Kommissionens Beslutning af 31. januar 1997 om en række regler for veterinærkontrol på stedet foretaget af Kommissionens eksperter i tredjelande (EØS-relevant tekst)
EF-Tidende nr. L 051 af 21/02/1997 s. 0054 - 0055
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 31. januar 1997 om en række regler for veterinærkontrol på stedet foretaget af Kommissionens eksperter i tredjelande (EØS-relevant tekst) (97/134/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 71/118/EØF af 15. februar 1971 om sundhedsmæssige problemer i forbindelse med produktion og afsætning af fersk fjerkrækød (1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 96/65/EF (2), særlig artikel 14, samt til de tilsvarende bestemmelser i de øvrige direktiver på veterinærområdet vedrørende sundhedsmæssige regler og veterinærpolitimæssige krav ved indførsel af de forskellige dyrearter eller produkter af animalsk oprindelse, og ud fra følgende betragtninger: Kommissionen skal udstede generelle gennemførelsesbestemmelser, der fastsætter de betingelser, hvorpå kontrol på stedet på veterinærområdet i tredjelande skal foretages i samarbejde med medlemsstaterne; nogle regler for kontrol på stedet foretaget af Kommissionens eksperter på veterinærområdet er fælles for samtlige disse retsforskrifter, og de bør derfor samles i en enkelt beslutning; imidlertid er Kommissionens beslutning 86/474/EØF af 11. september 1986 om gennemførelse af veterinærkontrol på stedet i forbindelse med indførsel af kvæg og svin samt fersk kød (3) fortsat gældende; ved kontrol på stedet verificeres det, om de planer gennemføres som tredjelande skal indsende efter Rådets direktiv 92/117/EØF af 17. december 1992 om beskyttelsesforanstaltninger over for specifikke zoonoser og specifikke zoonotiske agenser hos dyr og i animalske produkter for at forhindre levnedsmiddelbårne infektioner og forgiftninger (4), ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse; ved inspektion af virksomheder, der er godkendt eller skal godkendes for at kunne udføre fersk kød til EF, skal desuden slagtebetingelserne kontrolleres i henhold til artikel 15 i Rådets direktiv 93/119/EØF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet (5); i det omfang det er nødvendigt for ensartet anvendelse af direktiverne, bør kontrol på stedet indgå i de programmer, der udarbejdes efter samråd med de pågældende medlemsstater og drøftelser i Den Stående Veterinærkomité; dette samarbejde bør videreføres under kontrol på stedet foretaget af Kommissionens eksperter ledsaget af eksperter, som er udpeget af Kommissionen på visse betingelser og med garanti for godtgørelse af deres rejse- og opholdsudgifter; efter enhver kontrol på stedet bør det sikres, at medlemsstaterne underrettes om de fundne resultater, og der bør foreslås passende foranstaltninger i overensstemmelse med EF-retsforskrifterne; de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 1. I denne beslutning fastlægges en række regler med hensyn til veterinærkontrol på stedet i tredjelande foretaget af eksperter fra Kommissionen ledsaget af eksperter fra medlemsstaterne. 2. I denne beslutning forstås ved veterinærkontrol på stedet (i det følgende kaldt »kontrol«) verifikationer og inspektioner, der er nødvendige for at efterprøve, medmindre andet er fastsat i gældende veterinærbestemmelser, om de garantier vedrørende sundhed, veterinærkontrol og dyrebeskyttelse, tredjelandet giver med hensyn til betingelserne for produktion og markedsføring, kan betragtes som i det mindste ligestillede med dem, der gælder i EF. 3. Kontrollen gør det muligt alt efter de pågældende retsforskrifter at opstille eller ændre: - listen over tredjelande eller dele af tredjelande, hvorfra medlemsstaterne tillader indførsel - særlige indførselsbetingelser for hvert tredjeland, som omfatter udstedelse af sundhedscertifikat, der skal ledsage alle forsendelser til EF - listen over virksomheder, hvorfra medlemsstaterne tillader indførsel. Artikel 2 1. Kommissionen etablerer et generelt kontrolprogram for de pågældende retsforskrifter og for tredjelande og forelægger det til drøftelse i Den Stående Veterinærkomité. 2. Det generelle program omfatter oplysninger om de foranstaltninger, Kommissionen træffer som led i den i stk. 1 omhandlede kontrol, og om hyppigheden heraf. 3. Kommissionen kan efter høring af medlemsstaterne i Den Stående Veterinærkomité udsætte eller fremrykke visse kontroller eller foretage supplerende kontrol, hvis den finder det nødvendigt, navnlig af sundhedsmæssige årsager eller på grund af resultaterne af tidligere kontrol. Artikel 3 1. Ved kontrollen følger den eller de eksperter fra en eller flere medlemsstater, som Kommissionen har udpeget til at ledsage sine egne eksperter, Kommissionens administrative instrukser. De oplysninger, som denne eller disse eksperter i løbet af kontrollen har indhentet, eller de konklusioner, de har draget, må i intet tilfælde benyttes i personligt øjemed eller videregives til personer, der er Kommissionens tjenestegrene eller medlemsstaterne uvedkommende. 2. Rejse- og opholdsudgifter for den eller de eksperter fra medlemsstaterne, som Kommissionen har udpeget, afholdes ifølge Kommissionens regler for rejse- og opholdsudgifter for personer, der ikke er ansat ved Kommissionen, og som er blevet bedt om at udføre ekspertopgaver. Artikel 4 Kommissionen underretter skriftligt medlemsstaterne forsamlet i Den Stående Veterinærkomité om kontrolresultaterne. Disse rapporter kan, hvis de berørte retsforskrifter omfatter dette, anvise, om der er anledning til: - at ændre en af de lister, der omhandles i artikel 1, stk. 3, første led - at etablere eller ændre de indførselsbetingelser, der omhandles i artikel 1, stk. 3, andet led, eller - at etablere eller ændre listen over virksomheder, der omhandles i artikel 1, stk. 3, tredje led. Artikel 5 For at tage hensyn til erfaringerne undersøges bestemmelserne i denne beslutning på ny inden den 31. december 1999 på grundlag af en rapport til medlemsstaterne fra Kommissionen. Artikel 6 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 31. januar 1997. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. L 55 af 8. 3. 1971, s. 23. (2) EFT nr. L 265 af 18. 10. 1996, s. 15. (3) EFT nr. L 279 af 30. 9. 1986, s. 55. (4) EFT nr. L 62 af 15. 3. 1993, s. 38. (5) EFT nr. L 340 af 31. 12. 1993, s. 21.