16.10.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/18


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/1494

af 12. oktober 2020

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det administrationsudvalg, der er nedsat i henhold til toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention), for så vidt angår visse ændringer af denne konvention

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention) af 14. november 1975 (»TIR-konventionen«) blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2112/78 (1) og trådte i kraft i Fællesskabet den 20. juni 1983 (2).

(2)

Ved Rådets afgørelse 2009/477/EF (3) blev en konsolideret udgave af TIR-konventionen offentliggjort. I overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 1, stk. 2, skal Kommissionen offentliggøre fremtidige ændringer til TIR-konventionen i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af datoen for deres ikrafttræden.

(3)

Administrationsudvalget, der er nedsat i henhold til TIR-konventionen (»administrationsudvalget«), kan ændre TIR-konventionen i overensstemmelse med TIR-konventionens artikel 59 og 60.

(4)

På sit 73. møde den 15. oktober 2020 eller på et efterfølgende møde skal administrationsudvalget vedtage visse ændringer til TIR-konventionen.

(5)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i administrationsudvalget for så vidt angår ændringerne til TIR-konventionen, bør fastlægges, da disse ændringer får bindende virkning for Unionen.

(6)

For at fremskynde moderniseringen af TIR-ordningen bør de kompetente myndigheder pålægges pligt til elektronisk at videregive oplysninger til TIR-kontrolkommission, der er nedsat af administrationsudvalget, vedrørende autorisationer eller tilbagekaldelser af autorisationer til indehavere af TIR-carneter, og der bør oprettes en pålidelig international onlinedatabase over toldsteder, som accepterer TIR-forsendelser, ved at ændre artikel 38 i TIR-konventionen og bilag 9 til TIR-konventionen samt ved at indføre en ny forklarende bemærkning til artikel 45 i TIR-konventionen.

(7)

For at gøre TIR-konventionen mere attraktiv for såvel økonomiske aktører som for toldmyndighederne bør der indføres en mulighed for de kontraherende parter til at indrømme behørigt autoriserede personer større lettelser med hensyn til anvendelsen af TIR-konventionen ved at indføre en ny forklarende bemærkning til artikel 49 i TIR-konventionen.

(8)

For at afklare TIR-konventionen bør anvendelsen af en berettiget rute i en toldunion præciseres ved at ændre artikel 20 i TIR-konventionen, og det anbefalede maksimale beløb, som kan kræves af de garanterende organisationer for TIR-carneter for tobak og spiritus, bør hæves ved at ændre den forklarende bemærkning til artikel 8 i TIR-konventionen.

(9)

Unionens holdning i administrationsudvalget bør derfor baseres på udkastet til ændring af TIR-konventionen.

(10)

Unionens holdning bør udtrykkes af Kommissionen.

(11)

Når der skal stemmes formelt i administrationsudvalget, bør Unionens holdning udtrykkes af EU-medlemsstaterne, som handler i fællesskab og i Unionens interesse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 73. eller et efterfølgende møde i administrationsudvalget, der er nedsat i henhold til toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention) af 14. november 1975 (»TIR-konventionen«), baseres på udkastet til ændringer til TIR-konventionen (4).

Artikel 2

1.   Den holdning, der er omhandlet i artikel 1, udtrykkes af Kommissionen.

2.   Unionens holdning udtrykkes af EU-medlemsstaterne, som handler i fællesskab og i Unionens interesse, når der skal stemmes formelt i administrationsudvalget.

Artikel 3

Unionens repræsentanter kan vedtage mindre tekniske ændringer af den holdning, der er omhandlet i artikel 1, uden at Rådet træffer yderligere afgørelse.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 12. oktober 2020.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2112/78 af 25. juli 1978 om tiltrædelse af toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention) af 14. november 1975, Genève (EFT L 252 af 14.9.1978, s. 1).

(2)   EFT L 31 af 2.2.1983, s. 13.

(3)  Rådets afgørelse 2009/477/EF af 28. maj 2009 om offentliggørelse i konsolideret form af teksten til toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen) af 14. november 1975 som ændret siden da (EUT L 165 af 26.6.2009, s. 1).

(4)  Jf. dokument ST 10759/2020 på http://register.consilium.europa.eu.