Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 2. juli 2026 (1)

Sag C-383/25

Keritaly

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol i Lombardiet, Italien))

» Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2010/75/EU – industrielle emissioner – integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening – væsentlig ændring af et anlæg – godkendelsesforbehold – meddelelse af plan om at foretage en ikkevæsentlig ændring af et anlæg – manglende svar fra den kompetente myndighed inden for den fastsatte frist – retsvirkninger – stiltiende godkendelse – afvisning «






I.      Indledning

1.        Den Europæiske Union ønsker også på miljøområdet i stigende omfang at benytte den stiltiende godkendelse, som anses for givet, hvis en myndighed ikke reagerer på en ansøgning inden for en vis frist, som et instrument til at fremskynde proceduren (2). Men må medlemsstaterne fastsætte stiltiende godkendelse af foranstaltninger, som i henhold til EU-retten, nærmere bestemt direktivet om industrielle emissioner (3), udtrykkeligt kræver en skriftlig godkendelse? Dette spørgsmål opstår i den foreliggende sag, og på grund af den nævnte udvikling i EU-retten bliver det stadig mere relevant.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

2.        Artikel 3, nr. 7) og 9), i direktivet om industrielle emissioner definerer begreberne »godkendelse« og »væsentlig ændring« af et anlæg som følger:

»I dette direktiv gælder følgende definitioner:

[…]

7)      »godkendelse«: en skriftlig tilladelse til at drive et anlæg eller et fyringsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg eller affaldsmedforbrændingsanlæg eller en del heraf

[…]

9)      »væsentlig ændring«: en ændring af et anlægs art eller funktionsmåde eller en udvidelse af et anlæg eller et fyringsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg eller affaldsmedforbrændingsanlæg, som kan få negativ og betydelig indvirkning på menneskers sundhed eller miljøet.«

3.        Samme direktivs artikel 4 (»Pligt til at være i besiddelse af en godkendelse«) bestemmer i stk. 1 følgende:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at intet anlæg eller fyringsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg eller affaldsmedforbrændingsanlæg drives uden godkendelse.

[...]«

4.        Artikel 20 i direktivet om industrielle emissioner omhandler ændringer af et anlæg:

»1.      Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at driftslederen oplyser den kompetente myndighed om planlagte ændringer i anlæggets art eller funktionsmåde og om udvidelser af anlægget, når dette kan få følger for miljøet. I påkommende tilfælde ajourfører den kompetente myndighed godkendelsen.

Medlemsstaterne sørger for, at driftslederen ikke gennemfører planlagte væsentlige ændringer, førend ændringen er godkendt i henhold til dette direktiv.

Ansøgningen om godkendelse og den kompetente myndigheds afgørelse skal omfatte de dele af anlægget og de forhold som anført i artikel 12, der kan blive påvirket af den væsentlige ændring.

3.      Enhver ændring af et anlægs art eller funktionsmåde og enhver udvidelse af et anlæg anses for at være væsentlig, når ændringen eller udvidelsen i sig selv har et omfang, der mindst svarer til kapacitetstærsklerne i bilag I.«

B.      Italiensk ret

5.        Artikel 29h i Decreto legislativo (lovdekret) 152/2006 om »bestemmelser på miljøområdet« omhandler meddelelse af ændringer af et anlæg:

»1.      Driftslederen skal oplyse den kompetente myndighed om planlagte ændringer af anlægget som defineret i artikel 5, stk. 1, litra l). Den kompetente myndighed skal i påkommende tilfælde ajourføre den integrerede miljøgodkendelse eller de respektive vilkår; hvis myndigheden konstaterer, at de planlagte ændringer er væsentlige som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra la), skal den inden for 60 dage fra modtagelsen af meddelelsen pålægge driftslederen at opfylde de i denne artikels stk. 2 fastsatte forpligtelser. Når denne frist er udløbet, må driftslederen gennemføre de meddelte ændringer.

2.      Såfremt de planlagte ændringer ifølge driftslederen eller som følge af meddelelsen i stk. 1 er væsentlige, skal driftslederen indgive en ny ansøgning om godkendelse til den kompetente myndighed, ledsaget af en rapport, som indeholder en ajourføring af oplysningerne i artikel 29b, stk. 1 og 2. [...]«

III. Sagens faktiske omstændigheder og anmodningen om præjudiciel afgørelse

6.        Keritaly SpA har genoptaget fremstillingen af keramiske fliser på en fabrik i Gonzaga, i provinsen Mantova. Denne aktivitet er i henhold til punkt 3.5 i bilag VIII til Decreto legislativo nr. 152/2006 underlagt den italienske gennemførelse af direktivet om industrielle emissioner.

7.        I 2018 fastsatte provinsen Mantova på grund af mulige indvirkninger på luftkvaliteten og dermed på menneskers sundhed, at der skulle gennemføres en miljøvurdering af projektet. Derefter foreslog Keritaly en reduktion af de maksimale emissioner og ansøgte om en fornyet prøvelse af denne anordning.

8.        Den 6. februar 2019 udelukkede provinsen gennemførelse af en miljøvurdering på betingelse af, at bestemte vilkår, navnlig en emissionsgrænseværdi på 20 mg/Nm3 for flygtige organiske forbindelser, bliver overholdt. Ved afgørelse af 12. juni 2019 udstedte provinsen den integrerede miljøgodkendelse for udøvelse af aktiviteten. I denne godkendelse anførte den emissionsgrænseværdien på 20 mg/Nm3 for flygtige organiske forbindelser.

9.        Den 27. februar 2023 gennemførte den kompetente regionale myndighed for miljøbeskyttelse en inspektion for at kontrollere overholdelsen af vilkårene i godkendelsen for miljøkomponenten luft og konstaterede den 12. juni 2023 en emission på 65,12 mg/Nm3 flygtige organiske forbindelser, dvs. en overskridelse af den foreskrevne grænseværdi.

10.      Provinsen påtalte denne overskridelse ved påbudsskrivelse af 1. august 2023, forkyndt den 3. august 2023. Den pålagde Keritaly at redegøre for grundene til denne overskridelse og angive de iværksatte procedurer for at sikre overholdelsen af denne grænseværdi. Endvidere gjorde den Keritaly opmærksom på, at eventuelle ændringer af emissionens egenskaber eller af de installerede reduktionssystemer ville kræve indgivelse af en meddelelse om ændring af godkendelsen.

11.      Den 4. august 2023 indgav Keritaly en meddelelse om ikkevæsentlig ændring af den integrerede miljøgodkendelse i medfør af artikel 29h i lovdekret nr. 152/2006, som vedrørte forhøjelsen fra 20 til 50 mg/Nm3 af emissionsgrænseværdien for flygtige organiske forbindelser. Kort efter udløbet af fristen på 60 dage, inden for hvilken provinsen ifølge den nævnte artikel burde have undersøgt, om denne forhøjelse udgjorde en væsentlig ændring, gav Keritaly den 4. oktober 2023 provinsen meddelelse om, at virksomheden henset til provinsens manglende besvarelse mente at have fået tilladelse til at gennemføre den meddelte ændring.

12.      Først da meddelte provinsen i en skrivelse af 12. oktober 2023, at forhøjelsen af grænseværdien for emissioner af flygtige organiske forbindelser ikke kunne gennemføres. Provinsen konstaterede navnlig, at forhøjelsen af grænseværdien ville føre til en potentiel forøgelse af massestrømmen af flygtige organiske forbindelser med 9 119 ton/år, hvilket kunne få betydelige negative konsekvenser for miljøet. Derfor kunne denne forøgelse ikke godkendes uden en forudgående undersøgelse af, om en vurdering af indvirkningen på miljøet var påkrævet.

13.      Den 2. november 2023 anmodede Keritaly provinsen om fornyet undersøgelse af denne beslutning og gjorde navnlig gældende, at der forelå stiltiende accept, når der var gået 60 dage fra Keritalys meddelelse om en ikkevæsentlig ændring. Provinsen afviste ved skrivelse af 23. november 2023, at der skulle være tildelt en stiltiende godkendelse.

14.      Med søgsmålet for Tribunale amministrativo regionale per la Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol i Lombardiet, Italien), den forelæggende ret, har Keritaly anfægtet skrivelserne af 12. oktober 2023 og af 23. november 2023.

15.      Kontrolproceduren er efterfølgende blevet fortsat, og Agenzia di Tutela della Salute Val Padana (sundhedsmyndigheden i Val Padana, Italien) konstaterede ved skrivelse af 12. december 2023, at der for det første havde været et unormalt stort antal spontane aborter og en stigning i antallet af tilfælde af leukæmi, der kunne skyldes miljørisikofaktorer, for det andet at de flygtige organiske forbindelser, som blev udledt fra Keritaly, kunne indeholde kræftfremkaldende stoffer, og for det tredje at den af Keritaly i 2018 indgivne depositionsberegning hindrede en sammenligning med referenceværdierne i faglitteraturen for befolkningen i almindelighed. Efter sundhedsmyndighedens opfattelse er der derfor behov for en ny undersøgelse.

16.      Samme dag fastslog den kompetente regionale myndighed for miljøbeskyttelse (Italien), at en forhøjelse af emissionerne sandsynligvis ville bevirke en forhøjet deposition, at der i det pågældende område var mindst to anlæg af samme type, som var omfattet af en forhøjelse af grænseværdien, og at der siden 2018 var blevet indført nye produktionslinjer i Keritalys anlæg. I denne forbindelse reducerede Keritaly frivilligt emissionerne med henblik på at undgå, at de respektive procedurer vedrørende ændring af miljøgodkendelsen skulle underkastes vurderingen af indvirkningen på miljøet.

17.      I lyset af disse udtalelser stadfæstede provinsen den 14. februar 2024 sin tidligere beslutning af 12. oktober 2023. Keritaly har udvidet sit søgsmål tilsvarende.

18.      Ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse har den hidtidige forvaltningsretlige praksis i Italien vedrørende sidste punktum i artikel 29h, stk. 1, i lovdekret nr. 152/2006 lagt til grund, at 60 dages manglende svar fra den kompetente myndigheds side ikke skal anses for en godkendelse af ændringen. I henhold til artikel 29h kan driftslederen ganske vist gennemføre ændringerne efter fristens udløb. Dette er imidlertid kun tilladt, indtil forvaltningen træffer en anden afgørelse. Denne afgørelse kan navnlig fastslå, at det er nødvendigt at gennemføre en godkendelsesprocedure.

19.      Den forelæggende ret forstår den pågældende sætning således, at driftslederen »har fået tilladelse til« at gennemføre ændringerne. Hvis en aktivitet kræver godkendelse, må godkendelsen enten foreligge eller ikke foreligge. Der findes ingen tredje mulighed, og navnlig ikke en situation, hvor aktiviteten må gennemføres indtil videre, men senere kan forbydes.

20.      Desuden indebærer den anførte fortolkning i italiensk retspraksis, at driftslederen, som efter udløbet af 60 dage fra meddelelsen uden svar på denne under afholdelse af de relevante udgifter gennemfører de pågældende ændringer, udsættes for en betydelig risiko. Myndigheden kan nemlig også efter lang tid, i praksis ubegrænset, kvalificere disse ændringer som væsentlige.

21.      Hvis artikel 29h, stk. 1, derimod fortolkes således, at den fastsætter stiltiende accept, har driftslederen på stiltiende vis fået tilladelse til at gennemføre ændringerne, når der er gået tres dage uden svar fra myndigheden. Hvis myndigheden senere anser disse ændringer for væsentlige, har myndigheden ganske vist alligevel mulighed for at forbyde dem og annullere den stiltiende godkendelse i forbindelse med myndighedens egenkontrol. Dette er dog kun muligt inden for en rimelig frist, som under ingen omstændigheder må være længere end et år som fastsat i artikel 21h i lov nr. 241/1990. For at annullere godkendelsen skal myndigheden endvidere vurdere den konkrete og aktuelle almene interesse, driftslederens berettigede forventning og eventuelle andre parters interesser. Såfremt driftslederens meddelelse derimod indeholder en urigtig fremstilling af omstændighederne, kan den kompetente myndighed annullere den stiltiende godkendelse selv efter fristen på et år (artikel 21h, stk. 2a, i lov nr. 241/1990).

22.      Den forelæggende ret har derfor forelagt følgende spørgsmål for Domstolen:

»Skal artikel 20, stk. 2, i [direktivet om industrielle emissioner] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning (som den, der i Italien følger af artikel 29h, stk. 1, i lovdekret nr. 152/2006), ifølge hvilken en ændring under alle omstændigheder anses for godkendt ved stiltiende accept, såfremt den kompetente myndighed ikke inden for 60 dage besvarer den meddelelse, hvorved driftslederen af et anlæg oplyser denne myndighed om denne planlagte ændring, som driftslederen kvalificerer som ikkevæsentlig, men som efterfølgende kan vise sig at være væsentlig?«

23.      Miljøorganisationen Legambiente Lombardia Onlus, Provincia di Mantova (provinsen Mantova), Den Italienske Republik samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige udtalelser. I retsmødet den 24. april 2026 deltog foruden de nævnte procesdeltagere også Keritaly SpA.

IV.    Retlig bedømmelse

24.      I hovedsagen anmeldte Keritaly til provinsen Mantova en forhøjelse af emissionsgrænseværdien for flygtige organiske forbindelser fra 20 mg/Nm3 til 50 mg/Nm3 som en ikkevæsentlig ændring af virksomhedens anlæg til produktion af keramiske fliser. Denne ansøgning afslog provinsen først efter udløbet af fristen på 60 dage, som er fastsat i italiensk ret. Den anførte, at der var tale om en væsentlig ændring, som ikke kunne godkendes uden videre. Keritaly har heroverfor gjort gældende, at provinsen med sit manglende svar allerede stiltiende godkendte ændringen.

25.      Hensigten med anmodningen om præjudiciel afgørelse er derfor at få afklaret, om artikel 20, stk. 2, i direktivet om industrielle emissioner er til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter en stiltiende godkendelse af ændringen af et anlæg, som driftslederen har anmeldt som ikkevæsentlig, hvis ændringen efterfølgende viser sig at være væsentlig.

26.      Derfor vil jeg først på grundlag af ordlyden af de relevante bestemmelser i direktivet om industrielle emissioner, den sammenhæng, hvori de indgår, og ordningens målsætning redegøre for, at den stiltiende godkendelse af en væsentlig ændring er udelukket. Efterfølgende vil jeg diskutere i problematikken i bredere sammenhæng ved hjælp af en sammenligning med stiltiende afgørelser, som er reguleret i EU-retten, samt endelig komme ind på driftsledernes og navnlig Keritalys interesser.

A.      Ordlyd

27.      I henhold til artikel 4, stk. 1, første afsnit, i direktivet om industrielle emissioner træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at navnlig intet anlæg som omhandlet i artikel 3, nr. 3), og bilag I drives uden godkendelse. Provinsen godkendte i overensstemmelse hermed den omtvistede fabrik i 2019 som et anlæg til fremstilling af keramiske produkter ved brænding som omhandlet i bilag I, nr. 3.5.

28.      Medlemsstaterne sørger i henhold til artikel 20, stk. 2, første afsnit, i direktivet om industrielle emissioner desuden for, at driftslederen ikke gennemfører planlagte væsentlige ændringer (af sådanne anlæg), førend ændringen er godkendt i henhold til dette direktiv. Andre ændringer skal driftslederen derimod i henhold til artikel 20 kun meddele den kompetente myndighed (4).

29.      I henhold til definitionen i artikel 3, nr. 7), i direktivet om industrielle emissioner skal en godkendelse gives skriftligt. Da en stiltiende godkendelse i sagens natur ikke gives skriftligt, er allerede ordlyden af artikel 2, stk. 2, første afsnit, og artikel 3, nr. 7), i direktivet om industrielle emissioner til hinder for en sådan godkendelse i forbindelse med en væsentlig ændring.

30.      Artikel 4, stk. 1, andet og tredje afsnit, i direktivet om industrielle emissioner fastsætter ganske vist en undtagelse fra pligten til at være i besiddelse af en godkendelse. Som Kommissionen har gjort gældende, finder denne undtagelse imidlertid ikke anvendelse i den foreliggende sag.

31.      Denne undtagelse gælder for anlæg, som udelukkende er omfattet af kapitel V i direktivet om industrielle emissioner. Det drejer sig om bestemte anlæg og aktiviteter, hvor eller hvorved der anvendes organiske opløsningsmidler. De er anført i del 1 i bilag VII. For disse anlæg kan medlemsstaterne fastsætte en registreringsprocedure. Her er det tilstrækkeligt, at driftslederen underretter den kompetente myndighed om sin plan om at drive et anlæg. Væsentlige ændringer af sådanne anlæg er i henhold til artikel 63 underlagt særlige regler og kræver ikke nødvendigvis godkendelse.

32.      Den omtvistede grænseværdi vedrører ganske vist flygtige organiske forbindelser, hvilket også omfatter opløsningsmidler. Det omtvistede anlæg, en fabrik til produktion af keramiske fliser, er imidlertid ikke udelukkende omfattet af kapitel V i direktivet om industrielle emissioner og er derfor heller ikke opført i del 1 i bilag VII.

B.      Den systematiske sammenhæng med inddragelsen af offentligheden og effektiv retsbeskyttelse for medlemmer af den berørte offentlighed

33.      Kravet om en skriftlig godkendelse er også tæt knyttet til inddragelsen af offentligheden og effektiv retsbeskyttelse af tredjemand, som er fastsat i direktivet om industrielle emissioner.

34.      Artikel 24, stk. 1, litra b), i direktivet om industrielle emissioner fastsætter, at proceduren for inddragelse af offentligheden, som er fastsat i bilag IV, skal overholdes i forbindelse med tildeling af en godkendelse af væsentlige ændringer. Ifølge denne procedure stilles bestemte oplysninger til rådighed for offentligheden, og den gives mulighed for at udtale sig om beslutningen.

35.      Afgørelser, handlinger eller undladelser i henhold til artikel 24 i direktivet om industrielle emissioner er desuden i henhold til artikel 25 underlagt domstolsprøvelse på initiativ af medlemmer af den berørte offentlighed. Navnlig miljøorganisationer kan anlægge sag ifølge denne bestemmelse (5).

36.      Såfremt en stiltiende godkendelse lægges til grund, ville det derimod udelukke enhver offentlig deltagelse og i det mindste gøre domstolsprøvelsen betydeligt vanskeligere. I denne forbindelse ville informationen af offentligheden i sagens natur være tvivlsom.

37.      Netop den effektive retsbeskyttelse af medlemmer af offentligheden kan i øvrigt indebære alvorlige risici for operatøren af anlægget. Uden offentliggørelse kan en stiltiende godkendelse ikke udløse søgsmålsfrister (6), og eventuelle søgsmål kan derfor også anlægges selv efter længere tid. Desuden er en stiltiende godkendelse ikke begrundet. Et eventuelt søgsmål ville derfor allerede af denne grund have god udsigt til at få medhold.

38.      Det ville derfor ikke være foreneligt med offentlighedens deltagelse og den effektive retsbeskyttelse af medlemmer af den berørte offentlighed, som er fastsat i direktivet om industrielle emissioner, at lægge en stiltiende godkendelse af væsentlige ændringer til grund.

C.      Ordningens formål

39.      Udelukkelsen af en stiltiende godkendelse af væsentlige ændringer er også i overensstemmelse med målene for direktivet om industrielle emissioner og Unionens miljøpolitik.

40.      Direktivet om industrielle emissioner har i henhold til artikel 1, stk. 1, til formål at fastsætte regler om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra industrielle aktiviteter. I henhold til artikel 1, stk. 2, sammenholdt med 12. betragtning til dette direktiv, tager direktivet ligeledes sigte på at forebygge eller, hvis dette ikke er muligt, at begrænse udledninger til luft, vand og jord samt forebygge, at der opstår affald, for »generelt« at nå et højt miljøbeskyttelsesniveau (7). I 18. betragtning til direktivet fastholdes det, at væsentlige ændringer af anlæg, der kan medføre betydelige negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet, ikke bør gennemføres, førend ændringen er godkendt i henhold til dette direktiv.

41.      Disse mål konkretiserer Unionens generelle målsætninger.

42.      Direktivet er blevet vedtaget med hjemmel i artikel 192, stk. 1, TEUF, som vedrører de aktioner, der skal iværksættes på miljøområdet med henblik på at opfylde de mål, der er nævnt i artikel 191 TEUF. Denne sidstnævnte artikel bestemmer i stk. 1, første og andet led, at Unionens politik på miljøområdet skal bidrage til målene vedrørende bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten samt beskyttelse af menneskers sundhed. I henhold til artikel 191, stk. 2, TEUF tager Unionens politik på miljøområdet sigte på et højt beskyttelsesniveau (8).

43.      Desuden bestemmer artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 9 TEUF, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter. Desuden følger det af chartrets artikel 37 samt artikel 3 TEU, at et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling (9).

44.      Forbeholdet om en skriftlig godkendelse af driften og af væsentlige ændringer af anlæg bidrager i høj grad til at nå disse mål. Det tvinger driftslederen af anlægget og godkendelsesmyndigheden til at undersøge, om betingelserne for drift af anlægget i henhold til direktivet om industrielle emissioner er opfyldt, og også begrunde dette.

45.      Den udtrykkelige kontrol af, at de gældende bestemmelser i direktivet om industrielle emissioner er overholdt, er navnlig hensigtsmæssig i forbindelse med en væsentlig ændring af et anlæg. Ved en væsentlig ændring forstås i henhold til artikel 3, nr. 9), en ændring af et anlægs art eller funktionsmåde eller en udvidelse af et anlæg, som kan få negativ og betydelig indvirkning på menneskers sundhed eller miljøet. Det er netop direktivets formål at undgå eller i det mindste reducere sådanne virkninger.

46.      Det er indlysende, at den omtvistede ændring, forhøjelse af en grænseværdi for flygtige organiske forbindelser med 150%, kan få negativ og betydelig indvirkning på menneskers sundhed eller miljøet. Disse forbindelser er defineret i artikel 3, nr. 45), i direktivet om industrielle emissioner, er genstand for særlige regler i kapitel V og er i henhold til bilag II luftforurenende stoffer, for hvilke der skal fastsættes grænseværdier i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a).

47.      Hvis Keritalys anlæg var et anlæg, som kapitel V i direktivet om industrielle emissioner fandt anvendelse på, ville allerede en forhøjelse af emissionerne af flygtige organiske forbindelser med blot 10% udgøre en væsentlig ændring i henhold til artikel 63, stk. 1, litra b).

48.      Eftersom artikel 14, stk. 1, litra a), i direktivet om industrielle emissioner kræver emissionsgrænseværdier for flygtige organiske forbindelser, må en ændring af den pågældende grænseværdi i øvrigt også anses for en ændring af et anlægs funktion (10).

49.      Den omtvistede meddelelse fra Keritaly omhandler således en væsentlig ændring af det anlæg, som virksomheden driver, som også i henhold til hensigten og formålet med direktivet om industrielle emissioner kræver en skriftlig godkendelse.

D.      Den bredere sammenhæng: stiltiende afgørelser i EU-retten i øvrigt

50.      Idéen om en stiltiende afgørelse, når en frist udløber, er ganske vist ikke ukendt i EU-retten. Det fremgår imidlertid af Unionens reguleringspraksis, at udelukkelsen af en stiltiende godkendelse af væsentlige ændringer ved fortolkningen af artikel 20, stk. 2, i direktivet om industrielle emissioner er nødvendig af hensyn til retssikkerheden. For så vidt som stiltiende afgørelser er fastsat, reguleres de og de respektive retsvirkninger snarere mere præcist.

51.      Det er rigtigt, at Domstolen inden for statsstøtteområdet på grund af medlemsstaternes legitime interesser analogt til søgsmålsfristerne for Unionens retsinstanser fastsatte en frist for Kommissionen på to måneder efter underretningen om en statsstøtte til at udtale sig om dens forenelighed med EU-retten. Hvis Kommissionen overskred denne uskrevne frist, bortfaldt forbuddet mod at gennemføre statsstøtten, som i dag er fastsat i artikel 108, stk. 3, tredje punktum, TEUF. Denne retsvirkning var imidlertid ikke endelig, idet Kommissionen fortsat kunne gøre eventuelle indsigelser mod foranstaltningen gældende under procedure for kontrol af eksisterende støtteforanstaltninger (11).

52.      Den fortolkning af direktivet om industrielle emissioner, som den forelæggende ret tilstræber, ville have en lignende kvalitet, idet en stiltiende godkendelse af en væsentlig ændring netop ikke er fastsat i direktivet. Eftersom den skal føre til en godkendelse, ville den dog have en mere vidtrækkende virkning end den nævnte dom fra Domstolen, som kun lod et forbud mod gennemførelse bortfalde.

53.      I dag er den frist, som Domstolen udviklede på statsstøtteområdet ud fra en analogi, udtrykkeligt fastsat i artikel 4, stk. 6, i forordningen om statsstøtte (12). Lovgiver gik med denne mulighed et skridt videre og foretrak en stiltiende godkendelse af støtten. I en lignende form fører artikel 10, stk. 6, i forordningen om fusionskontrol (13) til, at en anmeldt fusion anses for godkendt, hvis Kommissionen ikke træffer en afgørelse inden for en relativt kort frist. Begge stiltiende godkendelser beror på de respektive berørte økonomiske aktørers interesser.

54.      Tjenesteydelsesdirektivets (14) artikel 13, stk. 4, som Kommissionen har henvist til, fastsætter stiltiende godkendelse af optagelse og udøvelse af servicevirksomhed. Bestemmelsen har til formål at gennemføre rettigheder, som følger allerede af de grundlæggende frihedsrettigheder, og konkretiserer kun grænserne for nationale begrænsninger af disse frihedsrettigheder.

55.      Inden for Unionens regler om tjenestemænd og øvrige ansatte (15) og i forbindelse med aktindsigt i Unionens dokumenter (16) er det derimod udtrykkeligt fastsat, at en ansøgning anses for afslået, hvis den kompetente myndighed ikke træffer afgørelse inden for bestemte frister. Et stiltiende afslag begrunder ikke en rettighed, men giver ansøgeren mulighed for at søge retsbeskyttelse gennem et søgsmål (17).

56.      På miljøområdet gør endnu et aspekt sig gældende. Det drejer sig principielt om at beskytte miljøet og/eller sundheden mod negative indvirkninger fra bestemte aktiviteter. For så vidt som der er fastsat stiltiende afgørelser inden for Unionens miljøret, findes der derfor sædvanligvis beskyttelsesmekanismer, som skal sikre, at de respektive krav overholdes.

57.      Således fastsætter artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i forordningen om overførsel af affald (18) i forbindelse med transport af affald i Unionen, at stiltiende samtykke fra transitmyndigheden formodes at foreligge, og andre bestemmelser gør det muligt at lægge til grund, at der foreligger stiltiende samtykke fra transitmyndigheder i tredjelande. De kompetente myndigheder på bestemmelsesstedet og afsendelsesstedet skal derimod træffe skriftlige, begrundede afgørelser, idet de kontrollerer de respektive regler.

58.      Senest har Unionen for at fremme anvendelsen af vedvarende energi i artikel 16a, stk. 6, i direktiv 2018/2001 (19) indført en stiltiende godkendelse for mellemliggende administrative trin i godkendelsesproceduren. Med forslaget om en forordning om fremskyndelse af miljøvurderinger tilstræber Kommissionen at udvide denne reguleringsmodel til yderligere strategiske projekter (20). De endelige afgørelser om resultatet af godkendelsesproceduren skal i denne reguleringsmodel dog fortsat udstedes udtrykkeligt. Derved skal det ligeledes sikres, at de relevante beskyttelsesregler overholdes.

59.      Sådanne beskyttelsesmekanismer ville ikke være til stede ved den fortolkning af italiensk ret, som den forelæggende ret overvejer. Af denne grund bør direktivet om industrielle emissioner ikke fortolkes således, at det tillader en stiltiende godkendelse af væsentlige ændringer af anlæg.

60.      Det skal tilføjes, at Domstolen i en anden verserende sag ligeledes behandler spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende EU-retlige bestemmelser tillader en stiltiende godkendelse, selv om de ikke udtrykkeligt fastsætter en sådan. Sagen drejer sig om kontrol af varer fra tredjelande af hensyn til sundhedsbeskyttelsen (21).

61.      Sammenfattende skal det således konkluderes, at en frist for afgørelsen vedrørende en væsentlig ændring, hvis overskridelse udvirker en stiltiende godkendelse, kræver en udtrykkelig bestemmelse i direktivet om industrielle emissioner, som ideelt set også skal fastsætte en mekanisme til at sikre overholdelsen af direktivets beskyttelsesregler, og som navnlig regulerer forholdet til en effektiv inddragelse af offentligheden samt den effektive retsbeskyttelse på en passende måde.

E.      Driftslederens legitime interesser

62.      Interessen hos driftslederen af anlægget i at få en afgørelse på sin ansøgning inden for de fastsatte frister, som den forelæggende ret har fremhævet, begrunder således ikke den fortolkning af direktivet om industrielle emissioner, som den forelæggende ret tilsigter. Hvis man også tager hensyn til den nævnte risiko for et søgsmål (22), er der endda risiko for, at denne fortolkning netop ville undergrave denne interesse. Hvis den nationale ret fastsætter relevante retsmidler, f.eks. et passivitetssøgsmål eller erstatningskrav, skal driftslederen i stedet benytte disse.

63.      I den foreliggende sag forekommer det imidlertid tvivlsomt, om sådanne retsmidler ville føre til det ønskede resultat, da den omtvistede meddelelse fra Keritaly – med forbehold for en nærmere bedømmelse ved den forelæggende ret – synes at udgøre misbrug af rettigheder.

64.      I anmodningen om præjudiciel afgørelse kvalificeres Keritalys adfærd ganske vist ikke udtrykkeligt som misbrug, men det anføres, at også en meddelelse i ond tro af en væsentlig ændring som ikkevæsentlig efter den forelæggende rets opfattelse kunne føre til en stiltiende godkendelse.

65.      Egentlig burde Keritaly vide, at en forhøjelse af den omtvistede grænseværdi ikke var mulig uden videre og heller ikke kunne accepteres som en ikkevæsentlig ændring. Ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse foreslog virksomheden i den oprindelige godkendelsesprocedure selv at sænke grænseværdien til den fastsatte værdi for at undgå en miljøundersøgelse. Den vidste altså, at den højere grænseværdi efter provinsens opfattelse var forbundet med en risiko for negative og betydelige indvirkninger på miljøet.

66.      I denne situation forekommer det allerede at udgøre misbrug at indgive en ansøgning om forhøjelse af grænseværdien i form af en meddelelse om en ikkevæsentlig ændring (venire contra factum proprium).

67.      Dette gælder så meget desto mere, som anlægget ifølge måleresultaterne den 23. februar 2023 og ansøgningen om forhøjelse af grænseværdien tilsyneladende ikke er konciperet således, at det kan drives under overholdelse af den fastsatte grænseværdi. I denne situation var Keritaly i henhold til artikel 8, stk. 2, litra b), i direktivet om industrielle emissioner og gennemførelsen i artikel 29i i lovdekret nr. 152/2006 forpligtet til hurtigst muligt at sikre overholdelsen af grænseværdien (23). Såfremt overskridelsen af grænseværdien medfører umiddelbar fare for menneskers sundhed eller i betydeligt omfang umiddelbart truer med at påvirke miljøet negativt, skulle driften af anlægget endda have været indstillet (24).

V.      Forslag til afgørelse

68.      Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse som følger:

»Artikel 20, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en stiltiende godkendelse af en væsentlig ændring af et anlæg, som ifølge direktivet kræver godkendelse.«


1 –      Originalsprog: tysk.


2 –      Artikel 16a, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11.12.2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT 2018, L 328, s. 82), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18.10.2023 (EUT L, 2023/2413), samt afsnit II i bilaget til Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremskyndelse af miljøvurderinger (COM(2025) 984 final).


3 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24.11.2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT 2010, L 334, s. 17).


4 –      Jf. dom af 2.6.2022, FCC Česká republika (C-43/21, EU:C:2022:425, præmis 44).


5 –      Vedrørende artikel 10a i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27.6.1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT 1985, L 175, s. 40), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26.5.2003 (EUT 2003, L 156, s. 17), som har en lignende formulering, jf. dom af 12.5.2011, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland, Landesverband Nordrhein-Westfalen (C-115/09, EU:C:2011:289, præmis 42).


6 –      Jf. dom af 7.11.2019, Flausch m.fl. (C-280/18, EU:C:2019:928, præmis 54-59), og af 16.4.2026, Drumakilla (C‑58/24, EU:C:2026:300, præmis 45 og 46), samt resultaterne og anbefalingerne fra Århuskonventionens tilsynsudvalg af 22.9.2021, Breakell mod Det Forenede Kongerige (Nelson Hospital site) (ACCC/C/2015/131 (præmis 129)).


7 –      Dom af 25.6.2024, Ilva m.fl. (C-626/22, EU:C:2024:542, præmis 69).


8 –      Dom af 25.6.2024, Ilva m.fl. (C-626/22, EU:C:2024:542, præmis 67).


9 –      Dom af 25.6.2024, Ilva m.fl. (C-626/22, EU:C:2024:542, præmis 71).


10 –      I denne retning dom af 2.6.2022, FCC Česká republika (C-43/21, EU:C:2022:425, præmis 40 og 41).


11 –      Dom af 11.12.1973, Lorenz (120/73, EU:C:1973:152, præmis 4 og 5).


12 –      Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).


13 –      Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT 2004, L 24, s. 1).


14 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36).


15 –      Artikel 90 i Rådets forordning nr. 31 (EØF), 11 (Euratom), om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EFT 1959-1962, s. 126), senest ændret ved ajourføring med virkning fra den 1.7.2025 af bidraget til pensionsordningen for Den Europæiske Unions tjenestemænd og øvrige ansatte (EUT 2025, C/2025/6569).


16 –      Artikel 7, stk. 4, og artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).


17 –      Jf. mit forslag til afgørelse Housieaux (C-186/04, EU:C:2005:70, punkt 31-37).


18 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).


19 –      Citeret i fodnote 2.


20 –      Citeret i fodnote 2.


21 –      Sag C-596/25, Sonifer.


22 –      Jf. ovenfor, punkt 37.


23 –      Dom af 25.6.2024, Ilva m.fl. (C-626/22, EU:C:2024:542, præmis 127).


24 –      Dom af 25.6.2024, Ilva m.fl. (C-626/22, EU:C:2024:542, præmis 128).