European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2304

10.10.2024

EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2024/2304

af 11. april 2024

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed for regnskabsåret 2022

EUROPA-PARLAMENTET,

—

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed for regnskabsåret 2022,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

—

der henviser til udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0131/2024),

A.

der henviser til, at det endelige budget for Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (»myndigheden«) for regnskabsåret 2022 ifølge dens oversigt over indtægter og udgifter (1) var på 34 689 842 EUR, hvilket svarer til en stigning på 43,23 % i forhold til 2021; der henviser til, at myndigheden opnåede finansiel autonomi i maj 2021, at opstartsfasen er planlagt til at fortsætte indtil 2024, og at både dens personale og budget forventes at stige gradvist i løbet af denne periode; der henviser til, at myndighedens budget stammer fra Unionens budget;

B.

der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om myndighedens årsregnskab for regnskabsåret 2022 (»Revisionsrettens beretning«) fastslår, at den har fået rimelig sikkerhed for, at myndighedens årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

noterer sig med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2022 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad for forpligtelsesbevillinger for det pågældende år på 96,52 %, hvilket svarer til en stigning på 0,72 % i forhold til 2021, og at udnyttelsesgraden for betalingsbevillinger i det pågældende år var på 34,93 % svarende til en stigning på 4,56 % i forhold til 2021;

2.

bemærker med bekymring, at myndighedens budget for 2022 blev vedtaget af dens bestyrelse den 17. december 2021, men at det ikke blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende før den 31. maj 2023; minder om, at dette er i strid med artikel 31 i myndighedens finansielle regler og det deri fastsatte princip om gennemsigtighed;

3.

fremhæver, at dette er myndighedens anden dechargebetænkning; understreger, at myndigheden stadig befinder sig på et tidligt stadie og er i en formativ fase; minder om, at myndigheden påbegyndte sine aktiviteter i 2019 og opnåede finansiel autonomi i 2021; fremhæver, at videreudvikling og integration af interne processer er afgørende i den kommende periode, indtil myndigheden opnår fuld operationel status i 2024;

4.

bemærker, at Revisionsretten rapporterer, at myndigheden havde fremført 21,8 mio. EUR (65 %) af de disponible forpligtelsesbevillinger for 2022 til 2023, herunder 3,4 mio. EUR (eller 79,6 %) af bevillingerne under afsnit II vedrørende administrationsudgifter (sammenlignet med 63,2 % i 2021) og 16,4 mio. (eller 90,6 %) af bevillingerne under afsnit III vedrørende aktionsudgifter (sammenlignet med 37,7 % i 2021); minder om, at gentagne høje fremførselsniveauer er i strid med budgetprincippet om etårighed og indikerer strukturelle problemer vedrørende budgetprocessen og budgetgennemførelsen; noterer sig myndighedens svar på dette spørgsmål, hvori det fremhæves, at en betydelig del af fremførslerne under afsnit III stammer fra den store usikkerhed i forbindelse med Euresportalen, samt at budgetplanlægningen burde blive mere effektiv efter vedtagelsen af strategien for Euresportalen for 2023-2030, og at der ved udgangen af juni 2023 allerede var indgået kontrakter om 80 % af fremførslerne fra afsnit I og II;

5.

understreger, at myndigheden efter at have opnået finansiel autonomi i maj 2021 har akkumuleret betydelige fremførsler; understreger, at myndigheden som en myndighed, der er involveret i operationelle aktiviteter, i høj grad er afhængig af medlemsstaternes inddragelse, og at omfanget af deres deltagelse i væsentlig grad påvirker gennemførelsen og omfanget af disse aktiviteter; understreger, at det på grund af de fleste aktiviteters frivillige karakter ikke er alle medlemsstater, der deltager i alle aktiviteter, og at nogle kun deltager i begrænset omfang; opfordrer medlemsstaterne til at anerkende de øgede fordele, som myndigheden giver, og til at styrke samarbejdet mellem deres kompetente myndigheder og myndigheden;

Performance

6.

bemærker, at myndigheden i 2022 for første gang fremlagde et arbejdsprogram inden for en flerårig ramme (enhedsprogrammeringsdokumentet for 2022-2024) og fortsatte med at forbedre sine programmeringsdokumenter; bemærker endvidere, at myndigheden udpegede de vigtigste strategiske arbejdsområder og sine mål og udviklede et nyt sæt centrale resultatindikatorer (KPI'er) med tilknytning til de strategiske områder; bemærker, at disse indikatorer, der indgår i det samlede programmeringsdokument for 2023-2025, vil blive anvendt fra 2023;

7.

glæder sig over myndighedens resultater med hensyn til at opfylde sit mandat og opfylde målene i enhedsprogrammeringsdokumentet for 2022-2024, navnlig arbejdet for 2022, på trods af de udfordringer, der følger af organisationens løbende vækst og udvikling;

8.

bemærker, at myndigheden med succes har gennemført handlingsplanen for vejtransport og den tilhørende #Road2FairTransport-kampagne i samarbejde med bl.a. andre medlemsstaters myndigheder, arbejdsmarkedets parter og interessenter; bemærker endvidere, at myndigheden gennemførte 33 samordnede og fælles inspektioner med deltagelse af 25 medlemsstater og bistod med en demonstrationsinspektion foretaget ved vejsiden;

9.

roser myndighedens tilsagn om at udvide sine kapacitetsopbygningsaktiviteter med lanceringen af IMI-PROVE-programmet og fremme digitale teknologier og innovation gennem afholdelsen af myndighedens TECH-konference 2022; bemærker endvidere, at myndigheden har igangsat sin mæglingstjeneste og har behandlet sine første sager;

10.

bemærker med påskønnelse myndighedens reaktion på situationen for dem, der flygter fra den russiske angrebskrig mod Ukraine, og at den gennemførte oplysnings- og håndhævelsesaktiviteter med fokus på at støtte medlemsstaterne i at beskytte sårbare mennesker mod risiciene ved sort arbejde og for udnyttelse på arbejdspladsen;

11.

bemærker med bekymring de betydelige fald i andelen af job- og arbejdsgiverregistreringer på Den Europæiske Beskæftigelsestjenestes (Eures') portal (henholdsvis -77 % og -37 % i forhold til 2021) som følge af indførelsen af EU Login-kravene; opfordrer myndigheden til at forenkle processen i samarbejde med Kommissionen;

12.

påskønner myndighedens arbejde med at bistå medlemsstaterne og Kommissionen med at sikre en retfærdig og effektiv håndhævelse af EU-reglerne om arbejdskraftmobilitet og samordningen af sociale sikringsordninger, med at fremme effektiv arbejdskraftmobilitet i Europa gennem aktiviteter inden for rammerne af Eures og med effektivt at gøre det lettere for borgere og virksomheder at høste fordelene ved det indre marked; glæder sig i den forbindelse over arbejdet i myndighedens fire arbejdsgrupper om information, inspektioner, mægling og om den europæiske platform til bekæmpelse af sort arbejde;

13.

bemærker, at det er et af myndighedens mål at lette og styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne om håndhævelsen af relevant EU-ret i hele Unionen, herunder fremme af samordnede og fælles inspektioner; ser frem til Kommissionens kommende evaluering i 2024 af de resultater, som myndigheden har opnået med hensyn til dens mål, mandat og opgaver; bemærker, at Kommissionen på grundlag af denne evaluering, og hvor det er relevant, kan fremsætte lovgivningsforslag med henblik på at revidere myndighedens kompetenceområde;

Effektivitet og gevinster

14.

bemærker, at myndigheden i 2022 udviklede sit samarbejde med andre EU-organer og -organisationer for at undgå overlapning og fremme synergier; bemærker endvidere, at myndigheden har undertegnet et aftalememorandum med Kommissionen, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene og Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse; bemærker, at myndigheden også har undertegnet en ramme for samarbejde med Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur og har indledt drøftelser med Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde;

15.

glæder sig over, at myndigheden fremmer et moderne, digitalt og fleksibelt arbejdsmiljø, der forbedrer personalets trivsel og mindsker dets miljøpåvirkning ved at gennemføre regler om hybridarbejde, som bidrager til at reducere CO2-emissionerne; bemærker endvidere myndighedens resultater med hensyn til dens bygning i Slovakiet, som har modtaget certifikatet for lederskab inden for energi og miljøvenligt design, og som opfylder Kommissionens strenge kriterier;

16.

bemærker, at myndigheden er fortsat med at gennemføre sine funktionaliteter i systemet for avancerede registre, Sysper-systemet, eProcurement (e-udbud) og Speedwell, bl.a. for at forbedre systemernes og arbejdsgangenes effektivitet;

17.

bemærker, at myndigheden er blandt de EU-agenturer, der endnu ikke har udarbejdet en virksomhedsplan med det formål at forbedre energieffektiviteten og klimaneutraliteten i sine aktiviteter;

18.

tilskynder myndigheden til at udvikle et aktivt samarbejde med andre agenturer og til regelmæssigt at aflægge rapport til Parlamentet om de fremskridt, der er gjort;

Personalepolitik

19.

bemærker, at stillingsfortegnelsen pr. 31. december 2022 var gennemført med 86 % med 49 midlertidigt ansatte ud af de 57 midlertidigt ansatte, som var godkendt i henhold til Unionens budget; bemærker, at der derudover arbejdede 13 kontraktansatte og 55 udstationerede nationale eksperter (inklusive 27 nationale forbindelsesofficerer) for myndigheden i 2022; bemærker, at myndigheden opnåede en betydelig vækst i sin arbejdsstyrke efter en intensiv rekrutteringsindsats i 2022;

20.

bemærker kønsfordelingen blandt myndighedens topledere og mellemledere, hvor fire ud af seks (67 %) er mænd; bemærker kønsfordelingen i myndighedens bestyrelse, hvor 20 ud af 34 (59 %) er mænd; bemærker endvidere kønsfordelingen i myndighedens samlede personale, hvor 41 ud af 65 (63 %) er kvinder; minder om vigtigheden af at sikre kønsbalance og opfordrer myndigheden til at blive ved med at tage dette aspekt i betragtning med hensyn til fremtidig ansættelse af personale og udnævnelser, navnlig inden for den øverste ledelse og på mellemlederniveau; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tage hensyn til vigtigheden af at sikre kønsbalance, når de indstiller deres medlemmer til myndighedens bestyrelse; bemærker med tilfredshed, at myndigheden havde 27 nationaliteter fordelt på sine stillinger i stillingsfortegnelsen (vedtægtsomfattet personale) ved udgangen af 2022;

21.

bemærker, at myndighedens kapacitet er vokset betydeligt i 2022 takket være dens engagement i at tiltrække talenter af høj kvalitet, med 117 medarbejdere (i 2022); bemærker endvidere, at myndigheden er nødt til at fortsætte sin stærke indsats med hensyn til rekruttering og indslusning af nytilkomne og håndtere udfordringer såsom udskiftning og jobnedgang; bemærker endvidere, at myndighedens ansættelsespolitik fortsat vil være baseret på principperne om ligebehandling og åbne og gennemsigtige ansættelsesprocedurer og vil blive offentliggjort og meddelt alle interesserede parter;

22.

bemærker, at andelen af midlertidigt ansatte (udstationerede nationale eksperter og vikarer) i myndigheden ved udgangen af 2022 var på 58 %; gør opmærksom på, at stor afhængighed af midlertidigt ansatte fører til en regelmæssig høj personaleudskiftning, hvilket indebærer en risiko for at miste ekspertise (specialiseret viden og kontaktnetværk, der er opbygget med interessenter), hvilket kan få en negativ indvirkning på myndighedens operationelle kapacitet; påskønner myndighedens opfordring til, at 15 stillinger som udstationerede nationale eksperter omdannes til stillinger som midlertidigt ansatte, uden at der er behov for at øge budgettet i den flerårige finansieringsoversigt, for at sikre myndighedens operationelle stabilitet, fastholdelse af viden og en effektiv gennemførelse af dens mål;

23.

noterer sig, at myndigheden ansatte en vikar og en praktikant i fem måneder (november 2022 til marts 2023) og gav dem ABAC-adgangsrettigheder, så de kunne indlæse data og initiere transaktioner i forbindelse med den årlige budgetafslutningsprocedure; minder om, at anvendelse af vikarer til at udføre myndighedens centrale finansielle aktiviteter i forbindelse med budgetgennemførelsen er i strid med artikel 41, stk. 1, i dens finansielle regler, som fastsætter, at kun fastansatte må gives budgetgennemførelsesbeføjelser; bemærker, at myndigheden ifølge dennes svar for at sikre forretningskontinuitet i tilfælde af mangel på vedtægtsomfattet personale og unormalt høje arbejdsbyrder undtagelsesvis tildelte rollen som dataregistreringsansvarlig og initieringsansvarlig til en midlertidigt ansat/praktikant i en begrænset periode, efter at de havde fået den nødvendige oplæring, og at der var en tilsynsførende kontrollør tilknyttet ved alle finansielle transaktioner;

24.

glæder sig over, at myndigheden fortsatte med at vedtage og gennemføre regler og bestemmelser om HR, såsom politikken for beskyttelse af personers værdighed og forebyggelse af psykisk og seksuel chikane, nye HR-regler om arbejdstid og hybridarbejde og rammen for læringsudvikling til gennemførelse af bestemmelserne om administrative undersøgelser og disciplinære bestemmelser;

25.

bemærker, at myndigheden tilbød foranstaltninger til støtte for integration, herunder teambuilding og sociale arrangementer og aktiviteter, informationspakker, forskellige uddannelseskurser og støtte til registreringen af personale og familiemedlemmer hos de nationale myndigheder; bemærker endvidere, at myndigheden gennemfører en årlig trivselspulsundersøgelse for at måle trivslen og medarbejdertilfredsheden og indsamle medarbejdernes synspunkter; glæder sig over, at myndigheden gennemførte det første valg til personaleudvalget, og at det lykkedes at oprette det i 2022;

26.

bemærker, at myndigheden er fast besluttet på at fremme og agere for ligestilling og mangfoldighed på arbejdspladsen og sikre, at dens ansættelsesprocedurer ikke diskriminerer på grund af bl.a. køn, hudfarve og race; bemærker, at dette arbejde førte til en forbedring af statistikkerne for personalets mangfoldighed i forhold til 2021; bemærker endvidere, at myndigheden har udviklet en række foranstaltninger til integration af personer med handicap, som sikrer deres deltagelse i samtaler og test på lige fod med andre;

Udbud

27.

bemærker, at myndigheden i 2022 udarbejdede sin udbudsplan i overensstemmelse med de operationelle aktiviteter og sine virksomhedsbehov, samtidig med at den tog hensyn til miljømæssige og sociale aspekter i forbindelse med sine indkaldelser af tilbud og fremme af socialt ansvarlige offentlige indkøb; bemærker endvidere, at myndigheden arbejdede på at øge effektiviteten og den rettidige gennemførelse af sin udbudsplan og har til hensigt at anvende anmodningsmodulet i værktøjet til forvaltning af offentlige udbud i forbindelse med udarbejdelsen af sin udbudsplan for 2023;

28.

noterer sig, at udbudsbetingelserne for et udbud om støtte til myndighedens aktiviteter inden for udformning, tilrettelæggelse og gennemførelse af uddannelsesarrangementer ifølge Revisionsretten fastsatte en maksimal kontraktværdi på 6 mio. EUR over fire år; bemærker, at myndigheden tildelte kontrakten til en tilbudsgiver, hvis økonomiske bud var på 12,9 mio. EUR; minder om, at dette er i strid med punkt 12.3, litra a), i bilag I til finansforordningen, som fastsætter, at et tilbud betragtes som uacceptabelt, »hvis tilbuddets pris overstiger den ordregivende myndigheds maksimale budget som fastsat og dokumenteret forud for iværksættelsen af udbudsproceduren«; bemærker endvidere, at Revisionsretten konkluderede, at dette udbud og kontrakttildelingen er regelstridige, selv om der ikke blev foretaget nogen betalinger i forbindelse med denne kontrakt i 2022;

29.

minder om, at formålet med reglerne for offentlige udbud er at sikre, at ordregivere kan indkøbe varer og tjenesteydelser til den bedste pris, at der er fair konkurrence mellem tilbudsgiverne, og at principperne om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling overholdes; opfordrer myndigheden til at forbedre sine offentlige udbudsprocedurer yderligere og sørge for, at de gældende regler overholdes fuldt ud, så der opnås mest mulig valuta for offentlige midler;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

30.

bemærker myndighedens igangværende foranstaltninger for og løbende bestræbelser på at sikre gennemsigtighed, forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og noterer sig, at bestyrelsesmedlemmernes erklæringer om interessekonflikter er offentliggjort på dens websted;

31.

bemærker, at myndigheden offentliggør den administrerende direktørs CV og arbejder på at offentliggøre bestyrelsesmedlemmernes og mellemledernes CV'er i 2023; opfordrer myndigheden til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om enhver udvikling i den forbindelse;

32.

er bekendt med, at myndigheden i 2023 vedtog en afgørelse fra den administrerende direktør om offentliggørelse af oplysninger om møder med interesserepræsentanter og andre eksterne personer; bemærker, at myndigheden ifølge denne afgørelse skal offentliggøre oplysninger om alle møder, der afholdes af den administrerende direktør, bestyrelsens formand og næstformand, når de handler i denne egenskab, samt af kontorchefer med interesserepræsentanter og andre eksterne personer;

33.

bemærker, at myndigheden i november 2022 vedtog en politik om interessekonflikter, som omfatter medlemmer af og observatører i bestyrelsen, interessentgruppen, myndighedens arbejdsgrupper og paneler, herunder platformen til forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort arbejde, eksterne eksperter og udstationerede nationale eksperter, inklusive nationale forbindelsesofficerer; bemærker endvidere, at der i 2022 ikke blev indberettet nogen tilfælde af interessekonflikter eller whistleblowing;

34.

bemærker, at myndigheden har indført en »tjekliste for tjenesteophør og fortrolighedsformular for alt personale«, som indeholder henvisninger til forpligtelserne i personalevedtægten i forbindelse med udtræden af tjenesten;

Intern kontrol

35.

bemærker med bekymring på baggrund af Revisionsrettens beretning, at myndighedens interne regler kræver, at udstationerede nationale eksperter og nationale forbindelsesofficerer bosætter sig i Bratislava; er bekendt med, at udstationerede nationale eksperter og nationale forbindelsesofficerer modtager dagpenge og månedlig godtgørelse til dækning af leveomkostninger i Bratislava, og at de for at modtage dem skal afgive en formel erklæring om, at de rent faktisk bor der, og forpligte sig til på anmodning at fremlægge dokumentation for bopæl; bemærker, at myndigheden som svar på Revisionsrettens anmodning ikke var i stand til at fremlægge bevis for, at en bestemt national forbindelsesofficer boede i Bratislava, hvilket førte til den konklusion, at de godtgørelser på i alt 83 734 EUR, som denne nationale forbindelsesofficer modtog, hvoraf 50 700 EUR blev udbetalt i 2022, var regelstridige; mener, at myndighedens forudgående kontrol af disse erklæringer er svag, idet den udelukkende er baseret på erklæringerne fra de udstationerede nationale eksperter og de nationale forbindelsesofficerer og ikke på dokumentation; beklager manglen på efterfølgende kontrol, og at den skaber risiko for, at de beløb, som myndigheden betaler til disse godtgørelser, muligvis ikke er korrekte; noterer sig, at myndigheden fra 2023 har styrket forvaltningen og kontrollen af databasen over udstationerede nationale eksperter, navnlig med hensyn til forudgående kontrol, hvor alle udstationerede nationale eksperter anmodes om at fremlægge en bopælsattest;

36.

henleder opmærksomheden på Revisionsrettens konstatering af, at myndighedens forudgående kontrol på området kontraktgennemførelse ikke var fuldt etableret og formaliseret, og at der ikke var etableret efterfølgende kontrol; bemærker navnlig, at myndigheden havde godkendt betalinger for oversættelse, tilrettelæggelse af arrangementer, uddannelse og kommunikation uden fuldt ud at kontrollere nøgleparametrene med betydning for de priser, der skulle betales (f.eks. mængden af leverede tjenester, overholdelsen af minimumskvalitetskrav og de anvendte enhedspriser); giver udtryk for dyb bekymring i den forbindelse og påpeger, at disse mangler og den manglende afhjælpning heraf kan udgøre en risiko for anvendelsen af offentlige midler;

37.

opfordrer indtrængende myndigheden til at revurdere og opdatere sine interne processer, forudgående kontroller og metoder til efterfølgende kontrol med henblik på at adressere Revisionsrettens bemærkninger på troværdig vis og til at rapportere tilbage til dechargemyndigheden om de foranstaltninger, der træffes i denne henseende;

38.

understreger, at der fra 2023 og fremefter er blevet gennemført initiativer til forbedring af myndighedens forudgående kontrol, herunder specialiseret uddannelse af personale i finansielle procedurer og forudgående kontrol;

39.

bemærker, at myndighedens bestyrelse vedtog sin ramme for intern kontrol i 2020, og at udviklingen heraf afsluttes i 2023 på grundlag af Den Interne Revisionstjenestes anbefalinger om rammen for intern kontrol;

40.

bemærker, at myndigheden foretager en årlig risikovurdering og i 2022 færdiggjorde og udarbejdede et udkast til en handlingsplan med henblik på at mindske risiciene; bemærker endvidere, at myndigheden vedtog og gennemførte sin strategi for bekæmpelse af svig for 2021-2023, og at gennemførelsen af strategien overvåges via en særlig handlingsplan;

41.

minder om, at myndigheden endnu ikke har vedtaget sin forretningskontinuitetsplan, som er under udarbejdelse, og som vil blive færdiggjort i løbet af 2023;

42.

er klar over, at myndigheden i øjeblikket befinder sig i en vækstperiode; bemærker, at udviklingen af indikatorerne for rammen for intern kontrol vil blive færdiggjort på grundlag af anbefalingerne fra IAS-revisionen af rammen for intern kontrol, som gennemføres i 2023;

Øvrige bemærkninger

43.

bemærker med bekymring det betydelige arbejde, som myndigheden skal udføre, navnlig med hensyn til at styrke sine mekanismer for intern kontrol; erkender myndighedens efterslæb af planer, der var planlagt til gennemførelse i 2023, hvor dechargemyndigheden forventer, at myndigheden leverer og underretter om konkrete resultater med henblik på at afhjælpe de konstaterede mangler på effektiv vis; forstår imidlertid, at arbejdet stadig er igangværende, siden myndigheden blev operationel i 2019;

44.

bemærker, at myndigheden har gennemført vigtige foranstaltninger for at øge sin cybersikkerhed såsom CERT EU, der bl.a. dækker log, dobbelt nøglekryptering og konnektivitet til Europa-Kommissionens systemer, og for at digitalisere sine udbudsprocedurer;

45.

glæder sig over, at myndigheden har iværksat en miljøanalyse og forberedelse af sin miljøredegørelse og handlingsplan for gennemførelsen af EMAS-certificeringen, som vil være afsluttet senest i 2023;

46.

bemærker, at myndigheden i begyndelsen af 2023 vedtog sin nye kommunikationsstrategi for 2023-2026 med sigte på at øge myndighedens synlighed og omdømme samt kendskabet til dens arbejde; bemærker endvidere, at myndigheden sammen med andre agenturer og i samarbejde med Parlamentet afholdt et arrangement for at undersøge unges udfordringer og muligheder;

47.

bemærker, at myndigheden har gennemført flere foranstaltninger for at reducere sin miljøvirkning, men at den endnu ikke har udviklet en skriftlig miljøstrategi og har planer om at påbegynde dette i 2023;

48.

henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 11. april 2024 (2) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

(1)   EUT C 119 af 31.3.2023, s. 22.

(2)  Vedtagne tekster, P9_TA(2024)0280.


ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2024/2304/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)