Sagsøgte har anført, at den anfægtede afgørelse rent organisatorisk ikke indebærer en ændring af sagsøgerens placering eller så meget mere af hans tjenesteretlige stilling. Afgørelsen indebærer funktionelt kun, at sagsøgeren ikke længere stilles til rådighed for CASSTM, og at hans placering med den stilling, han beklæder, ændres fra afdeling IX-D-3 til afdeling IX-D-8. På samme måde er der heller ikke sket en forringelse med hensyn til karakteren af og niveauet for de oversættelsesopgaver, sagsøgeren udfører; afgørelsen er derfor en rent intern, tjenstlig og organisatorisk afgørelse, som ikke kan indeholde et klagepunkt, og som således ikke har karakter af en akt, som kan annulleres i tjenestemandsvedtægtens artikel 91's forstand.

Sagsøgeren har i sin replik anført, at selv hvis der burde sondres — hvilket han ikke mener er tilfældet — mellem en afgørelse om forflyttelse og en afgørelse om omplacering skal en ændring ... i en tjenestemands arbejdsmæssige placering med stilling opfylde de samme materielle betingelser som en forflyttelse, således som Kommissionens repræsentant har indrømmet det i retsmødet i en tidligere sag (jf. generaladvokat Mayras's forslag til afgørelse i de forenede sager 33 og 75/79, Kuhner, Sml. 1980, s. 1708).

Ved den anfægtede retsakt er der sket en ændring af sagsøgerens placering. Hvis der i øvrigt simpelt hen kun skulle være tale om, at sagsøgeren var stillet til rådighed, havde der vel ikke været anledning til, at det kommissionsmedlem, som har ansvaret for personalespørgsmål traf afgørelse. En afgørelse om, at det forhold, at en tjenestemand er stillet til rådighed, bringes til ophør, kan være en akt, der kan påklages; i det foreliggende tilfælde indebærer den anfægtede foranstaltning skadevirkninger, som rækker ud over dem, der normalt følger af en intern foranstaltning.

Kommissionen har anført, at den anfægtede afgørelse ikke kan være en forflyttelse, idet der ikke fandtes nogen ledig stilling, hvilket også fremgår af den omstændighed, at sagsøgeren blev omplaceret med stillingen. På den anden side var det den i mellemtiden ændrede administrative opbygning af oversættelsestjenesten, som formelt medførte, at afgørelsen skulle træffes af det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for personalespørgsmål. Endelig kunne omstændighederne i forbindelse med afgørelsen om at bringe rådighedsforholdet til ophør ikke indebære, at den pågældende interne, tjenstlige og organisatoriske foranstaltning blev til en akt, der indeholdt et klagepunkt.

Sagsøgeren har principalt anført, at den trufne afgørelse om at overføre ham hverken var i overensstemmelse med formålene med eller den foreskrevne fremgangsmåde for personalets mobilitet som vedtaget af Kommissionen den 24. november 1976 (Administrative meddelelser nr. 134) og følgelig ikke kunne træffes med hjemmel deri. Til støtte herfor har sagsøgeren anført følgende :

Subsidiært har sagsøgeren anført, at det — hvis det måtte antages, at den ændrede placering var en forflyttelse eller en midlertidig tjeneste — måtte erkendes, at betingelserne for at træffe sådanne foranstaltninger i det konkrete tilfælde ikke var opfyldt, og at Kommissionen gjorde sig skyldig i magtfordrejning.

Sagsøgeren har endvidere anført, at afgørelsen er i strid med tjenestemandsvedtægtens artikel 7, stk. 1, idet den er truffet i modstrid med tjenestens interesser. Sagsøgeren udførte i CASSTM meget specialiserede oversættelsesopgaver, for hvilke en forholdsvis lang uddannelses- og indføringsperiode er nødvendig; og hans fratræden kunne have uheldige konsekvenser for tjenestegrenens funktion (jf. M. Schneiders note). Sagsøgeren havde på den anden side ikke kendskab til, at der var behov for at styrke oversættelsespersonalet i GD IX-D-8. Han har endelig bestridt Kommissionens vurdering af, hvad der var i hans interesse, idet der i tilfælde af forflyttelse var risiko for, at han ville miste de udsigter til at blive forfremmet, som han havde i CASSTM.

Desuden var reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med forflyttelse ikke overholdt. Der var ikke sket bekendtgørelse ved opslag eller offentliggørelse i Fællesskabernes månedlige personaleblad (vedtægtens artikel 25, stk. 3), og der fandtes heller ingen ledig stilling (artikel 29, stk. 1).

Fremgangsmåden i forbindelse med midlertidig tjeneste i anden stilling blev ikke fulgt, idet sagsøgeren ikke gjorde midlertidig tjeneste i vedtægtens artikel 37's forstand. Hans situation svarede på alle punkter til den, der var gældende for de jurist-lingvister, der som sprogrevisorer var stillet til rådighed for den juridiske tjeneste, og som — med hensyn til nærmere instrukser for deres arbejde — permanent og udelukkende var undergivet generaldirektøren for den juridiske tjeneste. Følgelig skulle den procedure, der i sagsøgerens tilfælde førte til afgørelsen om at overføre ham, om nødvendigt have været indledt på initiativ af GD V, som sagsøgeren var undergivet for så vidt angik de daglige arbejdsopgaver, og ikke — som tilfældet var — på initiativ af GD IX.

Heraf har sagsøgeren sluttet, at det var af en anden grund, som ikke havde sammenhæng med tjenestens interesse, at hans placering blev ændret. Denne grund kan efter sagsøgerens opfattelse findes i et modsætningsforhold mellem en tjenestemand og chefen for oversættelsestjenesten i den særlige tjenestegren CASSTM, som også har givet anledning til, at andre oversættere er blevet forflyttet. I denne sammenhæng havde den foranstaltning, der blev truffet over for sagsøgeren alene til formål at give en skjult disciplinærafgørelse over for en anden udseende af at være objektiv.

Kommissionen har heroverfor anført, at de foranstaltninger, der blev truffet over for sagsøgeren og visse af hans kolleger, på ingen måde kan opfattes som et led i gennemførelsen af de bestemmelser om personalets mobilitet, som blev vedtaget af Kommissionen den 14. november 1976, idet mobilitetsbestemmelserne, som sagsøgeren selv har anført, i første række tager sigte på tjenestemænd i stillingsgrupperne A 7/6 og B 5/4. Ud over det område, hvor disse bestemmelser finder anvendelse, drager administrationen i tjenestens og i tjenestemændenes interesse omsorg for, at tjenestemændene i det omfang det er muligt får tildelt nye opgaver.

Der er i det foreliggende tilfælde på ingen måde tale om en forflyttelse, eftersom der ikke har været en ledig stilling, og der har derfor ingen anledning været til at følge fremgangsmåden i tilfælde af forflyttelsen. Dette følger af afgørelsen i sag 61/70 (Vistosi, Sml. 1971, s. 145) hvori Domstolen udtalte, at der ... ikke [oprettes] nogen ny stilling, når stillingen overflyttes uden væsentlig ændring af de funktioner, den indebærer, og der opstår ikke en ledig stilling [og følgelig ikke en forpligtelse til at iværksætte den herfor foreskrevne procedure], når overflyttelsen af stillingen falder sammen med forflyttelsen af den tjenestemand, der besatte den. I nærværende tilfælde er der imidlertid ikke indtådt en ændring i sagsøgerens arbejdsopgaver, som i den nederlandske oversættelsesafdeling fortsat er at udføre oversættelsesarbejde svarende til hans lønklasse.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at den pågældende afgørelse er truffet i strid med tjenestens interesse. M. Schneider's note kan ikke anføres til støtte for noget sådant, idet det dér erkendes, at det tilkommer direktøren for direktorat IX-D, A. Ciancio, at afgøre spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af at ændre oversætternes og sprogrevisorernes placering. Desuden kræver tjenstlige hensyn, at oversætterne ikke under hele deres løbebane er tilknyttet samme bruger-tjenestegren, jf. her Guide pratique du traducteur udgivet i oktober 1975 af GDIX. Endelig er der ingen grund til at tro, at sagsøgeren vil miste en eventuel udsigt til at blive forfremmet som følge af, at han nu arbejder i den nederlandske oversættelsesafdeling.

For så vidt angår spørgsmålet, om fremgangsmåden i forbindelse med midlertidig tjeneste i anden stilling er overholdt, har sagsøgeren selv anført, at den foranstaltning, der blev truffet over for ham, ikke beroede på artikel 37. Der var derfor ingen anledning til at følge fremgangsmåden i artikel 38. Det er i denne forbindelse uden betydning, at sagsøgeren drager sammenligninger mellem den situation, som de oversættere, der er stillet til rådighed for CASSTM, befinder sig i, og jurist-lingvisternes, idet de sidstnævnte ikke har nogen tilknytning til direktorat IX/D og permanent er placeret i den juridiske tjeneste, som de også hierarkisk henhører under. De oversættere, der er stillet til rådighed for en tjenestegren, henhører derimod stadig under afdelingen Oversættelse: generelle spørgsmål.

De objektive, relevante og samstemmende indicier for, at der skulle være tale om magtfordrejning, foreligger således ikke i det konkrete tilfælde. Der er ingen forbindelse mellem den episode, der fandt sted i juni 1979 mellem to tjenestemænd i sprogtjenesten i CASSTM, og den trufne afgørelse. Såfremt de tjenstligt overordnede havde ment at måtte omplacere en tjenestemand af hensyn til arbejdsklimaet, havde de haft beføjelse hertil — og der ville på ingen måde have været tale om en skjult disciplinær foranstaltning — uden at de samtidig havde været nødt til at omplacere andre tjenestemænd, som ikke var impliceret i episoden.

Sagsøgeren har i sin replik fremsat begæring om, at M. Schneider føres som vidne for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Kindermann's og de øvrige oversætteres fratræden ikke har medført vanskeligheder for tjenestegrenens funktion, hvilket vil vise, om forflyttelsen er sket i overensstemmelse med vedtægtens artikel 7, stk. 1, dvs. alene i tjenestens interesse.

Sagsøgeren har endvidere anført, at det ganske vist er ønskeligt i videst muligt omfang at fremme personalets mobilitet, men at der bør tages hensyn til den særlige karakter og effektiviteten af de opgaver, en oversætter skal udføre. I Guide pratique du traducteur

O.a.: Praktisk vejledning for oversættere. Foreligger ikke på dansk, men uddrag gengives her i Domstolens oversættelse.

Sagsøgeren har hævdet, at der er sket en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, stk. 3, idet forflyttelsen — under de foreliggende omstændigheder — for hans vedkommende har betydet en afbrydelse af hans karriereforløb, som er diskriminerende for ham i forhold til de af hans kolleger, der i samme årrække har arbejdet i specialiserede tjenestegrene.

Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket en tilsidesættelse af den omsorgspligt, som enhver forvaltning har over for sine ansatte, idet omplaceringen havde uheldig indvirkning på hans karriereforløb, og idet Kommissionen over for ham havde givet det udseende af, at det var af hensyn til mobiliteten som følge af de foranstaltninger der blev truffet i 1976, at det blev besluttet at ændre hans placering.

Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke deltog i det møde den 22. august 1979, som A. Ciancio havde indkaldt til, og hvorunder de ansatte i CASSTM's oversættelsestjeneste fik oplysning om de foranstaltninger, der var truffet over for ham. Der er således sket en tilsidesættelse af retten til kontradiktion.

For så vidt angår spørgsmålet om magtfordrejning har sagsøgeren anført, at det, for at omplaceringer, der finder sted på den måde, som det er sket her, i forbindelse med den episode, der fandt sted mellem to kvindelige oversættere i CASSTM, ikke skal være i strid med tjenestens interesse, yderligere må kræves, at de kun berører de direkte implicerede og ikke vidner eller andre.

Kommissionen har anført, at begæringen om, at M. Schneider føres som vidne, ikke bør tages til følge, idet det er klart, at enhver ændring i en administrativ enheds sammensætning vil kunne give anledning til forbigående vanskeligheder for tjenesten.

Det følger af Guide pratique du traducteur, at oversætternes mobilitet og mulighederne for at gå fra én gruppe til en anden bør fremmes i videst muligt omfang. Der lægges imidlertid ikke udelukkende vægt på specialisering. I øvrigt viser organisationsplanen for den nederlandske oversættelsesafdeling, at de såkaldte grupper inden for afdelingen behandler stærkt forskellige emneområder, idet samme gruppe behandler såvel sociale anliggender som administration og information, mens en anden gruppe behandler udvikling, regional politik og transport.

Der er intet grundlag for at antage, at sagsøgeren ville gå glip af en eventuel forfremmelse, fordi han nu arbejder i den nederlandske oversættelsesafdeling, idet forfremmelsesproceduren for tjenestemænd i sprogtjenesten forberedes af et enkelt forfremmelsesudvalg, som foretager en vurdering af alle tjenestemændenes kvalifikationer under ét, uanset om de er stillet til rådighed for en bestemt tjenestegren.

Sagsøgeren holder ikke begreberne opgaver og stilling adskilt; sagsøgeren har ikke skiftet stilling, som dette begreb er defineret i bilag IA til vedtægten, idet han stadig beklæder en stilling som ledende oversætter svarende til hans lønklasse.

For så vidt angår spørgsmålet, om der er sket en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, har Kommissionen fremhævet, at det følger af procesreglementets artikel 42, stk. 2, at dette nye anbringende ikke kan fremsættes. Subsidiært har Kommissionen anført, at da sagsøgerens nuværende opgaver svarer til hans lønklasse og stilling og således overhovedet ikke forringer hans udsigt til at blive forfremmet, giver en sammenligning mellem hans forhold og de oversættere, der er forblevet i CASSTM ikke grundlag for at der skulle foreligge forskelsbehandling.

Anbringendet vedrørende tilsidesættelse af omsorgspligten er ligeledes fremført for første gang og kan som det netop nævnte anbringende ikke tages i betragtning. Det savner under alle omstændigheder grundlag. Det blev på mødet den 22. august 1979 overhovedet ikke oplyst, at foranstaltningerne over for sagsøgeren og en række af hans kolleger blev truffet inden for rammerne af reglerne om mobiliteten. Heller ikke i brevet den 22. august 1979 til Kindermann omtaltes sådanne foranstaltninger.

Også anbringendet om, at retten til kontradiktion er tilsidesat må — som de to forudgående anbringender — lades ude af betragtning. Rent principielt kan det ikke antages, at der sker en tilsidesættelse af retten til kontradiktion, blot fordi administrationen ikke giver en tjenestemand lejlighed til at udtale sig forud for, at den træffer en afgørelse, som i alvorlig grad vil kunne krænke tjenestemandens interesser. Det fremgår da også af Domstolens praksis, at der ... i det foreliggende tilfælde [ikke kan] tales om retten til forsvar, men blot om et generelt princip om god forvaltningsskik (sagerne 33 og 75/79, jf. ovenfor).

Dette må så meget mere gælde, når der som i nærværende sag er tale om en foranstaltning, som går ud på, at sagsøgerens position som stillet til rådighed bringes til ophør, og som intet taler for på nogen måde skulle kunne indebære en krænkelse af sagsøgerens erhvervsinteresser.

For så vidt angår påstanden om, at der skulle foreligge magtfordrejning, har sagsøgte fastholdt, at den episode, der indtraf mellem bestemte oversættere i CASSTM, ikke havde forbindelse med den her omtvistede foranstaltning. Det er efter Kommissionens opfattelse i øvrigt paradoksalt at konstatere, at sagsøgeren påberåber sig ikke at have været impliceret i episoden til støtte for, at den skulle ligge til grund for hans omplacering til den nederlandske oversættelsesafdeling.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 22. januar 1981.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. marts 1981.