|
22.7.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 235/1 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1079
af 20. juli 2020
om kontrol og rettelse af data, der er omhandlet i forordning (EU) 2018/956 om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/956 af 28. juni 2018 om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug (1), særlig artikel 8, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2018/956 skal Kommissionen kontrollere kvaliteten af de data, der indberettes af medlemsstaterne og fabrikanterne af tunge køretøjer i henhold til artikel 4 og 5 i nævnte forordning. Den forpligter også Kommissionen til at rette op på uoverensstemmelser, der konstateres under en sådan kontrol. |
|
(2) |
Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge de foranstaltninger, der skal anvendes med henblik på kontrol og rettelse af de data, som fabrikanterne af tunge køretøjer har indberettet. Der bør navnlig fastlægges en procedure for kontrol af, at de data, der indberettes af fabrikanter af tunge køretøjer i overensstemmelse med del B, punkt 2, i bilag I til forordning (EU) 2018/956, svarer til den relevante datakilde, dvs. den typegodkendelsesattest for motoren, der er udstedt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 595/2009 (2), og fabrikantens registreringer. |
|
(3) |
Det antal tunge køretøjer, for hvilke kvaliteten af data skal kontrolleres, skal være tilstrækkelig stort, for at Kommissionen skal kunne opdage eventuelle uoverensstemmelser i de indberettede data og fastslå, hvorvidt sådanne uoverensstemmelser er af systemisk art. |
|
(4) |
For at sikre indberetningsprocessens integritet bør kontrollen bestå af at sammenholde de data, der er indberettet af fabrikanten, med typegodkendelsesattesten for motoren og fabrikantens registreringer. |
|
(5) |
Fabrikanterne bør få mulighed for at rette dataene, hvis Kommissionen konstaterer uoverensstemmelser. Hvis sådanne uoverensstemmelser er af systematisk art, bør fabrikanterne fremlægge rettede data for alle de køretøjer, der er registreret i den pågældende indberetningsperiode. |
|
(6) |
For at sikre dataenes korrekthed, når fabrikanterne ikke har meddelt Kommissionen rettede data, bør det være muligt for Kommissionen selv at rette dataene. Med henblik på at sikre at fabrikanterne meddeler Kommissionen korrekte data, når de konstaterede uoverensstemmelser er af systemisk art, bør Kommissionen rette disse data ved brug af en korrektionsfaktor på CO2-emissioner fra alle tunge køretøjer, der er registreret i den pågældende indberetningsperiode. |
|
(7) |
Af hensyn til gennemsigtigheden bør det klart fremgå af dataene i det centrale register for data om tunge køretøjer, hvorvidt de er blevet rettet af Kommissionen. |
|
(8) |
Foranstaltningerne i nærværende forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Tunge køretøjer, for hvilke datakvaliteten skal kontrolleres
1. Efter at fabrikanten har indberettet dataene i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) 2018/956, kontrollerer Kommissionen kvaliteten af fabrikantens data for et antal tunge køretøjer, der er registreret i den pågældende indberetningsperiode. Med henblik på indberetningsperioden for året 2019 kontrollerer Kommissionen kun kvaliteten af data om tunge køretøjer, der er registreret fra den 1. januar 2020.
2. Kommissionen udvælger tilfældigt de i stk. 1 nævnte tunge køretøjer. Antallet af udvalgte tunge køretøjer skal udgøre mellem 2 % og 10 % af antallet af hver fabrikants tunge køretøjer, der er blevet registreret i den pågældende indberetningsperiode.
Artikel 2
Meddelelse fra Kommissionen og oplysninger fra fabrikanterne og medlemsstaterne
1. Kommissionen meddeler de berørte fabrikanter identifikationsnummeret for de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2.
2. Senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse forelægger fabrikanterne Kommissionen for hvert udvalgt tungt køretøj:
|
a) |
fabrikantens originale registrering udfærdiget i overensstemmelse med del I i bilag IV til Kommissionens forordning (EU) 2017/2400 (3); |
|
b) |
en kopi af den typegodkendelsesattest for motoren, der er udstedt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 595/2009. |
3. På anmodning af Kommissionen fremlægger fabrikanterne og de medlemsstater, hvor de tunge køretøjer, der er nævnt i stk. 1, blev registreret første gang, supplerende oplysninger med henblik på at løse eventuelle tilbageslag.
Artikel 3
Kontrol af korrektheden af kryptografiske hashværdier og data indberettet af fabrikanterne
1. Ved de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, sammenholder Kommissionen de kryptografiske hashværdier i fabrikantens originale registreringer, der er fremlagt i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a), med aftrykket af de tilsvarende kryptografiske hashværdier, der er fremlagt af den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med forpligtelsen i henhold til del A, litra k), i bilag I til forordning (EU) 2018/956.
Ved uoverensstemmelse mellem de kryptografiske hashværdier og hvis Kommissionen har anmodet herom, skal fabrikanterne kontrollere korrektheden af de data, der er meddelt Kommissionen, og underrette Kommissionen om resultatet af denne kontrol inden for en måned.
2. Ved de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, sammenholder Kommissionen de data, der er indberettet i overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EU) 2018/956, med de tilsvarende data i fabrikantens originale registrering udfærdiget i overensstemmelse med del I i bilag IV til forordning (EU) 2017/2400.
3. Ved de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, kan Kommissionen sammenligne de data om motoren, der er indberettet i overensstemmelse med del B, punkt 2, nr. 75-78, i bilag I til forordning (EU) 2018/956, med de tilsvarende værdier i den typegodkendelsesattest for motoren, der er udstedt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 595/2009.
Artikel 4
Meddelelse af resultater
1. Kommissionen bekræfter korrektheden af de data, der er kontrolleret i medfør af artikel 3, eller giver fabrikanterne meddelelse om eventuelle uoverensstemmelser, der er konstateret mellem de data, der er indberettet i henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2018/956, og de tilsvarende data i fabrikantens registreringer og den typegodkendelsesattest for motoren, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2.
2. Senest en måned efter modtagelsen af meddelelsen i stk. 1 forelægger fabrikanterne Kommissionen de rettede data om de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, samt en forklaring på de uoverensstemmelser, der er nævnt i meddelelsen.
3. Hvis Kommissionen finder, at uoverensstemmelserne er af systematisk art, skal fabrikanterne senest en måned efter modtagelsen af den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, forelægge Kommissionen de rettede data for alle de tunge køretøjer, der er indberettet i den pågældende indberetningsperiode, samt en forklaring på uoverensstemmelserne.
4. Fabrikanterne fremsender de rettede data, der er nævnt i stk. 2 og 3, via elektronisk dataoverførsel til BDR-databasen, der føres af Det Europæiske Miljøagentur.
Artikel 5
Rettelse af data
1. Hvis Kommissionen godtager forklaringen og de data, der er forelagt af fabrikanterne i henhold til artikel 4, er tilfredsstillende, indføjer den de rettede data i det endelige datasæt, der skal offentliggøres i det centrale register for data om tunge køretøjer, og det markeres, at der er tale om rettede data.
2. Hvis Kommissionen godtager forklaringen og de rettede data, som fabrikanterne har fremlagt, ikke er tilfredsstillende, eller hvis fabrikanterne ikke fremlægger de rettede data inden for fristen i artikel 4, stk. 2 og 3, træffer Kommissionen følgende foranstaltninger:
|
a) |
den retter CO2-emissionerne udtrykt i g/tkm for de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, for hvilke uoverensstemmelserne er konstateret, på grundlag af de oplysninger, der er fremlagt af fabrikanten i henhold til artikel 2, stk. 2 og 3 |
|
b) |
den retter, hvis der er tale om uoverensstemmelser af systemisk art, CO2-emissionerne for alle tunge køretøjer, der er registreret i den pågældende indberetningsperiode, ved at anvende en korrektionsfaktor. |
3. Korrektionsfaktoren i stk. 2, litra b), fastsættes på grundlag af de uoverensstemmelser, der konstateres i CO2-emissionerne udtrykt i g/tkm for de tunge køretøjer, der er udvalgt i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2.
4. Kommissionen indføjer de rettede data i det endelige datasæt, som skal offentliggøres i det centrale register for data om tunge køretøjer, og det markeres, at der er tale om rettede data.
Artikel 6
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2020.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 173 af 9.7.2018, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 595/2009 af 18. juni 2009 om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer med hensyn til emissioner fra tunge erhvervskøretøjer (Euro VI) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer og om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af direktiv 80/1269/EØF, 2005/55/EF og 2005/78/EF (EUT L 188 af 18.7.2009, s. 1).
(3) Kommissionens forordning (EU) 2017/2400 af 12. december 2017 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 595/2009 for så vidt angår bestemmelse af CO2-emissioner og brændstofforbrug for tunge køretøjer og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF og Kommissionens forordning (EU) nr. 582/2011 (EUT L 349 af 29.12.2017, s. 1).