13.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 353/50


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 21. december 2005

om en procedure efter artikel 81 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 53 i EØS-aftalen vedrørende Flexsys NV, Bayer AG, Crompton Manufacturing Company Inc. (tidligere Uniroyal Chemical Company Inc.), Crompton Europe Ltd, Chemtura Corporation (tidligere Crompton Corporation), General Química SA, Repsol Química SA og Repsol YPF SA

(Sag COMP/F/C.38.443 — Rubber Chemicals)

(meddelt under nummer K(2005) 5592)

(kun de engelske, tyske og spanske udgaver er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2006/902/EF)

1.   I — RESUME AF OVERTRÆDELSEN

1.1.   Adressater:

(1)

Denne beslutning er rettet til følgende virksomheder:

—

Flexsys N.V.

—

Bayer AG

—

Crompton Manufacturing Company, Inc. (tidligere Uniroyal Chemical Company Inc.)

—

Crompton Europe Ltd.

—

Chemtura Corporation (tidligere Crompton Corporation)

—

General Química SA

—

Repsol Química SA

—

Repsol YPF SA.

(2)

Modtagerne af denne beslutning deltog i en enkelt, kompleks og kontinuerlig overtrædelse af artikel 81 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der involverede prisfastsættelse og udveksling af fortrolige oplysninger om visse gummikemikalier (antioxydanter, antiozonanter og primære acceleratorer) i EØS-området og på verdensmarkedet.

1.2.   Sektoren for gummikemikalier

(3)

Gummikemikalier er syntetiske eller organiske kemikalier, der forbedrer produktionen af gummiprodukter og disses egenskaber, og de bruges væsentligst til bildæk. I 2001 blev EØS-markedet anslået til 200 mio. EUR for de antioxydanter, antiozonanter og primære acceleratorer, som kartellet vedrører.

(4)

De største globale producenter af gummikemikalier er Flexsys, Bayer og Chemtura (tidligere Crompton), der sammen udgør omkring halvdelen af det internationale marked for gummikemikalier. Der er en række betydelige mindre konkurrenter, som f.eks. General Química (Spanien), Duslo (Slovakiet), Istrochem (Slovakiet), Noveon (USA) og Great Lakes (USA) samt mange mindre konkurrenter, navnlig i Asien.

(5)

De største kunder inden for gummikemikalier er de store globale dækselskaber Michelin (Frankrig), Goodyear (USA), Bridgestone/Firestone (Japan), Continental (Tyskland) og Pirelli (Italien), der sammen udgør 35-40 % af det verdensomspændende forbrug.

(6)

Det geografiske område for handel med gummikemikalier gik gradvist fra at være regionalt til at blive globalt i midten af 1990'erne. Det påvirkede kartellets rækkevidde, idet parterne efter 1995 væsentligst indgik aftaler om prisstigninger på verdensmarkedet.

1.3.   Kartellets virkemåde

(7)

Selv om der er en række tegn på, at der i hvert fald sporadisk har været tale om ulovlig samordning i sektoren for gummikemikalier allerede i 1970'erne, har Kommissionen kun tilstrækkelig stærke beviser for kartelvirksomhed i perioden 1996-2001 for Flexsys, Bayer og Crompton (nu Chemtura) (inklusive Crompton Europe og Uniroyal Chemical Company). Disse virksomheder indgik aftaler om at hæve priserne på visse gummikemikalier (antioxydanter, antiozonanter og primære acceleratorer) i EØS-området og på verdensmarkedet i 1996, 1998, 1999, 2000 og 2001. General Química, der må betragtes som en marginal aktør, deltog i disse aftaler i 1999 og 2000.

(8)

Samordning af prisstigninger fulgte normalt et generelt mønster, der involverede kontakter mellem konkurrenter i en forberedende fase, før kunderne fik besked, og efterfølgende under forhandlingerne med kunderne, og til sidst når kontrakterne var indgået for at sikre overholdelse og gennemførelse på markedet. Under kontakterne før den samordnede aktion søgte parterne støtte til en foreslået prisforhøjelse og aftalte beløb, produkter og områder samt leder af aktionen og tidspunkt for offentliggørelsen. I gennemførelsesfasen var fokus på kundernes reaktioner på de annoncerede prisstigninger og udveksling af oplysninger om prisforhandlingerne med kunderne. Opfølgningskontakterne omfattede typisk udveksling af detaljerede oplysninger om aftalte mængder og priser med bestemte kunder.

1.4.   Procedure

(9)

Undersøgelsen af sektoren for gummikemikalier blev indledt som følge af en anmodning om betinget bødefritagelse indgivet af Flexsys i april 2002, der blev efterkommet i juni 2002. Kommissionen udførte efterfølgende kontrolundersøgelser hos Bayer, Crompton Europe og General Química i september 2002.

(10)

Crompton (nu Chemtura), Bayer og General Química anmodede om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen henholdsvis den 8. oktober 2002, den 24. oktober 2002 og den 7. juni 2004. Kommissionen underrettede i rette tid alle ansøgerne om, at den havde til hensigt at nedsætte bøderne.

(11)

Den 12. april 2005 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse mod Bayer, Crompton, Crompton Europe, Uniroyal Chemical Company, Flexsys, Akzo Nobel, Pharmacia (tidligere Monsanto), General Química, Repsol Química, Repsol YPF, Duslo, Prezam, Vagus og Istrochem. Der blev afholdt en mundtlig høring om sagen den 18. juli 2005. Proceduren mod Akzo Nobel NV, Pharmacia Corporation, Duslo a.s., Prezam a.s., Vagus a.s., og Istrochem a.s blev derefter afsluttet.

1.5.   Ansvar

(12)

Selv om Repsol YPF SA og Repsol Química SA ikke selv deltog i de omhandlede foranstaltninger, holdes de ikke desto mindre ansvarlige for praksis i deres 100 % ejede datterselskab General Química.

2.   BØDER

2.1.   Grundbeløb

(13)

Bødens grundbeløb fastsættes i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed.

2.1.1.   Overtrædelsens grovhed

(14)

I sin vurdering af overtrædelsens grovhed tager Kommissionen hensyn til dens art, dens faktiske virkninger på markedet, hvor disse kan måles, og størrelsen af det relevante geografiske marked.

(15)

I betragtning af overtrædelsens art og geografiske rækkevidde (overtrædelsen bestod i denne sag væsentligst af ulovlig samordning blandt kartelmedlemmerne om prisfastsættelse i EØS og andre steder samt udveksling af fortrolige oplysninger) må den karakteriseres som meget alvorlig.

2.1.2.   Differentieret behandling

(16)

I kategorien af meget alvorlige overtrædelser er det ved pålæggelsen af bøder muligt at differentiere behandlingen af virksomhederne for at tage højde for overtræderens faktiske økonomiske mulighed for alvorligt at skade konkurrencen og at pålægge en bøde, der har en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

(17)

Da både kartellets geografiske rækkevidde og sektoren for gummikemikalier generelt i overvejende grad er verdensomspændende , anvendes de globale markedsandele i 2001, der var overtrædelsens sidste hele år, som referenceværdier ved beregningen af bøderne.

(18)

Flexsys var den største markedsoperatør i verden med en markedsandel på [20-30] %. Virksomheden placeres derfor i første kategori. Bayer med en markedsandel på [10-20] % placeres i kategori 2. Crompton med en markedsandel på [10-20] % placeres i en tredje kategori. Endelig placeres General Química med en markedsandel på [0-10] % i kategori 4. Startbeløbene vil blive fastsat proportionelt, dog ikke aritmetisk, under hensyntagen til markedsandelene.

2.1.3.   Tilstrækkelig afskrækkende virkning

(19)

I kategorien af meget alvorlige overtrædelser er det ved pålæggelsen af bøder også muligt at sikre, at bøderne får en tilstrækkelig afskrækkende virkning for at tage højde for de deltagende virksomheders størrelse. I 2004 var virksomhedernes samlede omsætning som følger: Bayer 29,7 mia. EUR; Crompton ca. 2 mia. EUR; Flexsys ca. 425 mio. EUR og Repsol YPF 41,7 mia. EUR. Kommissionen finder det derfor hensigtsmæssigt at gange Bayers bøde med en faktor på 2 og Repsols bøde med en faktor på 2,5.

2.1.4.   Bødeforhøjelse på grund af overtrædelsens varighed

(20)

Flexsys, Bayer og Uniroyal (herunder Crompton Europe) deltog i overtrædelsen i seks år, mens Crompton Corporation (nu Chemtura) deltog i fem år og fire måneder. Alle disse virksomheder deltog i en overtrædelse af lang varighed, og bødernes startbeløb vil derfor blive forhøjet med 10 % for hvert hele overtrædelsesår.

(21)

General Química deltog i overtrædelsen i otte måneder. Da virksomheden deltog i under et år, vil bøden ikke blive forhøjet.

2.2.   Formildende omstændigheder

(22)

For General Química's vedkommende blev det fundet rimeligt at nedsætte bøden med 50 % på grund af virksomhedens passive og underordnede rolle i overtrædelsen set i forhold til de andre kartelmedlemmer.

2.3.   Anvendelse af samarbejdsmeddelelsen fra 2002

2.3.1.   Bødefritagelse

(23)

Flexsys var den første virksomhed til at fremlægge bevismateriale, der satte Kommissionen i stand til at vedtage en beslutning om at foretage en kontrolundersøgelse i forbindelse med det påståede kartel inden for gummikemikalier. Flexsys har samarbejdet fuldt ud, permanent og effektivt under hele Kommissionens administrative procedure og har forsynet Kommissionen med alt bevismateriale, virksomheden er kommet i besiddelse af med hensyn til den formodede overtrædelse. Flexsys stoppede sin medvirken i den formodede overtrædelse senest på samme tid, som virksomheden fremlagde beviser efter samarbejdsmeddelelsen og tog ingen initiativer for at tvinge andre virksomheder til at deltage i overtrædelsen. Flexsys er derfor berettiget til fuld bødefritagelse.

(24)

Crompton har sat bestridt Flexsys' bødefritagelse og hævder bl.a., at Flexsys ikke opfylder betingelserne for bødefritagelse, idet virksomheden har taget skridt til at tvinge andre virksomheder til at deltage og har fortsat overtrædelsen efter anmodningen om bødefritagelse. Efter en nærmere undersøgelse af Crompton's påstande mener Kommissionen ikke, at der er afgørende konkrete beviser til støtte for disse påstande.

2.3.2.   Punkt 23, litra b), første led (nedsættelse på 30-50 %)

(25)

Crompton var den første virksomhed, der opfyldte kravene i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen, da virksomheden gav Kommissionen bevismateriale, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af. Virksomheden er derfor i henhold til punkt 23, litra b), første led, berettiget til en bødenedsættelse på 30-50 %.

(26)

I lyset af det tidlige samarbejde, kvaliteten af bevismaterialet og virksomhedens omfattende og vedvarende samarbejde under sagsbehandlingen mener Kommissionen, at Crompton er berettiget til den højeste bødenedsættelse på 50 %.

2.3.3.   Punkt 23, litra b), andet led (nedsættelse på 20-30 %)

(27)

Bayer var den anden virksomhed, der opfyldte kravene i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen, da virksomheden gav Kommissionen bevismateriale, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af. Virksomheden er derfor i henhold til punkt 23, litra b), andet led, berettiget til en bødenedsættelse på 20-30 %. Merværdien af Bayer's bidrag er begrænset, og virksomheden har kun indrømmet at have deltaget i overtrædelsen i de sidste fire år. Kommissionen mener derfor, at Bayer er berettiget til den absolut laveste nedsættelse inden for det relevante spænd, dvs. en bødenedsættelse på 20 %.

2.3.4.   Punkt 23, litra b), tredje led (nedsættelse på indtil 20 %)

(28)

General Química var den tredje virksomhed, der opfyldte kravene i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen, da virksomheden gav Kommissionen bevismateriale, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af på fremlæggelsestidspunktet. General Química er derfor i henhold til punkt 23, litra b), tredje led, berettiget til en bødenedsættelse på indtil 20 %. Da General Química opfyldte kravet om en betydelig merværdi ret sent i sagsforløbet, dvs. over halvandet år efter Kommissionens kontrolundersøgelse af virksomhedens lokaler, og da det fremlagte bevismateriale kun havde begrænset merværdi, mener Kommissionen, at General Química (og Repsol) er berettiget til en nedsættelse på 10 % af den bøde, de normalt ville blive pålagt.

2.3.5.   Afsluttende bemærkninger om anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen

(29)

I denne sag har Kommissionen også udstedt en alvorlig advarsel mod de virksomheder, der anmoder om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen, og som søger at svække Kommissionens mulighed for at bevise overtrædelsen, i tilfælde hvor der foreligger betydelige beviser for kartellets eksistens. Kommissionen mener, at en sådan holdning rejser alvorlig tvivl om omfanget og kontinuiteten af de ansøgende virksomheders samarbejde.

3.   BESLUTNING

(30)

Følgende virksomheder har overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53 ved i de angivne tidsrum at have deltaget i en række vedtagelser og former for samordnet praksis om prisfastsættelse og udveksling af fortrolige oplysninger inden for gummikemikalier i EØS-området:

a)

Bayer AG, fra den 1. januar 1996 til den 31. december 2001

b)

Crompton Manufacturing Company Inc., fra den 1. januar 1996 til den 31. december 2001

c)

Cromton Europe Ltd., fra den 1. januar 1996 til den 31. december 2001

d)

Chemtura Corporation, fra den 21. august 1996 til den 31. december 2001

e)

Flexsys N.V., fra den 1. januar 1996 til den 31. december 2001

f)

General Química SA, fra den 31. oktober 1999 til den 30. juni 2000

g)

Repsol Química SA, fra den 31. oktober 1999 til den 30. juni 2000

g)

Repsol UPF SA, fra den 31. oktober 1999 til den 30. juni 2000.

(31)

Ovennævnte virksomheder skal straks bringe ovenstående overtrædelser til ophør, hvis det ikke allerede er sket. De skal afholde sig fra på ny at begå handlinger eller udvise adfærd som beskrevet ovenfor og fra enhver handling eller adfærd med samme eller tilsvarende formål eller virkninger.

(32)

For ovennævnte overtrædelser pålægges virksomhederne bøder som følger:

a)

Flexsys N.V.

0 EUR

b)

Crompton Manufacturing Company, Inc. hæfter solidarisk med Crompton Europe Ltd. for

13,60  mio. EUR

heraf hæftes solidarisk med Chemtura Corporation for

12,75  mio. EUR

c)

Bayer AG:

58,88  mio. EUR

d)

General Química SA hæfter solidarisk med Repsol Química SA og Repsol YPF SA for

3,38  mio. EUR.

Beslutningen findes i en version, der ikke er fortrolig, og som er tilgængelig i sin fulde ordlyd på sagens autentiske sprog og Kommissionens arbejdssprog på webstedet for Generaldirektoratet for Konkurrence: http://ec.europa.eu/comm/competition/.