|
17.8.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 269/40 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1202
af 14. august 2020
om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af stifter og hæfteklammer med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om indførelse af tilsyn med importen af stifter og hæfteklammer med oprindelse i Folkerepublikken Kina
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 9, stk. 1,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (2), særlig artikel 56, stk. 5, og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
|
(1) |
Den 18. december 2019 indledte Europa-Kommissionen en antidumpingprocedure vedrørende importen af stifter og hæfteklammer med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved offentliggørelse af en indledningsmeddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende (3). |
|
(2) |
Undersøgelsen blev indledt på grundlag af en klage indgivet af seks EU-producenter: Atrom Impex srl (Rumænien), Bizon Int. Sp. z.o.o. (Polen), Ergo Staples (Kroatien), Grupodesa (Spanien), Omer SpA (Italien) og Velo srl (Italien) (»klagerne), der tegner sig for mere end 50 % af den samlede EU-produktion af stifter og hæfteklammer. Klagen indeholdt beviser for dumping og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen. |
|
(3) |
I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen specifikt klagerne, andre kendte EU-producenter, den kendte eksporterende producent og de kinesiske myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere samt sammenslutninger, som den vidste var berørt, om indledningen af undersøgelsen, og opfordrede disse til at deltage. |
|
(4) |
Alle interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer inden for den frist, der er fastsat i indledningsmeddelelsen. |
2. TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN
|
(5) |
Den 24. juni 2020 meddelte klagerne Kommissionen, at man trak klagen tilbage. |
|
(6) |
I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 kan procedurer afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. |
|
(7) |
Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. Kommissionen noterede sig imidlertid også en afgørelse af 26. maj 2020 truffet af det amerikanske handelsministerium i en antidumping- og antisubsidieundersøgelse af importen af visse typer af hæfteklammer af stål i stænger (collated steel staples) fra Folkerepublikken Kina, som er varetyper under den pågældende vare. I betragtning af den potentielle risiko for fremtidige handelsomlægninger vil Kommissionen følge de statistiske tendenser for kinesisk import af den pågældende vare i en periode på 24 måneder efter offentliggørelsen af denne afgørelse. Derigennem kan Kommissionen vurdere det potentielle behov for at indlede en ny undersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens krav. |
|
(8) |
Kommissionen konkluderede derfor, at antidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af stifter og hæfteklammer med oprindelse i Folkerepublikken Kina bør afsluttes uden indførelse af foranstaltninger. |
|
(9) |
De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Ingen af de interesserede parter gjorde indsigelse mod afslutningen. |
|
(10) |
Afgørelsen er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036, og Toldkodeksudvalget, der er nedsat ved artikel 285 i forordning (EU) nr. 952/2013 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Antidumpingproceduren vedrørende importen af stifter og hæfteklammer for øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7317 00 20, ex 7317 00 60, ex 7317 00 80, ex 7326 20 00, ex 7616 10 00, 8305 20 00 og ex 8308 10 00 (Taric-kode 7317002040, 7317006040, 7317008040, 7326200040, 7616100040 og 8308100040) med oprindelse i Folkerepublikken Kina afsluttes.
Artikel 2
Taric-koderne i artikel 1 eller tilsvarende fremtidige koder er åbne i en periode på 24 måneder fra offentliggørelsen af denne afgørelse for at gøre det muligt for Kommissionen at følge de statistiske tendenser i importen af stifter og hæfteklammer i henhold til artikel 56, stk. 5, i forordning (EU) nr. 952/2013.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. august 2020.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.