31998L0022

Kommissionens direktiv 98/22/EF af 15. april 1998 om fastsættelse af minimumskravene gældende for plantesundhedskontrol i ef på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet af planter, planteprodukter eller andre objekter fra tredjelande

EF-Tidende nr. L 126 af 28/04/1998 s. 0026 - 0028


KOMMISSIONENS DIREKTIV 98/22/EF af 15. april 1998 om fastsættelse af minimumskravene gældende for plantesundhedskontrol i EF på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet af planter, planteprodukter eller andre objekter fra tredjelande

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 77/93/EØF af 21. december 1976 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 98/2/EF (2), særlig artikel 12, stk. 6, næstsidste afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

Hvis plantesundhedskontrollen af planter, planteprodukter eller andre objekter, der er opført i del B i bilag V til direktiv 77/93/EØF og kommer fra tredjelande, skal fungere effektivt, bør der fastsættes samordnede minimumskrav gældende for gennemførelsen af denne kontrol på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet;

i de minimumskrav, der fastsættes for gennemførelsen af denne plantesundhedskontrol, er det nødvendigt at tage hensyn til de tekniske krav, som stilles til de officielle ansvarlige organer, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra g), i direktiv 77/93/EØF, og som står for de pågældende kontrolsteder, og til bestemmelserne, der gælder for faciliteter, redskaber og udstyr, som gør det muligt for de officielle ansvarlige organer at gennemføre den krævede plantesundhedskontrol;

de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Medlemsstaterne sørger for, at plantesundhedskontrollen af planter, planteprodukter eller andre objekter, der er opført i del B i bilag V til nævnte direktiv og kommer fra tredjelande, jf. artikel 12, stk. 6, fjerde afsnit i direktiv 77/93/EØF, som foretages på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet, mindst opfylder minimumskravene i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv den 1. oktober 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de ledsages ved offentliggørelsen af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. april 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 26 af 31. 1. 1977, s. 20.

(2) EFT L 15 af 21. 1. 1998, s. 34.

BILAG

Minimumskrav gældende for gennemførelse af plantesundhedskontrol i EF på andre kontrolsteder end kontrolstederne på bestemmelsesstedet af planter, planteprodukter eller andre objekter fra tredjelande

1. De officielle ansvarlige organer som nævnt i artikel 2, stk. 1, litra g), i direktiv 77/93/EØF, der står for de kontrolsteder, der er nævnt i artikel 1 i dette direktiv, skal:

- have beføjelser til at varetage deres opgaver

- have faglig kompetence, navnlig med hensyn til påvisning og diagnosticering af skadegørere

- have ekspertise i identifikation af skadegørere eller adgang til en sådan ekspertise

- have adgang til de fornødne administrative faciliteter, kontrol- og undersøgelsesfaciliteter, redskaber og udstyr som anført i punkt 3

- have adgang til faciliteter til hensigtsmæssig opbevaring af forsendelser og karantænefaciliteter til forsendelser og om nødvendigt til destruktion (eller anden egnet behandling) af hele eller en del af den tilbageholdte forsendelse

- ligge inde med:

a) skriftlige, ajourførte nationale retningslinjer for kontrol baseret på medlemsstatens nationale lovgivning som fastlagt inden for EF-lovgivningens rammer

b) et ajourført sæt EF-retningslinjer for eksperterne og de nationale inspektører, der er nævnt i artikel 19a, stk. 6, i direktiv 77/93/EØF

c) ajourførte EF-plantesundhedsbestemmelser

d) en ajourført liste med adresser og telefonnumre på de specialiserede laboratorier, der er officielt godkendt til at gennemføre undersøgelser til konstatering af tilstedeværelse af skadegørere eller til identifikation af skadegørere; der bør indføres en hensigtsmæssig procedure til at sikre, at der ikke sker noget med prøven/prøverne ved fremsendelsen til laboratoriet og ved undersøgelsen

e) ajourførte oplysninger om forsendelser af planter, planteprodukter og andre objekter fra tredjelande, der har været genstand for:

- officiel tilbageholdelse

- officielle undersøgelser på specialiserede laboratorier tillige med resultaterne heraf

hvis disse oplysninger er relevante for plantesundhedskontrollen på det sted, hvor den gennemføres

- tilpasse programmet for plantesundhedskontrol så hurtigt som muligt, så det opfylder de faktiske behov, på baggrund af nye plantesundhedsrisici eller eventuelle ændringer i mængde/volumen af de planter, planteprodukter eller andre objekter, der frembydes til indførelse på de i artikel 1 nævnte kontrolsteder.

2. Embedsmændene og det kvalificerede personale som nævnt i artikel 2, stk. 1, litra i), andet afsnit, i direktiv 77/93/EØF, der står for gennemførelsen af kontrollen på de kontrolsteder, der er nævnt i artikel 1 i dette direktiv, skal have:

- faglig kompetence, navnlig med hensyn til påvisning af skadegørere

- ekspertise i identifikation af skadegørere eller adgang til en sådan ekspertise

blandt de kvalifikationer, der kræves i henhold til nævnte artikel 2, stk. 1, litra i), andet afsnit, og skal have umiddelbar adgang til de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, sjette led.

3. Faciliteter, redskaber og udstyr som nævnt i punkt 1 skal mindst opfylde følgende krav:

a) med hensyn til de administrative faciliteter:

- et hurtigt fungerende system til kommunikation med:

- den myndighed, der er nævnt i artikel 1, stk. 6, i direktiv 77/93/EØF

- de specialiserede laboratorier, der er nævnt i punkt 1

- toldmyndighederne

- Kommissionen

- andre medlemsstater

- et system til mangfoldiggørelse af dokumenter

b) med hensyn til kontrolfaciliteterne:

- egnede områder til kontrollen

- tilfredsstillende belysning

- inspektionsbord(e)

- udstyr til:

- visuelle undersøgelser

- desinfektion af lokalerne og af udstyr, der er anvendt til plantesundhedskontrol

- forberedelse af prøver til eventuelle yderligere undersøgelser på de specialiserede laboratorier, der er nævnt i punkt 1

c) med hensyn til faciliteterne til udtagning af prøver af forsendelser:

- egnet materiale til individuel identifikation og emballering af prøver

- hensigtsmæssigt indpakningsmateriale til forsendelse af prøver til de i stk. 1 nævnte specialiserede laboratorier

- plomber

- officielle stempler

- tilfredsstillende belysning.