T-85/9761997B00850006.000121141212310TKENDELSE AF 20.11.1997 — SAG T-85/97HORECA WALLONIE MOD KOMMISSIONEN<TI><P><HT TYPE="UC">Rettens kendelse</HT>(Anden Udvidede Afdeling)</P><P><DATE ISO="19971120">20. november 1997</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Proccssprog: fransk.</P></NOTE></P></TI>

I sag T-85/97,

Interprovinciale des fédérations d'hôteliers, restaurateurs, cafetiers et entreprises assimilées de Wallonie ASBL (Féd. Horeca-Wallonie), Namur (Belgien), ved advokat Gilles Bounéou, Luxembourg, samt advokaterne Jean Materne og Alain Bernard, Liège, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Bounéou, 15, avenue du Bois,

sagsøger,mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Gérard Rozet, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

hvori der er i det væsentlige er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at rejse indsigelse mod, at Region wallonne (regionen Vallonien) gennemfører et forslag til dekret om social turisme, hvilken beslutning er rettet til Kongeriget Belgien ved skrivelse SG(96) D/8253 af 24. september 1996,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Kalogeropoulos, og dommerne C. P. Briët, C. W. Bellamy, A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretær: Η. Jung,

afsagt følgende

<TI><P>Kendelse</P></TI><TI><P>Sagens faktiske omstændigheder</P></TI>1Sagsøgeren, Interprovinciale des féderations d'hôteliers, restaurateurs, cafetiers et entreprises assimilées de Wallonie ASBL, er en ikke erhvervsdrivende forening efter belgisk ret, hvis medlemmer er de erhvervssammenslutninger, som er nævnt i punkt 2.01 i foreningens vedtægter, og som er sammenslutninger af hotelejere, restauratører, caféejere og tilsvarende virksomheder inden for det geografiske område, der omfatter de fransk- og tysksprogede kulturelle fællesskaber i Belgien, samt de fysiske eller juridiske personer, som ønsker at medvirke til at forfølge sammenslutningens vedtægtsmæssige formål.2Ved skrivelse af 7. april 1995 tilsendte sagsøgeren Kommissionen en kopi af en skrivelse, som sammenslutningen havde sendt den 3. april 1995 til ministerpræsidenten for Region wallonne (herefter regionen Vallonien), hvori den bl.a. kritiserede den ordning til støtte af centre for social turisme, som påtænktes indført ved forslaget til dekret fra l'exécutif regional wallon (det udøvende organ for regionen Vallonien) om social turisme (herefter dekretforslaget). Dette dekret skulle afløse kongelig anordning af 23. januar 1951, som ændret ved kongelig anordning af 2. marts 1956, om støtte til fremme af ferie for arbejdere og folketurisme.3Ved skrivelse af 21. juni 1995 kvitterede Kommissionen for modtagelsen af sagsøgerens skrivelse af 7. april 1995 og meddelte sammenslutningen, at Generaldirektoratet for Konkurrence — efter at have taget kontakt til de belgiske myndigheder for at indhente alle de nødvendige oplysninger til, at Kommissionen kunne vurdere, om dekretforslaget var foreneligt med det fælles marked — ville holde sammenslutningen underrettet om sagens videre gang.4Dekretforslaget blev officielt meddelt Kommissionen ved skrivelse fra Kongeriget Belgiens faste repræsentation af 4. oktober 1995. De belgiske myndigheder afgav en række supplerende oplysninger under et møde afholdt den 30. januar 1996 og ved skrivelser til Kommissionen, som blev modtaget af denne den 22. marts og den 12. juni 1996.5I en beslutning truffet af Kommissionen, som var indeholdt i en skrivelse til Kongeriget Belgiens udenrigsminister, nr. SG(96) D/8253 af 24. september 1996, fastslog Kommissionen, efter at have afsluttet den indledende fase for undersøgelse af statsstøtte, som er foreskrevet i EF-traktatens artikel 93, stk. 3, at den støtte, der er omhandlet i dekretforslaget fra regionen Vallonien, [var] omfattet af undtagelsen i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), idet den [bidrog] til udviklingen af en virksomhed, som har en vis fællesskabsinteresse og ikke ændrer samhandelsvilkårene i et omfang, der strider mod de fælles interesser.6Beslutningen blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 30. januar 1997.7Ved skrivelse af 12. marts 1997 anmodede sagsøgerens advokater Kommissionen om at bekræfte over for dem, at de tal, som var nævnt [i dens skrivelse af 24. september 1996], navnlig på s. 3 og 4, udelukkende [stammede] fra regionen Vallonien, således at advokaternes klient kunne få mulighed for at efterprøve objektiviteten af [den dokumentation fra Kommissionen], hvorpå den for [klienten] så vigtige beslutning var baseret. Sagsøgerens advokater anmodede Kommissionen om hurtigst muligt at træffe de fornødne foranstaltninger til det anførte, hvorved de henviste til, at søgsmålsfristen i traktatens artikel 173, stk. 5, [var] begyndt at løbe den 31. januar 1997.8Ved en skrivelse af 24. marts 1997 bekræftede Kommissionen over for sagsøgerens advokater, at de tal, som var nævnt i dens beslutning af 24. september 1996, hidrørte fra de belgiske myndigheder. Den anførte i den forbindelse nærmere følgende:

Kommissionen har modtaget disse oplysninger inden for rammerne af det samarbejde, som påhviler medlemsstaterne efter EF-traktatens artikel 5, hvorefter medlemsstaterne skal lette Kommissionen gennemførelsen af dens opgaver. Når Kommissionen har modtaget detaljerede og troværdige oplysninger fra de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, og disse ikke er i modstrid med klagernes oplysninger, har Kommissionen ikke grund til at nære tvivl om de kompetente myndigheders redelighed og om, at den pågældende medlemsstat har handlet korrekt.

<TI><P>Retsforhandlinger og parternes påstande</P></TI>9Ved stævning dateret den 3. april 1997, registreret på Justitskontoret samme dag, har sagsøgeren anlagt nærværende sag, hvorunder sammenslutningen har nedlagt følgende påstande:

Principalt annulleres den beslutning fra Kommissionen, som er indeholdt i skrivelsen af 24. september 1996 til Kongeriget Belgien, og sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Subsidiært fastslås det, at dekretforslaget, som Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette har anset for at være foreneligt med det fælles marked, alene kan tænkes at være foreneligt hermed, såfremt betingelsen i det næstsidste afsnit af begrundelsen er opfyldt, nemlig såfremt det bestemmes i dekretforslaget, at de anerkendte foreninger, som foranstalter social turisme, og som henvender sig til et klientel, som den sociale turisme ikke er bestemt for (og som efter den vedtægtsmæssige definition falder uden for den personkreds, som en ikke erhvervsdrivende forening ifølge sit formål skal tjene) i forbindelse med deres accessoriske forretningsmæssige aktiviteter (ligesom enhver anden ikke erhvervsdrivende forening) skal anvende priser, som ikke er lavere end dem, som hotelejere og restauratører i en tilsvarende kategori inden for den private sektor gennemsnitlig anvender for den samme type ydelser.

10Da stævningen ikke indeholdt nogen angivelse af den part, mod hvem stævningen var udtaget, hvilket er en betingelse efter artikel 44, stk. 1, litra b), i Rettens procesreglement, har sagsøgerens advokat ved telefax til Justitskontoret af 3. april 1997 præciseret, at søgsmålet er rettet mod Kommissionen.11Ved en skrivelse, som er indgået til Justitskontoret den 5. maj 1997, har Kommissionen indgivet en begæring i henhold til procesreglementets artikel 114, hvori den har nedlagt følgende påstande:

Afvisning.

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12I sine bemærkninger vedrørende denne begæring, som er indleveret til Justitskontoret den 11. juni 1997, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagen fremmes til realitetsbehandling.<TI><P>Formaliteten</P></TI>13Ifølge procesreglementets artikel 114 skal en part, der ønsker, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at den indleder behandlingen af sagens realitet, fremsætte begæring herom i et særskilt dokument. Retten kan bestemme, at det er ufornødent at afholde mundtlig forhandling og træffe afgørelse vedrørende begæringen ved begrundet kendelse. Retten finder, at den foreliggende sag er tilstrækkeligt oplyst ved sagens akter, og træffer afgørelse om, at det er ufornødent at fortsætte sagens behandling.14Kommissionen har fremført tre anbringender til støtte for sin afvisningspåstand. Det første anbringende er, at stævningen er for sent indgivet, det andet, at stævningen ikke opfylder formkravene i artikel 19, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, og det tredje, som udelukkende vedrører den subsidiære påstand, at Retten ikke har kompetence til at give pålæg. Det første anbringende skal behandles først.<TI><P>Parternes argumenter</P></TI>15Flvad angår anbringendet om, at stævningen er for sent indgivet, har Kommissionen anført, at stævningen ikke blev indgivet inden den frist på to måneder, som er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 5. Da sagsøgeren, som ikke er adressat for den anfægtede beslutning, blev bekendt hermed den 31. januar 1997 — således som sagsøgerens advokater bekræftede i deres skrivelse til Kommissionen af 12. marts 1997 — udløb tomånedersfristen den 31. marts 1997. Som følge af reglen i artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden — og hvorefter procesfristen for belgiske sagsøgeres vedkommende forlænges med to dage — udløb søgsmålsfristen i denne sag ganske vist først den 2. april 1997 ved midnat. Stævningen blev imidlertid indleveret og registreret på Rettens Justitskontor den 3. april 1997, dvs. den samme dag, som den var dateret.16Kommissionen har tilføjet, at afstandsfristen blot udgør en forlængelse af den i traktaten fastsatte søgsmålsfrist, hvorfor den særlige bestemmelse i artikel 101, stk. 2, i Rettens procesreglement — hvorefter en frist, der ville udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, først udløber ved udgangen af den følgende hverdag — ikke finder anvendelse før ved udløbet af den samlede frist (dvs. den i traktaten fastsatte søgsmålsfrist, forlænget med afstandsfristen) og ikke først ved udløbet af søgsmålsfristen i henhold til traktaten og dernæst på ny ved udløbet af en eventuel afstandsfrist.17Sagsøgeren, som udtrykkeligt erkender at være blevet gjort bekendt med den anfægtede beslutning den 31. januar 1997, har heroverfor fastholdt, at søgsmålsfristen ikke er overskredet. Efter sagsøgerens opfattelse udløb tomånedersfristen den 31. marts 1997 ved midnat. Da denne var en lovbestemt helligdag (påskemandag), udløb procesfristen i medfør af procesreglementets artikel 101, stk. 2, først den 1. april 1997. Når hertil lægges to dage som følge af afstanden, udløb fristen den 3. april 1997 ved midnat, hvorfor sagen må tages under realitetsbehandling.18Efter sagsøgerens opfattelse forudsætter de omhandlede bestemmelser i procesreglementet såvel efter deres formål som deres ordlyd, at procesfristen og afstandsfristen betragtes som to særskilte frister, der hver især, eller i givet fald i kombination med hinanden, kan medføre, at en frist, der udløber en lørdag, en søndag eller en lovbestemt fri- eller helligdag, først udløber ved udgangen af den følgende hverdag.19Da afstandsfristen principielt har til formål at give sagsøgeren mulighed for at indgive søgsmålet med posten — hvilket er udelukket på helligdage — finder sagsøgeren, at forlængelsen af søgsmålsfristen under hensyn til afstanden ikke bør forkortes med en dag, hvor det er udelukket at sende post.20Sagsøgeren har endvidere anført, at den sidste hverdag for indgivelse af stævningen i denne sag var tirsdag den 1. april 1997, hvis ikke procesreglementet havde indeholdt bestemmelser om forlængelse af fristerne under hensyn til afstanden. Den omstændighed, at fristen forlænges med to dage under hensyn til afstanden, bør ikke ændre ved nævnte fristforlængelse, men bør komme sagsøgeren yderligere til gode.21Endelig har sagsøgeren anført, at bestemmelsen i procesreglementets artikel 101, stk. 2 — hvorefter en frist, der ville udløbe på en lørdag, søndag eller en lovbestemt fri- eller helligdag, først udløber ved udgangen af den følgende hverdag — gælder for enhver af de frister, som er nævnt i artikel 101, stk. 1, og dermed for enhver procesfrist, som er fastsat i ... dette reglement. Procesfristerne under hensyn til afstanden er fastsat i procesreglementet, nemlig ved artikel 102, stk. 2. Følgelig gælder reglen i procesreglementets artikel 101, stk. 2, også for disse frister.<TI><P>Reitens bemærkninger</P></TI>22Ifølge traktatens artikel 173, stk. 5, skal der anlægges sag inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at sagsøgeren har fået kendskab til den.23Det fremgår af procesreglementets artikel 101, stk. 1, at denne tomånedersfrist skal beregnes således, at den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, fra hvilken fristen regnes, ikke skal medregnes i fristen, og at fristen udløber ved udgangen af den dag, der i fristens sidste måned er samme dag i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, fra hvilken fristen regnes. Procesreglementets artikel 101, stk. 2, bestemmer, at ville fristen udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri-eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag.24Denne bestemmelse suppleres af procesreglementets artikel 102, stk. 2, hvorefter den af Domstolen trufne afgørelse om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden, som offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, gælder ved Retten. Domstolens afgørelse om procesfristers forlængelse under hensyn til afstand, som er indeholdt i bilag II til dens procesreglement, bestemmer, at proces-fristerne for Kongeriget Belgien forlænges med to dage under hensyn til afstanden.25Som Domstolen har fremhævet i sin kendelse af 15. maj 1991 i sag C-122/90 (Emsland-Stärke mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 9), finder bestemmelsen i artikel 80, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som svarer til artikel 101, stk. 2, i Rettens procesreglement, og som udelukkende omhandler den situation, hvor fristen udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt frieller helligdag, alene anvendelse i det tilfælde, hvor den samlede frist, inklusive afstandsfristen, udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag (jf. tillige Rettens dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 62).26Afstandsfristen skal nemlig ikke betragtes som en særskilt frist i forhold til procesfristen, men alene som en forlængelse heraf, således som det udtrykkeligt er angivet i Domstolens ovennævnte afgørelse om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden, da det bestemmes i afgørelsen, at procesfristerne [forlænges] under hensyn til afstanden således: ....27Under hensyn til den afstandsfrist på to dage, som tilkom sagsøgeren, udløb fristen i denne sag for indgivelse af stævningen følgelig den 2. april 1997 ved midnat.28I øvrigt har sagsøgeren ikke godtgjort, endsige påberåbt sig, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, som ville have givet Retten mulighed for at fravige den omhandlede frist i medfør af artikel 42, stk. 2, i statutten for Domstolen, der ifølge samme statuts artikel 46 finder tilsvarende anvendelse på rettergangsmåden ved Retten.29Følgelig må sagen afvises, hvorefter det er ufornødent at træffe afgørelse om de øvrige afvisningsgrunde, som Kommissionen har gjort gældende.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>30Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges denne at betale sagens omkostninger, idet Kommissionen har nedlagt påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1)Sagen afvises.2)Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 20. november 1997.

H. Jung

Justitssekretær

A. Kalogeropoulos

Afdelingsformand