6Retten udtalte herom følgende:38I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan en privat anfægte enhver beslutning, som, skønt den er udfærdiget i form af en forordning, dog berører ham umiddelbart og individuelt. Ifølge Domstolens og Rettens faste praksis er et af formålene med denne bestemmelse at forhindre, at fællesskabsinstitutionerne blot ved at vælge forordningsformen kan afskære en privat fra at indgive et søgsmål mod en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt. Det er således klart, at valget af form ikke i sig selv kan ændre en retsakts normative karakter (jf. Domstolens dom af 17.6.1980, forenede sager 789/79 og 790/79, Caipak og Società Emiliana Lavorazione Frutta mod Kommissionen, Sml. s. 1949, præmis 7, og Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-476/93, FRSEA og FNSEA mod Rådet, Sml. II, s. 1187, præmis 19).39Domstolen og Retten har ligeledes fastslået, at for at erhvervsdrivende kan anses for at være individuelt berørt af den retsakt, som de kræver annulleret, skal der være sket en indgriben i deres retsstilling på grund af faktiske omstændigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem på lignende måde som en adressat (jf. f.eks. Domstolens dom af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 2573).40Desuden har Domstolen i forbindelse med forvaltning af et toldkontingent for oksekød fastslået, at en forordning udstedt af Kommissionen, som fastsatte de betingelser, på hvilke medlemsstaternes myndigheder skulle imødekomme ansøgningerne om importlicenser, berørte de erhvervsdrivende individuelt, som ved dens udstedelse allerede havde ansøgt om sådanne licenser (jf. ovennævnte dom i sagen Weddel mod Kommissionen, præmis 19-23). Da Domstolen fastslog, at de pågældende erhvervsdrivende var individuelt berørt, tog den i betragtning, at Kommissionen, da den på grundlag af den samlede mængde, for hvilken der var indgivet ansøgninger — og yderligere ansøgninger ikke kunne indgives — traf afgørelse om, i hvilket omfang disse ansøgninger kunne imødekommes, i virkeligheden havde bestemt, i hvilket omfang den enkelte ansøgning kunne imødekommes. Domstolen fastslog, at den pågældende forordning følgelig skulle opfattes som en række individuelle afgørelser og ikke som en almengyldig foranstaltning i henhold til traktatens artikel 189.41Retten skal bemærke, at i nærværende sag finder forordning nr. 3190/93 kun anvendelse på erhvervsdrivende, som havde ansøgt om og opnået referencemængder for indførsler af bananer i kategori A eller kategori B for 1994. Forordningen oplyser hver enkelt berørt erhvervsdrivende om, at den mængde bananer, som han har ret til at indføre inden for rammerne af toldkontingentet for 1994, kan fastsættes ved anvendelse af en fælles nedsættelseskoefficient på hans referencemængde. Da den eneste lovgivningsmæssige funktion, forordning nr. 3190/93 har, er at fastsætte og offentliggøre den nævnte nedsættelseskoefficient, har den den øjeblikkelige og direkte virkning at gøre det muligt for hver enkelt erhvervsdrivende, når han anvender nedsættelseskoefficienten på den referencemængde, som allerede er tildelt ham, at fastslå den endelige mængde, som vil blive tildelt ham individuelt. Som sådan må forordning nr. 3190/93 opfattes som en række individuelle beslutninger, der er rettet til hver enkelt erhvervsdrivende, og som i virkeligheden underretter denne om de præcise mængder, som han vil have ret til at indføre i 1994.42Retten skal ligeledes bemærke, at Kommissionen ikke har bestridt det af sagsøgerne anførte om, at de desuden er umiddelbart berørt af forordning nr. 3190/93, fordi denne ikke overlader medlemsstaterne noget skøn med hensyn til udstedelsen af importlicenserne.43Under disse omstændigheder kan påstanden om annullation af forordning nr. 3190/93 antages til realitetsbehandling.