16.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 425/101


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/2106

af 14. december 2020

om en beskyttelsesforanstaltning truffet af Finland i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF for at forbyde markedsføringen af Biltema Nordic Services' værkstedskran til motorløft med modelreference 15-371, fremstillet af Biltema Nordic Services AB og distribueret på det finske marked af Biltema Suomi Oy

(Meddelt under nummer C(2020) 8781)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (1), særlig artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 20. marts 2019 underrettede Finland Kommissionen om sin beskyttelsesforanstaltning af 6. februar 2019, der blev truffet i henhold til artikel 11, stk. 1, i direktiv 2006/42/EF, om et forbud mod markedsføringen af Biltema Nordic Services' værkstedskran til motorløft med modelreference 15-371, fremstillet af Biltema Nordic Services AB, Garnisonsgatan 26, 25466 Helsingborg, Sverige (»fabrikanten«) og distribueret på det finske marked af Biltema Suomi Oy, Aftonrådevägen 2, 00750 Helsingfors, Finland.

(2)

Finland traf foranstaltningen, da man fandt, at værkstedskranen til motorløft ikke opfylder de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i følgende punkter i bilag I til direktiv 2006/42/EF:

(3)

Finland oplyste nærmere bestemt følgende:

(4)

Kranen er ikke mekanisk modstandsdygtig, i strid med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav om mekanisk modstandsdygtighed i punkt. 4.1.2.3 i bilag I til direktiv 2006/42/EF.

(5)

Kranen er ikke stabil og er vanskelig at flytte, i strid med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav om risiko for stabilitetstab i punkt 1.3.1 og om manglende stabilitet i punkt 4.1.2.1 i bilag I til direktiv 2006/42/EF.

(6)

Der er fejl i vejledningen vedrørende montering af hjulene, og der er fejl i den trykte vejledning om ukorrekt anvendelse af maskinen, i strid med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav om principper for integrering af sikkerheden i punkt 1.1.2 og om brugsanvisning i punkt 1.7.4 i bilag I til direktiv 2006/42/EF.

(7)

Efter at have modtaget meddelelsen om beskyttelsesforanstaltningen, som Finland har truffet, indledte Kommissionen en høring af de berørte parter for at høre deres synspunkter. Kommissionen sendte den 23. december 2019 et brev til fabrikanten, distributøren og den finske sikkerheds- og kemikaliemyndighed, som fabrikanten og distributøren ikke reagerede på. Den finske sikkerheds- og kemikaliemyndighed svarede den 13. januar 2020 og anførte, at Biltema Suomi Oy ikke anfægtede den finske afgørelse eller dens indhold efter vedtagelsen af afgørelsen. Den finske sikkerheds- og kemikaliemyndighed nævnte også, at den ikke har yderligere ajourføringer i sagen.

(8)

Med hensyn til de oplysninger, som Finland har givet med hensyn til beskyttelsesforanstaltningen, der ikke er blevet anfægtet af fabrikanten eller distributøren, bør det konkluderes, at værkstedskranen til motorløft med modelreference 15-371 ikke opfylder ovennævnte væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav fastsat i bilag I til direktiv 2006/42/EF, og at manglerne kan bringe personers sundhed og sikkerhed i fare.

(9)

Den beskyttelsesforanstaltning, som Finland har truffet, bør derfor betragtes som berettiget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Foranstaltningen truffet af Finland om forbud mod markedsføring af værkstedskranen til motorløft med modelreference 15-371, fremstillet af Biltema Nordic Services AB (Sverige) og distribueret på det finske marked af Biltema Suomi Oy (Finland), er berettiget.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2020.

På Kommissionens vegne

Thierry BRETON

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.