Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RAADETS FORORDNING om aendring af forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Forslagets formaal

1. Kommissionen foreslaar en tilpasning af Faellesskabets lovgivning for at sikre, at EF's luftfartsselskaber samtidigt overholder den nye konvention om indfoerelse af visse ensartede regler for international luftbefordring - "Montreal-konventionen" - som blev underskrevet den 28. maj 1999, fuldt ud. [1]

[1] Kommissionen fremsaetter samtidig et forslag til Raadets afgoerelse om Faellesskabets godkendelse af konventionen.

2. Montreal-konventionen indfoerer moderniserede, ensartede retsregler for luftfartsselskabers erstatningsansvar ved skader, der under international lufttransport opstaar paa passagerer, bagage og ladning. Den er en betydelig forbedring i forhold til den nuvaerende internationale ordning - der bygger paa Warszawa-konventionen af 1929 - og skal med tiden fuldstaendig afloese den.

3. Raadets forordning (EF) nr. 2027/97 indfoerte en moderne ordning for Det Europaeiske Faellesskabs luftfartsselskabers erstatningsansvar ved passagerernes doed eller tilskadekomst. En aendring af denne forordning skal sikre fuld overensstemmelse mellem de nye internationale regler og Faellesskabets ordning. Det skal ogsaa sikre, at Montreal-reglerne anvendes ensartet paa al transport, som udfoeres af EF's luftfartsselskaber. Uden en saadan tilpasning risikerer Faellesskabets luftfart at blive underkastet et sammensurium af forskellige regler, da Montreal-konventionen omfatter international lufttransport, mens forordning 2027/97 omfatter al passagertransport, der udfoeres af europaeiske luftfartsselskaber, herunder ogsaa indenrigsflyvning i medlemsstaterne. De foreslaaede aendringer af forordningen skal sikre, at erstatningsgraenser og ansvarsfrihed harmoniseres efter Montreal-konventionens regler for al transport, der udfoeres af europaeiske luftfartsselskaber, uanset paa hvilken rute ulykken er sket. Det vil sikre en staerk ensartethed i Faellesskabet.

4. Forslagets eneste vaesentlige tilfoejelse i forhold til Faellesskabets nuvaerende ordning drejer sig om bagage og forsinkelse. Efter den foreslaaede ordning skal Montreal-konventions bestemmelser om tab, beskadigelse eller oedelaeggelse af bagage og om tab, som skyldes forsinkelse, indgaa i Faellesskabets ordning. Det vil sikre, at Faellesskabets lovgivning behandler alle vaesentlige erstatningsspoergsmaal, som passagererne finder relevante og vigtige.

5. For bagage saettes der en almindelig graense for Faellesskabets luftfartsselskabers erstatningsansvar paa 1000 saerlige traekningsrettigheder [2] eller ca. 1440 EUR. Ligesom i Montreal-konventionen gaelder denne graense ikke, hvis passagererne paa indcheckningstidspunktet har afgivet en erklaering om saerlig interesse i levering paa bestemmelsesstedet, selv om de kan blive bedt om at betale et ekstra beloeb til luftfartsselskabet for at daekke den oegede risiko.

[2] Den saerlige traekningsrettighed eller SDR er en international valutaenhed, som fastsaettes af Den Internationale Valutafond. 1 SDR er pr. 26. april 2000 = 1, 44EUR.

6. Tab og beskadigelse af bagage forekommer oftere end nogen anden form for uheld eller ulykke. Det vil derfor vaere hensigtsmaessigt at sikre, at europaeiske rejsende og luftfartsselskaber kan gaa ud fra en ensartet erstatningsordning, som bygger paa Montreal-konventionens principper. Da Montreal-konventionens erstatningsgraense paa 1000 SDR imidlertid er temmelig lav, paalaegger forslaget EF's luftfartsselskaber at sikre, at deres ordninger for accept af bagage, hvis vaerdi ligger over graensen, er rimelige og gennemsigtige.

7. Hvad tab paa grund af forsinkelse angaar, udvider forslaget Montreal-konventionens erstatningsgraense paa 4 150 SDR (eller ca. 6000 EUR) pr. passager til at omfatte al transport, som udfoeres af Faellesskabets luftfartsselskaber. Ligesom i Montreal-konventionen er EF's luftfartsselskaber ikke erstatningspligtige, hvis de kan bevise, at de har gjort alt, hvad de kunne, for at undgaa skaden, eller at det var umuligt for dem at goere noget.

2. Baggrund

8. De foerste internationale regler for luftfartsselskabers erstatningsansvar, ved passagerernes doed eller tilskadekomst, og ved tab eller beskadigelse af bagage og ladning blev vedtaget med Warszawa-konventionen af 1929. Da Warszawa-konventionen blev udarbejdet paa et tidspunkt, hvor luftfarten stadig var et nyt erhverv med et tvivlsomt sikkerhedsry og havde behov for beskyttelse mod overdrevne erstatningskrav, opstillede den en raekke graenser for luftfartsselskabernes erstatningsansvar. Efter nutidig maalestok er disse graenser meget lave, og selv de graenser, der senere er blevet fastsat i de forskellige aendringsaftaler, som udgoer den saakaldte Warszawa-ordning, giver langt fra ulykkesofrene og deres forsoergelsesafhaengige paaroerende tilstraekkelig erstatning.

9. Som reaktion paa Warszawa-ordningens stadig mere foraeldede erstatningsgraenser ved passagerernes doed eller tilskadekomst, begyndte en raekke lande, hvor iblandt var nogle EF-medlemsstater, i 1980'erne at forlange, at deres egne luftfartsselskaber og i nogle tilfaelde alle luftfartsselskaber, der betjente deres nationale marked, skulle overholde langt hoejere graenser. I 1990'erne begyndte luftfarten selv at erkende Warszawa-ordningens utilstraekkelighed, naar det gjaldt deres erstatningsansvar over for passagererne, og den internationale luftfartssammenslutning (IATA) opstillede derfor en frivillig ordning, hvorefter de enkelte luftfartsselskaber kunne benytte en ubegraenset erstatningsordning.

10. Paa denne baggrund og for at sikre, at Det Europaeiske Faellesskabs luftfartsselskaber (heriblandt charterselskaberne, der ikke omfattes af IATA-ordningen) fik en ensartet ordning, vedtog Faellesskabet forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker. Da forordningen traadte i kraft den 9. oktober 1998, maatte Faellesskabets luftfartsselskaber opgive Warszawa-ordningens lave erstatningsgraenser, naar passagererne bliver draebt eller kommer til skade ved ulykker. I stedet har forordningen indfoert en ordning med ubegraenset erstatningsansvar i saadanne tilfaelde, og desuden paalagde Faellesskabet luftfartsselskaberne at udbetale forskud til ulykkesofrene og deres paaroerende for at daekke deres oejeblikkelige oekonomiske behov. Endvidere hindrer forordningen Faellesskabets luftfartsselskaber i at afvise erstatningskrav paa indtil 100 000 saerlige traekningsrettigheder med den begrundelse, at de har taget alle noedvendige forholdsregler for at undgaa ulykken. Meningen hermed at fremme afgoerelsen af mindre erstatningskrav, hvor de retslige omkostninger ellers kunne komme til at udgoere en stor del af den udbetalte erstatning. Luftfartsselskaber, som ikke er hjemmehoerende i Faellesskabet, er ikke forpligtet til at foelge denne ordning. Hvis de vaelger at goere det, er de imidlertid forpligtet til at oplyse deres europaeiske kunder om det, naar billetten bliver koebt. Det skal sikre, at forbrugerne bliver ordentligt underrettet om deres rettigheder.

11. Da Warszawa-ordningen hurtigt blev overhalet af forskellige andre initiativer, blev det besluttet at udarbejde en ny, samlet ordning til afloesning af 1929-aftalen og dens forskellige aendringer. Dette arbejde kulminerede den 28. maj 1999 paa en international diplomatisk konference i Montreal, hvor der blev opnaaet enighed om en ny konvention om indfoerelse af visse ensartede regler for international luftbefordring.

12. Den nye aftale indfoerer nye rammebestemmelser for luftfartsselskabernes erstatningsansvar ved skader, der opstaar under international lufttransport. Den vil blive kendt som Montreal-konventionen og skal med tiden helt afloese den 70 aar gamle Warszawa-ordning. Den indfoerer navnlig ubegraenset erstatningsansvar ved passagerernes doed eller tilskadekomst og hoejere erstatningsgraenser for bagage og ladning. Hvad det ubegraensede erstatningsansvar angaar, kan den sammenlignes med den ordning, som allerede gaelder i Faellesskabet i kraft af forordning 2027/97. Ogsaa dens indfoerelse af en erstatningsgraense paa 100 000 SDR for krav, som luftfartsselskaberne ikke kan begraense eller afvise, kan sammenlignes med Faellesskabets ordning. Desuden tillader Montreal-konventionen udtrykkelig de enkelte konventionsparter at paalaegge deres luftfartsselskaber at betale erstatningsforskud til ofrene eller deres forsoergelsesafhaengige paaroerende til daekning af oejeblikkelige oekonomiske behov i tidsrummet umiddelbart efter ulykken. Det giver Faellesskabet mulighed for fortsat at stille saadanne krav til sine egne luftfartsselskaber.

3. AEndring af Raadets forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker

13. Med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 2027/97 blev der indfoert en norm for beskyttelse af EF's luftfartspassagerer, som laa langt over den, Warszawa-ordningen kunne tilbyde. Da forordningen blev vedtaget, var der ikke umiddelbart udsigt til forbedring af Warszawa-ordningen, og det blev derfor anset for noedvendigt hurtigst muligt at sikre, at europaeiske passagerer ville faa en rimelig erstatning ved ulykkestilfaelde. Da forordningen er bindende for alle Det Europaeiske Faellesskabs luftfartsselskaber, uanset hvilke ruter de flyver paa, gaelder dens bestemmelser for passagerbefordring paa indenrigsruter, europaeiske ruter og internationale ruter. Det er et vigtigt led i forordningen, da der paa det indre luftfartsmarked ikke boer skelnes mellem internationale ruter i EU og indenrigsruter i de enkelte medlemsstater. Forordningen sikrer saaledes ensartethed paa alle ruter i Faellesskabet. Forordningen indfoerte ogsaa tanken om udbetaling af forskud fra luftfartsselskaberne for at daekke ofrenes og deres forsoergelsesafhaengige paaroerendes oejeblikkelige behov.

14. Den grundlaeggende erstatningsordning ved passagerernes doed eller tilskadekomst i baade Montreal-konventionen og forordning (EF) nr. 2027/97 er den samme. Begge indeholder en almindelig bestemmelse om ubegraenset erstatningsansvar. Dvs., at luftfartsselskabet skal betale et hvilket som helst beloeb, der tilkendes en erstatningsberettiget person. For krav paa indtil 100 000 SDR kan luftfartsselskabet ikke afvise eller begraense sit erstatningsansvar ved at bevise, at den paagaeldende passager selv har forvoldt eller bidraget til den paagaeldende skade. Det vil derfor ikke paavirke de europaeiske normer i uheldig retning at indfoere Montreal-konventionens bestemmelser i Faellesskabet. Naar det gaelder de naermere enkeltheder, skal Faellesskabets regler imidlertid omarbejdes for at indfoere foelgende aendringer:

i) En henvisning til Montreal-konventionen foruden den nuvaerende henvisning til Warszawa-konventionen, saa den nye konvention bliver referencepunkt, og forordningen foelger med udviklingen.

ii) Overensstemmelse mellem bestemmelserne for erstatningsansvar, fritagelse og erstatning i tilfaelde af doed eller tilskadekomst og de tilsvarende bestemmelser med teksten i Montreal-konventionen, saa den ordning, der gaelder for Faellesskabets luftfartsselskaber, er den samme, uanset om flyveruten er international, en rute i Faellesskabet eller en indenrigsrute. Den noejagtige overensstemmelse sikres ved hjaelp af krydshenvisning til den paagaeldende artikel i Montreal-konventionen.

iii) Ajourfoering af bestemmelsen om forudbetaling, saa dens ordlyd bringes i overensstemmelse med Montreal-konventionens, og ajourfoering af det erstatningsbeloeb, der skal udbetales ved passagerens doed, saa der tages hensyn til den inflation, der har fundet sted, siden forordning (EF) nr. 2027/97 blev vedtaget.

iv) Forbedring og forenkling af bestemmelserne om oplysninger til passagererne, saa der laegges vaegt paa forhold, som har virkelig betydning for dem. Alle passagerer, der koeber billetter i EF, boer have tilstraekkelig oplysning om erstatningsgraenserne, hvor de findes. Formaalet med disse oplysninger er trods alt at varsko passagererne og give dem mulighed for at indgaa andre forsikringsordninger, hvis det er noedvendigt. Den mangfoldighed af oplysninger, der nu er knyttet til flyvebilletterne, tjener snarere til forvirring end til oplysning, og den foreslaaede forordning skal bidrage til en almindelig forenkling. Efter forslaget skal passagererne kun have de vigtigste oplysninger, men oplysningerne skal vaere helt noejagtige, og de skal vaere relevante for den paagaeldende flyvning. Passageren maa ikke lades i tvivl om, hvilke erstatningsgraenser der gaelder.

15. Erstatningsansvaret for bagage og for tab, der skyldes forsinkelse, er omfattet af Montreal-konventionen, men ikke af forordning 2027/97. At indfoere en ensartet ordning for alle former for erstatningsansvar over for passagererne og deres ejendele paa alle flyvninger, som udfoeres af europaeiske luftfartsselskaber paa baade indenrigs- og udenrigsruter, kraever, at disse forhold bringes ind under forordningens anvendelsesomraade. Det vil goere passagerne mere sikre paa deres rettigheder og sikre, at Faellesskabets ordning uden vanskeligheder kan indpasses i den nye globale ordning, som Montreal-konventionen opstiller.

16. En saadan udvidelse er efter Kommissionens opfattelse i fuld overensstemmelse med naerhedsprincippet:

- I Faellesskabet findes der et indre luftfartsmarked, hvor luftfartsselskaberne udfoerer deres opgaver paa grundlag af harmoniserede regler. Reglerne for luftfartsselskabernes erstatningsansvar over for deres passagerer er et vigtigt led i kontrakten mellem forbrugerne og luftfartsselskaberne og blev harmoniseret ved Raadets forordning (EF) nr. 2027/97. Denne forordning indfoerte en ensartet ordning for alle europaeiske luftfartsselskaber og for alle flyvninger i EF og paa internationale ruter. Det foreliggende forslag indfoerer fuld overensstemmelse mellem Faellesskabets nuvaerende ordning og den globale ordning, der opstilles i Montreal-konventionen af 1999, og sikrer samtidig Faellesskabets tiltraedelse af denne aftale.

- Da der i Faellesskabet ikke skelnes mellem indenrigs- og udenrigsflyvning, og da luftfartsselskaberne uhindret kan flyve over hele Faellesskabet, kan spoergsmaalet behandles mest effektivt paa faellesskabsplan.

- Faellesskabets foranstaltning paa dette omraade vil sikre ensartede regler for erstatningsansvaret over for passagererne og deres bagage paa alle flyvninger, som udfoeres af europaeiske luftfartsselskaber paa internationale ruter, ruter i Faellesskabet og indenrigsruter, baade naar det gaelder ruteflyvning og charterflyvning.

17. Hvad den aendrede forordnings ikrafttraedelse angaar, foretraekke Kommissionen ubetinget det tidligste tidspunkt, som Faellesskabets lovgivningsproces og lufartserhvervets tilpasningsbehov giver mulighed for. Kommissionen maa dog erkende, at ikrafttraedelse foer Montreal-konventionen kan skabe forvirring omkring Faellesskabets luftfartsselskabers forpligtelser. Den foreslaar derfor, at der arbejdes paa at sikre, at det saa vidt muligt sker samtidig.

2000/0145 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RAADETS FORORDNING om aendring af forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker

(EOES-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR -

Under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [3],

[3] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg [4],

[4] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [5],

[5] EFT C [...] af [...], s. [...].

i overensstemmelse med proceduren i traktatens artikel 251 [6], og

[6] EFT C [...] af [...], s. [...].

ud fra foelgende betragtninger:

(1) Det er oenskeligt, at den faelles transportpolitik sikrer passagerer, der udsaettes for flyveulykker, et rimeligt erstatningsniveau.

(2) Den 28. maj 1999 blev en ny konvention om indfoerelse af visse ensartede regler for international luftbefordring vedtaget i Montreal, og denne konvention opstiller nye, globale regler for erstatningsansvaret i forbindelse med ulykker ved international lufttransport, som skal afloese reglerne i Warszawa-konventionen af 1929 med senere aendringer.

(3) Den nye Montreal-konvention indfoerer en ordning med ubegraenset erstatningsansvar ved flypassagerers doed eller tilskadekomst.

(4) Faellesskabet har underskrevet Montreal-konventionen som tegn paa sit oenske om at blive part i aftalen.

(5) Raadets forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker [7] maa aendres for at bringe den i overensstemmelse med Montreal-konventionens bestemmelser, saa der skabes en ensartet ordning for erstatningsansvar i forbindelse med international lufttransport.

[7] EFT L 285 af 17.10.1997, s. 1.

(6) Paa det indre marked for luftfart skelnes der ikke laengere mellem national og international transport, og det vil derfor vaere hensigtsmaessigt, hvis erstatningsansvaret er det samme i baade international og national transport i Det Europaeiske Faellesskab.

(7) Ud fra naerhedsprincippet er det hensigtsmaessigt at goere en indsats paa faellesskabsplan for at skabe ensartede regler for alle Faellesskabets luftfartsselskaber.

(8) En ordning med ubegraenset erstatningsansvar i tilfaelde af passagernes doed eller tilskadekomst er rimelig inden for et sikkert og moderne luftfartssystem.

(9) Ensartede graenser for erstatning ved tab, beskadigelse eller oedelaeggelse af bagage og ved tab, som skyldes forsinkelse, vil, hvis de gaelder alle rejser med Faellesskabets luftfartsselskaber, sikre baade passagerne og luftfartsselskaberne enkle regler og saette passagerne i stand til at vide, hvornaar yderligere forsikring er noedvendig.

(10) Det ville vaere upraktisk for Faellesskabets luftfartsselskaber og forvirrende for deres passagerer, hvis de var underkastet forskellige erstatningsordninger paa de forskellige ruter i deres rutenet.

(11) Det vil vaere praktisk at afhjaelpe ulykkeofrenes og deres forsoergelsesafhaengige paaroerendes oejeblikkelige oekonomiske behov i tidsrummet umiddelbart efter ulykken.

(12) Ifoelge Montreal-konventionens artikel 50 skal parterne sikre, at luftfartsselskaberne er tilstraekkeligt forsikrede, og der maa tages hensyn til artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 [8], naar denne bestemmelse skal opfyldes.

[8] EFT L 240 af 24.8.1992, s. 1.

(13) De gaeldende regler for erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker boer indgaa i alle luftfartsselskabers transportbetingelser, og oplysninger herom boer vaere let tilgaengelige for passagererne.

(14) Det er oenskeligt at alle passagerer faar elementaere oplysninger om erstatningsreglerne, saa de kan soerge for yderligere forsikring inden rejsen, hvis det er noedvendigt.

(15) Det er noedvendigt at aendre de pengebeloeb, der er fastsat i denne forordning, af hensyn til inflationen og til eventuelle aendringer af erstatningsgraenserne i Montreal-konventionen -

UDSTEDT FOELGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning nr. 2027/97 aendres saaledes:

1. Titlen affattes saaledes:

"Forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar"

2. Artikel 1 affattes saaledes:

"Artikel 1

1. Denne forordning fastsaetter Faellesskabets luftfartsselskabers erstatningsforpligtelser ved passagerernes doed eller tilskadekomst, naar den ulykke, der har forvoldt doedsfaldet eller skaden, er sket i flyvemaskinen eller under ombord- eller frabordestigningen.

2. Denne forordning udvider nogle af bestemmelserne i Montreal-konventionen om indfoerelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, saa de kommer til at omfatte al transport af personer og bagage, som mod betaling udfoeres af Faellesskabets luftfartsselskaber, herunder transport mellem punkter i den samme medlemsstat. Den gaelder ogsaa al gratis lufttransport af personer og bagage, som udfoeres af Faellesskabets luftfartsselskaber."

3. Artikel 2 aendres saaledes:

i) litra c) affattes saaledes:

"(c) erstatningsberettiget: en passager eller en anden fysisk person, som efter gaeldende lov har ret til at rejse krav paa passagerernes vegne;"

ii) litra d), udgaar.

iii) litra f), affattes saaledes:

"(f) Warszawa-konventionen: konventionen angaaende indfoerelse af visse ensartede regler om international luftbefordring, underskrevet i Warszawa den 12. oktober 1929, Warszawa-konventionen, som aendret i Haag den 28. september 1955, og tillaegskonventionen til Warszawa-konventionen, udfaerdiget i Guadalajara den 18. september 1961."

iv) Foelgende indsaettes som litra g):

"(g) Montreal-konventionen: konventionen om indfoerelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, underskrevet i Montreal den 28. maj 1999."

v) stk. 2, affattes saaledes:

"2. Udtryk, som anvendes i denne forordning, men ikke er defineret i stk. 1, har samme betydning som i Montreal-konventionen."

4. Artikel 3, affattes saaledes:

"Artikel 3

1. Faellesskabets luftfartsselskabers erstatningsansvar ved passagerernes doed eller tilskadekomst er underlagt bestemmelserne i Montreal-konventionens artikel 17, 20, og 21.

2. Forsikringsforpligtelsen i artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 2407/92 skal forstaas saadan, at Faellesskabets luftfartsselskaber skal vaere forsikret for et beloeb, som er tilstraekkeligt til at sikre, at alle erstatningsberettigede fysiske personer ubeskaaret faar udbetalt det beloeb, de er berettigede til ifoelge denne forordning."

5. Foelgende indsaettes som artikel 3a:

"Artikel 3a

1. Faellesskabets luftfartsselskabers erstatningsansvar ved tab, som skyldes forsinkelse, og ved oedelaeggelse, tab, beskadigelse eller forsinkelse under transport af bagage er underlagt bestemmelserne i Montreal-konventionens artikel 19, artikel 20, artikel 22 (kun stk. 1, 2, 5 og 6) og artikel 31.

2. Det supplerende beloeb, som Faellesskabets luftfartsselskaber ifoelge Montreal-konventionens artikel 22, stk. 2, kan opkraeve, naar en passager afgiver en erklaering om saerlig interesse i at faa bagagen leveret paa bestemmelsesstedet, fastsaettes efter en sats, som bygger paa forholdet mellem de oegede omkostninger ved transport og forsikring af den paagaeldende bagage og omkostningerne ved bagage, hvis vaerdi ligger paa eller under erstatningsgraensen. Passagerne skal efter anmodning underrettes om denne sats.

3. Senest 14 dage efter at have modtaget en klage i forbindelse med denne artikels bestemmelser, meddeler luftfartsselskabet den paagaeldende passager, at det har modtaget klagen og er i faerd med at behandle den."

6. Artikel 4 affattes saaledes:

"Artikel 4

Intet i denne forordning

- indebaerer, at kun Faellesskabets luftfartsselskaber er erstatningspligtige

- har betydning for, om en person, som er erstatningsberettiget efter dens bestemmelser, har regresret over for andre personer."

7. Artikel 5, stk. 2, affattes saaledes:

"2. Under hensyntagen til stk. 1, maa en forskudsudbetaling ved doedsfald ikke vaere under 16 000 saerlige traekningsrettigheder udtrykt i EURO for hver passager."

8. Artikel 6 affattes saaledes:

"Artikel 6

1. Bestemmelserne i artikel 3, 3a og 5 skal indgaa i luftfartsselskabernes transportbetingelser.

2. Luftfartsselskaberne sikrer, at passagererne efter anmodning faar fyldestgoerende oplysninger om bestemmelserne i artikel 3, 3a og 5 hos Faellesskabets luftfartsselskabers agenturer og rejsebureauer, ved deres check in-diske og paa deres salgssteder.

3. Ud over Warszawa- og Montreal-konventionens oplysningskrav skal luftfartsselskaberne give alle forbrugere i Faellesskabet, som koeber lufttransport, en enkel og let forstaaelig skriftlig redegoerelse for:

- graensen for luftfartsselskabets erstatningsansvar ved doed eller tilskadekomst paa den paagaeldende flyvning, hvis en saadan graense findes

- graensen for luftfartsselskabets erstatningsansvar ved oedelaeggelse, tab eller beskadigelse af bagage paa den paagaeldende flyvning og et varsko om, at bagage, hvis vaerdi overskrider dette beloeb, boer angives til luftfartsselskabet ved indcheckningen eller forsikres daekkende af passageren inden rejsen

- graensen for luftfartsselskabets erstatningsansvar ved tab, som skyldes forsinkelse.

4. Hvis hele transporten udfoeres af luftfartsselskaber fra Faellesskabet, skal den skriftlige redegoerelse angive de erstatningsgraenser, som er fastsat i denne forordning.

5. Manglende overholdelse af stk. 3, er uden betydning for transportkontraktens eksistens eller gyldighed, og kontrakten er under alle omstaendigheder underkastet denne forordnings bestemmelser."

9. Artikel 7 affattes saaledes:

"Artikel 7

Senest seks aar efter denne forordnings ikrafttraedelse udarbejder Kommissionen en rapport om dens anvendelse. Kommissionen skal isaer undersoege behovet for at aendre de beloeb, som angives i Montreal-konventionens relevante artikler, af hensyn til den oekonomiske udvikling."

Artikel 2

Denne forordning traeder i kraft paa tyvendedagen efter sin offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Den gaelder fra sit eget eller fra Montreal-konventionens ikrafttraedelsestidspunkt, idet det seneste af dem betragtes som afgoerende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gaelder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfaerdiget i Bruxelles, [.....]

Paa Europa-Parlamentets vegne Paa Raadets vegne

Formand Formand

FORSLAGETS KONSEKVENSER FOR VIRKSOMHEDERNE, HERUNDER NAVNLIG SMAA OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER (SMV)

Forslagets titel

Forslag til Europa-Parlamentets og Raadets forordning om aendring og kodificering af forordning 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker.

Dokumentets referencenummer

Forslaget

1. Forordning 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfaelde af ulykker opstiller en ensartet erstatningsordning for Det Europaeiske Faellesskabs luftfartsselskaber. En ensartet ordning, som skaber sikkerhed, er til fordel for baade passagerer og EF-luftfartsselskaber. Forslaget drejer sig om en aendring af denne ordning af hensyn til den seneste udvikling i international lov.

Virkninger for virksomhederne

2. Alle Faellesskabets luftfartsselskaber skal overholde den nye forordning. Luftfartssektoren er praeget af et lille antal store selskaber, som udfoerer stoerstedelen af passagertransporten.

3. Faellesskabets luftfartsselskaber skal aendre deres transportbetingelser for at sikre, at de er i overensstemmelse med den nye ordnings bestemmelser. Det vil kun medfoere faa omkostninger, da Faellesskabets luftfartsselskaber allerede skal vaere forsikret op til en graense, som svarer til forslagets vigtigste bestemmelser. Alle luftfartsselskaber, som saelger deres ydelser til forbrugere i Faellesskabet, skal give deres passagerer noejagtige oplysninger om de gaeldende erstatningsgraenser. Da de i forvejen skal give deres kunder oplysninger ved billetkoeb, er dette ikke nogen saerlig stor ekstra byrde.

4. Det skulle ikke medfoere uheldige virkninger for beskaeftigelsen, driften eller konkurrenceevnen.

5. Der er ikke fastsat saerlige bestemmelser for smaa og mellemstore virksomheder. Passagererne har ret til den samme beskyttelse, uanset transportselskabets stoerrelse.

Hoering

6. Liste over organisationer, som er blevet hoert om forslaget, og som har fremfoert saerlige synspunkter.

F/I