget havde ført til en justering af de monetære udligningsbeløb. Ved en anden dom afsagt samme dato i sager anlagt af de andre selskaber forenede retten de ni sager, således at der kun skulle afsiges en enkelt dom.

I de to domme besluttede Tribunal administratif de Paris, for så vidt angår konsekvensen af ændringerne af den repræsentative kurs af franske france for justeringen af eksportrestitutionerne, i medfør af traktatens artikel 177 at udsætte sagen, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse om følgende spørgsmål :

Er forordning nr. 3016/78 af 20. december 1978 gyldig, eller tilsidesætter den bestemmelserne i Rom-traktatens artikel 190?

Medfører den, at fællesskabsreglerne kommer til at indebære forskelsbehandling, således at den mister sin gyldighed.

Tilsidesætter den bestemmelserne i forordning nr. 243/78 af 1. februar 1978 om forudfastsættelse af monetære udligningsbeløb, som den er udstedt til gennemførelse af?

De to domme afsagt af Tribunal administratif de Paris den 10. november 1981 er registreret på Domstolens justitskontor den 16. november under nr. 292/81 henholdsvis nr. 293/81.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der i hver af de to sager den 19. januar 1982 indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Jean-Claude Séché og den 4. februar 1982 af sagsøgerne i hovedsagen ved advokat Lise Funck-Brentano, Paris.

På grundlag af den refrerende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Den har imidlertid opfordret sagsøgerne i hovedsagen samt Kommissionen til at besvare en række spørgsmål; denne opfordning blev efterkommet inden for den fastsatte frist.

Ved kendelse af 5. maj 1982 har Domstolen besluttet at forene sagerne 292/81 og 293/81 under den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Ved endnu en kendelse af samme dato har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2, besluttet at henvise de forenede sager 292/81 og 293/81 til anden afdeling.

Den obligatoriske justering af de forudfastsatte udligningsbeløb, som påhviler Kommissionen i medfør af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 243/78, blev ganske vist i det foreliggende tilfælde foretaget i forbindelse med begivenhederne den 1. juli 1979, men det skete på et urigtigt grundlag.

Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 243/78 indeholder to betingelser for en justering af de monetære udligningsbeløb; dels skal der ved forudfastsættelsen være truffet beslutning om en ny repræsentativ kurs, dels skal den nye kurs træde i kraft. Den nye repræsentative kurs, der var truffet beslutning om den 1. juli 1979, var imidlertid den, der var fastlagt ifølge forordningerne nr. 976/78 og nr. 643/79, mens den kurs, der trådte i kraft på dette tidspunkt, var den, der var omfattet af forordning nr. 1266/79. Kommissionen foretog en justering af de forudfastsatte udligningsbeløb ved at anvende en kurs, der ikke svarede til den, der trådte i kraft den 1. juli 1979.

Rådet har ikke i forordning nr. 243/78 taget den mulighed i betragtning, at den repræsentative kurs, der træder i kraft, kunne afvige fra den, der oprindelig var taget beslutning om; denne lakune giver ikke Kommissionen ret til at fortolke og anvende forordningen vilkårligt.

Set i en juridisk og økonomisk sammenhæng kan forordning nr. 243/78 efter sagsøgernes opfattelse kun fortolkes således, at når der er truffet beslutning om at ændre den repræsentative kurs før indgivelsen af ansøgning om forudfastsættelse af det monetære udligningsbeløb, foretages justeringerne efter artikel 7, stk. 1, i forhold til den repræsentative kurs, der gjaldt ved afslutningen af toldformaliteterne.

Gyldigheden af forordning nr. 3016/78 kan således drages i tvivl for så vidt den uden udtrykkelig begrundelse indeholder bestemmelse om en justering af forudfastsatte udligningsbeløb i forhold til en kurs, der er truffet beslutning om, men som aldrig er trådt i kraft.

Kommissionen har anført, at der ved gennemgangen af de Domstolen forelagte spørgsmål ikke er fremkommet noget forhold, der kan rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 3016/78 for så vidt angår bilagets nr. X, litra a).

Kommissionen har anført, at forordning nr. 3016/78 er udstedt til gennemførelse af Rådets forordning nr. 878/77 og ikke til gennemførelse af Kommissionens forordning nr. 243/78; den er således forenelig med Rådets retsakt. Der består derimod ingen retlig trinfølge mellem forordning nr. 3016/78 og forordning nr. 243/78, der begge er udstedt af Kommissionen.

I øvrigt kan der rent materielt ikke konstateres noget modsætningsforhold mellem de af Kommissionen fastsatte generelle regler i de to forordninger, idet forordning nr. 3016/78 ganske vist udelukker muligheden for en justering, mens forordning nr. 243/78 giver mulighed herfor i et enkelt tilfælde, der ikke er sammenligneligt, som obligatorisk foranstaltning eller rent fakultativt.