Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
16. januar 2025 (*)
» Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 8 – retten til at være til stede under retssagen – underretning om retssagen og om konsekvenserne af at undlade at give møde – ikke muligt at finde den tiltalte, selv om de kompetente myndigheder har gjort en rimelig indsats – mulighed for udeblivelsessag og udeblivelsesafgørelse – artikel 9 – retten til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet – ingen sådan ret, når den pågældende unddrager sig retsforfølgning «
I sag C-644/23 [Stangalov] (i),
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 26. oktober 2023, indgået til Domstolen den 26. oktober 2023, i straffesagen mod
IR,
procesdeltager:
Sofijska gradska prokuratura,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af formanden for Tredje Afdeling, C. Lycourgos (refererende dommer), som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne S. Rodin og O. Spineanu-Matei,
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Europa-Kommissionen ved J. Vondung og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 8, s. 1) og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod IR vedrørende forhold, der kan udgøre overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, som kan medføre frihedsstraf.
Retsforskrifter
EU-retten
3 33., 35.-39., 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343 har følgende ordlyd:
»(33) Retten til en retfærdig rettergang er et af grundprincipperne i et demokratisk samfund. De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen udspringer af denne ret og bør være sikret i hele [Den Europæiske Union].
[...]
(35) De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er ikke absolut. På visse betingelser bør mistænkte og tiltalte udtrykkeligt eller stiltiende, men dog utvetydigt, have mulighed for at give afkald på denne ret.
(36) Under visse omstændigheder bør det være muligt at afsige en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, selv om den pågældende person ikke er til stede under retssagen. Dette kan være tilfældet, såfremt den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, og ikke desto mindre undlader at give møde. Underretning af en mistænkt eller tiltalt om retssagen bør forstås som at indkalde vedkommende personligt eller ad anden vej at give den pågældende en officiel meddelelse om tid og sted for retssagen på en måde, der gør det muligt for vedkommende at blive bekendt med retssagen. Underretning af den mistænkte eller tiltalte om konsekvenserne af at undlade at give møde bør navnlig forstås som at underrette den pågældende om, at der kan afsiges en afgørelse, uden at vedkommende møder op til retssagen.
(37) Det bør også være muligt at afholde en retssag, der kan resultere i en afgørelse om skyld eller uskyld, uden at en mistænkt eller tiltalt er til stede, hvis den pågældende er blevet underrettet om retssagen og har givet en advokat, som er udpeget af den pågældende eller af staten, fuldmagt til at repræsentere sig under retssagen, og som repræsenterede den mistænkte eller tiltalte.
(38) Når det afgøres, om den måde, hvorpå den mistænkte eller tiltalte er blevet underrettet, er tilstrækkelig til at sikre, at den pågældende er bekendt med retssagen, bør der, hvor det er relevant, også tages særligt hensyn til den omhu, som de offentlige myndigheder har udøvet for at underrette den pågældende, og til den omhu, som den pågældende har udøvet for at modtage den underretning, som er rettet til vedkommende.
(39) Når medlemsstater giver mulighed for afholdelse af retssager uden, at den mistænkte eller tiltalte er til stede, men betingelserne for at træffe en afgørelse, uden at en bestemt mistænkt eller tiltalt er til stede, ikke er overholdt, fordi den mistænkte eller tiltalte ikke kunne findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, f.eks. fordi den pågældende er flygtet eller forsvundet, bør det dog være muligt at træffe en afgørelse uden, at den mistænkte eller tiltalte er til stede og at fuldbyrde denne afgørelse. I så fald bør medlemsstaterne sikre, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel. [...]
[...]
(47) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i chartret og i [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)] [...] Der bør især tages hensyn til artikel 6 [TEU], hvori det hedder, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret, og hvorefter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved EMRK, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten.
(48) Da der ved dette direktiv fastsættes minimumsregler, bør medlemsstaterne kunne udvide de rettigheder, der er fastlagt i dette direktiv, og fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Dette beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret eller EMRK som fortolket af Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.«
4 Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:
»Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:
a) visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager
b) retten til at være til stede under retssagen i straffesager.«
5 Direktivets artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« fastsætter:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:
a) at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller
b) at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten.
3. En afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med stk. 2, kan fuldbyrdes over for den pågældende mistænkte eller tiltalte.
4. Såfremt medlemsstaterne fastsætter en mulighed for afholdelse af retssager, uden at mistænkte eller tiltalte er til stede, men det ikke er muligt for de kompetente myndigheder at opfylde betingelserne fastsat i denne artikels stk. 2, fordi en mistænkt eller tiltalt ikke kan findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, kan medlemsstaterne fastsætte, at en afgørelse alligevel kan træffes og fuldbyrdes. I så fald sikrer medlemsstaterne, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9.
[...]«
6 Samme direktivs artikel 9 med overskriften »Retten til en ny retssag« har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at når mistænkte eller tiltalte ikke var til stede under deres retssag, og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, har de ret til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres. Medlemsstaterne sikrer i den forbindelse, at disse mistænkte og tiltalte har ret til at være til stede, således at de effektivt kan deltage i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, og udøve retten til et forsvar.«
Bulgarsk ret
7 Artikel 94, stk. 1 og 3, i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) (DV nr. 86 af 28.10.2005) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«), bestemmer:
»1. Det er et krav, at en repræsentant bistår den tiltalte i straffesagen, hvis [...] sagen behandles, uden at tiltalte er til stede.
[...]
3. Når det er et krav, at en repræsentant bistår den tiltalte, udpeger de kompetente myndigheder en advokat som repræsentant.«
8 Strafferetsplejelovens artikel 219, stk. 3, nr. 3, bestemmer:
»Afgørelsen om tiltalerejsning [...] skal angive [...] de forhold, som [den pågældende person] er tiltalt for, og den retlige kvalificering af disse forhold.«
9 Strafferetsplejelovens artikel 246, stk. 1, er sålydende:
»Anklagemyndigheden udfærdiger anklageskriftet, når den er overbevist om, at det bevismateriale, der er nødvendigt for [...] at rejse tiltale ved retten, er blevet indsamlet [...]«
10 Strafferetsplejelovens artikel 247c, stk. 1, fastsætter:
»En kopi af anklageskriftet udleveres til den tiltalte efter ordre fra den refererende dommer. Forkyndelsen af anklageskriftet underretter tiltalte om den dato, der er fastsat for det indledende retsmøde [...], og om, at sagen kan behandles og pådømmes, uden at tiltalte er tilstede, på de betingelser, der er fastsat i artikel 269.«
11 Strafferetsplejelovens artikel 269 fastsætter:
»1. I sager, hvor tiltalte er anklaget for en alvorlig strafbar handling, er tiltaltes tilstedeværelse under retssagen obligatorisk.
[...]
3. Når det ikke er til hinder for fastlæggelsen af, hvad der er objektivt sandt, kan sagen behandles, uden at tiltalte er til stede, såfremt:
1) tiltalte ikke befinder sig på den angivne adresse eller har ændret adresse uden at underrette de kompetente myndigheder herom
2) tiltaltes opholdssted i Bulgarien ikke er kendt og ikke har kunnet fastslås efter en ihærdig eftersøgning
[...]
4) tiltalte befinder sig uden for bulgarsk område, og [...] tiltaltes opholdssted er ukendt.«
12 Strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, er sålydende:
»En person, der er dømt in absentia, kan inden for en frist på seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende får kendskab til den endelige dom [...], fremsætte begæring om genoptagelse af straffesagen under henvisning til, at vedkommende ikke var til stede under behandlingen heraf. Begæringen tages til følge, medmindre den domfældte efter at være blevet underrettet om tiltalepunkterne under forundersøgelsen er flygtet, således at den i artikel 247c, stk. 1, omhandlede procedure ikke har kunnet gennemføres, eller såfremt sidstnævnte, efter at proceduren er blevet gennemført, uden gyldig grund er udeblevet fra retsmødet.«
Retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål
13 I 2016 blev IR tiltalt for at have deltaget i en kriminel organisation med henblik på at begå overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, som kan medføre frihedsstraf.
14 Den 19. april 2016 fik IR forkyndt afgørelsen om tiltalerejsning for disse lovovertrædelser, der var blevet udfærdiget i henhold til strafferetsplejelovens artikel 219.
15 Efter denne tiltalerejsning, som fandt sted i forbindelse med forundersøgelsen, benyttede IR sig af bistand fra en advokat, som han havde befuldmægtiget, og opgav en adresse, hvor han kunne kontaktes.
16 Den 8. juni 2016 blev forundersøgelsen afsluttet, og sagen blev overdraget til anklagemyndigheden.
17 Den 9. december 2016 udfærdigede anklagemyndigheden anklageskriftet i henhold til strafferetsplejelovens artikel 246 og indbragte sagen mod IR for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien).
18 På trods af Spetsializiran nakazatelen sads (særlig domstol i straffesager) forsøg på at indkalde IR personligt, så han kunne møde op til retsmødet, kunne IR hverken findes på den adresse, som han havde oplyst, eller andetsteds. Under disse omstændigheder kunne de skridt, der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 247c, stk. 1, herunder udlevering til IR af en kopi af det anklageskrift, som er omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 246, ikke gennemføres.
19 En advokat blev ex officio beskikket for at forsvare IR. Det lykkedes imidlertid ikke advokaten at komme i kontakt med IR, og advokaten besluttede sig for ikke at forsvare ham. De øvrige advokater, der efterfølgende blev beskikket ex officio, kunne heller ikke komme i kontakt med IR.
20 Da det viste sig, at anklageskriftet var mangelfuldt, blev dette dokument erklæret ugyldigt, og sagen blev følgelig afsluttet. Der blev efterfølgende udarbejdet et nyt anklageskrift i henhold til strafferetsplejelovens artikel 246, og der blev indledt en ny retssag. Ved denne lejlighed blev IR igen eftersøgt, herunder gennem pårørende, tidligere arbejdsgivere og udbydere af mobiltelefoni, men det var heller ikke denne gang muligt at finde ham.
21 Ved afgørelse af 27. oktober 2020 besluttede Spetsializiran nakazatelen sads (særlig domstol i straffesager) derfor at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 8, stk. 2, litra b), i direktiv 2016/343, sammenholdt med 36.-39. betragtning til [direktivet], [...] fortolkes således, at [denne bestemmelse] omfatter en situation, hvori den tiltalte er blevet underrettet om den tiltale, der er rejst mod ham, i dennes oprindelige udgave, [og] herefter objektivt ikke kan underrettes om retssagen, fordi han er flygtet, og forsvares af en beskikket advokat, med hvem han ikke har nogen kontakt?
2) Såfremt dette besvares benægtende,
er en national bestemmelse ([strafferetsplejelovens] artikel 423, stk. 1 og 5), som ikke fastsætter nogen retsbeskyttelse over for efterforskningsskridt, som gennemføres in absentia, og en domfældelse, som sker in absentia, da forenelig med artikel 9 [i direktiv 2016/343], [...] hvis den tiltalte efter at være blevet underrettet om den oprindelige tiltale holder sig skjult og derfor hverken har kunnet underrettes om datoen og stedet for retssagen eller om konsekvenserne af ikke at give møde?
3) Såfremt dette besvares benægtende,
har artikel 9 i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 47, da direkte virkning?«
22 Denne anmodning om præjudiciel afgørelse gav anledning til dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), hvis konklusion har følgende ordlyd:
»Artikel 8 og 9 i [direktiv 2016/343] skal fortolkes således, at en tiltalt, som de kompetente nationale myndigheder ikke har kunnet finde, selv om de har gjort en rimelig indsats, og som disse myndigheder derfor ikke har kunnet meddele oplysninger om retssagen mod vedkommende, kan retsforfølges og, alt efter omstændighederne, dømmes in absentia, idet den pågældende dog i så fald principielt skal have mulighed for, efter underretningen om domfældelsen, umiddelbart at gøre retten i henhold til dette direktiv til at få genoptaget sagen eller til adgang til et tilsvarende retsmiddel, der fører til en fornyet behandling af sagens realitet under vedkommendes tilstedeværelse, gældende. Denne ret kan imidlertid nægtes den tiltalte, såfremt det fremgår af præcise og objektive indicier, at denne har modtaget tilstrækkelige oplysninger til at være klar over, at der skulle gennemføres en retssag mod den pågældende, og ved forsætlige handlinger i den hensigt at unddrage sig retsforfølgning har forhindret myndighederne i officielt at underrette vedkommende om retssagen.«
23 Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), som efter nedlæggelsen af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) har genoptaget straffesagen mod IR, og som derfor er den forelæggende ret, har konstateret, at den bulgarske retspraksis vedrørende strafferetsplejelovens artikel 423 er forblevet uændret siden afsigelsen af dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401). Navnlig vil Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), som er enekompetent til at behandle anmodninger om en ny retssag, fortsat anvende strafferetsplejelovens artikel 423, således at enhver person, der er flygtet efter at have modtaget den i strafferetsplejelovens artikel 219 omhandlede afgørelse om tiltalerejsning, i tilfælde af udeblivelsesdom fratages retten til en ny retssag.
24 Den forelæggende ret har heraf udledt, at såfremt IR bliver dømt in absentia, vil IR’s eventuelle fornyede anmodning om afholdelse af en ny retssag være dømt til at mislykkes.
25 Ifølge den forelæggende ret bør IR imidlertid i medfør af sin grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er anerkendt i chartrets artikel 47 og afspejlet i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, have ret til en ny retssag.
26 I denne henseende har den forelæggende ret henledt opmærksomheden på den omstændighed, at afgørelsen om tiltalerejsning, som IR personligt modtog den 19. april 2016, fandt sted under forundersøgelsesfasen, som gik forud for fremsendelsen af sagsakterne til anklagemyndigheden. Dette indledende anklageskrift indeholder kun en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder med henblik på at oplyse den mistænkte om, at vedkommende er mistænkt for at have begået en bestemt strafbar handling, og for at give vedkommende mulighed for at fremkomme med forklaringer i denne henseende.
27 Den forelæggende ret har fremhævet, at på det tidspunkt, hvor den pågældende modtager dette indledende anklageskrift, er alle de belastende og diskulperende beviser endnu ikke kendt. Anklagemyndighedens beslutning om at udfærdige det anklageskrift, der er omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 246, og således indbringe sagen for den kompetente ret, er heller ikke kendt under forundersøgelsen.
28 Det er således først efter modtagelsen af det anklageskrift, der er udfærdiget i henhold til strafferetsplejelovens artikel 246, at den pågældende for første gang forstår, at der vil finde en retssag sted. Det er ligeledes først på dette stadium, at den pågældende underrettes om muligheden for, at sagen kan blive pådømt, uden at denne er til stede.
29 Ifølge den forelæggende ret er såvel strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, som Varchoven kasatsionen sads (øverste kassationsdomstol) praksis vedrørende denne bestemmelse uforenelige med artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, for så vidt som de fratager personer, der er blevet dømt i en udeblivelsessag, retten til en ny retssag, selv om de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke er opfyldt.
30 Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret, inden IR i givet fald dømmes in absentia, at indhente yderligere oplysninger fra Domstolen om det personelle anvendelsesområde for retten til en ny retssag. Hvis det faktisk fremgår af disse oplysninger, at EU-retten er til hinder for anvendelsen af strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, skal det ligeledes afgøres, om den forelæggende ret kan eller skal afvise at træffe afgørelse i den verserende udeblivelsessag mod IR for at undgå, at denne efterfølgende får krænket sin ret til en retfærdig rettergang.
31 I denne henseende har den forelæggende ret anført, at den råder over sikre oplysninger, hvoraf det følger, at Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) nægter at anerkende IR’s ret til en ny retssag. Disse oplysninger beror på den omstændighed, at denne øverste domstol ikke tilpassede sin praksis efter afsigelsen af dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401), og fortsat afviser at tage hensyn til direktiv 2016/343.
32 På denne baggrund har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er artikel 9 i direktiv 2016/343, sammenholdt med dette direktivs artikel 8, stk. 4, eller artikel 8, stk. 2, forenelig med en national lovbestemmelse – artikel 423, stk. 1, andet punktum, første alternativ, i [strafferetsplejeloven] – hvorefter en tiltalt, over for hvem der er truffet afgørelse, uden at den pågældende var til stede, ikke har ret til en ny retssag, hvorunder den pågældende er til stede, hvis den pågældende har unddraget sig retsforfølgning efter i bred forstand at være blevet underrettet om tiltalen i forundersøgelsesfasen og netop på grund af at have unddraget sig retsforfølgning hverken har kunnet underrettes om det fuldstændige anklageskrift, om den retssag, der er indledt på grundlag af dette anklageskrift, eller om konsekvenserne af ikke at give møde under retssagen – i hvilken forbindelse den pågældende heller ikke har ret til en ny retssag, hvorunder den pågældende er til stede, hvis den pågældende forsvares af en advokat, der er beskikket ex officio, uden at det tillægges nogen betydning, at den pågældende ikke har nogen som helst kontakt til denne advokat?
2) Såfremt dette besvares benægtende: Kræver eller tillader artikel 8 i direktiv 2016/343 og artikel 47 i [chartret], at den forelæggende ret afviser en prøvelse af det materielle indhold af anklageskriftet mod en sådan tiltalt og afsigelsen af en udeblivelsesdom mod samme, såfremt det baseret på pålidelige oplysninger står klart for den forelæggende ret, at den øverste nationale retsinstans, som har enekompetence til at træffe afgørelse om en anmodning om en ny retssag, hvor den pågældende kan være til stede, som er indgivet af en tiltalt, over for hvem der er truffet afgørelse, uden at den pågældende var til stede, i det foreliggende tilfælde agter at afvise denne anmodning og undlade at genoptage sagen, idet den ikke vil anvende bestemmelsen i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med samme direktivs artikel 8, stk. 4, eller artikel 8, stk. 2, men derimod national ret og derved fratage den tiltalte, over for hvem der er truffet afgørelse, uden at den pågældende var til stede, den EU-retligt sikrede ret til at være til stede under retssagen i straffesager?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
33 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en person, som flygter efter at have modtaget et indledende anklageskrift, der er udfærdiget mod vedkommende under undersøgelsesfasen i en straffesag, og som således forhindrer myndighederne i at underrette vedkommende personligt om det endelige anklageskrift og om tidspunktet og stedet for retssagen, som under retssagen forsvares af en advokat, der er beskikket ex officio, der ikke har kontakt med den pågældende, og som under disse omstændigheder dømmes uden at være til stede, ikke har ret til en ny retssag, hvis den pågældende findes og anholdes med henblik på straffuldbyrdelse.
34 Det bemærkes, at direktiv 2016/343 i henhold til artikel 1 har til formål at fastlægge fælles minimumsregler vedrørende visse aspekter af straffesager, herunder »retten til at være til stede under retssagen«. Som det udtrykkeligt er bekræftet i 33. betragtning til dette direktiv, udgør denne ret en integrerende del af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang (dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 25).
35 Medlemsstaterne kan imidlertid i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 2016/343 på visse betingelser fastsætte mulighed for afholdelse af retssager, uden at den mistænkte eller tiltalte er til stede, idet det forudsættes, at når en sådan retssag gennemføres, selv om de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke er opfyldt, har den pågældende i henhold til nævnte direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 9, som har direkte virkning, ret »til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet […], og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres« (herefter »retten til en ny retssag«) (jf. i denne retning dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 26-28).
36 Det følger heraf, at en person, der er dømt in absentia, kun kan fratages retten til en ny retssag, såfremt betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, er opfyldt (dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 31).
37 Når den pågældende person dermed ikke i tide er blevet underrettet om retssagen eller – skønt den pågældende er blevet underrettet herom – ikke er blevet underrettet om konsekvenserne af at undlade at give møde og heller ikke er blevet repræsenteret af en befuldmægtiget advokat under retssagen, har den nævnte person principielt ret til en ny retssag fra det tidspunkt, hvor den pågældende har fået kendskab til udeblivelsesafgørelsen. Direktiv 2016/343 er derfor til hinder for en national lovgivning, der udelukker retten til en ny retssag alene af den grund, at den berørte person er flygtet, og myndighederne ikke har kunnet finde den pågældende (jf. i denne retning dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 41-47).
38 Som det fremgår af 38. betragtning til dette direktiv, bør der ved afgørelsen af, om den pågældende er blevet underrettet om retssagen, tages særligt hensyn til den omhu, som de offentlige myndigheder har udøvet for at underrette den pågældende om retssagen, og til den omhu, som den pågældende har udøvet for at modtage den underretning, som er rettet til vedkommende. Det skal følgelig fastslås, at den nævnte person ikke har ret til en ny retssag, når det fremgår af præcise og objektive indicier, at den berørte person – skønt den pågældende officielt er blevet underrettet om, at vedkommende er tiltalt for at have begået en strafbar handling, og således vidste, at der ville blive afholdt en retssag mod vedkommende – bevidst søger at undgå officielt at modtage oplysningerne om tid og sted for retssagen. Sådanne præcise og objektive indicier foreligger bl.a., når den samme person med vilje har angivet en forkert adresse til de kompetente nationale strafferetlige myndigheder eller ikke længere befinder sig på den angivne adresse (dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 48-50).
39 Såfremt det i det foreliggende tilfælde viser sig, at det endelige anklageskrift, der er udfærdiget i henhold til strafferetsplejelovens artikel 246, samt det dokument, der angiver datoen og stedet for den berammede retssag, er blevet sendt og leveret til den adresse, som IR meddelte de myndigheder, der havde ansvaret for forundersøgelsesfasen, efter at have modtaget det indledende anklageskrift som omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 219, kunne sådanne omstændigheder, såfremt indholdet af det endelige anklageskrift svarer til det indledende anklageskrifts indhold, for så vidt angår de foreholdte handlinger og deres retlige kvalificering udgøre præcise og objektive indicier, der gør det muligt at lægge til grund, at IR var blevet oplyst om tiltalen mod ham og dermed rådede over tilstrækkelige oplysninger til at vide, at der ville blive gennemført en retssag mod ham – og at IR ved at forlade den adresse, som han havde meddelt myndighederne, i den hensigt at unddrage sig retsforfølgning har forhindret myndighederne i officielt at underrette ham om denne retssag (jf. i denne retning dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 58).
40 Denne konklusion afkræftes ikke af den omstændighed, at det under forundersøgelsesfasen endnu ikke er sikkert, at det indledende anklageskrift, som den pågældende har fået kendskab til, vil blive efterfulgt af et endeligt anklageskrift og dermed af en retssag. For det første følger det nemlig af selve ordlyden af artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343, at de fælles minimumsregler, der er fastsat i disse artikler, finder anvendelse på såvel »mistænkte« som »tiltalte«. Personer, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, er derfor omfattet af disse regler, selv om der endnu ikke formelt er blevet indledt retsforfølgning mod dem.
41 For det andet er det, henset til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, der, således som det fremgår af 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343, skal tages i betragtning ved fortolkningen af dette direktiv, tilstrækkeligt med henblik på at konkludere, at den pågældende forsætligt unddrog sig retsforfølgningen ved at flygte, selv om han rådede over oplysninger, der gjorde det muligt for ham at vide, at der ville blive gennemført en retssag mod ham, at det fremgår af sagens omstændigheder, at den pågældende flygtede efter at have indset, at hans sag med stor sandsynlighed ville blive indbragt for en domstol (Menneskerettighedsdomstolen, 26.1.2017, Lena Atanasova mod Bulgarien, CE:ECHR:2017:0126JUD005200907, § 48).
42 Det er følgelig tilladt for medlemsstaterne under sådanne omstændigheder at lægge til grund, at de kompetente myndigheders fremsendelse af det officielle dokument, der angiver tid og sted for en retssag, i tide til den adresse, som den pågældende person har meddelt disse myndigheder under forundersøgelsen i sagen, og det fremlagte bevis for, at dette dokument faktisk er blevet leveret på denne adresse, udgør underretning af denne person, som er flygtet, vedrørende tid og sted i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343. Dette kan imidlertid kun være tilfældet, såfremt de nævnte myndigheder har gjort en rimelig indsats for at finde den nævnte person og indkalde den pågældende personligt eller på anden måde officielt underrette vedkommende om tid og sted for retssagen, således som det fremgår af 36. betragtning til dette direktiv. I dette tilfælde kan den pågældende person anses for at være blevet underrettet om retssagen og frivilligt og utvetydigt have givet afkald på at udøve sin ret til at være til stede under denne (jf. i denne retning dom af 19.4.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 48).
43 Det skal i øvrigt præciseres, at selv når den pågældende således anses for at være blevet underrettet om retssagen og frivilligt og utvetydigt har givet afkald på at udøve sin ret til at være til stede under retssagen, er det endvidere nødvendigt, for at alle betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er opfyldt, at den pågældende i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), i tide er blevet underrettet om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller at han i overensstemmelse med litra b) i nævnte artikel 8, stk. 2, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat.
44 Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det i det foreliggende tilfælde, at strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, har den virkning, at personer, som er flygtet efter at have modtaget et indledende anklageskrift udstedt i henhold til strafferetsplejelovens artikel 219, fratages retten til en ny retssag, uden at denne artikel 423, stk. 1, kræver, at det dels undersøges, om den pågældende i lyset af samtlige relevante omstændigheder, navnlig dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 39 og 42, kan anses for at være blevet underrettet af de kompetente myndigheder om afholdelsen af retssagen, og dels undersøges, om den pågældende er blevet underrettet af disse myndigheder om konsekvenserne af at undlade at give møde eller er blevet repræsenteret af en befuldmægtiget advokat under retssagen.
45 Det tilkommer de nationale retter at undersøge, om strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, ikke desto mindre kan fortolkes således, at den heri fastsatte udelukkelse fra retten til en ny retssag kan begrænses til kun at gælde i de tilfælde, hvor alle betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er opfyldt. Såfremt det ikke er muligt at foretage en fortolkning af den bulgarske lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav, og for så vidt som dette direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 9, som anført i nærværende doms præmis 35 har direkte virkning, er disse retter forpligtet til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med disse EU-retlige bestemmelser, uden at de behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af den nationale lovbestemmelse, som er uforenelig med disse bestemmelser (jf. analogt dom af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet), C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis).
46 I dette tilfælde kan den forelæggende ret, således som det fremgår af præmis 82-85 i dom afsagt dags dato i sag C-400/23, VB II, blive foranlediget til selv at undersøge, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
47 Hvad i denne henseende angår spørgsmålet om, hvorvidt IR kan anses for at være blevet underrettet om retssagen og frivilligt og utvetydigt have givet afkald på at udøve sin ret til at være til stede under retssagen, tilkommer det den forelæggende ret at støtte sig på de oplysninger, der fremgår af præmis 58 i dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), som er nævnt og præciseret i nærværende doms præmis 39 og 42.
48 Det følger i øvrigt af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at IR i forbindelse med sin udeblivelsessag repræsenteres af en beskikket advokat, som ikke har nogen kontakt med ham. Som anført i præmis 56 i dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), synes IR under disse omstændigheder, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, ikke at være repræsenteret af en »befuldmægtiget advokat« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra b), i direktiv 2016/343. Spørgsmålet om, hvorvidt de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, er opfyldt, skal derfor i det foreliggende tilfælde undersøges i lyset af denne artikel 8, stk. 2, litra a).
49 I henhold til sidstnævnte bestemmelse tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om IR i tide er blevet oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde.
50 I denne henseende synes det at fremgå – med forbehold for denne rets efterprøvelse – at, selv om det følger af strafferetsplejelovens artikel 247c, stk. 1, at forkyndelsen af det anklageskrift, der er nævnt i strafferetsplejelovens artikel 246, bl.a. har til formål, at den tiltalte underrettes om, at sagen kan pådømmes, uden at vedkommende er til stede, navnlig hvis den tiltalte ikke befinder sig på den adresse, som vedkommende har angivet, eller hvis den pågældende har ændret adresse uden at underrette de kompetente myndigheder herom, er en sådan forpligtelse ikke fastsat for så vidt angår det indledende anklageskrift som omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 219.
51 Hvis det fastslås, at IR ikke var blevet underrettet om, at han, hvis han unddrog sig de myndigheder, der havde ansvaret for forundersøgelsesfasen, eller hvis han meddelte disse myndigheder en forkert adresse med henblik på en eventuel forkyndelse af et anklageskrift som omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 246, ville blive udsat for en retssag, uden at han var til stede, vil det påhvile den forelæggende ret at konkludere, at de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
52 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en person, som flygter efter at have modtaget et indledende anklageskrift, der er udfærdiget mod vedkommende under forundersøgelsesfasen i en straffesag, som således forhindrer myndighederne i at underrette vedkommende personligt om det endelige anklageskrift og om tidspunktet og stedet for retssagen, og som under disse omstændigheder dømmes uden at være til stede, ikke har ret til en ny retssag, hvis den pågældende findes og anholdes med henblik på straffuldbyrdelse, forudsat at denne lovgivning begrænser denne udelukkelse fra retten til en ny retssag til personer, som dels, henset til samtlige relevante omstændigheder, kan anses for at være blevet underrettet om retssagen og dels under udeblivelsessagen er blevet repræsenteret af en advokat, som de har befuldmægtiget, eller, i mangel af en sådan repræsentation, i tide er blevet underrettet om, at de ville udsætte sig for en retssag in absentia, hvis de unddrog sig retsforfølgning.
Det andet spørgsmål
53 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8 i direktiv 2016/343 og chartrets artikel 47, henset til, at Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) afviser at tage hensyn til direktivet, skal fortolkes således, at en straffedomstol kan, eller endog skal, afholde sig fra at træffe afgørelse om realiteten i en tiltale mod en retsforfulgt person og at dømme denne in absentia med henblik på at undgå, at denne person efterfølgende med urette får afslag på sin anmodning om en ny retssag fra den pågældende øverste kassationsdomstol, som har enekompetence til at behandle anmodninger om en ny retssag i tilfælde som det i hovedsagen omhandlede.
54 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 45, er de nationale retter i tilfælde af, at det er umuligt at foretage en fortolkning af den nationale lovgivning, der er i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, forpligtet til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med disse EU-retlige bestemmelser, uden at de behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af den pågældende nationale bestemmelse.
55 I dette tilfælde er de nationale retter, herunder den pågældende øverste kassationsdomstol i tilfælde af indgivelse af en anmodning om en ny retssag, således forpligtet til at støtte sig på de fælles minimumsregler, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, der, således som det er anført i denne doms præmis 35, har direkte virkning.
56 For så vidt som den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse har anført, at det med sikkerhed følger af retspraksis fra Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), at sidstnævnte afviser at tage hensyn til direktiv 2016/343, må det konstateres, at den forelæggende ret med den centrale plads, som en sådan konstatering har i det andet præjudicielle spørgsmål, har støttet sig på den forudsætning, som i øvrigt ligeledes er anført i anmodningen om præjudiciel afgørelse, hvorefter det fremgår af dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), at direktiv 2016/343 er til hinder for strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1.
57 Ifølge den forelæggende rets ræsonnement er Varchoven kasatsionen sads (øverste kassationsdomstol) afslag på at tage hensyn til dette direktiv godtgjort ved den omstændighed, at sidstnævnte ikke har tilpasset sin praksis siden afsigelsen af Domstolens dom og fortsat anvender strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, uden at fravige denne bestemmelses ordlyd på grundlag af de fælles minimumsregler, der er fastsat i det nævnte direktiv.
58 I dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), tog Domstolen imidlertid ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse som strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, der har den virkning, at personer, som er flygtet efter at have modtaget et indledende anklageskrift, fratages retten til en ny retssag. Det er først i nærværende dom, som indeholder yderligere fortolkningselementer i forhold til dem, der blev givet i dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), at Domstolen yderligere giver vejledning med henblik på at hjælpe de bulgarske retter med at afgøre, om de specifikke bestemmelser i den processuelle ordning, der er fastsat i strafferetsplejeloven, er i overensstemmelse med dette direktiv.
59 Under disse omstændigheder vidner den omstændighed, at Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) indtil nu fortsat har anvendt strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, uden at fravige ordlyden af denne bestemmelse i strafferetsplejeloven med henblik på at give de fælles minimumsregler, der er fastsat i direktiv 2016/343, forrang, ikke nødvendigvis om et afslag på at tage hensyn til dette direktiv, men kan afspejle denne øverste domstols overbevisning, som skal efterprøves på baggrund af de anvisninger, der er givet i nærværende dom fra Domstolen, om, at nævnte bestemmelse i strafferetsplejeloven gennemfører det nævnte direktiv korrekt.
60 Den fortolkning af dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), (C-569/20, EU:C:2022:401), som den forelæggende ret har lagt til grund for sin konstatering af, at Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) afviser at tage hensyn til direktiv 2016/343, er således urigtig. For så vidt som denne konstatering fra denne rets side hviler på en urigtig forudsætning, har det andet præjudicielle spørgsmål følgelig en hypotetisk karakter og skal derfor afvises (jf. analogt bl.a. dom af 24.7.2023, Lin, C-107/23 PPU, EU:C:2023:606, præmis 69).
Sagsomkostninger
61 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager
skal fortolkes således, at
de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en person, som flygter efter at have modtaget et indledende anklageskrift, der er udfærdiget mod vedkommende under forundersøgelsesfasen i en straffesag, og som således forhindrer myndighederne i at underrette vedkommende personligt om det endelige anklageskrift og om tidspunktet og stedet for retssagen, og som under disse omstændigheder dømmes uden at være til stede, ikke har ret til en ny retssag, hvis den pågældende findes og anholdes med henblik på straffuldbyrdelse, forudsat at denne lovgivning begrænser denne udelukkelse fra retten til en ny retssag til personer, som dels, henset til samtlige relevante omstændigheder, kan anses for at være blevet underrettet om retssagen og dels under udeblivelsessagen er blevet repræsenteret af en advokat, som de har befuldmægtiget, eller, i mangel af en sådan repræsentation, i tide er blevet underrettet om, at de ville udsætte sig for en retssag in absentia, hvis de unddrog sig retsforfølgning.
Underskrifter
* Processprog: bulgarsk.
i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.