Det er imidlertid retligt irrelevant, om ovennævnte mål blev nået eller ej. Da der var fem separate udvælgelsesprøver, der dækkede forskellige områder, kunne en ansøger til én udvælgelsesprøve ikke stille noget krav til den måde, hvorpå andre udvælgelsesprøver, han ikke deltog i, blev afviklet. Der er ikke i vedtægten noget grundlag for begrebet globale eller forbundne udvælgelsesprøver, som sagsøgernes advokat argumenterede for med megen veltalenhed og ihærdighed.

Der foreligger således kun et spørgsmål om faktiske forhold. Blev der som følge af udvælgelsesprøverne oprettet en enkelt reserveliste, hvorfra man vilkårligt kunne udpege kandidater til forfremmelse, eller blev der oprettet fem separate reservelister? Efter min mening er måden, hvorpå resultaterne blev offentliggjort i personaleposten, uden betydning, skønt det er forståeligt, at der var nogle (tilsyneladende også sagsøgerne), der blev vildledt. Vi ved, at hver udvælgelseskomité faktisk, som man kunne forvente, udarbejdede sin egen liste over beståede ansøgere (se bilagene til svarskrifterne), og Kommissionen oplyste, at det var fra disse lister, folk blev taget med henblik på forfremmelse, efterhånden som der blev stillinger ledige.

For at se, hvad der i praksis skete efter oprettelsen af reservelisterne, bad Domstolen Kommissionen om at fremskaffe en liste over de udnævnelser, der var foretaget blandt beståede ansøgere i hvert tilfælde med angivelse af den eller de udvælgelsesprøver, den pågældende ansøger havde bestået, og hans eller hendes valg af emne eller emner. Kommissionen fremskaffede på behørig måde en sådan liste ledsaget af et bundt meddelelser om ledige stillinger, der vedrørte de pågældende udnævnelser (bilag 8 til Kommissionens svar på Domstolens spørgsmål). Under domsforhandlingen fremlagde sagsøgernes advokat på sagsøgernes vegne en analyse i tabelform af denne liste. Heraf fremgik det, at sagsøgerne ikke ved 53 ud 68 udnævnelser på grundlag af listen bestred, at den stilling, hvori ansøgeren blev ansat, faldt inden for området for den udvælgelsesprøve, som han havde bestået, eller at udnævnelsen i øvrigt kunne forklares ud fra den pågældende persons kvalifikationer. I femten af tilfældene anfægter sagsøgerne imidlertid, at området for den udvælgelsesprøve, vedkommende har bestået, er relevant i relation til arbejdsområdet for den stilling, han er forfremmet til. Den pågældende analyse blev afleveret for sent til Kommissionens advokat til, at der kunne fås nærmere oplysninger vedrørende de femten tilfælde, skønt han under domsforhandlingen forsøgte at klare nogle af dem ud fra sit eget kendskab dertil. Jeg har undersøgt de femten tilfælde ved i hvert tilfælde at sammenholde beskrivelsen af den pågældende stillings arbejdsområde som angivet i det pågældende stillingsopslag med beskrivelsen af området for den udvælgelsesprøve, den ansatte har bestået, såvel som med det eller de emner, den pågældende valgte i udvælgelsesprøven. Resultatet heraf forekommer mig at være, at der i ni ud af de femten tilfælde er en helt åbenbar og i fire en relativt åbenbar forbindelse, mens der kun i to tilfælde ikke er nogen åbenbar forbindelse.

I lyset heraf forekommer det mig, at Kommissionen bør få medhold i sin påstand om, at udvælgelsesprøverne var beregnet på og faktisk resulterede i, at der blev oprettet fem separate reservelister. På dette grundlag må den for sagsøgerne fremførte anden søgsmålsgrund forkastes.

Det samme må blive tilfældet med deres tredje søgsmålsgrund, der er baseret på den omstændighed, at udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve KOM/A/268 tillod, at ansøgerne i udvælgelsesprøven kunne vælge engelsk som andet sprog, uanset det ikke den gang var et af Fællesskabernes officielle sprog. Sagsøgerne kan ikke støtte en klage på, hvad der kan være sket i en udvælgelsesprøve, som ingen af dem deltog i. Jeg vil om et øjeblik vende tilbage til en påstand om, at det blev accepteret, at en af ansøgerne i udvælgelsesprøven KOM/A/264 valgte engelsk.

Jeg finder det dog på nærværende punkt passende at beskæftige mig med to andre klagepunkter fremført af De Vleeschauwer og fru Bouyssou — derimod ikke af frk. Campogrande — vedrørende afviklingen af udvælgelsesprøve KOM/A/268. Det ene går ud på, at udvælgelseskomiteen i nævnte udvælgelsesprøve anvendte et andet karaktergivningssystem end de andre udvælgelseskomiteer. Det andet klagepunkt går ud på, at tre af ansøgerne til denne udvælgelsesprøve blev manuduceret af medlemmer af udvælgelseskomiteen. Hvad enten disse påstande er sande eller ej, er de efter min opfattelse irrelevante.

Den fjerde søgsmålsgrund, som sagsøgerne fremfører i forening, er efter min mening mere vanskelig. Det påstås, at der på et tidspunkt blev givet formanden og medlemmerne af udvælgelseskomiteerne instruks om at begrænse antallet af beståede ansøgere så meget som muligt for dermed at give plads for ansættelse af personale fra de nye medlemsstater via de almindelige udvælgelsesprøver, og at dette resulterede i, at der blev manipuleret med nogle ansøgeres karakterer.

Der er kun ringe bevis til støtte for denne side af sagen.

Det fremgår af referaterne fra mødet den 22. juni 1971, at Kommissionen på dette møde også besluttede at afholde eksterne udvælgelsesprøver, mens enkelthederne vedrørende disse skulle fastsættes senere. Paragraf 4 b i det pågældende referat lyder således:

»La Commission indiquera au jury de chaque concours (interne et externe) le nombre approximatif de candidats qui devraient être inscrits sur la liste d'aptitude, de manière à ce que les listes de réserves internes et externes puissent être épuisées dans des délais raisonnables.

Kommissionen meddeler udvælgelseskomiteen for hver udvælgelsesprøve (intern og ekstern) det omtrentlige antal ansøgere, der bør optages på listen over egnede ansøgere, således at disse interne og eksterne reservelister kan udtømmes inden for rimelige tidsrum.

Brevet fra Krauss til de Groote, som jeg allerede har henvist til, og som blev skrevet efter forespørgsel fra Lahnstein, kontorchef for et af kommissionsmedlemmerne, indeholder følgende vigtige passage:

Par ailleurs, on ne peut pas dire qu'il y avait des interventions en vue de limiter le nombre de candidats sur la liste d'aptitude. Lors d'un déjeuner de travail, auquel ont participé M. Coppé som dengang var det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for personale og administration,»son Chef de Cabinet et les présidents des jurys, M. Coppé, répondant à ma question, a donné une certaine estimation des postes disponibles, par ailleurs de loin inférieurs au nombre de candidats mis ensuite sur les listes d'aptitude. Lorsqu'il y avait des indications que les jurys ne tiendront pas compte des chiffres évalués par M. Coppé, il y avait encore un entretien avec M. Cardon de Lichtbuer, chef for Coppé's kabinet, qui est resté sans aucune suite de la part des jurys qui ont insisté sur leur indépendance.

En conclusion, je pense qu'il s'impose de répondre à M. Lahnstein qu'il n'y avait aucun numerus clausus et que par ailleurs les jurys ont agi dans l'indépendance qui leur est non seulement garantie mais imposée par le statut.

I øvrigt kan man ikke hævde, at der var tale om indgriben med henblik på at begrænse antallet af ansøgere på listen over egnede ansøgere. Ved en arbejdsfrokost, hvori deltog Coppé, som dengang var det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for personale og administration, hans kontorchef og formændene for udvælgelseskomiteerne, gav Coppé som svar på et spørgsmål fra mig et vist skon over disponible stillinger som i øvrigt lå langt under det antal ansøgere, det derefter blev optaget på listen over egnede ansøgere. Eftersom det forlød, at udvælgelseskomiteerne ikke ville tage de af Coppé anslåede tal i betragtning, afholdtes der endnu et møde med Cardon de Lichtbuer, chef for Coppé's kabinet, som ikke havde nogen indvirking på udvælgelseskomiteerne, der holdt fast på deres uafhængighed.

Som konklusion mener jeg, at man må svare Lahnstein, at der ikke var nogen numerrus clusus, og at udvælgelseskomiteerne i øvrigt handlede med den uafhængighed, der ikke alene garanteres men også pålægges dem i vedtægten.

Meddelelserne om udvælgelsesprøver angav, at prøverne ville blive bedømt således:

hvilket gav en total på 80 mulige points, hvoraf der krævedes 48 for at bestå.

Referaterne fra møderne i udvælgelseskomiteen for KOM/A/268 (der er bilagt svarskrifterne) fortsætter — efter en udtalelse om, at udvælgelseskomiteen har besluttet at opdele de beståede i tre grupper — nemlig —

som følger:

Sagsøgerne peger på fraværet af enhver omtale af nogen sådan aftale i referaterne fra de andre udvælgelseskomiteer og hævder, at det er betydningsfuldt, at antallet af beståede ansøgere var meget højere i udvælgelsesprøve KOM/A/268 end i nogen af de andre udvælgelsesprøver, idet tallene er som følger:

Sagsøgerne opfordrer Domstolen til at drage den konklusion, at der blev foreslået de andre udvælgelseskomiteer samme opdeling, som formanden for udvælgelseskomite KOM/A/268 foreslog denne komité, og at forslagene blev fulgt ved at nedsætte visse ansøgeres pointtal. Frk. Campogrande påstår, at hun af et medlem af udvælgelseskomiteen i udvælgelsesprøve KOM/A/264 fik at vide, at hendes endelige karakter blev sat ned fra 52 til 47. Fru Bouyssou påstår på tilsvarende måde, at hun af en vis frk. Dusseaux fik at vide, at denne fra et medlem af udvælgelseskomiteen, frk. de Corne, havde hørt, at fru Bouyssou havde bestået. Og det er bemærkelsesværdigt, at alle tre ansøgere endte med at opnå 47 point.

På den anden side gives der mange andre mulige forklaringer på forskellen mellem resultaterne af udvælgelsesprøverne. Referaterne af møderne i udvælgelseskomité KOM/A/267 afslører således, hvad der synes at have været en reel meningsforskel angående de kvalifikationer, der måtte kræves af en person for at blive forfremmet til kategori A, og Krauss hævder i sit brev, at udvælgelseskomiteerne anvendte forskellige kriterier i bevidst indbyrdes uafhængighed.

Sagsøgerne anmoder om, at medlemmerne af og sekretæren for udvælgelseskomiteen i udvælgelsesprøve KOM/A/264 og ligeledes frk. Dusseaux indkaldes til at afgive mundtlig vidneforklaring vedrørende dette punkt. Jeg vil antage, at De Vleeschauwers anmodning i denne henseende skyldes en fejltagelse, og at han i virkeligheden ønsker at anmode om indkaldelse af medlemmerne af og sekretæren for udvælgelseskomiteen i udvælgelsesprøve KOM/A/265.

Jeg indrømmer, at jeg ikke har fundet det let at danne mig en mening om, hvorvidt disse anmodninger skulle efterkommes.

Kommissionen anfører herimod, at det på grund af den fortrolige karakter af udvælgelseskomiteernes arbejde ikke uden videre bør være muligt at pålægge disses medlemmer at afgive vidneforklaring derom. Den henstiller derfor, at der, før der tages et sådant skridt, i det mindste må foreligge commencement de preuve (omstændigheder der sandsynliggør), at der var noget galt med afviklingen af prøverne. Jeg er enig heri, skønt jeg ikke så meget ville begrunde det i arbejdets fortrolige karakter som i, at det ville være uacceptabelt, hvis enhver ikke-bestået deltager i en udvælgelsesprøve i henhold til vedtægten blot ved at fremsætte påstande i en henvendelse til denne Domstol om afviklingen af udvælgelsesprøven var i stand til at tvinge medlemmerne af udvælgelseskomiteen til at komme hertil for at aflægge regnskab for, hvad de har gjort.

Det forekommer mig imidlertid, at det foreliggende bevismateriale i dette tilfælde giver grundlag for en undersøgelse, og at Domstolen næppe ville yde sagsøgerne en retfærdig behandling, hvis den afsagde dom uden at høre de vidner, sagsøgerne foreslår. Jeg mener, at også frk. Campogrande og fru Bouyssou bør afhøres i henhold til artikel 45, stk. 2 a i procesreglementet, således at de nærmere kan redegøre for de omstændigheder, under hvilke de modtog de oplysninger, de hævder at have fået. Jeg ville afhøre dem først.

Jeg vil gøre det klart, at der etter min opfattelse kun er to relevante spørgsmål: for det første, om udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve KOM/A/264 eller udvælgelsesprøve KOM/A/265 ændrede nogen af sagsøgernes karakterer, og for det andet, hvis de faktisk ændrede dem, om de gjorde dette af saglige grunde. Jeg tvivler ikke på, at det ofte sker, at en udvælgelseskomité af saglige grunde i løbet af sine diskussioner ændrer en ansøgers foreløbige karakter opad eller nedad, selv i en udstrækning, der svarer til forskellen mellem bestået og ikke-bestået.

Jeg understreger dette, fordi det forekommer mig, at nogle af sagsøgernes anbringender rammer langt ved siden af.

For eksempel antydes det fra deres side, at der var tale om en overtrædelse af artikel 5 i vedtægtens bilag III, som foreskriver, at udvælgelseskomiteen ved afslutningen af sit arbejde på listen over egnede ansøgere så vidt muligt skal anføre dobbelt så mange navne som antallet af de stillinger, der skal besættes. Formålet med bestemmelsen er i tilfælde af én udvælgelsesprøve vedrørende en eller flere bestemte stillinger klart: det tilsigter at give ansættelsesmyndigheden et valg. Men det forekommer mig hverken ved strengfortolkning eller rent fornuftsmæssigt muligt at anvende bestemmelsen ved en udvælgelsesprøve, der afholdes for at oprette en reserveliste. Det ligger i en sådan udvælgelsesprøve, at der ikke er stillinger, der skal besættes, skønt der måske kan foretages et skøn over det antal stillinger, der efterhånden måtte blive ledige. Sagens kerne er, at det virkelige formål med en sådan udvælgelsesprøve ikke er at besætte en eller flere bestemte stillinger men at foretage en vurdering af, hvem blandt ansøgerne der måtte være egnede til ansættelse i en bestemt stilling.

Lige så misforstået er efter min opfattelse henvisningen fra sagsøgernes advokat til maksimum patere legem quam ipse ficisti i denne sammenhæng, idet han hævder, at Kommissionen ændrede det oprindelige formål med udvælgelsesprøverne. Han gik under domsforhandlingen så vidt som til at kalde Kommissionens handlemåde i denne forbindelse for en péché majeur (hovedsynd.) I disse sager er det imidlertid ikke vigtigt, hvad Kommissionen kan have gjort eller ej, men hvad udvælgelseskomiteerne faktisk gjorde.

Ligeså irrelevant er efter min mening påstanden om, at der var tale om magtmisbrug fra Kommissionens side. Det var ikke Kommissionen, der sad inde med den relevante magt. Denne tilkom udvælgelseskomiteerne, og spørgsmålet er som nævnt, om disse udvælgelseskomiteer lod sig påvirke af uvedkommende hensyn.

I deres replikker (sagsøgerne siger, at de ikke havde kendskab til dette punkt, da deres klageskrifter blev udformet) påstår sagsøgerne, at en af ansøgerne i udvælgelsesprøve KOM/A/264, Winkler, fik tilladelse til at benytte engelsk som andet sprog. Det kan ikke være af betydning for De Vleeschauwers vedkommende, da han ikke deltog i den udvælgelsesprøve. Men både frk. Campogrande og fru Bouyssou siger, at de måske kunne have forbedret deres resultater, hvis de havde fået lov til at gøre det samme. Selv hvis man antog, at det forholder sig, som de påstår (og det bestrides af Kommissionen), finder jeg ikke, at ansøgernes rettigheder blev krænket derved. Det, de havde krav på, var at få deres sprogkundskaber prøvet på basis af meddelelserne om udvælgelsesprøve, hvori der blev krævet et grundigt kendskab til ét af Fællesskabernes sprog og et tilfredsstillende kendskab til et andet. At en anden ansøger blev prøvet på anden måde kunne kun være af betydning, hvis udvælgelsesprøven havde vedrørt besættelsen af en eller flere bestemte stillinger, og hvis den pågældende ansøger havde bestået. Udvælgelsesprøven drejede sig faktisk om oprettelse af en reserveliste, og Winkler bestod ikke.

Sagsøgerne føjer individuelle klager til det, jeg vil betegne som deres fælles klager.

Som De vil erindre, er udvælgelseskomiteens første pligt i henhold til artikel 5 i vedtægtens bilag III at undersøge ansøgernes akter og udfærdige en liste over dem, der opfylder de betingelser, som er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Efter at udvælgelseskomiteen i udvælgelsesprøve KOM/A/264 havde gjort dette, kom den til den konklusion, at frk. Campogrande ikke opfyldte betingelserne. De optog hende derfor ikke på listen. Hun protesterede herimod, først til Krauss og derefter til Coppé. Som følge af sidstnævntes indgriben omgjorde udvælgelseskomiteen sin beslutning og optog hende på listen. Hun klager over, at hun som følge heraf senere end de andre ansøgere (dvs. den 22. marts i stedet for den 10. marts 1972) blev informeret om, hvad hun skulle læse som forberedelse til prøverne. Dette var måske uheldigt, men jeg kan ikke se, at det udgør en legitim klagegrund. Det eneste alternativ for udvælgelseskomiteen ville have været at fastholde den oprindelige beslutning. Som Kommissionen påpeger, var den pågældende litteratur under alle omstændigheder ikke af betydning for de skriftlige prøver, der fandt sted den 23. marts, men derimod for de mundtlige prøver, der fandt sted senere og strakte sig over flere dage.

De Vleeschauwer og fru Bouyssou klager over den måde, de skriftlige prøver blev afviklet på. Beskrivelsen af den almindelige prøve i meddelelserne om udvælgelsesprøve lød Rédaction d'une note de service ou d'un compte rendu de réunion dont les thèmes sont déterminés par le jury

udarbejdelse af en tjenestemeddelelse eller et mødereferat, således at emnet fastsættes af udvælgelseskomiteen.

Den skriftlige vejledning er blandt bevismaterialet (i bilag II til duplikkerne), og den forekommer mig at være fuldstændig klar og normal. Hvad Morel sagde, kan — under hensyn til ordlyden af vejledningen og til at udvælgelsesprøverne gjaldt forfremmelse til kategori A — for de fleste ansøgere ikke have været andet end en redegørelse om åbenbare forhold. Som erfarne tjenestemænd i kategori B må de mange gange under deres arbejde have set den type arbejde, der forventedes af dem. Hvad angår de påståede unøjagtigheder i oversættelsen, kan jeg ikke — hvis sådanne virkelig har foreligget — forstå hvordan de kan have påvirket sagsøgerne. Det viser sig, at Morel talte på fransk. Fru Boyssou er fransk. De Vleeschauwer er belgisk, og hans advokat forklarede under domsforhandlingen i anden sammenhæng, at han, skønt hans modersmål er nederlandsk, er mere vant til at arbejde på fransk.

Hvad angår de spørgsmål, der blev rejst under skriftvekslingen, er der stadig et antal mindre klagepunkter fremsat alene af De Vleeschauwer. Jeg finder, det ville være misbrug af Domstolens tid at gennemgå disse og behandle dem individuelt. De omtales på siderne 27-30 i retsmøderapporten. Jeg begrænser mig til at sige, at ingen af dem efter min mening ville kunne begrunde en tilsidesættelse af resultaterne af den udvælgelsesprøve, hvori De Vleeschauwer deltog. De mindst trivielle begrænser sig til, at De Vleeschauwer blev stillet over for vanskeligheder af en art, som tjenestemænd i kategori A let skulle være i stand til at klare.

Ved et brev af 3. juli 1974 til afdelingsformanden søgte sagsøgernes advokat at rejse et nyt punkt. Dette er baseret på den afgørelse, der er protokolleret i referatet fra Kommissionens møde af 22. juli 1971, og hvorefter der i oktober skal afholdes des consours internes de rattrapage pour les fonctionnaires de catégorie B

yderligere interne udvælgelsesprøver for tjenestemænd i kategori B.

Efter min opfattelse var den eneste retsakt, der kunne have nogen retlig virkning for dem, den formelle offentlige retsakt, hvorved Kommissionen førte sin afgørelse ud i livet, dvs. offentliggørelsen af meddelelsen om udvælgelsesprøven. Jeg mener ikke, sagsøgerne er berettiget til at anfægte Kommissionens til grund for disse meddelelser liggende beslutningsproces og anmode om en undersøgelse heraf. Vi ved ikke, hvad der kan være sket mellem den 22. juli 1971 og offentliggørelsen af meddelelserne, men hvad der end måtte være sket, er det efter min menning irrelevant i forhold til sagsøgernes rettigheder. Hvad, der er af betydning, er, at meddelelserne om udvælgelsesprøve ikke gjorde det til en betingelse for deltagelse, at ansøgerne var tjenestemænd i kategori B. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt dette ville have været lovligt. Vedtægtens artikel 27 foreskriver bl.a., at det ved ansættelse skal tilstræbes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet. Det ville ikke forekomme mig at være i overensstemmelse med denne forskrift bevidst at begrænse en intern udvælgelsesprøve vedrørende rekruttering til kategori A til tjenestemænd i en bestemt anden kategori. Det er værd at bemærke, at artikel 1 i bilag III, der i detaljer omhandler indholdet af en meddelelse om udvælgelsesprøve, ikke nævner muligheden af en sådan begrænsning.

Som resultat heraf mener jeg, at Domstolen på dette stadium bør udsætte domsafsigelsen og foranledige afholdt den undersøgelse, jeg har angivet.