9.Når det indledende processkrift i sagen ikke er blevet forskriftsmæssigt forkyndt for sagsøgte, må det være klart, at forkyndelsen af selve dommen ikke kan ændre retsstillingen. Som såvel Bundesgerichtshof som Det Forenede Kongerige med rette har anført, kan dommen ikke antages at være det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt i artikel 27, stk. 2's forstand. Dette fremgår klart af præmis 9 i Domstolens dom i Klomps-sagen (sag 166/80, Sml. 1981, s. 1593), hvori det hedder:... artikel 27, nr. 2, [har] til formål at sikre, at en retsafgørelse ikke anerkendes eller fuldbyrdes på grundlag af konventionen, hvis sagsøgte ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen for retten i domsstaten. Heraf følger, at et dokument som betalingspålægget (Zahlungsbefehl) i tysk ret, hvis forkyndelse til sagsøgte giver sagsøgeren mulighed for, dersom indsigelse ikke rejses, at opnå en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes på grundlag af konventionen, skal forkyndes forskriftsmæssigt og i så god tid, at sagsøgte kan varetage sine interesser under sagen, og at et sådant dokument må antages at være omfattet af begrebet det indledende processkrift i sagen i artikel 27, nr. 2. Derimod omfatter begrebet ikke en retsafgørelse som et efter tysk ret afsagt fuldbyrdelsesdekret (Vollstreckungsbefehl), der afsiges efter forkyndelsen af et betalingspålæg, og som i sig selv kan fuldbyrdes på grundlag af konventionen. Dette gælder, selv om begæring af genoptagelse over for en sådan retsafgørelse — på samme måde som en indsigelse, der rejses mod betalingspålægget — ændrer sagen til en almindelig domssag.
10.En variant af den argumentation, Brandeis har fremført i den foreliggende sag, blev påberåbt i Lancray-sagen (sag C-305/88, Sml. 1990 I, s. 2725), hvor sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgtes rettigheder var blevet beskyttet i tilstrækkeligt omfang, idet sagsøgte havde modtaget det indledende processkrift i sagen i tilstrækkelig god tid til at kunne varetage sine interesser, og at det under disse omstændigheder ikke var nødvendigt yderligere at stille krav om forskriftsmæssig forkyndelse. Domstolen afviste imidlertid argumentationen ved at udtale, at begge betingelser i artikel 27, nr. 2, skal være opfyldt, for at en udeblivelsesdom kan anerkendes. I præmis 20 udtalte Domstolen, at den modsatte fortolkning ville føre til,at kravet om forskriftsmæssig forkyndelse fuldstændigt mister sit indhold. Hvis det eneste, der var afgørende, var, at de sagsøgte fik kendskab til stævningen i rette tid, ville sagsøgerne være fristet til ikke at benytte de fremgangsmåder, som skal følges, for at forkyndelsen er forskriftsmæssig, og som der i øvrigt stilles væsentligt færre larav til i henhold til de internationale konventioner. Dette ville give anledning til betydelig usikkerhed med hensyn til, om processkrifterne overhovedet er blevet forkyndt, og dermed umuliggøre en ensartet anvendelse af konventionens bestemmelser. Endelig ville sagsøgte ikke med sikkerhed kunne vide, om en sag, der kunne føre til domfældelse, var anlagt forskriftsmæssigt, og om det var nødvendigt, at han forberedte varetagelsen af sine interesser under sagen, og dette ville ligeledes være i strid med konventionens formål.