31999R0778

Kommissionens forordning (EF) nr. 778/1999 af 15. April 1999 om åbning og forvaltning af toldkontingenter på 300 000 tons kvalitetshvede og 50 000 tons hård hvede og om ophævelse af forordning (EF) nr. 529/97 og (EF) nr.2228/96

EF-Tidende nr. L 101 af 16/04/1999 s. 0036 - 0040


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 778/1999

af 15. april 1999

om åbning og forvaltning af toldkontingenter på 300000 tons kvalitetshvede og 50000 tons hård hvede og om ophævelse af forordning (EF) nr. 529/97 og (EF) nr. 2228/96

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1095/96 af 18. juni 1996 om iværksættelse af indrømmelserne i liste CXL, der blev udarbejdet efter afslutningen af forhandlingerne i forbindelse med artikel XXIV, stk. 6, i GATT(1), særlig artikel l, og

ud fra følgende betragtninger:

I Verdenshandelsorganisationen (WTO) har Fællesskabet forpligtet sig til at fastsætte et toldfrit toldkontingent på 300000 tons kvalitetshvede henhørende under KN-kode 1001 10 00 og 1001 90 99 hvert kalenderår samt et toldfrit toldkontingent på 50000 tons hård hvede med et indhold af glassede korn på mindst 73 % hvert produktionsår; indførslerne i forbindelse med disse kontingenter er underlagt bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 529/97(2), ændret ved forordning (EF) nr. 850/97(3), og (EF) nr. 2228/96(4), ændret ved forordning (EF) nr. 2410/98(5); disse bestemmelser har ikke gjort det muligt helt at nå det tilstræbte mål, der går ud på at undgå spekulation; de pågældende forordninger bør derfor ophæves;

spekulationen kan undgås ved at kræve, at korn, der skal indføres, skal være disponibelt på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen; dette krav bør gennemføres på en sådan måde, at det ikke er til hinder for en opfyldelse af Fællesskabets internationale forpligtelser;

ved disse indførsler kræves der en importlicens; for at undgå forskelsbehandling af importørerne skal importlicenserne tildeles licensansøgerne fra en dato, som Kommissionen fastsætter på forhånd; i betragtning af kvalitetskravene til hvede under disse kontingenter skal ansøgerne af importlicenser kunne godtgøre, at de ligger inde med den vare, af tilstrækkelig god kvalitet, der ansøges om importlicens for, og at de er rede til at foretage indførslen i den periode, som Kommissionen har fastsat herfor; for at muliggøre transporten af den vare, der skal importeres, fastsættes denne periode til 45 dage; det er således nødvendigt at fastsætte betingelserne for udstedelsen af sådanne licenser;

for at importen kan blive forvaltet korrekt, bør det fastsættes, at der skal stilles en sikkerhed; da der i forbindelse med disse kontingenter er fare for spekulationsforretninger, fordi der ikke betales told, bør adgangen til sådan import begrænses til de erhvervsdrivende, der har stillet en sikkerhed for indførslen, som godtgør, at de har udøvet handelsvirksomhed i kornsektoren i mindst 12 måneder forinden, og som er registreret i den medlemsstat, hvor ansøgningen indgives;

for at undgå spekulation bør importlicensernes gyldighedsperiode begrænses til syv dage;

de særlige bestemmelser om tilrettelæggelsen af indførslen, navnlig bestemmelserne om bekendtgørelserne om åbning af perioderne for ansøgning om licenser, vil blive vedtaget efter proceduren i artikel 23 i Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92(6), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 923/96(7);

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Ved indførsel pr. kalenderår af 300000 tons hård hvede henhørende under KN-kode 1001 10 00 og blød hvede henhørende under KN-kode 1001 90 99 af en minimumskvalitet i overensstemmelse med de i bilag I fastlagte kriterier, for hvilken der anvendes en toldsats på 0 %, kræves der en importlicens, som udstedes i overensstemmelse med nærværende forordning.

2. Ved indførsel hvert produktionsår af 50000 tons hård hvede henhørende under KN-kode 1001 10 00 med et indhold af glassede kerner på mindst 73 %, for hvilken der anvendes en toldsats på 0 %, kræves der en importlicens, som udstedes i overensstemmelse med nærværende forordning.

3. For at sikre, at den indførte vare er af forskriftsmæssig kvalitet, er retten til toldfritagelse betinget af, at importøren på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning hos det ansvarlige organ stiller en importsikkerhed på et beløb svarende til den importtold for blød hvede af lav kvalitet, der gælder på nævnte dag, forhøjet med et supplement på 5 EUR pr. ton.

4. Bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1249/96(8) finder ikke anvendelse på licenser, der er ansøgt om efter nærværende forordning, medmindre andet følger af nærværende forordning.

5. Kommissionen åbner perioderne for indgivelse af ansøgninger om importlicenser efter proceduren i artikel 23 i forordning (EØF) nr. 1766/92.

Artikel 2

1. Hver licensansøgning vedrører et enkelt produkt og et enkelt kontingent.

2. En ansøgning om importlicens for de i artikel 1 nævnte kontingenter kan kun antages, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den skal gælde en importmængde på mindst 500 tons og højst 10000 tons hvede

b) hvis den indgives af en befuldmægtiget, skal den indeholde navn og adresse på fuldmagtsgiveren

c) den skal være ledsaget af:

- bevis for, at ansøgeren er en fysisk eller juridisk person og i mindst 12 måneder forinden har udøvet handelsvirksomhed i kornsektoren, og at han er registreret i den medlemsstat, hvor ansøgningen indgives

- bevis for, at ansøgeren i Fællesskabet er indehaver af den vare, som licensansøgningen indgives for, og at varen er parat til at blive indført i den periode, som Kommissionen har fastsat på forhånd, i henhold til det originaldokument, der udstedes i et enkelt eksemplar af toldmyndighederne på det sted, hvor varen overgår til fri omsætning

- bevis for, at varens kvalitet opfylder de kriterier, der er fastsat i nærværende forordning, i form af et analysecertifikat, der beviser den pågældende hvedes overensstemmelse med kvalitetskravene, og som udstedes af et kontrolselskab, eller en kvalitetsattest, der er anerkendt af Kommissionen i medfør af artikel 6 i forordning (EF) nr. 1249/96.

3. Ansøgninger, som indeholder andre betingelser end dem, der er fastsat i bekendtgørelsen om indkaldelse af ansøgninger om importlicens, kan ikke antages.

4. En ansøgning kan ikke tilbagekaldes.

Artikel 3

1. Senest to arbejdsdage efter datoen for udløbet af perioden for indgivelse af ansøgninger (denne frist er på mindst 45 dage) underretter medlemsstaterne ifølge modellen i bilag II pr. telex, telefax eller telegram Kommissionen om følgende:

- antallet af antagelige ansøgninger, der er indgivet pr. produkt og kontingent, og

- den mængde hvede, som der er indgivet antagelige ansøgninger for.

Denne underretning gives, selv hvis der ikke er indgivet nogen ansøgning.

2. Overskrider den samlede mængde hvede, som der er indgivet ansøgninger om importlicenser for, den mængde, der er disponibel af den enkelte type hvede eller kontingent, og som skal indføres i den pågældende periode, meddeler Kommissionen medlemsstaterne senest tre arbejdsdage efter udløbet af fristen i stk. 1 den eller de nedsættelsesprocentsatser, de skal anvende ved udstedelsen af licenserne i forhold til de mængder, der er ansøgt om.

3. Importlicenserne udstedes hurtigst muligt efter udløbet af perioden i stk. 2, og under alle omstændigheder senest inden tre arbejdsdage.

4. Uanset artikel 10 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1162/95(9) er licenssikkerheden 10 EUR pr. ton.

5. Uanset artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1162/95 er importlicensernes gyldighedsperiode begrænset til syv dage. De er gyldige fra udstedelsesdagen.

Artikel 4

Importlicensen indeholder nedenstående oplysninger og skal opfylde følgende betingelser:

a) i rubrik 7 og 8 skal der være anført henholdsvis afsendelsesland og oprindelsesland for hveden

b) som undtagelse fra artikel 8, stk. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3719/88(10) må den mængde, der overgår til fri omsætning med toldfritagelse, ikke være større end den mængde, der er anført i rubrik 17 og 18, og tallet "0" skal derfor anføres i rubrik 19

c) rubrik 20 skal for det pågældende produkt (slet det overflødige) indeholde en af følgende angivelser:

- Trigo duro, código NC 1001 10 00/trigo común, código NC 1001 90 99 cuya calidad cumple las disposiciones del Reglamento (CE) n° 778/1999

- Hård hvede, KN-kode 1001 10 00/blød hvede, KN-kode 1001 90 99 af kvalitet som fastsat i forordning (EF) nr. 778/1999

- Hartweizen der KN-Codes 1001 10 00/Weichweizen der KN-Codes 1001 90 99 von einer Qualität gemäß den Bestimmungen der Verordnung (EG) Nr. 778/1999

- Σκληρός σίτος, κωδικός ΣΟ 1001 10 00/μαλακός σίτος κωδικός ΣΟ 1001 90 99, του οποίου η ποιότητα είναι σύμφωνη με τις διατάξεις του κανονισμού (ΕΚ) αριθ. 778/1999

- Durum wheat CN code 1001 10 00/Common wheat CN code 1001 90 99, of which the quality conforms with the provisions of Regulation (EC) No 778/1999

- Blé dur du code NC 1001 10 00/blé tendre du code NC 1001 90 99, de qualité conforme aux dispositions du règlement (CE) n° 778/1999

- Frumento duro, codice NC 1001 10 00/frumento tenero, codice NC 1001 90 99, di qualità conforme a quanto prescritto dal regolamento (CE) n. 778/1999

- Harde tarwe, GN-code 1001 10 00/zachte tarwe, GN-code 1001 90 99, waarvan de kwaliteit aan de bepalingen van Verordening (EG) nr. 778/1999 beantwoordt

- Trigo duro do código NC 1001 10 00/trigo mole do código NC 1001 90 99, de qualidade conforme às disposições do Regulamento (CE) n.o 778/1999

- CN-koodiin 1001 10 00 kuuluva durumvehnä/CN-koodiin 1001 90 99 kuuluva vehnä, joka on laadultaan asetuksen (EY) N:o 778/1999 mukainen

- Durumvete med KN-nummer 1001 10 00/vete med KN-nummer 1001 90 99 av en kvalitet som överensstämmer med bestämmelserna i förordning (EG) nr 778/1999.

d) rubrik 24 skal med angivelse af løbenummeret for det pågældende kontingent indeholde en af følgende angivelser:

- Derecho cero. Reglamento (CE) n° 1095/96. Contingente arancelario n°

- Toldfritagelse. Forordning (EF) nr. 1095/96. Toldkontingent nr.

- Zollfrei. Verordnung (EG) Nr. 1095/96. Zollkontingent Nr.

- Μηδενικός δασμός. Κανονισμός (ΕΚ) αριθ. 1095/96. Δασμολογική ποσόστωση αριθ.

- Zero duty. Regulation (EC) No 1095/96. Tariff quota No

- Droit zéro. Règlement (CE) n° 1095/96. Contingent tarifaire n°

- Dazio zero. Regolamento (CE) n. 1095/96. Contingente tariffario n.

- Nulrecht. Verordening (EG) nr. 1095/96. Tariefcontingent nr.

- Direito igual a zero. Regulamento (CE) n.o 1095/96. Contingente pautal n.o

- Tulliton. Asetus (EY) N:o 1095/96. Tariffikiintiö N:o

- Tullsats 0. Förordning (EG) nr 1095/96. Tullkvot nr.

Løbenummeret for kontingentet på 300000 tons kvalitetshvede er 09.4049, og løbenummeret for kontingentet på 50000 tons hård hvede er 09.4059

e) som undtagelse fra forordning (EØF) nr. 3719/88 kan rettighederne i forbindelse med licensen ikke overdrages.

Artikel 5

Toldmyndigheden tager i henhold til artikel 6, stk. 2 og 4, i forordning (EF) nr. 1249/96 repræsentative stikprøver af hver indførsel for at foretage de analyser, der er nødvendige for at efterprøve, om den indførte hvede opfylder kvalitetskriterierne i artikel l, stk. 1 og 2. Uafhængigt af resultaterne af de analyser, der foretages efter artikel 2, stk. 2, litra c), er kun de analyser, som toldmyndigheden foretager, afgørende for det pågældende produkts kvalitet. Hvis Kommissionen officielt har anerkendt en kvalitetsattest, der er attesteret og udstedt af den stat, varen har oprindelse i, udtages sådanne prøver dog kun til verifikation af den attesterede kvalitet af mindst 3 % af de ladninger, der indføres for hver importhavn.

Udgifterne til kontrol og prøveudtagning bæres af indehaveren af importlicensen.

Artikel 6

På grundlag af de analyser, der er foreskrevet i artikel 5, frigives den i artikel 1, stk. 3, omhandlede importsikkerhed for den mængde, for hvilken produktets kvalitet

- i forbindelse med kontingentet på 300000 tons kvalitetshvede opfylder kriterierne i artikel 1, stk. l, og

- i forbindelse med kontingentet på 50000 tons hård hvede opfylder kriterierne i artikel l, stk. 2.

Hvis kvaliteten af det indførte produkt ifølge resultaterne af de i artikel 5 omhandlede analyser er lavere end den foreskrevne kvalitet, anvendes bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1249/96. I så tilfælde tilbageholdes ud af den i stk. 1 omhandlede sikkerhed beløbet for den gældende importtold for hvede af den pågældende kvalitet som importtold. Det supplerende beløb på 5 EUR pr. ton som omhandlet i artikel 1 tilbageholdes som bod, og restbeløbet frigives.

Artikel 7

Senest to arbejdsdage efter importlicensernes udstedelse meddeler medlemsstaterne ifølge modellen i bilag II pr. telex, telefax eller telegram Kommissionen den mængde hvede, som der er udstedt licenser for, samt oprindelseslandet for de varer, der skal indføres.

Denne meddelelse skal også gives i de tilfælde, hvor der ikke er indgivet ansøgninger, eller hvor der ikke er udstedt licenser.

Artikel 8

Forordning (EF) nr. 2228/96 og (EF) nr. 529/97 ophæves.

Artikel 9

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. april 1999.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 146 af 20.6.1996, s. 1.

(2) EFT L 82 af 22.3.1997, s. 44.

(3) EFT L 122 af 14.5.1997, s. 10.

(4) EFT L 298 af 22.11.1996, s. 8.

(5) EFT L 298 af 7.11.1998, s. 45.

(6) EFT L 181 af 1.7.1992, s. 21.

(7) EFT L 126 af 24.5.1996, s. 37.

(8) EFT L 161 af 29.6.1996, s. 125.

(9) EFT L 117 af 24.5.1995, s. 2.

(10) EFT L 331 af 2.12.1988, s. 1.

BILAG I

Krav til minimumskvalitet for hvede, der indføres i forbindelse med det kontingent på 300000 tons kvalitetshvede, der blev åbnet ved forordning (EF) nr. 1095/96

>TABELPOSITION>

BILAG II

Model til den meddelelse, der er omhandlet i artikel 3 og 7

>PIC FILE= "L_1999101DA.004003.EPS">