Kommissionen har gjort gældende, at det første af sagsøgeren påberåbte anbrin gende - krænkelse af de i vedtægtens artikel 24 fastsatte pligter - samt hans fjerde påstand - aflevering af de nævnte optegnelser til sagsøgeren - er uegnede til realitetsbehandling på dette stade. Sagsøgerens andet anbringende om, at sagsøgte ikke har overholdt vedtægtens artikel 26, stk. 2 og 3, bør afvises, idet det strider mod retskraftsprincippet under hensyn til Domstolens dom i sag 53/72, og at det i hvert fald ikke er modent til påkendelse. Den tredje påstand om erstatning af en skade, sagsøgeren angiveligt har lidt, er også uegnet til behandling eller ikke modent til påkendelse på dette stade.

I replikken har sagsøgeren forkastet Kommissionens argumenter og indsigelser med henblik på afvisning af sagen.

Sagsøgeren gør gældende, at han med rette kan forlange af Kommissionen, at den bistår og beskytter ham i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 24, og at han - såfremt han ikke har krav på, at Kommissionen indleder disciplinærsag mod Malvicini, hvilket henhører under dens frie skøn - under alle omstændigheder kan forlange, at Kommissionen anerkender, at beskyldningerne mod ham var grundløse og derfor uberettigede. Kommissionens nægtelse af bistand og beskyttelse er desuden en tjenestefejl.

Hvad angår Kommissionens vedlæggelse af Malvicinis notat af 21. oktober 1971 i sagsøgerens aktsamling er dette en omstændighed, som strider mod tjenestemandsvedtægtens artikel 26, stk. 2 og 3, og at den har vedlagt det pågældende notat i sagsakterne og følgelig fremlagt det i sag 53/72 bør antages at være en tjenestefejl.

Kommissionens systematiske nægtelse af at bringe forfølgelsen af sagsøgeren til ophør er ligeledes en tjenestefejl. Desuden har den begået en tjenestefejl ved at undlade at skride ind, når en af dens ansatte hårdnakket vedbliver at tilsvine sagsøgerens omdømme, og den fremmede endda den pågældende ansattes beskyldninger, idet den vedlagde Malvicinis notat af 21. oktober 1971 i sagsøgerens aktsamling, der var fremlagt for Domstolen i sag 53/72. Disse tjenestefejl er årsager til en skade, som med hensyn til den økonomiske og ideelle skade i forening kan ansættes til 1 million belgiske francs med forbehold for ændring under sagen. Denne skade er i øvrigt forskellig fra den, som var genstand for en anden påstand i sag 53/72.

Hvad angår de omtvistede optegnelser skal de enten vedlægges sagsøgerens aktsamling, i hvilket tilfælde der ikke er nogen grund til, at de forbliver i Malvicini's besiddelse, eller også er der ingen grund til i aktsamlingen at vedlægge oplysninger om et bestemt arbejde men udelukkende de dokumenter, der vedrører selve det videnskabelige arbejde, og i så fald er der overhovedet ingen grund til, at de optegnelser, som der er alvorlig strid om mellem Malvicini og sagsøgeren, forbliver i Malvicinis besiddelse, som kunne destruere dem, forlægge dem, ændre dem etc.

I svarskriftet har Kommissionen anført, at Malvicinis notat af 21. oktober 1971 blev fremlagt for Domstolen i retsmødet den 30. maj 1974 i sag 53/72 efter anmodning fra generaladvokaten, i indforståelse med parterne og ganske officielt. Domstolen fik derfor udelukkende kendskab til det, fordi det fandtes i Guillots aktsamling, men også og navnlig fordi det blev fremlagt i retsmødet. Generaladvokaten tager i øvrigt i vidt omfang stilling hertil i sit forslag til afgørelse.

Ifølge sagsøgte indeholder det pågældende notat i øvrigt ikke nogen ny beskyldning i forhold til de beskyldninger, der gav anledning til sag 53/72. De samme beskyldninger, der samme dokumenter vedrørende disse beskyldninger blev forhandlet ved Domstolen og førte til dom 53/72, hvorved det pålagdes Kommissionen at foretage en undersøgelse med henblik på at finde beviser for beskyldningerne. Nu har Kommissionen fremlagt undersøgelsesrapporterne, og de konklusioner, der udledes heraf, gør det ikke muligt for den at imødekomme sagsøgerens ønsker og betyder, at hans ønske om anvendelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 24 på hans forhold må bortfalde.

Kommissionen realiserede også sin hensigt om at fjerne papirerne fra aktsamlingen, såsnart dette var blevet pålagt den af Domstolen ved udfaldet af sag 53/72, hvilket sagsøgeren i øvrigt kunne have konstateret, dersom han havde konsulteret sin aktsamling. Hans udtalelse om, at klagen af 26. november 1973 navnlig vedrørte fjernelsen af Malcivinis notat fra aktsamlingen, er ukorrekt. Et sådant krav blev ikke rejst i klagen, og der var derfor ikke grund til at svare herpå, så meget mere som fjernelsen af de anfægtede dokumenter skete så hurtigt som muligt efter dommen i sag 53/72. Det er Kommissionens opfattelse, at fjernelsen af de anfægtede dokumenter var en adækvat og berettiget foranstaltning, der imødekom sagsøgeren, endog før han formulerede sin klage af 26. november 1973, som kun indeholdt et krav om undskyldninger, som der ej heller senere var anledning til at give.

Kravet om, at optegnelserne skal vedlægges sagsakterne er under hensyn til de Domstolen forelagte oplysninger, navnlig undersøgelsesrapporterne, åbenlyst i strid med sagsøgerens anbringende, hvorefter Kommissionen ved at give tilladelse til, at disse dokumenter blev vedlagt sagsøgerens aktsamling, har begået en tjenestefejl, ligesom det strider mod begæringen om, at Malvicinis notat af 21. oktober 1971 skulle fjernes. Ved under alle omstændigheder at kræve tilbagelevering af optegnelserne overser sagsøgeren, at institutionen har ejendomsret til det materiel, som det stiller til tjenestemændenes rådighed.

I replikken har sagsøgeren svaret, at der ganske givet er forskel på sagsgenstanden i hhv. sag 53/72 og 43/74, men at hensynet til principperne om god respleje tilsiger, at de to sager behandles samtidig, hvilket betyder, at gentagelser undgås, for slet ikke at tale om risikoen for sammenblanding ved fremlæggelse af forskellige faktiske forhold, der dog befinder sig i samme tidsmæssige sammenhæng.

Vedrørende optegnelserne har sagsøgeren præciseret, at dem, han kræver tilbageleveret, vedrører forsøgene fra 1970 og 1971, før forsøget den 28. april 1971. De pågældende optegnelser var blevet overgivet af sagsøgeren i Benco's varetægt den 25. februar 1972 efter ordre fra Malvicini af 22. februar 1972, og de er aldrig blevet tilbageleveret til ham på trods af hans anmodninger herom.

Sagsøgeren har bedyret sin oprigtighed. Han har erklæret, at såfremt han havde ønsket at skjule noget for Malvicini, ville han ikke have overladt denne samtlige registreringsbånd, navnlig ville han ikke have overgivet de tekniske bilag den 7. maj 1971, hvori samtlige målinger stod opført, herunder de korrigerede målinger, skønt han - stillet over for Malvicinis beskyldninger af 4. april 1971 - kunne have nøjedes med at udfærdige de tekniske bilag og blot uden konklusion opføre de oplysninger, der fandtes i hans håndskrevne notater.

Derimod henleder sagsøgeren Domstolens opmærksomhed på, at Malvicini har givet tre forskellige fremstillinger af begivenhedernes forløb. Een i skrivelsen af 4. april 1971, en anden i skrivelsen af 6. juli 1971 og en tredje version af beskyldningerne, i det omtvistede notat af 21. oktober 1971. De pågældende fremstillinger stemmer slet ikke overens.

Ligeledes henleder han Domstolens opmærksomhed på, at Malvicini slet ikke reagerede den 30. april 1971 om morgenen, da sagsøgeren overgav ham optegnelserne fra målingen af 28. og 29. april, ved hvilken lejlighed han endda udtømmende forklarede ham om korrektionen af de sidste optegnelser, der i øvrigt ikke har den mindste betydning for påvisningen af teorien, idet resultaterne fra de tidligere optegnelser var fuldt tilstrækkelige.

Malvicini fremkom først med sine beskyldninger om tirsdagen, skønt han allerede om mandagen havde tilstillet centrets generaldirektør et notat, som ikke indeholdt nogen beskyldning.

Med hensyn til fjernelsen af aktstykket er dette ifølge sagsøgeren ikke tilstrækkeligt til at genoprette den skade, som det kunne forårsage, nemlig den særligt alvorlige æreskrænkelse, som det indeholder. Dokumentet fandtes i sagsøgerens aktsamling, der var fremlagt for Domstolen, og det var blevet bragt på tale i retsmødet i sag 53/72. Det er derfor blevet genstand for den offentlighed, der kræves, for at der kan antages at foreligge en æreskrænkelse, og modparten bør bære retsvirkningerne heraf, idet skaden er godtgjort.

At dokumentet blev fremlagt i retsmødet i sag 53/72 modsiger ikke sagsøgerens tese, thi det, han gør gældende som en tjenestefejl, er, at dokumentet blev vedlagt hans aktsamling, hvilket strider mod vedtægtens artikel 26 under hensyn til dets krænkende karakter.

Klagen og dens indhold viser, at sagsøgeren i virkeligheden anfægter, at det pågældende notat blev vedlagt hans aktsamling, uden at han fik meddelelse herom, hvilket indirekte er en henvisning til vedtægtens artikel 26.

Hvad angår optegnelserne bemærker sagsøgeren, at han, selv om han ikke længere kan kræve tilbagelevering af dem, eftersom de tilhører institutionen, dog har ret til at forlange, at de ikke forbliver i uberettigede tredjemænds besiddelse, og at der bør udarbejdes en præcis oversigt over dem under sagsøgerens kontrol, idet dokumenterne herefter eventuelt skal overdrages til en tredjemand udpeget efter enighed mellem parterne, eller til en af Domstolen udpeget person. Han har brug for disse dokumenter og bør under alle omstændigheder kunne gøre sig bekendt med dem, dels med henblik på fortsættelse af sit eget forsøgsarbejde, og dels for mere hensigtsmæssigt at kunne svare på konklusionerne i den sidste Collard-rapport.

Vedrørende rapporten fra det interne administrative udvalg er det sagsøgerens opfattelse, at den blev udarbejdet med urimelig hast. Udvalget forhørte kun Malvicini og sagsøgeren, og der blev foretaget et syn og skøn, der i det væsentlige kun byggede på et af registeringsbåndene fra Olivetti-regnemaskinen og på et af båndene fra analysatoren.

I øvrigt blev udvalget ensidigt sammensat. Skønt dets undersøgelser førte til konklusioner, der krænkede sagsøgerens ære, fik han ingen af de i tjenestemandsvedtægtens artikel 9 hjemlede garantier hvad angår dels den paritetiske sammensætning af disciplinærrådet, dels garantierne i vedtægtens bilag 9.

Der forelå ej heller tilstrækkelige oplysninger for det interne administrative udvalg, thi det modtog ikke fra Kommissionen parternes erklæringer med bilag, udover de dokumenter, som det allerede havde rådighed over. Desuden arrangerede udvalget heller ikke et møde mellem Malvicini og sagsøgeren.

Formanden for det interne administrative udvalg forelagde ikke sagsøgeren netop de dokumenter - med henblik på, at han kunne undersøge, identificere og eventuelt tage en kopi af dem - som i den sidste ende kom til at være afgørende for den fældende dom, nemlig registeringsbåndene fra Olivetti-regnemaskinen.

Med hensyn til registreringsbåndene fra analysatoren viste undersøgelsesudvalgets formand sagsøgeren et fragment med gnidret skrift, og han bad ham om ikke at røre det. Der var ikke tale om at give sagsøgeren mulighed for at undersøge, identificere og eventuelt tage kopi af de pågældende dokumenter.

Det fragment af et registreringsbånd, som blev vist sagsøgeren på lang afstand, havde en længde af ca. 30 cm, skønt alle båndene for hvert forsøg måtte have været flere meter langt. Det er utilstedeligt blot at uddrage et fragment, som i øvrigt ikke er identificeret.

Ifølge sagsøgeren er der i sagen sket en tilsidesættelse af forsvarets rettigheder. I sagen Degreef mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 507; org.ref. Recueil 1964, s. 766) statuerede Domstolen, at integrationsudvalget, et rådgivende udvalg oprettet i medfør af artikel 102 i vedtægten af 1962, skulle respektere forsvarets rettigheder. Der er et ukrænkeligt prinicp for overholdelse af forsvarets rettigheder, at det er absolut nødvendigt, at begge parter får aktindsigt, og dette princip trænger sig på med samme styrke i den nærværende administrative procedure.

Desuden er skrifteksperterne altid meget omhyggelige med at sørge for, at den part, hvis skrift skal undersøges, underskriver såvel den tekst, der påstås at være forfalsket, som sammenligningsfaktorerne, dvs. de dokumenter, der hidrører fra tiltalte, og som skal tjene til bevis for, at det dokument, som påstås at være forfalsket, hidrører fra samme hånd.

Vedrørende rapporterne fra den belgiske institution forhørte Collard, der i raliteten var forfatter til disse, ikke sagsøgeren. Han kom til sin konklusion på grundlag af de samme dokumenter som det interne administrative udvalg, og hans sagkyndige udtalelse giver derfor anledning til den samme kritik som ovennævnte udvalgsrapport.

Med hensyn til de af modparten fremlagte rapporter er de efter sagsøgerens opfattelse værdiløse. Når henses til det lange tidsforløb, som Kommissionen er ansvarlig for, idet den ikke i maj 1971 traf de nødvendige foranstaltninger for at undersøge de faktiske omstændigheder og således bringe beskyldningerne mod sagsøgeren til ophør, er det dennes opfattelse, at det ikke længere ved hjælp af en bevisførelse er muligt at komme til klarhed over, hvad der faktisk skete i slutningen af april 1971. Domstolen, som allerede med en dom om annullation har sanktioneret modpartens nægtelse af at afgøre tvisten, bør nu statuere, at Kommissionen fremdeles har begået fejl, og at det er denne fejl, som er årsag til den af sagsøgeren lidte skade.

I duplikken har Kommissionen svaret, at selv om dokumentet af 21. oktober 1971 ikke var blevet fremlagt, ville parternes nuværende retsstilling ikke have ændret sig.

Det er Kommissionens opfattelse, at resultaterne fra de to undersøgelser, der er blevet foretaget uafhængigt af hinanden, er præcise og overensstemmende og kommer til de samme konklusioner.

I øvrigt fremgår det af Domstolens dom, at det faktisk drejer sig om en undersøgelse, som administrationen - under udøvelse af sine beføjelser og under opfyldelse af sine pligter - har ansvaret for, såvel på det organisatoriske plan som med hensyn til de retsvirkninger, der skal uddrages heraf.

Hvad angår den opfattelse, hvorefter den undersøgelse, administrationen skal foretage, skal være omfattet af vedtægtens regler om disciplinær forfølgning, er det Kommissionen umuligt at acceptere denne.

De vedtægtsmæssige organer er nemlig oprettet for at fungere inden for deres kompetence, og at nedsætte et falsk disciplinærråd for at foretage den af Domstolen krævede undersøgelse ville betyde, at man med vilje ville løsne organet fra dets beføjelser.

Dommen er særdeles klar vedrørende spørgsmålet, om ansvaret for undersøgelsen bør påhvile administrationen. Det var væsentligt at gennemføre undersøgelsen under overholdelse af de principper, der bør være bestemmende for dens handlemåde, nemlig den upartiskhed og uafhængighed, som kræves af objektiviteten i selve konklusionerne af undersøgelserne.

Domstolen præciserede udmærket formålet med undersøgelsen, således at fastsættelsen af procedureregler, der ikke er på deres plads ved udførelsen af en bestemt opgave, ikke havde nogen betydning.

Princippet om overholdelse af forsvarets rettigheder hører heller ikke hjemme her. Når der ikke er nogen individuel ret, som skal beskyttes, er det absurd at tale om forsvaret og dets rettigheder.

Efter sin egen opfattelse har Kommissionen fuldt ud gjort, hvad der krævedes til opfyldelse af dom 53/72, og den har tilføjet, at dette samtidig gør det muligt for den at fremlægge de faktorer i sit forsvar, der er absolut nødvendige for, at den i nærværende sag kan få medhold i samtlige påstande.