85Indledningsvis må det forsyningssystem, som er gennemført ved traktatens kapitel VI, underkastes en analyse i lyset af de mål, som er fastlagt for Fællesskabet. Det fremgår i denne forbindelse af traktatens opbygning, at Agenturets opgave består i at sikre et af de væsentlige formål, som denne traktat i artikel 2, litra d), har tillagt Fællesskabet, nemlig forsyningssikkerheden efter princippet i traktatens artikel 52, stk. 1, om lige adgang til forsyningskilderne. Dette fremgår klart af traktatens artikel 51, stk. 2, litra b), hvorefter der oprettes et specialorgan udtrykkeligt med dette formål og i princippet tillagt enerettigheder med henblik på at sikre en regelmæssig og ligelig forsyning med malme og nukleart brændsel såvel fra Fællesskabet som fra tredjelande til Fællesskabets brugere. I medfør af denne bestemmelse skal Agenturet nemlig gennemføre en forsyningsordning og har — for at kunne udføre sin opgave — optionsret til malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, produceret på medlemsstaternes områder, og ligeledes eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af disse produkter, uanset om de hidrører fra områder inden for eller uden for Fællesskabet (jf. Rettens dom af 15.9.1995, forenede sager T-458/93 og T-523/93, ENU mod Kommissionen, Sml. II, s. 2459, præmis 57).86Især fratager den forenklede fremgangsmåde efter reglementets artikel 5a ikke Agenturet dets enerettigheder (dommen i sagen ENU mod Kommissionen, præmis 73). Agenturet har således selv inden for rammerne af den forenklede fremgangsmåde ret til at modsætte sig en kontrakt, der vil kunne gribe negativt ind i virkeliggørelsen af traktatens mål.87I øvrigt bør princippet om sammenholdelse mellem tilbud og ordre som hovedregel overholdes, når Agenturet udøver sin eneret til at indgå leveringskontrakter. Denne principielle pligt fremgår bl.a. af traktatens artikel 60 og artikel 65, stk. 1, der angår mekanismen med sammenholdelse, af traktatens artikel 67, hvorefter priserne fremkommer ved at sammenholde tilbud og ordre, samt af traktatens artikel 65, stk. 2, der fastsætter, at såfremt Agenturet bestemmer den geografiske oprindelse af leverancer fra områder uden for Fællesskabet, skal det sikre brugerne mindst lige så fordelagtige vilkår som de i ordren angivne.88Imidlertid indeholder traktaten en præcis undtagelse fra kravet om overholdelsen af reglen om tilbud og ordre. I medfør af traktatens artikel 61, stk. 1, er Agenturet forpligtet til at imødekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor. Således som sagsøgte med rette har gjort gældende, skal Agenturet altså konkret afgøre, om ordrens gennemførelse hindres af juridiske eller af materielle forhold.89Sagsøgte påberåber sig tre hindringer af denne type, for det første hindringen fra kravene i forbindelse med politikken om spredning af forsyningskilderne udefra, for det andet hindringen om prisniveauet, der følger af handelsaftalen, og for det tredje hindringen fra pligten til at sikre lige adgang til ressourcerne.90Herved skal det indledningsvis påpeges, at når det drejer sig om afgørelser vedrørende den økonomiske politik og handelspolitikken såvel som atompolitikken, har Agenturet under udøvelsen af sine beføjelser vide skønsbeføjelser. Under disse betingelser er Rettens prøvelsesret under alle omstændigheder begrænset til at vedrøre et åbenbart fejlagtigt skøn eller magtfordrejning (dommen i sagen ENU mod Kommissionen, præmis 67).91Hvad angår den første hindring er det Kommissionens opfattelse, at de af SNG tilbudte priser er så lave, at brugerne i Fællesskabet fristes til at dække den størst mulige del af deres behov for nukleart materiale fra SNG. Kommissionen gør gældende, at såfremt ubegrænset indførsel fra SNG var tilladt, ville fællesskabsvirksomhederne blive afhængige af denne forsyningskilde. Ulempen ville være af dobbelt karakter. For det første kan kontinuerlig levering på lang sigt ikke sikres. For det andet risikerer man, at alternative kilder forsvinder. Kommissionen henviser til, at Rådet i sin resolution af 16. september 1986 fastslog, at der skulle føres en spredningspolitik. Således er risikoen for, at massiv indførsel af nukleart materiale fra SNG til mærkbart lavere priser end de vestlige priser bringer Fællesskabets forsyningssikkerhed i fare, en hindring i traktatens artikel 61, stk. 1's forstand.92Retten finder, at Agenturet er berettiget til at modsætte sig indførsel af nukleart materiale, hvis denne indførsel kan hindre gennemførelsen af traktatens formål, ikke mindst ved indvirken på forsyningskilderne. En sådan risiko kan antages at være et juridisk forhold til hinder for at imødekomme en ordre som omhandlet i traktatens artikel 61, stk. 1 (dommen i sagen ENU mod Kommissionen, præmis 64). Agenturet har med andre ord, for især at kunne sikre den geografiske spredning af forsyningskilderne uden for Fællesskabet, en skønsmæssig beføjelse til at modsætte sig visse tilfælde af uranimport, som ville være til hinder for dennespredning, idet Agenturet kan udnytte sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme og andre nukleare brændstoffer af hensyn til forsyningssikkerheden og efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne i overensstemmelse med den opgave, som er tillagt Agenturet i traktaten (ovennævnte dom i sagen ENU mod Kommissionen, præmis 68).93Da der konkret er potentiel fare for forsyningssikkerheden, er det ikke blevet bestridt, at omfanget af leveringer fra SNG til Fællesskabet mærkbart har været stigende siden 1990. Sagsøgte gør gældende, at der består et strukturelt underskud i verdensproduktionen i forhold til forbruget af uran, hvilket sagsøgeren har bestridt. Ifølge en tabel over fremstilling og forbrug af naturligt uran i Vesten i tidsrummet 1994-2004, som sagsøgeren har vedlagt sagens akter, vil den nominelle produktionskapacitet overstige efterspørgslen i år 2000. Det må imidlertid bemærkes, at efterspørgslen ifølge tabellen stedse overstiger produktionen mellem 1994 og 2000.94Det var under disse omstændigheder, på det tidspunkt, da Kommissionen udstedte beslutning 94/285, ikke udelukket, at garantien for en regelmæssig og retfærdig forsyning i overensstemmelse med traktatens artikel 2, litra d), kunne bringes i fare, såfremt indførslen af nukleart materiale fra SNG fortsat frit kunne finde sted i ubegrænsede mængder og i et vist tidsrum erstattede leveringerne fra en anden kilde, uden at fortsat levering på lang sigt kunne sikres.95Som anført af Kommissionen, må det således antages, at der faktisk forelå den første juridiske hindring, som Kommissionen har påberåbt sig.96Hvad angår den anden hindring har Kommissionen gjort gældende, at det ved traktaten indførte forsyningssystem tager sigte på, at indførslen af nukleart materiale til Fællesskabet sker til markedspriser. Et sådant princip er bl.a. blevet anerkendt ved handelsaftalens artikel 14 som anvendeligt i forbindelserne mellem Fællesskabet og URSS eller, senere, i forbindelserne mellem Fællesskabet og de stater, der indgår i SNG.97Som sagsøgte har anført, har Domstolen fastslået, at en af Fællesskabet indgået folkeretlig aftale kan stifte rettigheder og forpligtelser for virksomhederne.98Den har udtalt sig, som nedenfor angivet, med hensyn til konventionen om beskyttelse af nukleare materialer, anlæg og transporter (afgørelse 1/78 af 14.11.1978, Sml. s. 2151, præmis 36):

De funktioner, Fællesskabet skal udføre, vil hovedsagelig omhandle forsyningsordningen og forvaltningen af det nukleare fællesmarked ... De relevante bestemmelser i traktaten vil, sammen med konventionen — som, efter at Fællesskabet har tilsluttet sig den, udgør en integrerende del af fællesskabsretten — være et tilstrækkeligt retsgrundlag for de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger.

113Agenturet søger at garantere forsyningssikkerheden og kontinuerlig levering til brugerne i Fællesskabet. Det er navnlig i Fællesskabets atomindustris interesse, at en særlig leveringskilde ikke bliver for betydningsfuld i forhold til alternative kilder. Det er ligeledes i Fællesskabets interesse set under ét og i overensstemmelsemed formålet med udviklingen i samhandelen med de øvrige lande, at indførslen sker til priser i tilknytning til markedspriserne, således som det bl.a. fremgår af handelsaftalens artikel 14. Som Retten allerede har fastslået ovenfor, modsvarer beslutning 94/285 derfor forsyningspolitikkens krav. Den går således ikke imod Fællesskabets opgave.

117Virksomhedens frihed til efter eget valg at forsyne sig hos en leverandør, etableret i en anden medlemsstat, skal udøves inden for de grænser, der er fastlagt ved traktaten og anført ovenfor, og navnlig således, at forsyningssikkerheden ikke bringes i fare. I denne sag var der for sagsøgerens kontrakt visse retlige hindringer, som i medfør af traktatens artikel 61, stk. 1, begrænser den nævnte frihed. Således er sagsøgerens leverandør vel et selskab etableret i Fællesskabet, men denne leverandør spiller kun en mellemmands rolle, idet oprindelsen af det materiale, der skal leveres, er SNG.

125Hvad angår klagepunktet om retssikkerhedsprincippet må det fastslås, at grundlaget for Agenturets standpunkt, nemlig Rådets resolution, som i punkt 5, litra a), andet led, nævner målsætningen om geografisk spredning af Fællesskabets eksterne forsyningskilder, og handelsaftalen, hvis artikel 14 kræver, at priserne er knyttet til markedspriserne, begge er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Grundsætningen om lige adgang til forsyningskilderne er blevet knæsat ved selve traktatens artikel 52, stk. 1.126Hertil kommer, at det i Agenturets årsberetning for 1992 (jf. den almindelige gennemgang af forsyningssituationen i Fællesskabet) blev fastslået, at indførslen af naturligt uran fra SNG udgjorde ca. 25% af Fællesskabets nettoefterspørgsel, og at der allerede var indgået kontrakter om fremtidig levering af særdeles betydelige mængder fra denne kilde. Niveauet for levering af materiale fra SNG blev af Agenturet og Kommissionen vurderet som kritisk, for den fremtidige forsyningssikkerhed kunne være truet, såfremt den tendens, man havde observeret fra 1990, skulle vare ved. Beretningen forklarede, at en arbejdsgruppe sammensat af sagkyndige, oprettet inden for rammerne af Det Rådgivende Udvalg, havde konkluderet, at materialet og tjenesteydelserne fra SNG blev udbudt på fællesmarkedet til priser uden forbindelse med de produktionsomkostninger, der var konstateret i Vesten. Ifølge beretningen havde Kommissionen og Agenturet fundet det berettiget at foretage korrigerende foranstaltninger, hvorved de i første række henviste til eneretten til at indgå kontrakter. Det blev i beretningen desuden fastslået, at Agenturets politiske initiativ generelt set var blevet positivt modtaget.127Henset til eksistensen af let tilgængelige informationskilder, der formodes at være kendt af en erhvervsdrivende, som optræder rimelig forsigtigt i denne særegne og velafgrænsede sektor, vil en mangel på transparens ikke med føje kunne påberåbes.128Følgelig må klagepunktet om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet forkastes.129Det må fremhæves, at Agenturet selv fastsatte en med tal forsynet intern retningslinje vedrørende graden af tilladelig afhængighed, hvorefter den enkelte erhvervsdrivende i Fællesskabet kan få ret til at dække ca. maksimalt 25% af sit behov ved at skaffe sig materiale fra SNG.130Det er vel korrekt, at denne øvre grænse for den tilladelige afhængighed ikke er blevet offentliggjort som sådan, men denne omstændighed vil ikke kunne medføre en underkendelse af beslutning 94/285 som ulovlig. Denne grænse var blot et internt bedømmelseskriterium, som Agenturet tog hensyn til for at sikre lige adgang til forsyningskilderne for brugerne i Fællesskabet. Der var ikke tale om en stiv regel, da udviklingen i den pågældende markedssituation gjorde en smidig sagsbehandling påkrævet. Under sagens konkrete omstændigheder måtte sagsøgeren tillige kunne forstå, at en ny indførsel for dette værks vedkommende, da det allerede havde købt materiale fra SNG, kunne bedømmes som stridende mod Fællesskabets interesser.131Hvad angår ligebehandlingsprincippet synes sagsøgeren i sine skriftlige indlæg at mene, at der foreligger en tilsidesættelse heraf, såfremt der ved bedømmelsen af situationen ikke tages hensyn til den grad af skiftende afhængighed af nukleart materiale fra SNG, som virksomhederne i de forskellige medlemsstater var undergivet. Sagsøgeren gjorde dog i retsmødet gældende, at den retsstridige forskelsbehandling består i, at Kommissionen tilsidesatte sin pligt til at påse, at samtlige erhvervsdrivende fremlægger deres kontrakter om levering af nukleart materiale for Agenturet til indgåelse. Vedrørende sidstnævnte punkt svarede Kommissionen i retsmødet, at den ikke var bekendt med noget tilfælde, i hvilket en kontrakt ikke var blevet forelagt Agenturet.132Det bemærkes herudover, at Agenturet anvender en grænse for tilladelig afhængighed for at sikre lige adgang til forsyningskilderne for de i Fællesskabet etablerede virksomheder. En sådan politik er berettiget ifølge traktatens artikel 52, stk. 1. Det kan ikke kræves af Agenturet og af Kommissionen, at de tager hensyn til særlige situationer i forskellige medlemsstater. I øvrigt har sagsøgeren ikke godtgjort eksistensen af tilfælde, i hvilke Agenturet og Kommissionen ikke har modsat sig en tilsidesættelse af reglementets artikel 5a.133Under disse omstændigheder kan klagepunktet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ikke lægges til grund.134Hvad endelig angår proportionalitetsprincippet ...135Det må imidlertid bemærkes, at anvendelsen af (traktatens artikel 65, stk. 2, og artikel 70 og 72) ikke havde kunnet løse problemet, da Agenturet i betragtning af målsætningen for dets forsyningspolitik måtte modsætte sig indførsel fra SNG til priser, uden tilknytning til markedet. Desuden blev kontrakten godkendt på det vilkår, at materialet ikke hidrørte fra SNG. Et sådant vilkår kan ikke anses for urimeligt af de grunde, der er fremsat ovenfor, navnlig i præmis 92, 93 og 94.136Klagepunktet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet må derfor også forkastes.

140Det fremgår af den ovenfor foretagne gennemgang (jf. navnlig præmis 85-109), at Agenturet i denne sag har fulgt den af Kommissionen og Rådet fastlagte kurs og handlet inden for grænserne af de vide skønsbeføjelser, det har vedrørende den økonomiske politik og handelspolitikken såvel som atompolitikken (ovennævnte dom i sagen ENU mod Kommissionen, præmis 67). Det må under alle omstændigheder bemærkes — for så vidt sagsøgeren bestrider Agenturets beføjelser — at beslutning 94/285 hidrører fra Kommissionen. Kommissionen tiltrådte Agenturets skøn inden for rammerne af sin kontrol af den retsakt fra Agenturet, som sagsøgeren havde forelagt det på grundlag af traktatens artikel 53, stk. 2. Den har således godkendt indholdet og iværksættelsen af Agenturets forsyningspolitik i overensstemmelse med den ved traktaten indførte procedure.

144Retten har allerede (jf. præmis 46 ovenfor) henvist til, at en retsakts begrundelse klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den fællesskabsmyndighed, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, dels således, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels således, at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret, og at rækkevidden af begrundelsespligten afhænger af sammenhængen.145I beslutningen lod Kommissionen forstå, at Agenturet ikke har pligt til at imødekomme ordrer, hvis juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor (14. betragtning til beslutning 94/285). Dernæst omtalte den forsyningspolitikken samt den generelle målsætning og grundlaget for en spredning af forsyningskilderne, jf. herved Rådets resolution (15. og 16. betragtning). Herefter nævnte den dels traktatens artikel 64 — hvorefter Agenturet i givet fald handler inden for rammerne af aftaler indgået mellem Fællesskabet og et tredjeland — dels handelsaftalen, navnlig artikel 14 (21. betragtning). Endelig forklarede Kommissionen, at en stigning i andelen af leveringer fra SNG i forhold til samtlige leveringer, hvilken for tiden er fastsat fra 20 til 25%, næppe er forenelig med Fællesskabets forsyningsinteresser på længere sigt (33. betragtning).146Det må — henset til sammenhængen og til den omstændighed, at der før beslutningen blev vedtaget dels forelå den pågældende skrivelse af 20. december 1993, jf. præmis 6 ovenfor, dels den beslutning, som er genstand for det første sagsanlæg — antages, at begrundelsen for beslutning 94/285 klart og utvetydigt fremlægger de væsentligste grunde til, at man meddelte afslag på at indgå den af sagsøgeren forelagte kontrakt.

149Som det allerede er fastslået ovenfor (jf. præmis 53) har begrebet magtfordrejning i fællesskabsretten et klart afgrænset indhold, og ved magtfordrejning forstås, at den administrative myndighed har anvendt sine beføjelser til at fremme et andet formål end det, der ligger til grund for beføjelserne. Det fremgår herved af fast retspraksis, at en beslutning kun kan anses for at udgøre magtfordrejning, når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier antages, at den er blevet truffet for at forfølge andre formål end dem, der er angivet.150Sagsøgeren har ikke godtgjort, at Agenturet og Kommissionen har forfulgt et andet formål end det at gennemføre Euratoms forsyningspolitik.