31997L0035

Kommissionens direktiv 97/35/EF af 18. juni 1997 om anden tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 90/220/EØF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 169 af 27/06/1997 s. 0072 - 0073


KOMMISSIONENS DIREKTIV 97/35/EF af 18. juni 1997 om anden tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 90/220/EØF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (1), ændret ved Kommissionens direktiv 94/15/EF (2), særlig artikel 20, og

ud fra følgende betragtninger:

I bilag III til direktiv 90/220/EØF opregnes de yderligere oplysninger, der skal gives i anmeldelser om udsætning af genetisk modificerede organismer (GMO);

erfaringerne med markedsføring af GMO har vist, at det er nødvendigt at lette indsamlingen af data og oplysninger om produkter efter markedsføringen heraf i overensstemmelse med direktivet;

disse data og oplysninger vil kunne lette vurderingen af tilsvarende eller mere komplekse produkter, der skal markedsføres, samt anvendelsen af kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med direktiv 90/220/EØF;

dette kan opnås ved, at de oplysninger, der skal gives i anmeldelser i overensstemmelse med direktivets del C såvel som på mærkningen af sådanne produkter, udvides;

bilag III bør derfor ændres ved tilføjelse af krav om sådanne oplysninger;

de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 21 i direktiv 90/220/EØF -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag III til direktiv 90/220/EØF affattes som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. juli 1997. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de ledsages ved offentliggørelsen af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 1997.

På Kommissionens vegne

Ritt BJERREGAARD

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 117 af 8. 5. 1990, s. 15.

(2) EFT nr. L 103 af 22. 4. 1994, s. 20.

BILAG

»BILAG III

YDERLIGERE OPLYSNINGER, DER SKAL GIVES I ANMELDELSEN OM MARKEDSFØRING

A. Ud over de i bilag II anførte oplysninger skal anmeldelsen om markedsføring af produkter indeholde følgende oplysninger:

1. Navn på produktet og navne på GMO'er indeholdt deri

2. Navn på fabrikanten eller forhandleren og dennes adresse i Fællesskabet

3. Produktets specificitet, nøjagtige brugsbetingelser, herunder i givet fald en beskrivelse af den type miljø og/eller det (de) geografiske område(r) i Fællesskabet som produktet egner sig for

4. Forventet anvendelse: industri, landbrug, fagbrancher, alment konsum i befolkningen

5. Oplysninger om den indførte genetiske modifikation, som kan være relevante for opførelse i et register over genetiske modifikationer i organismer (arter). Oplysningerne kan vedrøre nukleotidsekvenser eller andre forhold, der er relevante for et sådant register.

B. Ud over de i del A anførte oplysninger skal der i påkommende tilfælde anføres følgende oplysninger i overensstemmelse med artikel 11 i nærværende direktiv:

1. Foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af udslip eller forkert brug

2. Specifikke instruktioner eller anbefalinger angående oplagring og håndtering

3. Anslået produktion i og/eller import til Fællesskabet

4. Foreslået emballering. Denne skal være hensigtsmæssigt udformet, således at der undgås udslip af GMO'er under oplagring eller på et senere tidspunkt

5. Foreslået mærkning. Denne skal i det mindste i sammenfattet form indeholde de oplysninger, der er omhandlet i punkt A.1, A.2, A.3, B.1 og B.2.

C. Følgende oplysninger anføres i anmeldelsen i overensstemmelse med artikel 11 i nærværende direktiv:

Foreslået mærkning. Denne skal, på en etiket eller i et ledsagedokument, omfatte en angivelse af, at produktet indeholder eller består af genetisk modificerede organismer. For produkter, der skal markedsføres i blandinger med ikke-genetisk modificerede organismer, er oplysning om muligheden for, at den genetisk modificerede organisme er til stede, tilstrækkelig.«