|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2025/667 |
10.2.2025 |
RÅDETS HENSTILLING
af 21. januar 2025
om godkendelse af Irlands nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag
(C/2025/667)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121,
som henviser til forordning (EU) 2024/1263, særlig artikel 17,
som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
som tager følgende i betragtning:
GENERELLE BETRAGTNINGER
|
(1) |
Den 30. april 2024 trådte en reformeret ramme for økonomisk styring i EU i kraft. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning (1) udgør sammen med den ændrede forordning (EF) nr. 1467/97 om gennemførelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (2) og det ændrede rådsdirektiv 2011/85/EU om medlemsstaternes budgetmæssige rammer (3) de væsentligste elementer i EU's reformerede ramme for økonomisk styring. Rammens formål er at fremme sunde og holdbare offentlige finanser og bæredygtig og inklusiv vækst og modstandsdygtighed gennem reformer og investeringer samt forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Den fremmer også det nationale ejerskab og lægger større vægt på det mellemfristede sigte, samtidig med at der fokuseres på en mere effektiv og sammenhængende håndhævelse af reglerne. |
|
(2) |
De nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag, som medlemsstaterne forelægger Rådet og Kommissionen, er det centrale element i den nye ramme for økonomisk styring. Planerne skal opfylde to mål: i) sikre, at bl.a. den offentlige gæld ved udgangen af tilpasningsperioden er på en troværdig nedadgående kurs eller fastholdes på et forsvarligt niveau, og at det offentlige underskud nedbringes og fastholdes under referenceværdien på 3 % af BNP på mellemlang sigt, og ii) sikre gennemførelsen af reformer og investeringer, som reagerer på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, og håndterer EU's fælles prioriteter. Med henblik herpå skal hver plan indeholde et mellemfristet tilsagn om en nettoudgiftskurs (4), som reelt skaber en budgetmæssig begrænsning i hele planens varighed, der dækker en periode på fire eller fem år (afhængigt af den berørte medlemsstats normale valgperiode). Derudover skal der i planen redegøres for, hvordan medlemsstaten vil sikre gennemførelsen af reformer og investeringer, som reagerer på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, navnlig i de landespecifikke henstillinger (herunder dem, der vedrører proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, hvis det er relevant), og hvordan medlemsstaten vil håndtere Unionens fælles prioriteter. Perioden for finanspolitisk tilpasning dækker fire år og kan forlænges med op til tre år, hvis medlemsstaten giver tilsagn om at gennemføre en række relevante reformer og investeringer, der opfylder kriterierne i forordning (EU) 2024/1263. |
|
(3) |
Når planen er forelagt, skal Kommissionen vurdere, om den opfylder kravene i forordning (EU) 2024/1263. |
|
(4) |
På grundlag af en henstilling fra Kommissionen skal Rådet derefter vedtage en henstilling med henblik på at fastsætte den pågældende medlemsstats nettoudgiftskurs og, hvor det er relevant, godkende det sæt af reform- og investeringstilsagn, der ligger til grund for en forlængelse af den finanspolitiske tilpasningsperiode. |
BETRAGTNINGER VEDRØRENDE IRLANDS NATIONALE MELLEMFRISTEDE PLAN FOR FINANS- OG STRUKTURPOLITISKE TILTAG
|
(5) |
Den 15. oktober 2024 forelagde Irland sin nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag for Rådet og Kommissionen. Planen blev forelagt, efter at den frist, der er fastsat i artikel 36 i forordning (EU) 2024/1263, var blevet forlænget efter aftale med Kommissionen i lyset af Irlands begrundelser. |
Forløb forud for forelæggelse af planen
|
(6) |
Irland havde ret til at modtage tekniske oplysninger, men anmodede ikke herom. Den 21. juni 2024 meddelte Kommissionen Irland de væsentligste initialbetingelser og underliggende antagelser, som Kommissionen lægger til grund i sin ramme for mellemfristede fremskrivninger af den offentlige gæld (5) som omhandlet i betragtning 25 i forordning (EU) 2024/1263; disse blev offentliggjort den 15. oktober 2024 (6). |
|
(7) |
I overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2024/1263 førte Irland og Kommissionen en teknisk dialog i september 2024. Dialogen vedrørte hovedsagelig Irlands påtænkte nettoudgiftskurs og de underliggende antagelser herfor (især væksten i potentielt BNP og stock-flow-justeringer) samt de reformer og investeringer, der påtænkes gennemført som reaktion på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, og på Unionens fælles prioriteter med hensyn til en retfærdig grøn og digital omstilling, social og økonomisk modstandsdygtighed, energisikkerhed og opbygning af forsvarskapacitet. |
|
(8) |
Ifølge de oplysninger, som Irland har givet i planen, gennemførte Irland i maj 2024 en høring af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de regionale myndigheder og andre relevante interessenter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, og artikel 36, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2024/1263. Ifølge de oplysninger, som Irland har fremlagt i sin plan, er der med regeringen som vært afholdt en national dialog om økonomi (National Economic Dialogue (NED)), et årligt arrangement, der giver interessenterne mulighed for at udveksle synspunkter med regeringen om de økonomiske og sociale prioriteter. Der blev under den nationale økonomiske dialog 2024 sat fokus på det mellemfristede sigte i forbindelse med regeringens forpligtelser i henhold til EU's reviderede finanspolitiske ramme. |
|
(9) |
Irlands rådgivende finanspolitiske råd (Irish Fiscal Advisory Council (IFAC)) har afgivet udtalelse om de makroøkonomiske prognoser og antagelser, der ligger til grund for den flerårige nettoudgiftskurs (7). De makroøkonomiske prognoser, der ligger til grund for det nationale budget for 2025, blev godkendt af IFAC den 23. september 2024, da IFAC fandt det godtgjort, at prognoserne ligger inden for et acceptabelt interval. IFAC mener, at godkendelsen sker på et tidspunkt, hvor økonomien klarer sig bedre end forventet, og hvor der er risici i forbindelse med kapacitetsbegrænsninger på hjemmemarkedet. |
Andre relevante procedurer
|
(10) |
Den 15. oktober 2024 forelagde Irland sit udkast til budgetplan for 2025. Kommissionen vedtog en udtalelse om nævnte udkast til budgetplan den 26. november 2024 (8). |
|
(11) |
Den 21. oktober 2024 rettede Rådet en række landespecifikke henstillinger til Irland som led i det europæiske semester (9). |
SAMMENDRAG AF PLANEN OG KOMMISSIONENS VURDERING HERAF
|
(12) |
I overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) 2024/1263 har Kommissionen foretaget følgende vurdering af planen: |
Kontekst: makroøkonomisk og finanspolitisk situation og udsigter
|
(13) |
Den økonomiske aktivitet i Irland faldt med 5,5 % i 2023 som følge af en nedgang i nettoeksporten, hovedsagelig i specifikke multinationalt dominerede sektorer, mens den indenlandske økonomi fortsat var stærk. Ifølge Europa-Kommissionens efterårsprognose 2024 forventes økonomien at skrumpe med 0,5 % i 2024 som følge af den fortsatte volatilitet i de multinationalt dominerede sektorer. I 2025 forventes det reale BNP at stige med 4,0 % understøttet af en stærk indenlandsk økonomi og fortsat vækst i eksporten. I 2026 forventes det reale BNP at stige med 3,6 %, da den indenlandske efterspørgsel og eksporten fortsat bidrager positivt til væksten. Væksten i potentielt BNP i Irland forventes i løbet af prognoseperioden (dvs. 2024-2026) at stige en smule fra 2,6 % i 2024 til 2,9 % i 2025 efterfulgt af et lille fald til 2,7 % i 2026. Dette skyldes et gradvist fald i arbejdskraftens bidrag og en stigning i bidraget fra kapitalakkumulation efter et fald i 2024. Arbejdsløsheden lå på 4,3 % i 2023 og vil ifølge Kommissionens fremskrivninger være på 4,4 % i 2024, 4,4 % i 2025 og 4,5 % i 2026. Inflationen (BNP-deflatoren) ventes at falde fra 3,6 % i 2023 til 3,3 % i 2024 og ligge på 2,1 % i 2025 og 1,7 % i 2026. |
|
(14) |
Hvad angår den finanspolitiske udvikling, udgjorde Irlands offentlige overskud i 2023 1,5 % af BNP. Ifølge Europa-Kommissionens efterårsprognose 2024 ventes det at udgøre 4,4 % af BNP i 2024 for derefter at falde til 1,4 % af BNP i 2025 og – ud fra en antagelse om uændret politik – til 1,3 % i 2026. Europa-Kommissionens efterårsprognose 2024 tager hensyn til Irlands budgetforslag for 2025, som regeringen fremsatte for det nationale parlament i oktober. Den offentlige gæld udgjorde 43,3 % af BNP ved udgangen af 2023. Ifølge Europa-Kommissionens efterårsprognose 2024 ventes gældskvoten at falde til 41,6 % af BNP ved udgangen af 2024. Den forventes at falde til 38,3 % af BNP ved udgangen af 2025 og 36,8 % ved udgangen af 2026. Kommissionens finanspolitiske prognose tager ikke hensyn til de politiktilsagn, der er indeholdt i de mellemfristede planer, før de understøttes med troværdigt bebudede og tilstrækkeligt specificerede konkrete politiske foranstaltninger. |
Nettoudgiftskurs og væsentligste makroøkonomiske antagelser i planen
|
(15) |
Irlands nationale mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag dækker perioden 2025-2029 og fremlægger en finanspolitisk tilpasning over fire år. |
|
(16) |
Planen indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 13 i forordning (EU) 2024/1263. |
|
(17) |
Planen indeholder et tilsagn om en nettoudgiftskurs som angivet i tabel 1, som svarer til en gennemsnitlig vækst i nettoudgifterne på 5,3 % i perioden 2025-2029. Den nettoudgiftskurs, der gives tilsagn om i planen, angives at føre til en strukturel primær saldo på 2,3 % af BNP ved udgangen af tilpasningsperioden (2028). I planen antages det, at væksten i potentielt BNP vil falde gradvist fra 3,1 % i 2024 til 2,8 % i 2027 for derefter at stige til 3,6 % i 2028. Samtidig ventes vækstraten for BNP-deflatoren ifølge planen at falde fra 3,2 % i 2024 til 2,1 % i 2025 og forblive på det niveau indtil 2028. Tabel 1: Nettoudgiftskurs og væsentligste antagelser i Irlands plan
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Betydning af planens tilsagn vedrørende nettoudgifterne for den offentlige gæld
|
(18) |
Hvis den nettoudgiftskurs, der er givet tilsagn om i planen, og de underliggende antagelser realiseres, vil den offentlige gæld ifølge planen falde gradvist fra 41,4 % af BNP i 2024 til 34,0 % af BNP ved udgangen af tilpasningsperioden (2028), jf. nedenstående tabel. Efter tilpasningen forventes gældskvoten på mellemlang sigt (dvs. frem mod 2038) fortsat at falde for ifølge planen at nå 18,8 % af BNP i 2038, hvilket er langt under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. Tabel 2: Udvikling i offentlig gæld og offentlig saldo ifølge Irlands plan
Ifølge planen vil den offentlige gæld dermed forblive under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP på mellemlang sigt. På basis af de politiske tilsagn og de makroøkonomiske antagelser i planen er den nettoudgiftskurs, der er angivet i planen, således i overensstemmelse med gældskravet som fastsat i artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1263. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Betydning af planens tilsagn vedrørende nettoudgifterne for den offentlige saldo
|
(19) |
Baseret på nettoudgiftskursen og antagelserne i planen vil det offentlige overskud være på 1,7 % af BNP i 2025, falde til 1,4 % i 2026, 1,1 % i 2027 og stige til 1,6 % i 2028. Ifølge planen vil den offentlige saldo således ikke overstige referenceværdien på 3 % af BNP ved udgangen af tilpasningsperioden (2028). Samtidig vil det offentlige underskud ikke overstige 3 % af BNP i de ti år, der følger efter tilpasningsperioden (dvs. frem til 2038). På basis af de politiske tilsagn og de makroøkonomiske antagelser i planen er den nettoudgiftskurs, der er angivet i planen, således i overensstemmelse med underskudskravet som fastsat i artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1263. |
Makroøkonomiske antagelser i planen
|
(20) |
Planen er baseret på en række antagelser, der adskiller sig fra Kommissionens antagelser som meddelt Irland den 21. juni 2024. Navnlig lægger planen andre antagelser til grund for otte variabler, nemlig udgangspunktet (strukturel primær saldo i 2024), potentiel BNP-vækst, vækst i BNP-deflator, realvækst i BNP, nominel implicit rente, stock-flow-justeringer, engangsforanstaltninger og lukning af outputgabet. Planen afviger desuden fra antagelsen om en uændret finanspolitik ud over tilpasningsperioden, idet den bygger på en antagelse om en yderligere finanspolitisk svækkelse i årene 2029 og 2030. Disse forskelle i antagelserne vurderes nedenfor. De forskelle i antagelserne, der har den største indvirkning på den gennemsnitlige vækst i nettoudgifterne, er anført nedenfor sammen med en særskilt vurdering af hver enkelt forskel. |
|
(21) |
Planen lægger en højere strukturel primær saldo for 2024 til grund, nemlig et overskud på 3,7 % af BNP, mens Kommissionen forventede et overskud på 2,5 % af BNP i foråret 2024. Denne ændring af den oprindelige finanspolitiske stilling og de ajourførte makroøkonomiske forhold for 2024 i planen afspejler nyere oplysninger, der har været tilgængelige siden foråret. Dette er i overensstemmelse med Europa-Kommissionens efterårsprognose 2024. Denne forskel anses derfor for behørigt begrundet. Isoleret set hæver den loftet for den gennemsnitlige vækst i nettoudgifterne i tilpasningsperioden sammenlignet med Kommissionens antagelser.
De øvrige forskelle har ikke nogen væsentlig indvirkning på den gennemsnitlige vækst i nettoudgifterne i forhold til Kommissionens antagelser. Samlet set fører alle forskellene i antagelserne til et teoretisk loft for den gennemsnitlige vækst i nettoudgifterne, der er højere end det, der ifølge Kommissionens antagelser fra foråret 2024 kræves for at overholde de gældende finanspolitiske regler. I sin plan forpligter Irland sig imidlertid til en nettoudgiftskurs, der er lavere end dette teoretiske loft og også lavere end, hvad der ville være nødvendigt for at overholde de finanspolitiske regler i henhold til Kommissionens antagelser. Kommissionen vil tage hensyn til ovenstående vurdering af planens antagelser i fremtidige vurderinger af overholdelsen af nettoudgiftskursen. |
Den finanspolitiske strategi i planen
|
(22) |
Ifølge den vejledende finanspolitiske strategi i planen vil tilsagnene vedrørende nettoudgifterne hovedsagelig blive opfyldt ved at levere yderligere offentlige tjenester med henblik på at opfylde den hurtigt voksende befolknings behov. Desuden vil Irland finansiere en forøgelse af den offentlige kapitalbeholdning ved at øge den offentlige sektors investeringsrate. Endelig har Irland oprettet to langsigtede opsparingsinstrumenter, da en stor andel af selskabsskatten skønnes at have karakter af ekstraordinære indtægter. Selv om fremskrivningerne af den offentlige saldo viser et vedvarende offentligt overskud, fokuserer strategien på udgiftssiden, fordi de ekstraordinære indtægter bar en betydelig indvirkning på den samlede saldo. Specifikationen af de politiske foranstaltninger, der skal gennemføres, skal bekræftes eller justeres og kvantificeres i de årlige budgetter. Udkastet til budgetplan for 2025 indeholder desuden en specifikation af de politiske foranstaltninger, der vil blive truffet for at indfri tilsagnet vedrørende nettoudgifterne for 2025 (10). |
Påtænkte reformer og investeringer i planen, som reagerer på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, og håndterer Unionens fælles prioriteter
|
(23) |
I planen beskrives politiske hensigter vedrørende reformer og investeringer med henblik på at reagere på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, navnlig de landespecifikke henstillinger, og håndtere EU's fælles prioriteter. Planen omfatter ca. 40 foranstaltninger, hvoraf 12 støttes finansielt af genopretnings- og resiliensfaciliteten. |
|
(24) |
Hvad angår den fælles prioritet om en retfærdig grøn og digital omstilling, herunder klimamålene i forordning (EU) 2021/1119, indeholder planen et sæt relevante reformer og investeringer. Foranstaltningerne til modvirkning af klimaændringer (landespecifikke henstillinger i 2019, 2020, 2022 og 2023) omfatter en forhøjelse af kulstofafgiftssatsen og lovforslaget om klimaindsats og lavemissionsudvikling (ændring), som begge er medtaget i genopretnings- og resiliensplanen og den nationale energi- og klimaplan. Lovforslaget fastlægger en juridisk bindende ramme med mål og forpligtelser, der udgør retsgrundlaget for målet om klimaneutralitet senest i 2050, herunder vedtagelsen af femårige kulstofbudgetter og klimahandlingsplaner. Foranstaltningerne vedrørende vand og spildevand (landespecifikke henstillinger i 2019, 2020, 2022, 2023 og 2024) vedrører Irlands tredje vandområdeplan. Planen indeholder foranstaltninger, der tager sigte på at muliggøre den digitale omstilling (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2020) som afspejlet i den nationale digitale strategi »Harnessing Digital«, og på at nå digitale mål som afspejlet i den strategiske køreplan for det digitale årti »Strategic Roadmap for the Digital Decade«. Dette omfatter investeringer i digitale færdigheder (nogle er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen), adgang til og anvendelsen af digitale offentlige tjenester (nogle er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen), navnlig gennem tilskud og bistand til SMV'er, støtte til virksomheder til digitalisering (nogle er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen), cybersikkerhed ved hjælp af en forøgelse af ressourcerne til det nationale center for cybersikkerhed »National Cyber Security Centre«, og konnektivitet, der skal realiseres ved at gennemføre en national bredbåndsplan med et mål om, at alle husstande og virksomheder i Irland skal være dækket af gigabitnet senest i 2028, og at alle befolkede områder skal være omfattet af 5G senest i 2030. |
|
(25) |
Med hensyn til den fælles prioritet om social og økonomisk modstandsdygtighed, herunder den europæiske søjle for sociale rettigheder, indeholder planen foranstaltninger, der tager sigte på at øge udbuddet af sociale og økonomisk overkommelige boliger (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2020) ved at gennemføre »Housing for All«-planen (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen) og ved at ændre reglerne om byggeplanlægning. De foranstaltninger, der tager sigte på at støtte erhvervsklimaet til gavn for virksomheder, navnlig indenlandske SMV'er (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2020), omfatter foranstaltninger, der er indeholdt i hvidbogen om erhvervspolitik. Foranstaltningerne til støtte for forskning og innovation (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2020) omfatter oprettelsen af et nyt konkurrencebaseret agentur for finansiering af forskning og innovation, styrkelse af de tekniske universiteter (nogle af foranstaltningerne er inkluderet i genopretnings- og resiliensplanerne og EFRU-programmerne) og andre investeringer, der er offentliggjort strategien »Impact 2030«. I overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder indeholder planen også en række initiativer vedrørende lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet. Foranstaltningerne vedrørende færdigheder (landespecifikke henstillinger i 2020 og 2023) omfatter oprettelse af et nyt nationalt råd for færdigheder, frigørelse af midler fra den nationale uddannelsesfond (National Training Fund), en forøgelse af de nuværende investeringer og kapitalinvesteringerne (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen), udvikling af en fælles national model for lærlingeuddannelser og reformer i sektoren for videregående uddannelse. Planen henviser til den ramme, med hvilken Irland agter yderligere at fremme landets nuværende omfattende tilbud om opkvalificering, navnlig for sårbare grupper og personer, der bor i husstande med lav arbejdsintensitet (landespecifik henstilling i 2019). Planen indeholder en række initiativer vedrørende rimelige arbejdsvilkår, herunder indførelse af nationale lønninger, der muliggør et eksistensminimum, på 60 % af medianlønnen pr. time senest i januar 2026. Planen indeholder også initiativer, der tager sigte på social beskyttelse og inklusion, herunder investeringer i aktivering af sårbare grupper på arbejdsmarkedet (landespecifik henstilling i 2019) som fastsat i strategien »Pathways to Work«. Dette suppleres af reformer i børnepasningssektoren (landespecifik henstilling i 2019), som omfatter universel og indkomstrelateret støtte inden for rammerne af den nationale børnepasningsordning og forpligtelser til fattigdomsbekæmpelse, der er fastsat i køreplanen for social inklusion (»Roadmap for Social Inclusion«). Med hensyn til de prioriterede grupper, der er nævnt i forbindelse med det europæiske semester, henvises der i planen til den nationale handicapstrategi (»National Disability Strategy«) og den anden nationale strategi for integration af omrejsende og romaer (»National Traveller and Roma Inclusion Strategy«). |
|
(26) |
Med hensyn til den fælles prioritet om energisikkerhed indeholder planen foranstaltninger, der har til formål at mindske den overordnede afhængighed af fossile brændstoffer, navnlig ved hjælp af investeringer i vedvarende offshore-energi (landespecifikke henstillinger i 2022 og 2023) (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen) og sammenkobling af net (landespecifikke henstillinger i 2022, 2023 og 2024) med Nordirland og Frankrig. De foranstaltninger, der tager sigte på at styrke energisystemets modstandsdygtighed, omfatter finansiering til fattige husholdninger med henblik på at forbedre private bygningers energimæssige ydeevne (landespecifikke henstillinger i 2022, 2023 og 2024) (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen og EFRU-programmerne) samt foranstaltninger vedrørende energilagring og efterspørgselsreaktion (landespecifikke henstillinger i 2022, 2023 og 2024), der indgår i Irlands strategi for energisikkerhed. |
|
(27) |
Hvad angår den fælles prioritet om forsvarskapacitet, indeholder planen ingen foranstaltninger. |
|
(28) |
Planen indeholder desuden politiske foranstaltninger til håndtering af den finanspolitiske holdbarhed på lang sigt. Foranstaltningerne vedrørende omkostningseffektiviteten og tilgængeligheden af sundhedssystemet (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2024), der er skitseret i strategirammen for digital sundhed (Digital Health Strategic Framework), omfatter 48 strategiske initiativer vedrørende digitale sundhedsløsninger, oprettelse af en uafhængig kommission for ældrepleje (Commission on Care for Older People) samt oprettelse af fire nye hospitaler til ikke-akutte behandlinger, udvikling af bedre primærpleje og pleje i lokalsamfundet og omstrukturering af sundhedstjenesternes ledelse i henhold til Sláintecare-reformen (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen). Foranstaltningerne til forbedring af pensionssystemets bæredygtighed (landespecifikke henstillinger i 2019, 2022 og 2023) omfatter indførelse af lønrelaterede sociale ydelser, automatisk medlemskab af en pensionsordning for udvalgte medarbejdere, oprettelse af to langsigtede opsparingsinstrumenter (»Future Ireland Fund« og »Infrastructure, Climate and Nature Fund«) samt en aftalt køreplan for en forøgelse af socialsikringsbidragene. Ifølge planen vil Irland fortsat sætte ind over for aggressiv skatteplanlægning (landespecifikke henstillinger i 2019 og 2020) ved at gennemføre sin køreplan for selskabsbeskatning (Corporation Tax Roadmap) (nogle af foranstaltningerne er omfattet af genopretnings- og resiliensplanen). |
|
(29) |
Planen indeholder oplysninger om sammenhængen og, hvor det er relevant, komplementariteten med fondene under samhørighedspolitikken og Irlands genopretnings- og resiliensplan. Planen indeholder oplysninger om de forskellige samhørighedspolitiske fondes størrelse og målsætninger. Planen indeholder en tabel, der viser, hvilke strukturreformer og investeringsprioriteter der delvist vil blive adresseret ved hjælp af foranstaltningerne i Irlands genopretnings- og resiliensplan og/eller fondene under samhørighedspolitikken. |
|
(30) |
Formålet med planen er at hjælpe med at dække det behov for offentlige investeringer i Irland, der vedrører EU's fælles prioriteter. Med hensyn til den fælles prioritet om en retfærdig grøn og digital omstilling indeholder planen en generel oversigt over igangværende investeringer i reduktion af drivhusgasemissioner, forbedring af vand- og spildevandsforvaltningen og støtte til den digitale omstilling. Med hensyn til den fælles prioritet om social og økonomisk modstandsdygtighed indeholder planen en generel oversigt over igangværende investeringer til støtte for virksomheder, forskning og innovation, færdigheder, aktivering på arbejdsmarkedet, børnepasning og boliger. Med hensyn til den fælles prioritet om energisikkerhed indeholder planen en generel oversigt over investeringer i eftermontering, vedvarende offshore-energi og netsammenkoblinger. |
Konklusion på Kommissionens vurdering
|
(31) |
Overordnet set finder Kommissionen, at Irlands plan opfylder kravene i forordning (EU) 2024/1263. |
|
(32) |
I overensstemmelse med artikel 17 i forordning (EU) 2024/1263 bør Rådet rette en henstilling til Irland om fastsættelse af den nettoudgiftskurs, der er anført i planen. |
RÅDETS SAMLEDE KONKLUSION
|
(33) |
Rådet ser med tilfredshed på Irlands mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag og mener, at en fuldstændig gennemførelse heraf vil bidrage til at sikre sunde offentlige finanser og støtte holdbarheden af den offentlige gæld samt bæredygtig og inklusiv vækst. |
|
(34) |
Rådet noterer sig Kommissionens vurdering af planen. Rådet opfordrer imidlertid Kommissionen til at forelægge sin vurdering af fremtidige planer i et særskilt dokument i forhold til Kommissionens henstillinger med henblik på Rådets henstillinger. |
|
(35) |
Rådet noterer sig Kommissionens vurdering af nettoudgiftskursen og de vigtigste makroøkonomiske antagelser i planen samt betydningen af planens nettoudgiftskurs for det offentlige underskud og den offentlige gæld. Rådet noterer sig Kommissionens vurdering, at de makroøkonomiske og finanspolitiske antagelser, selv om de i nogle tilfælde afviger fra Kommissionens antagelser, bl.a. for at tage højde for ajourførte makroøkonomiske og finanspolitiske data, generelt er behørigt begrundede og understøttet af sunde økonomiske argumenter. Rådet noterer sig planens brede finanspolitiske strategi og risiciene forbundet med udsigterne, som kan påvirke realiseringen af det makroøkonomiske scenario samt de underliggende antagelser og opfyldelsen af planens nettoudgiftskurs. Rådet noterer sig navnlig, at de irske myndigheder foretrækker at anvende ændrede parametre til nationale analyser af nationalindkomsten på grund af de forvridninger, der skyldes den relative størrelse af den multinationale sektor i Irland. I forbindelse hermed påvirkes Irlands overordnede finanspolitiske stilling af potentielle ekstraordinære indtægter fra selskabsskat, som ligeledes udelades i en stor del af Irlands nationale finanspolitiske evalueringer. Rådet noterer sig derfor oprettelsen af to opsparingsinstrumenter til opbygning af finanspolitiske stødpuder; en, der vil blive anvendt til håndtering af fremtidige strukturelle udfordringer, og en anden, der skal fungere som kontracyklisk buffer i tilfælde af økonomisk eller finanspolitisk afmatning og bidrage til at nå Irlands klima- og miljømål. Rådet noterer sig også, at geopolitiske risici kan lægge pres på forsvarsudgifterne. |
|
(36) |
Rådet forventer, at Irland er rede til at tilpasse sin finanspolitiske strategi efter behov for at sikre, at landets nettoudgiftskurs opfyldes. Rådet er besluttet på nøje at overvåge den økonomiske og finanspolitiske udvikling, herunder den, der ligger til grund for scenariet i planen. |
|
(37) |
Rådet mener, at der i god tid inden næste runde af den finanspolitiske overvågning er behov for yderligere drøftelser med henblik på at nå frem til en fælles forståelse af betydningen for den årlige overvågning af vækstraterne i de kumulative nettoudgifter. |
|
(38) |
Rådet noterer sig Kommissionens beskrivelse af de reform- og investeringsbehov og de påtænkte reformer og investeringer, der reagerer på de vigtigste udfordringer, der er identificeret inden for rammerne af det europæiske semester, og understreger betydningen af at sikre gennemførelsen af disse reformer og investeringer. Rådet vil på grundlag af rapporter fra Kommissionen vurdere disse reformer og investeringer og overvåge deres gennemførelse inden for rammerne af det europæiske semester. |
|
(39) |
Rådet ser frem til Irlands årlige statusrapporter, der navnlig skal indeholde oplysninger om fremskridtene med gennemførelsen af den nettoudgiftskurs, som Rådet har fastsat, og gennemførelsen af bredere reformer og investeringer inden for rammerne af det europæiske semester, |
HENSTILLER, at Irland:
|
1. |
sikrer, at væksten i nettoudgifter ikke overstiger de maksimumsgrænser, der er fastsat i bilag I til denne henstilling. |
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. januar 2025.
På Rådets vegne
A. DOMAŃSKI
Formand
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (EUT L, 2024/1263, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1263/oj).
(2) Rådets forordning (EU) 2024/1264 af 29. april 2024 om ændring af forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EUT L, 2024/1264, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1264/oj).
(3) Rådets direktiv (EU) 2024/1265 af 29. april 2024 om ændring af direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L, 2024/1265, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1265/oj).
(4) Nettoudgifter som defineret i artikel 2 i forordning (EU) 2024/1263, dvs. offentlige udgifter, eksklusive i) renteudgifter, ii) diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden, iii) udgifter til EU-programmer, der fuldt ud modsvares af indtægter fra EU-midler, iv) nationale udgifter til medfinansiering af programmer finansieret af Unionen, v) konjunkturbestemte elementer af udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse samt vi) engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger.
(5) De væsentligste initialbetingelser og underliggende antagelser er i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i Kommissionens » Debt Sustainability Monitor 2023 « (https://economy-finance.ec.europa.eu/publications/debt-sustainability-monitor-2023_en). De er baseret på Kommissionens forårsprognose 2024 og dennes mellemfristede fremskrivninger til 2033, og BNP-væksten og aldringsomkostningerne på lang sigt er i tråd med Kommissionens og Rådets fælles rapport om befolkningens aldring 2024 (https://economy-finance.ec.europa.eu/publications/2024-ageing-report-economic-and-budgetary-projections-eu-member-states-2022-2070_en).
(6) https://economy-finance.ec.europa.eu/economic-and-fiscal-governance/national-medium-term-fiscal-structural-plans_en#ireland.
(7) De makroøkonomiske fremskrivninger i 2025-budgettet dækker årene fra 2024 til 2030.
(8) Kommissionens udtalelse om Irlands udkast til budgetplan (C(2024) 9056 final af 26.11.2024).
(9) Rådets henstilling af 21. oktober 2024 om Irlands økonomiske, budgetmæssige, beskæftigelsesmæssige og strukturelle politikker.
(10) Jf. Kommissionens udtalelse om Irlands udkast til budgetplan (C(2024) 9056 final af 26.11.2024).
BILAG I
Maksimale vækstrater for nettoudgifterne
(årlige og kumulerede vækstrater, i nominelle tal)
Irland
|
År |
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
|
|
Vækstrater (i %) |
Årlig |
5,1 |
6,5 |
4,9 |
5,4 |
4,7 |
|
Kumuleret (*1) |
15,4 |
22,8 |
28,9 |
35,8 |
42,3 |
|
(*1) De kumulerede vækstrater beregnes med 2023 som basisår. De kumulative vækstrater anvendes i den årlige overvågning af efterfølgende overholdelse i kontrolkontoen.
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/667/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)