Spørgsmålet, om artikel 73 finder anvendelse på faderen kan således ikke afgøres uafhængigt af gennemførelsesbestemmelserne til EØF-Traktatens artikel 51, hvilket er genstanden for det tredje spørgsmål.

I Domstolens dom i sagen Pinna mod Caisse d'allocations familiales de la Savoie

Sag 41/84, dom af 15. januar 1986, Sml. s. 1, 17.

i henhold til Traktatens artikel 51 skal ske en samordning af medlemsstaternes lovgivninger, hvorimod bestemmelsen ikke opstiller noget krav om en harmonisering. Artikel 51 er derfor ikke til hinder for, at der gælder forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater og dermed forskellige rettigheder for arbejdstagere, alt efter hvor de er beskæftiget. Traktatens artikel 51 er således ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, således at arbejdstagere har forskellige rettigheder, alt efter hvor de er beskæftiget (præmis 20).

Efter min opfattelse er det under denne synsvinkel, at nærværende sag skal afgøres. Arbejdstagernes ret til sociale ydelser hviler i første række på national ret. Fællesskabsretten, både den primære og den afledte, har på sit nuværende udviklingstrin på dette område ingen anden opgave end den at sikre arbejdstagerne, at de frit kan udøve deres ret til bevægelighed inden for Fællesskabet. Den griber derfor ikke ind i virkningen af de nationale rettigheder, medmindre disse enten har til følge, at de vandrende arbejdstagere ikke sikres de samme garantier, som dem, der tilkommer borgerne i opholdsmedlemsstaten, eller ikke får det højeste ydelsesbeløb ifølge en af de nationale lovgivninger, der finder anvendelse

Jfr. særlig sag 733/79 CCAF mod Laterza, dom af 12. juni 1980, Sml. s. 1915.

Man kan ikke med rette hævde, således som Adjudication Officer har gjort det i sine indlæg, at fællesskabsretten ændrer de nationale rettigheder på det sociale område. Da den hviler på en samordning, har den kun en supplerende funktion i tilfælde, hvor de formål, der forfølges med Traktaten, ikke kan virkeliggøres uden fællesskabsretten.

Det skal derfor til stadighed afgøres, hvorvidt anvendelsen af de forordninger, der er udstedt i medfør af artikel 51, er nødvendig for at sikre den fulde virkeliggørelse af disse formål. Dersom dette formål allerede er opfyldt i forbindelse med rettighederne i henhold til national ret, er der ingen grund til at bringe fællesskabsretten i anvendelse.

Jeg kan heller ikke anerkende det synspunkt, der er fremsat af sagsøgte i hovedsagen og den nederlandske regering, hvorefter princippet om den direkte anvendelighed af forordninger på dette område skulle give borgerne rettigheder, der består uafhængigt af de rettigheder, som de har i henhold til de nationale lovgivninger. Dette ræsonnement, der er velbegrundet, når talen er om fællesskabsharmoniseringsbestemmelser, svækkes i betragtelig grad, når der er tale om samordningsregler. I så fald foreligger der kun direkte anvendelighed, hvor dette er nødvendigt af hensyn til samordningen for at virkeliggøre fællesskabsformålene.

Efter min opfattelse strider dette standpunkt ikke mod dommen i Beeck-sagen. Domstolen har i denne dom fastslået:

efter artikel 73, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 haren arbejdstager, der er omfattet af lovgivningen i en medlemsstat, for de af sine familiemedlemmer, der er bosat på en anden medlemsstats område, ret til familieydelser efter lovgivningen i den førstnævnte stat, som om de pågældende var bosat på dennes område (præmis 6) (min kursivering).

Om denne bestemmelses sammenhæng med artikel 13, stk. 2, litra a), i samme forordning udtalte Domstolen:

i overensstemmelse med formålet med forordning nr. 1408/71, som er at sikre, at der inden for Fællesskabet gives samtlige vandrende arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne, ligebehandling efter de enkelte medlemsstaters lovgivning og ret til sociale sikringsydelser uanset deres arbejdseller bopælssted, skal disse regler derfor fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne uden hensyn til, hvorledes de nationale lovgivninger om erhvervelse af denne ret til familieydelse er udformet (præmis 17).

I Beeck-sagen, hvor tildeling af familieydelser var mulig både i henhold til tysk national lovgivning — således som den er fortolket af den højeste domstol på området, nemlig Bundessozialgericht — og på grundlag af artikel 73, var de antikumulationsregler, der fandt anvendelse, ikke de samme i henhold til national ret og i henhold fællesskabsretten. På grundlag af dommen og dens præmisser synes det at forholde sig således, at national ret udelukkede tildeling af børnetilskud i fuldt omfang, når lignende familieydelser var blevet tillagt i henhold til en anden lovgivning. Herved blev der ikke ydet den beskyttelse i henhold til fællesskabsretten, som blev fremhævet i dommen, nemlig at anvendelsen af den fællesskabsretlige antikumulationsregel kun medfører suspension af betalingen af familieydelser i henhold til beskæftigelsesstatens lovgivning for så vidt angår den del af beløbet, som ægtefællen, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på bopælsstatens område, modtager for det samme tidsrum og for det samme familiemedlem i bopælsstaten. (Fru Beeck udøvede nemlig lønnet beskæftigelse i bopælsstaten). Af denne grund fulgte Domstolen generaladvokat Reischl, der advarede mod faren for, at der blev åbnet mulighed for at erstatte fællesskabsrettens antikumulationsbestemmelser ved at overlade initiativet til medlemsstaternes lovgivninger. Det var derfor af betydning, at Domstolen — således som den gjorde det — fastslog, at artikel 73 finder anvendelse i en sådan situation for fuldt ud at sikre, at der sker anvendelse af antikumulationsreglerne. Hvor anvendelsen af national ret alene — i forbindelse med udredelse af en ydelse i konkurrence med en anden ret til en større ydelse — ikke kan sikre, at fællesskabsgarantierne gælder, er der med andre ord grundlag for at anvende fællesskabsreglen.

I nærværende sag må jeg for det relevante tidsrum nå til det resultat, at nederlandsk lovgivning:

gav hjemmel for udbetaling af familieydelser for børn, der boede i en anden medlemsstat;

Følgelig udelukkede denne lovgivning, at der sker anvendelse af artikel 73 og derfor også af artikel 10.

Der er i fællesskabsretten intet, der hindrer, at de materielle britiske og nederlandske regler anvendes samtidig. Heraf følger der ganske vist for det pågældende tidsrum en usædvanlig situation for sagsøgerens børn i sammenligning med situationen for børn af vandrende arbejdstagere, der ikke kan drage fordel af et sådant sammenfald af omstændigheder. Denne situation kan imidlertid ikke anses som en ugrundet berigelse i den forstand, der fremgår af Domstolens dom i Kromhout-sagen, fordi den ikke skyldes anvendelsen af en fællesskabsregel, ligesom dens fortsatte beståen alene afhænger af de nationale lovgivninger.