Alle de i sagen deltagende, som har indgivet skriftlige indlæg, er enige om, at den af Kommissionen i forordning nr. 936/79 af 11. maj 1979 fastsatte tarifering i overensstemmelse med Domstolens praksis ikke har tilbagevirkende gyldighed, men at den eventuelt kan anvendes som fortolkningselement ved fastsættelsen af den rigtige tarifering inden forordningens udstedelse.

Anglo-Irish Meat mener, at den rigtige tarifering af en okseforfjerding, hvis atlashvirvel er blevet fjernet, altid har været under pos. 02.01 A II a) 4 aa (ikke udbenet).

Der er således ingen tvivl om, at atlashvirvlen er en knogle. Pos. 02.01 A II a) 2 bb (forfjerdinger) omfatter imidlertid kun udskæringer med samtlige knogler. Følgelig kan et stykke oksekød, hvis atlashvirvel er blevet fjernet, ikke henhøre under denne position.

Der er ikke hold i det britiske toldvæsens opfattelse, hvorefter udtrykket samtlige knogler udelukkende omfatter ribben. Hvis de supplerende bestemmelser 1 A d) og e) til kapitel 2 i den fælles toldtarif henviste til ribbenene, ville der have været anvendt et udtryk som med samtlige ribben, hals ... osv.. Der er ikke logisk grundlag for at antage, at udtrykket knoglerne betyder ribben, når det er valgt med fuldt overlæg for at skelne det fra udtrykket ribben, som anvendes senere i samme sætning.

Rigtigheden af de irske myndigheders tarifering er desuden støttet af Nomenklaturudvalgets senere fremsatte bindende udtalelse og af Kommissionens forordning nr. 936/79.

Den irske landbrugsminister er ligeledes af den opfattelse, at udtrykket samtlige knogler, som indgår i definitionen af adskilte forfjerdinger i de omhandlede supplerende bestemmelser, må betyde samtlige knogler, herunder atlashvirvlen i sådanne adskilte forfjerdinger.

Det forenede Kongerige anfører, at fjernelsen af en lille knogle i halsen, benævnt atlashvirvlen, ikke kan ændre de væsentlige kendetegn ved en okseforfjerding.

De supplerende bestemmelser 1 A d) og e) udelukker ikke nødvendigvis det tilfælde, hvor en lille knogle i halsen er blevet fjernet. Hvis dette havde været hensigten, ville bestemmelsen snarere have været indledt med følgende ord :

Den forreste del af den halve krop med bov, hals og samtlige knogler, med ...

Bestemmelsens formulering er mildest talt uklar.

Det skal bemærkes, at fjernelsen af atlashvirvlen på ingen måde ændrede varens karakter, som fortsat blev handlet som forfjerding, men udelukkende indebar, at der blev udbetalt højere monetære udligningsbeløb som følge af den anden tarifering.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber gør gældende, at der ifølge en ordret fortolkning af ordlyden af den supplerende bestemmelse må drages den slutning, at fjernelsen af en lille knogle i halsen alene er tilstrækkelig til, at et stykke kød ikke kan tariferes i positionen forfjerdinger.

De af de britiske myndigheder fremførte betragtninger til støtte for deres fortolkning kan ifølge Kommissionen ikke lægges til grund.

Anbringendet, hvorefter udtrykket samtlige knogler omfatter det krævede antal ribben og ikke knoglerne i halsen, er i strid med ordlyden af anden halvdel af bestemmelsen, som fastsætter det antal ribben, som kødet skal indeholde, og som ville være uden mening, hvis udtrykket samtlige knogler ligeledes måtte antages at omfatte ribbenene.

Anbringendet om, at fjernelsen af atlashvirvlen ikke havde nogen handelsmæssig betydning og i virkeligheden kun skete, for at eksportøren kunne få udbetalt højere monetære udligningsbeløb, fortjener uden tvivl at blive taget i betragtning, men da anbringendet er af økonomisk karakter, er det irrelevant med hensyn til det rent fortolkningsmæssige spørgsmål.

Kommissionen behandler derefter anden del af det første spørgsmål, hvori den nationale ret spørger, om pos. 02.01 AII a) 4 aa skal danne grundlag for beregningen af de monetære udligningsbeløb, som opkræves ved eksport eller ydes ved import.

Kommissionen anfører, at der ikke er nogen tvivl om, at tariferingen skal være den samme ved opkrævningen af told som ved anvendelsen af de monetære udligningsbeløb, medmindre der udtrykkeligt er bestemt noget andet, men at dette princip ikke nødvendigvis gælder, når det drejer sig om monetære udligningsbeløb, som ydes ved import.

Ifølge Domstolens praksis om eksportrestitutioner kan medlemsstaterne under visse forudsætninger begrænse ydelsen af EF-støtte, f.eks. når der er konstateret omgåelser eller misbrug, selv om de formelle betingelser for støtte er opfyldt. Ifølge Kommissionen kan medlemsstaternes myndigheder tilsvarende under hensyn til de monetære udligningsbeløbs neutralitet begrænse ydelsen heraf i tilfælde af omgåelse eller misbrug, hvor der er risiko for fordrejning af samhandelen.

Kommissionen anfører desuden, at der ifølge artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1380/75 ikke ydes monetære udligningsbeløb for produkter, som ikke er af sund og sædvanlig handelskvalitet. Selv om der ikke er anført noget anbringende herom i nærværende sag, viser eksistensen af den omhandlede bestemmelse imidlertid, at der ikke findes noget absolut krav om, at der skal ydes et monetært udligningsbeløb svarende til den relevante position i tariffen. Det er i øvrigt ikke udelukket, at en vare som følge af omgåelser eller misbrug kan være omfattet af ovennævnte bestemmelse.

Kommissionen foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således:

Anglo-Irish Meat anfører, at det ikke i nærværende sag er spørgsmålet, hvorvidt de nationale toldmyndigheder er bundet af én af andre myndigheder foretaget tarifering, men om selve Fællesskabet er bundet af en national myndigheds ensidige og fejlagtige afgørelse.

Ifølge sagsøgeren indebar de britiske toldmyndigheders påtegning af T 5-kontroleksemplarerne ikke en ændring af varernes tarifering, idet påtegningen kun meddelte sagsøgte at tariferingen var omtvistet.

Da sagsøgeren modtog betalingen under protest og med forbehold af sin påberåbte ret til ved indførslen at få udbetalt monetære udligningsbeløb på grundlag af den tarifering, som sagsøgeren altid har anset for rigtig, er opgørelsen i forbindelse med transaktionen udsat, indtil der træffes afgørelse om den korrekte tarifering. Domstolen har fået forelagt netop dette problem til afgørelse. Hvis Domstolen derfor besvarer det første spørgsmål bekræftende, indebærer dette nødvendigvis, at også det andet spørgsmål må besvares bekræftende.

Anglo-Irish Meat understreger, at en eksporterende medlemsstat, som benytter muligheden i artikel 2 a i forordning nr. 974/71, ifølge Domstolens praksis (sag 795/79, Pesch) er bundet af varernes tarifering i en indførende medlemsstat, medmindre den endelige fortolkning er afgjort ved en af de i fællesskabsretten fastsatte fremgangsmåder. Det irske interventionsorgan har imidlertid netop efter at have modtaget sagsøgerens klage anvendt en af disse fremgangsmåder ved at forelægge spørgsmålet om varens tarifering for Nomenklaturudvalget for den fælles toldtarif, som stadfæstede den af sagsøgeren foretagne tarifering.

Det skal bemærkes, at de nationale interventionsorganer altid handler som lokale repræsentanter for EF's regning. Kommissionen anerkendte i sag 137/78, Henningsen, at den anså sig for bundet af sin egen fortolkning herunder også med hensyn til dens interventioner inden for finansiering af landbrugspolitikken og godtgørelse af monetære udligningsbeløb. Det som er bindende for den overordnede instans må imidlertid også være bindende for de underordnede instanser. Anglo-Irish Meat er derfor af den opfattelse, at Nomenklaturudvalgets afgørelse, som meddelt i forordning nr. 936/79, var tilstrækkelig til, at sagsøgte kunne foretage udbetaling på grundlag af sagsøgerens klage.

Hvis Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende og det andet spørgsmål benægtende, indebærer det nødvendigvis, at en importør eller en eksportør bliver helt afhængig af medlemsstaternes vilkårlige og eventuelt subjektive tariferingsafgørelser og således, trods orlyden i Pesch-dommen, mangler muligheden for at blive fyldestgjort ved de med henblik herpå i fællesskabsretten fastsatte retsmidler. Denne løsning er klart i strid ikke alene med fællesskabsrettens ånd, men også med det kontradiktoriske princip. Det skøn med hensyn til tariferingen, som således indrømmes toldvæsnet i den indførende medlemsstat, medfører nødvendigvis, at samhandelen med varer henhørende under den fælles landbrugspolitik fordrejes, og fører til usikre forhold for de erhvervsdrivende, som prisgives de nationale toldmyndigheder.

Anglo-Irish Meat anfører videre, at selv om den eksporterende medlemsstats rolle ifølge Domstolens praksis er begrænset til at udbetale de monetære udligningsbeløb, udelukker det ikke, at staten skal udøve opgaven på ansvarlig vis, og at staten, hvis den er i tvivl om rigtigheden af tariferingen eller de faktiske omstændigheder, skal indhente samtlige i denne anledning nødvendige oplysninger. Ifølge artikel 2 a kan den eksporterende medlemsstat i øvrigt betale det beløb, der skal ydes af den indførende medlemsstat. Efter Anglo-Irish Meat's opfattelse skal det forstås som det beløb, som skal ydes af den indførende medlemsstat på grundlag af en rigtig fortolkning af fællesskabsretten. Det er absurd at påstå, at den af den indførende medlemsstat fastsatte tarifering er afgørende i enhver sammenhæng. Hvis det forholdt sig således, ville det nemlig indebære, at den eksporterende medlemsstat kunne blive bundet af en klart urigtig tarifering.

Anglo-Irish Meat hævder ikke, at den eksporterende medlemsstat er berettiget til at sætte sin egen tarifering i stedet for den indførende medlemsstats tarifering. Selskabet anerkender således, at der med hensyn til usikkerhed og misbrug kan rettes de samme indvendinger mod en sådan løsning, som mod den eksporterende medlemsstats forpligtelse til uden undtagelse at anvende den indførende stats tarifering. Selskabet finder imidlertid, at når der — som i den førnævnte sag — opstår en åbenlys uoverensstemmelse, skal den for betalingen ansvarlige medlemsstat i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71 indhente alle de oplysninger, som er nødvendige for at løse den pågældende tvist. Hvis dette giver anledning til en fortolkende forordning fra Kommissionen eller en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, må den således fastsatte rigtige fortolkning af fællesskabsretten gå forud for en ren ad hoc praksis, som har udviklet sig mellem de nationale myndigheder for at udfylde et hul i fællesskabsretten.

Ifølge Anglo-Irish Meat må der skelnes mellem sag 795/79 og nærværende sag på tre væsentlige punkter.

For det første gik den nationale ret i Pesch-sagen ud fra den antagelse, at Domstolen endnu ikke har truffet afgørelse om tarifering af en vare i den fælles toldtarif, mens High Court i nærværende sag først og fremmest har anmodet Domstolen om at træffe afgørelse vedrørende de omtvistede positioner, således at der på grundlag af afgørelsen af dette spørgsmål kan tages stilling til sagsøgerens påstand.

For det andet angik spørgsmålet i nævnte sag kumulerede udligningsbeløb, mens det i nærværende sag drejer sig om monetære udligningsbeløb, som opkræves ved udførsel og ydes ved indførsel. Ifølge sagsøgeren fører en udvidelse af det i Pesch-sagen anvendte princip til også at gælde i nærværende sag nødvendigvis til en fordrejning af samhandelen mellem staterne, et misbrug af mekanismen i den fælles landbrugspolitik og en åbenbar uretfærdig adfærd over for de ifølge denne politik begunstigede.

Endelig var der i Pesch-sagen usikkerhed om tariferingen af den omtvistede vare, hvor den af den udførende stat foretagne tarifering i sidste ende blev anset som korrekt, mens der ikke i nærværende sag er uklarheder, da både varebeskrivelsen og den fælles toldtarif, hvorefter forfjerdinger skal indeholde samtlige knogler, er meget præcise.

Anglo-Irish Meat henviser til, at en af en medlemsstat fastsat særlig tarifering — sådan som Domstolen har bekræftet det i sag 5/78, Milchfutter — ikke nødvendigvis binder en anden medlemsstat. Selskabet finder, at dette princip gælder gensidigt. Hvis de britiske toldmyndigheder ikke var forpligtet til at acceptere den af de irske toldmyndigheder foretagne tarifering, var de irske toldmyndigheder følgelig heller ikke forpligtet til at anerkende den af de britiske myndigheder ændrede tarifering som endelig og afgørende. Dette princip er understreget i dommen i Pesch-sagen, hvor Domstolen har anført de fremgangsmåder, som skal følges for at undgå urimelige forhold, som indbyrdes afvigende tariferinger ellers kunne forårsage.

Ifølge Anglo-Irish Meat fremgår det af denne praksis, at Domstolen har tilsluttet sig den opfattelse, som generaladvokat Capotorti har givet udtryk for i sag 5/78, hvorefter importstaten [af hensyn til, at ordningen vedrørende de monetære udligningsbeløb kan fungere korrekt] skal ... afstå fra en systematisk varekontrol og ... i hvert fald ikke [må] foretage nogen anden tarifering end oprindelsesstaten medmindre det objektivt kan påvises, at den først foretagne tarifering er fejlagtig.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at det, i den udstrækning ovennævnte erklæring er udtryk for et princip, som så vidt muligt skal sikre den ønskede ensartede tarifering, er nødvendigt at understrege, at den første tarifering, dvs. den af de irske toldmyndigheder foretagne tarifering, objektivt var den rigtige.

Sagsøgeren gør derfor gældende, at følgende principper fremgår af Domstolens praksis :

Den irske landbrugsminister er af den opfattelse, at hans synspunkter — hvorefter den af de britiske toldmyndigheder foretagne tarifering af adskilte forfjerdinger, hvis atlashvirvel er fjernet, var urigtig — imidlertid ikke berettigede ham til at tilsidesætte denne tarifering.

Ministeren anfører, at det følger af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1380/75, at den udførende medlemsstats betaling af det monetære udligningsbeløb, som skal ydes af den indførende medlemsstat, er betinget af, at der føres bevis for afslutningen af toldbehandlingen ved indførsel og opkrævningen af told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales i den indførende medlemsstat. Tolden og afgifterne kan imidlertid kun opgøres og opkræves på grundlag af en afgørelse fra den indførende medlemsstat vedrørende varernes tarifering. Desuden fremgår det udtrykkeligt af artikel 10 a, stk. 4, i forordning nr. 1380/75, at den indførende medlemsstats toldmyndigheder kan ændre den tarifering, der er anført i det forsendelsesdokument, som ledsager varerne ved toldangivelsen.

Ifølge landbrugsministeren bevirkede disse bestemmelser i fællesskab, at en indførende medlemsstat kunne træffe den endelige afgørelse om de indførte varers tarifering og således binde den myndighed i den udførende medlemsstat, som skulle udbetale de hermed forbundne monetære udligningsbeløb.

Situationen ændres ikke ved, at den irske landbrugsminister ved de samme varers udførsel fra Irland opkrævede monetære udligningsbeløb på grundlag af en anden tarifering. De gældende forordninger har ikke udelukket den mulighed, at den udførende og den indførende medlemsstat foretager forskellige tariferinger, og de indeholder ingen bestemmelser til afgørelse af en sådan konflikt.

Da landbrugsministeren ved udbetalingen af de monetære udligningsbeløb handler på vegne af Den europæiske Udviklingsog Garantifond for Landbruget, er han af den opfattelse, at han handlede rigtigt og hensigtsmæssigt ved at tage hensyn til udtalelsen fra Kommissionen, som i en skrivelse af 31. oktober 1979 over for ham havde bekræftet, at de eneste monetære udligningsbeløb, som ifølge fællesskabsforordningerne retmæssigt fandt anvendelse i nærværende sag på de til Det forenede Kongerige indførte varer, var de af dette lands toldmyndigheder fastsatte udligningsbeløb.

Ministeren anerkender, at omstændighederne i nærværende sag, hvor toldmyndighederne i den udførende og den indførende medlemsstat er uenige om tariferingen af de samme varer, er klart ugunstige for den fælles toldtarifs rette funktion og Fællesskabets interventionsmekanismer. Ifølge ministeren har Domstolens praksis imidlertid accepteret princippet, hvorefter den udførende stats tarifering ikke nødvendigvis er bindende for den indførende stats tarifering af samme varer.

Under disse omstændigheder og med henblik på bestemmelserne i de gældende forordninger fandt landbrugsministeren, at han ikke var bundet af den af de irske myndigheder foretagne tarifering, men derimod af de britiske myndigheders tarifering. Ministeren anså sig ikke for kompetent til at undersøge spørgsmålet om rigtigheden af denne tarifering; dette spørgsmål hører efter hans opfattelse under domstolenes kompetence. Ifølge ministerens opfattelse var og er De europæiske Fællesskabers Domstol kompetent til at træffe en sådan afgørelse, idet det drejer sig om fortolkningen af en bestemmelse i den fælles toldtarif.

Det forenede Kongerige finder, at det følger af Domstolens praksis, at den udførende medlemsstat, som anvender muligheden i artikel 2 a i forordning nr. 974/71, er bundet at den indførende medlemsstats tarifering.

Det forenede Kongerige gør gældende, at dets tariferingsafgørelse under alle omstændigheder måtte anses for gyldig indtil ikrafttrædelsen af Kommissionens forordning (EØF) nr. 936/79 af 2. juni 1979.

Selv om forordningen vedrørende tariferingen blev udstedt for at gennemføre den af flertallet i Nomenklaturudvalget for den fælles toldtarif trufne afgørelse, hvorefter den omtvistede vare var en ikke udbenet udskæring, var det ifølge Det forenede Kongeriges opfattelse aldrig meningen, at dette skulle medføre økonomiske fordele, hvilket er bevist derved, at forordning nr. 834/79 allerede med virkning fra 30. april 1979 havde nedsat de monetære udligningsbeløb for ikke udbenet kød til samme niveau, som det for forfjerdinger fastsatte.

Hvis Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende, er Det forende Kongerige af den opfattelse, at forordningen ikke kan antages at have tilbagevirkende kraft for det omhandlede tidsrum, idet det ville indebære godkendelse af en uhjemlet udbetaling af fællesskabsmidler.

Selv om fællesskabsretten ikke udelukker, at fællesskabsbestemmelser kan have tilbagevirkende kraft, gælder der ifølge Det forenede Kongerige den almindelige grundsætning, at der ikke kan være tale om tilbagevirkende kraft, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Der foreligger imidlertid ikke i nærværende sag særlige omstændigheder, som kan berettige, at bestemmelserne anvendes med tilbagevirkende kraft; tværtimod trådte forordning (EØF) nr. 834/79, som ændrede de monetære udligningsbeløb, i kraft før forordning (EØF) nr. 936/79, som ændrede tariferingen, netop for at hindre forstyrrelser.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber erklærer med hensyn til dette spørgsmål, at den holder fast ved sin tidligere opfattelse, som for nylig er blevet bekræftet af Domstolen. Kommissionen finder således, at en udførende medlemsstats myndigheder skal'anvende den tarifering, som er foretaget af myndighederne i de indførende medlemsstater ved indførslen. Kommissionen går endog videre og anfører, at den udførende medlemsstat ifølge artikel 2 a i forordning nr. 974/71 kun forestår udbetalingen og som sådan er bundet af den indførende medlemsstats samlede skøn vedrørende de monetære udligningsbeløb, som skal udbetales ved indførslen.

Dette resultat påvirkes ikke af Kommissiones opfattelse, hvorefter den i nærværende sag af de britiske myndigheder foretagne tarifering er fejlagtig.

Hvis Domstolen besvarer det første spørgsmål som foreslået af Kommissionen, skal de britiske myndigheder ganske vist ændre deres tarifering som følge heraf, selv om de ikke som sådan er part i nærværende sag. De britiske myndigheder kan imidlertid ifølge Kommissionen frit beslutte, at der udelukkende skal ydes monetære udligningsbeløb på grundlag af den sats, som finder anvendelse på forfjerdinger uanset den formelle ændring af tariferingen. Denne beslutning kan meddeles de irske myndigheder, der må handle i overensstemmelse hermed, da de udelukkende forestår udbetalingen af de monetære udligningsbeløb på vegne af Det forenede Kongerige. Det er desuden tænkeligt, at de britiske myndigheder ikke er forpligtet til at ændre deres tarifering, hvis sagsøgeren har fortabt sine rettigheder i medfør af de britiske retsplejeregler. Det er under alle omstændigheder klart, at der ikke er noget i nærværende sag, som kræver, at den nationale ret skal pålægge de irske myndigheder at betale det monetære udligningsbeløb ved indførslen til Det forenede Kongerige efter en anden sats end den, som svarer til det af de britiske myndigheder foretagne skøn.

Kommissionen foreslår derfor, at det andet spørgsmål besvares således :

Artikel 2 a i Rådets forordning nr. 974/71 sammenholdt med artikel 11 i Kommissionens forordning nr. 1380/75 skal fortolkes således, at den udførende medlemsstat ved fastsættelsen af det monetære udligningsbeløb, som finder anvendelse ved import til en anden medlemsstat, er bundet af sidstnævnte stats bedømmelse af de pågældende varer.

Anglo-Irish Meat gør gældende, at der skal anvendes samme tarifering ved samme transaktion. Ordningen med de monetære udligningsbeløb skal lette den frie samhandel med landbrugsprodukter mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med formålene med den fælles landbrugspolitik og undgå hindringer som følge af valutaudsving. Det ville

imidlertid være ulogisk at anerkende, at en situation, hvor ordningen selv udgør en hindring for samhandelen, kan antages at være i overensstemmelse med fællesskabsretten. Anvendelsen af to forskellige og uforenelige tariferinger af samme vare medfører nødvendigvis en fordrejning af samhandelen med landbrugsprodukter, som er omfattet af den fælles landbrugspolitik.

Den irske landbrugsminister anfører, at forordning nr. 1380/75 ikke udtrykkeligt omhandler situationen i det tredje spørgsmål, og at spørgsmålet om ret til tilbagebetaling følgelig må afgøres på grundlag af national ret.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber gør gældende, at det tredje spørgsmål hviler på to indbyrdes uforenelige antagelser.

Hvis Domstolen fortolker den fælles toldtarif ligesom de britiske myndigheder, må de irske myndigheder følgelig ændre deres tarifering, i det omfang det er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, og følgelig tilbagebetale en del af de monetære udligningsbeløb, som er opkrævet for de udførte varer. Dette kan ske, idet forordning nr. 936/79 vedrørende tarifering ikke har tilbagevirkende gyldighed.

Hvis Domstolen derimod i overensstemmelse med Kommissionens opfattelse fortolker den fælles toldtarif ligesom de irske myndigheder, men samtidig udtaler, at de irske myndigheder alligevel er bundet af den af de britiske myndigheder foretagne tarifering, finder Kommissionen, at det fører til en fuldkommen uholdbar situation, som ikke er forenelig med fællesskabsretten, i det tilfælde hvor de irske myndigheder er forpligtet til at ændre en rigtig tarifering til en urigtig tarifering udelukkende for at afhjælpe de for sagsøgeren uheldige virkninger af den britiske afgørelse om ikke at yde monetære udligningsbeløb efter den højeste sats. Dette resultat kan i første omgang virke stødende, men det er den logiske følge af medlemsstaternes beføjelser med hensyn til ydelse og opkrævning af monetære udligningsbeløb, og resultatet kunne have været det samme, hvis Irland og Det forenede Kongerige ikke havde anvendt muligheden i artikel 2 a i forordning nr. 974/71.

Kommissionen foreslår derfor, at det tredje spørgsmål besvares således :

De omhandlede bestemmelser i forordning nr. 974/71 [artikel 2 a] og nr. 1380/75 [artikel 11] skal ikke fortolkes således, at de forpligter en udførende medlemsstat til at tilbagebetale de monetære udligningsbeløb, som blev opkrævet ved udførslen på grundlag af en rigtig tarifering, selv om medlemsstaten har været forpligtet til at begrænse betalingen af de monetære udligningsbeløb, som gælder ved indførslen til en anden stat, for at handle i overensstemmelse med sidstnævnte stats skøn.