61997C0069

1 I den foreliggende sag, som er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 181, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (herefter »Kommissionen«) nedlagt paastand om, at det italienske selskab SNUA Srl (herefter »SNUA«) tilpligtes at tilbagebetale det forskud, Kommissionen havde udbetalt i henhold til en kontrakt, som Kommissionen har ophaevet med henvisning til, at SNUA ikke har opfyldt den.

I - Faktiske omstaendigheder

2 I henhold til kontrakt nr. BM 441/86, som blev indgaaet den 8. januar 1988 mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ved Kommissionen og SNUA, forpligtede det sagsoegte selskab sig til, at det i kommunen S. Quirino ville gennemfoere en integreret ordning med indsamling og genvinding af husholdningsaffald i et privat anlaeg. Ordningen skulle delvis finansieres med stoette fra Kommissionen. Ordningen var blandt de demonstrationsprojekter og industrielle pilotprojekter paa energiomraadet, som var omhandlet i forordning (EOEF) nr. 3640/85 (1), og som Kommissionen havde ydet oekonomisk stoette til. Italiensk ret fandt anvendelse paa kontrakten (jf. dens artikel 14), og i henhold til voldgiftsbestemmelsen i kontraktens artikel 13 skulle eventuelle tvister vedroerende kontraktens gyldighed, fortolkning og opfyldelse indbringes for Domstolen.

3 Arbejdet i forbindelse med opfoerelsen af anlaegget burde have vaeret paabegyndt i juni 1987 og afsluttet i august 1988. I kontraktens artikel 4.3.1 var det fastsat, at saafremt SNUA ikke kunne paabegynde arbejdet paa det paagaeldende tidspunkt, skulle selskabet underrette Kommissionen herom mindst 14 dage foer og foreslaa en ny dato for paabegyndelsen af arbejdet. Saafremt Kommissionen maatte afslaa den dato, medkontrahenten havde foreslaaet, ville kontrakten blive ophaevet uden videre, og de modtagne forskud skulle tilbagebetales (2).

4 I kontraktens artikel 8 henvises der til artikel 4.3, idet det praeciseres: »Kommissionen kan ophaeve kontrakten, saafremt medkontrahenten ikke overholder en af de forpligtelser, der paahviler ham i henhold til kontrakten, navnlig bestemmelserne i artikel 4.3. Ophaevelsen faar virkning ved meddelelse herom, fremsendt ved rekommanderet skrivelse med modtagelsesbevis, medmindre forpligtelsen overholdes senest en maaned efter.« I artikel 8 er det ligeledes fastsat, at i saa fald »skal medkontrahenten oejeblikkeligt tilbagebetale de beloeb, der er udbetalt i form af oekonomisk stoette, til Kommissionen, med rente fra det tidspunkt, hvor medkontrahenten fik udbetalt den paagaeldende stoette. Den rentesats, der finder anvendelse, er den, Den Europaeiske Investeringsbank anvendte paa den dato, hvor Kommissionen traf beslutningen om at yde den finansielle stoette til projektet« (den 11.11.1986).

5 Endelig hed det i kontraktens artikel 9, at »hver af parterne kan ophaeve naervaerende kontrakt med to maaneders varsel, saafremt en fortsaettelse af de i bilag I omhandlede arbejder maatte vise sig at vaere uinteressante, navnlig saafremt de tekniske eller oekonomiske resultater af programmet maa forventes at vaere utilstraekkelige, eller saafremt de anslaaede udgifter til projektet overskrides vaesentligt«.

6 Som aftalt mellem parterne udbetalte Kommissionen senest to maaneder efter kontraktens underskrivelse, naermere bestemt den 26. januar 1988, et forskud paa 195 397 ECU til SNUA. I to skrivelser, nemlig af 25. august 1988 og 25. januar 1989, gav Kommissionen udtryk for betaenkeligheder over, at den endnu ikke havde modtaget den foerste foreloebige tekniske og oekonomiske rapport fra SNUA og henledte selskabets opmaerksomhed paa dets forpligtelser i henhold til kontraktens artikel 4.3.1. Den 15. marts 1989 meddelte Kommissionen SNUA, at kontrakten ville blive ophaevet i henhold til artikel 8, saafremt Kommissionen ikke havde modtaget den foerste rapport senest den 10. april 1989. I mellemtiden, nemlig ved skrivelse af 6. marts 1989, havde SNUA anmodet Kommissionen om en udsaettelse af fristen for paabegyndelsen af arbejdet. SNUA anfoerte naermere, at selv om alle de administrative tilladelser var blevet meddelt, herunder den kommunale byggetilladelse, medfoerte en voldsom lokal modstand, at det allerede godkendte projekt ikke kunne ivaerksaettes. Den selvstaendige region Friuli-Venezia-Giulia (herefter »regionen«) skulle saaledes traeffe en afgoerelse. Kommissionen konstaterede, at der var tale om force majeure og fastsatte herefter ved skrivelse af 13. april 1989 datoen den 30. september 1989 som frist for, at SNUA underrettede Kommissionen om, at der var meddelt tilladelse til, at arbejdet kunne genoptages, idet »kontrakten ellers ville blive ophaevet, jf. artikel 9«.

7 Efter at SNUA ved skrivelse af 24. september 1990, som var bekraeftet af den regionale sagkyndige paa miljoeomraadet, havde forsikret Kommissionen om, at regionen fortsat havde til hensigt snarest at gennemfoere det projekt, som den delvis finansierede, forlangte Kommissionen ved skrivelse af 10. juni 1991, at SNUA paabegyndte arbejdet senest den 15. august 1991. Den 22. august 1991 meddelte regionen Kommissionen, at den havde fundet et nyt sted, hvor projektet kunne gennemfoeres, nemlig i den naerliggende Aviano kommune, og at den forventede, at arbejdet »under alle omstaendigheder ville blive paabegyndt i regnskabsaaret 1991«. Ved skrivelse af samme dag anmodede SNUA Kommissionen om en yderligere udsaettelse af fristen for paabegyndelsen af arbejdet, nemlig til den 15. december 1991. Kommissionen tog de »bevisligheder«, SNUA havde fremsendt, til efterretning og imoedekom anmodningen ved rekommanderet skrivelse med modtagelsesbevis, dateret den 18. september 1991, hvori Kommissionen fastsatte den 31. december 1991 som den dato, hvor kontrakten ville blive ophaevet, saafremt arbejdet stadig ikke var paabegyndt. Ved skrivelse af 5. november 1992 meddelte Kommissionen SNUA, at da den ikke havde modtaget meddelelse om, at arbejdet var paabegyndt, havde den besluttet at bringe kontraktens artikel 9 i anvendelse. Ingen af de efterfoelgende anmodninger, som Kommissionen fremsatte over for SNUA, nemlig den 25. januar 1994, den 2. juni 1994 og den 15. februar 1995, og hvori Kommissionen kraevede, at SNUA tilbagebetalte det forskud, Kommissionen i sin tid havde udbetalt, med renter, blev besvaret.

8 Efter at SNUA havde ivaerksat forskellige retsskridt, foerst over for S. Quirino Kommune og derefter over for regionen, traf regionen den 15. juli 1993 de afgoerelser, der var noedvendige for, at projektet kunne ivaerksaettes. Endelig blev arbejdet med opfoerelsen af anlaegget faktisk paabegyndt den 7. december 1994, knap to maaneder efter at Aviano kommune havde meddelt byggetilladelse.

II - Parternes anbringender og argumenter

9 I staevning indleveret den 18. februar 1997 har Kommissionen nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen lovligt har bragt den udtrykkelige bestemmelse om ophaevelse, jf. kontraktens artikel 8, i anvendelse i skrivelsen af 18. september 1991 til medkontrahenten. I henhold til artikel 1456 i den italienske codice civile (3) blev kontrakten saaledes ifoelge Kommissionen ophaevet pr. 31. december 1991. Kommissionen har navnlig anfoert, at regionens manglende effektivitet ikke kan fritage SNUA for ansvar for, at arbejdet ikke er blevet gennemfoert, og at det er blevet paabegyndt med syv aars forsinkelse. De problemer, der var forbundet med anlaeggets oprindelige placering, var ikke uforudseelige omstaendigheder, og saafremt SNUA havde udvist normal agtpaagivenhed i kontraktforhold, skulle selskabet i det mindste have underrettet Kommissionen om, at arbejdet eventuelt blev forsinket. Kommissionen har i oevrigt praeciseret, at den i visse af de skrivelser, den tilstillede SNUA, ved en skrivefejl havde henvist til kontraktens artikel 9, som omhandler parternes mulighed for at ophaeve kontrakten, saafremt det maatte vise sig at vaere uinteressant at fortsaette det aftalte arbejde (jf. ovenfor i punkt 5).

Ifoelge Kommissionen har det sagsoegte selskabs misligholdelse ikke alene vaeret til hinder for, at andre virksomheder kunne faa adgang til finansiering som led i det samme program, men har ogsaa medfoert, at Kommissionen har spildt ressourcer paa omraader, der ikke var i almenvellets interesse, og har samtidig kraenket Kommissionens trovaerdighed i forhold til de oevrige faellesskabsinstitutioner, medlemsstaterne og potentielle kontrahenter. Ifoelge Kommissionen har den derfor i henhold til artikel 1453 i codice civile (4) krav paa erstatning for den saaledes beskrevne skade. Kommissionen har skoensmaessigt vurderet skaden til 60 000 ECU, idet den dog forlader sig paa Domstolens skoen, jf. artikel 1226 i codice civile (5). Kommissionen har saaledes nedlagt paastand om, at SNUA

1) tilpligtes at tilbagebetale Kommissionen 195 397 ECU med rente 43,09 ECU pr. dag fra den 1. april 1988, til betaling sker

2) tilpligtes at betale Kommissionen erstatning 60 000 ECU eller et andet efter Domstolens skoen passende beloeb

3) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10 Heroverfor har SNUA nedlagt paastand om frifindelse og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. Det sagsoegte selskab har foerst anfoert, at kontraktens artikel 8, der indeholder en generel formulering vedroerende tilsidesaettelse af kontraktlige forpligtelser, ikke opfylder de i ovennaevnte artikel 1456 fastsatte betingelser, hvorefter en ophaevelse kun faar virkning, saafremt den udtrykkeligt er aftalt i tilfaelde af, at en naermere angiven forpligtelse ikke overholdes. Ifoelge SNUA er Kommissionens krav i virkeligheden baseret paa artikel 1454 i codice civile (6). En betingelse for, at Kommissionens paabud har resolutiv virkning, er i saa fald, at der ved domstolene er nedlagt en konkret paastand om ophaevelse, saaledes at disse kan tage stilling til, om den frist, der var indroemmet medkontrahenten, var rimelig, samt vurdere misligholdelsens grovhed og afgoere, hvem den maa tillaegges. Kommissionen har imidlertid ifoelge SNUA ikke nedlagt en saadan paastand og heller ikke over for SNUA fastsat en ud fra omstaendighederne passende frist for opfyldelse af kontrakten.

For saa vidt angaar Kommissionens argument om, at SNUA har handlet culpoest i forbindelse med misligholdelsen, har selskabet anfoert, at det ikke kunne forudse, at det ville vaere umuligt at gennemfoere projektet paa det oprindeligt valgte sted, eftersom de problemer, selskabet stod over for, ikke var tekniske, men politiske. Det er ikke tilfaeldigt, at Kommissionen selv har indroemmet, at de paagaeldende omstaendigheder udgjorde force majeure.

III - Retlig vurdering

11 Som det fremgaar af Kommissionens staevning og af de argumenter, parterne har fremfoert (jf. ovenfor i afsnit II), er det centrale spoergsmaal i den foreliggende sag, om betingelserne for, at bestemmelsen i kontraktens artikel 8, som Kommissionen har paaberaabt sig, kan faa retsvirkning, er opfyldt. Udgangspunktet er i den forbindelse ordlyden af den ovenfor naevnte bestemmelse i artikel 1456 i codice civile (jf. fodnote 3).

12 Jeg vil foerst - blot for at forkaste det - behandle sagsoegtes argument, hvorefter den paagaeldende bestemmelse er en rent »formel« bestemmelse. Ganske vist fremgaar det klart af Corte Suprema di cassazione's praksis, at en bestemmelse om ophaevelse kun er udtrykkelig, saafremt parterne har aftalt, at kontrakten ophaeves som foelge af, at en eller flere naermere angivne forpligtelser ikke opfyldes. En bestemmelse, hvorefter der generelt henvises til manglende overholdelse af alle forpligtelser i en kontrakt - og som intet tilfoejer til de generelle bestemmelser i artikel 1453 i codice civile (ophaevelse af en kontrakt som foelge af misligholdelse) og i artikel 1455 (misligholdelsens grovhed) - er netop en saadan formel bestemmelse (7). I den naevnte praksis praeciseres det imidlertid, at saafremt parterne er blevet enige om en udtrykkelig bestemmelse om ophaevelse i den forstand, at bestemmelsen henviser til naermere angivne forpligtelser, kan en efterfoelgende og generel henvisning til alle de oevrige kontraktlige forpligtelser ikke antages at paavirke en saadan kvalificering, idet den ikke i sig selv er udtryk for en faelles vilje fra parternes side til at fratage den foregaaende definition af en specifik forpligtelse enhver betydning og mening (8). Efter min opfattelse kan det vanskeligt bestrides, at der i den foreliggende sag netop er tale om sidstnaevnte situation. Selv om Kommissionen og SNUA har aftalt, at kontrakten ophaeves i tilfaelde af manglende opfyldelse af n af de forpligtelser, der fremgaar af den, har parterne derudover specifikt henvist til en tilsidesaettelse af bestemmelserne i artikel 4.3, dvs. de bestemmelser, som SNUA ifoelge Kommissionen ikke har overholdt. I henhold til ovennaevnte praksis er denne omstaendighed tilstraekkelig til, at kontraktens artikel 8 ikke kan anses for en rent formel bestemmelse.

13 Da den omtvistede kontraktbestemmelse saaledes ikke kan antages at vaere uden retsvirkning, fordi den er holdt i generelle vendinger, skal der tages stilling til, om Kommissionen i skrivelsen af 18. september 1991 paa korrekt maade har tilkendegivet, at den ville paaberaabe sig den naevnte udtrykkelige bestemmelse om ophaevelse. Dette spoergsmaal giver anledning til nogen tvivl. I ovennaevnte skrivelse, hvori Kommissionen ikke formelt henviser til artikel 8, har den over for SNUA blot fastsat en ny frist og derudover meddelt, at saafremt SNUA ikke reagerede, ville kontrakten blive ophaevet. Efter min opfattelse er denne viljeserklaering snarere et krav om, at kontrakten opfyldes, jf. artikel 1454 i codice civile (jf. ovenfor i fodnote 6), end en udtrykkelig ophaevelse. Kommissionen har saaledes ikke konstateret, at kontrakten var ophaevet som foelge af en misligholdelse, der allerede haevdedes at vaere indtraadt, men har meddelt tilladelse til, at SNUA kunne opfylde kontrakten, selv om det skete med forsinkelse, og derudover tilkendegivet, at Kommissionen udelukkende havde valgt at betragte kontrakten som ophaevet, saafremt SNUA ikke reagerede inden for den nye frist, Kommissionen samtidig havde fastsat.

14 Uanset om man vil kvalificere skrivelsen af 18. september 1991 som et krav om, at forpligtelsen opfyldes, hvilket efter min opfattelse er det rigtige, eller som en erklaering over for medkontrahenten om, at man vil paaberaabe sig den udtrykkelige bestemmelse om ophaevelse, bliver resultatet i relation til undersoegelsen af det foreliggende spoergsmaal i praksis det samme (9). Uanset hvilket synspunkt man anlaegger, har en tilkendegivelse fra den ikke misligholdende part kun den tilsigtede resolutive virkning, saafremt den manglende opfyldelse kan tillaegges medkontrahenten, jf. artikel 1218 i codice civile (10). Som Corte Suprema di cassazione har praeciseret, er forholdet det, at saafremt der findes en udtrykkelig bestemmelse om ophaevelse, forudsaetter en ophaevelse af kontrakten altid, at der er tale om misligholdelse, og at misligholdelsen kan tillaegges den misligholdende part. Den omstaendighed, at der findes en saadan bestemmelse, bevirker udelukkende, at der ikke skal tages stilling til grovheden af en naermere angiven misligholdelse, idet kontrahenterne allerede paa forhaand har foretaget en vurdering heraf, men det beroerer ikke de oevrige almindelige principper vedroerende ophaevelse af kontrakter og medfoerer heller ikke, at der opstaar objektivt ansvar (11). Som det er tilfaeldet med hensyn til en udtrykkelig bestemmelse om ophaevelse, kan den resolutive virkning ikke indtraede i forbindelse med et krav om, at kontrakten opfyldes, hvilket efter min opfattelse er vigtigt i den foreliggende sag, saafremt den manglende opfyldelse af forpligtelsen ikke kan tillaegges medkontrahenten (12) (i saa fald er det i oevrigt noedvendigt ogsaa at bevise misligholdelsens grovhed paa grundlag af situationen, som den var ved fristens udloeb) (13).

15 Kan det i den foreliggende sag antages, at SNUA har loeftet den bevisbyrde, der i henhold til artikel 1218 i codice civile (jf. fodnote 9) paalaegges debitor? Det er utvivlsomt paa sin plads at naevne, at paa grundlag af det kriterium, der kan udledes af Corte Suprema di cassazione's praksis, skal beviset for, at misligholdelsen ikke kan tillaegges debitor, vaere fuldstaendigt og ogsaa omfatte et bevis for, at debitor ikke i nogen henseender har handlet culpoest, og for, at den specifikke omstaendighed, som har medfoert, at ydelsen ikke kunne leveres, uanset hvad aarsagen maatte have vaeret, ikke kan tillaegges debitor (14).

Det maa efter min opfattelse navnlig antages at vaere udelukket at tillaegge debitor den manglende opfyldelse, saafremt der er tale om, hvad man betegner som factum principis (myndighedshandlinger), som konkret kan vaere en lovbestemmelse eller en administrativt fastsat bestemmelse (herunder langsommelighed fra offentlige myndigheders side) (15), som udspringer af hensynet til almenvellet, og som goer det umuligt at levere ydelsen, uanset debitors adfaerd (16). Betingelsen om, at myndighedens paabud eller forbud skal fremstaa som en omstaendighed, som ligger uden for debitors kontrol og ikke er omfattet af hans forpligtelse til at udvise normal agtpaagivenhed, forudsaetter, at debitor ikke forbliver passiv, men at han, netop inden for graenserne af normal agtpaagivenhed, ivaerksaetter og udtoemmer alle muligheder for at overvinde myndighedernes modstand eller afslag (17). Saafremt den i en kontrakt omhandlede ydelse er betinget af en administrativ tilladelse, udviser en misligholdende debitor forsoemmelighed, saafremt han ikke kan godtgoere at have udvist den fornoedne agtpaagivenhed med henblik paa at opnaa den kraevede tilladelse og at have ivaerksat de administrative og judicielle retsmidler over for afslaget paa tilladelsen, der maatte vaere relevante (18).

16 Paa grundlag af ovennaevnte principper kan det efter min opfattelse udelukkes, at SNUA har udvist forsoemmelighed som paastaaet, ogsaa henset til, at selskabet har loeftet bevisbyrden i relation til den myndighedshandling, der bestaar i den voldsomme og langvarige modstand, som baade det lokale samfund og myndighederne i S. Quirino lagde for dagen i forbindelse med gennemfoerelsen af genvindingsanlaegget. Kommissionen kvalificerede i oevrigt i sin tid denne omstaendighed som force majeure (i skrivelsen af 13.4.1989 til SNUA, jf. punkt 6 ovenfor). Under disse omstaendigheder og under hensyntagen til, at situationen varede saa laenge, kan det efter min opfattelse derfor udelukkes, at det forhold, at arbejdet ikke blev paabegyndt inden udloebet af fristen den 31. december 1991 - som Kommissionen havde fastsat i skrivelse af 18. september 1991 - kan tillaegges SNUA. Den modstand, der som beskrevet var mod, at arbejdet blev paabegyndt inden for de fastsatte frister, var en omstaendighed, som laa helt uden for SNUA's kontrol og var ikke omfattet af selskabets forpligtelse til at udvise normal agtpaagivenhed. Det fremgaar endog af sagens akter, at SNUA gentagne gange og ufortoevet tog kontakt med de kompetente kommunale og regionale myndigheder i et forsoeg paa at komme ud af den fastlaaste situation, og at selskabet ivaerksatte de mest hensigtsmaessige administrative og judicielle retsmidler, ligesom det i tide havde underrettet Kommissionen og herved navnlig havde involveret den regionale sagkyndige paa miljoeomraadet i brevvekslingen med Kommissionen.

17 Den ophaevelse af kontrakten, hvis lovlighed Kommissionen har nedlagt paastand om, at Domstolen fastslaar ved dom, og som ifoelge Kommissionen burde vaere indtraadt i kraft af den udtrykkelige bestemmelse om ophaevelse - og ikke, hvad der efter min opfattelse ville vaere mere korrekt, i kraft af, at den frist for gennemfoerelse, der var fastsat i paakravsskrivelsen, var udloebet - er efter min opfattelse aldrig indtraadt. Som allerede naevnt er en af betingelserne for, at en saadan resolutiv virkning kan indtraede, ikke opfyldt, nemlig betingelsen om, at misligholdelsen kan tillaegges debitor (dvs. uden hensyntagen til misligholdelsens grovhed, saafremt det antages, at bestemmelserne om paakrav finder anvendelse) (19). Det maa saaledes fastslaas, at der ikke kan gives Kommissionen medhold, og at SNUA derfor boer frifindes.

IV - Forslag til afgoerelse Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa, at

- SNUA frifindes for Kommissionens paastande, og at

- Kommissionen paalaegges at betale sagens omkostninger.

(1) - Raadets forordning af 20.12.1985 om ydelse af finansiel stoette til fremme af demonstrationsprojekter og industrielle pilotprojekter paa energiomraadet (EFT L 350, s. 29).

(2) - I kontraktens artikel 4.3.2 var det i oevrigt fastsat, at SNUA senest tre maaneder efter kontraktens underskrivelse og derefter hvert halve aar skulle udarbejde rapporter om, hvorledes arbejdet skred frem og fremlaegge en opgoerelse over de afholdte udgifter.

(3) - Den paagaeldende bestemmelse, som har overskriften »Udtrykkelig bestemmelse om ophaevelse«, har foelgende ordlyd:

»Parterne kan udtrykkeligt aftale, at kontrakten ophaeves, saafremt en naermere angiven forpligtelse ikke overholdes i overensstemmelse med de fastsatte vilkaar. I saa fald traeder ophaevelsen i kraft, naar den beroerte part meddeler medkontrahenten, at han vil paaberaabe sig bestemmelsen om ophaevelse.«

(4) - Artikel 1453 i codice civile. Heri hedder det, at »naar en af parterne i en gensidigt bebyrdende kontrakt ikke overholder sine forpligtelser, kan medkontrahenten vaelge mellem at kraeve kontrakten opfyldt eller opsige den, idet medkontrahenten dog under alle omstaendigheder kan kraeve erstatning for den lidte skade.

Kontrakten kan ogsaa ophaeves, naar der er anlagt sag med paastand om opfyldelse. Kontrakten kan dog ikke kraeves opfyldt, naar den er ophaevet.

Fra det tidspunkt, hvor kontrakten er ophaevet, kan den misligholdende part ikke laengere opfylde den.«

(5) - Artikel 1226, der har overskriften »Opgoerelse af skaden ud fra billighedshensyn«, har foelgende ordlyd: »Saafremt skaden ikke kan opgoeres praecist, fastsaettes den ud fra billighedshensyn efter rettens skoen«.

(6) - Artikel 1454, som har overskriften »Paabud om opfyldelse«, har foelgende ordlyd:

»Saafremt en part ikke overholder sine forpligtelser, kan medkontrahenten skriftligt kraeve, at forpligtelsen opfyldes inden for en rimelig frist og samtidig erklaere, at saafremt paabuddet ikke er efterkommet ved udloebet af den paagaeldende frist, betragtes kontrakten som ophaevet.

Fristen kan ikke vaere mindre end 14 dage, medmindre andet er aftalt mellem parterne, eller en kortere frist maa anses for rimelig under hensyntagen til kontraktens art eller til saedvane. Saafremt fristen udloeber, uden at kontrakten er opfyldt, betragtes den som ophaevet.«

(7) - Jf. Corte Suprema de cassazione's dom nr. 6827 af 16.11.1983, Arch. civ., 1984, s. 158. Jeg skal bemaerke, at saafremt parterne har aftalt, at kontrakten ophaeves i tilfaelde af manglende opfyldelse af en hvilken som helst af de i kontrakten fastsatte forpligtelser, skal der foretages en vurdering af omfanget af en eventuel misligholdelse i relation til kontraktens generelle opbygning, idet det ikke er tilstraekkeligt at godtgoere, at der er udvist forsoemmelighed, saaledes som det er tilfaeldet med hensyn til en udtrykkelig bestemmelse om ophaevelse (jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 3119 af 23.5.1985 og nr. 5169 af 2.6.1990).

(8) - Jf. den ovenfor i fodnote 7 naevnte dom af 16.11.1983.

(9) - Se imidlertid fodnote 13 og den hertil svarende del af teksten.

(10) - Denne bestemmelse, som omhandler »Debitors ansvar«, har foelgende ordlyd: »En debitor, som ikke fuldt ud leverer den skyldige ydelse, skal erstatte skaden, medmindre han beviser, at den manglende opfyldelse eller forsinkelsen skyldes, at han ikke kan levere ydelsen paa grund af en omstaendighed, der ikke kan tillaegges ham.«

(11) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 5710 af 27.6.1987 og nr. 4659 af 16.4.1992, se ogsaa dom nr. 11960 af 17.12.1990 i Giur. it., 1991, foerste kapitel, foerste afsnit, spalte 773, hvori det udtales, at selv om der er formodning for, at den misligholdende part har udvist forsoemmelighed som omhandlet i artikel 1218 i codice civile, er domstolene ikke alene i relation til ophaevelsen af kontrakten forpligtet til at fastslaa, at den begivenhed, den udtrykkelige bestemmelse om ophaevelse omhandler, er indtraadt, men de skal ud fra princippet om redelighed undersoege debitors adfaerd, idet ophaevelse kun kan ske, saafremt debitor (i det mindste) har udvist forsoemmelighed.

(12) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 1355 af 31.3.1950 og nr. 1812 af 30.5.1981.

(13) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 2979 af 20.3.1991.

(14) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 1500 af 16.2.1994 og nr. 7604 af 19.8.1996.

(15) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 44 af 7.1.1970.

(16) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 119 af 11.1.1982 i Arch. civ. 1982, s. 805.

(17) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 818 af 25.3.1970.

(18) - Jf. Corte Suprema di cassazione's dom nr. 1706 af 12.5.1973 i Giur. it. 1974, foerste kapitel, foerste afsnit, spalte 771.

(19) - Jf. fodnote 13 og den hertil svarende del af teksten.